Bundet til dig - Politikens Forlag

Jeg vendte mig om mod elevatorerne. “Godaften, Deanna.”
“Jeg er ikke langt væk,” råbte hun efter mig.
Jeg trådte ind i elevatoren og trykkede på knappen til min
etage. Idet dørene gled i, sank jeg sammen mod gelænderet.
Jeg var nødt til at advare Gideon, men der var ingen måde, jeg
kunne kontakte ham på, som ikke kunne spores.
Den trykkende fornemmelse i brystet blev kraftigere. Vores
forhold var så fucked up. Vi kunne ikke engang tale sammen.
Jeg trådte ud på min etage og lukkede mig ind i lejligheden.
Gik gennem den store stue og smed håndtasken på en
af barstolene ved kogeøen. Udsigten over Manhattan gennem
panoramavinduerne i min stue ruskede ikke engang op i mig.
Jeg var for oprevet til at bekymre mig om, hvor jeg var. Det
eneste, der betød noget, var, at jeg ikke var sammen med Gideon.
Idet jeg satte kurs ned ad gangen mod mit værelse, kom lyden
af dæmpet musik sivende ud fra Carys. Havde han besøg?
Og hvem var det i så fald? Min bedste ven havde besluttet sig
for at forsøge at jonglere med to forhold – et med en kvinde,
der accepterede ham, som han var, og et med en mand, der
hadede, at Cary havde noget kørende med en anden.
Jeg smed tøjet på badeværelsesgulvet på vej hen mod bruseren.
Mens jeg sæbede mig ind, var det umuligt ikke at tænke på
de gange, jeg havde badet sammen med Gideon – tidspunkter,
hvor vores begær efter hinanden havde givet næring til stærkt
erotiske møder. Jeg savnede ham så meget. Trængte til hans berøring,
hans begær, hans kærlighed. Min længsel efter de ting
var en nagende sult, der gjorde mig rastløs og pirrelig. Jeg havde
ingen anelse om, hvordan jeg skulle falde i søvn, når jeg ikke
vidste, hvornår jeg ville få en chance for at tale med Gideon
igen. Der var så meget, der skulle siges.
13