På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune

På Kanten af Vadehavet
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger Esbjerg Kommune
Tekst af Marco Brodde

På Kanten af Vadehavet
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger Esbjerg Kommune
2009

Kolofon
ISBN 978-87-92347-01-5
Udgivelsesår 2010
Titel På Kanten af Vadehavet
Brian Zobbe, Toppet skallesluger, pen.
Copyright Esbjerg Kommune
Udgiver Esbjerg Kommune
Tryk Grafisk Produktion Ribe
Papir FSC godkendt
Tekst Marco Brodde
Forsideillustration Niels Peter Andreasen, Vandrefalk, hun, Darum Enge mod Esbjerg, akvarel
Bagsideillustration Jens Frimer Andersen, Lysbugede knortegæs, akvarel og blyant

På Kanten af Vadehavet
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger Esbjerg Kommune
Med billeder af
Preben Andersen ∙ Jens Frimer Andersen ∙ Niels Peter Andreasen ∙ Jens Bohr ∙ Marco Brodde
Westy Esbensen ∙ Helge Larsen ∙ Niels Knudsen ∙ Ulf Løbner-Olesen ∙ Jens Chr. Friis-Nielsen
Lise Pflug ∙ Ole Runge ∙ Kirsten Røjle ∙ Trine Theut ∙ Brian Zobbe
Tekst af
Marco Brodde

Jens Frimer Andersen, Skitse af domkirken, blyant.
4

Indholdsfortegnelse
Forord .................................................................................... 7
Baggrund ............................................................................... 9
Naturen i byerne .................................................................. 11
Vadehavet ............................................................................. 19
Byen på det høje land ........................................................... 27
Marbæk ................................................................................ 32
Kongeby omgivet af natur .................................................... 38
Marsken forvandles .............................................................. 46
Hedehøgen ........................................................................... 52
Klæggrave og digesøer .......................................................... 54
Efter stormen ....................................................................... 58
Over havbunden .................................................................. 62
Pejlemærker .......................................................................... 74
Landskabets brede skår ......................................................... 78
Snæblen ................................................................................ 82
Tilbagekomsten .................................................................... 88
Deltagende kunstnere ........................................................... 96
5

Ulf Løbner-Olesen, Græssende højlandskvæg, farveblyant.
6

Forord
En egn, der for en fremmed ved første møde, umiddelbart kan
virke tom, flad og kedelig, et landskab præget af mange lige
linjer og store flader i diger, marker og hegn, ofte grønne, men
som næsten kan virke grå i efterårslyset. Ikke noget at sige til, at
befolkningen klumper sig sammen i byer af forskellig størrelse
på de højst beliggende knolde.
Ved nærmere eftersyn viser området sig imidlertid at rumme en
utrolig mangfoldighed og variation, både i landskab og natur
og i byernes alder opbygning og beliggenhed.
De høje klinter mod nord og de flade marskområder mod syd,
den store, nye, aktive by med skorstene og vindmøller og den
gamle knejsende domkirkeby og i kontrast hertil den fantastiske
natur.
Gæssenes skræppende kalden om natten og i de sene aftentimer,
suset når en stæreflok på 50-100.000 fugle flyver over dig,
rylernes blinkende venden over havfladen, så er de der – nej så
er de væk – hov der fangede de lyset og blev synlige igen.
Det er mig en fornøjelse at kunne præsentere denne smukke
bog, hvor DANE kunstnerne har indfanget kommunens landskabelige
variationer og kontrasten mellem den yderst bevaringsværdige
natur og de store byer på bedste vis.
I Esbjerg Kommune er vi stolte af at kunne tilbyde så mange
muligheder for naturoplevelser, så jeg vil på det varmeste anbefale
såvel kommunens borgere som besøgende at komme ud
og se og opleve med egne øjne. Tag bogen i hånden og kom ud
i naturen – her er noget for alle.
Johnny Søtrup
Borgmester
Trine Theut, Preben ved Munkesø, pen.
7

8
Ho Bugt
Myrthue
Varde Å
Marbæk
Sjelborg
Grådyb
Nørreskoven
Knudedyb
Juvre Dyb
V A D E H A V E T
Sneum Å
Endrup
Esbjerg Bramming
Mandø
Tjæreborg
Sneum Digesø
Kammerslusen
Vester Vedsted
Kratskellet
Ribe Å
Ribemarsken
Råhede Vade
Hollænderskoven
Kongeå
Ribe
Tange Bakker
Munkesø

Baggrund
Denne bog er blevet til i et samarbejde mellem naturkunstnergruppen
DANE og Esbjerg Kommune. I 1993 tog Niels
Peter Andreasen på Møn det første skridt til det, som siden
har udviklet sig til Danish Artists for Nature and Environment
(Danske Kunstnere for Natur og Miljø). Gruppen tæller i dag
over 20 medlemmer, som nu i en længere årrække har mødtes
årligt et sted i landet. Målet er, at skildre Danmarks natur gennem
det, der med en international betegnelse kaldes wildlifeart.
Gennem »naturkunsten« ønsker DANE at sætte fokus på ikke
bare det smukke i naturen, men lige så meget at rette opmærksomheden
mod det ansvar vi har for vores hjemlige natur. Både
den særegne og kanoniserede natur, men også hverdagsnaturen
og kulturlandskabet der behøver mere opmærksomhed, hvis
vores rige samfund skal kunne huse en rig natur.
DANE-gruppens medlemmer kombinerer en dyb interesse for
naturen og biologien med en kunstnerisk kunnen. Og med ønsket
om at fortælle historie med billederne. Projekterne rundt
om i landet resulterer hver gang i en udstilling af værkerne og,
hvis økonomien tillader det, en bog som denne.
Vi er taknemmelige over at modtage invitationer som den fra
Esbjerg Kommune, der i oktober 2009 var vært for DANE. En
uges arbejde i den sydvestjyske natur, med udgangspunkt fra
»Kratskellet« ved Darum, resulterede i 200 tegninger, akvareller
og malerier. En del af dem vises i denne bog sammen med en
tekst, der forhåbentligt øger læserens lyst til at gå på opdagelse
i Esbjerg Kommunes natur. Med bogen fastholdes indtryk og
udtryk fra gruppens besøg også efter udstillingen på Esbjerg
Museum, der viste et stort udvalg af billederne i forsommeren
2010.
Ole Runge, Rød glente ved Kratskellet, pen.
Tak
Mange har bidraget til, at DANE´s besøg i det sydvestjyske
kunne blive en succes. Esbjerg Kommune har bidraget med de
nødvendige økonomiske midler til kost, logi og projektstyring.
Vej og Park har inspireret, støttet og været til uvurderlig hjælp
undervejs. Gredstedbro Hotel takkes ligeledes for at modtage
gruppen af sultne kunstnere hver aften, og for at lægge hus til
vores midtvejs-fernisering under besøget i oktober. Kommunens
skoletjeneste takkes for at stille naturskolen »Kratskellet«
til rådighed, og Esbjerg Kommunes Kortkontor takkes for den
smukke grafiske opsætning af bogen. Resultatet kan nydes på
de følgende sider.
Marco Brodde
Fanø, marts 2010
9

Trine Theut, akryl. De grønne områder i Esbjerg veksler mellem skov, park og åbne sletteagtige, ofte våde områder. I efteråret et rent farveorgie.
10

Naturen i byerne
Værdifulde blå og grønne kiler
Den bynære natur i Esbjerg, Ribe og Bramming byder
på meget forskellige oplevelser, hvilket er begrundet i
byernes placering i landskabet og landskabernes udformning.
Et fællestræk for byernes naturområder er,
at de næsten alle ligger i tilknytning til vand og fugtige
områder. Det være sig vandløb, søer (som oftest er
gamle grus- og mergelgrave) eller havet.
Med kommunalreformen i Danmark er 3 forskellige
byer med hver deres identitet knyttet sammen i et administrativt
fornuftsægteskab.
Ribe, Esbjerg og Bramming er væsensforskellige. Ikke
desto mindre kan vi forklare ikke så lidt om Ribes og
Esbjergs baggrund ved at kigge på det Vadehav, de
har som fælles nabo. Begge byer er vokset op omkring
behovet for at kunne finde en god havn på vestkysten.
Til hver sin tid. Med de muligheder og vanskeligheder
Vadehavet giver, når målet er en havn.
Ulf Løbner-Olesen, blyant.
11

12
Marco Broddde, Skitse af vindrossel, akvarel. Vindroslerne trækker gennem
landet i oktober. På stille, klare nætter høres deres spinkle kald som et »pisst«
over byens huse. De kommer nord fra. Nogle bliver her hele vinteren.
Trine Theut, Legepladsen ved Musikhuset, akryl. Parkerne er vigtige åndehuller
for byens børnefamilier.
ramming er til gengæld en indlandsby, der har udviklet
Bsig omkring jernbanen, men byen er også placeret mellem
Ilsted Å og Sneum Å, der forbinder kommunes bagland med
kysten.
Esbjergs grønne kiler er lave arealer langs de bække og vandløb,
der gennemskærer byen, og som det tidligere ikke var
muligt at bebygge. Det giver byen et karakteristisk præg, at de
grønne strøg strækker sig fra Ho bugt, gennem byen og dens
forstæder og langt ind i landbrugslandet – en kvalitet, der skal
værnes om. Tidligere grus- og mergelgrave er udviklet til parker
og grønne områder, der kædes sammen af et vidt forgrenet
cykelstinet. Mange forskellige og ofte bærbærende træer og
buske i de grønne kiler skaber ynglemuligheder for småfugle og
sangfugle.

Ulf Løbner-Olesen, Nørreskoven, farveblyant. De græssende hjorte i Nørreskoven skaber et slettelignende landskab og et lysåbent skovbryn. Her kan man være heldig at
støde på spætter. Både stor flagspætte, men også den ganske sky grønspætte.
13

Ulf Løbner-Olesen, Fovrfeld Enge, farveblyant. Borreriggene i Esbjerg
Havn kan ses fra de mest uventede steder. Tusindvis af alliker
og råger trækker hver eftermiddag i vinterhalvåret hen over byen
og samles til overnatning i træerne omkring Fovrfeld Enge.
Kirsten Røjle, Vindmøller og visnende rejnfan ved Esbjerg, akvarel.
Esbjerg Havn satser i disse år på at positionere sig som vindmøllehavn,
og løbende skyder nye møller op i det flade landskab. Eller
ældre, lave møller skiftes ud med nye og højere.
14

O gså omkring Ribe er den bynære natur knyttet til vandet.
Hjortvad å, Ribe Øster og Vesterå og Stampemølleåen
løber alle gennem byen, hvis indre parker primært er anlagt ved
vandløbene. Ud mod marsken og afskåret herfra af Ringvejen
ligger den gamle Hovedeng, som altid har været byens markedsplads.
Området er i dag sammen med Slotsbanken fredet,
så Ribe kan bevare sin profil. Fra Slotsbanken kan udsigten ud
over marsken nydes. Øst for byen løber Ribe Østerå, der er
fredet som vildtreservat af hensyn til fuglelivet. Her oplevede
DANE kunstnerne stærene danse i sort sol med domkirkens
tårn som effektfuld kulisse.
Preben Andersen, Hollænderskoven, akvarel. Hollænderskoven mellem Bramming
og Darum er en af sydvestjyllands ganske få egekrat. Gamle træer, også
de døende, har stor værdi for skovens biodiversitet.
15

Ulf Løbner-Olesen, Ribe Å,
farveblyant.
Westy Esbensen, Sort sol over
Ribe Østerå, farveblyant. Om
foråret og især om efteråret
samles store flokke af stære til
overnatning i Østeråens rørskove.
De bølgende skyer af fugle sættes
i bevægelse af rovfugle som spurvehøg
og dværgfalk, der lokkes til
af de mange potentielle byttedyr.
17

18
Trine Theut, Grønbenede rørhøns, akvarel. Rørhøns
er livlige og tillidsfulde følgesvende i næsten enhver
sø i parkerne.

Vadehavet
Et grænseløst landskab
Måske kan landskaber udgøre en sammenhængskraft mellem
mennesker, selv over lange afstande. I hvert fald nævnes det
ofte, at Vadehavets natur, med de muligheder og udfordringer
den har givet befolkningerne, stort set har været den samme,
hvor end man har befundet sig på den lange kystlinie med over
40 øer. Selv om der selvfølgelig er regionale kulturelle forskelle,
findes der masser af eksempler på kulturelle fællesskaber på
tværs af grænser og på trods af afstande. I det moderne, urbane
Marco Brodde, Strandhjejle ved Kongeåens udløb, akvarel.
liv kan det måske være svært at føle nogen form for samhørighed
med folk i en hollandsk havneby. Men tag ud på øerne,
eller spørg i landsbyerne bag digerne. Uanset om beboerne
er danske, tyske eller hollandske, vil emner som stormflod,
digesikkerhed og horder af gæs være noget, man forholder sig
til. Listen over fælles emner, der ved hjælp af tre sprog kunne
diskuteres hen over bordet, er lang.
19

Lise Pflug, Gravænder, akryl. Gravænder er en af Vadehavets karakterfugle. Bare i den danske del af Vadehavet kan over 30.000 fugle raste i efteråret.
20

Lise Pflug, Skarv, akryl.
Jens Bohr, Skarver på faskinen, træsnit. Faskiner skaber strømlæ, og fremmer
aflejringen af materiale. Skarverne anvender ofte faskinpælene som siddeplads.
For billedkunstneren danner faskinerne lige linier på langs eller på
tværs af motivet.
21

ender man naturen i det danske Vadehav, vil man kunne
K færdes velbevandret i den hollandske og tyske del også.
Både plantearter, landskabstyper, yngle- og trækfugle deler
vi med de to andre lande. Der er derfor god grund til at dele
ansvaret også. I 30 år har man arbejdet sammen om beskyttelsen
af Vadehavets naturværdier. I dag både på græsrods- og
regeringsniveau. Om alt fra skibstrafik til vandkvalitet og fugle.
I alle tre vadehavslande har man oplevet stadig større forekomster
af arktiske gæs. Tidligere kun forår og efterår, men efter-
22
Jens Chr. Friis-Nielsen, Jæger med lokkeænder, akvarel.
Marco Brodde, Rød glente, forlandet ved Vester Vedsted, akvarel.
Der kan være langt mellem glenter i Vestjylland. Glæden var derfor
stor i DANE-gruppen, da hele tre røde glenter trak langs diget mellem
Vester Vedsted og Hviding.
hånden også gennem hele vinteren. At opleve 30.000 bramgæs
sætte sig i bevægelse, og lægge ører til lyden, er bjergtagende.
Gæssenes antal giver dog konflikter med marskens landbrugere.
Gæssene spiser og tramper sig gennem vinterhalvåret på bondens
marker. Gennem EU-lovgivningen er Danmark forpligtet
til at tage vare på bestandene af f.eks. bramgås og knortegås.
I fællesskab forsøger man derfor at finde løsninger, der sikrer
plads til både gæs og landbrug. For eksempel via tilskudsordninger
på de arealer hvor gæssene accepteres og trives godt.
Vadehavets marsk er den vigtigste rasteplads for flere af arterne.

Jens Frimer Andersen, Forlandet på Mandø, akvarel. På det brede forland langs Mandøs østside yngler vadefugle og terner side om side med de græssende får. Ved
at kontrollere antallet af får og tidspunktet for deres udsætning, kan man sikre både tilstrækkelig kort vegetation til glæde for fuglene, men også at æg og reder ikke
trædes i stykker.
23

Ulf Løbner-Olesen, akvarel. Rådhede Vade. Råhede Vade er egentlig ikke længere en vade, men har udviklet sig til en strandeng. Forlandet ud for diget ved Råhede, er en
af de mest naturlige strandenge langs fastlandskysten. Det er bredt og gennemskåret af et vidtforgrenet net af tidevandsrender.
24

Niels Peter Andreasen, Bjerglærker ved Kammerslusen, akvarel. Bjerglærker er nordskandinaviske gæster fra fjeldet. I vinterhalvåret holder de til i landskaber af en helt
anden karakter, nemlig åbne, gerne kystnære enge og marker. Forlandet ved Ribe Kammersluse er en af de mest sikre lokaliteter for arten. Lærkernes smukke gule farve
lyser op, hvis man er heldig at få flokken i kikkerten.
25

adehavet er i geologisk forstand et ganske ungt landskab.
V De vidtstrakte mudder- og sandflader er skabt efter sidste
istid inden for de seneste 10.000 år. Under istiden var Nordsøen
nærmest ikke eksisterende, og stenaldermennesket kunne fra
den nuværende jyske vestkyst vandre ud over et åbent landskab
med en lav bevoksning. Da isen over Skandinavien smeltede,
strømmede enorme vandmasser ud mod vest, og havspejlet steg
dramatisk. Smeltevandet aflejrede sand, både på den nuværende
landside og langt ud over sletterne på bunden af det, der
i dag kaldes Nordsøen. Først her efter vandrede havet ind over
26
Niels Peter Andreasen, Stenpikker i opskylszonen,
akvarel. Havet betragtes tilsyneladende
stadig som en stor losseplads. Langs Vadehavets
diger samles hvert år store mængder affald
ind. I opskylszonen ligger dog også plantedele,
frø og tang. Så mellem sko, fiskekasser og
flasker kan man støde på fugle som snespurv,
bjerglærke eller stenpikker på jagt efter insekter
og frø.
det flade landskab og dækkede dette med endnu mere sand,
der til stadighed transporteres rundt af havstrømmene. Langsomt
opstod revler og øer, som i dag udgør en barriere parallelt
med fastlandet nogle kilometer ude mod vest. Mellem denne
barriere og fastlandet findes Vadehavet, der har karakter af en
stor lagune. Udviklingen fortsætter endnu i dag, hvilket gør
Vadehavet til et af de mest dynamiske naturområder i verden.
Skal man bevare Vadehavets natur, må man bevare foranderligheden.

Kirsten Røjle, Parti ved færgelejet, Esbjerg
Havn, akvarel. Når man går i land fra Fanøfærgen,
mødes man af en pige i Fanø dragt.
Skulpturen er udført af Marianne Juul Andersen,
og opstillet af Fanøforeningen i Esbjerg.
Byen på det høje land
Få meter, og en verden til forskel
Det sydvestjyske landskab synes fladt og ved første øjekast uden
bakker og højdedrag. Egnen er berømt og berygtet for de åbne
vidder, hvor intet, ud over vindmøller, kirker og skorstene, rager
op. Øjet kan få frit løb mod horisonten, og vi er hele tiden
meget tæt på havets overflade.
Sandt er det da også, at højdeforskellene er begrænsede i forhold
til f.eks. det østjyske terræn. Men de få meter mellem lave
og høje punkter i landskabet mellem Esbjerg og Ribe er ikke
desto mindre altafgørende.
Da byen Esbjerg mod slutningen af 1800-tallet voksede frem
bag den nyanlagte dokhavn, har højdeforskellen mellem byen
oppe på kanten af klinten og havnen nedenfor formentlig kunnet
give et sug i maven. I dag er forskellen, om ikke udvisket,
så utydeliggjort af moderne industri, kontorbygninger og asfalt.
Men forskellen er der stadig. Mens havnen kan være oversvømmet
ved kraftige storme, kan man uden problemer gå tørskoet
rundt i byen oven for. Selve Esbjerg er, som de øvrige langt ældre
byer ved Vadehavet, anlagt på det høje land. Her på egnen
betyder det 5 meter eller mere over havets overflade.
27

et fra oven løber den magiske grænse ved 5 meter som en
S bugtet vej ned mellem de to yderst forskellige landskabstyper
i Sydvestjylland, gesten og marsken. Gesten er den yderste
kant på de bakkeøer og smeltevandssletter, som de tidligere
istider efterlod, gennemskåret af det vi i dag genkender som
brede ådale. Marsken er mange steder vokset frem neden for
gesten, men enkelte steder når bakkeøen helt ud til havet. Esbjerg
Bakkeø er et sådan eksempel. Især ved Sædding, Hjerting
og Sjelborg kan vi stå oppe på den gamle høje bakkeø og nyde
28
klinternes lodrette linjer mod havet. Som Svend Wiig Hansens
»Mennesket ved Havet«, der fra klinten skuer ud over indsejlingen
til Esbjerg Havn.
De mest bynære klinter langs strandvejen er i dag beplantede
og kultiverede. En af Esbjergs mest populære vandre- og
cykelstier løber fra Svend Wiig Hansens skulptur nordpå langs
klinten til Hjerting og herfra ad Marbækstien helt til Myrthue.
Turen er stærkt anbefalelsesværdig.

Preben Andersen, Udsigt fra den nordligste kant på Esbjerg Havn,
akvarel. Hvor havnen grænser ud mod det nordligste Vadehav og
Ho Bugt, løber Fovrfeldbækken ud. I dette hjørne af havnen mødes
industri, murbrokker og stor natur. Mange vadefugle samles i stort tal
omkring bækkens udløb.
Ole Runge, Strandskader ved Svend Wiig Hansens skulptur, akvarel.
V ed Sjelborg blotlægges lagene i klinten, og man kigger direkte
ind i undergrundens geologiske lag fra flere istider og
mellemistider. Havet gnaver af kysten, og langsomt falder stykker
af klinten og dens sten og grus ned på stranden. En proces
der har stået på, siden havet nåede frem hertil i løbet af bronzealderen.
Fanøs og Skallingens dannelse har dog siden hen givet
klinten en smule beskyttelse fra Nordsøens nådesløse erosion.
29

Kirsten Røjle, Udsigt fra Sjelborg Strand mod Hotel Hjerting og havnen, akvarel.
30

Kirsten Røjle, Stenvendere på fiskegarn,
Esbjerg Havn, akvarel. Stenvenderen er
en højarktisk fugl, der ses på træk og om
vinteren langs kysterne. Den er meget
tillidsfuld, og kan opleves på havnen,
hvor den finder tanglopper og andre dyr
i nettene.
Preben Andersen, Husrødstjert på gammel
skorsten, akvarel. Husrødstjerten er egentlig
en bjergfugl, der dog kan nøjes med
høje bygninger og murbrokker for at føle
sig hjemme. Den holder tit til på kanten
til havnen, hvor store kampe- og teglsten
er en del af kystbeskyttelsen på et yderst
udsat sted.
31

Marbæk
Sagførerens livsværk
Esbjergs omgivelser fremstod ved slutningen af 1800-tallet som
en ufrugtbar hedeegn uden særlig god landbrugsjord. Mens vi
i dag betragter heden som et værdifuldt stykke kulturlandskab
med store naturværdier beskyttet af loven, var sagen en ganske
anden omkring forrige århundredeskifte. Hvis heden kunne
opdyrkes eller beplantes, betragtede man dette som en samfundsnyttig
investering. Da det lykkedes sagfører E. Hansen at
plante skov på de store hedearealer omkring Marbæk nord for
Esbjerg, vakte det derfor genlyd.
Tusindvis af besøgende kører hvert år forbi sagførerens mindesten
i skovbrynet lige ved kanten til Marbæksøerne, der i 1970
32
blev anlagt i den våde lavning omkring Marrebækken, som den
rettelig hedder, midt i skoven.
Under DANE-træffet besøgte flere grupper af kunstnere skoven,
klinten og det smukke hedestykke, som sagfører Hansen
lod stå ubeplantet, – som kendte han til vores nutidige bestræbelser
for at bevare denne landskabstype. Givetvis har han hørt
de første bekymrede røster, hvor H.C. Andersens ord uden
tvivl er de mest citerede i dag: »Skynd dig kom! Om føje år,
heden som en kornmark står.«

Kirsten Røjle, Højlandskvæg i Marbæk,
akvarel.
Westy Esbensen, Udsigt over Marbæk
Hede, akvarel.
otiverne er utallige i og omkring Marbæk Plantage. De
M skovvante tegnere i DANE-gruppen kunne finde motiver
dybt inde mellem de endeløse rækker af træer. Især ældre,
måske væltede, træer tiltrak sig kunstnernes opmærksomhed.
Og forfald i skoven er ikke blot et smukt motiv, men samtidig
en gave til skovens natur. Dødt ved er selve livet for svampe og
insekter, der igen danner fødegrundlag for et rigere fugleliv end
i en typisk produktionsskov, hvor alt af gode grunde holdes i
live eller fjernes straks, det er dødt. Marbæk Plantage produ-
cerer godt nok træ. Men en langsigtet politik giver langsomt
naturen mere plads i skoven. Efter orkanen i 1999, der hærgede
store dele af plantagen, plantes nu flere naturligt hjemmehørende
arter af løvfældende træer i stedet for de indførte arter.
Nogle områder i skoven overlades mere eller mindre til sig selv
og forynges naturligt med en større variation til følge. Og nogle
af de stormfaldne træer får lov at blive liggende. Til glæde for
insekter, spætter og andre af fødekædens organismer – og for
kunstnere på jagt efter billeder på natur.
33

Niels Peter Andreasen, Topmejse i Marbæk Plantage, akvarel. Topmejsen er først indvandret til Danmarks nåleskove i slutningen af 1800-tallet, og er stadig en stor
sjældenhed på Sjælland. Den er udbredt i Sydvestjylland, men kræver et stort fødesøgningsområde.
34

Preben Andersen, Udsigt over
Ho Bugt, akvarel.
ører man gennem Marbæk Plantage sydfra, ledes man
K via grusvejen ud mellem Myrthuegårds jorder. Man får
fornemmelsen af at køre gennem en port dannet af trækroner.
Pludselig er der lys og plads, og landskabet folder sig ud.
Myrthuegårds historie føres helt tilbage til 1600-tallet. I dag
tilhører gården Esbjerg Kommune, der gennem årene har
opbygget et flagskib inden for naturformidling og pædagogik.
Tusindvis af børn og voksne besøger hvert år gården og opnår
indsigt i samspillet mellem natur og mennesker. Formidlingen
tager oftest udgangspunkt i de lokale forhold, »der hvor Varde
Å løber ud i Ho Bugt«. Stedet har været beboet siden oldtiden
pga. de særlige gunstige naturforhold langs ådalen. Men de
pædagogiske forløb på gården rækker langt videre. Forståelse
for ens egen natur giver også forståelse for andres natur. Og
vice versa.
Myrthue er et grænseland. Adskillige vestjyske landskabstyper
grænser op mod hinanden ved Varde Å ´s udløb i Ho Bugt.
35

Westy Esbensen, Gulebjerg, akvarel.
Lise Pflug, Gulspurv, akryl.
en brede ådal med dens engdrag, der har været udnyt-
D tet siden oldtiden, er skabt af smeltevandets kræfter og
aflejringer under afslutningen på den seneste istid. Man kan
overskue deltaet fra »knolden« ved den gamle grusgrav tæt ved
Myrthuegård. Knolden er i virkeligheden den tydelige kant
af Esbjerg Bakkeø, der rækker sin tunge ud mod ådalen. De
frodige enge, der ved storm overskylles af vand fra bugten og
dermed opnår et tilskud af organisk materiale, er af en helt anden
type end den tørre, næringsfattige hedejord, hvorpå skoven
i sin tid er plantet. Mens de seneste istider gennem 100.000
år hver især har haft deres betydning for disse landskaber, dets
former og farver, er det nærtliggende Vadehav resultatet af
geologiske processer, der kun har stået på i ganske få år. Det vil
sige ikke mere end 10.000 år.
Myrthueområdet havde med dets landskabelige variation stor
tiltrækningskraft på DANE-kunstnerne.
37

Jens Frimer Andersen, Rørhøg vest for Ribe, akvarel.
Kongeby omgivet af natur
landskabet omkring Ribe
Ribes fremtoning domineres af byens domkirke. Tårnet hæver
sig højt op over de lave huse, der nærmest skutter sig under
kirken. Middelalderbyens samhørighed med det omgivende
landskab understreges visuelt af de fredede engdrag neden for
den gamle skibbro. Hovedengen danner en smuk overgang fra
byen til marsken. Når man kører ad ringvejen tæt forbi byen,
er det ikke svært at lade sig føre tilbage til middelalderen, idet
man passerer åen og kaster et blik ind over Hovedengen og det
genslyngede åløb på kanten til byen.
Ribes historie bliver løbende ældre. Efterhånden som arkæologerne
graver sig længere ned under gaderne, skrives nye kapitler
38
af den gamle bys historie. Flere fund har afsløret, at Ribe som
bysamfund er ældre, end man indtil da har kunnet påvise. Sikkert
og vist er det, at Ribe vokser op omkring en handelsplads
anlagt i 700 årene.
De landskabelige forhold har ydet handelspladsen beskyttelse
og har samtidig tilbudt de handlende fra nær og fjern
gode transportmuligheder. Vadehavet og Ribe Å har været den
vigtigste færdselsåre, og på kanten af den dengang sumpede og
ufremkommelige marsk har Kong Valdemar i middelalderen
kunnet skue ud over et uindtageligt land.

Trine Theut, Parti fra Ribe Å, akryl.
39

ibe ligger på den vestlige drivvej, der har sine utydelige
R rødder tilbage i oldtiden, men som især i den sene middelalder
var en vigtig handelsrute mellem Nordjylland og de
tyske markeder. Tusinder og atter tusinder af kreaturer har
vandret i hinandens fodspor for at skifte ejer. Vejen har mange
navne og lige så mange snørklede afstikkere. Ravvejen eller
Drivvejen er to af de mest benyttede. Mens den mere kendte
Hærvej har sine spor på højt land langs den jyske højderyg,
har de handlende langs vestkysten skullet gå udenom, over
og hele tiden undgå de mest lavtliggende og våde landskaber.
Derfor løber de fleste kilometer af vejen i Sydvestjylland langs
geestkanten oven for marsken. Men vadestederne og broerne
har været mange. Mange af ruterne kan stadig udpeges i det
moderne landskab, de nutidige veje har i øvrigt ofte næsten
samme forløb som i middelalderen. De er anlagt med en logik,
der ikke forældes.
Helge Larsen, Everten Johanne Dan ved Skibbroen i Ribe, tusch.
Preben Andersen, Våd pløjemark ved Munkesøen, akvarel.
Ulf Løbner-Olesen, Fra Skibbroen i Ribe, farveblyant.
41

utidens krav til mobilitet og infrastruktur lader dog stadig
Nasfalten gennemskære mere af det sydvestjyske landskab.
I dag kan vi i princippet anlægge en vej ud i den tidligere så
sumpede marsk. Ved hjælp af tekniske hjælpemidler kan vi
tørlægge marsken, i hvert fald til en vis grænse. Diget ude mod
vest holder godt nok havet tilbage. Men når det blæser tilstrækkelig
kraftigt, må slusen i diget lukke. Og så er det pludselig
umuligt at komme af med regnvandet via åen. Bagvand, som
det så smukt kaldes, har siden frisernes digebyggerier inden år
1000 været et kendt og uløst problem. Bagvandet oversvømmer
i perioder hver vinter Ribemarsken, og efterlader byen som en
ø omgivet af ferskvand.
42
Jens Frimer Andersen, Rød Glente over Ribemarsken, akvarel.
Ribediget blev anlagt i perioden 1911-1914, og Kammerslusen
stod færdig i 1912. Digerne og sluserne i det danske Vadehav er
faktisk bygget sent i forhold til de tyske og hollandske. Allerede
omkring år 1000 byggede friserne de første diger og forsøgte at
indvinde land i Vadehavet. Det første egentlige dige i det danske
Vadehav er diget mellem Rudbøl og Højer, der i dag ligger
langt fra den nuværende kystlinie. Diget er bygget i midten af
1500-tallet og har krævet organisering, magt og økonomi. I dag
forvaltes digerne stadig af de såkaldte digelag, hvis formand flere
steder har titel af digegreve – en titel der bærer præg af, at denne
organisationsform har gamle rødder. Digernes vedligeholdelse er
en tung økonomisk post, der som udgangspunkt afholdes af de
berørte lodsejere, som har fordel af diget.

Ulf Løbner-Olesen, Sort sol over Ribe Østerå,
blyant.
Preben Andersen, Ravne over Tange Bakker,
akvarel. Tange Bakker er i virkeligheden
såkaldte indlandsklitter, skabt af tidligere
tiders sandflugt på hedesletten. Ravnen passer
fint ind i den særegne natur. Berygtet, forhadt,
næsten udryddet og nu på vej tilbage til de
skove, hvor den tidligere var talrig.
43

Jens Frimer Andersen, Ribe Ås udløb, akvarel.
ammerslusen ejes og drives af Esbjerg Kommune og gen-
K nemgår i disse år flere større vedligeholdelsesarbejder. Da
diget blev anlagt, var det magtpåliggende for Ribe By, at muligheden
for sejlads mellem Ribe å og Vadehavet blev bevaret – til
trods for, at byens status som havneby reelt var udspillet med
anlæggelsen af Esbjerg Havn få år tidligere. I dag nyder fritids-
44
sejlere, jægere og fiskere godt af beslutningen om at anlægge en
kammersluse, hvor det er muligt at blive sluset ved højvande
i Vadehavet. På vestkysten findes kun én anden kammersluse,
nemlig i Hvide Sande. De øvrige sluser i kommunen er frisluser
med klapper, der åbner når vandstanden i Vadehavet er lavere
end i åerne og lukker, når det omvendte er tilfældet.

D igerne og især sluserne er alle steder langs kysten populære
udflugtsmål. De lige linier, som digerne skaber, virker
imponerende, og det er altid spændende at stikke hovedet op
over diget og se, hvordan her ser ud i dag på den anden side,
hvor naturen har overtaget. Det gælder både en stille sommerdag
og en barsk og blæsende vinterdag. I sommertiden tager
en stor koloni af både by- og landsvaler ophold på tværbjælkerne
i portene på Ribe Kammersluse. Svalernes liv og utrolige
flyveøvelser kan betragtes fra toppen af diget. På en vinterdag,
hvor forlandet står under vand, kan et blik østpå ind mod Ribe
give en ide om de barske livsvilkår i marsken, før digerne og
sluserne blev anlagt.
Jens Chr. Friis-Nielsen, Jægerskitser,
akvarel.
Niels Peter Andreasen, Fjeldvåge over
Kanalhuset, akvarel. Kanalhuset er i
dag en ruin efter en restauration på
Ribe Ås nordlige bred. I dag opmagasineres
fiskeredskaber under de
dele af taget der stadig står. Naturen
overtager langsomt pladsen, svalerne
bygger rede i stuerne, og på stedet
hersker en helt særlig stemning. Ikke
alle ruiner bør rives ned! Fjeldvågen
er trækgæst fra Nordskandinavien.
45

Marsken forvandles
Naturen mangler vand
Med byggeriet af havdigerne i 1900-tallet fratog man marsken
saltvandet. I dag er der ingen tvivl om, at ordet vandlidende
betegner en ikke ønskelig tilstand. Dyrkede marker kan naturligvis
også lide under tørke. Set med bondens øjne er
målet derfor at kunne kontrollere vandet. Uanset at
marsken lever af sine oversvømmelser og til stadighed
behøver tilførsel af næringsstoffer og materiale
fra havet, betragter vi digerne som middelalderlige
bymure, der beskytter os mod noget fjendtligt.
Og sandt er det, at digerne gav os mulighed for
at udnytte marskjorden langt mere effektivt end tidligere.
Nu var vandet under kontrol. Via bevandingskanaler
kunne å-vandet ledes ind, når det skulle bruges. Dybe grøfter
og udrettede åløb sikrer stadig en tør marsk med mulighed
for opdyrkning. En umulighed inden diget!
Med de nye muligheder og de følgende 100 års industrielle
udvikling inden for landbruget, forvandlede marsken sig fra
at være en naturlig del af Vadehavets økosystem til at være et
stærkt kulturpåvirket landskab uden direkte kontakt til Vadehavet
foran diget. Tidevandet og stormene har ikke kunnet
påvirke marsken i den nordlige del af Vadehavet i over 3
generationer, hvilket naturligvis har haft betydning for dyre og
plantelivet i dette landskab mellem land og hav.
Gennem århundreder har bønderne ved marsken udnyttet dens
frodige plantevækst til græsning og høslet. Gårde og landsbyer
finder man stadig primært på geestkanten, men med marsken
i umiddelbar nærhed. De jævnlige oversvømmelser sikrede
marsken næringsstoffer. Det fra havet aflejrede næringsholdige
materiale »klæg« er i sig selv en guds gave til en sulten vestjysk
befolkning, der ellers tidligere døjede med den fattige hedejord
i landsdelen. Marskjordens græs var en guldgrube.
46
Brian Zobbe, Knortegås, akvarel.
Jens Bohr, Hvidklirer og rød glente, træsnit.

Trine Theut, Stære i Ribe, akryl.
48

Jens Frimer Andersen, Ydre Bjerrum i Ribemarsken, akvarel.
49

et er ikke tilfældigt, at okser i stort tal i middelalderen
D kunne æde sig en værdifuld pukkel til i engene omkring
Ribe. At så korn i marsken var en umulighed på grund af de
jævnlige oversvømmelser, og generelle våde forhold måtte man
leve med langt op i tiden.
Siden digets opførelse og indførelse af stadig kraftigere maskiner
er flere arealer kommet under plov. Marskens jorder drives
i dag som et hvert andet stykke landbrugsjord i Kongeriget. De
vedvarende græsarealer med kreaturer bliver færre. Og de fugle,
som f.eks. storken, der er knyttet til denne gammeldags måde
at drive landbrug på, forsvinder. Vadehavets karakteristiske
engfugle og planter kan umuligt omstille sig til kornmarker og
kommer på den røde liste over truede dyr, samt på EU´s lister
over særligt beskyttelseskrævende arter. Storken er forsvundet
som ynglefugl. Sortterne og brushane kan næppe heller reddes.
Selv viber og rødben er stærkt decimerede. Ansvaret er tungt
og stiller store krav til myndighederne, der gerne ser udvikling,
men samtidig skal sikre en levende og mangfoldig natur.
Marco Brodde, Død slørugle, akvarel. Sløruglen er i fremgang
i landsbrugslandet pga. opsætning af kasser.
50
Nogle enkelte fuglearter formår at tilpasse sig det moderne
landskab. Gæssene er de mest iøjnefaldende. Flere arter, både
vores egen grågås, men også de arktiske arter har af flere grunde
fået bedre livsbetingelser. For de første er flere af dem blevet
fredede. Derfor har de nu mere ro til at æde undervejs på trækket.
Det giver bedre kondition og bedre overlevelsesmuligheder.
Dernæst er klimaet blevet mildere. Både på ynglepladserne
højt mod nord, og langs trækruten. Tilmed sår vi i Danmark
vores marker til om vinteren. For at den ekstra gødning, vi har
bragt ud på markerne, ikke skal blive vasket ud i vandmiljøet
med iltsvind til følge, men bliver brugt af afgrøderne i stedet.
De grønne marker virker indbydende på gæs i vinterhalvåret.
Marsken kan være levende af gåseflokke på op mod 30.000
fugle. Og marsken er ofte mere levende om vinteren end om
sommeren. Trækfuglene i Vadehavet har det meget bedre end
vores egne ynglefugle.

Trine Theut, Agerhøns, akryl. Agerhøns er landbrugslandets fugl. Den er i tilbagegang pga. et mere ensartet landskab med mindre fødemængder.
51

Hedehøgen
Esbjergs ansvar
En af de få ynglefugle, der til dels har tilpasset sig det moderne
landskab i marsken, er paradoksalt nok en af de mest sjældne i
landet. Hedehøgen er så eksklusiv, at hver enkelt fugl i bestanden
så vidt muligt overvåges, endda til tider med teknologisk
udstyr og satellitter. Mens de fleste rovfuglearter oplever fremgang
i Danmark, er fremtiden for hedehøgen yderst usikker.
Hedehøgen ynglede tidligere i åbne, øde og udyrkede områder,
i rørskove og i moser. I takt med at disse naturtyper er blevet
sjældne eller er groet til, har hedehøgen fundet en ny yngleplads.
Det moderne landskabs kornmarker.
Det siger sig selv, at mange reder og unger går til, når landmanden
intetanende høster sine afgrøder. Derudover er fødeudbuddet
i kornmarker naturligvis mindre end på de oprindelige
ynglelokaliteter, så de gamle fugle skal flyve langt for at finde
føde til de sulte unger. Og selv om der er kornmarker nok i det
danske landskab, yngler hedehøgen udelukkende i det sydvestligste
hjørne af landet, i Vadehavets marsk. Bestanden i Danmark
tæller mellem 20 og 30 par.
Der skal en ekstraordinær indsats til, hvis hedehøgen også
fremover skal være at finde som dansk ynglefugl. Derfor har de
kommuner i Sydjylland, der huser ynglende hedehøge, etableret
et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, landbrugets organisationer
og Dansk Ornitologisk Forening. Sammen forsøger
man at finde løsninger, der forbedrer hedehøgens chancer for
overlevelse. Projekt Hedehøg omfatter både forskning, overvågning
og et tidskrævende arbejde med at lokalisere og afmærke
de enkelte reder. Hermed kan man sammen med landmanden
sikre, at mejetærskeren kører uden om reden, når der høstes.
Tidligere miljøminister Connie Hedegaard overdrog ved kommunalreformen
hver af de danske kommuner en dyre- eller
52
Marco Brodde, Hedehøg – han, akvarel.
planteart, som de nu fik ansvaret for at beskytte aktivt. Hedehøgen
er ikke overraskende Esbjerg Kommunes ansvarsart, og
kommunen forsøger med sit engagement i Projekt Hedehøg
at bevare Sydvestjyllands ensomste flyver for eftertiden. Det
storladne prædikat er hentet fra en for længst glemt bog om
Vestjyllands fugle. I bogen »Hvor storspoven fløjter« fra 1941
fortæller Thorvald Kjær og Ib Paulsen om hedehøgens liv og
udbredelse: »Der findes intet stoltere end syn af Hedehøgen på
rov over Vestjyllands plantager og heder. Dens sikkerhed, dens
jageragtige bygning, dens rolige flugt og hele adfærd er et syn,
vi nødigt skulle miste«.
Det var der heller ikke noget, der tydede på, da bogen udkom
i 1941. Faktisk skriver forfatterne, at hedehøgen er den
eneste rovfugleart i landet, der er i fremgang. Datidens hårde
efterstræbelse af »rovtøj« betød, at fugle med krumme næb var
yderst trængte. Og selv om netop hedehøgen ifølge forfatterne
bredte sig i landskabet, appellerede de til læserne: »Selvom der
altså tilsyneladende er livskraft i vore hedehøge, kan man ikke
undlade at lægge et godt ord ind for denne fugls fortsatte trivsel.
Hedehøgen er i øjeblikket Danmarks smukkeste rovfugl.«

Niels Peter Andreasen, Blå kærhøg over Gl. Hviding Forland, akvarel.
ANE gruppen kom for sent til Sydvestjylland til at kunne
D opleve den elegante hedehøg. Allerede i august indledes
trækket mod Afrika. Men en lignende rovfugleart overtager i
vinterhalvåret hedehøgens plads i marsken. Den blå kærhøg ankommer
fra sin nordligere yngleplads og overvintrer hos os. De
to arter er nært beslægtede og ligner hinanden til forveksling.
Hannerne bærer hos begge arter en lys gråblå dragt, og vinge-
spidserne er sorte. Den blå kærhøg har ikke så lange vinger og
er ikke så elegant i flugten. Men den er en værdig afløser for
hedehøgen i de kolde måneder. DANE gruppen havde under
opholdet gode oplevelser med den blå kærhøg. Flere var heldige
at se den blå han, der ikke er nær så hyppig på vores breddegrader
som hunnerne.
53

Klæggrave og digesøer
Råstofindvinding og designet natur
Digerne tegner en skarp unaturlig grænse mellem Vadehavet
og marsken, der tørlægges og kultiveres med de konsekvenser,
det har for naturen. Byggeriet, eller vedligeholdelsen af digerne,
kan imidlertid resultere i, at naturen får lidt igen. Den klægholdige
jord, man bruger til forstærkning af diget, tages fra
arealerne i baglandet. Gravemaskinerne efterlader store huller,
der hurtigt fyldes med vand. Tidligere gravede man dybt for at
lægge beslag på så lille et areal som muligt.
De seneste årtier har man i stedet efterladt hullerne som større
lavvandede søer og indrettet dem fuglevenligt. Ved Sneum
Sluse har det resulteret i en ren perle af en fuglelokalitet.
Øerne i klæggraven, eller Digesøen, som den kaldes, tiltrækker
jordrugende fugle som hættemåge og grågås. Netop anlæggel-
54
Helge Larsen, Unge brushøns, litografi.
sen af rævesikre øer gør en klæggrav til et værdifuldt refugium
for marskens trængte ynglefugle. Og antallet af arter i træksæsonen
er endda meget højt. Primært ænder, gæs, vadefugle og
terner. Klæggraven virker som en magnet på fuglene i det ellers
kultiverede landskab. Især ved højvande trækker fuglene ind
fra Vadehavet og bruger tiden med hovedet under vingen eller
fortsætter med fødesøgningen på det lave vand, indtil de igen
kan komme ud på mudderfladerne, når tidevandet tillader det.
Klæggravene ligger med nogle kilometers mellemrum langs diget.
Søerne ved Sneum, Kammerslusen og den nye klæggrav ved
Gammel Hviding er de mest interessante. Et naturligt landskab er
det ikke. Det er designet natur. Men klæggravene ligner den naturtype,
der karakteriserede marsken inden de store digebyggerier.

Westy Esbensen, Vindmøller vest for Sneum Digesø, farveblyant.
55

Lise Pflug, Hættemåger, akryl.
Jens Chr Friis-Nielsen, Hættemåge i vinterdragt, akvarel.
57

Efter stormen
Besøg fra Arktis
På ankomstdagen for DANE gruppen, en søndag eftermiddag
i oktober, blev de sidste lyse timer brugt på at inspicere landskabet
mellem Kongeåen og Sneum Sluse i umiddelbar nærhed
af vores base på »Kratskellet«. Vejret gav fra starten dybe
panderynker hos de fleste af deltagerne. De seneste dages meget
kraftige blæst havde oversvømmet forlandene, hvor mange
deltagere havde forestillet sig at skulle hente motiver til flere
dages arbejde. Dertil kommer, at stormende kuling vanskeliggør
udendørs arbejde med farver og papir. Så selv om der skal
mere end almindeligt dårligt vejr til at slå disse mennesker ud –
faktisk foretrækker de fleste alt andet end »smukt, skyfrit vejr«
– blev der allerede spekuleret i, hvor man mon kunne finde læ i
de kommende dage. Alt i mens en lille kobbersneppe kæmpede
sig frem i modvinden helt oppe langs digekronen og nærmest
stod stille trods de mange vingeslag.
Stormen ledte dog også tankerne hen mod chancerne for at
kunne finde andre og sjældne motiver. Et vejrskifte kaster ofte
fugle af sig. Nogle gange arter der kun optræder hos os under
særlige vejrforhold. Denne storm var ingen undtagelse.
Fugle fra Atlanterhavet og Nordsøen kommer oftest kun ind til
kysten, hvis de presses af vinden flere dage i streg. Allerede den
første aften indløb da også interessante meldinger om sjældenheder.
58
Marco Brodde, Sabinemåge, akvarel.

elv om vejret var slået helt om den følgende morgen og
S åbnede mulighed for at male udendørs uden nogen større
risiko for vådt papir og udmattende vind, var dagens store oplevelse
en gave fra stormen de seneste dage. En ung sabinemåge
gjorde ænder og vadefugle selskab i det lave vand i Sneum
Digesø. Arten forekommer stort set kun i efterårsmånederne i
forbindelse med hård vestenvind. Sabinemågen yngler i Arktis
og trækker om vinteren ned i Atlanten. Især de smukke ungfugle
trækker, og nogle flyver ind i Nordsøen. Er man heldig,
60
Jens Bohr, Sabinemåge, træsnit.
Jens Frimer Andersen, Studier af
Sabinemåge, akvarel.
og opsøger man blæsten, bliver efteråret kronet med et eksemplar
af den lille elegante måge.
Jens Frimer Andersen arbejdede koncentreret ved diget i
nærheden af Kongeåslusen, da alle andre nød Sabinemågens
selskab ved Sneum. Stor var overraskelsen derfor, da også Jens
kom hjem om aftenen med sine egne skitser af en ung sabinemåge.
Stormen havde tilsyneladende kastet hele to måger af sig!

Over havbunden
Mandø og vejen dertil
På trods af sin lidenhed er Mandø et af Sydvestjyllands største
og vigtigste naturområder. Samspillet mellem landbrug og
natur har sikret nogle af de sidste levedygtige bestande af ynglende
engfugle i det danske Vadehav. Her findes stadig enge,
der aldrig har været pløjet op, men udelukkende været brugt til
græsning. Det er præcis denne form for landbrug, der tilgodeser
planter, insekter og fugle. Derfor er Mandø da også udpeget
af Miljøministeren som et af landets kerneområder for engfugle
sammen med engene omkring Ribe Vesterås gamle åslynge og
62
Helge Larsen, Knortegæs, litografi.
Kongeåens enge mellem Vilslev og udløbet. I disse kerneområder
tilstræber man en ekstra indsats for at bevare bestandene.
Mandø er omgivet af diger. Få steder er man mere opmærksom på
digets modstandskraft. Man behøver kun at kaste et hurtigt blik
på et luftfoto fra 1981 for at forstå hvorfor. Dagen efter stormfloden
den 24. november var øen komplet oversvømmet. Diget holdt
ikke og kun husene i Mandø By, der naturligvis er bygget på øens
højeste punkt, klarede frisag. Resten af øen stod under vand.

Ole Runge, Knortegæs i faskingården, træsnit.
63

Trine Theut, Knortegås, akryl.
65

66
Brian Zobbe, Diget omkring Mandø,
blyant.
Niels Peter Andreasen, Stenvendere
langs Låningsvejen, akvarel.

Brian Zobbe, Svartbag, tusch.
Jens Bohr, Strandhjejler, træsnit.
åningsvejen til Mandø står under vand ved hvert højvande.
L Under perioder med østenvind trækker vandet sig hurtigt
væk fra den stenede vej. Omvendt kan vejen være oversvømmet
i dagevis, når vinden er hård nok fra vest.
En låningsvej er et begreb. Det defineres som en anlagt vej ud i
Vadehavet med et underlag af en vis stabilitet. Låningsvejen til
Mandø stod færdig i 1978.
Mandø har også sin ebbevej. Her er der blot tale om en afmærket
rute ud over den bløde bund. Har man kendskab til
tidevandet, er det er stor oplevelse at vandre ud i det storslåede
landskab via ebbevejen. Tusindvis af besøgende tager hvert år
en af Mandø-busserne fra Vester Vedsted på fastlandet. Med
både indendørs pladser og mulighed for at opleve det hele oppe
fra taget af vognene. Smukt i al slags vejr.
67

Niels Knudsen, Mørkbugede knortegæs, akvarel.
68

Niels Knudsen, Mosehornugle, akvarel. Mosehornuglen yngler på jorden, og er afhængig af rævesikre
redepladser. Den er næsten forsvundet som dansk ynglefugl, men yngler med mellemrum endnu på Mandø.
Mosehornuglen jager, som en af de få ugler allerede i skumringen inden det er blevet mørkt.
69

70
Helge Larsen, Spættede sæler ved
Mandø, stentryk.
Ole Runge, Skægmejser over klæggraven,
akvarel. Skægmejser er rørskovsfugle
og ses sjældent fremme i mere end
et øjeblik.

å lune aftener i maj har man gode chancer for en
P koncertoplevelse med strandtudserne på Mandø.
Tudsen er knyttet til kysterne og accepterer en smule
salt i sit vandhul, der endda helst skal være så lille, at
det tørrer ud senere på sommeren. Salt og udtørring er
faktorer, der holder alle konkurrerende paddearter væk.
Og fisk, der æder haletudser. Strandtudsens haletudser
må og kan udvikle sig hurtigere end andre tudsers. Inden
vandhullet tørrer ud. Et kor af strandtudser lyder
som en samling fjerne knallerter. De høres især om
aftenen og natten, efter varme dage i forsommeren.
Ole Runge, Knortegæs ved Låningsvejen, akvarel og blyant.
71

Kirsten Røjle, Spættede sæler, akvarel.
72

Ole Runge, Stillehavsøsters, akvarel. Den nytilkomne
stillehavsøsters smager fremragende, men
truer med at overtage pladsen fra de i forvejen
trængte blåmuslinger i Vadehavet. Ingen kender
endnu resultatet, da østersbestanden stadig ikke
har toppet.
Westy Esbensen, Mandø Ebbevej, farveblyant.
73

Pejlemærker
Kirker på kanten til marsken
Mellem Esbjergs høje skorsten og Ribes domkirke står en række
af hvidkalkede middelalderkirker. Hvis man kan skelne dem
fra hinanden, kan de bruges som pejlemærker i landskabet, hvis
man er uden for alfarvej. Fra søsiden har de dog i endnu højere
grad tjent som landkending. I middelalderen har man været afhængig
af højtragende tårne og spir, der har gjort det muligt at
navigere i Vadehavet med dets farlige sandbanker og lave vand.
Kirkerne er gamle. De fleste byggerier er påbegyndt allerede i
1100- eller 1200-tallet. Materialerne kom langvejs fra. I Rhinegnene
hentede man den særlig tufsten, der var let formelig og
kunne fragtes med skib nærmest hele vejen til byggepladsen.
Først senere har kirkerne fået deres karakteristiske tårne.
Flere af kirkerne ligger i dag stadig i åbent landskab, så man
kan se dem fra nær og især fjern. Sneum Kirke, Vester Vedsted
Kirke og den massive Hviding Kirke står på hver deres måde
som smukke symboler på en snart 1000 år gammel arv. I alt
findes omkring 50 tufstenskirker i Sydvestjylland.
Hviding Kirke ligger forholdsvis tilbagetrukket fra nutidens
hovedveje. Vil man tage kirken i øjesyn, skal man følge de
mindre veje ud i marsken og kan undervejs undre sig over den
afsides beliggenhed. Kirken er bygget på en høj geesttunge, der
rækker langt ud i marsken. Derfor har stedet i middelalderen
været et oplagt udskibningssted, bl.a. for okser i stor stil. Her
har man, som via en bro, kunnet komme tæt på havet. Og som
altid i middelalderen har stor aktivitet resulteret i et kirkebyggeri.
En teori siger endda, at kirken kan have været brugt som
lagerplads og beskyttelse mod sørøvere. Sikkert er det i hvert
fald, at området omkring Hviding Kirke har været beboet siden
oldtiden.
74
Jens Bohr, Udsigt mod Ribe fra Kongeåens udløb, træsnit.
Jens Bohr, Vester Vedsted Kirke, træsnit.

Helge Larsen, Udsigt fra Ribemarsken, stentryk.
76

Marco Brodde, Ravn over Tange Bakker – Seem Kirke i baggrunden, akvarel.
77

Landskabets brede skår
De sydvestjyske vandløb
Danske vandløb har undergået store forandringer gennem
de sidste hundrede år. Faktisk begyndte allerede vikingerne
at manipulere med vandet og dets veje. Vand kan bruges til
mangt og meget, og menneskets evne til at udnytte dets kræfter
har betydet store samfundsmæssige fremskridt. Tænk bare på
vandmøllernes betydning.
Et finmasket net af vandløb i Sydjyllands østlige del samler sig
mod vest i de større åløb, der leder det ferske vand mod det
salte Vadehav. Kongeåen har således sit udspring ved israndlinien
i Kolding Kommune, så det er store arealer, der afvandes
gennem åernes løb mod Vadehavet.
78
Jens Frimer Andersen, Parti fra Kongeåen, akvarel.

arde Å, Sneum Å, Kongeåen, og Ribe Å er eksempler på
Vnogle af de Sydvestjyske åer, der ikke blot har haft afgørende
betydning for befolkningens erhvervsmuligheder, men
også giver os en rig og varieret natur. En natur der er alvorlig
trængt af vores evner til at kontrollere den. I dag anerkender
vi, at snoede vandløb giver renere vand, mere naturindhold og
rigere oplevelser. Men for kun få år siden satte ingen spørgsmålstegn
ved det nyttige i at udrette, rørlægge og kontrollere
vandløb. Behovet for tørt, dyrkbart land resulterede derfor i
en forarmet natur langs vandløbene. Vi har næsten vænnet os
80
til, at et dansk vandløb mere ligner en grøft, og det er da også
stadig billedet på størstedelen af landets vandløb.
I dag er der stigende forståelse for, at vandløb og ådale er meget
betydningsfulde naturområder, der kræver opmærksomhed,
plads og økonomiske investeringer, hvis vi skal genoprette forholdene
for de dyr og planter, der er knyttet til dette landskab.
Et landskab dannet af smeltevandet efter sidste istid og menneskets
aktiviteter gennem 10.000 år.

Niels Knudsen, Dobbeltbekkasiner, akvarel.
Ulf Løbner-Olesen, Sneum Å, akvarel.
Ulf Løbner-Olesen, Fra Kongeåen, blyant.
81

82
Ole Runge, Ribe Ås udløb og studie af snæbel, akvarel.
Snæblen
Sjælden fisk som løftestang
De danske naturområder er ofte små og adskilte. Af
byer, veje og marker. Netop derfor er vandløbene
vigtige som såkaldte spredningskorridorer, hvorad
dyr og planter kan vandre fra et område til et andet
og dermed sikre levedygtige bestande. En ådal og et
vandløb, hvis økologiske system er i balance, giver
således plads til en lang række arter og tilmed gode
muligheder for fiskeri og friluftsliv. Der er derfor al
mulig grund til at glæde sig over, at en af de mest
ambitiøse redningsplaner for dansk natur er igangsat
netop omkring de sydvestjyske vandløb. Paradoksalt
nok er det forsøget på at redde en enkelt art, der
giver bedre levevilkår for en lang række af mange
andre arter. Men hemmeligheden bag beskyttelsen af
arterne ligger netop i bevarelsen eller genskabelsen af
deres levesteder.
Snæbel er navnet på den sjældne og stærkt truede
laksefisk, der i disse år tildeles over 100 millioner
kroner i et forsøg på at redde dens liv på kloden.
Intet mindre. Snæblen findes udelukkende i Vadehavets
vandløb. Og kun i det danske Vadehav. Esbjerg
Kommune huser dermed en af verdens mest sjældne
dyrearter.
Det er formentlig sidste chance, hvis snæblen skal
bevares. Man ved hvad der skal til, men nemt er det
ikke. Ej heller billigt. Snæblens problemer skyldes
bl.a. at den ikke springer som f.eks. laksen. Når
snæblen skal vandre op i vandløbssystemet for at
gyde, stoppes den af opstemninger ved dambrug eller
vandkraftværker. Det er et gammelkendt problem
for laksefisk.

Helge Larsen, Fra Endrup, litografi.
Niels Knudsen, Alliker på Endrup Møllekro.
erfor har man da også etableret fisketrapper, som de øvrige
D medlemmer af laksefamilien kan benytte. Men snæblen
evner ikke at springe eller svømme gennem fisketrapperne. Så der
er ikke anden udvej end at fjerne forhindringerne. Hermed får
snæblen adgang til nye – tidligere tilgængelige – 130 km. vandløb.
Samtidig bliver tidligere udrettede åstrækninger lagt tilbage i
deres oprindelige snoede løb. Det nedsætter strømhastigheden,
giver bedre vandkvalitet og resulterer i flere tilfælde af oversvømmede
enge omkring åen. Alt sammen noget som giver
snæblen og ådalens øvrige arter bedre livsbetingelser. Snæblen
lever i det salte Vadehav, men gyder i november-december
oppe i de ferske vandløb. Larverne er afhængige af lavt stillestå-
ende vand, som f.eks. en oversvømmet eng langs åen. Ynglen
overlever ikke, hvis de føres for hurtigt mod det salte Vadehav.
Derfor behøver snæblen de oversvømmende enge, hvor ynglen
kan vokse. Man kender ikke hele hemmeligheden bag yngelens
overlevelsesevner, men forståelsen heraf er formentlig en vigtig
brik for beskyttelsen af snæblen. Fjernelse af spærringer og
forbedring af vandkvaliteten har også stor betydning for laksen,
lampretten (en slangelignende fisk) og odderen. Ja, for hele den
fauna og flora der er fødegrundlag for de større dyr.
Snæbelprojektet udføres af Skov- og Natyrstyrelsen og vadehavskommunerne
i fællesskab. Projektet finansieres bl.a. af
EU´s LIFE midler.
83

84
Ole Runge, Frislusen i Ribe, akvarel.

Ulf Løbner-Olesen, Parti fra Ribe Å, farveblyant.
85

Trine Theut, Dobbeltbekkasiner, akryl. Dobbeltbekkkasiner er mestre
i camouflage. Selv på åbne marker er de nærmest umulige at
opdage inden de letter. Bekkasinerne holder af våde og sumpede
enge. I Danmark yngler med op mod 3000 par. Bestanden er
svundet dramatisk ind pga. dræning af vådområder. I yngletiden
høres bekkasinernes ejendommelige spil over engen eller mosen.
De yderste halefjer frembringer, sammen med vingernes bevægelse,
en dyb vibrerende tone, der høres vidt omkring.
I efteråret passeres landet af hundredetusinder bekkasiner fra
Nordskandinavien og Rusland.
Niels Knudsen, Rejnfan, akvarel.
87

Tilbagekomsten
Vandrefalkens tilstedeværelse – et resultat af
effektiv naturbeskyttelse
Der var en tid, for ikke så længe siden i 1980erne, da det stadig
var bemærkelsesværdigt at få et hurtigt glimt af en vandrefalk
i den danske natur. I Vadehavet kunne man ved hjælp af held
og ihærdighed opleve denne rovfugl der helt tilbage i oldtidens
Ægypten blev tegnet og malet. Men overalt i Europa led
rovfuglene, som sidste led i fødekæden, under den moderne
verdens brug af sprøjte- og miljøgifte. Direkte efterstræbelse
havde i forvejen, gennem mange generationer, udryddet flere
arter i landet og gjort de tilbageværende sky og fåtallige. I dag
er alle arter af rovfugle fredede, og holdningen til »rovtøj« en
anden end for bare få årtier siden. Selvom ægtyveri og ulovlig
efterstræbelse stadig ses, blev forbuddene mod de farligste
miljøgifte og en restriktiv jagtlovgivning redningen for mange
arter af rovfugle. Således også for vandrefalken, der fik ekstra
medvind efter udsætningsprojekter, der gav nyt blod til de små
bestande efter 60erne og 70ernes katastrofale udvikling.
88
Niels Peter Andreasen, Vandrefalk og viber ved Ribe Å, akvarel.

dag ser vi det positive resultat. I efterårsmånederne kan man
I i Vadehavet opleve adskillige vandrefalke på en god dag. De
skandinaviske vandrefalke trækker ned langs kysten og beriger
os med deres besøg, inden de flyver videre. Nogle bliver
vinteren over. I hvert fald så længe der er byttedyr at finde. I en
gennemsnitlig vinter i Vadehavet vil tusindvis af overvintrende
vandfugle udgøre et bugnende spisekammer. Selv efter ugers
frost vil der være noget at finde for en falk. Op mod 25 falke
kan overvintre i den danske del af Vadehavet.
Ofte opdager man en vandrefalk ved at skanne landskabet
gennem kikkerten. Forlandet er et oplagt sted at lede. Hegnspæle,
tuer og ilanddrevne fiskekasser. Alt, hvad der rager en lille
smule op, tiltrækker en falk. I timevis kan den sidde ubevægelig,
men oftest vil man se den gå på vingerne efter en tid.
Vandrefalke er aktive rovfugle, der gerne jager byttet i luften,
men ofte slår fugle, der ligger på vandet eller står på jorden.
Vandrefalken er ikke kræsen.
Den voksne vandrefalk afsløres ofte af det hvide bryst, der lyser
op som en hvid plet ude på engen. Kommer man tættere på,
vil den sorte skægstribe kunne ses. Og under gode forhold også
den tværstribede underside.
De, der har fulgt vandrefalkens tilbagekomst i landskabet, har
oplevet, at ænder, gæs og vadefugle gennem 15-20 år tilsyneladende
har vænnet sig til vandrefalkens hærgen i luftrummet.
Da vandrefalken stadig var en sjælden gæst, gik tusinder af
fugle i miles omkreds i panik, hvis blot en falk nærmede sig.
I dag ser det vitterligt ud som om, de potentielle byttedyr har
lært at skelne mellem, hvornår en falk er på jagt eller blot er på
vej mod et andet mål. Det er ikke usædvanlig at se en siddende
vandrefalk flankeret af fouragerende fugleflokke, der nærmest
ignorerer faren. Skal man bruge ekstra energi på at flygte, skal
der være en grund til det.
90
Jens Bohr, Vandrefalk, træsnit.
Ole Runge, Skitser af Vandrefalk, blyant.

Niels Peter Andreasen, Jagende vandrefalk syd for Esbjerg, akvarel.
92

Brian Zobbe, Skarv over Vadehavet, akvarel.
93

Preben Andersen, Udsigt over Marbæk Hede, akvarel.
94

Marco Brodde, Sabinemåge, Sneum Klæggrav, akvarel.
Marco Brodde, Ung strandhjejle, akvarel.
95

Deltagende DANE-kunstnere i Esbjerg projektet
Preben Andersen – Fredericia
Jens Frimer Andersen – Vesløs
Niels Peter Andreasen – Møn
Jens Bohr – Gabet
Marco Brodde – Fanø
Westy Esbensen – Jelling
Helge Larsen – Morud
Niels Knudsen – Esbjerg
Ulf Løbner-Olesen – Odense
Jens Chr. Friis-Nielsen – Værnengene
Lise Pflug – Møn
Ole Runge – Bogense
Kirsten Røjle – gæstekunstner – Oksbøl
Trine Theut – Vester Vedsted
Brian Zobbe – Frederikshavn
Øvrige medlemmer af DANE
Jens Overgaard Christensen – Ulfborg
Jens Gregersen – Vorsø
Aksel Hansen – Rudkøbing
Merete Jürgensen – Hørsholm
Peter Kristensen – Aalborg
Leif Madsen – Præstø
Thomas Nielsen – Veflinge
Carl Chr. Tofte – Åhus, Skåne
www.naturkunstnere.dk Jens Chr. Friis-Nielsen, Græssende ko, akvarel.
96

I oktober 2009 besøgte kunstnergruppen DANE
naturen i Esbjerg Kommune. Sammenslutningen
arbejder for, via billedkunsten, at sætte fokus på landets
beskyttelseskrævende naturområder. Opgaven
var større end sædvanlig. Hele området fra Varde Å,
over de talrige vestjyske vandløb til Ribe og gennem
Vadehavet til Mandø skulle skildres. Omkring 100
af billederne vises i denne bog, der forhåbentligt
giver læseren indtryk af den rige og varierede natur i
Sydvestjylland - på kanten af Vadehavet.