Træk af naturbeherskelsens problematik - Institut for Planlægning ...

ensidige dominans af en beherskende indstilling til naturen, risikerer at blive offer for en forsimplet
enten-eller tankegang: Enten fuld accept af beherskelsen, indbefattet dens konkrete udtryksformer -
eller den modsatte grøft: fornægtelse af enhver form for naturbeherskelse, og til fordel for den blotte
’laden stå til’.
Påpegningen af, at et problem foreligger, forudskikker netop ikke løsningen, men animerer til en
åben spørgen efter det mulige anderledes. Til eksempel: Som eksistentielt problem er påpeget den
fremmedhed, som følger af tingsliggørelsen, objektiveringen og instrumentaliseringen. Er denne
fremmedhed, med Monods ord, et udslag af, at en tidligere ’animistisk alliance’ mellem mennesker
og natur er ophævet, så er løsningen ikke med nødvendighed at genetablere sjæle, ånder eller guder
i naturen. Snarere tilskyndes vi til at åbne blikket for ’et muligt tredje’, eller - i flertal, og med blik
for det på forhånd ubestemte - ’mulige tredjeheder’, anderledes end både den tingsliggjorte natur og
den besjælede natur. Der tilskyndes til en hverken-eller logik: Hverken det kritiserede forhold, eller
dets umiddelbare modsætning, men – som et tredje - en åbning for det endnu uvisse.
Bag om de problemer - praktiske såvel som eksistentielle - der er indikeret i det foregående, er
der imidlertid et mere grundlæggende problem, et meta-problem. Meta-problemet beror på, at den
beherskende forholdsmåde tenderer til at slutte en ring om sig selv, gøre sig selvbekræftende og
selvbegrundende. Populært sagt er meta-problemet, at en bestemt forholdsmåde ’går i selvsving’.
En pointering af dette meta-problem vil yderligere betone udfordringen til en åben indstilling.
På den ene side er og må det være et kendetegn ved enhver kultur, at den er bærer af nogle historisk
indlejrede selvfølgeligheder, på basis af hvilke den forholder sig på bestemt måde til tilværelsens
anliggender. Uden dette fandtes ingen kultur, intet fællesskab om betydninger i en gruppe eller et
samfund.
På den anden side er det vigtigt at holde en historisk dynamik for øje. Gennem historien sker
det, at nye ideer vinder genklang og nedfælder sig i kulturen med en sådan styrke, at de med tiden
dogmatiseres, bliver et led i kulturens selvfølgelige og ubetvivlelige tankegods. Meget vel kan det
være sådan, at ideerne forholdt sig adækvat til livsvilkårene og de dermed forbundne problemstillinger
på den tid, da de blev fremsat. Det er imidlertid ikke givet, at de samme ideer også forholder
sig adækvat til en senere tids livsvilkår og problemstillinger. Selv om ideerne fremstod som visionære
i perspektiv af datidens omstændigheder, er det ikke givet, at de også forbliver visionære, når
omstændighederne ændrer sig.
Som problematisk fremstår da en kulturs tendens til selvbekræftelse, når kulturen stilles over for
historisk nye typer af problemer, som den forholder sig til på basis af ideer, der blev etableret i en
forgangen tid, indlejret i kulturens tankegods, men som ikke er egnede til at modsvare de nyopståede
problemer.
Generelt optræder dette meta-problem, når nye udfordringer ureflekteret mødes af gamle erfaringer.
Specielt ytrer meta-problemet sig, når indsatsen for problemløsning sker på problemskabelsens
præmisser. Til eksempel har den finske filosof Georg Henrik von Wright påpeget, at vor kultur
er bærer af nogle "fundamentalistiske lærdomme", herunder "den holdning, der kaldes scientisme."
Denne glose (dvs. scientismen), skriver von Wright, "betegner troen på at naturvidenskaben og teknologien
formår at løse de problemer, som selve deres fremskridt i høj grad er skyld i, og på, at de
15