September 2011 - RUST-magasinet

Akkurat som hun udtrykker det i fl ere sange:
»Hele ens liv handler om ens karriere, ens
ønsker, og hvad man nu vil opnå. Og det synes
jeg jo er superfedt. Men det er jo også ret
farligt, for hvad skal man gøre, hvis det ikke
kører? Altså? Hvad hvis folk lige pludselig ikke
synes, at man laver fed musik længere? Det er
jo ikke noget, man kan regne ud.«
Men sådan er livet i den branche. Man lever
ustabilt, men når man oplever noget vildt,
så er det »for life«. Og så længe, man laver
noget ordentligt og arbejder hårdt, så skal det
i øvrigt nok gå. Også selv om ens største fan
sommetider beder en om at skrue ned og passe
på sig selv:
»Min mor siger: ’Ej, nu bliver du simpelthen
nødt til at tage på ferie, hvor det bare er
ferie, nu må det stoppe’.« Et splitsekund er det,
som om latteren og alvoren kæmper en kamp i
hendes mimik, inden grinet tager over: » men
det har jeg ikke tid til.«
INTERNATIONALE BEATS I DEN
MØRKE MULD
Lige så langt fremme i sine Dr. Martens, som
Lucy Love er, hvad angår sceneshow, kostumer
og genrevalg, ligeså usnobbet forsøger hun at
være, når det gælder spillesteder. Selvom hun
har turneret verden rundt og vibrerer af en
sjældent set udanskhed, ser hun det som sin
musikalske pligt at drage fra Amager og østpå,
så hele Danmark kan mærke auraen af det Love’ske
univers.
»Det er meget vigtigt, at man kan opleve
Lucy, selvom man bor i en meget lille by i Jylland.«
Og man sagtens kan have en gedigen
grime-fest, selvom man spiller i et jysk indkøbscenter
i takt til rulletrapperne en kold februardag.
Det kan ligefrem være befriende at
være til en koncert, »hvor alle ikke bare står
og ligner hinanden,« mener kvinden, der selv
hylder ensartetheden på scenen.
»Lucy Love-fans går amok. Små som gamle.
Det forbløffer mig hver gang. Jeg har en virkelig
bred gruppe, der kan feste sammen. Så
jeg ved, at det bliver for vildt, lige meget hvor
vi spiller. Det er det hver gang. «
Men bare fordi spillestedet, publikum og
bandet er danske, behøver der jo ikke at gå
klaphat, fadbamse og campinghabit i det
hele. Når Lucy Love åbner munden på scenen,
er gloserne engelske. Både når hun
25
rapper, synger og råber ad publikum. For
hipt? Måske. Men det er dels fordi en Lucy
Love-koncert skal være international, og dels
fordi »alle de fede ting, jeg har at sige, er
på engelsk,« som hun forklarer.
»I starten var der nogle, der var sådan: ’Det
er for smart.’ Men det er en del af showet.
Når jeg så går af scenen, og hvis folk snakker
engelsk til mig, så kan jeg jo med det
samme høre, at de er danskere. Og så får
de megaoptur over, at jeg er fra Amager.«
Og hvis ikke man kan »deal with it,« så kan
man bare lade være med at gå til hendes
koncerter. For det er hendes stil. Og det bliver
det ved med at være. For lige meget om
det er Love eller Siame, er Lucy sin egen. I
sit eget tempo:
»Når der konstant sker noget, så går tiden
med det. Og så tror jeg ikke, at jeg når at
havne i et eller andet normalt,« siger hun og
giver plads til en kort, eftertænksom pause,
før hun sætter punktum: »Det interesserer
mig ikke.«
Til efteråret drager
Lucy Love på turné til
Australien, hvor hun er
et af navnene på den
elektroniske festival
Steresonic, der blandt
andet kommer forbi
Sydney og Melbourne.
SAMFUND