RV-tur, Elba, Italien - KZ & Veteranfly Klubben

Ankomst Elba
Indflyvningen til Elbas lufthavn med bjerge til begge sider var meget
smuk, og straks efter landingen blev Palles og Prebens radioer byttet
om, og Palle klargjorde en bærbar VHF til resten af turen. Efter indloge‐
ringen vandrede vi de knap 200m til stranden, hvor vi nød solen og en
dukkert i Middelhavet. Nydelsen blev ikke mindre af, at vi hjemmefra fik
meldinger om en trøstesløs regn.
Om aftenen blev en velsmagende fiskeret i den stedlige lille havn skyllet
ned med en kølig lokal rosévin fra Elba, og i fuld enighed vedtoges det at
blive her det næste par dage.
Den følgende dag besluttede vi at udforske øen, her hvor Napoleon i sin
tid havde haft stuearrest. Der blev bestilt 4 scootere og nu gik turen ad
smalle bjergveje langs kysten, kun afbrudt af pauser for at nyde udsigten
eller indtage frokosten.
På vej til Venedig
Efter to oplevelsesrige dage på Elba blev der sendt flyveplan til Venedig
for de to RV’ere og Mooney’en. De to Long‐EZ’er foretrak Albenga. Mel‐
dinger om vejret omkring Venedig var ikke opløftende, men det var
acceptabelt, så vi begav os på vej. Efter en lille times flyvning meddelte
flyvekontrollen, at der nu ikke længere var VMC omkring Venedig, og at
vi endvidere kunne forvente dårligt vejr de næste dage i hele området,
så vi måtte se i øjnene, at en hjemtur øst om Alperne med de meldinger
ikke længere var realistisk.
Vi valgte at lande i Lucca tæt på kysten for rådslagning, og efter en fro‐
kost og passage af en CB besluttede vi også at flyve til Albenga med den
risiko at blive mødt her med en bemærkning som: Hvad sagde vi!
Kursen gik tværs over Genovabugten til Albenga, hvor mødet med d’her‐
rer Mogens, Ivan og Kai forløb som nævnt, og på anbefaling af Mogens
blev vi indlogeret på et lille hyggeligt hotel på en bjergskråning omgivet
af oliventræer og med en storslået udsigt. Ikke sært at vi besluttede at
indtage middagen her, da dagen gik på hæld. Middagen blev aftalt til kl
19, og her brugte man ikke menukort. Ægteparret, der ejer stedet tilbe‐
redte selv maden, og vi var naturligvis spændt på, hvad der ville blive
serveret.
Også middagen overraskede i positiv retning, idet der blev serveret ikke
færre end syv forskellige retter af varierende størrelse, og de var abso‐
lut, som når italiensk mad er bedst.
På vej hjemad
Den følgende dag afleverede vi den sædvanlige flyveplan for formation,
og overraskelserne var ikke slut, ‐ først umiddelbart før afgang blev vi
høfligt men bestemt gjort opmærksom på, at der i italiensk luftrum skal
søges om tilladelse til at flyve i formation! Tilbage til briefing og udfærdi‐
ge 3 separate flyveplaner. Det forhindrede os dog ikke i at følges ad i løs
formation, som vi hidtil havde gjort, og efter godt 2½ time landede vi i
Villedefrance nær Lyon for tankning og frokost, hvorefter vi fortsatte til
dagens mål Colmar. Colmar er kendt for en meget idyllisk og gammel
indre bydel præget af smukt bindingsværk og rigt dekoreret med blom‐
ster, og som vi tidligere har besøgt i forbindelse med et RV‐træf. Vi be‐
nyttede lejligheden til at nyde dens særpræg endnu en gang.
Det skal lige nævnes, at hele holdet var i fin form, idet ‐ da vi efter endt
aftenbytur havde ventet forgæves i over en halv time på en taxa – fore‐
trak vi apostlenes heste og vandrede de godt 4 km til hotellet nær flyve‐
pladsen.
Det sidste track til Roskilde blev med 5 ‐ 10 kt. fra nord det tidsmæssigt
længste på godt fire timer, men til gengæld var himlen stort set skyfri
hele vejen.
Turen var i realiteten problemfri ‐ kun med spændende udfordringer og
flere overraskelser ‐ og hjemturen var ingen undtagelse, idet vi i nærhe‐
den af Karlsruhe fra 1. parket fik udsigt til en Airbus A380 i en væsentlig
lavere højde, der lavede landingsøvelser. Vi var informeret af flyvekon‐
trollen, og det var en helt speciel oplevelse, som vi formentlig ikke får
igen.
I det hele taget blev det en uforglemmelig tur, der livligt blev diskuteret
over en landingsøl ved hjemkomsten, og den er et godt eksempel på,
hvad hjemmebyggede fly også kan bruges til.
Oscar Yankee 2‐2010 | 13