Slægtsbog for Svend Schou - Jan Løve Østerbye

sin gård i Mørkhøj i Gladsaxe S. til fru Aleke og hendes svoger Ulf, borgere i Kbh. Han
blev gift med Kirstine Pedersdatter Grubbe, død eft 1338. Hun var enke 1338 og pantsatte
da med sin faders samtykke en gård i Mørkhøj til en borgerske i København.
1546848. Niels Alexandersen.
Børn:
i Elisabeth Nielsdatter. Hun blev gift med Jon Ranisen Rani, død eft 1267. Han trættede
1260 med Sorø kloster om gods i Gydemath og Windethorp, kaldes Hr. Han var 1261 med
sin broder Hr. Oluf Ranisen eksekutorer af deres frænde Peder Olsen af Kalveris' testamente.
Han havde før 1267 givet gods til St. Clare kloster i Roskilde, men Hr. Peder Olsen
havde tilegnet sig det.
ii Aase Nielsdatter, født omk 1240, død eft 1260 i Hjelm, Ebeltoft. Ossa Nielsdatter. Hun
blev gift med Stig Andersen Hvide, født omk 1230, død 1293 i Hjelm, Ebeltoft, 5 begravet
i Stubberup. Af DBL 1. udgave fremgår:
Hvide, Stig Andersen, --1293, Marsk, hørte til den mægtige Hvide-Slægt, der i det 13.
Aarhundredes Slutning fik en saa indgribende Indflydelse paa vort Lands Skæbne. Om S.s
Fader vide vi intet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget i Aabo
Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte en Hær af Ryttere og
Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger Jarls Sønner Magnus og Erik i deres Kamp mod
Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret over Bondehæren ved Hofva
i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blev snart efter taget til Fange. I det følgende
Aar viste S. det første trodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet i Nyborg
vægrede sig ved at aflægge Hyldingsed til hans unge Søn Erik, hvad dog Landets
øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertid beholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet
han utvivlsomt var en af Hovedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte at
aftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet et mere lovbundet
Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret 1282, gav Kongen efter og udstedte
de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senere
nogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284) til at være en af de
11 Voldgiftsmænd, der skulde afgjøre Tvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik
Plovpenning.
Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skare formummede Mænd i
Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om, at S. var en af Gjerningsmændene. Paa
Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter -- kun nogle faa svore
ikke med --, at Grev Jacob af Halland, Marsk S., Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane
Jonsen og 4 andre vare skyldige i Mordet; de erklæredes fredløse og deres Gods forbrudt.
Denne Dom stadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolf af
Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev det erkjendt, at der ikke var
Bevis for, at S. personlig havde været i Finderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i
Domsresultatet, i det S. vitterlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet.
Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong Erik Præstehader tog dem i sin
Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp og støttet af enkelte Partifæller i Danmark begyndte
S. Krigen imod sit eget Land. Middelfart og Hindsholm vare de første Punkter, der stode i
Flammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). Erik Præstehader sejlede 1289 med en
Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig foran Kjøbenhavn; med en Del af
Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg han indtog, derpaa til Store Bælt,
449