Træk af naturbeherskelsens problematik - Institut for Planlægning ...

pågået over århundreder, både før og efter Bacon, og de befæstes frem til vor tid – dog heller ikke
entydigt, men med mange brydninger gennem historien, og tillige i et samspil med forandringer i de
ydre omstændigheder for menneskers virke.
Den forsøgsvise pejling har resulteret i en udpegning af fire udslag af et forandret menneskesyn
i tiden – dvs. århundrederne - omkring Bacon: a) Det selvstændige og centrumdannende menneske,
b) det opdagende og verdenserfarende menneske, c) Det opfindende og frembringende menneske,
d) det udadvendte og verdenserobrende menneske.
a) Det selvstændige og centrumdannende menneske
Bacons forfægtelse af et menneskers kongedømme på basis af erfaringsviden kan ses på baggrund
af en ændring i menneskesynet fra renæssancen og fremefter. Det er en ændring i synet på menneskers
plads i verden, og i synet på det perspektiv, fra hvilket mennesker og verden anskues.
Tidligere var det menneskelige blevet anskuet i et guddommeligt perspektiv, som en afbildning
af Gud. Også verden måtte anskues i et guddommeligt perspektiv, som Guds skaberværk. Stedse
mere går tendensen i retning af, at det menneskelige anskues i dets egen selvstændige eksistens, og
at verden anskues med udgangspunkt i det menneskelige som centrum (dog uden at religionens betydning
dermed opgives). Ikke kun i kunsten, men også mere alment, vinder det menneskelige centralperspektiv
frem.
Hos Bacon anes en dobbelthed, som er illustrativ for brydningen mellem de to anskuelser, Gud
som centrum for perspektivet versus mennesker som centrum for perspektivet. På den ene side er
det den menneskelige erfaring, der for Bacon bør være udgangspunkt for erkendelse af verden, dvs.
et menneskeligt centralperspektiv. På den anden side søger han den sande model, som afbilder skaberens
præg på den skabte verden, og uafhængigt af det subjektivt menneskelige, dvs. med reference
til et guddommeligt centralperspektiv.
b) Det opdagende og verdenserfarende menneske
Tro versus viden, religiøsitet versus verdslighed, teologi versus naturvidenskab, åbenbaring versus
erfaring og fornuft brydes med hinanden gennem en lang historisk periode – ja, mest eklatant fra ca.
1200-tallet og fremefter, og som en fortsat uafsluttet brydning.
Kirkens magt over den rette mening, tro og tanke, som var på sit højeste omkring 11-1200årene,
blev i de efterfølgende århundreder udfordret af det nye borgerskab, samtidigt med at kirken
krampagtigt søgte at fastholde sin truede magtposition gennem inkvisitionen. Ideen om verdenserfaring
vandt frem – at forstå som verdenserfaring gennem videnskabelige opdagelser.
På videnskabens område kom den astronomiske udforskning i front i 15-1600-tallet, som en erfaringsbaseret
’opdagelsesrejse i universet’, rettet mod forklaring og forudsigelse. Men netop Francis
Bacon blev i begyndelsen af 1600-tallet den stærke fortaler for en empirisk og eksperimentelt
baseret udforskning af de jordiske fænomener, og en stærk grundlægger af principperne for denne
udforskning – dog, som tidligere nævnt, med rødder langt tilbage i tiden, bl.a. til hans navnebror,
Roger Bacon, i slutningen af 1200-tallet.
43