Kære venner! - Sankt Knud Lavard Kirke

8
Refleksion over
opstandelsens
betydning
Af John-Erik Stig Hansen
Nogle dage efter Jesus var
blevet henrettet som en
uromager af den romerske
besættelsesmagt i Palæstina,
opdagede nogle kvindelige
bekendte, at hans grav var tom
(Luk 24). Jesu henrettelse gjorde
hans disciple meget forvirrede
og urolige, og de troede at
nogen måske havde stjålet Jesu
lig fra graven. Tilsyneladende
vendte disciplene tilbage til
deres tidligere arbejde, og f.eks.
genoptog Peter fiskeriet i
Galilæa, hvor han så pludselig
stilles ansigt til ansigt med en
forvandlet Jesus (Joh 21, 1-14).
Herfra og fra andre beretninger
om, at Jesus mødte sine gamle
venner efter han var blevet
henrettet og begravet, stammer
vores tro på Kristi opstandelse,
og herfra startede den kristne
kirke og vores forhåbninger om
et liv, der strækker sig gennem
døden ud i evigheden - også for
hver enkelt af os.
Døden er et uomgængeligt
grundvilkår, som Gud Skaber
har indlagt i naturen. Enhver
levende organisme skal dø, så
nye organismer kan udvikle sig
og hele skabningens potentiale
dermed kan udfolde sig. Uden
død ville mennesket slet ikke
være blevet en realitet. Ikke
desto mindre opleves døden som
den ultimative trussel mod os;
en trussel som vi - før Jesus
bragte det glade budskab til os -
ikke havde meget andet end
spekulationer og nøgent håb at
stå imod med.
Jesu opstandelse var imidlertid
en uventet begivenhed for
disciplene, da den skete. For
dem betød Jesu opstandelse
først og fremmest
begyndelsen på en
banebrydende
afklaring og ny
forståelse af Jesus og
hans liv: han var
Herren, Guddom og
evig (Ap.G. 2, 22-
36). Først i
opstandelsens lys
begyndte den fulde
betydning af Jesus,
hans liv og virke at
gå op for hans disciple. I den
første tid forventede de jødiske
disciple nemlig, at han meget
snart kom igen som Messias;
men efterhånden begyndte den
dybere betydning af
opstandelsen at gå op for dem.
Opstandelsen gav ny mening til
Jesu fødsel, inkarnationen (Joh
1,1; Fil 2, 5-9). Den nærmest
chokerende oplevelse, at Jesus
havde gennemlevet døden og
som den første fremvist et nyt,
evigt liv, gav en ny ramme for
forståelsen af mange andre
oplevelser og udsagn fra Jesus.
Opstandelsen har utvivlsomt
været afgørende for forståelsen
af Jesus som både et menneske
og som del af en treenig Gud, og
med dén erkendelse fremstod
Jesu fødsel pludseligt som selve
Guds egen neddykken i sin
skabning. Han solidariserer sig i
den grad med os, at han
underkaster sig den ultimative
udfordring i ethvert menneskes
liv: en smertefuld død. Derved
beviser Gud for os, at båndet
mellem os, den nye pagt, aldrig
kan brydes, at Kristus og hele
skabningen hænger ubrydeligt
sammen i én organisme (Kol 1,
15-20).
Da Jesus var en del af en familie
og i slægt med mange
forudgående generationer, ja i
biologisk og fysisk forstand i
sammenhæng med alle
mennesker og hele skabningen,
betød Jesu opstandelse også, at
forventningen om vores egen
skæbne efter døden blev til et
håb om, at døden ikke er en
endegyldig afslutning men
derimod begyndelsen på næste
skridt i vores liv med Gud
(f.eks. Joh 11,25-26; 6,39-44.54;
1 Kor 15, 17-22). Vi forventer,
at Kristi skæbne også vil blive
vores skæbne, at når han valgte
at dele meneskelivets ja hele den
skabte verdens grundvilkår –
9