Reflektor 1/99/NY (Page 1) - SICK

More documents

Recommendations

Info

Endelig skal man være opmærksom på definitionen af remission, nemlig at 100% er den lysmængde, som “Kodak hvidt” remitterer. Det betyder at man godt kan forestille sig stregkoder trykt på materialer, der remitterer mere end “100% lys”. Man kunne således trykke en kode, på f.eks. det materiale lysbilledlærreder er lavet f.eks. med Rmax = 200%, Rmin = 120%. Den vil knapt kunne skelnes med det menneskelige øje, men vil sagtens kunne læses med en rød laser scanner, men næppe med et kamarasystem. Under sådanne ekstreme forhold kan minimum remission kravet også være relevant. Mindste kantkontrast (EC) Udover den ovenfor nævnte symbolkontrast, har ANSI/EN indført et begreb de kalder “mindste kantkontrast”. For at fastslå denne størrelse, bliver kontrasten målt over overgangene mellem streger og mellemrum og omvendt. Den ringeste kontrast, der her måles, mindsteværdien af (Rs-Rb) på fig. 1 betegnes som “mindste kantkontrast”. Når det er den mindste og ikke gennemsnittet, er det fordi blot en enkelt overgang mellem streg og mellemrum fejlfortolkes, falder hele dekodérbarheden. For at opnå betegnelsen for bedste kodekvalitet A eller 4, skal denne kantkontrast være større end 15%, og er den mindre end 15% kan koden kun klassificeres i dårligste gruppe F eller 0. Denne test har dog én svaghed, nemlig at koden scannes kun i en linie under testen. Hvis papiret har en plet med mørksværtning hvor koden er trykt, vil “mindste kantkontrast” altid kunne måles bedre eller dårligere, ved at flytte koden under analysatoren. Principielt bør den laveste målte værdi anvendes, da man ikke ved hvor en stregkodescanner i praksis vil læse koden. ANSI/EN foreskriver således at gennemføre mindst 10 prøvescanninger på 10 forskellige steder, for at undgå at en enkelt lille dot-fejl kan ødelægge en test. Disse 10 tests skal gennemføres jævnt fordelt over kodens højde. 14 Figur 3. Stregkode med dot-fejl. Modulation Et yderligere nøgletal er modulationen, MOD, som fås ved at dividere “mindste kantkontrast” med “symbolkontrast”. På fig.1. fås MOD = ECmin/SC. MOD angiver hvor jævn koden er. Hvis man har trykt koden under meget gode forhold, har man overalt samme kontrast, og modulationen vil være 100%. Hvis derimod et eller nogle få af mellemrummene er farvet, det kan være dårlig papirkvalitet eller senere tilkommen smuds, eller en eller nogle få af stregerne er mindre mørke end de burde være, så falder “mindste kantkontrast”, mens symbolkontrasten ikke falder eller kun falder ganske lidt. Dette viser modulationen. For at opnå højeste klasseficiering, A eller 4, skal modulationen være over 70%, og hvis den er under 40% falder koden i den dårligste klasse F eller 0. Kun en nøjere analyse, der viser hvor den “mindste kantkontrast” forekommer, kan afsløre præcist hvorfor en kode eventuelt ikke opfylder de stillede krav. Fejl i en enkelt streg Herudover anvendes remissionskurven til at finde de streger, eller mellemrum, der har deciderede fejl. Fig.1 viser flere sådanne fejl, den største markeret med ERN, hvilket står for element reflectance non-uniformity. På dansk ville det være element remissions ujævnhed, men det er nok nemmere blot at kalde det elementfejl, for det gælder både streger og mellemrum. En typisk og meget synlig elementfejl er en dotfejl i termoprintere. Den giver en ganske smal hvid streg i en sort streg. Selvom man med det menneskelige øje kan se, at stregen er hvid, vil den, hvis den er smallere end scannerens laserstråle, ikke komme højt nok op i remission til at kunne tages for et mellemrum. Derfor kan stregkodelæseren undertiden godt læse en kode med dotfejl, og et testscan vil “kun” registrere den som en ERN. Fejlen måles som den procentdel remissionen stiger indenfor en streg, eller falder indenfor et mellemrum, divideret med symbolkontrasten. Fejlen divideres med symbolkontrasten, fordi en fejl i en kode med i forvejen lav kontrast, er alvorligere end en fejl i en kode med høj kontrast. Hvis denne fejlstørrelse er under 15% kan koden stadigvæk klasseficeres som A eller 4, mens en kode med fejl på over 30% ryger ned i klasse F eller 0. T E K N I S K T E M A
Faldgruber i relation til kontrast Farver og kontrast Man skal i denne sammenhæng holde sig for øje, at det er stregkodelæserens kontrastopfattelse, der er det afgørende. Oftest anvendes rødt laserlys, 650 eller 670 nm bølgelængde, der jo er rødt monokromt lys. Det betyder at en ren grøn farve opfattes som sort af kodelæseren, hvorfor en absolut tydelig stregkode for det menneskelige øje, f.eks. trykt med sort på billedet af et grønt æble, vil være ulæselig for stregkodescanneren. Et specielt problem danner termopapir også i denne sammenhæng, idet det har særlig snævre kontrastforhold for rødt lys. Fig.3. viser hvorledes en kode trykt på termopapir med kontrast 100% ved 650 nm har reduceret sin kontrast til kun 50% hvis den læses med 670 nm rødt lys. Derfor anvendes undertiden kodelæsere med 650 nm laser og ikke 670 nm til koder, der er trykt med termoprinter, f.eks. i lufthavne ved kontrol af flybagage. Er man i tvivl, så lad stregkodeleverandøren eller leverandøren af stregkodelæseren efterprøve kontrasten, set med scannerens monokromatiske lys - eller ring til <strong>SICK</strong>. Blanke overflader Et andet fænomen er spejlende overflader. Hvis vi trykker en sort stregkode på et spejl, vil vi kunne se stregkoden, fordi spejlet reflekterer noget, der er forskelligt fra sort, i mellemrummene, og vores øjne er så følsomme, at de ser det. En stregkodelæser derimod, vil ikke få signal fra de sorte streger, og heller ikke fra de spejlende mellemrum, fordi det røde laserlys kastes ud i rummet, og ikke sendes tilbage. Såvel streger som mellemrum vil blive opfattet som streger af stregkodelæseren, og derfor vil dekodering være umulig. Nu trykker man ikke stregkoder på spejle, men blanke overflader, plastindpakning, lakerede overflader, polerede metaloverflader og lignende vil reflektere en masse lys ud i en anden retning, og derved nedsætte den mængde lys, som remitteres tilbage til kodelæseren. Herved opfattes kontrasten som meget lav. Skal man anvende en kode på blankt materiale, bør man trykke mellemrum med mat hvid farve, og lade det blanke optræde som streger, og montere stregkodelæseren således at detektoren ikke rammes af det reflekterede lys, se næste afsnit herom. Vip kodelæseren 5 0 De færreste overflader er rent remitterende eller reflekterende. De fleste er en del af begge, de har en del refleksion, men er også difust lysspredende, remitterende. Derfor er det ligeledes vigtigt ikke at montere stregkodelæseren, så den ser vinkelret ind på emnets overflade. Det svarer til at tage et billede med blitz vinkelret ind mod en blank overflade, f.eks. en plakat bag en glasrude. På billedet kommer der kun det hvide skarpe lys fra blitzen. Tager man der derimod lidt fra siden, kan man få et fint billede af plakaten. Af samme grund skal man montere stregkodelæseren således, at scannerstrålen rammer i en ganske lille vinkel, ca. 5 0 , mod overfladen. Der er så lidt, at det ikke har indflydelse på kodens læsbarhed, men den direkte refleksion stråles væk fra kodelæserens detektor. Figur 4. Stregfortykkelse og dekodérbarhed Stregens bredde Den valgte kodetype har et eller flere foreskrevne forhold mellem de smalle streger og de bredere streger. F.eks. har EAN koderne sågar 4 forskellige bredder på streger og mellemrum. Det er vigtigt at stregbredden overholdes, for det er jo netop i bredden af stregerne og bredden af mellemrummene, at stregkodeinformationen ligger. Når koderne bogtrykkes kan det ske, at man tilsætter lidt mere tryksværte end papiret kan optage, og denne ekstra sværte får trykpunktet til at udbrede sig lidt mere end forudset. Tilsvarende vil for ringe tilsætning af tryksværte eller trykpapir, der er mere absorberende end forudset, give en punktformindskelse. Det er naturligvis dårligt bogtryk, og det er da også en af de ting en bogtrykker kontrollerer med lup, for at sikre at trykkeriet leverer en ordentlig vare, men det sker ikke desto mindre, især ved trykning af mindre kritiske emner, som etiketter og emballage, at denne punktudbredelse er større end man forventede. 15 T E K N I S K T E M A
Page 1 and 2: INDHOLD SICK får nyt logo Side 1 S
Page 3 and 4: Stregkodelæser til koder under pla
Page 5 and 6: Sikkerhedslysgitter C 2000 og sikke
Page 7 and 8: Kapacitiv etikettesensor Niels Lars
Page 9 and 10: WL 4-2 med forlænget rækkevidde J
Page 11 and 12: KT 5-2 med teach in KT 5-2 med teac
Page 13: Symbolkontrast (SC) Kontrasten er d
Page 17 and 18: den holde til 22 tons kan den jo og
Page 19 and 20: Ny serie gaffelfotoceller fra SICK
Page 21 and 22: Monter sensor for kompaktcylinder d
Page 23 and 24: Den opnåede læserate kan kontroll
Page 25 and 26: Oscill..mirror Scannerens svingspej
Page 27 and 28: Messer 1999-2000 Mød SICK A/S på

Reflektor 1/99/NY (Page 1) - SICK

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?