PÅ STENGÅRDSVEJ - Bydelsprojekt 3i1

»KONDITAL 25! - OH MY GOD!«
TEST Læs hvordan det gik, da magasinets udsendte tog mod til sig og lod en medarbejder fra
Sundhuset teste både helbred og kondital. Resultatet var lidt af et wake-up-call. Af Tor Stenstrop
Indrømmet, jeg er ikke nogen stor sportsmand. Ej heller en lille motionist. Og myten om at mænd ikke kan lide at gå til lægen og få
helbredet tjekket, er ikke nogen myte for mit vedkommende.Alligevel besluttede jeg - på opfordring og med let bæven - at lade mig
underkaste en konditionstest i Sundhuset. Ja, hvad gør man ikke for læserne? Resultatet var da lidt skræmmende, læs bare her.
Kl. 11.39: Der står hun, Eva-Maria Schirmer, motionsvejleder i
Sundhuset, og spørger mig hvordan jeg har det. – Jeg er lidt nervøs,
svarer jeg: - Og spændt på, hvor hårdt det bliver på kondicyklen.
Kan jeg overhovedet præstere noget? Det er nok lidt
machoagtigt, jeg ved det godt. - Ja, det bliver i hvert fald ikke helt nemt,
for din puls skal op. Måske i nærheden af grænsen, siger Eva. Grænsen
af hvad, tænker jeg og begynder allerede at svede? UAK!
Kl. 11:47: Med en let tysk accent beder Eva mig først træde op på et
apparatur med bare tæer.
- Den måler din knoglemasse, din muskelmasse og din fedtprocent, forklarer
Eva. En strimmel papir kører ud af maskinen. – Du har 18,5 kg
fedt, 3,3 kg knogler og 62.5 kg muskler. Dit BMI-tal er 25,2 og din
sundhedsalder svarer til 40 år. Jeg føler mig allerede dumpet. Jeg er 34!
Kl. 11.55: - Du ser jo ikke overvægtig ud. Men du er i en alder, hvor
dine muskler begynder at blive mindre. Og dine fedtceller vokser, siger
Sundhusets motionsvejleder: - Hvis du spiser det samme gennem
hele livet, så bliver du uundgåeligt tykkere. Du skal til at spise
sundere, mindre eller lave motion for at holde vægten nede. –
Bvadr!, kommer jeg til at sige højt. Skræmmende! Nå, der er
nok ingen vej udenom. Hun måler mit blodtryk. – 130 over 60.
Det er lavt, det ser fint ud, Pyha så langt så godt.
Kl. 12.37: Jeg sidder på kondicyklen og aser og maser afsted.
Eva står ved siden af og aflæser pulsmåleren på mit bryst og
tempoet på cyklen. – Du cykler for langsomt, råber Eva. – Der er
kun 3 minutter tilbage. Kom nu,Tor! På en skala fra 0-10, hvor hårdt
er det så nu? – 6!, stønner jeg. Ha ha, det er typisk mænd, I siger aldrig
9 eller 10. Men OK så tager du lige tre minutter mere, ler Eva. Scheisse,
mand! I virkeligheden er mine ben smertende geleklumper. - Syv,
hvisler jeg ud mellem tænderne. Jeg får lov til at stoppe.
1 0 B E B O E R F O K U S E F T E R Å R 0 9
Kl. 12.47: - Dit kondital er 25,6, siger Eva efter at have regnet lidt på
tallene. - OK? Utroligt, det er så lavt, det er jo godt, svarer jeg frejdigt. -
Nej, du misforstår. Det er dårligt. Et meget lavt tal er et dårligt kondital.
Oh my god!, tænker jeg. - Men tag det som et startpunkt, trøster hun: -
Jo dårligere du er nu, jo bedre kan du blive. Konditesten og sundhedstjekket
i Sundhuset har været lidt af et wakeup call for en meget stillesiddende
amøbe som mig. Og Eva har jo ret. Det er om at komme i
gang nu! Jeg må købe den cykel, tænker jeg.