Reflektor 1/99/NY (Page 1) - SICK

Kvalitet og klassificering af stregkoder
Martin R. Angelo
Den amerikanske norm, ANSI X3.182-
1990, er vedtaget 20.6.97 som EN
1635 i Europa og i Danmark som
DS/EN1635, samt internationalt som
ISO/IEC 15416.
Den giver praktiske anvisninger på
hvordan man specificerer og måler en
kodekvalitet, og erstatter derved de
tidligere mindre klare og ikke entydige
begreber som trykkontrast (PCS),
gennemsnitlig stregudbredelse osv.
Ved en enkel klasseangivelse er hele
kodens laveste kvalitetskrav fastlagt,
og kontrolmålemetoden (næsten)
entydigt defineret.
5 klasser udviklet i USA
Det amerikanske standardiseringsinstitut,
ANSI, har i 1990 offentliggjort
en standard til klassificering af stregkodekvalitet.
Målet var at kunne give en Ja/Nej
besvarelse på, om en kode var læsbar
med en vis sikkerhed.
Metoden forudsætter at en prøvekode
analyseres af et læsesystem, der ofte
er PC-baseret med en ekstern optisk
scanner.
Koden bliver klassificeret i 5 kvalitetsklasser,
A til F, hvor A er den bedste, F
den dårligste (E anvendes ikke), mens
vi på europæisk efter EN1635 klassificerer
fra 4 til 0, hvor 4 er den bedste
og 0 er den dårligste. Jeg formoder at
vi europæere skulle vise at vi har en
selvstændig mening.
Valg af scanner
Da der findes flere forskellige lyskilder
i stregkodelæsere, og da kontrast målt
med en bølgelængde ikke nødvendigvis
er retvisende for anvendelse med en
anden, er det vigtigt at det valgte testsystem
anvender samme bølgelængde
som de scannere, der senere skal
læse den trykte kode.
For at kunne fortolke analyseresultatet
fra en stregkodetest, må vi se på de
enkelte måleresultater, som her
gennemgås i det følgende.
Remissionsprofilet
Udover stregtykkelse er hele kvalitetsbegrebet
baseret på en måling af det
lys, koden sender tilbage, idet de lyse
streger sender meget lys tilbage, og de
mørke streger kun lidt.
En typisk kurve, som gengivet i
EN1635, se på fig.1.
12
Det lys, som sendes tilbage fra papir,
der er belyst, måles i % af hvor meget
en side af standard hvidt papir i den
kvalitet, der kaldes “KODAK hvid”,
sender tilbage. Når vi kan se noget,
der er belyst, er det jo fordi det sender
en del af lyset tilbage, vi kalder det at
remittere lyset. (Remission er diffust,
dvs. i alle retninger, mens refleksion er
i en, eller fortrinsvist i en retning.
Spejle og katteøjne reflekterer mens
matte overflader remitterer). En mat
hvid eller mat grå overflade remitterer
alle bølgelængder, mens en mat farvet
overflade kun remitterer et udvalgt
bølgelængdeområde.
Den lodrette akse på fig.1 viser hvor
meget lys, der sendes tilbage til
modtageren i forhold til “Kodak hvid”.
Den vandrette akse er kodens
udstrækning.
Dalene på kurven repræsenterer altså
stregerne, som ikke remitterer særligt
meget lys, mens toppene er mellemrummene,
der remitterer meget lys.
Ud fra dette diagram aflæses kodens
kvalitet.
Figur 1.
Quite zone
Det første fænomen er quite zonen,
som er det relativt store hvide område
med høj remission i begyndelsen og
slutningen af koden. Dette område
fortæller dekoderen, at her begynder
og ender en stregkode. Dette område
skal i almindelighed være på 10 x
bredden af den smalleste streg eller
mindst 1/10” (2,54 mm), både før og
efter koden. Kodens smalleste streg
kaldes også for kodens opløsning eller
Z-værdi. Quite zonens størrelse kan
variere lidt fra kodetype til kodetype,
se tabellen i fig.2.
Den mest almindelige fejl ved tryk af
koder, er at designeren ikke ved at en
kodelæser skal have denne afstand.
Dette hvide område tiltrækker sig
designeres opmærksomhed, de kan
simpelthen ikke lide det. Derfor fyldes
det ofte med alskens krimskrams,
eller værre endnu, der placeres en
sort ramme omkring stregkoden, for at
få den til at “se pæn ud”. De lodrette
sorte streger før og efter koden vil
blive læst som streger i koden, og gør
koden udekodérbar.
Det er uomtvisteligt, at quite zonen er
en ligeså integreret del af stregkoden,
som de enkelte streger, og må ikke
indskrænkes.
T E K N I S K T E M A