Impuls 2010 - 4.indd - Nyimpuls.dk

frihedskæmpere. I dag ville jeg sikkert været blevet dømt
for ”støtte til terror”, eftersom USA, og meget af tiden
også Danmark, anså Vietkong for terrorister. Men den
slags terrorlove, vi har i dag, var der ikke dengang.
Engagementet førte mig og mange andre dengang ind i
politik. I et demokrati er der jo den mulighed for at gøre
noget med sin indignation og sit ønske om at være med til
at skabe lidt retfærdighed. ”Solidaritet” skulle ikke bare
være en teori men noget praktisk. Mange politikere taler
gerne ved højtidelige lejligheder om, at vort samfund bygger
på ”kristne værdier”, men når næstekærligheden skal
omsættes i praktisk handling, tæller kun ”den egoistiske
privatinteresses frie marked”.
Slutspil
Efter mange års forgæves forsøg på at ændre en lille
smule i det politiske landskab, opgav jeg. Men netop
da, just som en deprimerende disillusionskrise var sat
ind, og jeg således var ”parat”, dukkede ”læreren” op. I
form af ”Livets Bog”. En bekendt kom og forærede mig
hele værket som gave, fordi som hun sagde: ”jeg fik det
selv som gave, men det siger mig ikke noget.” Så smart
arbejder ”forsynet” altså!
Dermed fik mit liv en ny drejning, en ny og befriende
måde at se verden på. Det gik op for mig, at det ikke var
op til mig at ændre noget ved verden eller overhovedet
nogen andre end mig selv. Der var en dyb mening med
”galskaben”. Jeg fik således en kærlig håndsrækning til
at få lært at acceptere verden og andre mennesker, som
de er. Jeg indså, at jeg har lov til at nøjes med at gøre det,
jeg har mulighed for at gøre uden at have skyldfølelser
over alt det, jeg ikke kan gøre noget ved.
Da jeg således erkendte, at jeg ikke mere skulle slås for
noget, ønskede jeg at bruge den sidste del af dette liv
til ”blot at nyde at være til” men samtidig søge mere
viden. Det er aldrig for sent at blive klogere, for vor
udvikling tager vi jo med os i næste liv. Som arbejdsløs
uden udsigt til job, søgte jeg ud af storbyens larm for at
finde stilhed.
På forunderlig vis havnede jeg i min søgen i Klint, hvor
der netop var en gammelt hus billigt til salg. Huset lignede
mit barndomshjem, og jeg vidste bare, at her skulle jeg
leve resten af dette liv. Jeg havde aldrig før haft en så stærk
intuitiv følelse af, at her ”hørte jeg til”. Det var som om
”ringen var sluttet”. Her ville jeg leve ”i fred med mig
selv og i fred med min næste”. Den gamle sang så jeg nu
i en anden betydning.
Det viste sig snart, at her var en opgave, hvor jeg kunne
bruge nogle af de evner, jeg havde opøvet gennem alle
de aktive år. Man vil jo gerne gøre lidt gavn. Den opgave
forsøger jeg nu at løse så godt jeg kan ud fra, hvad jeg
føler og mener er rigtigt. Selv om det virker, som om
udviklingen mod humanisme er gået i stå, ja på visse
områder nærmest går baglæns, giver det ikke anledning
til nedtrykthed, for nu ved vi jo, der er en dybere mening
med det. Gammel mørk karma skal udleves, for at den
åndelige udvikling kan intensiveres. Men der er dog
også områder, hvor der er fremgang, f.eks. ydes der trods
økonomisk krise mere til humanitært arbejde rundt om i
verden. Og den åndelige søgen er generelt forøget.
33