Astarte den bortførte fe

Greven: Jaså, jamen så skal I spørge helt anderledes, hvis I ønsker
at få svar; på lømmelagtig tiltale svarer jeg ikke.
Mirbolante: Lømmelagtig! Caramba, hvad understår han sig i,
véd han, hvem der viser ham den ære at tiltale ham? – Ingen
ringere end Don Mirbolante y Saxavedra de Cienfuges y Menella,
den højt ansete byskriver i den ærværdige by Mendoza
står foran ham, skriv han sig det bag øret.
Greven: Atju – ha, ha, ha, jeg er ved at revne af latter, I er dog
en virkelig spøgefuld lille mand!
Mirbolante: Hvad!? Han forhåner mig, den røverridder …
Greven: Så nu kan det være nok: Nu skal han høre, hvad jeg
har at sige ham. Jeg er Don Alonso, Greve af Irun, også jeg kan
skrive: Min pen hænger ved min venstre side og når jeg begynder
at skrive, så dyppes min pen i blod, det kan han skrive sig
bag øret, hr. Byskriver.
Mirbolante: Det byder man mig, den højt ansete byskriver i
den ærværdige by Mendoza, Don Mirbolante y Saxavedra de
Cienfuges y Menella. Men nu skal han lære min magt at kende:
Vagter! Fremad! Grib ham og kast ham i fængsel.
Første Vagt: Ædle Don, vi skal nok vogte os for at blive skrivepapir
for greven; hans pen har et kraftigt sving, og det gør
alene udslaget – vi går hen i skænkestuen.
(Begge vagter ud.)
3. scene
Greven, Mirbolante. I baggrunden træder Sirius frem i forklædning.
12