September 2011 - RUST-magasinet

SAMFUND32
bene var min måde til at tackle de dårlige følelser, men at
købe for penge, man ikke har, gør jo bare det hele værre,«
erkender hun.
SHOPPING ER ET MISBRUG
Til sidst ramlede det hele. Det stjålne beløb var blevet så
stort, at det ikke længere kunne skjules, og arbejdspladsen
opdagede tyveriet. Anna blev fyret på stedet, blev meldt til
politiet og hendes familie blev kontaktet.
»Min mand kunne slet ikke forstå det. Hans første reaktion
var: »Du er sgu da syg i hovedet«. Der var meget vrede
og skuffelse fra hans side. Jeg var totalt opløst i tårer og
ønskede bare, at jeg kunne forsvinde fra jordens overfl ade
for altid.«
Alt det, hun havde forsøgt at skjule, blev med ét synligt
for alle. Hendes løgne og bedrag, det enorme forbrug og
den store gæld. Konfrontationen betød, at hun også selv
måtte forholde sig til det, hun havde gjort.
»Jeg havde bare troet, at jeg var enormt dårlig til økonomi.
Jeg vidste godt, at andre mennesker ikke køber for
penge, de ikke har. Men hvordan de får tingene til at hænge
sammen, det var et mysterium for mig. Jeg anede ikke, at
shopping kunne være et misbrug,« siger hun.
Det var først, da hendes læge foreslog, at hun kunne lide
af købemani, at tingene begyndte at vende.
BLIVER ALDRIG GÆLDSFRI
»Det var en enorm lettelse at opdage, at det var en sygdom.
Bare det at man kunne sætte en diagnose på og kunne gøre
noget ved det, det var fantastisk. Det var godt at møde andre
mennesker, der havde det ligesom mig og opleve, at der
var nogle, der var kommet videre. Det var en befrielse,«
fortæller hun.
Anna kom i behandling på Dansk Misbrugssamfund.
Her lærte hun at tackle de følelser, der lå bag de mange
køb, og hun fi k rammer for, hvordan hun skulle omgås penge.
I dag er hun ude af behandling, men skyggen hænger
stadig over hende. Hun har såret sin familie, afventer en
fængselsstraf for sit tyveri og skylder så store beløb væk, at
hun aldrig bliver gældfri.
»Jeg har lavet uoprettelig skade. Jeg er erklæret personligt
konkurs og er ikke i stand til at betale min tidligere arbejdsgiver
tilbage. Det er jeg nødt til at lære at leve med.
Jeg er nødt til at have mad på bordet og nødt til at forsøge
at leve en normal tilværelse. Der er ikke noget, jeg hellere
ville end at betale det hav af kreditorer, som gerne vil have
deres penge. Men det er simpelthen umuligt.«
Anna har ikke ønsket sit efternavn frem, men redaktionen er det bekendt.