Borgen og dens våben - 1. del

Borgen og dens våben
H. E. Skaarup
Da ærkebiskop Jacob Erlandsen i midten af
l20Gtallet opførte sio faste borg, Hartunershus,
på Bomholm, fulgte han tidens skik.
Overalt i Europa rejste stormænd, konger og
adel på den tid borge til forsvar for sig selv
og deres besiddelser. Også i Danmark byggedes
der borge og byer befæsledes. Tiderne
var usike, og ofte foregik der krigeriske
begivenheder, som nok kunne berettige
anlægget af stærke fæstninger
Helt tilbage fra jemalder og vikingerid
havde mar haft forsvarsanlæg, i hvilke
befolkningen kunne søge sikkerhed, når
fjendtlighedeme udviklede sig, På Bomholm
havde man flere åf de såkaldte til
flugtsborge, af hvilke den største og cenfalt
beliggende var Gamleborg i Almindingen.
Den var muligvis i brug helt op imod den
tidlige middelalder, da den blev afløst af
kongens borg, Lilleborg, som opfønes
olnkring midten af I loo-tallet. Anlægget af
Lilleborg var betegnende for den udvikling
af krigsførelsen, som nu var indtrådt; fra at
omfatte hele den bevæbnede almue, var det
eftefiånden ridderskabet og dettes bevæbnede
rytteri, der blev det afgørende element
i kamphandlingeme. Borgen blev det faste
sted, hvorfra ridderen/væbneren og hans
øvede styrker opererede, og hvortil de atter
kunne retirere og eventuelt kunne udholde
en belejring, for senere at gøre udfald for at
tilintetgøre angdberen. Borgen placeredes
som regel på steder, som fra naturens hånd
var vanskeligt tilgængelige eller blev giort
utilgængelige ved anlæg af volde og $ave.
Lilleborg blev således placeret på en høj
klippeholm i Boresøen. Alligevel blev den
ercbrct og nedbrændt i årct 1259 af ærkebispens
allierede fyrst Jaromar af Rygen.
Hamme$hus ånlagdes også på et fm natu-
rens hånd svært tilgængeligt sted. Den 74
meter høje klippeknude med sit næsten lodrette
fald ned mod havet på vestsiden er
afskåret fra det omliggende terræn af dybe
dale mod syd og nord, som løber sammen
på østsiden og her danner en tør grav ikke
bredere end at den kunne overspændes med
en bro. Valget af dette sted, den geografiske
placering på Bomholms nordligste del bortset
fm selve Hammeren, fortæller noget om
baggrunden og meningen rned hele anlægget.
Lige i nærheden ligger to gode ankerpladser,
Sænebugten (Hammerhavnen) og
Osandbugten (Sandvigen). Her kunne skibe
finde læ. hvadenten detblæste fm øst eller
vest, og samtidigt lå disse lokaliteter nærmest
ved ærkebispesædets andre besiddelser
i Skaane.
Til stabelplads for udfønel afde på Bomholm
opkrævede skatter i form af natu-ralier
var borgens placering særdeles velegnet.
Samtidigt 1å stedet rimeligt godt, som et
udgangs- og retrætepunkt for militære opemtioner
ude på øen. I de tider kunne ærkebispen
heller ikke være alt for sikker på
befolkningens sympatier Bondeoprør måtte
enhver stormand altid være på vagt overfor
Borgens plåcering synes således ikke fia
begyndelsen at være bestemt af hensynet til
forsvaret afBomholm, men udelukkende af
hensyn til ærkebispesædets interesser Til
sammenligning blev kongens borg, Lilleborg,
anlagt centralt på øen, således at en
udrykningsstyrke fra borgen, huftigt kunne
nå ud til truede steder, såfremt en fjende
skulle forsøge at gøre landgang. Alligevel
lykkedes det aldrig at genopbygge Lilleborg,
medens man gennem tideme forstærkede,
udvidede og reparerede på Hannnershus.
Politik og våbenudvikling b€virkede, at
tl5

orgen gennem tideme kom til at spille en
betydelig rolle, som ot magtsymbol Den,
som sad på Hanrnershus, sad også på Bomholm.
B o rg e n s o m fæ s t nin gs anlre g
Stort set kan borgen betragtes ud fra to synsvinklet
Middelalderborgen før indførclsen
af ildvåbnene - og borgen efter disses fremkomst.
Skellet mellem disse perioder falder
nogenlunde såinmen med lybækkertiden
(1525-76). Fremkomsten al kanoner og
geværcr kom dog ikke til at betyde, at alt det
tidligere opbyggede nu måtte betragtes som
Fi8.1. HaweBhu! PIM ov$ borSanlegqa.
116
H. E. SKAARUP
forældet og uanvendeligt, snarerc at dei
gamle måtte forstærkes og yderligore udbygges.
Derfor kan meget af det nu eksisterende
ruinkompleks da også henføres til de
reparationer og øvrigt byggeri, som lybækkeme
foretog på borgen. Således, som man
i vor tid ser borgen, er den et høj st uensartet
fo$varsanlæg med spor af henved 500 års
ideer om et sittert tilflugtssted.
De ældste dele, som ligger øverst på klippeknuden,
er ærkebispens oprindelige ridderborg.
Oml(Ihg den 1å det flade klippeplateau,
som ikke ydede en ang.iber nogen
dækning for pile fra buer og armbrøste af-
I& BryEge^.
I 9. ltce ko hna h.ldtbo 1 i 8 e L
24. 1-tnghrs.

sl:udt fta kemetåmet og den tilsluttende ringmur.
Hverken tåm eller mur havde de højder,
som vi ser i dåg. De er blevet foftøjede indtil
flere gånge- Denne del af boryen bevarcde
dog gennem tideme sine oprindelige
funkioner, som borgherens opholdssted og
stedet hvorfra det sidste forsvar skulle føres.
Deme del åfborgen vil senere blive omtalt.
En svaghed ved det oprindelige anlæg var,
at en angribet som havde passeret gravene,
kunne finde dækning på skænteme op til
klippeplateauet. Det blev derfor nødvendigt
at etablere en mur langs randen af plateauet
og at fremskyde forsvaret hertil. Denne mur
betegres nu som den store ringmur Det må
dog have vist sig, at dette ikke var nok, yderligere
forsvarsværker måtte tilføjes. Man
anlagde derfor forborge i nord. øst og syd
udenfbr den store ringmur Mod vest, hvor
terrænet nedenfor muren er smalt og ret
stejlt, nøjedes man med et palisadeværk.
Hele omr,ådet her er indset oppe fra murkonen.
Forborgene blev anlagt helt ud til de
stejleste dele af skænteme.
Med det endnu ekisterende ruinkompleks
for øje, vil vi se på de forsvarsmæssige
detaljer, som endnu er at genfinde.
En rundgang på borgen
Konmende fia øst ad den vej. som føer ned
til slotsbroen (Slottet er den bomholmske
betegnelse for Hammershus) når man, lige
fbr broen, frem til en lille plads omgivet åf
en lav jordvold, som i begge ender når fiem
til den østlige voldgrav. Man kan gå ud fra,
at denne vold var forsynet med palisader og
at der fzndtes ot led, eller en port i volden.
På pladsen foran brcen stod et hus med en
pot, gennem hvilken man kom ud på broen,
Selve broen føne i en svag kumning over
den tørre grav frem mod porttåmet på den
modsatte side. Broens krumning hindrede
anvendelse åf væddere (rambukle) og
direkte beskydning. Opdndeligt var broen
nok aJ træ og lå meget lavere end nu. Det
gav en meget stejl opkørsel fra porttåmet,
BORCENOG DENSVÅBEN
men det blev ændret ved bygniogen af den
nuværende bro. Bro€n har tre spand, hvomf
det sidsre foran poruåmet har været til at
hejse op. Broklappen har værct forsynet
med eD stor kontravægt, som knnne bevæge
sig op og ned i en skålt i tåmets fundament.
En sådan brc kåldes en vindebro afvippebro-typen.
Når klåppen hejsedes op, dækkede
den for selve portåbningen, som dog
yderligere kunne være forsynet med en port.
Vagtmandskabet havde et vagllokale i porttårnets
underetage ud til indgangen. Over
denne, var der utvivlsomt et rum, hvorfra
broen kunne beskydes, og muligvis har der
også værct en lille altan- en såkaldt brcteche
- lige over indgangen på portdmets yderside,
hvorfia forsvareme har kunne hælde
sydende kalkvælling, kogende vand, eller
olie, ild og aske - eller andre uhumske sager
ned i hovedet på de angribere, som fo.søgte
at sprænge porten. Det er derfor muligt, at
dette var grunden til, at rummet i porttåmet
ved siden af vagtens lokale, rummede en
smedie. Herfta var det let at få de kogende
eller brændende sager fiemskafet til folsvarets
brug. Ved udgmvninger af porttåmet har
man funde( mange armbrøstpile/bolte, som
en angriber hår afskudt mod poffåmet, ligesom
der blev fundet en mængde håndsten,
som fo$vareme har kastet ned imod an
grebsstyrken. Da disse efterladenskaber blev
fundet i de nederste lag foran porten, kan
man næsten gå ud fm, at de stammer fra et
af de første angreb på borgen.
Såfremt det var lyk}edes en angriber at
forcere fbrsvaret ved broen, befandt han sig
på den vej, som nederst på skænten fører op
til nordre forborg. Denne vej løber imellem
to mure, til venstre muren som begrænser
østre forborg, til højre muren, som beskytter
passag€n på selve vejen imod nærgående
beskydning fra østsiden af voldgraven. Et
stykke oppe ad vej€n passerer man en af
borgens ældste bygninger, tinghuset, hvori
det såkaldte Hammershus broting afholdtes
igennem mange år.
t17

Fi& 2. Oryåling afHanherxhusbrcen 1 N.
118
H. E. SI(AARI,'P
AAr I sf,Fx -1936

østre forborgs mur var fomn tinghuset
forsynet med en runddel, et bagtil åb€nt
halvrundt tåm, hvorfra vejen mellem mure'
ne kunne beskydes i begge retninger Det er
ikke utænkeligt, at tinghusets tykke mure og
dybe kælder kan have været et tilholdssted
for forsvarerne i østre forborg.
Videre oppe ad vejen stødte angriberen så
på indgangen til nordre forborg. lndgangspaniet
findes ikl(e mere, det er kun markeret.
Det kan have haft en port. Straks indenfor
til højre i nordre forborg fandtes engang
et kanonbatteri, Hammershus østre batteri.
Herfia kunne området på den nordligste del
a1 dalen og vejen ned til anløbsbroen ved
Sænehavnen tages under beskydning. Nede
i dalen var anlagt en dæmning ude ved
skænten ned imod havet. De ed fremkom
en opstemning, en sø, som kaldes Padde'
sænl(e. Dalbundens nederste, bredeste stykke
blev derved impassabelt. Mod vest i nordre
forborg fandtes endnu et kanonbatteri:
Hammershus veslre batteri, Herfra kunne
man beskyde de skibe, som vovede sig ind
under kyslen nedenfor boIgen. De lo batterier
stod på et banket lige bag muren, som
kaldtes for Plinten - batterieme gik ofte under
fællesnavnet Plintens batleri. Det var
iøvrigt det sidsle af boryens batterier, som
forsvandt i fuet 1744. I nodrc forborg findes
ogsåen lille dam, som spillede en vigtig rolle
for borgens vandforsyning, idet den aldrig,
selv i tørre somre, løb helt tør Vel
fandtes der også indenfor den store dngmur,
på selve borgpladsen, en dam. men den var
ikl€ en pålidelig vandreserve. Nordre forborgs
sydlige begrænsning dannes af den
store ringmur, som på dette sted er af betydelig
højde og tykkelse.
Denne mur omgiver den udstrakte borgplads,
som strækker sig rund omkring borgkemen,
komplekset med Manteltåmet/den
oprindelige ridderborg. Ringmuren er henved
9 meter høj, men nedbrudt til det halve
på flere steder. Længden er ca. 450 m. På de
sider, som vendrc mod forborgene, var den
BOROEN OC DENSVÅBEN
forsynet med en rundtgående skytte- eller
vagtgang. hvorpå borgens mandskab havde
sine poster, og hvorfra hovedforsvåret fåndt
sted. Ringmuen havde indgang gennem et
porttåm ud imod nordre forborg, men herudover
fandtes en udfaldsport eller poteme
gennem muren til hver af forborgene. Det
vides, at lensmanden Holger Rosenkrantz i
forbindelse med forstærkningsarbejder på
borgen i anledning af Torstensonkigen
(1643-45) lod isætte en ny portfløj i hovedindgangen
og samtidigt anlagde et lille tfekantetjordværk,
en slags mvelin foran porten.
Et lignende værk lod han udføre foran
potemen til nordrc forborg. Da disse formstalurirger
ikke syntes ham at være tilstrækkelige,
anbragte han spanske ryttere (pigbukke)
og bunker med sten og jord som
ekstm spæringer fbran portene. Da svenskerne
17. juni 1645 angreb og erobrede
borgen, kunne de ikke passere gennem
hovedporten, men benyttede adgangen gennem
poteme fra nordre forborg, som derefter
fik navnet Svenskehullet. Uoder den
påfølgende svenske besættelse af borgen
(fra juni til oktober) forsynede de begge
raveliner med nye palisader Hovedformålet
med anlægget afdisse raveliner vår at hindre
en lende i at beskyde portåbningeme fia
ko( hold eller at nærme sig så tæt, at selve
poten kunne sprænges. Problememe var
dog ingenlunde afny dato. Allerede lybækkeme
havde indset svaghedeme ved borgens
mure, de manglede næsten helt flankesikring
og enfileringsmuligheder (mulighed for
at kunne skyde pårallelt med og tæt ind til
muren). Såfremt en angriber trængle tæt ind
under muren, var han vanskelig at ramme
oppe fia, og det gav ham mulighed for at
arbejde sig ind under eller igennem muren
nede ved jorden. Lybækkerne forsynede
derfor borgen med ikke nindre end otte
runddeler (halvrxnde tårne på ydersiden af
ringmuren). De satte fem på den store ringmur
og tre på muren rundt om borgkemen.
De blev anbmgt sådan, at alle sEækninger af
ll9

murens yderside kunne beslTdes fra dem.
På den runddel, som står på ringmurens
ydenide i nordre forborg, ses det tydeligt, at
den er opført senere end muren, idet den
ikke er i forbandt med denne, d.v.s. at den
ikte hænger sarrunen med muren. Runddelene
har været åbne bagtil foroven. Adgangen
skete derfor ude fra skyttegangen på
murens øversE del, eller ved hjælp af stiger
på murens inderside. For ikke at bryde hul i
ringmuren, kom besætningen altså ind i disse
forsvarstårne fta skyttegangen og videre
ned i tåmene gennem luger og ad stiger Placeringen
af runddelen ud mod nordre forborg,
tjente i første række til at flankesike
hovedporten og poteme ind til borgpladsen,
men nåturligvis kunne man også beskyde
mål i nordre forborg. En anden flankesikring
for hovedporten fremkom ved, at man
opførte en bygning, den såkaldte nye smørkælder,
sådan, at den ragede frem foran
ringmuren i forborgens sydøstlige hjørne.
Fra denne bygning kunne man også skyde
ind foran hovedporten, samtidigt med at
mån fik umiddelbar adgang til vandet i dammen
udenfor hovedpoften. Der er tegn på, at
denne nye smørkælderbygning også har
spjllet en rolle i forsvaret af såvel østre som
nordre fo$org.
Skaks indenfor indgangen til borgpladsen
findes til venstre en bred trappe, som fører
op til en pladorm, som bæres af hvælvingeme
i den underliggende flæskekælder
eller gamle smørkælder (hvortil der iøvrigl
er adgang ved trappens fod). Denne plåtform
var standplads for et kanonbatteri med
2-4 kanoner, som gik under navnet Katten.
Ringmurens østside danner her brystværn
for kanoneme. Batteriets opgave var at k!nne
beskyde området øst for slotsbroen og at
hindre en angdber i at rykke ftem imod denne.
Der kan ikke være tvivl om, at der i tiden
inden kanoneme fik dercs plads her, har
været et velegnet sted til armb&stskytteme,
hvorfra de kunne indgribe i forsvaret af såvel
østre som nordre forborg,
t20
H. E. SKAARU?
Som en del af den store ringmur rejser den
enorme magasinbygning sig fire elager høj
på den østlige side af borgpladsen. Bygningen,
som var ærkebispemes hovedmagasin
til opbevaring af bøndemes komafgifter, og
som i underste etage rurnrnede en stald til d€
levende krcaturer, indgik i såvel det indr€
som det ydre forsvar. Den er blevet ombygget,
forhøjet og forlænget flere gange, og
måtte i den anledning på et tidspunkt fonynes
med to mægtige støttepiller, en på ydersiden
mod øst og en på vestsiden ind mod
borgpladsen. Den sydlige gavlmur er forsynet
med skydeskfu og kanonglugger i hver
etage. Herfra kunne en angiber, som var
trængt ind på borgpladsens sydlige dele,
beslfdes. Det er derfor, at bygningens endemur
er opført på skrå. Mellem de to døre ud
til borgpladsen opførtes på et tidspunkt en
lille vagtbygning. Herfta kunne vagtmandskabet
gå op igennem bygningen og fortsætte
rundt på vagt- eller skyttegangen, som løb
ovenpå den store ringmur næsten hele vejen
rundt om borgpladsen. Fm magasinbygningens
tnedie etage var der adgang til et nrm i
den store støttepille på bygringens østside.
Fra dette nrm kunne østmurcn holdes dækket
ved beskydning fra slrydeskår anbragte i
støttepillen. Fra magasinet var der også en
dør, som førte ud til skyttegangen på østmurens
øverste del. Gangen strakte sig helt hen
til Blornmetåmet. Den udgangsdør, som
endnu findes nederst i gavLnuens underste
etage mod syd, er af nyere dato. Den førle
ud på pladsen til et nærliggende hus, som
rummede en smedie, der nu er helt forsvundet.
Magasinbygningen blev ødelagt af
brand, første gang muligvis ved lybækkernes
angreb i I 522. Alle senere afbildninger
af denne bygning viser den uden tag. På det
stykke af ringmuren, som slutter sig til
magasinets sydlige gavl, ser man tydeligt
murens oprindelige højde. Ligesom det banket,
som dannede underlaget for sryttegangen
oppe på murkonen, tydoligt lader sig
påvise. Muren mellem magasinet og Blom-

metåmet blev iøvdgt nedrevet i 1684 på
ordrc fta kong Chdstian Y som ønskede, al
matedaleme skulle anvendes til opførelsen
af fæstningen på Ertholmene. Ved samme
lejlighed blev et antal gamle staldbygninger,
som stod på borgpladsen. også nedrevet og
afskbet til den nye fæstning.
I ringmurens sydøsdigste hjørne rejser
Blornmelåmet sig med sine grårøde mure,
demf navnet Blomme (blomst). Det hører til
boryens tidligste periode, og viser, at man
også den gang havde sans for at skabe flankeringsmuligheder
fomn ringmurcn. Fra tårnet
kunne området nede ved broen og øst
derfor holdes under beskydning. Man kunne
også herfra beskyde dele af østre og
søndre forborg, hvis mure er bygget sammen
med tåmet. Ved Blommetåmets nordside
findes i ringmuren udfaldspotemen til
østre forborg. Mellem udfaldsporten og
tinghuset gik en stenlagt vej, ad hvilken fangeme
gik, når de skulle for retten i brotinget.
Denne vej kunne formentlig også beny(es
afden del af besætningen, som skulle forsvllle
søndre forborgs mur og paniet ved
tinghuset.
Ved Blommetåmet når man frem til den
sydlige del af den store ringmur Op til dennes
inderside 1å tre sammenbyggede staldog
ladebygninger, som formentlig blev nedrevet
i 1684. Om de på en eller anden måde
har indgået i forsvåret er uklart. Deres ydermure
imod syd udgjorde dog en del af ringmurcn,
på sanme måde som det er tilfældet
for det storc magasins vedkommende. Ellers
må man gå ud fra, at ringmuren også på
denne sydlige stsækning har været forsynet
med en skyttegang, hvorfra man kunne skyde
ned i søndr€ forborg. Af hensyn til murens
flankering og forsvarct af denne forborg,
opf?rte lybækkeme her to runddele.
En ved Blommetfunet, hvorigennem der
blev adgang til søndre forborg. En anden
runddel anlagdes ved et knæk på murcn,
som 6ndes udfor staldbygningemes vestlige
ende. Den kaldtes derfor Koborre-runddel
BORGEN OG DENSVÅBEN
efter den nærliggende kostald. Fra rundde
len ved Blommetåmet udgik også en lønsti
ned til dalbunden. Flere fanger undslap i
tidens løb fra borgens fængsler ved at benyt
te denne lønsti. I 1660 benyttede Leonora
Chrislina og Corfitz Ulfeldt denne sti ved
deres flugt.
På skænten ned imod Mølledalen anlag
des søndre forborg. Omend den kunne
beskydes oppe fra den store ringmur, så
frembød terrænet her dog alligevel en angrebsmulighed,
især om natten eller når
tågen lagde sig over området. Man placere
de derfor søndre forborgs sydlige mur helt
fremme ved den del af skrænten, som falder
stærk€st og stejlest ned imod dalbunden. I
det sydvestligste hjøme afdenne mw opførtes
el lille halwundt tåm, hvorfra dæmningen
og opstemningen ved borgens vandmølle
kunne holdes under beskydning.
Noget hjørnetåm fandtes derimod ikke i
det sydvestlige hjøme af den store ringmur
Man har nok anset tårnet i søndre forborg
for et tilstrækkeligt væm imod Møllevigen.
Til gengæld fåndtes et vigtigr punkt straks
efter murens drejning mod nord, Det vides,
at lensmanden Holger Rosenkrantz i lø2
anlagde to kanonbatterier på en opfyldning
bag murens inderside på dette sted. Det ene
med front imod syd, mod terrænet i Slotslyngen
på den ånden side af Mølledaten, det
andet batteri med front mod havet i vest. I
forbindelse med dette anlæg, forsvandt
adgangen til Havporten, gennem hvilken
man kunne komme ud til terænet nedenfor
ringmurens vestside. Området her er smalt
og falder yderst ude næsten lodret ned i
havet. Der kan have været anlagt et palisadeværk,
som allså dannede en veste forborg,
til hvilken man kunne komme igennem
Havporten. Men der vår yderligere en
grund til, at man måtte have adgang til
området nedenfor ringmuren på dette sted.
Der fandtes også her en slags lønsti. Den gik
fra Havporten, i en meterdyb grøft ned til
stranden lige ved den Tøne og den Våde
I2I

Ovn. Det er to huler i klippen, hvori man
kunne have både liggende parat. Om denne
sti engang har været overdækket, ved man
ikke, men selvom den har været åben oventil,
så har alene dybden og smalheden ydet
de passerende en betydelig sikkerhed imod
at blive observerede eller beskudte. Havporten,
som kun kan ses ude fra, er placeret
ca, firc meter overjordsmonnot udenfor, og
var derfor forsynet med en broklap, som var
hængslet fomeden og som nedslået damede
en slags ftmpe med stigetrin. Når rampen
hejsedes op, passede den ind i en blendering
omtring selve poftåbningen. Den virkede
således som en ekstra port foran den egentlige
indganB. Men ikke nok med det, mellem
rampen og porten fandtes der et faldgitter,
som en angriber også måtte forcere for
at kornme ind i borgen. Skulle angriberen
være nået så langt, som til at forsøge en
sprængning af mmpen og porten, ventede
nye, ubehagelige overraskelser ham. Over
porten var der nen ig anbragt en breteche
(en lille altan), hvorfra forsvareme kunne
overhælde ham med alskens kogende
væsker samt diverse uhumskheder Selv alle
disse fonvarsanstrengelser var tilsyneladende
ikke nok for lybækkeme, for under deres
regimente på borgen, opførte de en runddel
klods op til Havporten. Fru denne runddel
kuffle de beskyde enlver, som befandt sig i
nærheden af denne udfaldsport- Der er ingen
tvivl om, at denne port må have spillet en
stor rolle igennem tideme. Det har muligvis
været ad denne vej, det lyklrcdes for marsk
Ludvig Albertsen Eberstein igennem 16
maneders belejring i 1323-24, at holde borgen
fo$ynet med våben og proviant fia søsiden?
Man kan også forestille sig, at pelsoner
som helst ville være usete, kan have
benyttet denne skjulte adgangsvej, f.eks.
ærkebisp Jens Grand, undsluppen fra kongens
fængsel på Søborg, eller de fredløse
kongemordere, som havde et af deres tilholdssteder
her på borgen (1286/90).
Runddelen ved Havpo(en blev nedbrudt
122
H. E. SKAARUP
til ringmurens højde, da battedet over porten
blev etableret, det sarnmo skete med det
lidt nordligere beliggende Rævetårn. Dette
tårn, som egentlig også er en runddel, som
er anbragt ved et svagt knæk på den høje
vestmur, blev også nedbrudt til murens højde,
for at skaJfe frit skud for kanoneme. FIa
tåmet kunne dngmuren og det smalle, stejle
teræn ud imod havet holdes under beskydning.
På pladsen mellem ringmuen og
borgkemen 1å et antal mindre bygninger,
som nu er helt forsvundne. ø og brød blev
ftemstillet til eget og flådons brug i en bygning,
som lå op til dngmurens vesdige
inderside, således at gavlen indgik som en
del af muren.
På borgpladsens nordvestlige side ligger
en lille dam, som er borgens enoste vandforsyning
indenfor den store ringmur. Det var
imidlertid ikke nogen sikker forsyningsmulighed.
Danrmen tøner ud, selv i ganske
normale somrc. For at råde bod på dette forsøgte
man at borc en brønd i denne dam.
Noget kildevæld eller grundvand fik man
dog ikke ftem, men brønden øgede natudigvis
vandmængden, især såfremt man har
ledet regnvand fra bygningemes tage ned til
dette sted. Ude i denne dam var rejst et stillads,
oven på hvilket var anbmgt en vinde
eller pumpe, hvorfra vandet L:unne løbe i en
højt anbragt trærende over til bryggers- og
bageribygningen. Et sådant arrangement
kaldtes en vandkunst. Mon til trods for de
stedlige vandfoNyningsmuligheder måtte de
bomholmske bønder som regel hver sommer
køre vand til >slottet

BORCEN OC DENSVÅBEN
lokalt udskevne eller hvervede folk, de
sataldte håndlangere. Da borgen forfaldt,
flyttede man rundt med de sager, som opbevaredes
i arkeliet, og anbragte dem i de
lokaliteter, som endnu var under tag. Arkeliet
blev derfor nedrevet, og på det sted. hvor
det havde slået, opførtes et hus i bindingsværk
som bolig for vicekommandanten.
Stillingen var blevet oprettet da boligforholdeDe
på borgen var blevet så dfulige, at
kommandanten var flyttet bort, og kun fangeme
i borgens fængsler var blevet tilbage,
sarnmen med nogle soldatet der passede
vagten, og samtidigt udgjorde artilleribatte-
Lige inden man når frem til borgens nordvestlige
hjømetåm, ses en ljlle gennemgang
i ringmurens nederste del. Gennem dette hul
kunne man komme ud i den vestlige forborg.
Der hvor ringmuren drejer mod øst fandtes
et hjømetåm. Dets navn var Hundetårnet.
Mærkeligt nok synes detle tåm ikke at
have haft flankeringsopgaver. Det indgår i
selve ringmuren og har intet fremspring foran
denoe. En tid anvendtes tåmet som fængsel
for dødsdømte fanger, men blev senere
revet ned til ringmurshøjde og fyldt op. Der
fiemkom derved en platform, som kom til at
danne underlag for et kanonbatleri, saml for
borgens flagmast. Fra dette batteri kunne
man beskyde en del af kysten nedenfor
borgen,
Tæt øst for Hundetårnet findes den lille
udfaldspon, Svensk€hullet, som er omtalt
tidligere. Endvidere findes på murens yderside
den af lybækkeme opførte runddel med
pontåmet som en del af muren, Langs indersiden
af nordre ringmur, på borgpladsen,
stod borgens hestestald. I perioder hai denne
stald nok også tjent, som indkvarteringssted
for d€ menige ryttere, som borgherren
var forpligtet lil at holde. Denne stald er nu
helt forswnden.
Vi vender os nu imod borgens centrale
dele, borgkemen. Som tidligere nævnt har
den store ligheder med Bomholms anden
borg, Lilleborg. Dens bestanddele er de
samme - et stort stærkt stentårn, en ringmur
i fo$indelse med tåmet, samt en bebyggelse
op lil ringmurens inderside. Folsvarsmæssigt
skulle anlæggel hindre en angriber
i at fænge ind i kemeborgen. Skulle dette
alligevel lyklGs lor ham, så skulle forsvaret
føres fra det store tåm. Oprindeligt rxmmede
tårnet derfor alle de nødvendige ting til et
sådant fbrsvar. Til daglig tjente tåmet oprindeligt
som bolig for borghenen, men der
måtte også være plads til borgens besætning
i krigstid. Der måtte derfor også værc plads
til våben og provianttil at udholdeen belejring.
En enkel overlevering (Rasmus Ravns
Bomholmskønike fra I 67 I ) omtaler, at der
i tåmets kælder skal findes et kildevæld,
men det er nok ønsketænkning, for et sådant
er aldrig påvist. Der kan imidlertid nok være
tale om en regnvandscisteme. Vandforsyningen
var jo, som tidligere om€lt, en af
FiB.3. hltlgo'tqeh til h,åmet
^4dnt
123

II. E, SK{ARUP
HAAAERSHUS. - aAN-|ELT ARNETS oøR aED rALDoirrER-sLiDsE.
Fie. 4. Pat og faldetter i Møteltåmet.
124

orgens svage sider, men ellers rurnrner kerneborgen
alle tidens forsvarselementer i
bygdngsmæssig henseende.
Der var kun een indgang til den indrc
borggård, og det var porten i Manteltåmet.
Silqingen afdenne adgang skete ved et faldgitter
foran don ogendige port, som formentlig
var en fiæport tæt b€slået medjem,
og bagtil L:unne den blokeres af en spærrebom,
hvortil hulleme endnu kan ses.
På tåmets yderside over poten fandtes en
lille brcteche (kamap) hvorfra fo$vareme
k_unne hælde sydende kalkvælling, kogende
vand, olie og anden fedme, sammen med
ild, aske eller alskens uhumskheder ned over
den angriber, som fo$øgte at rænge ind
gennem porten. Nogen opgan8 til tåmet
inde fra porthvælvingen fandtes ikte. Tilmed
fandtes endnu en port, som inde fta førto
ud til pladsen indenfor mulene. Tåmet har
i tidens løb undergået flere ombygninge!
mindst to gange er det blevet gjort højerc.
Formendig for at kunne få beake obse ationsmuligheder,
samt mere plads inde i tårnet.
Det ældste tåm har næppe været højere
end den underste del, som stadig ses opført
af kampesten, ovenpå denne del byggede
man senere forhøjelser af øde mursten. Tårnet
afsluttedes forcven med en keneleret
kant, bag hvilken fonvareme ku le dække
sig. Dette indicerer, at der kan have været
plads til en skyttegang øverst oppe. Noget
lignende kender man fra østerlars kirke.
Senerc er der foretaget nok en forhøjelse,
keneleringen er ryldt ud, og muren er forhøjet
endnu en gang. Opdndeligt har der
kun været få og smalle lysåbninger, som
også virkede som skydeskår, men senerc har
man udvidet disse åbninger til vinduer, sikken
på den tid da administrationen af hele
Bomholm kom til at foregå fra tåmet. Indgangen
til tåmet fandtes i etagen over porten
til den indrc borggård. En trappe fra pladsen
føer derop. Det kan vel tæntes, at trappen,
som nu er af sten, opdnaleligt har været
en cæfiappe, som man kunne trække op
BORGEN OG DENS VÅBEN
efter sig. Den indre borggfud dannes af en
fra tåmet udgående ringmur, op ad hvis
indersiG er opf6t et antal bygninger. I hvilken
udstrætriling de har indgået i forsvaret er
ikke ldart, men formendig har man kunnet
skyde ud over pladsen udenfor borgkemen
fra sLfdeskår i disse bygninger. Den store
gennembrydning i borgkemens vesdig ende,
den såkaldte Vandport er af nyere dato, og
har intet at gøre med det oprindelige fæstningsanlæg.
I lybækkertiden opførtes tre runddele
udenpå borgkemes ringmur Den ene i tilslutning
til Manteltåmets nordøsdige hjørne.
Dens formål var at afgive muligheder for
et flankerende forsvar af indgangen til tårnet,
samtidigt med at hole den storc borgplads
nord, øst og sydøst for Manteltåmet
kunne holdes under beskydning. På borgkemens
sydlige ringmur opførtes to runddele,
hvodra de ornråder, som ikke allerede
kunne beskydes fra den førstnævnte runddel,
kunne holdes under beskydning. Disse
to runddele kom senere til at indgå i borgens
sydlige beboelsesfløj, idet man foretog gennembrydninger
af ringmuren ind til rurnrnene
i beboelsesfløjen. Det er værd at lægge
mærke til, at man til det sidste fastholdt den
oprindetge tanke om, at borgens centrale
dele skulle kunne tjene som et sidste forsvarspunkl
samtidigt med at det skulle være
opholdssted for borgherren.
Boryens råben i rclation til tidenes krigsføteke
De våben, som var til rådighed på den tid, da
ærkebispen opførte sin borg på Born-holm,
kan stort set opdeles i to karegorier: De personlige
nærkampsvåben - og så de våben,
som anvendtes på længere afstande. De personlige
håndvåben omfattede f.eks. stridsøkser,
stridskøller, stridshammerc, lange
sværd og korte sværd, dolke og daggerter
Hertil kom skjolde afforskellige folmer, der
ændrcde sig i tidens løb. Til kampen på de
lidt længere afstande anvendtes slynger,
t25