På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune
På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune
På Kanten af Vadehavet - Esbjerg Kommune
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>På</strong> <strong>Kanten</strong> <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong><br />
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong><br />
Tekst <strong>af</strong> Marco Brodde
<strong>På</strong> <strong>Kanten</strong> <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong><br />
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong><br />
2009
Kolofon<br />
ISBN 978-87-92347-01-5<br />
Udgivelsesår 2010<br />
Titel <strong>På</strong> <strong>Kanten</strong> <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong><br />
Brian Zobbe, Toppet skallesluger, pen.<br />
Copyright <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong><br />
Udgiver <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong><br />
Tryk Gr<strong>af</strong>isk Produktion Ribe<br />
Papir FSC godkendt<br />
Tekst Marco Brodde<br />
Forsideillustration Niels Peter Andreasen, Vandrefalk, hun, Darum Enge mod <strong>Esbjerg</strong>, akvarel<br />
Bagsideillustration Jens Frimer Andersen, Lysbugede knortegæs, akvarel og blyant
<strong>På</strong> <strong>Kanten</strong> <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong><br />
– Danske Kunstnere for Natur og Miljø besøger <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong><br />
Med billeder <strong>af</strong><br />
Preben Andersen ∙ Jens Frimer Andersen ∙ Niels Peter Andreasen ∙ Jens Bohr ∙ Marco Brodde<br />
Westy Esbensen ∙ Helge Larsen ∙ Niels Knudsen ∙ Ulf Løbner-Olesen ∙ Jens Chr. Friis-Nielsen<br />
Lise Pflug ∙ Ole Runge ∙ Kirsten Røjle ∙ Trine Theut ∙ Brian Zobbe<br />
Tekst <strong>af</strong><br />
Marco Brodde
Jens Frimer Andersen, Skitse <strong>af</strong> domkirken, blyant.<br />
4
Indholdsfortegnelse<br />
Forord .................................................................................... 7<br />
Baggrund ............................................................................... 9<br />
Naturen i byerne .................................................................. 11<br />
<strong>Vadehavet</strong> ............................................................................. 19<br />
Byen på det høje land ........................................................... 27<br />
Marbæk ................................................................................ 32<br />
Kongeby omgivet <strong>af</strong> natur .................................................... 38<br />
Marsken forvandles .............................................................. 46<br />
Hedehøgen ........................................................................... 52<br />
Klæggrave og digesøer .......................................................... 54<br />
Efter stormen ....................................................................... 58<br />
Over havbunden .................................................................. 62<br />
Pejlemærker .......................................................................... 74<br />
Landskabets brede skår ......................................................... 78<br />
Snæblen ................................................................................ 82<br />
Tilbagekomsten .................................................................... 88<br />
Deltagende kunstnere ........................................................... 96<br />
5
Ulf Løbner-Olesen, Græssende højlandskvæg, farveblyant.<br />
6
Forord<br />
En egn, der for en fremmed ved første møde, umiddelbart kan<br />
virke tom, flad og kedelig, et landskab præget <strong>af</strong> mange lige<br />
linjer og store flader i diger, marker og hegn, ofte grønne, men<br />
som næsten kan virke grå i efterårslyset. Ikke noget at sige til, at<br />
befolkningen klumper sig sammen i byer <strong>af</strong> forskellig størrelse<br />
på de højst beliggende knolde.<br />
Ved nærmere eftersyn viser området sig imidlertid at rumme en<br />
utrolig mangfoldighed og variation, både i landskab og natur<br />
og i byernes alder opbygning og beliggenhed.<br />
De høje klinter mod nord og de flade marskområder mod syd,<br />
den store, nye, aktive by med skorstene og vindmøller og den<br />
gamle knejsende domkirkeby og i kontrast hertil den fantastiske<br />
natur.<br />
Gæssenes skræppende kalden om natten og i de sene <strong>af</strong>tentimer,<br />
suset når en stæreflok på 50-100.000 fugle flyver over dig,<br />
rylernes blinkende venden over havfladen, så er de der – nej så<br />
er de væk – hov der fangede de lyset og blev synlige igen.<br />
Det er mig en fornøjelse at kunne præsentere denne smukke<br />
bog, hvor DANE kunstnerne har indfanget kommunens landskabelige<br />
variationer og kontrasten mellem den yderst bevaringsværdige<br />
natur og de store byer på bedste vis.<br />
I <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong> er vi stolte <strong>af</strong> at kunne tilbyde så mange<br />
muligheder for naturoplevelser, så jeg vil på det varmeste anbefale<br />
såvel kommunens borgere som besøgende at komme ud<br />
og se og opleve med egne øjne. Tag bogen i hånden og kom ud<br />
i naturen – her er noget for alle.<br />
Johnny Søtrup<br />
Borgmester<br />
Trine Theut, Preben ved Munkesø, pen.<br />
7
8<br />
Ho Bugt<br />
Myrthue<br />
Varde Å<br />
Marbæk<br />
Sjelborg<br />
Grådyb<br />
Nørreskoven<br />
Knudedyb<br />
Juvre Dyb<br />
V A D E H A V E T<br />
Sneum Å<br />
Endrup<br />
<strong>Esbjerg</strong> Bramming<br />
Mandø<br />
Tjæreborg<br />
Sneum Digesø<br />
Kammerslusen<br />
Vester Vedsted<br />
Kratskellet<br />
Ribe Å<br />
Ribemarsken<br />
Råhede Vade<br />
Hollænderskoven<br />
Kongeå<br />
Ribe<br />
Tange Bakker<br />
Munkesø
Baggrund<br />
Denne bog er blevet til i et samarbejde mellem naturkunstnergruppen<br />
DANE og <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>. I 1993 tog Niels<br />
Peter Andreasen på Møn det første skridt til det, som siden<br />
har udviklet sig til Danish Artists for Nature and Environment<br />
(Danske Kunstnere for Natur og Miljø). Gruppen tæller i dag<br />
over 20 medlemmer, som nu i en længere årrække har mødtes<br />
årligt et sted i landet. Målet er, at skildre Danmarks natur gennem<br />
det, der med en international betegnelse kaldes wildlifeart.<br />
Gennem »naturkunsten« ønsker DANE at sætte fokus på ikke<br />
bare det smukke i naturen, men lige så meget at rette opmærksomheden<br />
mod det ansvar vi har for vores hjemlige natur. Både<br />
den særegne og kanoniserede natur, men også hverdagsnaturen<br />
og kulturlandskabet der behøver mere opmærksomhed, hvis<br />
vores rige samfund skal kunne huse en rig natur.<br />
DANE-gruppens medlemmer kombinerer en dyb interesse for<br />
naturen og biologien med en kunstnerisk kunnen. Og med ønsket<br />
om at fortælle historie med billederne. Projekterne rundt<br />
om i landet resulterer hver gang i en udstilling <strong>af</strong> værkerne og,<br />
hvis økonomien tillader det, en bog som denne.<br />
Vi er taknemmelige over at modtage invitationer som den fra<br />
<strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>, der i oktober 2009 var vært for DANE. En<br />
uges arbejde i den sydvestjyske natur, med udgangspunkt fra<br />
»Kratskellet« ved Darum, resulterede i 200 tegninger, akvareller<br />
og malerier. En del <strong>af</strong> dem vises i denne bog sammen med en<br />
tekst, der forhåbentligt øger læserens lyst til at gå på opdagelse<br />
i <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>s natur. Med bogen fastholdes indtryk og<br />
udtryk fra gruppens besøg også efter udstillingen på <strong>Esbjerg</strong><br />
Museum, der viste et stort udvalg <strong>af</strong> billederne i forsommeren<br />
2010.<br />
Ole Runge, Rød glente ved Kratskellet, pen.<br />
Tak<br />
Mange har bidraget til, at DANE´s besøg i det sydvestjyske<br />
kunne blive en succes. <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong> har bidraget med de<br />
nødvendige økonomiske midler til kost, logi og projektstyring.<br />
Vej og Park har inspireret, støttet og været til uvurderlig hjælp<br />
undervejs. Gredstedbro Hotel takkes ligeledes for at modtage<br />
gruppen <strong>af</strong> sultne kunstnere hver <strong>af</strong>ten, og for at lægge hus til<br />
vores midtvejs-fernisering under besøget i oktober. <strong>Kommune</strong>ns<br />
skoletjeneste takkes for at stille naturskolen »Kratskellet«<br />
til rådighed, og <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>s Kortkontor takkes for den<br />
smukke gr<strong>af</strong>iske opsætning <strong>af</strong> bogen. Resultatet kan nydes på<br />
de følgende sider.<br />
Marco Brodde<br />
Fanø, marts 2010<br />
9
Trine Theut, akryl. De grønne områder i <strong>Esbjerg</strong> veksler mellem skov, park og åbne sletteagtige, ofte våde områder. I efteråret et rent farveorgie.<br />
10
Naturen i byerne<br />
Værdifulde blå og grønne kiler<br />
Den bynære natur i <strong>Esbjerg</strong>, Ribe og Bramming byder<br />
på meget forskellige oplevelser, hvilket er begrundet i<br />
byernes placering i landskabet og landskabernes udformning.<br />
Et fællestræk for byernes naturområder er,<br />
at de næsten alle ligger i tilknytning til vand og fugtige<br />
områder. Det være sig vandløb, søer (som oftest er<br />
gamle grus- og mergelgrave) eller havet.<br />
Med kommunalreformen i Danmark er 3 forskellige<br />
byer med hver deres identitet knyttet sammen i et administrativt<br />
fornuftsægteskab.<br />
Ribe, <strong>Esbjerg</strong> og Bramming er væsensforskellige. Ikke<br />
desto mindre kan vi forklare ikke så lidt om Ribes og<br />
<strong>Esbjerg</strong>s baggrund ved at kigge på det Vadehav, de<br />
har som fælles nabo. Begge byer er vokset op omkring<br />
behovet for at kunne finde en god havn på vestkysten.<br />
Til hver sin tid. Med de muligheder og vanskeligheder<br />
<strong>Vadehavet</strong> giver, når målet er en havn.<br />
Ulf Løbner-Olesen, blyant.<br />
11
12<br />
Marco Broddde, Skitse <strong>af</strong> vindrossel, akvarel. Vindroslerne trækker gennem<br />
landet i oktober. <strong>På</strong> stille, klare nætter høres deres spinkle kald som et »pisst«<br />
over byens huse. De kommer nord fra. Nogle bliver her hele vinteren.<br />
Trine Theut, Legepladsen ved Musikhuset, akryl. Parkerne er vigtige åndehuller<br />
for byens børnefamilier.<br />
ramming er til gengæld en indlandsby, der har udviklet<br />
Bsig omkring jernbanen, men byen er også placeret mellem<br />
Ilsted Å og Sneum Å, der forbinder kommunes bagland med<br />
kysten.<br />
<strong>Esbjerg</strong>s grønne kiler er lave arealer langs de bække og vandløb,<br />
der gennemskærer byen, og som det tidligere ikke var<br />
muligt at bebygge. Det giver byen et karakteristisk præg, at de<br />
grønne strøg strækker sig fra Ho bugt, gennem byen og dens<br />
forstæder og langt ind i landbrugslandet – en kvalitet, der skal<br />
værnes om. Tidligere grus- og mergelgrave er udviklet til parker<br />
og grønne områder, der kædes sammen <strong>af</strong> et vidt forgrenet<br />
cykelstinet. Mange forskellige og ofte bærbærende træer og<br />
buske i de grønne kiler skaber ynglemuligheder for småfugle og<br />
sangfugle.
Ulf Løbner-Olesen, Nørreskoven, farveblyant. De græssende hjorte i Nørreskoven skaber et slettelignende landskab og et lysåbent skovbryn. Her kan man være heldig at<br />
støde på spætter. Både stor flagspætte, men også den ganske sky grønspætte.<br />
13
Ulf Løbner-Olesen, Fovrfeld Enge, farveblyant. Borreriggene i <strong>Esbjerg</strong><br />
Havn kan ses fra de mest uventede steder. Tusindvis <strong>af</strong> alliker<br />
og råger trækker hver eftermiddag i vinterhalvåret hen over byen<br />
og samles til overnatning i træerne omkring Fovrfeld Enge.<br />
Kirsten Røjle, Vindmøller og visnende rejnfan ved <strong>Esbjerg</strong>, akvarel.<br />
<strong>Esbjerg</strong> Havn satser i disse år på at positionere sig som vindmøllehavn,<br />
og løbende skyder nye møller op i det flade landskab. Eller<br />
ældre, lave møller skiftes ud med nye og højere.<br />
14
O gså omkring Ribe er den bynære natur knyttet til vandet.<br />
Hjortvad å, Ribe Øster og Vesterå og Stampemølleåen<br />
løber alle gennem byen, hvis indre parker primært er anlagt ved<br />
vandløbene. Ud mod marsken og <strong>af</strong>skåret herfra <strong>af</strong> Ringvejen<br />
ligger den gamle Hovedeng, som altid har været byens markedsplads.<br />
Området er i dag sammen med Slotsbanken fredet,<br />
så Ribe kan bevare sin profil. Fra Slotsbanken kan udsigten ud<br />
over marsken nydes. Øst for byen løber Ribe Østerå, der er<br />
fredet som vildtreservat <strong>af</strong> hensyn til fuglelivet. Her oplevede<br />
DANE kunstnerne stærene danse i sort sol med domkirkens<br />
tårn som effektfuld kulisse.<br />
Preben Andersen, Hollænderskoven, akvarel. Hollænderskoven mellem Bramming<br />
og Darum er en <strong>af</strong> sydvestjyllands ganske få egekrat. Gamle træer, også<br />
de døende, har stor værdi for skovens biodiversitet.<br />
15
Ulf Løbner-Olesen, Ribe Å,<br />
farveblyant.<br />
Westy Esbensen, Sort sol over<br />
Ribe Østerå, farveblyant. Om<br />
foråret og især om efteråret<br />
samles store flokke <strong>af</strong> stære til<br />
overnatning i Østeråens rørskove.<br />
De bølgende skyer <strong>af</strong> fugle sættes<br />
i bevægelse <strong>af</strong> rovfugle som spurvehøg<br />
og dværgfalk, der lokkes til<br />
<strong>af</strong> de mange potentielle byttedyr.<br />
17
18<br />
Trine Theut, Grønbenede rørhøns, akvarel. Rørhøns<br />
er livlige og tillidsfulde følgesvende i næsten enhver<br />
sø i parkerne.
<strong>Vadehavet</strong><br />
Et grænseløst landskab<br />
Måske kan landskaber udgøre en sammenhængskr<strong>af</strong>t mellem<br />
mennesker, selv over lange <strong>af</strong>stande. I hvert fald nævnes det<br />
ofte, at <strong>Vadehavet</strong>s natur, med de muligheder og udfordringer<br />
den har givet befolkningerne, stort set har været den samme,<br />
hvor end man har befundet sig på den lange kystlinie med over<br />
40 øer. Selv om der selvfølgelig er regionale kulturelle forskelle,<br />
findes der masser <strong>af</strong> eksempler på kulturelle fællesskaber på<br />
tværs <strong>af</strong> grænser og på trods <strong>af</strong> <strong>af</strong>stande. I det moderne, urbane<br />
Marco Brodde, Strandhjejle ved Kongeåens udløb, akvarel.<br />
liv kan det måske være svært at føle nogen form for samhørighed<br />
med folk i en hollandsk havneby. Men tag ud på øerne,<br />
eller spørg i landsbyerne bag digerne. Uanset om beboerne<br />
er danske, tyske eller hollandske, vil emner som stormflod,<br />
digesikkerhed og horder <strong>af</strong> gæs være noget, man forholder sig<br />
til. Listen over fælles emner, der ved hjælp <strong>af</strong> tre sprog kunne<br />
diskuteres hen over bordet, er lang.<br />
19
Lise Pflug, Gravænder, akryl. Gravænder er en <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong>s karakterfugle. Bare i den danske del <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong> kan over 30.000 fugle raste i efteråret.<br />
20
Lise Pflug, Skarv, akryl.<br />
Jens Bohr, Skarver på faskinen, træsnit. Faskiner skaber strømlæ, og fremmer<br />
<strong>af</strong>lejringen <strong>af</strong> materiale. Skarverne anvender ofte faskinpælene som siddeplads.<br />
For billedkunstneren danner faskinerne lige linier på langs eller på<br />
tværs <strong>af</strong> motivet.<br />
21
ender man naturen i det danske Vadehav, vil man kunne<br />
K færdes velbevandret i den hollandske og tyske del også.<br />
Både plantearter, landskabstyper, yngle- og trækfugle deler<br />
vi med de to andre lande. Der er derfor god grund til at dele<br />
ansvaret også. I 30 år har man arbejdet sammen om beskyttelsen<br />
<strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong>s naturværdier. I dag både på græsrods- og<br />
regeringsniveau. Om alt fra skibstr<strong>af</strong>ik til vandkvalitet og fugle.<br />
I alle tre vadehavslande har man oplevet stadig større forekomster<br />
<strong>af</strong> arktiske gæs. Tidligere kun forår og efterår, men efter-<br />
22<br />
Jens Chr. Friis-Nielsen, Jæger med lokkeænder, akvarel.<br />
Marco Brodde, Rød glente, forlandet ved Vester Vedsted, akvarel.<br />
Der kan være langt mellem glenter i Vestjylland. Glæden var derfor<br />
stor i DANE-gruppen, da hele tre røde glenter trak langs diget mellem<br />
Vester Vedsted og Hviding.<br />
hånden også gennem hele vinteren. At opleve 30.000 bramgæs<br />
sætte sig i bevægelse, og lægge ører til lyden, er bjergtagende.<br />
Gæssenes antal giver dog konflikter med marskens landbrugere.<br />
Gæssene spiser og tramper sig gennem vinterhalvåret på bondens<br />
marker. Gennem EU-lovgivningen er Danmark forpligtet<br />
til at tage vare på bestandene <strong>af</strong> f.eks. bramgås og knortegås.<br />
I fællesskab forsøger man derfor at finde løsninger, der sikrer<br />
plads til både gæs og landbrug. For eksempel via tilskudsordninger<br />
på de arealer hvor gæssene accepteres og trives godt.<br />
<strong>Vadehavet</strong>s marsk er den vigtigste rasteplads for flere <strong>af</strong> arterne.
Jens Frimer Andersen, Forlandet på Mandø, akvarel. <strong>På</strong> det brede forland langs Mandøs østside yngler vadefugle og terner side om side med de græssende får. Ved<br />
at kontrollere antallet <strong>af</strong> får og tidspunktet for deres udsætning, kan man sikre både tilstrækkelig kort vegetation til glæde for fuglene, men også at æg og reder ikke<br />
trædes i stykker.<br />
23
Ulf Løbner-Olesen, akvarel. Rådhede Vade. Råhede Vade er egentlig ikke længere en vade, men har udviklet sig til en strandeng. Forlandet ud for diget ved Råhede, er en<br />
<strong>af</strong> de mest naturlige strandenge langs fastlandskysten. Det er bredt og gennemskåret <strong>af</strong> et vidtforgrenet net <strong>af</strong> tidevandsrender.<br />
24
Niels Peter Andreasen, Bjerglærker ved Kammerslusen, akvarel. Bjerglærker er nordskandinaviske gæster fra fjeldet. I vinterhalvåret holder de til i landskaber <strong>af</strong> en helt<br />
anden karakter, nemlig åbne, gerne kystnære enge og marker. Forlandet ved Ribe Kammersluse er en <strong>af</strong> de mest sikre lokaliteter for arten. Lærkernes smukke gule farve<br />
lyser op, hvis man er heldig at få flokken i kikkerten.<br />
25
adehavet er i geologisk forstand et ganske ungt landskab.<br />
V De vidtstrakte mudder- og sandflader er skabt efter sidste<br />
istid inden for de seneste 10.000 år. Under istiden var Nordsøen<br />
nærmest ikke eksisterende, og stenaldermennesket kunne fra<br />
den nuværende jyske vestkyst vandre ud over et åbent landskab<br />
med en lav bevoksning. Da isen over Skandinavien smeltede,<br />
strømmede enorme vandmasser ud mod vest, og havspejlet steg<br />
dramatisk. Smeltevandet <strong>af</strong>lejrede sand, både på den nuværende<br />
landside og langt ud over sletterne på bunden <strong>af</strong> det, der<br />
i dag kaldes Nordsøen. Først her efter vandrede havet ind over<br />
26<br />
Niels Peter Andreasen, Stenpikker i opskylszonen,<br />
akvarel. Havet betragtes tilsyneladende<br />
stadig som en stor losseplads. Langs <strong>Vadehavet</strong>s<br />
diger samles hvert år store mængder <strong>af</strong>fald<br />
ind. I opskylszonen ligger dog også plantedele,<br />
frø og tang. Så mellem sko, fiskekasser og<br />
flasker kan man støde på fugle som snespurv,<br />
bjerglærke eller stenpikker på jagt efter insekter<br />
og frø.<br />
det flade landskab og dækkede dette med endnu mere sand,<br />
der til stadighed transporteres rundt <strong>af</strong> havstrømmene. Langsomt<br />
opstod revler og øer, som i dag udgør en barriere parallelt<br />
med fastlandet nogle kilometer ude mod vest. Mellem denne<br />
barriere og fastlandet findes <strong>Vadehavet</strong>, der har karakter <strong>af</strong> en<br />
stor lagune. Udviklingen fortsætter endnu i dag, hvilket gør<br />
<strong>Vadehavet</strong> til et <strong>af</strong> de mest dynamiske naturområder i verden.<br />
Skal man bevare <strong>Vadehavet</strong>s natur, må man bevare foranderligheden.
Kirsten Røjle, Parti ved færgelejet, <strong>Esbjerg</strong><br />
Havn, akvarel. Når man går i land fra Fanøfærgen,<br />
mødes man <strong>af</strong> en pige i Fanø dragt.<br />
Skulpturen er udført <strong>af</strong> Marianne Juul Andersen,<br />
og opstillet <strong>af</strong> Fanøforeningen i <strong>Esbjerg</strong>.<br />
Byen på det høje land<br />
Få meter, og en verden til forskel<br />
Det sydvestjyske landskab synes fladt og ved første øjekast uden<br />
bakker og højdedrag. Egnen er berømt og berygtet for de åbne<br />
vidder, hvor intet, ud over vindmøller, kirker og skorstene, rager<br />
op. Øjet kan få frit løb mod horisonten, og vi er hele tiden<br />
meget tæt på havets overflade.<br />
Sandt er det da også, at højdeforskellene er begrænsede i forhold<br />
til f.eks. det østjyske terræn. Men de få meter mellem lave<br />
og høje punkter i landskabet mellem <strong>Esbjerg</strong> og Ribe er ikke<br />
desto mindre alt<strong>af</strong>gørende.<br />
Da byen <strong>Esbjerg</strong> mod slutningen <strong>af</strong> 1800-tallet voksede frem<br />
bag den nyanlagte dokhavn, har højdeforskellen mellem byen<br />
oppe på kanten <strong>af</strong> klinten og havnen nedenfor formentlig kunnet<br />
give et sug i maven. I dag er forskellen, om ikke udvisket,<br />
så utydeliggjort <strong>af</strong> moderne industri, kontorbygninger og asfalt.<br />
Men forskellen er der stadig. Mens havnen kan være oversvømmet<br />
ved kr<strong>af</strong>tige storme, kan man uden problemer gå tørskoet<br />
rundt i byen oven for. Selve <strong>Esbjerg</strong> er, som de øvrige langt ældre<br />
byer ved <strong>Vadehavet</strong>, anlagt på det høje land. Her på egnen<br />
betyder det 5 meter eller mere over havets overflade.<br />
27
et fra oven løber den magiske grænse ved 5 meter som en<br />
S bugtet vej ned mellem de to yderst forskellige landskabstyper<br />
i Sydvestjylland, gesten og marsken. Gesten er den yderste<br />
kant på de bakkeøer og smeltevandssletter, som de tidligere<br />
istider efterlod, gennemskåret <strong>af</strong> det vi i dag genkender som<br />
brede ådale. Marsken er mange steder vokset frem neden for<br />
gesten, men enkelte steder når bakkeøen helt ud til havet. <strong>Esbjerg</strong><br />
Bakkeø er et sådan eksempel. Især ved Sædding, Hjerting<br />
og Sjelborg kan vi stå oppe på den gamle høje bakkeø og nyde<br />
28<br />
klinternes lodrette linjer mod havet. Som Svend Wiig Hansens<br />
»Mennesket ved Havet«, der fra klinten skuer ud over indsejlingen<br />
til <strong>Esbjerg</strong> Havn.<br />
De mest bynære klinter langs strandvejen er i dag beplantede<br />
og kultiverede. En <strong>af</strong> <strong>Esbjerg</strong>s mest populære vandre- og<br />
cykelstier løber fra Svend Wiig Hansens skulptur nordpå langs<br />
klinten til Hjerting og herfra ad Marbækstien helt til Myrthue.<br />
Turen er stærkt anbefalelsesværdig.
Preben Andersen, Udsigt fra den nordligste kant på <strong>Esbjerg</strong> Havn,<br />
akvarel. Hvor havnen grænser ud mod det nordligste Vadehav og<br />
Ho Bugt, løber Fovrfeldbækken ud. I dette hjørne <strong>af</strong> havnen mødes<br />
industri, murbrokker og stor natur. Mange vadefugle samles i stort tal<br />
omkring bækkens udløb.<br />
Ole Runge, Strandskader ved Svend Wiig Hansens skulptur, akvarel.<br />
V ed Sjelborg blotlægges lagene i klinten, og man kigger direkte<br />
ind i undergrundens geologiske lag fra flere istider og<br />
mellemistider. Havet gnaver <strong>af</strong> kysten, og langsomt falder stykker<br />
<strong>af</strong> klinten og dens sten og grus ned på stranden. En proces<br />
der har stået på, siden havet nåede frem hertil i løbet <strong>af</strong> bronzealderen.<br />
Fanøs og Skallingens dannelse har dog siden hen givet<br />
klinten en smule beskyttelse fra Nordsøens nådesløse erosion.<br />
29
Kirsten Røjle, Udsigt fra Sjelborg Strand mod Hotel Hjerting og havnen, akvarel.<br />
30
Kirsten Røjle, Stenvendere på fiskegarn,<br />
<strong>Esbjerg</strong> Havn, akvarel. Stenvenderen er<br />
en højarktisk fugl, der ses på træk og om<br />
vinteren langs kysterne. Den er meget<br />
tillidsfuld, og kan opleves på havnen,<br />
hvor den finder tanglopper og andre dyr<br />
i nettene.<br />
Preben Andersen, Husrødstjert på gammel<br />
skorsten, akvarel. Husrødstjerten er egentlig<br />
en bjergfugl, der dog kan nøjes med<br />
høje bygninger og murbrokker for at føle<br />
sig hjemme. Den holder tit til på kanten<br />
til havnen, hvor store kampe- og teglsten<br />
er en del <strong>af</strong> kystbeskyttelsen på et yderst<br />
udsat sted.<br />
31
Marbæk<br />
Sagførerens livsværk<br />
<strong>Esbjerg</strong>s omgivelser fremstod ved slutningen <strong>af</strong> 1800-tallet som<br />
en ufrugtbar hedeegn uden særlig god landbrugsjord. Mens vi<br />
i dag betragter heden som et værdifuldt stykke kulturlandskab<br />
med store naturværdier beskyttet <strong>af</strong> loven, var sagen en ganske<br />
anden omkring forrige århundredeskifte. Hvis heden kunne<br />
opdyrkes eller beplantes, betragtede man dette som en samfundsnyttig<br />
investering. Da det lykkedes sagfører E. Hansen at<br />
plante skov på de store hedearealer omkring Marbæk nord for<br />
<strong>Esbjerg</strong>, vakte det derfor genlyd.<br />
Tusindvis <strong>af</strong> besøgende kører hvert år forbi sagførerens mindesten<br />
i skovbrynet lige ved kanten til Marbæksøerne, der i 1970<br />
32<br />
blev anlagt i den våde lavning omkring Marrebækken, som den<br />
rettelig hedder, midt i skoven.<br />
Under DANE-træffet besøgte flere grupper <strong>af</strong> kunstnere skoven,<br />
klinten og det smukke hedestykke, som sagfører Hansen<br />
lod stå ubeplantet, – som kendte han til vores nutidige bestræbelser<br />
for at bevare denne landskabstype. Givetvis har han hørt<br />
de første bekymrede røster, hvor H.C. Andersens ord uden<br />
tvivl er de mest citerede i dag: »Skynd dig kom! Om føje år,<br />
heden som en kornmark står.«
Kirsten Røjle, Højlandskvæg i Marbæk,<br />
akvarel.<br />
Westy Esbensen, Udsigt over Marbæk<br />
Hede, akvarel.<br />
otiverne er utallige i og omkring Marbæk Plantage. De<br />
M skovvante tegnere i DANE-gruppen kunne finde motiver<br />
dybt inde mellem de endeløse rækker <strong>af</strong> træer. Især ældre,<br />
måske væltede, træer tiltrak sig kunstnernes opmærksomhed.<br />
Og forfald i skoven er ikke blot et smukt motiv, men samtidig<br />
en gave til skovens natur. Dødt ved er selve livet for svampe og<br />
insekter, der igen danner fødegrundlag for et rigere fugleliv end<br />
i en typisk produktionsskov, hvor alt <strong>af</strong> gode grunde holdes i<br />
live eller fjernes straks, det er dødt. Marbæk Plantage produ-<br />
cerer godt nok træ. Men en langsigtet politik giver langsomt<br />
naturen mere plads i skoven. Efter orkanen i 1999, der hærgede<br />
store dele <strong>af</strong> plantagen, plantes nu flere naturligt hjemmehørende<br />
arter <strong>af</strong> løvfældende træer i stedet for de indførte arter.<br />
Nogle områder i skoven overlades mere eller mindre til sig selv<br />
og forynges naturligt med en større variation til følge. Og nogle<br />
<strong>af</strong> de stormfaldne træer får lov at blive liggende. Til glæde for<br />
insekter, spætter og andre <strong>af</strong> fødekædens organismer – og for<br />
kunstnere på jagt efter billeder på natur.<br />
33
Niels Peter Andreasen, Topmejse i Marbæk Plantage, akvarel. Topmejsen er først indvandret til Danmarks nåleskove i slutningen <strong>af</strong> 1800-tallet, og er stadig en stor<br />
sjældenhed på Sjælland. Den er udbredt i Sydvestjylland, men kræver et stort fødesøgningsområde.<br />
34
Preben Andersen, Udsigt over<br />
Ho Bugt, akvarel.<br />
ører man gennem Marbæk Plantage sydfra, ledes man<br />
K via grusvejen ud mellem Myrthuegårds jorder. Man får<br />
fornemmelsen <strong>af</strong> at køre gennem en port dannet <strong>af</strong> trækroner.<br />
Pludselig er der lys og plads, og landskabet folder sig ud.<br />
Myrthuegårds historie føres helt tilbage til 1600-tallet. I dag<br />
tilhører gården <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>, der gennem årene har<br />
opbygget et flagskib inden for naturformidling og pædagogik.<br />
Tusindvis <strong>af</strong> børn og voksne besøger hvert år gården og opnår<br />
indsigt i samspillet mellem natur og mennesker. Formidlingen<br />
tager oftest udgangspunkt i de lokale forhold, »der hvor Varde<br />
Å løber ud i Ho Bugt«. Stedet har været beboet siden oldtiden<br />
pga. de særlige gunstige naturforhold langs ådalen. Men de<br />
pædagogiske forløb på gården rækker langt videre. Forståelse<br />
for ens egen natur giver også forståelse for andres natur. Og<br />
vice versa.<br />
Myrthue er et grænseland. Adskillige vestjyske landskabstyper<br />
grænser op mod hinanden ved Varde Å ´s udløb i Ho Bugt.<br />
35
Westy Esbensen, Gulebjerg, akvarel.<br />
Lise Pflug, Gulspurv, akryl.<br />
en brede ådal med dens engdrag, der har været udnyt-<br />
D tet siden oldtiden, er skabt <strong>af</strong> smeltevandets kræfter og<br />
<strong>af</strong>lejringer under <strong>af</strong>slutningen på den seneste istid. Man kan<br />
overskue deltaet fra »knolden« ved den gamle grusgrav tæt ved<br />
Myrthuegård. Knolden er i virkeligheden den tydelige kant<br />
<strong>af</strong> <strong>Esbjerg</strong> Bakkeø, der rækker sin tunge ud mod ådalen. De<br />
frodige enge, der ved storm overskylles <strong>af</strong> vand fra bugten og<br />
dermed opnår et tilskud <strong>af</strong> organisk materiale, er <strong>af</strong> en helt anden<br />
type end den tørre, næringsfattige hedejord, hvorpå skoven<br />
i sin tid er plantet. Mens de seneste istider gennem 100.000<br />
år hver især har h<strong>af</strong>t deres betydning for disse landskaber, dets<br />
former og farver, er det nærtliggende Vadehav resultatet <strong>af</strong><br />
geologiske processer, der kun har stået på i ganske få år. Det vil<br />
sige ikke mere end 10.000 år.<br />
Myrthueområdet havde med dets landskabelige variation stor<br />
tiltrækningskr<strong>af</strong>t på DANE-kunstnerne.<br />
37
Jens Frimer Andersen, Rørhøg vest for Ribe, akvarel.<br />
Kongeby omgivet <strong>af</strong> natur<br />
landskabet omkring Ribe<br />
Ribes fremtoning domineres <strong>af</strong> byens domkirke. Tårnet hæver<br />
sig højt op over de lave huse, der nærmest skutter sig under<br />
kirken. Middelalderbyens samhørighed med det omgivende<br />
landskab understreges visuelt <strong>af</strong> de fredede engdrag neden for<br />
den gamle skibbro. Hovedengen danner en smuk overgang fra<br />
byen til marsken. Når man kører ad ringvejen tæt forbi byen,<br />
er det ikke svært at lade sig føre tilbage til middelalderen, idet<br />
man passerer åen og kaster et blik ind over Hovedengen og det<br />
genslyngede åløb på kanten til byen.<br />
Ribes historie bliver løbende ældre. Efterhånden som arkæologerne<br />
graver sig længere ned under gaderne, skrives nye kapitler<br />
38<br />
<strong>af</strong> den gamle bys historie. Flere fund har <strong>af</strong>sløret, at Ribe som<br />
bysamfund er ældre, end man indtil da har kunnet påvise. Sikkert<br />
og vist er det, at Ribe vokser op omkring en handelsplads<br />
anlagt i 700 årene.<br />
De landskabelige forhold har ydet handelspladsen beskyttelse<br />
og har samtidig tilbudt de handlende fra nær og fjern<br />
gode transportmuligheder. <strong>Vadehavet</strong> og Ribe Å har været den<br />
vigtigste færdselsåre, og på kanten <strong>af</strong> den dengang sumpede og<br />
ufremkommelige marsk har Kong Valdemar i middelalderen<br />
kunnet skue ud over et uindtageligt land.
Trine Theut, Parti fra Ribe Å, akryl.<br />
39
ibe ligger på den vestlige drivvej, der har sine utydelige<br />
R rødder tilbage i oldtiden, men som især i den sene middelalder<br />
var en vigtig handelsrute mellem Nordjylland og de<br />
tyske markeder. Tusinder og atter tusinder <strong>af</strong> kreaturer har<br />
vandret i hinandens fodspor for at skifte ejer. Vejen har mange<br />
navne og lige så mange snørklede <strong>af</strong>stikkere. Ravvejen eller<br />
Drivvejen er to <strong>af</strong> de mest benyttede. Mens den mere kendte<br />
Hærvej har sine spor på højt land langs den jyske højderyg,<br />
har de handlende langs vestkysten skullet gå udenom, over<br />
og hele tiden undgå de mest lavtliggende og våde landskaber.<br />
Derfor løber de fleste kilometer <strong>af</strong> vejen i Sydvestjylland langs<br />
geestkanten oven for marsken. Men vadestederne og broerne<br />
har været mange. Mange <strong>af</strong> ruterne kan stadig udpeges i det<br />
moderne landskab, de nutidige veje har i øvrigt ofte næsten<br />
samme forløb som i middelalderen. De er anlagt med en logik,<br />
der ikke forældes.<br />
Helge Larsen, Everten Johanne Dan ved Skibbroen i Ribe, tusch.<br />
Preben Andersen, Våd pløjemark ved Munkesøen, akvarel.<br />
Ulf Løbner-Olesen, Fra Skibbroen i Ribe, farveblyant.<br />
41
utidens krav til mobilitet og infrastruktur lader dog stadig<br />
Nasfalten gennemskære mere <strong>af</strong> det sydvestjyske landskab.<br />
I dag kan vi i princippet anlægge en vej ud i den tidligere så<br />
sumpede marsk. Ved hjælp <strong>af</strong> tekniske hjælpemidler kan vi<br />
tørlægge marsken, i hvert fald til en vis grænse. Diget ude mod<br />
vest holder godt nok havet tilbage. Men når det blæser tilstrækkelig<br />
kr<strong>af</strong>tigt, må slusen i diget lukke. Og så er det pludselig<br />
umuligt at komme <strong>af</strong> med regnvandet via åen. Bagvand, som<br />
det så smukt kaldes, har siden frisernes digebyggerier inden år<br />
1000 været et kendt og uløst problem. Bagvandet oversvømmer<br />
i perioder hver vinter Ribemarsken, og efterlader byen som en<br />
ø omgivet <strong>af</strong> ferskvand.<br />
42<br />
Jens Frimer Andersen, Rød Glente over Ribemarsken, akvarel.<br />
Ribediget blev anlagt i perioden 1911-1914, og Kammerslusen<br />
stod færdig i 1912. Digerne og sluserne i det danske Vadehav er<br />
faktisk bygget sent i forhold til de tyske og hollandske. Allerede<br />
omkring år 1000 byggede friserne de første diger og forsøgte at<br />
indvinde land i <strong>Vadehavet</strong>. Det første egentlige dige i det danske<br />
Vadehav er diget mellem Rudbøl og Højer, der i dag ligger<br />
langt fra den nuværende kystlinie. Diget er bygget i midten <strong>af</strong><br />
1500-tallet og har krævet organisering, magt og økonomi. I dag<br />
forvaltes digerne stadig <strong>af</strong> de såkaldte digelag, hvis formand flere<br />
steder har titel <strong>af</strong> digegreve – en titel der bærer præg <strong>af</strong>, at denne<br />
organisationsform har gamle rødder. Digernes vedligeholdelse er<br />
en tung økonomisk post, der som udgangspunkt <strong>af</strong>holdes <strong>af</strong> de<br />
berørte lodsejere, som har fordel <strong>af</strong> diget.
Ulf Løbner-Olesen, Sort sol over Ribe Østerå,<br />
blyant.<br />
Preben Andersen, Ravne over Tange Bakker,<br />
akvarel. Tange Bakker er i virkeligheden<br />
såkaldte indlandsklitter, skabt <strong>af</strong> tidligere<br />
tiders sandflugt på hedesletten. Ravnen passer<br />
fint ind i den særegne natur. Berygtet, forhadt,<br />
næsten udryddet og nu på vej tilbage til de<br />
skove, hvor den tidligere var talrig.<br />
43
Jens Frimer Andersen, Ribe Ås udløb, akvarel.<br />
ammerslusen ejes og drives <strong>af</strong> <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong> og gen-<br />
K nemgår i disse år flere større vedligeholdelsesarbejder. Da<br />
diget blev anlagt, var det magtpåliggende for Ribe By, at muligheden<br />
for sejlads mellem Ribe å og <strong>Vadehavet</strong> blev bevaret – til<br />
trods for, at byens status som havneby reelt var udspillet med<br />
anlæggelsen <strong>af</strong> <strong>Esbjerg</strong> Havn få år tidligere. I dag nyder fritids-<br />
44<br />
sejlere, jægere og fiskere godt <strong>af</strong> beslutningen om at anlægge en<br />
kammersluse, hvor det er muligt at blive sluset ved højvande<br />
i <strong>Vadehavet</strong>. <strong>På</strong> vestkysten findes kun én anden kammersluse,<br />
nemlig i Hvide Sande. De øvrige sluser i kommunen er frisluser<br />
med klapper, der åbner når vandstanden i <strong>Vadehavet</strong> er lavere<br />
end i åerne og lukker, når det omvendte er tilfældet.
D igerne og især sluserne er alle steder langs kysten populære<br />
udflugtsmål. De lige linier, som digerne skaber, virker<br />
imponerende, og det er altid spændende at stikke hovedet op<br />
over diget og se, hvordan her ser ud i dag på den anden side,<br />
hvor naturen har overtaget. Det gælder både en stille sommerdag<br />
og en barsk og blæsende vinterdag. I sommertiden tager<br />
en stor koloni <strong>af</strong> både by- og landsvaler ophold på tværbjælkerne<br />
i portene på Ribe Kammersluse. Svalernes liv og utrolige<br />
flyveøvelser kan betragtes fra toppen <strong>af</strong> diget. <strong>På</strong> en vinterdag,<br />
hvor forlandet står under vand, kan et blik østpå ind mod Ribe<br />
give en ide om de barske livsvilkår i marsken, før digerne og<br />
sluserne blev anlagt.<br />
Jens Chr. Friis-Nielsen, Jægerskitser,<br />
akvarel.<br />
Niels Peter Andreasen, Fjeldvåge over<br />
Kanalhuset, akvarel. Kanalhuset er i<br />
dag en ruin efter en restauration på<br />
Ribe Ås nordlige bred. I dag opmagasineres<br />
fiskeredskaber under de<br />
dele <strong>af</strong> taget der stadig står. Naturen<br />
overtager langsomt pladsen, svalerne<br />
bygger rede i stuerne, og på stedet<br />
hersker en helt særlig stemning. Ikke<br />
alle ruiner bør rives ned! Fjeldvågen<br />
er trækgæst fra Nordskandinavien.<br />
45
Marsken forvandles<br />
Naturen mangler vand<br />
Med byggeriet <strong>af</strong> havdigerne i 1900-tallet fratog man marsken<br />
saltvandet. I dag er der ingen tvivl om, at ordet vandlidende<br />
betegner en ikke ønskelig tilstand. Dyrkede marker kan naturligvis<br />
også lide under tørke. Set med bondens øjne er<br />
målet derfor at kunne kontrollere vandet. Uanset at<br />
marsken lever <strong>af</strong> sine oversvømmelser og til stadighed<br />
behøver tilførsel <strong>af</strong> næringsstoffer og materiale<br />
fra havet, betragter vi digerne som middelalderlige<br />
bymure, der beskytter os mod noget fjendtligt.<br />
Og sandt er det, at digerne gav os mulighed for<br />
at udnytte marskjorden langt mere effektivt end tidligere.<br />
Nu var vandet under kontrol. Via bevandingskanaler<br />
kunne å-vandet ledes ind, når det skulle bruges. Dybe grøfter<br />
og udrettede åløb sikrer stadig en tør marsk med mulighed<br />
for opdyrkning. En umulighed inden diget!<br />
Med de nye muligheder og de følgende 100 års industrielle<br />
udvikling inden for landbruget, forvandlede marsken sig fra<br />
at være en naturlig del <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong>s økosystem til at være et<br />
stærkt kulturpåvirket landskab uden direkte kontakt til <strong>Vadehavet</strong><br />
foran diget. Tidevandet og stormene har ikke kunnet<br />
påvirke marsken i den nordlige del <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong> i over 3<br />
generationer, hvilket naturligvis har h<strong>af</strong>t betydning for dyre og<br />
plantelivet i dette landskab mellem land og hav.<br />
Gennem århundreder har bønderne ved marsken udnyttet dens<br />
frodige plantevækst til græsning og høslet. Gårde og landsbyer<br />
finder man stadig primært på geestkanten, men med marsken<br />
i umiddelbar nærhed. De jævnlige oversvømmelser sikrede<br />
marsken næringsstoffer. Det fra havet <strong>af</strong>lejrede næringsholdige<br />
materiale »klæg« er i sig selv en guds gave til en sulten vestjysk<br />
befolkning, der ellers tidligere døjede med den fattige hedejord<br />
i landsdelen. Marskjordens græs var en guldgrube.<br />
46<br />
Brian Zobbe, Knortegås, akvarel.<br />
Jens Bohr, Hvidklirer og rød glente, træsnit.
Trine Theut, Stære i Ribe, akryl.<br />
48
Jens Frimer Andersen, Ydre Bjerrum i Ribemarsken, akvarel.<br />
49
et er ikke tilfældigt, at okser i stort tal i middelalderen<br />
D kunne æde sig en værdifuld pukkel til i engene omkring<br />
Ribe. At så korn i marsken var en umulighed på grund <strong>af</strong> de<br />
jævnlige oversvømmelser, og generelle våde forhold måtte man<br />
leve med langt op i tiden.<br />
Siden digets opførelse og indførelse <strong>af</strong> stadig kr<strong>af</strong>tigere maskiner<br />
er flere arealer kommet under plov. Marskens jorder drives<br />
i dag som et hvert andet stykke landbrugsjord i Kongeriget. De<br />
vedvarende græsarealer med kreaturer bliver færre. Og de fugle,<br />
som f.eks. storken, der er knyttet til denne gammeldags måde<br />
at drive landbrug på, forsvinder. <strong>Vadehavet</strong>s karakteristiske<br />
engfugle og planter kan umuligt omstille sig til kornmarker og<br />
kommer på den røde liste over truede dyr, samt på EU´s lister<br />
over særligt beskyttelseskrævende arter. Storken er forsvundet<br />
som ynglefugl. Sortterne og brushane kan næppe heller reddes.<br />
Selv viber og rødben er stærkt decimerede. Ansvaret er tungt<br />
og stiller store krav til myndighederne, der gerne ser udvikling,<br />
men samtidig skal sikre en levende og mangfoldig natur.<br />
Marco Brodde, Død slørugle, akvarel. Sløruglen er i fremgang<br />
i landsbrugslandet pga. opsætning <strong>af</strong> kasser.<br />
50<br />
Nogle enkelte fuglearter formår at tilpasse sig det moderne<br />
landskab. Gæssene er de mest iøjnefaldende. Flere arter, både<br />
vores egen grågås, men også de arktiske arter har <strong>af</strong> flere grunde<br />
fået bedre livsbetingelser. For de første er flere <strong>af</strong> dem blevet<br />
fredede. Derfor har de nu mere ro til at æde undervejs på trækket.<br />
Det giver bedre kondition og bedre overlevelsesmuligheder.<br />
Dernæst er klimaet blevet mildere. Både på ynglepladserne<br />
højt mod nord, og langs trækruten. Tilmed sår vi i Danmark<br />
vores marker til om vinteren. For at den ekstra gødning, vi har<br />
bragt ud på markerne, ikke skal blive vasket ud i vandmiljøet<br />
med iltsvind til følge, men bliver brugt <strong>af</strong> <strong>af</strong>grøderne i stedet.<br />
De grønne marker virker indbydende på gæs i vinterhalvåret.<br />
Marsken kan være levende <strong>af</strong> gåseflokke på op mod 30.000<br />
fugle. Og marsken er ofte mere levende om vinteren end om<br />
sommeren. Trækfuglene i <strong>Vadehavet</strong> har det meget bedre end<br />
vores egne ynglefugle.
Trine Theut, Agerhøns, akryl. Agerhøns er landbrugslandets fugl. Den er i tilbagegang pga. et mere ensartet landskab med mindre fødemængder.<br />
51
Hedehøgen<br />
<strong>Esbjerg</strong>s ansvar<br />
En <strong>af</strong> de få ynglefugle, der til dels har tilpasset sig det moderne<br />
landskab i marsken, er paradoksalt nok en <strong>af</strong> de mest sjældne i<br />
landet. Hedehøgen er så eksklusiv, at hver enkelt fugl i bestanden<br />
så vidt muligt overvåges, endda til tider med teknologisk<br />
udstyr og satellitter. Mens de fleste rovfuglearter oplever fremgang<br />
i Danmark, er fremtiden for hedehøgen yderst usikker.<br />
Hedehøgen ynglede tidligere i åbne, øde og udyrkede områder,<br />
i rørskove og i moser. I takt med at disse naturtyper er blevet<br />
sjældne eller er groet til, har hedehøgen fundet en ny yngleplads.<br />
Det moderne landskabs kornmarker.<br />
Det siger sig selv, at mange reder og unger går til, når landmanden<br />
intetanende høster sine <strong>af</strong>grøder. Derudover er fødeudbuddet<br />
i kornmarker naturligvis mindre end på de oprindelige<br />
ynglelokaliteter, så de gamle fugle skal flyve langt for at finde<br />
føde til de sulte unger. Og selv om der er kornmarker nok i det<br />
danske landskab, yngler hedehøgen udelukkende i det sydvestligste<br />
hjørne <strong>af</strong> landet, i <strong>Vadehavet</strong>s marsk. Bestanden i Danmark<br />
tæller mellem 20 og 30 par.<br />
Der skal en ekstraordinær indsats til, hvis hedehøgen også<br />
fremover skal være at finde som dansk ynglefugl. Derfor har de<br />
kommuner i Sydjylland, der huser ynglende hedehøge, etableret<br />
et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, landbrugets organisationer<br />
og Dansk Ornitologisk Forening. Sammen forsøger<br />
man at finde løsninger, der forbedrer hedehøgens chancer for<br />
overlevelse. Projekt Hedehøg omfatter både forskning, overvågning<br />
og et tidskrævende arbejde med at lokalisere og <strong>af</strong>mærke<br />
de enkelte reder. Hermed kan man sammen med landmanden<br />
sikre, at mejetærskeren kører uden om reden, når der høstes.<br />
Tidligere miljøminister Connie Hedegaard overdrog ved kommunalreformen<br />
hver <strong>af</strong> de danske kommuner en dyre- eller<br />
52<br />
Marco Brodde, Hedehøg – han, akvarel.<br />
planteart, som de nu fik ansvaret for at beskytte aktivt. Hedehøgen<br />
er ikke overraskende <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>s ansvarsart, og<br />
kommunen forsøger med sit engagement i Projekt Hedehøg<br />
at bevare Sydvestjyllands ensomste flyver for eftertiden. Det<br />
storladne prædikat er hentet fra en for længst glemt bog om<br />
Vestjyllands fugle. I bogen »Hvor storspoven fløjter« fra 1941<br />
fortæller Thorvald Kjær og Ib Paulsen om hedehøgens liv og<br />
udbredelse: »Der findes intet stoltere end syn <strong>af</strong> Hedehøgen på<br />
rov over Vestjyllands plantager og heder. Dens sikkerhed, dens<br />
jageragtige bygning, dens rolige flugt og hele adfærd er et syn,<br />
vi nødigt skulle miste«.<br />
Det var der heller ikke noget, der tydede på, da bogen udkom<br />
i 1941. Faktisk skriver forfatterne, at hedehøgen er den<br />
eneste rovfugleart i landet, der er i fremgang. Datidens hårde<br />
efterstræbelse <strong>af</strong> »rovtøj« betød, at fugle med krumme næb var<br />
yderst trængte. Og selv om netop hedehøgen ifølge forfatterne<br />
bredte sig i landskabet, appellerede de til læserne: »Selvom der<br />
altså tilsyneladende er livskr<strong>af</strong>t i vore hedehøge, kan man ikke<br />
undlade at lægge et godt ord ind for denne fugls fortsatte trivsel.<br />
Hedehøgen er i øjeblikket Danmarks smukkeste rovfugl.«
Niels Peter Andreasen, Blå kærhøg over Gl. Hviding Forland, akvarel.<br />
ANE gruppen kom for sent til Sydvestjylland til at kunne<br />
D opleve den elegante hedehøg. Allerede i august indledes<br />
trækket mod Afrika. Men en lignende rovfugleart overtager i<br />
vinterhalvåret hedehøgens plads i marsken. Den blå kærhøg ankommer<br />
fra sin nordligere yngleplads og overvintrer hos os. De<br />
to arter er nært beslægtede og ligner hinanden til forveksling.<br />
Hannerne bærer hos begge arter en lys gråblå dragt, og vinge-<br />
spidserne er sorte. Den blå kærhøg har ikke så lange vinger og<br />
er ikke så elegant i flugten. Men den er en værdig <strong>af</strong>løser for<br />
hedehøgen i de kolde måneder. DANE gruppen havde under<br />
opholdet gode oplevelser med den blå kærhøg. Flere var heldige<br />
at se den blå han, der ikke er nær så hyppig på vores breddegrader<br />
som hunnerne.<br />
53
Klæggrave og digesøer<br />
Råstofindvinding og designet natur<br />
Digerne tegner en skarp unaturlig grænse mellem <strong>Vadehavet</strong><br />
og marsken, der tørlægges og kultiveres med de konsekvenser,<br />
det har for naturen. Byggeriet, eller vedligeholdelsen <strong>af</strong> digerne,<br />
kan imidlertid resultere i, at naturen får lidt igen. Den klægholdige<br />
jord, man bruger til forstærkning <strong>af</strong> diget, tages fra<br />
arealerne i baglandet. Gravemaskinerne efterlader store huller,<br />
der hurtigt fyldes med vand. Tidligere gravede man dybt for at<br />
lægge beslag på så lille et areal som muligt.<br />
De seneste årtier har man i stedet efterladt hullerne som større<br />
lavvandede søer og indrettet dem fuglevenligt. Ved Sneum<br />
Sluse har det resulteret i en ren perle <strong>af</strong> en fuglelokalitet.<br />
Øerne i klæggraven, eller Digesøen, som den kaldes, tiltrækker<br />
jordrugende fugle som hættemåge og grågås. Netop anlæggel-<br />
54<br />
Helge Larsen, Unge brushøns, litogr<strong>af</strong>i.<br />
sen <strong>af</strong> rævesikre øer gør en klæggrav til et værdifuldt refugium<br />
for marskens trængte ynglefugle. Og antallet <strong>af</strong> arter i træksæsonen<br />
er endda meget højt. Primært ænder, gæs, vadefugle og<br />
terner. Klæggraven virker som en magnet på fuglene i det ellers<br />
kultiverede landskab. Især ved højvande trækker fuglene ind<br />
fra <strong>Vadehavet</strong> og bruger tiden med hovedet under vingen eller<br />
fortsætter med fødesøgningen på det lave vand, indtil de igen<br />
kan komme ud på mudderfladerne, når tidevandet tillader det.<br />
Klæggravene ligger med nogle kilometers mellemrum langs diget.<br />
Søerne ved Sneum, Kammerslusen og den nye klæggrav ved<br />
Gammel Hviding er de mest interessante. Et naturligt landskab er<br />
det ikke. Det er designet natur. Men klæggravene ligner den naturtype,<br />
der karakteriserede marsken inden de store digebyggerier.
Westy Esbensen, Vindmøller vest for Sneum Digesø, farveblyant.<br />
55
Lise Pflug, Hættemåger, akryl.<br />
Jens Chr Friis-Nielsen, Hættemåge i vinterdragt, akvarel.<br />
57
Efter stormen<br />
Besøg fra Arktis<br />
<strong>På</strong> ankomstdagen for DANE gruppen, en søndag eftermiddag<br />
i oktober, blev de sidste lyse timer brugt på at inspicere landskabet<br />
mellem Kongeåen og Sneum Sluse i umiddelbar nærhed<br />
<strong>af</strong> vores base på »Kratskellet«. Vejret gav fra starten dybe<br />
panderynker hos de fleste <strong>af</strong> deltagerne. De seneste dages meget<br />
kr<strong>af</strong>tige blæst havde oversvømmet forlandene, hvor mange<br />
deltagere havde forestillet sig at skulle hente motiver til flere<br />
dages arbejde. Dertil kommer, at stormende kuling vanskeliggør<br />
udendørs arbejde med farver og papir. Så selv om der skal<br />
mere end almindeligt dårligt vejr til at slå disse mennesker ud –<br />
faktisk foretrækker de fleste alt andet end »smukt, skyfrit vejr«<br />
– blev der allerede spekuleret i, hvor man mon kunne finde læ i<br />
de kommende dage. Alt i mens en lille kobbersneppe kæmpede<br />
sig frem i modvinden helt oppe langs digekronen og nærmest<br />
stod stille trods de mange vingeslag.<br />
Stormen ledte dog også tankerne hen mod chancerne for at<br />
kunne finde andre og sjældne motiver. Et vejrskifte kaster ofte<br />
fugle <strong>af</strong> sig. Nogle gange arter der kun optræder hos os under<br />
særlige vejrforhold. Denne storm var ingen undtagelse.<br />
Fugle fra Atlanterhavet og Nordsøen kommer oftest kun ind til<br />
kysten, hvis de presses <strong>af</strong> vinden flere dage i streg. Allerede den<br />
første <strong>af</strong>ten indløb da også interessante meldinger om sjældenheder.<br />
58<br />
Marco Brodde, Sabinemåge, akvarel.
elv om vejret var slået helt om den følgende morgen og<br />
S åbnede mulighed for at male udendørs uden nogen større<br />
risiko for vådt papir og udmattende vind, var dagens store oplevelse<br />
en gave fra stormen de seneste dage. En ung sabinemåge<br />
gjorde ænder og vadefugle selskab i det lave vand i Sneum<br />
Digesø. Arten forekommer stort set kun i efterårsmånederne i<br />
forbindelse med hård vestenvind. Sabinemågen yngler i Arktis<br />
og trækker om vinteren ned i Atlanten. Især de smukke ungfugle<br />
trækker, og nogle flyver ind i Nordsøen. Er man heldig,<br />
60<br />
Jens Bohr, Sabinemåge, træsnit.<br />
Jens Frimer Andersen, Studier <strong>af</strong><br />
Sabinemåge, akvarel.<br />
og opsøger man blæsten, bliver efteråret kronet med et eksemplar<br />
<strong>af</strong> den lille elegante måge.<br />
Jens Frimer Andersen arbejdede koncentreret ved diget i<br />
nærheden <strong>af</strong> Kongeåslusen, da alle andre nød Sabinemågens<br />
selskab ved Sneum. Stor var overraskelsen derfor, da også Jens<br />
kom hjem om <strong>af</strong>tenen med sine egne skitser <strong>af</strong> en ung sabinemåge.<br />
Stormen havde tilsyneladende kastet hele to måger <strong>af</strong> sig!
Over havbunden<br />
Mandø og vejen dertil<br />
<strong>På</strong> trods <strong>af</strong> sin lidenhed er Mandø et <strong>af</strong> Sydvestjyllands største<br />
og vigtigste naturområder. Samspillet mellem landbrug og<br />
natur har sikret nogle <strong>af</strong> de sidste levedygtige bestande <strong>af</strong> ynglende<br />
engfugle i det danske Vadehav. Her findes stadig enge,<br />
der aldrig har været pløjet op, men udelukkende været brugt til<br />
græsning. Det er præcis denne form for landbrug, der tilgodeser<br />
planter, insekter og fugle. Derfor er Mandø da også udpeget<br />
<strong>af</strong> Miljøministeren som et <strong>af</strong> landets kerneområder for engfugle<br />
sammen med engene omkring Ribe Vesterås gamle åslynge og<br />
62<br />
Helge Larsen, Knortegæs, litogr<strong>af</strong>i.<br />
Kongeåens enge mellem Vilslev og udløbet. I disse kerneområder<br />
tilstræber man en ekstra indsats for at bevare bestandene.<br />
Mandø er omgivet <strong>af</strong> diger. Få steder er man mere opmærksom på<br />
digets modstandskr<strong>af</strong>t. Man behøver kun at kaste et hurtigt blik<br />
på et luftfoto fra 1981 for at forstå hvorfor. Dagen efter stormfloden<br />
den 24. november var øen komplet oversvømmet. Diget holdt<br />
ikke og kun husene i Mandø By, der naturligvis er bygget på øens<br />
højeste punkt, klarede frisag. Resten <strong>af</strong> øen stod under vand.
Ole Runge, Knortegæs i faskingården, træsnit.<br />
63
Trine Theut, Knortegås, akryl.<br />
65
66<br />
Brian Zobbe, Diget omkring Mandø,<br />
blyant.<br />
Niels Peter Andreasen, Stenvendere<br />
langs Låningsvejen, akvarel.
Brian Zobbe, Svartbag, tusch.<br />
Jens Bohr, Strandhjejler, træsnit.<br />
åningsvejen til Mandø står under vand ved hvert højvande.<br />
L Under perioder med østenvind trækker vandet sig hurtigt<br />
væk fra den stenede vej. Omvendt kan vejen være oversvømmet<br />
i dagevis, når vinden er hård nok fra vest.<br />
En låningsvej er et begreb. Det defineres som en anlagt vej ud i<br />
<strong>Vadehavet</strong> med et underlag <strong>af</strong> en vis stabilitet. Låningsvejen til<br />
Mandø stod færdig i 1978.<br />
Mandø har også sin ebbevej. Her er der blot tale om en <strong>af</strong>mærket<br />
rute ud over den bløde bund. Har man kendskab til<br />
tidevandet, er det er stor oplevelse at vandre ud i det storslåede<br />
landskab via ebbevejen. Tusindvis <strong>af</strong> besøgende tager hvert år<br />
en <strong>af</strong> Mandø-busserne fra Vester Vedsted på fastlandet. Med<br />
både indendørs pladser og mulighed for at opleve det hele oppe<br />
fra taget <strong>af</strong> vognene. Smukt i al slags vejr.<br />
67
Niels Knudsen, Mørkbugede knortegæs, akvarel.<br />
68
Niels Knudsen, Mosehornugle, akvarel. Mosehornuglen yngler på jorden, og er <strong>af</strong>hængig <strong>af</strong> rævesikre<br />
redepladser. Den er næsten forsvundet som dansk ynglefugl, men yngler med mellemrum endnu på Mandø.<br />
Mosehornuglen jager, som en <strong>af</strong> de få ugler allerede i skumringen inden det er blevet mørkt.<br />
69
70<br />
Helge Larsen, Spættede sæler ved<br />
Mandø, stentryk.<br />
Ole Runge, Skægmejser over klæggraven,<br />
akvarel. Skægmejser er rørskovsfugle<br />
og ses sjældent fremme i mere end<br />
et øjeblik.
å lune <strong>af</strong>tener i maj har man gode chancer for en<br />
P koncertoplevelse med strandtudserne på Mandø.<br />
Tudsen er knyttet til kysterne og accepterer en smule<br />
salt i sit vandhul, der endda helst skal være så lille, at<br />
det tørrer ud senere på sommeren. Salt og udtørring er<br />
faktorer, der holder alle konkurrerende paddearter væk.<br />
Og fisk, der æder haletudser. Strandtudsens haletudser<br />
må og kan udvikle sig hurtigere end andre tudsers. Inden<br />
vandhullet tørrer ud. Et kor <strong>af</strong> strandtudser lyder<br />
som en samling fjerne knallerter. De høres især om<br />
<strong>af</strong>tenen og natten, efter varme dage i forsommeren.<br />
Ole Runge, Knortegæs ved Låningsvejen, akvarel og blyant.<br />
71
Kirsten Røjle, Spættede sæler, akvarel.<br />
72
Ole Runge, Stillehavsøsters, akvarel. Den nytilkomne<br />
stillehavsøsters smager fremragende, men<br />
truer med at overtage pladsen fra de i forvejen<br />
trængte blåmuslinger i <strong>Vadehavet</strong>. Ingen kender<br />
endnu resultatet, da østersbestanden stadig ikke<br />
har toppet.<br />
Westy Esbensen, Mandø Ebbevej, farveblyant.<br />
73
Pejlemærker<br />
Kirker på kanten til marsken<br />
Mellem <strong>Esbjerg</strong>s høje skorsten og Ribes domkirke står en række<br />
<strong>af</strong> hvidkalkede middelalderkirker. Hvis man kan skelne dem<br />
fra hinanden, kan de bruges som pejlemærker i landskabet, hvis<br />
man er uden for alfarvej. Fra søsiden har de dog i endnu højere<br />
grad tjent som landkending. I middelalderen har man været <strong>af</strong>hængig<br />
<strong>af</strong> højtragende tårne og spir, der har gjort det muligt at<br />
navigere i <strong>Vadehavet</strong> med dets farlige sandbanker og lave vand.<br />
Kirkerne er gamle. De fleste byggerier er påbegyndt allerede i<br />
1100- eller 1200-tallet. Materialerne kom langvejs fra. I Rhinegnene<br />
hentede man den særlig tufsten, der var let formelig og<br />
kunne fragtes med skib nærmest hele vejen til byggepladsen.<br />
Først senere har kirkerne fået deres karakteristiske tårne.<br />
Flere <strong>af</strong> kirkerne ligger i dag stadig i åbent landskab, så man<br />
kan se dem fra nær og især fjern. Sneum Kirke, Vester Vedsted<br />
Kirke og den massive Hviding Kirke står på hver deres måde<br />
som smukke symboler på en snart 1000 år gammel arv. I alt<br />
findes omkring 50 tufstenskirker i Sydvestjylland.<br />
Hviding Kirke ligger forholdsvis tilbagetrukket fra nutidens<br />
hovedveje. Vil man tage kirken i øjesyn, skal man følge de<br />
mindre veje ud i marsken og kan undervejs undre sig over den<br />
<strong>af</strong>sides beliggenhed. Kirken er bygget på en høj geesttunge, der<br />
rækker langt ud i marsken. Derfor har stedet i middelalderen<br />
været et oplagt udskibningssted, bl.a. for okser i stor stil. Her<br />
har man, som via en bro, kunnet komme tæt på havet. Og som<br />
altid i middelalderen har stor aktivitet resulteret i et kirkebyggeri.<br />
En teori siger endda, at kirken kan have været brugt som<br />
lagerplads og beskyttelse mod sørøvere. Sikkert er det i hvert<br />
fald, at området omkring Hviding Kirke har været beboet siden<br />
oldtiden.<br />
74<br />
Jens Bohr, Udsigt mod Ribe fra Kongeåens udløb, træsnit.<br />
Jens Bohr, Vester Vedsted Kirke, træsnit.
Helge Larsen, Udsigt fra Ribemarsken, stentryk.<br />
76
Marco Brodde, Ravn over Tange Bakker – Seem Kirke i baggrunden, akvarel.<br />
77
Landskabets brede skår<br />
De sydvestjyske vandløb<br />
Danske vandløb har undergået store forandringer gennem<br />
de sidste hundrede år. Faktisk begyndte allerede vikingerne<br />
at manipulere med vandet og dets veje. Vand kan bruges til<br />
mangt og meget, og menneskets evne til at udnytte dets kræfter<br />
har betydet store samfundsmæssige fremskridt. Tænk bare på<br />
vandmøllernes betydning.<br />
Et finmasket net <strong>af</strong> vandløb i Sydjyllands østlige del samler sig<br />
mod vest i de større åløb, der leder det ferske vand mod det<br />
salte Vadehav. Kongeåen har således sit udspring ved israndlinien<br />
i Kolding <strong>Kommune</strong>, så det er store arealer, der <strong>af</strong>vandes<br />
gennem åernes løb mod <strong>Vadehavet</strong>.<br />
78<br />
Jens Frimer Andersen, Parti fra Kongeåen, akvarel.
arde Å, Sneum Å, Kongeåen, og Ribe Å er eksempler på<br />
Vnogle <strong>af</strong> de Sydvestjyske åer, der ikke blot har h<strong>af</strong>t <strong>af</strong>gørende<br />
betydning for befolkningens erhvervsmuligheder, men<br />
også giver os en rig og varieret natur. En natur der er alvorlig<br />
trængt <strong>af</strong> vores evner til at kontrollere den. I dag anerkender<br />
vi, at snoede vandløb giver renere vand, mere naturindhold og<br />
rigere oplevelser. Men for kun få år siden satte ingen spørgsmålstegn<br />
ved det nyttige i at udrette, rørlægge og kontrollere<br />
vandløb. Behovet for tørt, dyrkbart land resulterede derfor i<br />
en forarmet natur langs vandløbene. Vi har næsten vænnet os<br />
80<br />
til, at et dansk vandløb mere ligner en grøft, og det er da også<br />
stadig billedet på størstedelen <strong>af</strong> landets vandløb.<br />
I dag er der stigende forståelse for, at vandløb og ådale er meget<br />
betydningsfulde naturområder, der kræver opmærksomhed,<br />
plads og økonomiske investeringer, hvis vi skal genoprette forholdene<br />
for de dyr og planter, der er knyttet til dette landskab.<br />
Et landskab dannet <strong>af</strong> smeltevandet efter sidste istid og menneskets<br />
aktiviteter gennem 10.000 år.
Niels Knudsen, Dobbeltbekkasiner, akvarel.<br />
Ulf Løbner-Olesen, Sneum Å, akvarel.<br />
Ulf Løbner-Olesen, Fra Kongeåen, blyant.<br />
81
82<br />
Ole Runge, Ribe Ås udløb og studie <strong>af</strong> snæbel, akvarel.<br />
Snæblen<br />
Sjælden fisk som løftestang<br />
De danske naturområder er ofte små og adskilte. Af<br />
byer, veje og marker. Netop derfor er vandløbene<br />
vigtige som såkaldte spredningskorridorer, hvorad<br />
dyr og planter kan vandre fra et område til et andet<br />
og dermed sikre levedygtige bestande. En ådal og et<br />
vandløb, hvis økologiske system er i balance, giver<br />
således plads til en lang række arter og tilmed gode<br />
muligheder for fiskeri og friluftsliv. Der er derfor al<br />
mulig grund til at glæde sig over, at en <strong>af</strong> de mest<br />
ambitiøse redningsplaner for dansk natur er igangsat<br />
netop omkring de sydvestjyske vandløb. Paradoksalt<br />
nok er det forsøget på at redde en enkelt art, der<br />
giver bedre levevilkår for en lang række <strong>af</strong> mange<br />
andre arter. Men hemmeligheden bag beskyttelsen <strong>af</strong><br />
arterne ligger netop i bevarelsen eller genskabelsen <strong>af</strong><br />
deres levesteder.<br />
Snæbel er navnet på den sjældne og stærkt truede<br />
laksefisk, der i disse år tildeles over 100 millioner<br />
kroner i et forsøg på at redde dens liv på kloden.<br />
Intet mindre. Snæblen findes udelukkende i <strong>Vadehavet</strong>s<br />
vandløb. Og kun i det danske Vadehav. <strong>Esbjerg</strong><br />
<strong>Kommune</strong> huser dermed en <strong>af</strong> verdens mest sjældne<br />
dyrearter.<br />
Det er formentlig sidste chance, hvis snæblen skal<br />
bevares. Man ved hvad der skal til, men nemt er det<br />
ikke. Ej heller billigt. Snæblens problemer skyldes<br />
bl.a. at den ikke springer som f.eks. laksen. Når<br />
snæblen skal vandre op i vandløbssystemet for at<br />
gyde, stoppes den <strong>af</strong> opstemninger ved dambrug eller<br />
vandkr<strong>af</strong>tværker. Det er et gammelkendt problem<br />
for laksefisk.
Helge Larsen, Fra Endrup, litogr<strong>af</strong>i.<br />
Niels Knudsen, Alliker på Endrup Møllekro.<br />
erfor har man da også etableret fisketrapper, som de øvrige<br />
D medlemmer <strong>af</strong> laksefamilien kan benytte. Men snæblen<br />
evner ikke at springe eller svømme gennem fisketrapperne. Så der<br />
er ikke anden udvej end at fjerne forhindringerne. Hermed får<br />
snæblen adgang til nye – tidligere tilgængelige – 130 km. vandløb.<br />
Samtidig bliver tidligere udrettede åstrækninger lagt tilbage i<br />
deres oprindelige snoede løb. Det nedsætter strømhastigheden,<br />
giver bedre vandkvalitet og resulterer i flere tilfælde <strong>af</strong> oversvømmede<br />
enge omkring åen. Alt sammen noget som giver<br />
snæblen og ådalens øvrige arter bedre livsbetingelser. Snæblen<br />
lever i det salte Vadehav, men gyder i november-december<br />
oppe i de ferske vandløb. Larverne er <strong>af</strong>hængige <strong>af</strong> lavt stillestå-<br />
ende vand, som f.eks. en oversvømmet eng langs åen. Ynglen<br />
overlever ikke, hvis de føres for hurtigt mod det salte Vadehav.<br />
Derfor behøver snæblen de oversvømmende enge, hvor ynglen<br />
kan vokse. Man kender ikke hele hemmeligheden bag yngelens<br />
overlevelsesevner, men forståelsen her<strong>af</strong> er formentlig en vigtig<br />
brik for beskyttelsen <strong>af</strong> snæblen. Fjernelse <strong>af</strong> spærringer og<br />
forbedring <strong>af</strong> vandkvaliteten har også stor betydning for laksen,<br />
lampretten (en slangelignende fisk) og odderen. Ja, for hele den<br />
fauna og flora der er fødegrundlag for de større dyr.<br />
Snæbelprojektet udføres <strong>af</strong> Skov- og Natyrstyrelsen og vadehavskommunerne<br />
i fællesskab. Projektet finansieres bl.a. <strong>af</strong><br />
EU´s LIFE midler.<br />
83
84<br />
Ole Runge, Frislusen i Ribe, akvarel.
Ulf Løbner-Olesen, Parti fra Ribe Å, farveblyant.<br />
85
Trine Theut, Dobbeltbekkasiner, akryl. Dobbeltbekkkasiner er mestre<br />
i camouflage. Selv på åbne marker er de nærmest umulige at<br />
opdage inden de letter. Bekkasinerne holder <strong>af</strong> våde og sumpede<br />
enge. I Danmark yngler med op mod 3000 par. Bestanden er<br />
svundet dramatisk ind pga. dræning <strong>af</strong> vådområder. I yngletiden<br />
høres bekkasinernes ejendommelige spil over engen eller mosen.<br />
De yderste halefjer frembringer, sammen med vingernes bevægelse,<br />
en dyb vibrerende tone, der høres vidt omkring.<br />
I efteråret passeres landet <strong>af</strong> hundredetusinder bekkasiner fra<br />
Nordskandinavien og Rusland.<br />
Niels Knudsen, Rejnfan, akvarel.<br />
87
Tilbagekomsten<br />
Vandrefalkens tilstedeværelse – et resultat <strong>af</strong><br />
effektiv naturbeskyttelse<br />
Der var en tid, for ikke så længe siden i 1980erne, da det stadig<br />
var bemærkelsesværdigt at få et hurtigt glimt <strong>af</strong> en vandrefalk<br />
i den danske natur. I <strong>Vadehavet</strong> kunne man ved hjælp <strong>af</strong> held<br />
og ihærdighed opleve denne rovfugl der helt tilbage i oldtidens<br />
Ægypten blev tegnet og malet. Men overalt i Europa led<br />
rovfuglene, som sidste led i fødekæden, under den moderne<br />
verdens brug <strong>af</strong> sprøjte- og miljøgifte. Direkte efterstræbelse<br />
havde i forvejen, gennem mange generationer, udryddet flere<br />
arter i landet og gjort de tilbageværende sky og fåtallige. I dag<br />
er alle arter <strong>af</strong> rovfugle fredede, og holdningen til »rovtøj« en<br />
anden end for bare få årtier siden. Selvom ægtyveri og ulovlig<br />
efterstræbelse stadig ses, blev forbuddene mod de farligste<br />
miljøgifte og en restriktiv jagtlovgivning redningen for mange<br />
arter <strong>af</strong> rovfugle. Således også for vandrefalken, der fik ekstra<br />
medvind efter udsætningsprojekter, der gav nyt blod til de små<br />
bestande efter 60erne og 70ernes katastrofale udvikling.<br />
88<br />
Niels Peter Andreasen, Vandrefalk og viber ved Ribe Å, akvarel.
dag ser vi det positive resultat. I efterårsmånederne kan man<br />
I i <strong>Vadehavet</strong> opleve adskillige vandrefalke på en god dag. De<br />
skandinaviske vandrefalke trækker ned langs kysten og beriger<br />
os med deres besøg, inden de flyver videre. Nogle bliver<br />
vinteren over. I hvert fald så længe der er byttedyr at finde. I en<br />
gennemsnitlig vinter i <strong>Vadehavet</strong> vil tusindvis <strong>af</strong> overvintrende<br />
vandfugle udgøre et bugnende spisekammer. Selv efter ugers<br />
frost vil der være noget at finde for en falk. Op mod 25 falke<br />
kan overvintre i den danske del <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong>.<br />
Ofte opdager man en vandrefalk ved at skanne landskabet<br />
gennem kikkerten. Forlandet er et oplagt sted at lede. Hegnspæle,<br />
tuer og ilanddrevne fiskekasser. Alt, hvad der rager en lille<br />
smule op, tiltrækker en falk. I timevis kan den sidde ubevægelig,<br />
men oftest vil man se den gå på vingerne efter en tid.<br />
Vandrefalke er aktive rovfugle, der gerne jager byttet i luften,<br />
men ofte slår fugle, der ligger på vandet eller står på jorden.<br />
Vandrefalken er ikke kræsen.<br />
Den voksne vandrefalk <strong>af</strong>sløres ofte <strong>af</strong> det hvide bryst, der lyser<br />
op som en hvid plet ude på engen. Kommer man tættere på,<br />
vil den sorte skægstribe kunne ses. Og under gode forhold også<br />
den tværstribede underside.<br />
De, der har fulgt vandrefalkens tilbagekomst i landskabet, har<br />
oplevet, at ænder, gæs og vadefugle gennem 15-20 år tilsyneladende<br />
har vænnet sig til vandrefalkens hærgen i luftrummet.<br />
Da vandrefalken stadig var en sjælden gæst, gik tusinder <strong>af</strong><br />
fugle i miles omkreds i panik, hvis blot en falk nærmede sig.<br />
I dag ser det vitterligt ud som om, de potentielle byttedyr har<br />
lært at skelne mellem, hvornår en falk er på jagt eller blot er på<br />
vej mod et andet mål. Det er ikke usædvanlig at se en siddende<br />
vandrefalk flankeret <strong>af</strong> fouragerende fugleflokke, der nærmest<br />
ignorerer faren. Skal man bruge ekstra energi på at flygte, skal<br />
der være en grund til det.<br />
90<br />
Jens Bohr, Vandrefalk, træsnit.<br />
Ole Runge, Skitser <strong>af</strong> Vandrefalk, blyant.
Niels Peter Andreasen, Jagende vandrefalk syd for <strong>Esbjerg</strong>, akvarel.<br />
92
Brian Zobbe, Skarv over <strong>Vadehavet</strong>, akvarel.<br />
93
Preben Andersen, Udsigt over Marbæk Hede, akvarel.<br />
94
Marco Brodde, Sabinemåge, Sneum Klæggrav, akvarel.<br />
Marco Brodde, Ung strandhjejle, akvarel.<br />
95
Deltagende DANE-kunstnere i <strong>Esbjerg</strong> projektet<br />
Preben Andersen – Fredericia<br />
Jens Frimer Andersen – Vesløs<br />
Niels Peter Andreasen – Møn<br />
Jens Bohr – Gabet<br />
Marco Brodde – Fanø<br />
Westy Esbensen – Jelling<br />
Helge Larsen – Morud<br />
Niels Knudsen – <strong>Esbjerg</strong><br />
Ulf Løbner-Olesen – Odense<br />
Jens Chr. Friis-Nielsen – Værnengene<br />
Lise Pflug – Møn<br />
Ole Runge – Bogense<br />
Kirsten Røjle – gæstekunstner – Oksbøl<br />
Trine Theut – Vester Vedsted<br />
Brian Zobbe – Frederikshavn<br />
Øvrige medlemmer <strong>af</strong> DANE<br />
Jens Overgaard Christensen – Ulfborg<br />
Jens Gregersen – Vorsø<br />
Aksel Hansen – Rudkøbing<br />
Merete Jürgensen – Hørsholm<br />
Peter Kristensen – Aalborg<br />
Leif Madsen – Præstø<br />
Thomas Nielsen – Veflinge<br />
Carl Chr. Tofte – Åhus, Skåne<br />
www.naturkunstnere.dk Jens Chr. Friis-Nielsen, Græssende ko, akvarel.<br />
96
I oktober 2009 besøgte kunstnergruppen DANE<br />
naturen i <strong>Esbjerg</strong> <strong>Kommune</strong>. Sammenslutningen<br />
arbejder for, via billedkunsten, at sætte fokus på landets<br />
beskyttelseskrævende naturområder. Opgaven<br />
var større end sædvanlig. Hele området fra Varde Å,<br />
over de talrige vestjyske vandløb til Ribe og gennem<br />
<strong>Vadehavet</strong> til Mandø skulle skildres. Omkring 100<br />
<strong>af</strong> billederne vises i denne bog, der forhåbentligt<br />
giver læseren indtryk <strong>af</strong> den rige og varierede natur i<br />
Sydvestjylland - på kanten <strong>af</strong> <strong>Vadehavet</strong>.