På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune

Marsken forvandles
Naturen mangler vand
Med byggeriet af havdigerne i 1900-tallet fratog man marsken
saltvandet. I dag er der ingen tvivl om, at ordet vandlidende
betegner en ikke ønskelig tilstand. Dyrkede marker kan naturligvis
også lide under tørke. Set med bondens øjne er
målet derfor at kunne kontrollere vandet. Uanset at
marsken lever af sine oversvømmelser og til stadighed
behøver tilførsel af næringsstoffer og materiale
fra havet, betragter vi digerne som middelalderlige
bymure, der beskytter os mod noget fjendtligt.
Og sandt er det, at digerne gav os mulighed for
at udnytte marskjorden langt mere effektivt end tidligere.
Nu var vandet under kontrol. Via bevandingskanaler
kunne å-vandet ledes ind, når det skulle bruges. Dybe grøfter
og udrettede åløb sikrer stadig en tør marsk med mulighed
for opdyrkning. En umulighed inden diget!
Med de nye muligheder og de følgende 100 års industrielle
udvikling inden for landbruget, forvandlede marsken sig fra
at være en naturlig del af Vadehavets økosystem til at være et
stærkt kulturpåvirket landskab uden direkte kontakt til Vadehavet
foran diget. Tidevandet og stormene har ikke kunnet
påvirke marsken i den nordlige del af Vadehavet i over 3
generationer, hvilket naturligvis har haft betydning for dyre og
plantelivet i dette landskab mellem land og hav.
Gennem århundreder har bønderne ved marsken udnyttet dens
frodige plantevækst til græsning og høslet. Gårde og landsbyer
finder man stadig primært på geestkanten, men med marsken
i umiddelbar nærhed. De jævnlige oversvømmelser sikrede
marsken næringsstoffer. Det fra havet aflejrede næringsholdige
materiale »klæg« er i sig selv en guds gave til en sulten vestjysk
befolkning, der ellers tidligere døjede med den fattige hedejord
i landsdelen. Marskjordens græs var en guldgrube.
46
Brian Zobbe, Knortegås, akvarel.
Jens Bohr, Hvidklirer og rød glente, træsnit.