SKAMSTRUP KIRKE - Danmarks Kirker - Nationalmuseet

828 TUSE HERRED
Hippolytus i forhør hos kejseren. Han står ydmygt
med korslagte hænder, fastholdt af en
vagt med krumt sværd hængende fra bæltet. -
Ifølge legenden 37 havde han begravet den døde
Laurentius, hvilket kejseren erfarede og derpå
lod ham arrestere. Under forhøret bekendte
Hippolytus sig som kristen, hvorefter han blev
torteret og dømt til døden. - I næste billede ses
Hippolytus bundet til et T-formet kors, mens
to bødler med jernkroge flænser hans krop.
Kejseren står med bydende hånd til venstre.
Billedskildringen springer nu fra øverste til ne-
derste række, utvivlsomt af pladshensyn. I det
nordligste felt i nederste række følger eksekveringen
af Hippolytus’ dom indrammet af en
arkade med dobbelt bredde. Hippolytus er med
reb blevet fastbundet til to heste, der skal slæbe
ham til døde. En bøddelknægt med svingende
pisk overskrævs på den forreste hest holder sig
rede. Kejserskikkelsen længst mod nord i det
tilstødende felt til venstre er vendt mod Hippo-
lytusbilledet. Formentlig hører skikkelsen,
med sværd og bydende gestus, på trods af den
adskillende søjle med til sidstnævnte billede og
forestiller i så fald kejser Decius.
Sidste scene i øverste række fremstiller ridderen
Romanus’ endeligt. Også han bekendte i-
følge legenden 37 sin nyvundne kristne tro over
for kejseren og blev dødsdømt. I billedet falder
ridderens hoved for bødlens sværd; atter med
kejseren som befalende tilskuer. Øverst til højre
ses Guds velsignende hånd fra himlen.
De to resterende scener i nederste række viser
kejserdatteren Cyrillas martyrium. Ifølge
legenden 37 lod kejser Decius’ enke, Trifonia, og
hendes datter, Cyrilla, sig døbe under indtryk
af Decius’ frygtelige død. Den nye kejser,
Claudius, dømte siden Cyrilla til døden, da
hun nægtede at tilbede de hedenske guder. I
scenen til venstre ses Cyrilla mellem to vogtere
i rudemønstret kjole og med krone med kegle-
dannende bøjler; kejser Claudius står med liljescepter
og sværd til venstre. I det næste, brede
felt halshugges Cyrilla. Bødlen til venstre
for den knælende, allerede hovedløse Cyrilla
har et mægtigt udstående, langlokket hår. To
træer flankerer, hvoraf det forreste deler scenen
i to: neden for trækronen ses til venstre Guds
velsignende hånd vendt mod Cyrilla, mens kejserskikkelsen
til højre synes at høre med til
Hippolytusscenen.
Ornamentik og farver. Ornamentikken er karakteristisk
for værkstedet og i overensstemmelse
med dets øvrige arbejder i Nordvestsjælland,
f.eks. Tuse (s. 597f.), Mørkøv og Breg-
ninge (Skippinge hrd.). Ribbernes skæringspunkt
er dækket af en mørkerød og grå storbladet
dobbeltroset, der inderst er omkranset af
små grå bladbærende kviste, som også kanter
fagets gjordbuer, og yderst af et bredere bånd
af rødbrunt, svunget rankeværk. Lignende
bånd med rankeværk afgrænser figurscenerne i
alle fire kapper og pryder sviklerne i vest- og
østkappen samt kanten omkring den vestlige,
ældre og lavere gjordbue mod tredje fag. Ribberne
dækkes af en gråsort bølgende enkeltstreg
med fligede blade. Figurscenernes arkader
smykkes øverst af langhårede engle, hvis vinger
dækker sviklerne. De bærende søjler hviler
på rudeprydede baser, og runde, kapitællignen-
de sten er med mellemrum indskudt på øvre
del af søjleskafterne. Figurscenernes to rækker
adskilles i hver kappe af en rød knækbåndsbort.
På nord- og sydvæggen er der øverst under
hvælvdekorationerne og midt på væggen malet
illusionistiske, mørkerøde draperier; øverst
med fiskekrogslignende og nederst med de for
værkstedet typiske golfkøllelignende foldekast.
Draperierne har indrammet nu overkalkede
tvægmalerier (jfr. nedenfor). Nederst på begge
vægge er draperierne i vid udstrækning rekonstruerede.
- Malerierne virker nu temmelig
snavsede, og farverne står matte og uldne mod
den mere grå end hvide baggrund. Rødt og
sortgråt dominerer, mens grønt kun er anvendt
i beskedent omfang.
I tilknytning til den øvrige udsmykning i andet
fag har Isefjordsværkstedet også udført
†kalkmalerier på vægge og hvælv i første fag. På
nordvæggen blev der mellem de to nævnte draperier
tilsyneladende kun afdækket fragmenter
af en enkelt fremstilling: De hellige tre Kongers
tilbedelse af barnet. Lignende scener kendes fra
bl.a. Mørkøv og Tuse (s. 598), der i begge til­