Reddet af tyske stamceller 26 tæt på kræft <strong>Marts</strong> <strong>2012</strong>
AF MAi BRAnDi LuDVigSEn FOTO TOMAS BERTELSEn Da Mikkel Holm Sørensen fik konstateret leukæmi i 2005, var lægerne overraskede over, at han overhovedet kunne stå på sine ben. De fleste opdager leukæmi ved træthed, og det var da heller ikke fordi, at Mikkel ikke var træt. Han troede bare, at det var en slags fødselsdepression. Han havde lige fået sønnen Jens, og det var en stor omvæltning. Oven i var Jens handicappet på både hænder og fødder, så mange dage blev brugt på hospitalet. Mikkel undrede sig dog over, at han ikke længere kunne svømme så langt, og at det var blevet en kamp at løbe selv den mindste tur. Hans læge sendte ham til en skanning, der afslørede, at hans milt var 10 gange så stor som normalt. Den stak nærmest ud. Derhjemme sad kæresten Louise chokeret og googlede ’forstørret milt’. Alt pegede på, at det måtte være leukæmi. Få dage efter blev Mikkel indlagt og fik konstateret CLL, kronisk lymfatisk leukæmi. En leukæmitype, som betyder, at han danner for mange hvide blodlegemer. – Den første aften lå jeg ude på Rigshospitalet og tænkte mit liv igennem. Jeg vidste ikke, om jeg skulle dø. Jeg græd og var lidt sentimental, men syntes ikke, at jeg ville have gjort noget om. På en eller anden måde kom jeg i harmoni, siger 37-årige Mikkel Holm Sørensen. Bryllup mellem kemobehandlinger Harmonien var dog ikke større, end at den af og til blev afløst af angst og ulidelige tanker om ikke at skulle få lov til at se sit barn vokse op. Men de negative tanker fik aldrig overtaget. Måske fordi Louise kom med en dagbog, som hun syntes, at Mikkel skulle skrive i. Og så friede hun til ham: – Det var den mest fantastiske fest, hvor alle var ekstremt nærværende. Jeg havde været indlagt til kl. to om natten dagen inden, og sveden drev af mig, fordi jeg havde feber. Men det var med til at minde alle om, hvorfor det er, man bliver gift, fortæller Mikkel. Efter seks år med leukæmi og kemobehandlinger, som ikke længere virkede, var eneste håb for 37-årige Mikkel Holm Sørensen en stamcelletransplantation. Men der var ingen donor, der passede. Først efter tre år dukkede en tysk donor op. Stamcelletransplantationen lykkedes – men det var ikke uden problemer. Brylluppet fandt sted mellem hans 6. og 7. kemokur, og bryllupsrejsen blev erstattet af den 8. og sidste kemokur det år. Heldigvis slog kemoterapien kræften effektivt ned. Hvor længe det ville vare, var dog ikke til at sige. Livet fortsætter i ventetiden De to år, der gik, før kræften vendte tilbage, blev ikke blevet brugt på at gå at vente på det næste forfærdelige, der måske skulle ske. Både Mikkel og Louise gav den fuld skrue med både arbejds- og familielivet. I 2007 kom Esther til verden - oven i købet uden brug af den nedfrosne sæd. – Jeg har en kronisk sygdom, og det er under alle omstændigheder ikke noget, jeg dør af her og nu. Det var sådan, jeg tænkte, og vi ville gerne have et barn til. Den tilgang bakkede de op om på sygehuset. Hvorfor bygge sit liv på det værst tænkelige. Det var bare så livsbekræftende at få Esther, og der er noget livsdueligt over at kunne reproducere sig selv, fortæller Mikkel Holm Sørensen, der også brugte tiden på at passe sit arbejde som strategisk konsulent i et kommunikationsbureau. Ingen donor Mikkel var kun i 30’erne, og kemoterapi ville ikke i det lange løb være en mulig behandling. Han skulle have en stamcelletransplantation, lød beskeden fra lægerne. De begyndte at søge i det internationale donorregister, men måtte efter nogle måneder konstatere, at der ikke var nogen egnet donor mellem de 13,5 millioner registrerede donorer. Ingen matchede. Mikkel fik derfor kemoterapi igen, men han fik også at vide, at han ikke skulle regne med, at man i længden ville kunne holde sygdommen i ro med kemoterapi. – Selv om jeg var syg, havde jeg jo lange perioder, hvor jeg havde det godt. Men døren ind til det, der kunne redde mig, var lukket. Den kendsgerning skulle lige fordøjes. Vi var nødt til at sadle om igen, og jeg begyndte at indstille mig på, at jeg måske skulle dø. Mikkel Holm Sørensen er ude på den anden side – tilbage på arbejdet og i familiens hverdag. Alligevel lykkedes det endnu engang at leve videre, næsten helt normalt. Ikke mindst takket være Louises pragmatiske tilgang til problemerne. Det, der kan løses eller forebygges, bliver der gjort noget ved. Resten nytter det ikke noget at bekymre sig om. Man må bare håbe på det bedste. – Vi har hele tiden forsøgt at leve i nuet og fokusere på vores arbejde og vores børn, og så er det svært at være angst. Og det gør jo ikke nogen forskel, om jeg sidder og er frustreret over, at der ikke er nogen donor, eller spekulerer på, hvad vi gør, når kemoen ikke længere virker. Men naturligvis er det da noget, vi har arbejdet aktivt med, siger Mikkel Holm Sørensen. En god og en dårlig nyhed I 2010 var han igen til samtale på Rigs- hospitalet. Lægen havde en god og en dårlig nyhed. Den dårlige var, at hans sygdom var vendt tilbage og det i en muteret form. Den gode var, at der var dukket en <strong>Marts</strong> <strong>2012</strong> tæt på kræft 27
Change language