Kompendium i stål og brand (PE) - Hjemmesider på ...

Uisoleret stål
Beregningen udføres således: For hvert tidsinterval, fra tiden t til tiden t + ∆t, beregnes
brandrummets gennemsnitstemperatur θ gens = ½(θ g,t + θ g,t+∆t ). Som ståltemperatur anvendes
den sidst beregnede temperatur θ a,t .
Herudfra beregnes ∆θ a,t , og den nye ståltemperatur til tiden t + ∆t beregnes .
Beregningsmetoden medfører en lille fejl på den sikre side, idet der hele tiden anvendes en
lidt for lav ståltemperatur og dermed en lidt for stor temperaturforskel til beregning af
temperaturstigningen i det nye interval. Hvis man vælger et længere interval end de anbefalede
5 sekunder, bliver resultatet blot lidt mere på den sikre side.
Når der dimensioneres efter standardbrandkurven, og den krævede brandmodstandstid kun er
30 minutter, er det muligt at anvende uisoleret stål, forudsat at profilforholdet er tilstrækkelig
lavt. Figur 6.1 viser ståltemperaturen for uisoleret stål efter 30 minutters standardbrand som
funktion af profilforholdet.
Figur 6.1. Ståltemperatur som funktion af profilforholdet for uisoleret stål efter 30 minutters standardbrand.
Kurve 1 er beregnet med korrektionsfaktor k sh = 1,0.
Kurve 2 er beregnet med korrektionsfaktor k sh = 0,7.
Baseres beregningen i stedet på en energibalancemetode, skal man som tidligere nævnt
bestemme den maksimale ståltemperatur under brandforløbet, uanset hvor hurtigt eller
langsomt branden forløber. Ofte nås den maksimale ståltemperatur allerede efter 10 - 20
minutter.
Figur 6.2 viser den maksimale ståltemperatur for uisoleret stål i et brandrum med forskellige
brandbelastninger og åbningsfaktorer, beregnet i henhold til EC 1-1-2 og EC 3-1-2.
Kurve 1 og 2 svarer til et rum af ret lette materialer med store åbninger, mens kurve 3 og 4
svarer til et rum af tunge materialer med mere moderate åbninger.
28