Indhold - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Husk på, at Miraz er en lille by, hvor de
fleste unge mennesker er flyttet fra. Langt
de fleste beboere er over 50, præsten har 15
– 20 andre kirker at se til og holde andagter
i, de få børn bliver kørt i skole adskillige
kilometer herfra, videregående uddannelser
ligger langt væk, der er ingen butikker
– dagligvarer bliver solgt via et par salgsvogne,
én for bagervarer og én for kolonial,
der kommer hver formiddag – kort og godt:
dette er udkants-Spanien. Og når der er
fællesmøder i den tidligere skole, sker det jo
ofte, at (især) mændene har et behov for at
komme ud og stå af på naturens vegne – i
dag skal de løbe hele vejen tilbage til deres
hjem, så behovet for ”a public pee-house” er
uomtvisteligt.
Det blev til en hyggelig aften med Michelle.
Om hendes historie holder vand (!) fandt vi
ikke ud af, men så vidt vi kunne se (efter
hvad min dagbog beretter) var der i alt fald
ingen statue af Sct. James i Miraz.
Pilgrimslivet
49
Morgenen efter var alt ved det gamle. Miss
Marple var oppe igen og fungerede både
som hospitalera og som ”breakfast queen”.
Vi fik en oprigtig tak for vor indsats og ikke
et ord om eftermiddagens begivenhed – rigtig
engelsk ”stiff upper lip”.
Det ømme knæ
og miraklet i Santiago
På vej sydover kom vi igennem nogle af de
flotteste kilometre på turen de første fem
kilometer efter Miraz. Thorkild fulgte Michelles
råd om at drikke vand, og hans ømhed
i læggen forsvandt efter et par dage. Mit
knæ blev ved med at genere og blev gradvis
lidt værre – lige til vi kom til Santiago de
Compostela.
På de forskellige herberger på vejen blev jeg
grundigt upopulær hos adskillige medvandrere,
for at larme og skabe postyr når jeg
skulle op om natten og måtte vælte ud af
en overkøje, fordi jeg ikke kunne bøje benet
nok til at kunne komme ud af soveposen.
Munkene i Sobrado des Monxes (næste
stop efter Miraz) var forfærdede uden dog
at kunne gøre andet end at tage mig med i
deres forbøn.
Da vi kom til Monte del Gozo, var det planen,
at vi dagen efter skulle tage til Santiago
om formiddagen, få vort pilgrimsbevis, gå
til pilgrimsmesse og derfra videre mod Kap
Finisterre. Det gik rimeligt, i kirken var der
næsten fuldt en time før messen. Thorkild
fik en plads midt i koret medens jeg selv
kom tættere på alteret – jeg forsøgte at forcere
en afspærring, og faldt næsten over den
med rygsæk og al oppakning (en god idé at
rygsække i det hellige år 2010 ikke måtte
medtages i kirken), hvilket afstedkom et
hvast blik fra den søster (nonne), der ledede
fællessangen inden messen. Men til slut fik