Kompendium i stål og brand (PE) - Hjemmesider på ...

3. Termisk brandlast
Termisk brandlast
Den termiske brandlast er fastlagt i Eurocode 1 del 1-2 (her forkortet til EC 1-1-2) og gælder
for alle konstruktionsmaterialer.
Ved termisk brandlast forstås den temperaturpåvirkning, en konstruktion regnes at være
udsat for under brand. Temperaturpåvirkningen bestemmes dels ud fra den temperatur
(gastemperatur), der er omkring konstruktionen, dels ud fra den direkte strålingspåvirkning
fra flammerne.
EC 1-1-2 angiver et antal metoder til beregning af den termiske brandlast:
- tre nominelle brandforløb, herunder standardbrandkurven (pkt. 3.2.1 - 3.2.3),
- et parametrisk brandforløb (pkt. 3.3.1.1 - 3.3.1.2 og anneks A)
- brandpåvirkning af udvendige konstruktioner (pkt. 3.3.1.1 - 3.3.1.2 og anneks B)
- lokale brande (pkt. 3.3.1.3 og Anneks C)
- avancerede brandmodeller (pkt 3.3.2 og Anneks D og E)
Standardbrandkurven
Dette er den letteste måde at fastlægge den termiske brandlast på. Uanset hvilken type
bygning man betragter, og uanset hvor meget brændbart materiale, der findes i bygningen,
beregnes temperaturen under brand som et såkaldt nominelt brandforløb vha. formlen:
θ g = 20 + 345 log(8t + 1)
hvor t er tiden [min]
θ g er brandrummets temperatur til tiden t [°C]
Figur 3.1.
Standardbrandkurven.
Standardbrandkurven accepteres som grundlag for brandteknisk dimensionering af
bygningskonstruktioner i en lang række lande. Beregning efter standardbrandkurven vil da
også i mange tilfælde være på den sikre side i forhold til de nedenfor nævnte, mere præcise
energibalancemetoder.
Standardbrandkurven gælder primært for brand i træ og træbaserede materialer. Det passer
meget godt med den måde, bygninger og inventar brænder på.
EC1-1-2 angiver også et nominelt hydro-carbon brandforløb. Men for brand i bygninger er
det praktisk talt altid kurven ovenfor, der henvises til, når man taler om standardbrandkurven.
Der er desuden en brandkurve for udvendig brand, se sidst i dette afsnit.
9