Indhold - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Tekniske problemer – og løsninger
Tilbage til broerne. De var stadig i stor
udtrækning romerske, og de, der kom efter,
blev bygget over samme læst. Materialerne
var de samme, murbrokker med en
forstærkning af kvadresten og fyldekalk
de steder man ikke umiddelbart kunne se.
Desværre mister man med tiden kendskabet
til den romerske cement, en blanding
af puzzolan (vulkansk bjergart), læsket
kalk, småsten og vand.
Bygmestrene fortsatte med rundbuerne,
der havde perfekt tilhuggede hvælvingesten.
Specielt denne type bue skubber ikke
kraften/tyngden ud til siderne, hvorfor
hver bue står som et enkeltstående bygningsværk.
Med årene udvikledes i middelalderen
spidsbuen eller den gotiske bue,
som betød at man kunne give buen et større
spænd, hvorved mere vand kunne komme
gennem hvert buespænd. En romersk
detalje overlever. Den lille lette bue, der
er uafhængig af den store og som forlener
middelalderbroen med en særegen lethed
og ynde og som mindsker trykket på pillerne,
når vandet står særligt højt i floden.
Enhver bros akilleshæl er fundamentet.
Og når vi her til lægger tabet af kendskabet
til den romerske cement, er der sat
fokus på middelalderbygmesterens største
problem. Men dette problem løstes med
stor dygtighed og opfindsomhed. Fundamentet
til broerne snoede/zigzaggede sig
ofte grundet flodbundens beskaffenhed.
Brobyggerne skulle finde sikker grund/
fundament og helst klippegrund eller også
brugtes gamle romerske pillefundamenter.
Oven på byggedes så, som tidligere nævnt,
spidsbuen, som tillod større vandmasser at
komme igennem og samtidig gjorde at pillerne
kunne gøres slankere, så vandtrykket
Om Caminoen
14
blev formindsket, når der var specielt meget
vand i floden.
Denne middelalderkonstruktion tillod
en større hældning på broen. Kædet sammen
med pillernes slankhed, buernes større
spændvidde, det ikke helt rette broforløb og
en mere smal ”vejbane”, gjorde at broen blev
lettere at forsvare. Som yderligere forsvar
byggedes forsvarstårne midt på og i enderne
af broerne. Disse tårne er i dag revet ned for
at tilgodese moderne trafik. Broen i Puente
la Reina har bibeholdt sin forsvarsport.
Som nævnt tidligere fortsætter man med at
bruge de små lette uafhængige buer samt
forstærkningerne forneden på pillerne, til at
bryde vandet og støttepiller. Hvor småbuerne
findes overflødige, ser man i middelalderen
stort på det æstetiske indtryk, men
vægter i stedet forsvaret af broen Det sker
ved at føre støttepillen helt op til brobelægningen
og på den måde skabe ekstra rum til
forsvar af broen. I dag kan vi turister stå her
og beundre broen fra siden.
Puente de la Reina
Af alle middelalderbroerne på Pilgrimsvejen
er den smukkeste og mest beundrede,
den der krydser floden Arga i Puente de
la Reina. Selv om man ved nærmere eftersyn
kan finde fejl i konstruktionen, for det
meste i buernes geometri, er denne bro et
mønstereksempel på harmoni og skønhed.
De seks rundbuer og pillerne, der er åbnet
af de små buer, for at reducere vandtrykket
i tilfælde af stærkt højvande, giver denne
bro en slankhed og vægtløshed ud over det
normale.
Men resten af broerne, som krydser vores
pilgrimsvej, skønt de ikke er lige så imponerende,
fortjener absolut også at blive nævnt,
som det vil ske i efterfølgende artikler.