selvfremstilling og samfund

More documents

Recommendations

Info

11.59 den 1. januar tilsendt Anders Fogh Rasmussens tale pr. e-mail fra statsministerens sekretær. Det er denne e-mail, som afslører, at der har været mere end én nytårstaleforfatter på spil (Jyllands-Posten 2.1.2004). Statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, forsvarer straks sin arbejdsgiver og benægter, at Arzrouni skulle have hjulpet sin politiske ven. Men IT-teknologien er nådesløs, og det bliver hurtigt klart, at Michael Kristiansen har modtaget et udkast til en tale fra Arzrouni via e-mail og derefter sendt den videre til Anders Fogh Rasmussen. Konsekvens: en kortvarig, men heftig diskussion går straks i gang, en diskussion, der endnu en gang har de nye politiske spindoktorer som omdrejningspunkt. Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti kræver, at statsministerens pressechef enten fyres eller tildeles en næse. Selv samme pressechef bedyrer dog sin uskyld og kalder sagen for „en storm i et glas vand“ (Politiken 11.1.2004, Jyllands-Posten 11.1.2004). Man har i nogle år kunnet bidrage til eller følge, hvad man kan kalde for den danske debat om spindoktorer. Den begyndte for alvor i 2001, nogle måneder før folketingsvalget den 20. november, hvor den ene Rasmussen jo som bekendt afløste den anden Rasmussen som landets regeringsleder. Siden da, og ikke mindst i tilknytning til valget, har debatten raset: i Folketinget, på avisernes forsider, i radio- og tv-programmer og på internettet. Diskussionen om statsministerens nytårstale 2004 og de „billeder“, som havde brændt sig fast i en eller andens hukommelse, er i sidste instans blot en episode i denne debat. Men et andet og langt mere omfattende spørgsmål trænger sig hurtigt på: er de nye spindoktorer også blot en episode i det moderne demokratis historie? Eller er de tværtimod et symptom på et grundlæggende historisk skifte, på noget, der er kommet for at blive? Formuleret på en lidt anden måde: hvorfor er de her, disse spindoktorer? Og hvor længe vil de blive ved med at være her? Hvad er årsagen til deres opkomst? Er de bare dukket op af sig selv? Er det Tony Blairs og Alastair Campbells skyld? Eller er de produkter af en række svage politiske hjerner i Danmark, der ikke længere har tid og lyst, endsige talent til selv at formulere deres egne politiske standpunkter? Disse spørgsmål har den hidtidige danske debat om spindoktorer kun alt for sjældent taget stilling til. Den synes i stedet at være havnet i en slags intellektuel skyttegravskrig, hvor der ikke er ret meget, som flytter sig. På den ene side er der modstanderne af spindoktorer, der bruger or- 16 DEL 1: HVAD ER SPIN OG HVORFOR FINDES DET?
det som skældsord og betragter dem og enhver form for professionalisering af den politiske kommunikation som en trussel mod demokratiet. Resultatet, hævder de, bliver det „skærmdemokrati“, vi allerede kender i dag, med konstant power play mellem aktørerne, der kaster på forhånd forberedte budskaber i hovedet på både journalister og vælgere. Politik bliver til politisk marketing, og borgerne reduceres til „forbrugere af politik“. Jeg vil lade en enkelt borgers stemme, valgt ud af det store kor af stemmer, der fordømmer spindoktorerne og al deres uvæsen, nemlig Ole Askvig, forretningsfører for AOF Danmark, repræsentere gruppen af modstandere. Han skriver således i en aviskommentar i Jyllands-Posten: „Er det for meget forlangt, at Danmark vender tilbage til de demokratiske tilstande, så en politiker selv siger og gør, som han vil, i stedet for at lade sig styre af spindoctorer“ (Jyllands-Posten 15.12.2001). På den anden side er der tilhængerne af spindoktorer – eller rettere: dem, som hævder, at pressechefer og medierådgivere (ordet spindoktor er man nemlig som regel ikke så meget for at bruge) er uundværlige, og at de i sidste instans faktisk er med til at holde demokratiet i live. Jeg vil lade en mere eksponeret borger end den foregående, nemlig René la Cour Sell, direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed og tidligere formand for Dansk Kommunikationsforening, repræsentere gruppen af tilhængere. I et temanummer af fagbladet Kommunikatøren skriver han således: „Når den professionelle kommunikation – og den politiske – er bedst, så er det godt for demokratiet. For så er kommunikationen i bogstaveligste forstand professionel og tager udgangspunkt i modtagerens behov, er tilpasset modtageren, kanalen, budskabet, situationen mv. Den virksomhed eller organisation, der således er i stand til at kommunikere troværdigt og overbevisende med sine medarbejdere, kunder og aktionærer, indtager en naturlig plads i samfundet og bidrager positivt til den demokratiske proces“ (La Cour Sell 2001). Formålet med denne artikel er at gøre opmærksom på, at vi må sætte tingene ind i et større historisk perspektiv, hvis vi for alvor skal kunne beskrive og forklare, hvad en spindoktor er, hvordan han eller hun arbejder, og hvorfor denne tilsyneladende nye funktion er dukket op. Kun på denne måde kommer vi videre i debatten. Den danske debat om spindoktorer er naturligvis vigtig, ingen tvivl om det, men den har hidtil også været ret snæver. Den kan, som ovenfor skitseret, alt for ofte reduceres til en ren markering af standpunkter, til et rent „for“ eller et lige så rent „imod“ – FINN FRANDSEN: SPINDOKTORERNE 17
Page 1 and 2: Mie Femø Nielsen (red.) Sselvfrems
Page 3: Mie Femø Nielsen (red.) Spin, selv
Page 6 and 7: DEL IV: DET STRATEGISKE HJEMMEARBEJ
Page 8 and 9: Ovenstående tankerække udgør et
Page 10 and 11: I antologiens tredje blok sættes d
Page 13: DEL I: Hvad er spin og hvorfor find
Page 18: uden forsøg på at give en nærmer

selvfremstilling og samfund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?