Slægtsbog for Svend Schou - Jan Løve Østerbye

Medens man vel gør klogest i at stille sig tvivlende overfor Sagnet om Slægtens fremmede Herkomst,
skal det derimod ingenlunde bestrides, at den har Slægtninge udenfor vore Grænser. Ifølge
Zedlitz-Neukircks: Neues Preuss. Adelslex. lever der i Mecklenborg, Pommern og Lifland en Slægt
von Langen, der fører Roserne og Fanerne ganske som de danske Lange'r, og i Holland findes en
bekendt, gammel, forøvrigt med de danske Brahe'r besvogret Slægt von Eisinga, hvis Vaaben ligeledes
var tre Roser, om end i blaat Felt; men i alt fald for den første af disse to fremmede Slægters
Vedkommende ligger det nærmest at antage, at den er en udvandret Gren af den danske Slægt, eftersom
Slægtsnavnet Lange, der vel er Oprindelsen til von Langen, ikke er et oprindeligt Slægtsnavn,
men først dukker op i Danmark i det 15. Aarhundrede, antagelig først som et rent personligt
Tilnavn.
Navnet Munk er efter en fra Slægtebøgerne stammende, hidtil almindelig troet Beretning først
kommet ind i Slægten i det 15. Aarh. og det ved, at Malte Iversen (Lange) ægtede Hr. Stig Munks
Datter, og deres Børn skulde saa have antaget det mødrene Navn. Ubetinget tillidvækkende er nu
denne Beretning ikke. Slige Navneoptagelser fandt i Reglen kun Sted, hvor den ene Slægt var i Fare
for at uddø, men dette var paa den Tid ingenlunde Tilfældet med Hr. Stig Munks Slægt, idet allerede
denne selv havde mindst een Søn, som efterlod sig Sønner og Sønnesønner; desuden kendes uheldigvis
hverken Malte Iversen eller hans Hustru af samtidige Aktstykker, og den Omstændighed, at
Navnene Malte og Stig aldeles ikke forekomme i deres foregivne Afkom, skal ikke styrke Troen
paa, at de alligevel have været til. Da det nu endvidere viser sig, at alt 1344 en Ridder Peder Munk
den Ældre fører de tre Roser, hvilken Peder Munk synes at have været Farfaders-broder til bemeldte
Malte Iversen, om denne da har levet, paatrænger den Tanke sig, om ikke Brødrene Niels, Peder og
Oluf Munk i det 15. Aarh., fra hvem de Munk'er med de tre Roser stammer, snarere er Sønnesønner
af hin Hr. Peder Munk den Ældre. De vilde da blive Næstsøskendebørn til og ikke Brodersønner af
Biskop Jens Iversen Lange og dennes Broder Kantoren Jep Iversen, med hvem de ganske vist maa
have været nær beslægtede.
Oprindelsen til Navnet Friis, der kun vides at være ført af et ganske enkelt Medlem af Slægten, om
hvis fædrene Herkomst Intet vides, og til det mærkelige Slægtsnavn Bomøve kendes ikke.
I et endnu mere gaadefuldt Forhold staar Vaabnet med de tre Roser til Slægten Bild, navnlig til den
Linie af denne, der førte Navnet Frost. Denne Slægts Vaaben var som bekendt et tværdelt Skjold, og
saaledes seer ogsaa Skjoldet ud i Marsken Anders Frosts Sigil 1362, der har til Omskrift: S' ANDS'
VROST MILITIS; men under et Brev i Arkivet i Schwerin 1360 fører samme hr. Anders Frost,
Ridder, de tre Roser i sit Skjold og over dette en Hjelm, hvor paa en Rose, besat med Paafuglefjer —
Omskriften lyder her: S' ANDREE ESGYS' (jvf. Afbildn. i D. A. S. 549, sammes Tekst har urigtig
S' ANDREE EBBYS') —, og dette er ingen Tilfældighed, thi hans Fader Esge Frosts Sigil, der
haves under et Brev af 1331, viser ogsaa et Skjold med tre Roser. Man fristes heraf til at slutte, at
der samtidig maa have levet to Riddere af Navnet Anders Frost, ligesom der 50 Aar senere i Skaane
samtidig levede to Adelsmænd af Navnet Jens Andersen Grim, oven i købet begge skrivende sig til
en Gaard Tostrup, men dog hver hørende til sin Slægt og hver førende sit forskellige Vaaben, ligesom
ogsaa Gaardene vare forskellige (jvf. D. A. A. XIII. 182), men meget sandsynligt er det dog
ikke, og det modsiges desuden af, at tre Rose-Vaabnet ogsaa dukker op i en anden Linie af
Bild-Slægten, idet Peder Nielsen til Tanderup, der antagelig var en Søn af den berømte Niels Ebbesen,
ogsaa synes at have ført det. Ganske vist er det eneste tiloversblevne Eksemplar af hans Sigiller,
fra 1391, nu saa stærkt medtaget af Tidens Tand, at Skjoldemærket kun utydeligt lader skimte
de tre Roser, dog afgjort ikke det delte Skjold, som kendes fra hans Farbrødres Sigiller. Her synes
altsaa at foreligge et i den danske Adel ret enestaaende Tilfælde, at en Slægt fører to forskellige
413