En folkekonges død. Et forslag til tolkningen af ... - Roskilde Museum

hærtøj med højglans som han havde bedt om;
i midten lagde de den mægtige høvding,
de klagende helte, den kære herre.
Så lod de det vågne, det vældige ligbål,
krigere på klippen; kvasrøgen rejste sig
sort over bålet, den buldrende lue
vædet af tåre – vindene tav –
til ilden havde knaset knoglernes hus,
hed til marven. I modets nød gav de sig hen til sorgen, også den grædende
gøterkvinde
istemte sorgsang med opbundet hår...
Så gik gøterfolket igang med at rejse en gravhøj på brin ken, som var bred og høj,
synlig langt borte for bølgens besejrere,...
I gravhøjen guldbånd og ringe ...”(Haarder 2001)
Det ligger lige for at se kong Skjolds begravelse afspejlet i det
arkæologiske materiale gennem bådnedlæggelserne fra Nydam
– fyldt med våben og udstyr til rejsen. De udskårne mandshoveder
(Rieck 2003:307), der menes at have siddet på den store egetræsbåd
og fungeret som pullerter til fortøjning af båden, kan også opfattes
som gudestøtter, der har været en del af udstyret på begravelsesskibet,
hvor rejsen til det hinsides blev fortaget ved at skænke det fuldtlastede
skib i mosen.
Bjovulfs ligbål, hvor hele udstyret bliver brændt, er det nærliggende
at sammenligne med de ligeledes brændte genstande fra Ejsbøl Nord
(også i Ejsbølfundet indgår træfi gurer (Ørsnes 1988:139ff)), selv om
disse blev sænket i mosen og ikke lagt i en gravhøj.
Med den usikkerhed, der her er blevet påpeget i brugen af de
klassiske forfatteres beretninger som kildegrundlag for en tolkning
af våbenofferfundene, kan man med rette rejse spørgsmålet, om
sagen stiller sig anderledes for »Sangen om Bjovulf«. For historierne
om Bjovulf er naturligvis eventyr og afspejler i deres handlingsforløb
næppe historiske begivenheder.
Det væsentligste er imidlertid selve forestillingen om, at konger og
høvdinge ikke blot blev begravet med deres personlige udstyr, men at
»folket«, hirden, krigerne deltog i ligfærden med gaver og våbenudstyr.
47