Astarte den bortførte fe

ullede lavinen ned og begravede jægeren for altid. Ude af mig
selv stod jeg dér, mens min broders spottende latter lød, og han
råbte til mig: ”Skynd dig hen til fader og anklag mig”. Da trådte
pludselig vor fader Astenor frem fra en tæt sky; usynligt
havde han været vidne til hele forløbet. Vredt hvilede hans blik
på Hiverius og med vældig røst begyndte han:
”Du spurgte efter mig, Hiverius, i urette tid. Jeg har set din
formastelige synd, du har fejlet svart, og svar skal også din
straf være for din ondsindede gerning. Med vilje har du dræbt
et menneskebarn. Du er ikke værdig til at bo i Alferiget. Jeg
forviser dig til Nordens isørkener – dér skal dit rige være, dér,
hvor aldrig et menneske forvilder sig hen, kan du husere, dér i
isregionens ensomhed kan du gøre bod for din synd. En tjenende
ånd giver jeg dig med. Aldrig mere skal dit øje have lov at
se mig eller din broder, medmindre en efterkommer af hin
ulykkelige jæger finder vej til dig, rækker dig sin hånd og tilgiver
dig. Du har syndet mod et menneske, og derfor kan også
kun et menneske udfri dig”.
Trodsig stod min broder dér, med mørke blikke, på en isblok.
Da hævede vor fader hånden, alfer nærmede sig, løftede
isblokken med min broder på – stedse højere svævede de af
sted, indtil vi ikke længere kunne se dem.
To hundrede år er gået siden den dag. Alferiget fik jeg
overdraget af min fader; Hiverius lever vred i sit isrige. Men på
hint sted, hvor bjørnejægeren fandt sin død, voksede på vor
faders befaling en mægtig sortfyr, som skærmer graven med
sine grene.
Stella: Som lysalf har din broder fejlet svart, dog svar er også
hans straf. Stakkels Hiverius, stakkels jæger!
Sirius: Ha, hvad mærker jeg: det kolde Nord omvifter mit ansigt.
8