Kirkebladet september 2011 - Smidstrup og Skærup Kirker

tema: Konfirmation
Prædiken til konfirmanderne 2011
Tekster: Filipperbrevet 2,4-11 og Lukasevangeliet
19,1-10
Konfirmation – det er en dejlig dag; der er så meget
forventning og glæde på spil. Og jeg vil ønske,
at det må fortsætte sådan for jer alle sammen hele
dagen!
Jeg har simpelthen været glad for jer konfirmander…
Det var min vikar, Marianne, også da hun
havde jer. Jeg skal hilse fra hende! Hun indførte
den skik, at man gav hende hånd og sagde farvel
til hinanden, når tiden var gået. Det har vi fortsat,
for det er jo en rigtig god idé; så får man lige set
hinanden rigtigt i øjnene, og dét er vigtigt, midt i en
dag, som måske nok kan være lidt flyvsk.
Derfor får I et SPEJL i dag. For jeg vil gerne sige
noget om dét at se på sig selv og at være set.
Faktisk havde de også et andet slags spejl i butikken.
Med en knap. Når man trykkede, begyndte
spejlet at grine!
Tænk, hvis livet var sådan: med et tryk på en knap
var det hele lige til at more sig over og være i godt
humør af. Knappen findes bare ikke; selvom vi gør
os umage, så ER livet ikke altid sådan. Det er ikke
engang sådan, at hvis vi tror nok på Gud og er
døbt og bliver konfirmeret, så er der kun glæde i
vores liv.
Men måske kan vi bruge det med Gud til noget
andet. Og dér er fortællingen om Zakæus god.
Vi vil alle sammen gerne ses. I er på facebook –
selv JEG er på facebook! Og vores kirker er kommet
på facebook. (Tak for hjælpen!) Facebook –
det betyder jo ansigtsbog; det er en måde at vise
ansigt på – at blive set. For vi vil jo gerne ses og
vise, hvem vi er. Eller vil vi?
Zakæus, han var faktisk ikke sikker på, at han
havde lyst til at blive set. Når han så sig i spejlet,
så det godt ud: tøjet var dyrt og smykkerne funklede,
for han var blevet rig af sit arbejde. Det var
bare ikke nok. For ville folk
mon alligevel ikke helst
være fri for at se ham?
Han var jo tolder; arbejdede
for besættelsesmagten,
romerne. Og den
slags så man ned på.
Derfor gemte han sig.
Oppe i et træ. Så ingen
så ham.
Nogen gange, kan man godt komme i tvivl om det,
man ser i spejlet: Er jeg køn nok? Er det godt nok?
Eller vil de andre måske helst være fri for at se på
mig? Hvad tænker de andre?
Derfor sad Zakæus oppe i træet. Så de andre ikke
så ham. Men det var nu også for at han SELV kunne
se. For han havde hørt, at Jesus skulle komme
forbi. Det var jo smart! Men den gik bare ikke. For
Jesus kiggede OP! Og fik øje på Zakæus.
Vi voksne kan godt fundere over, hvor meget vi egentlig
husker fra konfirmandtiden. Men til jer konfirmander
vil jeg sige: at om I så glemmer det allermeste, så
vil jeg sådan håbe, at I for evig og altid husker dét
splitsekund i den her fortælling, hvor: Jesus ser op og
får øje på Zakæus. For det er simpelthen kristendommens
kerne: Jesus ser Zakæus.
Skærup: Herinde i Skærup kirke hænger der en
mærkelig klump derovre på væggen. Det er et
stykke træ. Når man kommer tæt på, kan man se,
at det i virkeligheden er et ansigt. Det er resterne
efter et kors, som engang var herinde. Så det skal
forestille Jesus. Det er omkring 800 år gammelt.
Måske så Jesus´ ansigt sådan ud – måske så det
anderledes ud. Det er ikke så vigtigt.
Smidstrup: Her i Smidstrup kirke har vi et utydeligt
kalkmaleri med en kvinde, som holder en næsten
hvid firkant op foran sig. Man kan lige ane et ansigt
på firkanten.
Det forestiller Veronika, som så på at Jesus kom
slæbende med sit kors. Hun ville da i det mindste
tørre sveden af hans ansigt. Men bagefter var
der et billede af Jesus´ ansigt på viskestykket,
hun tørrede ham med. Og det gik aldrig af
igen. Det er måske bare en historie, nogen har
fundet på. Men den fortæller noget vigtigt. Det
vigtige er, at: Med Jesus har Gud fået ansigt i
(fortsættes næste side)
Kirkebladet / 16. årgang / Nr. 4 / Efterår 2011
3