Træk af naturbeherskelsens problematik - Institut for Planlægning ...

Menneskesynet, natursynet og gudssynet har gennem historien fremstået som indbyrdes afhængige.
Menneskesynet i den moderne kultur – herskerens forestilling om sig selv – viser tilbage til en
tidligere religiøst betinget opfattelse af det menneskeliges plads og rolle i forhold til Gud og natur. I
den religiøse kontekst tegner sig et hierarki med den hinsides Gud øverst; dernæst – og som skabt i
Guds billede – kommer menneskene; nederst i hierarkiet er den dennesidige og ikke-menneskelige
natur.
I den religiøse kontekst var den menneskelige sjæl forbundet med Gud, mens både det menneskelige
legeme og naturens legeme var noget laverestående. Med tiden afgrænsede to sfærer sig fra
hinanden, en religiøs og en verdslig. Overhovedet blev vesterlandsk kultur kendetegnet ved en
tænkning i helligt og profant som to forskellige kategorier, der står i et modsætningsforhold til hinanden.
På et alment niveau – dvs. hvad angår samfundenes almene anliggender – vandt den verdslige
sfære stedse mere dominans, mens omvendt religionen stedse mere blev et anliggende for den
enkelte. Som led i en langvarig historisk proces skar den verdslige sfære båndet mellem mennesker
og Gud over.
Båndet mellem mennesker og natur var brudt. Båndet mellem mennesker og Gud var brudt. Tilbage
stod det selvstændiggjorte menneske.
Hvordan skulle dette selvstændige menneske forholde sig til sig selv, når nu det var overladt til
sin egen bestemmelse, uden nogen reference i en guddommelig bestemmelse? Mulighederne stod
åbne – men så let går det ikke at løsrive sig, gøre sig fri af tidligere forestillinger. Har nok den
verdslige og den religiøse sfære historisk været modstillede, og i en indbyrdes magtkamp, så rummer
de også nogle fællestræk. Historisk krydses nogle ideer mellem de to sfærer. Det selvstændige
og verdslige menneske bar med sig den ide fra religionen, at mennesker står over naturen. Som den
indadskuende optagethed af det guddommelige måtte vige, og til fordel for en aktiv og udadvendt
optagethed af naturen, blev mennesker frie til at underlægge sig den natur, der i en tidligere religiøs
kontekst var blevet frakendt selvstændig værdi. Vejen var åbnet for, at mennesker kunne definere
sig selv som herrer. Legitimeringen af menneskers herskerrolle kunne hentes ind i den verdslige
kontekst fra den religiøse, nemlig ved en reference til menneskers gudgivne ret til at herske over
naturen. Intet stod da til hinder for, at naturen kunne anskues som en beherskelig ting.
Muligheden for at beherske naturen blev styrket efterhånden som den videnskabelige verdenserfaring
vandt frem, blev stillet i højsædet inden for den verdslige sfære, mens omvendt gudserfaringen
blev henvist til den særskilte religiøse enklave. Viden versus tro – eller videnskab versus teologi –
står atter som to separate kategorier i den vesterlandske tænkning, som kom til at præge samfundets
dominerende institutioner.
Det blev på basis de empirisk forankrede videnskaber om naturen, at en teknisk beherskelse af
naturen kunne funderes – især på basis af de videnskaber, som rettede opmærksomhed mod sammenhænge
af årsag og virkning, og som kunne danne underlag for en menneskelig indgriben med
henblik på at frembringe en bestemt effekt. Ikke mindst blev det den form for videnskabelighed,
som ikke rettede sig mod den blotte søgen efter forklaring, fortolkning eller forståelse af naturen,
men som med et handleorienteret sigte søgte at afdække de ’mellemliggende aksiomer’, der kunne
nyttiggøres i et praktisk virke.
Working Paper 16 2007