Astarte den bortførte fe

Greven: Skål, mægtige troldmand, ideal for alle før-syndflods
og fremtidige heksemestre, du perle af mandlig skønhed, du og
dine pragtfulde tjenende ånder leve! Hurra!
(Fugleskrig som før af ugle og krage.)
Arimanthus: Mine ånder takker dig, Kan du høre? – Vinen er
stærk, ved Satan!
(Voldsom torden.)
Greven: Det betyder intet, det vænner du dig snart til, den anden
flaske vil allerede smage bedre, drik blot ud.
Arimanthus: Ja du har ret, hvor vinen varmer, blodet ruller fyrigt
gennem kroppen, drik blot til, kære greve.
Greven: Er i fuld gang. Hvem skal vi nu skåle for? Arioso!
Arioso leve! Det er et godt mærke, han har skaffet os …
Arimanthus: (Beruset) Ja – ja – Arioso skal – leve – hik – hik –
fyren har virkelig – gjort sig mage; du – kære greve – hik –
hvad er det nu – hik – du hedder – hik – vinen stiger – mig til –
hik – hovedet – eller til fødderne – søskendebarn – hik – oldefars
broder – søn – hik – til Månen – på mødrene side – ha ha –
sikke en spøg –
(Arimanthus falder om på plænebænken og snorker.)
Greven: Så, nu har han fået nok, ja, Falerner må man være
vant til; nu til værket:
Troldfugl Kiwil, flyv herhen
Tjen mig nu og vær min ven
22