Om Tortur - udgivet 2002 - Dansk Røde Kors

2 

tortur 

torturens evige skygge 

Tortur, tvangsmæssigt forhør, moderat fysisk pres. Der er 

mange begreber, men de beskriver det samme, og er alle i 

strid med FNs torturkonvention: »Intet menneske skal udsættes 

for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende 

behandling eller straf.« 

Alligevel forekommer der dagligt tortur verden over. Menneskerettighedseksperter 

vurderer, at det sker systematisk i 

mindst 150 lande. 

Men langt flere bliver i dag konfronteret med torturens 

konsekvenser. I en globaliseret verden kan man ikke længere 

forholde sig til torturen alene som et moralsk problem, der 

foregår et andet sted. Torturens ofre finder også vej til vores 

egen hverdag, som flygtninge eller asylansøgere bliver de vores 

naboer og deres lidelser en kendsgerning, vi må forholde 

os til. 

Dansk Røde Kors’ medarbejdere på asylcentrene møder 

torturens konsekvenser som en del af arbejdsdagen. På asylcentrene 

bor mennesker, der enten har været ofre for tortur 

eller måske selv har udøvet den. Dansk Røde Kors har ikke 

viden om, hvor mange asylansøgere der tilhører sidstnævnte 

gruppe. En fortid som bøddel bliver oftest gemt væk. Derimod 

skønner Dansk Røde Kors, at cirka hver tiende asylansøger har 

været udsat for overgreb, inden de kom til Danmark. Dertil 

kommer, at tortur ikke kun rammer den person, der udsættes 

for den, tortur påvirker også familiemedlemmerne. 

Torturens væsen er, at den aldrig går væk, den er en evig 

skygge i tilværelsen. På asylcentret eller hvis man senere får 

asyl og begynder et nyt liv på egen hånd i Danmark, for et 

dansk pas og en ny tilværelse er ikke i sig selv nok til at begynde 

på en frisk. Uden behandling forbliver torturen oftest 

som fysiske skader på kroppen og især som psykiske ar på 

sjælen. Ingen eksperter tør nagelfast konkludere, hvad 

konsekvensen af manglende behandling er, for de har ingen 

præcis dokumentation. Men der lurer en frygt for, at skaderne 

i værste fald kan føre til dybe depressioner og måske vold og 

selvmord. 

Dermed rammer tortur os som samfund, fordi den svækker 

de borgere, der har set dens ansigt. 

Røde Kors-medarbejderne er nogle af de første, der møder 

torturofrene, når asylansøgere indleder deres ophold i Danmark 

på et center. Der har længe været et ønske om bedre at 

kunne identificere de mærkede. Under Kosovo-krigen i 1999 

drog vi nogle af de mest konkrete erfaringer med at screene 

for traumer. De kosovo-albanske børn blev bedt om at 

definere, hvordan krigens begivenheder påvirkede dem, og 

i samtale-grupper hjalp de hinanden til selv at håndtere de 

psykologiske belastninger. Dansk Røde Kors ønsker også at 

bruge erfaringerne i forhold til asylansøgere generelt. Det 

er her der kunne grundlægges en indsats for at forhindre de 

værste konsekvenser for torturofrene. 

Men målet med dette magasin tager sit udgangspunkt et 

andet sted. I grundlæggende at beskrive, hvad tortur er, og 

hvad det gør ved mennesker. Du vil møde personer, der har 

torturen til fælles. Offeret og bødlen, lægerne der forsøger at 

hjælpe på fode igen. Og du vil møde personer, der har viet 

deres liv til at afsløre myndighedernes overgreb på deres egen 

befolkning. 

Det er barsk læsning, decideret modbydelig sine steder. 

Men vi har valgt at lade beskrivelserne stå i sin råhed, som de 

er oplevet af de implicerede. Fordi torturen ikke forsvinder, 

selvom vi tier, den gemmes kun af vejen. Magasinet rummer 

dog også adskillige lyspunkter, der viser de kræfter, der har 

sat sig som mål at stoppe overgrebene og behandle dem. 

Som humanitær organisation kan man kun håbe, at det er 

de kræfter, der vinder. 

andrew langkjær 

tortur 

»tortur betyder enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, bevidst påføres en 

person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse..., at straffe ham... at skræmme... lægge tvang på 

ham... eller af nogen anden grund baseret på nogen forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af 

en person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. smerte eller lidelse, der 

alene er en naturlig eller tilfældig følge eller en del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.« 

FNs Torturkonvention, artikel 1, stk. 1. 

Indhold 

4 Vil du giVe asyl til denne krop 

iranske torturbødlers pinte i syv år Bahrams krop og ødelagde den for altid. 

9 Bødlernes Video smuglet ud af iran 

en video optaget af iranske bødler afslører deres forhørsmetoder. 

10 600 års pinefulde forhør 

i middelalderen blev anklagede pint, til de tilstod forbrydelsen. 

14 Cia’s hemmelige manual 

Cia brugte en torturmanual under usa’s engagement i mellemamerika. 

16 det går den rigtige Vej 

dansker er medlem af både fns og europarådets anti-tortur komiteer. 

19 godt jeg ikke BleV sindssyg 

hun har konstante smerter – prisen for at være politisk aktiv turkmener i irak. 

22 ofrenes gloBale netVærk 

Verdens behandlingscentre satser i stigende grad på forebyggelse af tortur. 

2 hæng Bødlerne ud 

Bødlerne udstilles med navn af amnesty international. målet er flere retssager. 

26 Bødlens Bekendelser 

den græske familiefar simon patroklos har en dunkel fortid. 

29 hjælp til taleBans ofre 

saCh behandler torturofre i pakistans flygtningelejre. 

6 tortur er forBudt 

få ofre kan nogensinde gøre sig håb om et retligt opgør med deres bøddel. 

tortur 

9 traumer skal frem i lyset 

grundige samtaler kan hjælpe torturerede asylansøgere. men pengene mangler. 

41 reCept på hVerdagen 

en meningsfuld dagligdag er det bedste mod traumer, mener dansk røde kors. 

42 du BliVer aldrig hel igen 

helt raske bliver ofrene aldrig, men de kan hjælpes til et bedre liv. 

4 dansk jagt på BeViser 

danske læger er på sporet af metoder, der kan afsløre tortur. 

45 tyrkisk Chikane mod ofre og læger 

Centret for torturofre i diyarbakir er en torn i øjet på myndighederne. 

47 “selVfølgelig er jeg ikke populær” 

når inge genefke bider sig fast i en sag, giver hun ikke slip. 

MagasInet er udgIvet af dansk røde Kors asylafdeling, dag Hammarskjölds allé 28, 2100 København Ø 

telefon + 45 35 43 22 44, fax + 45 35 43 24 44, email asyl@redcross.dk, Hjemmeside www.asylum.redcross.dk 

redaKtIon Kim serup rasmussen (ansvarsh. redaktør), andrew Langkjær (redaktør), Jette nørby andersen, Hussein ferdowsipour, annette Haugaard, Henrik Kastoft, ane nordentoft 

researcH christina rask 

foto Mads Madsen, Lars Berthelsen, carsten snejbjerg m.fl. 

Layout Mette salomonsen 

grafIK claus nørregaard 

KonsuLent steffen gram 

tryK K. Larsen & søn a/s 

opLag 6.000 eksemplarer 

redaktion afsluttet juni 2002 

Meninger fremsat i dette magasin er ikke nødvendigvis sammenfaldende med dansk røde Kors’ holdning. artikler fra bladet kan frit gengives, såfremt kilden tydeligt fremgår. 

50 Besøg der redder liV 

delegater fra internationalt røde kors banker hver dag på døren ind til fanger. 

51 mønsterland under anklage 

danmark kritiseres fortsat for at bruge isolationsfængsel. 

52 to års Ventetid 

de danske behandlingstilbud til torturofre er for få og for spredte. 

54 uhyret findes i os alle 

du og jeg, din bror, naboen og købmanden. Vi kan alle udøve tortur.

4 

tortur 

vil du give asyl til denne krop 

skruetvinger, gummikabler, primus- 

brændere, knive, metalstænger. 

de iranske torturbødlers grusomme 

fantasi kendte ingen grænser. 

i syv år pinte de Bahrams krop og 

ødelagde den for altid 

»Evin-fængslets torturkammer var på størrelse 

med dette lokale«. 

Vi er i Medborgerhuset på Nørrebro i København. 

I et rum, der kunne være klasse- 

værelset i en dansk folkeskole. 

43-årige Bahram tager bluse og sko af. Han 

vil tage os med på en rejse ind i ondskab. Og 

et blik på hans fødder, arme og skuldre er 

nok. Syv års tortur har sat uudslettelige spor. 

Vi spoler tiden tilbage til 1975. 

»Jeg studerede mekanik på universitetet 

i Teheran. Der var ballade. En gruppe studerende 

demonstrerede for bedre vilkår. Portrætter 

af Shahen af Iran blev revet i stykker. 

Jeg anede intet om politik dengang og deltog 

ikke, men blev ved et tilfælde arresteret.« 

I 13 måneder sad Bahram i fængsel. Der 

blev ikke rejst tiltale mod ham, men bag 

tremmerne traf han garvede politiske fanger 

og et politisk engagement blev vakt til live. 

»Fængslet forskrækkede mig. Jeg var blot 

16 år og ved at skide i bukserne. Men de gamle 

fanger holdt hånden over mig. Til gengæld 

så jeg, hvor brutalt styrets modstandere blev 

behandlet.« 

den gamle mand og kassen 

En ældre fange fik særlig betydning for Bahram. 

»Han fortalte mig, at en ven en dag var 

kommet med en stor kasse, som vennen bad 

den gamle mand tage vare på. En dag stormede 

politiet den gamle mands hus. “Der er 

våben i kassen og du vidste det,” råbte politiet 

til den gamle mand. Men selv under tortur 

benægtede han at kende til våbnene. Da han 

havde fortalt mig historien, spurgte jeg ham, 

om han faktisk havde vidst, at der var våben 

i kassen.« 

Den gamle mand så på Bahram og sagde 

så: »Hvorfor spørger du? Når du møder bødlerne 

og har sagt nej... så er det nej! Hvis du så 

meget som én gang åbner munden, drukner 

du i lort.« 

henrettelse ved daggry 

Efter løsladelsen gik Bahram i bjergene som 

frivillig i kurdernes væbnede kamp. Iran blev 

kastet ud i en religiøs revolution; Shahen 

flygtede og det fundamentalistiske præstestyre 

under ledelse af ayatollah Khomeini tog 

magten. 

»Shahen var ikke harmløs, som mange 

tror. Han misbrugte Irans ressourcer. Men 

Khomeinis styre var rendyrket tyranni.« 

Sammen med et par tusinde kurdiske 

oprørere fortsatte Bahram kampen mod den 

nye fjende i det nordlige Iran omkring byen 

Sanandaj. 

»Khomeinis styrker bombede byen til 

ruiner. Vi trak os. To andre partisaner og jeg 

kørte i en minibus mod Teheran. Pludselig 

blev vi stoppet. Vi havde ingen våben, soldaterne 

fandt kun et batteri i bilen. Alligevel 

mistænkte de os for at være oprørere. Vi fik 

at vide, at henrettelsen skulle ske ved daggry. 

Jeg troede ikke mine egne ører, men huskede 

på den gamle mands råd: Stå fast.« 

drenge skudt på startbane 

Bahram og de andre blev ført til et fort ved 

en lufthavn. Dagen før var 18 mennesker blevet 

skudt ned på startbanen, blandt dem to 

brødre på 13 og 14 år. 

»Vi blev vækket klokken tre om natten, fik 

besked på at vaske os i ansigtet og bede en 

sidste bøn til Gud. På et af toiletterne lykkedes 

det mig at flygte gennem et lille hul i den 

tykke mur. Den dag i dag forstår jeg ikke, det 

kunne lade sig gøre.« 

Bahram løb de 200 meter hen til hovedgaden 

i byen. Her prajede han en kurdisk 

lastbilchauffør, som straks kørte ham til 

Teheran. 

»Jeg ved ikke, hvad der skete de andre. Jeg 

tænkte kun på at redde mig selv.« 

jorden begynder at brænde 

I 1980 lykkedes det for første gang at smugle 

filmoptagelser af præstestyrets massakrer 

mod kurderne ud til omverdenen. Billederne 

viste døde mennesker i ruinerne og omstrejfende 

hunde, der åd af ligene. 

Bahram stod bag disse film. Han var en 

torn i præstestyrets øje. I Teheran følte han 

jorden brænde under sig. Khomeinis frygtede 

revolutionsgardister jagtede ham. 

»Da kurderne samtidig blev uenige indbyrdes, 

brød jeg med gruppen. Jeg ville ud af 

Iran og gik under jorden. Jeg boede på skift 

hos venner i det nordlige Teheran. En af dem 

var medlem af oprørsbevægelsen Mujahedin. 

Han ville hjælpe mig og lovede at skaffe 

mig til Kurdistan eller Baluchestan i løbet af 

15 dage. Fedt, tænkte jeg, men uger blev til 

måneder, og jeg blev involveret i Mujahedin. 

De var søde mennesker og de tog afstand fra 

præsteregimet.« 

den dag det gik galt 

Bahram kendte til våben og kom med i en af 

Mujahedins militsgrupper. I juni 1981 erklærede 

Khomeini åben krig mod oprørerne, som 

svarede igen med væbnede aktioner mod 

Khomeinis militær og revolutionsgardister. 

»Dengang var der ofte flere hundrede 

henrettelser af Mujahedin-folk dagligt. Mujahedin 

var den største oppositionsgruppe. Vi 

kæmpede for et flerpartisystem. Det var regulær 

partisankrig. Som sikkerhedsforanstaltning 

gik vi altid med cyankalium-kapsler på 

os. Under selve aktionen havde vi glaskapslen 

i munden. Hvis vi blev pågrebet, ville giften 

slå os ihjel i løbet af to-tre minutter.« 

I sit civile liv arbejdede Bahram hos en 

bager. Langt om længe lykkedes det at få en 

foto mads madsen 

aftale i stand med Mujahedin om at blive 

smuglet ud af Iran. 

»Min kontakt hed Hussein og jeg havde 

fået at vide, at han ville komme hos bageren 

klokken 11. Jeg var i kælderen. Til aftalt tid 

kommer bagermesteren ned og siger, at Hussein 

er ankommet. Jeg gik op uden at ane 

uråd, men... jeg ser manden. Jeg ser hans kondisko 

og påklædning og jeg tænker: FUCK! 

Han er revolutionsgardist.« 

en af dem er nok til dig 

»Det er nok svært at forstå, hvorfor skoene og 

joggingdragten afslørede ham. I Mujahedin 

var det strengt forbudt at gå i sportstøj. Vi 

måtte ikke ligne nogen, som skulle kunne 

stikke af i en fart. Derfor gik vi altid klædt, 

som alle andre på gaden.« 

Bahram tænkte hurtigt. Han vidste, at 

eneste chance for at nå ned til cyankaliumkapslen 

i kælderen, var at spille naiv: 

»Godt du kom, Hussein! Jeg henter lige 

mine ting.« 

Men gardisten var snu. Hans ene hånd 

holdt om en pistol i lommen, da han med lavmælt 

kulde sagde: 

»Der er syv kugler. En af dem er nok til dig. 

Kom ud – stille og roligt.« 

Ude på gaden blev Bahram skubbet op 

mod husmuren. Gardisten åbnede Bahrams 

mund for at sikre sig, at der ikke lå en kapsel 

mellem tænderne. 

Fire biler og en flok gardister havde omringet 

bagerforretningen. Bahram blev ført ind 

på bagsædet i den tredje bil. Ved et lyskryds 

kørte de to første over for rødt, den tredje og 

fjerde bil standsede. 

»Jeg var desperat. Jeg pegede på en tilfældig 

på gaden og råbte: Der går min leder – 

anhold ham!« 

Chaufføren og den ene vagt sprang ud, 

Bahram slog den tredje vagt ned og løb. Gar- 

tortur 5 

disterne skød ham to gange i benet, men han 

fortsatte nogle få skridt, indtil han blev kørt 

ned af den fjerde bil. 

Derefter blev alt sort. 

tak – det er godt, at i fandt mig 

Bahram vågner i et forhørslokale. Rundt om 

ham står gardister. En af dem slår hænderne 

sammen og siger glædestrålende: 

»Neeej Behzad! Vi har ledt efter dig i Himlen, 

men fandt dig her på jorden.« 

‘Behzad’ var Bahrams kaldenavn i Mujahedin. 

»Jeg spillede dum og svarede med et stort 

smil: Tak – det er godt, at I fandt mig og fik 

mig ud af det miljø! Jeg var så træt af det!« 

Bahrams latter fylder lokalet i Medborgerhuset 

på Nørrebro. Han går i stå. En skygge 

vandrer hen over hans ansigt. 

»Så bankede de mig, til jeg besvimede.« 

Bahram var havnet i det berygtede Evinfængsel 

i Teheran. Da han atter vågnede, 

havde han bind for øjnene. 

»Jeg blev bange. Jeg kunne høre mennesker 

skrige af smerte, men ingenting se. Torturbødlerne 

råbte konstant: Rejs dig, buk dig. 

De førte mig hen til et værelse. Jeg gik ind, 

sagde hej, og blev i samme nu ramt i nakken, 

så jeg fløj fem-seks meter frem.« 

Bødlerne varmer op 

»Bare rolig. Det er kun opvarmning‚ om lidt 

begynder kampen, lød det fra torturbødlerne. 

Men jeg troede stadig, at jeg var Rambo og at 

jeg kunne flyve.« 

Efter mange prygl, blev Bahram sendt på 

toilettet og tvunget til at drikke en masse 

vand. Væske holder nyrerne i gang og giver 

torturbødlerne mere tid med offeret, inden 

kroppen siger fra. På toilettet fjernede han 

to af de tre lag stof fra bindet for øjnene. Det 

gjorde ham i stand til at se gardisterne. >

6 

tortur 

“ hvis du så meget som én gang åbner munden, drukner du i lort. 

Bahram har fået asyl og bor i Brønshøj i 

københavn. han går fortsat til behandling 

for den tortur, han blev underkastet 

gennem syv år i iran på grund af sit engagement 

i den kurdiske oprørskamp mod 

præstestyret. 

Torturoffer 


»Men jeg skulle passe på ikke at dukke 

mig, når de slog, for så ville de opdage det.« 

Efter toiletbesøget lænkede gardisterne 

Bahrams hænder og ankler og slog ham 

under fødderne, mens han lå på gulvet. Smerterne 

var uudholdelige. 

op på jernsengen 

Efter timers pinsler råbte Bahram, at »han 

ville samarbejde.« 

Forhørslederen smed et hæfte på bordet. 

»Skriv!« 

»Jeg skrev et falsk navn, hvor jeg var født 

og andet ligegyldigt.« Forhørslederen flåede 

hæftet ud af hånden på Bahram og skreg: 

»Tror du, jeg er en idiot?« 

»Det ved jeg ikke. Du siger, jeg skal skrive.« 

»Ja, navnene på de andre og din placering 

i Mujahedin... sgu da ikke hvor du er født, og 

om din mor er gift!« 

Om aftenen blev Bahram liggende på maven 

tvunget ned på en jernseng. Hænder og 

ankler blev lænket fast med håndjern. 

»I den stilling kommer fødderne flot op, 

så de rammer rent, når de slår. Det gjorde så 

frygtelig ondt.« 

Over midnat var forhøret slut. Bahram 

kunne ikke længere gå og måtte kravle hen i 

cellen til de andre fanger. 

folk var ligeglade 

Foruden torturkammeret bestod denne del 

af Evin-fængslet af seks celler, hvor fangerne 

sad. Tre celler på hver side af en korridor. 

I reglen var flere fanger til stede ad gangen 

i torturkammeret, men alle, som ikke 

var under forhør, skulle sidde på hug med 

hovedet gemt mellem knæene. Ghadir, Islami 

og Ashari. Bahram husker tydeligt torturbødlernes 

navne. 

Tidligt næste morgen blev han vækket og 

på ny trukket ind til forhør. 

»Jeg hørte min egen stemme fra en båndet 

telefonsamtale. Gardisterne havde op- 

snuset, at jeg onsdag skulle mødes med en 

kvinde fra Mujahedin på en restaurant i 

Teheran. Jeg forklarede, at alle tidspunkter i 

Mujahedin var kodede, så mødet i virkeligheden 

skulle finde sted 24 timer før. Og ved 

du hvad? De troede på det.« 

Gardisterne planlagde et baghold. Om 

tirsdagen gik Bahram til restauranten. Otte 

civilklædte gardister fulgte ham på nogle 

meters afstand. 

»Jeg havde blod over det hele, men ingen 

folk på gaden kom hen og spurgte, hvad der 

var sket mig. Jeg blev vred. Jeg risikerede mit 

liv for dem, men de var ligeglade.« 

løj for at redde kammerat 

På restauranten kom der ingen fra Mujahedin, 

for aftalen var onsdag og ikke tirsdag. 

Men gardisterne roste Bahram. Det var ikke 

hans skyld, at kvinden blev væk. Bahram 

skulle blot få en ny aftale. 

Men aflytningen af Mujahedins telefonnetværk 

fortsatte. Da kvinden dagen efter 

ringede til netværket og sagde, at Bahram 

ikke var dukket op, brød helvede løs. 

»Da de opdagede, at jeg havde snydt dem 

og reddet min kammerat, blev de rasende. Jeg 

fik tæsk med stok nummer to og tre.« 

Bahram forklarer, at stok nummer et er 

en forholdsvis harmløs gummislange. Stok 

nummer tre er et tungt jordkabel, der kan 

knuse knoglerne på den, som bliver ramt. 

I Bahrams Mujahedin-gruppe ringede alle 

medlemmer hver dag til en ældre kvinde. 

Hun blev kaldt “mor”. Enten for at melde alt 

vel eller advare andre. Hvis en fra gruppen 

ikke gav lyd fra sig i 24 timer, vidste alle, at 

noget var galt. Det var også fast aftale, at hvis 

en i gruppen blev fanget, behøvede vedkommende 

‘kun’ at udholde tortur i 48 timer, 

derefter havde han eller hun tilladelse til 

at røbe gemmesteder, der så forlængst ville 

være rømmet. 

mor, jeg ligger på hospitalet 

Gardisterne beordrede Bahram til at tale med 

“mor”. 

»Jeg vidste, at jeg skulle spille rollen, selv 

om jeg kunne høre, at de havde ringet en anden 

op. Jeg sagde: Hej mor, det er Behzad. Jeg 

har det godt.« 

»Det var flot. Vi prøver en gang til,« sagde 

forhørslederen. 

»Jamen, jeg har jo lige ringet,« protesterede 

Bahram. 

»Nej-nej, det var ikke den rigtige mor.« 

Sceneriet gentog sig. På ny ringede gardisterne 

en kvindelig kollega op. En stemme 

sagde: 

»Hej, hvem er det?« Bahram spillede igen 

rollen og sagde: 

»Hej mor, det er Behzad. Min bil kører 

godt.« 

»Det var fint...du har bestået,« sagde forhørslederen 

til Bahram. »Vi ringer op én gang 

til!« 

Ved tredje opringning var den rigtige ‘mor’ 

i røret. 

»Jeg sagde: Hej mor. Det er Behzad – jeg 

ligger på hospitalet! Bingo. Det var kode og 

betød; alt er gået galt.« 

Forhørslederen flåede i raseri røret ud af 

hånden på Bahram. Gardisterne greb igen 

deres stokke nummer to og tre og råbte til 

hinanden: »Kom og nyd det... og bed til Gud«. 

Bahram blev gennembanket af fire gardister. 

»De slog og slog og slog. Efter 20 minutter 

kunne mit nervesystem ikke registrere 

flere slag. Det var et slemt syn, da jeg åbnede 

øjnene. Du tror, det er løgn, men hævelsen 

bliver til sidst så voldsom, at foden nærmest 

sprænges i stykker.« 

“ jeg havde blod over det hele, 

men ingen folk på gaden kom hen og spurgte, 

hvad der var sket mig. Bahram, torturoffer 

»Hvad størrelse sko bruger du?« råbte en 

gardist. 

»42 din idiot,« snerrede Bahram. 

»Ha! Jeg tror, du skal op i størrelse 60.« 

Barnemad at slå ihjel 

Da Bahram vågnede, var fødderne lagt i 

bandager. Det skete på Evin-fængslets egen 

klinik, hvor fangerne blev lappet nødtørftigt 

sammen. 

Torturbødlerne kaldte Bahram op på jernsengen 

igen. 

»Det kan jeg ikke klare. Jeg dør.« 

»Godt! Så aftaler vi, at du sætter dig over 

til bordet og skriver.« 

»Ved du hvad? I får ikke en pind,« svarede 

Bahram. I samme øjeblik kom en mand ind i 

lokalet. 

»Kender du mig?« spurgte han med et stilfærdigt 

truende tonefald. 

»Nej...?« 

Manden fjernede bindet for Bahrams øjne: 

»Du kender mig. Du har engang skudt 

mig i benene. Kan du huske det? I stedet for 

at spille smart, skulle du hellere fortælle 

os, hvad du ved. Vi kan slå dig ihjel under 

tortur... det er barnemad! Ingen ved, at du er 

her. Så tag dig sammen og giv os informationerne.« 

Bahram genkendte udmærket Rahmani, 

men huskede nok en gang på den gamle 

mands råd: Et nej er et nej. 

nu ville de knuse mig 

Mange måneder senere var dele af Bahrams 

fødder begyndt at rådne. En læge sendte Bahram 

til fængslets klinik, hvor de døde dele 

blev opereret bort. Efter tre-fire dage var han 

tilbage i torturkammeret. 

»Der så jeg noget at det værste, jeg har 

oplevet i fængslet: Bødlerne gramsede på en 

kvindelig fanges bryster. Jeg mistede besin- 

tortur 7 

delsen, fór op og kastede mig over Rahmani. 

Jeg bed ham så hårdt i benet, at der gik en 

luns af. Han skreg; mit ben... mit ben,« fortæller 

Bahram og holder en lille pause. 

»Fra da af blev konflikten mellem bødlerne 

og mig personlig. De ville ikke længere 

have navne og adresser ud af mig. Min viden 

var alligevel gammel. Nu ville de knuse mig.« 

Bahram blev hængt op med armene på 

ryggen, så hans skuldre blev vredet af led. 

Han kom i den såkaldte “grillkylling”, hængende 

over flammen fra en primusbrænder. 

Hans hænder og fødder blev gennemboret 

med knive og glødende metalstænger. Hans 

ene testikel blev knust i en skruetvinge. Han 

blev på maven spændt fast til en seng, der 

kunne trækkes fra hinanden, så al vægt lå på 

ryggen alene. 

»Det er en af de værste. De kaldte den 

“hundelås”. Når jeg lå udstrakt, trampede de 

løs. Jeg har set fanger brække ryggen på den 

måde. De smadrede to af mine ryghvirvler.« 

Mishandlingen stod på i måneder og år. 

Bahram forsøgte flere gange at begå selvmord. 

Vi sov stående 

»Senere kom jeg i “moskeen”. Det var almindelig 

kendt, at ingen slap levende derfra. Vi 

vidste, at vi skulle dø. Jeg så frem til dagen.« 

“Moskeen” var en del af Evin-fængslet. 

Cellen var 30 kvadratmeter. 

»Da vi var flest, var vi 120 fanger. Hørte 

du? 120! Vi sov stående på vores ødelagte fødder. 

Vi var aldrig færre end 90 fanger i cellen. 

Så kunne vi lige akkurat ligge side om side, 

men ikke på ryggen. Der var et vindue oppe 

i to meters højde med en persienne for. Folk 

besvimede af iltmangel.« 

I “moskeen” planlagde to fanger at dræbe 

fængselsdirektør Lajvardi under hans daglige 

inspektion. 

»Det var nytår. Fire timer før attentatet >

8 

tortur 

fik jeg at vide, at jeg skulle være med. Vi 

havde en kniv og ville skære halsen over på 

Lajvardi.« 

Fængselsdirektøren gik altid to skridt 

foran sine vagter. Bahrams opgave var at 

smække døren i bag fængselsdirektøren. De 

to attentatmænd skulle så overmande og 

dræbe Lajvardi. 

»Ti minutter før attentatet blev vi afsløret. 

De to andre blev skudt på stedet. En medfange 

havde røbet planen. Næste morgen, 

da min gruppe skulle dele te rundt blandt 

fangerne, hældte jeg en kande kogende vand 

over ham.« 

Efter fem år i Evin blev Bahram sendt til 

Gohardasht-fængslet. 

18 måneders isolation 

Her kom han straks under forhør: Stod han 

bag attentatforsøget? Forhøreslederen var 

ikke tilfreds med svaret og tog fat i Bahrams 

venstre arm med begge hænder: 

»Der er en teknik i Kung Fu. Vil du sige 

mig, hvem der opfandt teknikken? Ellers bruger 

jeg den på dig.« 

»Hvad taler du om?« svarede Bahram. Og 

så knaldede forhørslederen Bahrams arm ned 

over sit knæ, så knoglen brækkede. 

Med en brækket arm blev han smidt i en 

isolationscelle, der var en gange halvanden 

meter. 

I 18 måneder sad han i sin egen verden. 

Han så ikke dagslys. Han mødte ikke andre 

fanger. Den daglige ration mad var 20 dadler 

og en håndfuld brød. 

»Jeg gik halvanden meter frem og halvanden 

meter tilbage. Når jeg lå ned, var det med 

bøjede ben. Jeg længtes så frygteligt efter at 

kunne strække mig. Jeg mistede fornemmelsen 

af tid. Efterhånden glemte jeg farver og 

navne – ja selv navnet på min mor...« 

Bahram var ved at miste sine sanser og sin 

“ jeg tog bluse og sko af og spurgte ham: Vil du give asyl til denne krop eller ej? 

Bahram, torturoffer 

Bahrams fod er stadig misformet efter den 

voldsomme mishandling i de iranske fængsler. 

forstand. 

et godt tilbud 

Han tager en slurk danskvand og smiler: 

»Der var to vandrør i cellen. Jeg kunne 

høre vandet klukke. Jeg ved ikke hvorfor, men 

en dag, smed jeg mig ned på gulvet og råbte 

ud under jerndøren: Hallo kammerater! Jeg 

har fundet en oliekilde. Skal vi dele?« 

Bahram ryster på hovedet – han ved ikke, 

om det var en protest eller udslag af vanvid. 


»Det værste ved isolationen var lydene. I 

etagen under mig sad en mor. Hendes nyfødte 

barn græd og græd. Det skar i mit hjerte, 

at der i en celle som min sad en mor med sin 

lille baby«. 

Også i isolationscellen forsøgte han selvmord. 

»30 gange tror jeg. Det lyder nok komisk, 

men når jeg blev træt af det hele, skruede jeg 

loftspæren ud og stak en finger op i fatningen...men 

man dør ikke af 120 volt.« 

I 1988 blev han ført tilbage til Evin. Han 

mødte ikke en eneste af de fanger, han i sin 

tid delte skæbne med i “moskeen” – alle var 

borte. Men han traf på ny Rahmani, som gav 

sin genstridige fange et tilbud: 

»Vi opererer din arm, hvis du i fjernsynet 

siger, at du fortryder, hvad du har gjort.« 

»Jeg skal tænke over det‚« svarede Bahram 

og lagde straks en plan: Hvis operationen 

skulle foregå uden for fængslet, ville det give 

ham en flugtmulighed. 

tilbage til friheden 

Heldet var med Bahram. Han blev overført til 

revolutionsgardisternes hospital ude i byen. 

Bahram vil ikke i detaljer fortælle om sin 

flugt. Han fik hjælp af mennesker, som den 

dag i dag risikerer døden, hvis deres identitet 

afsløres. 

»Fra hospitalet fik jeg smuglet en besked 

til en ven fra Mujahedin. Ved et lykketræf 

boede han efter syv år på samme adresse. 

Jeg bad ham om, hver morgen klokken fire 

at holde sin lastbil klar ved hospitalsindgangen... 

og medbringe en Kalashnikov-riffel.« 

Bahram hamstrede valium-piller. En aften 

var der fodboldkamp på tv. Det lykkedes Bahram 

at blande 20 piller i en kande saftevand, 

som stuens patienter og vagter delte. 

Alle faldt i dyb søvn. Bahram vågnede 

klokken tre om natten, bandt nogle lagner 

sammen og flygtede ud gennem vinduet. 

Hver eneste dag i mange uger havde kammeraten 

fra Mujahedin troligt ventet klokken 

fire om morgenen. Det gjorde han også 

denne morgen. For første gang i syv år var 

Bahram fri. 

kæreste og børn i københavn 

»Jeg har grædt tre gange i mit voksne liv: Da 

min mor og far døde... og den dag, jeg hørte, 

at min kammerat med lastbilen var blevet 

henrettet. Han hjalp mig ud af Iran og reddede 

mit liv.« 

»Via Irak kom jeg til en FN-lejr i Pakistan. 

Jeg havde ingen papirer, jeg havde ingenting...jeg 

tog bluse og sko af og spurgte FNvagten: 

Vil du give asyl til denne krop?« 

Han kiggede, trådte et skridt frem og gav 

Bahram et knus. 

Fra FN-lejren kom han til Danmark, hvor 

han har boet de seneste 13 år. Speciallæger 

har med talrige operationer forsøgt at reparere 

hans knuste fødder, de ødelagte arme og 

skuldre og den mishandlede ryg. En dygtig 

psykolog har lindret de mentale smerter. 

Men tilbage står, at det næppe er tilfældigt, 

at Bahram som måske den eneste af 120 slap 

levende ud af “Moskeen”. 

»Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg tror 

på vilje.« 

Interviewet er slut. Rejsen er forbi. Og dog. 

Bahram skal hjem til sin danske kæreste og 

parrets to børn. Videre på sin rejse væk fra 

Evin og Gohardasht. 

henrik kastoft og hussein ferdowsipour 

Navnet Bahram er opdigtet. Hovedpersonens 

virkelige navn er redaktionen bekendt. 

Bødlernes video smuglet ud af Iran 

en video angiveligt optaget af iranske 

bødler og lækket på internettet afslø- 

rer, hvordan fangerne presses til at 

tilstå mord på journalister og 

forfattere i iran i 1998 og 1999 

En video, der angiveligt viser afhøringen af 

embedsfolk fra den iranske regering, blev 

offentliggjort på internettet i januar 2002 af 

den britiske fagforening for journalister NUJ. 

Videoen blev optaget af bødlerne og viser tilsyneladende 

tvungne tilståelser af en række 

mord på iranske systemkritikere i slutningen 

af 1998. Videoen blev smuglet ud af Iran af 

den iranske menneskeretsgruppe International 

Tribunal on Crimes Against Humanity, 

der har base i Tyskland. 

Baggrunden for afhøringerne var fem mystiske 

mord på journalister og forfattere i løbet 

af november og december 1998. Drabene 

skabte uro i hovedstaden Teheran, og der gik 

vedholdende rygter om en dødsliste på 

60 personer. 

De iranske myndigheder hævdede, at drabene 

var begået af ”løbske elementer” i sikkerhedsstyrkerne 

med hjælp fra fremmede 

magter – USA og Israel – der ønskede at sætte 

landet i et dårligt lys. Den iranske sikkerhedstjeneste 

Savama arresterede i løbet af decem- 

nuj, der offentliggjorde 

videoen, er verdens 

største fagforening for 

journalister med over 

28.000 medlemmer i 

storbritannien, irland og 

Vesteuropa. 

en kvindelig fange bliver slået med en 

sko. til sidst siger hun, at hun vil tilstå 

hvad som helst, bare de lader hende 

være. 

foto fra videoen 

de fem dræBte 

i noVemBer og deCemBer 1998 

mohammad mokhtari (journalist og forfatter), 

majid sharif (journalist), mohammad 

pouyandeh (journalist og forfatter), darius 

foruhar og hans kone parvaneh eskandari 

(politiske aktivister og journalister). 

ber 1998 og i starten af 1999 flere højtstående 

embedsmænd fra Informationsministeriet og 

gennemførte en række hemmelige retssager 

og afhøringer af disse personer frem til år 

2001. Ofrenes familier, advokater og menne- 

skeretsorganisationer fordømte retssagerne 

som en skueproces, der dækkede over, at det i 

virkeligheden var konservative kræfter i toppen 

af det iranske styre, der stod bag drabene. 

tegn på mishandling 

Videoen varer 45 minutter og er en sammenklipning 

af afhøringerne af fem forskellige 

fanger – tre mænd og to kvinder. På videoen 

ser man sjældent direkte fysisk tortur af de 

afhørte. Men bødlerne truer gang på gang 

fangerne med blandt andet pisk, gennembankning 

og henretning, inden de slæbes 

bort og filmen klipper til næste fange. På lydsporet 

hører man skrig i baggrunden under 

afhøringerne. 

En kvindelig fange siger, at hun vil tilstå 

hvad som helst, efter hun på videoen er blevet 

slået af en bøddel med en sko. En mandlig 

fange siger på videoen, at de lige så godt kan 

smide ham ud af vinduet, fordi han ikke kan 

klare mere. Alle fem fanger viser tegn på, at 

de er blevet mishandlet. De ømmer sig, bryder 

grædende sammen og trygler undervejs 

bødlerne om at blive skånet. Fangerne tilstår 

flere af fotografierne i dette 

magasin stammer fra videoafhøringerne. 

det drejer sig om 

følgende sider: 12, 1 , 25, 44 

tortur 9 

mere eller mindre fantasifulde forbrydelser, 

som for eksempel at de har arbejdet for fremmede 

agenter, blasfemi, utroskab og lesbiske 

forhold. 

Igen og igen gennemgår bødlerne tilståelserne 

med fangerne, der flere gange kludrer i 

den forklaring, som man har aftalt. 

tilståelser 

Nogle af fangerne tilstår til sidst godt hjulpet 

på vej, at de har afleveret hemmelige rapporter 

til Israels efterretningstjeneste Mossad 

samt CIA i USA. De tilstår også, at de har 

haft sex med hinanden og andre agenter. En 

kvinde tilstår efter trusler fra bødlerne, at 

hun er nymfoman og har været utro med en 

stribe mænd og er blevet gravid undervejs. 

Hun indrømmer også, at hun har haft samleje 

med sin mand, mens de rørte ved hinanden 

med afrevne sider fra koranen, hvilket er 

blasfemi. 

Efter afhøringerne kom de tre mænd på 

videoen for retten anklaget for at have ”planlagt 

og gennemført politiske seriemord”: 

Mostafa Kazemi blev idømt fængsel på 

fire gange livstid, Alireza Akbarian blev frikendt, 

og Morteza Fallah blev idømt fængsel 

på livstid. Dommene blev afsagt den 27. januar 

2001. andrew langkjær 

link 

du kan læse mere om sagen 

og downloade videoen med 

en grundig gennemgang på adressen: 

http://media.gn.apc.org/iran/videos.html

10 tortur 

600 års pinefulde forhør 

i middelalderen blev anklagede ikke 

dømt uden beviser. de blev derfor 

pint, til de tilstod forbrydelsen. 

det samme gør totalitære regimer 

i dag ved politiske modstandere for 

at bevare magten i landet 

Tæv, hårdhændet behandling og fysiske overgreb 

på fanger har eksisteret lige så længe 

som mennesket. Men i dag betragter vi den 

slags som tortur. Når vi ser på torturens historie 

må man imidlertid skelne mellem dårlige 

fængselsforhold, med generel vold over 

for fangerne og den tortur, som fanger blev 

underkastet for at tvinge tilståelser frem. 

Tortur som en del af strafferetsplejen var 

en del af hverdagen i Middelalderens Europa. 

Bødler hængte fanger op i armene, kneb dem 

med gloende tænger eller hældte ubehagelige 

væsker, som urin eller snavset vand i munden 

på dem, for at få dem til at indrømme 

forbrydelserne, de var anklaget for. 

Paradoksalt nok kan man tolke pinefulde 

forhørsmetoder som et – omend beskedent 

– fremskridt i retsplejen. For man ville ikke 

dømme folk uden at have et bevis for deres 

skyld. 

Beviset kunne enten være to vidners udsagn 

eller en tilståelse – som man altså skaffede 

ved at torturere de anklagede. 

»Det er lidt mærkeligt, at tortur på den 

måde er en slags civilisationsfremskridt, da 

man ikke bare dømte folk, men ville have et 

grundlag for det,« siger Ditlev Tamm, professor 

i retshistorie på Københavns Universitet. 

Det var den fremherskende tankegang og 

praksis i datidens Europa, fortæller han. 

kætteri 

I Danmark har tortur dog ikke været særlig 

udbredt, og den blev helt afskaffet i 1837 ved 

en kongelig resolution efter anbefaling fra 

den rådgivende stænderforsamling. Også briterne 

tøvede, før man pinte og plagede sine 

indsatte. Til gengæld var middelalderens tyskere, 

franskmænd og italienere tilbøjelige til 

at pine de anklagede, først og fremmest når 

myndigheder ønskede alvorlige forbrydelser 

som drab opklaret hurtigt. 

I dag forbinder vi i høj grad tortur med 

den pavelige domstol, der blev oprettet i 1231 

for at bekæmpe kætteri. Kirken indførte den 

såkaldte inkvisition – den religiøse domstol, 

der jagtede kætterne. Anklaget for kætteri 

blev folk, der bekæmpede katoliscismen, men 

også folk, der havde konverteret til katoliscismen, 

og som efterfølgende blev mistænkt for 

fortsat at praktisere deres tidligere religion. 

I Spanien, hvor staten var bygget op omkring 

den katolske tro og rettroenhed, var kirken 

specielt nidkær i sin jagt på kættere. 

»Mange jøder og muslimer gik over til 

kristendommen på skrømt for bedre at klare 

sig i samfundet. I virkeligheden fortsatte de 

med at leve efter deres oprindelige religion,« 

fortæller Ditlev Tamm. 

Men selvom kirken brugte tortur for at få 

anklagede til at tilstå, var tortur ikke karakteristisk 

for inkvisitionen, understreger han. 

Man satte snarere de anklagede i fængsel. 

Tilstod den anklagede kætteriet, var der 

dog ingen nåde at hente. Den anklagede blev 

som regel henrettet, fastslår han. 

Selvom mange i dag forbinder inkvisitionen 

og de civile domstole i middelalderen 

med tortur, så har omfanget formentlig været 

meget mindre udbredt, end vi tror. Men 

fra slutningen af 1600-tallet kom tortur til 

at indgå i straffen for særligt alvorlige forbrydelser, 

og derfor blander vi i dag selve opklaringen 

af sagerne sammen med de mere 

smertefulde former for dødsstraf, mener 

Ditlev Tamm. 

»Dræbte en person sine forældre eller 

en ansat sin husbond eller madmor, kunne 

man som en del af straffen knibe dem med 

glødende tænger, før de blev halshugget. Da 

straffen var offentlig, var tanken, at jo mere 

ubehagelig straffen var, desto mere præventivt 

ville den virke,« siger han. 

I slutningen af det 18. århundrede breder 

sig en stor skepsis mod tortur. Blandt andet 

bliver man opmærksom på, at tortur fører til 

falske tilståelser, da ofrene ikke kan modstå 

torturen, og dommere begynder nu at tage 

andre former for beviser med i vurderingen 

af skyldsspørgsmålet. 

»Indiciebeviset bliver tilstrækkeligt, så 

dommeren godt tør dømme imod den anklagedes 

benægtelse og uden, at man har to 

vidner,« forklarer Ditlev Tamm. 

Samtidig giver oplysningstidens idéer om 

retfærdighed og respekt for individet grundlag 

for modstand mod tortur. 

»Hele det 19. århundrede var karakteriseret 

af et opgør med den gammeldags 

strafferetspleje og den gammeldags straffuldbyrdelse, 

som var ledsaget af smerter. 

Guillotinen er eksempel på, at man ønskede 

en smertefri henrettelsesform,« siger han og 

fortsætter: 

»I stedet begynder man at sætte folk i 

eneceller. Det er jo ikke fysisk vold, men hvad 

vi kalder psykisk tortur. Når folk sidder og 

venter og er ved at kede sig ihjel, kan de til 

sidst ikke holde det ud, og så får man dem til 

at tale på den måde. Det er karakteristisk for 

det 19. århundredes form.« 

staten mod individet 

Europa var stort set uden tortur i begyndelsen 

af det 20. århundrede. Men med de totalitære 

ideologier nazismen, fascismen og kommunismen, 

der voksede op omkring stærke 

statsdannelser, vendte tortur tilbage. 

»Disse ideologier reducerede individet i 

forhold til staten og det påståede fællesskab. 

Her kommer tortur ind i billedet igen,« siger 

Ditlev Tamm, og forklarer, at hvor tortur tidligere 

blev set som et nødvendigt middel for 

at opklare forbrydelser, så blev vold mod individet 

en del af de totalitære regimers politik, 

fordi man ønskede at begrænse individets 

rettigheder i forhold til staten. 

»At staten som en del af sin opretholdelse 

udøvede vold mod borgerne, hører væsentligt 

det 20. århundrede til. Hvis ikke man er med 

i den nye totalitære, absolutte stat, er man 

fjende af den,« siger han og understreger, at 

de nyere totalitære regimer går endnu videre 

end til blot at ville kontrollere borgernes 

handlinger. 

»Man tolerer heller ikke, at borgeren tænker 

anderledes.« 

Derfor er det i dag typisk politiske modstandere 

af totalitære regimer, der bliver 

udsat for tortur. Selvom overgreb på politiske 

modstandere altid har eksisteret i et vist omfang, 

er det først i nyere tid, at volden 

er blevet så systematiseret, fortæller han. 

Samtidig er der sket en udvikling i torturmetoderne. 

Hvor ældre former for tortur 

grundlæggende gik ud på, at man brugte rå 

vold til at nedbryde folks viljestyrke gennem 

smerter, består tortur i dag i højere grad af en 

kombination af fysisk og psykisk vold. 

erfaringer fra Chile 

Det har Ole Vedel Rasmussen erfaret. Han er 

læge og konsulent for Internationalt Rehabiliteringsråd 

for Torturofre, IRCT. I begyndelsen 

af 1980’erne rejste han for Amnesty International 

rundt i diktaturstater og undersøgte 

torturofre for at dokumentere forekomsten 

af tortur. Blandt andet undersøgte han 17 torturofre 

i Chile i 1982. 

Ti af dem var blevet tortureret på den 

samme politistation, og på samme måde, fortæller 

Ole Vedel Rasmussen. 

»Når jeg havde hørt den første tortur- 

historie, var de andre bare repetition. Jeg er 

ikke imponeret over den teknik de anvendte, 

men de vidste jo, hvordan man nedbryder 

folk psykisk.« 

Fælles for de 17 chilenere var, at de havde 

fået bind for øjnene, var blevet ført ned af en 

trappe og fik en kedeldragt på i stedet for deres 

eget tøj. Så blev de undersøgt af en læge 

eller sygeplejerske og derefter forhørt. Efter 

forhøret, hvor de blev udsat for el-tortur og 

prygl, kom de tilbage til cellen, for så senere 

igen og igen at blive forhørt efter samme 

mønster, fortæller Ole Vedel Rasmussen. 

I ventetiden mellem forhørene, kunne 

fangerne høre deres fangevogtere gå rundt 

ude på gangen og larme med deres nøgleknippe, 

for at få fangerne til at tro, at de nu 

radbrækning og amputationer. der blev brugt 

ekstreme metoder under de religiøse krige, der 

rasede i europa i 1600-tallet. 

tysk illustration fra “the instruments of torture”, amber Books, 2001 

tortur 11 

ville blive hentet og bragt til forhør igen, 

forklarer han. 

Andre almindelige former for psykisk 

tortur er, at man berøver folk fornemmelsen 

for tid ved at holde dem i mørke, udmatter 

dem ved at lade dem stå i bestemte stillinger 

i lang tid, undlader at give dem vand og mad 

eller truer dem med at skade deres familier. 

Når ofrene efter torturen løslades med 

synlige skader efter at have været i politiets 

eller militærets varetægt, har det en afskrækkende 

og dermed præventiv virkning på 

omgivelserne. 

»Når en fagforeningsformand kommer ud 

fra fængslet, helt nedbrudt og næsten ikke 

kan tale længere, er det en effektiv måde 

at standse ethvert forsøg på at ændre samfundsforholdene,« 

siger Ole Vedel Rasmussen. 

Selvom mennesker er blevet udsat for tortur, 

længere tilbage end nogen kan huske, er 

det vigtigt at forstå forskellen mellem tortur 

i tidligere tider, og så den tortur, der foregår 

i nutidens totalitære stater mod regimets 

modstandere. 

»Man kan ikke bare henvise til, at der 

altid har været tortur. Det har ikke historiske 

rødder som noget dybt menneskeligt, at 

man udøver vold imod hinanden. Fordi de 

fleste lande lægger vægt på demokratiet, 

står totalitære regimers måder at håndhæve 

statsmagt på stærkt isoleret. Når man skelner 

mellem den historiske tortur og den nedbrydende 

tortur, der forekommer i dag, bliver det 

klart, hvor alvorligt fænomenet i virkeligheden 

er,« 

fastslår professor Ditlev Tamm. 

jette nørby andersen

12 

tortur 

tortur 1

14 tortur 

cIa’s hemmelige manual 

Verden fik et sjældent indblik i 

teorierne bag tortur, da bødlernes 

hemmelige manual kom i hænderne 

på amerikanske journalister 

Torturbødler træder stor set aldrig frem for 

offentligheden. Den lever bedst, som lever 

skjult. Det er vanskeligt at få at vide, hvordan 

og hvorfra de henter deres viden om at pine 

og plage mennesker. 

På biblioteket og i bogladen vil den nysgerrige 

lede forgæves efter håndbøger såsom 

“Torturbødlens ABC”. 

Eksperter siger, at erfaringer om torturmetoder 

og deres effektivitet oftest går fra 

mund til mund blandt torturbødler. Eller 

opstår som spontane ideer født af en grum 

fantasi. 

Bog kom frem efter 14 år 

Men lærebøger i tortur findes næppe. Tror de 

fleste. 

Derfor vakte det forargelse, da journalister 

fra avisen Baltimore Sun i USA kunne afsløre 

“Human Resource Exploitation Training Manual”, 

en håndbog i forhørsteknik samt fysisk 

og især psykisk tortur. 

Forargelsen skyldtes, at håndbogen er 

forfattet af USA’s efterretningstjeneste, CIA. 

Manualen blev i 1980’erne brugt til at oplære 

centralamerikanske sikkerhedsstyrker i at 

forhøre modstandere. Undervisningen bestod 

angiveligt i tre ugers teori og to ugers 

praktiske øvelser med virkelige fanger. 

Centralamerika var dengang – og er til 

Vende alt på hoVedet 

foruden tvang kan forhørslederen bruge 

forvirring til at nedbryde fangens mod- 

standskraft. følgende metoder er dog 

mindre effektive end den direkte tvang, 

hedder det i Cia-håndbogen: 

dels stadig – scene for rå og brutale kampe 

mellem regeringshære og guerillastyrker. 

USA brugte under daværende præsident 

Ronald Reagan Honduras som base for kampen 

mod socialisterne i Nicaragua. 

Da Baltimore Sun i 1997 fik aktindsigt i 

CIA’s engagement i Honduras kom den 14 år 

gamle forhørsmanual for dagens lys. 

skal tages på sengen 

CIA fastslår, at »forhørslokalet er som en 

slagmark, hvor forhørslederen og subjektet 

(fangen, red.) mødes. Men forhørslederen har 

den fordel, at han har den totale kontrol over 

subjektet og hans omgivelser.« 

Med sin overlegne styrke skal forhørslederen 

så at sige overmande fangens vilje og 

modstandskraft. Fangen vil, efterhånden som 

hans psyke nedbrydes, miste sin selvkontrol. 

Fangens intellektuelle evne til at tackle komplekse 

situationer og stress forsvinder. En 

mental rutsjetur er begyndt. Populært sagt 

går fangen baglæns i udvikling – og bliver 

som barn igen. 

Ifølge CIA-bogen er planlægning af største 

betydning. Selv tidspunktet for arrestationen 

er vigtig, så »maksimal mental belastning 

opnås.« Fangen skal arresteres, når han 

mindst venter det og modstandskraften er 

på sit laveste...ideelt set i de tidlige morgen- 

- stille ure frem og tilbage 

- servere måltider på skæve tidspunkter 

- forstyrre søvnrytme 

- bytte om på nat og dag 

- gennemføre ustrukturerede forhør 

- stille meningsløse spørgsmål 

- ignorere halvhjertede forsøg på samarbejde 

- belønne manglende samarbejde 

timer. De fleste arrestanter er chokerede og 

angste, når de bogstaveligt talt bliver taget 

på sengen. 

rives ud af hverdag 

Menneskers identitet er nært knyttet til vore 

sanseindtryk, vaner, omgivelser, fremtoning 

og relationer til andre. Et led i udviskning af 

fangers selvværd kan være at barbere deres 

hår og skæg af, klæde fangen nøgen eller 

iføre ham en anonym fangedragt. 

Manualen beskriver, at i fængslet vil fangen 

være afskåret kontakt til alt velkendt og 

trygt. Fangen har kun sig selv og sine indre 

ressourcer at gøre godt med. Enecelle og isolation 

virker særdeles stressende på de fleste. 

Efter selv kort tids isolation er symptomer 

som ubalance og vrangforestillinger 

almindelige. Forhørslederen står dermed 

endnu stærkere over for fangen. 

Forhørslokalet bør være mørkt og lydtæt. 

Håndbogen anbefaler, at forhør finder sted i 

lokaler uden vinduer og toilet. 

trusler og frygt 

En tung jerndør ind til fangens celle kan 

være med til at forstærke fangens følelse af 

at være afskåret fra verden. Ikke mindst hvis 

jerndøren smækkes i med et brag. 

Et af de mest effektive våben under for- 

hør er ifølge CIA-håndbogen trusler og ikke 

mindst den frygt, som trusler afføder. 

»Truslen om tvang svækker eller ødelægger 

i reglen modstand mere effektivt end 

tvangsmetoderne i sig selv. For eksempel 

kan truslen om at påføre subjektet smerte 

forvolde en frygt mere ødelæggende end den 

konkrete smerte.« 

Denne konklusion stemmer overens med 

mange andre eksperters vurdering: Nemlig at 

psykisk vold og tortur i reglen er endnu mere 

nedbrydende end fysisk vold og tortur. 

Journalisterne fra Baltimore Sun talte med 

flere soldater, som angiveligt var undervist af 

CIA-instruktører. Soldaterne berettede, at en 

kendt metode var, at true fangen med at slå, 

voldtage eller dræbe familiemedlemmer. 

Eller at lukke dyr ind i cellen, som fangen 

var bange for; for eksempel kakerlakker eller 

rotter. 

kamp i torturkammeret 

Håndbogen citerer en forsker for, at mennesker 

reagerer vidt forskelligt på smerte. Forklaringen 

er tilsyneladende ikke, at vi fysiologisk 

set er mere eller mindre følsomme, men 

snarere at vi har forskellige smertetærskler. 

Tidligere smerteoplevelser og frygten for det 

ukendte spiller her en væsentlig rolle. 

CIA-eksperterne fastslår også, at de fleste 

af os kan modstå langt mere smerte, end vi 

selv tror. 

smerte med måde 

Lidelser, som fangen føler, at han påfører sig 

selv, er uhyre effektive. 

Hvis fangen for eksempel tvinges til at stå 

oprejst mange timer i træk er den umiddelbare 

kilde til smerte ikke forhørslederen, men 

fangen selv. Teorien bag denne metode er, at 

fangen så at sige udmatter sig selv. 

Voldsom smerte påført af andre kan til 

gengæld virke stik modsat hensigten – nemlig 

at øge fangens modstandsvilje. Og værre 

endnu: 

»Intens smerte vil ofte føre til falske tilståelser, 

opdigtet for at gøre en ende på den 

hårde medfart. Mens tidsrøvende undersøgelser 

af en falsk tilståelse står på, forsinkes 

hele processen.« 

CIA advarer også om, at brug af stærk 

smerte på et sent tidspunkt i forløbet kan få 

fangen til at tro, at forhørslederen er desperat. 

Det kan overbevise fangen om, at han 

står over for snarlig løsladelse, hvilket kan 

styrke hans modstandskraft. 

Manualen anbefaler trusler og psykisk 

tvang, men har ikke meget tilovers for den 

ultimative trussel om at slå fangen ihjel. 

»Truslen om død har vist sig ubrugelig. 

Den vigtigste grund er, at denne trussel ofte 

kaster subjektet ud i ren og skær apati.« 

Ifølge manualen føler mange fanger, at de 

lige så vel først som sidst kan give efter for 

deres fatale skæbne. Stærkere fanger gennemskuer, 

at dødstruslen er bluff. Ved at slå 

fangen ihjel mister forhørslederen jo adgang 

til informationer, han har kæmpet for at få. 

Fanger som har mentalt overskud til at nå 

denne erkendelse, finder netop deri styrke 

til at fastholde deres tavshed og overvinde 

forhørslederen. 

Om trusler generelt slår forhørsmanualen 

fast, at konsekvens er af største vigtighed: 

»Nægter subjektet at give sig, efter at en 

trussel mod ham er blevet fremsat, må truslen 

føres ud i livet. I modsat fald vil efterfølgende 

trusler være ineffektive.« 

du er en god dreng 

CIAs “Human Resource Exploitation Training 

Manual” konkluderer, at trusler og psykisk 

tvang er mere effektiv end fysisk vold, når 

vigtige oplysninger skal tvinges frem. Men 

forhør og tvang skal forberedes grundigt og 

skal være så afbalanceret, at fangen ikke synker 

hen i defensiv apati. Derfor slutter manualen 

med en tjekliste på 50 punkter, som 

forhørslederen bør gennemgå. 

For eksempel punkt 30: Har subjektets 

tortur 15 

øjne, mund, mimik, tavshed eller andre synlige 

tegn i den indledende fase af forhøret 

antydet følsomme områder? Hvis ja, på 

hvilke områder? 

Hvis forhørslederen overvejer at tage 

alvorlige teknikker i brug, bør der være en 

psykolog til stede. Bearbejdning af fangen 

bør ikke stå på længere end nødvendigt for at 

opnå tilståelse. 

Og sidst men ikke mindst: Straks det er 

muligt, bør forhørslederen give sin fange 

det rationale – den smutvej – som fangen 

har brug for, når han giver op. Rationalet vil 

ifølge CIA oftest være en voksen udgave af tre 

sætninger, mange vil genkalde sig fra barndommen, 

når en voksen ville trøste: 

1) De andre fik dig til at gøre det 

2) Alle andre gør det også 

3) I bund og grund er du jo en god dreng 

CIA fraskrev sig i 1985 brugen af såkaldt 

“tvangsmæssigt forhør”. Samme år fik manualen 

tilføjet et løst ark, hvorpå der står, 

at tortur, ydmygelser og nedværdigende behandling 

er forbudt i henhold til folkeretten 

og amerikansk lov. henrik kastoft 

link 

Cias manual i forhørsteknik findes omtalt adskillige steder på internettet. 

manualens fulde ordlyd finder du blandt andet på adressen: 

www.parascope.com/articles/0 97/kubarkin.htm

16 tortur 

det går den rigtige vej 

læge ole Vedel rasmussen er som 

eneste dansker medlem af både fns 

og europarådets anti-tortur komiteer. 

dobbeltrollen giver ham et unikt ind- 

blik i myndighedernes brug af tortur 

verden over 

»Tortur er den værste overtrædelse af menneskerettighederne. 

Tortur går ikke kun ud over 

den person, der lider under den, tortur går 

osse ud over familiemedlemmerne, og den 

går ud over hele samfundet. Tortur er verdens 

cancer, som skal udryddes.« 

Ordene kommer med vægt fra en mand 

med over et kvart århundredes erfaring i, 

hvad mennesker udsætter hinanden for af 

modbydeligheder. 

Den danske læge, Ole Vedel Rasmussen, 56 

år, er medlem af både FNs anti-tortur komite, 

CAT, og Europarådets torturforebyggelseskomite, 

CPT. Den særlige dobbeltrolle giver ham 

ubegrænset adgang til at se alt fra de mørkeste 

fangehuller til de nøgne forhørslokaler i 

lande, der har underskrevet torturkonventionerne. 

»Jeg finder alt muligt under mine besøg. 

Celler så små, at du er tvunget til at stå op, 

baseball-køller i forhørslokaler og stativer til 

at hænge folk op i,« siger han. 

Samtidig er Ole Vedel Rasmussen ansat 

som lægelig ekspert hos Internationalt Rehabiliteringsråd 

for Torturofre, IRCT. Stakkevis 

af rapporter, artikler og bøger omgiver ham 

på reolerne i kontoret i København. Papirerne 

vidner om 28 års arbejde som frontkæmper 

mod tortur. 

Han begyndte i 1974 som medlem af men- 

Blå bog 

ole Vedel rasmussen, 56 år. kirurg og 

speciallæge i urologi. doktorgrad i 1990 

på disputats om torturofre. medlem af 

europarådets torturforebyggelseskomite, 

Cpt, siden 1997. medlem af fns anti-tortur 

komite Cat siden 2000. 

neskerettighedsorganisationen Amnesty 

Internationals lægegruppe. 

»Dengang troede vi jo, at vi ville få verden 

befriet for tortur inden år 2000. Men der var 

vi nok lidt for optimistiske,« siger Ole Vedel 

Rasmussen. 

I 1990 fik han sin doktorgrad på en disputats 

om torturofre og siden har han gjort 

det til sin mission at besøge de mest brutale 

fængsler i verden for at afsløre den umenneskelige 

behandling af fanger, der finder sted 

bag murene. 

kritik og anbefalinger 

»Mange af landene har så store problemer, at 

man ikke kan ændre situationen fra den ene 

dag til den anden. Det tager tid, at få dem til 

at forstå, at det er i deres egen interesse. Hvis 

ikke du overholder menneskerettighederne, 

så får du problemer med at kommunikere 

med mange lande i verden – især i Vesten og 

EU,« siger Ole Vedel Rasmussen. 

Hans arbejde i FNs Committee Against 

Torture, CAT, bygger på den internationale 

Torturkonvention, underskrevet af regeringer 

i 129 lande. Ole Vedel Rasmussen kontrollerer 

rapporter, som myndighederne selv skriver til 

FN om forholdene i landet. Samtidig støtter 

den danske ekspert sig til uofficielle kilder 

som Amnesty International og Human Rights 

Watch, ligesom han får informationer fra lokale 

menneskeretsorganisationer. 

På den baggrund stiller Ole Vedel Rasmussen 

kritiske spørgsmål til lande-rapporterne, 

som myndighederne skal svare på i løbet af 

et døgn. Til slut får landet en række anbefalinger 

til at forbedre situationen. 

FNs anti-tortur komité råder ikke over 

reelle magtmidler over for de lande, der fortsætter 

med at overtræde menneskerettighederne. 

Alligevel mener Ole Vedel Rasmussen, 

at landenes egne rapporter har stor betydning, 

især på længere sigt. 

»Det at få lavet rapporterne, og dermed få 

nogle anbefalinger til, hvordan forholdene 

kan forbedres, er altså ikke helt at kimse af. 

Ikke hvis landet tager det alvorligt, og det synes 

jeg faktisk, at de fleste lande gør. Vi taler 

jo pænt til hinanden og diskuterer stille og 

roligt med landenes repræsentanter og kommer 

med nogle konkrete anbefalinger, som vi 

følger op på,« siger han. 

uanmeldte besøg 

En anden og mere konkret type opgave udfører 

Ole Vedel Rasmussen i Europarådets 

Committee for Prevention of Torture, CPT. 

Han foretager uanmeldte besøg i de 43 medlemslande 

af Europarådet, som har skrevet 

under på den europæiske torturkonvention. 

Cpt 

Committee for prevention of torture. stiftet i 1989 under europarådet. komiteen har 

et medlem pr. land i europarådet valgt for fire år ad gangen. Cpts arbejde foregår 

i fortrolighed og samarbejde med europarådets 4 medlemslande, der alle har godkendt 

den europæiske torturkonvention, som trådte i kraft i 1989. Cpt-delegationer 

besøger landenes fængsler periodisk og aflægger rapport. hvis et land ikke vil samarbejde, 

kan Cpt vælge at offentliggøre rapporten. ole Vedel rasmussen må som 

dansk medlem ikke kommentere danske forhold. 

suBmarino 

under et besøg på en politistation i et europæisk land fandt Cpt-folkene en række 

fordybninger på omkring en kvadratmeter i gulvet i en celle. politiet forklarede, at det 

var en fejl i bygningskonstruktionen. da Cpt-folkene senere så denne tegning, lavet 

af et torturoffer, forstod man, at fordybningerne blev brugt til en såkaldt submarino 

– en torturmetode, hvor offerets hoved tvinges ned i vand blandet med urin, afføring, 

salt eller lignende, indtil ofret næsten kvæles. 

Han ser fængslerne og taler personligt med 

fangerne. Med sig ind i cellerne har han samtidig 

større indflydelse end gennem FN-arbejdet 

og kan kræve adgang til hver en afkrog af 

fængslerne. 

»Vi har ofte fået døren åbnet til et rum, 

som fængselschefen har hævdet var et pulterkammer, 

og så har det vist sig, at der var 

sørme en fange derinde, som knapt kunne 

sidde på hug i det lille rum. Der siger vi så: 

den går ikke mister, det må I straks holde op 

med,« beretter han. 

»I 1997 var jeg for første gang i de Hollandske 

Antiller i Caribien for CPT. Jeg undersøgte 

en pige med mærker, der var helt karakteristiske 

for tortur med en elektrisk stav. Hun 

kunne forklare meget nøjagtigt, på hvilken 

politistation det var foregået og i hvilket lokale. 

Da vi tog til politistationen og fik åbnet 

et skab i forhørslokalet, fandt vi en lang stav, 

der gav en utrolig høj spænding. For enden af 

staven var der en lille stjerneskrue, der passede 

perfekt til pigens ar. De påstod ellers, 

at staven kun blev brugt mod dyr,« siger Ole 

Vedel Rasmussen. 

russiske løgne 

Udgangspunktet i arbejdet for CPT er ”fortrolighed 

og samarbejde”, som det hedder. Men 

ønsker et medlemsland at krydse klinger 

tortur 17 

med Europarådet, kan delegationen – i modsætning 

til i FNs CAT – offentliggøre afsløringerne 

om tortur, hvis ikke landet er villig til 

at samarbejde om at forbedre forholdene. Det 

er senest sket i forbindelse med de russi-ske 

styrkers fremfærd i Tjetjenien. 

»Vi fandt tjetjenske fanger, der havde været 

udsat for tortur. Da vi spurgte om, hvem 

der havde ansvaret, svarede de russiske myndigheder 

med ren volapyk. ”Vi har overhovedet 

ikke haft fanger dér på det tidspunkt, 

I angiver”, sagde de. Og det var jo en lodret 

løgn. Vi kunne ovenikøbet dokumentere det. 

Derefter gik vi til offentligheden med det. Det 

er det eneste våben, vi har, og vi tænker os 

meget, meget grundigt om, inden vi bruger 

det,« siger Ole Vedel Rasmussen. 

Arbejdet som medlem af CPT kræver også 

diskretion under selve besøget. Han oplever 

ofte, hvordan myndighederne tilsyneladende 

bliver bestyrtede, når de konfronteres med 

torturen i fængselssystemet. De kræver at få 

navnene på dem, vi snakker med, så de straks 

kan straffe de ansvarlige, fortæller Ole Vedel 

Rasmussen. 

»Men det er hele systemet, der skal ændres. 

Vi beskytter vores kilder omhyggeligt. 

Vi bruger diskrete signaler for at gøre hinanden 

opmærksom på væsentlige detaljer 

under besøgene, og vi taler altid med ekstra > 

Cat 

Committee against torture. stiftet i 1988 under fns kommissær for menneskerettigheder. 

komiteen består af 10 eksperter, som sidder fire år ad gangen. 

skal undersøge rapporter fra de 129 lande, der har godkendt fns torturkonvention 

fra 1984. derefter skriver Cat konklusioner og anbefalinger til det pågældende land.

18 tortur 

mange fanger og fængselsbetjente, så myndighederne 

ikke kan regne ud, hvorfra vi har 

vores viden.« 

Mange lande henviser også til, at det er 

for dyrt at følge CPTs krav om bedre forhold 

for fangerne. Men det argument afviser Ole 

Vedel Rasmussen blankt. 

»Det koster altså ikke noget at lade være 

med at tortere, og det koster ikke noget lukke 

frisk luft og sollys ind i cellerne,« fastslår han. 

straffrihed 

Men undervisning af fængselspersonale og 

holdningen til forbrydelse og straf er ikke 

den eneste udfordring. 

Gennem sit arbejde for både IRCT og de 

to internationale komiteer opnår Ole Vedel 

Rasmussen et unikt overblik over verdens 

tilstand, med de fremskridt og tilbageslag 

anti-torturarbejdet støder på. 

Han peger på straffriheden for bødler, som 

den største forhindring for at komme tortur 

til livs. 

»Brugen af tortur i et land hænger tæt 

sammen med, at der er straffrihed, så dem 

der torterer ikke kan retsforfølges. Og det 

gælder alle fra bødlen til magthaverne. FNs 

internationale domstol er et skridt på vejen. 

Det vil give en utrolig vigtig forebyggende effekt, 

hvis det bliver kendt, at tortur er noget, 

man kommer ind at ruske tremmer for,« 

siger han. 

fremskridt 

Gennem sine 28 år i torturbekæmpelsens 

tjeneste har Ole Vedel Rasmussen dog også 

set store fremskridt på verdensplan. Tidligere 

så berygtede stater som Argentina, Chile, 

Uruguay og El Salvador er alle stoppet med 

brugen af tortur. Igennem 70’erne og 80’erne 

besøgte den danske læge fængsler i Spanien, 

Portugal og Grækenland, hvor fangerne, som 

han selv siger det, »blev behandlet værre end 

dyr,« men som nu har lagt torturen fuldstændig 

bag sig. Ole Vedel Rasmussen har da også 

bevaret håbet om en torturfri verden, der 

bragte ham ind i arbejdet. 

»Man skal aldrig sige aldrig. Siden jeg 

begyndte, har verden set, at FN har skabt 

en konvention mod tortur. Europarådet har 

etableret en komite til forebyggelse af tortur. 

Og hvor læger før ikke skrev en eneste linie 

om tortur, så findes der nu tusindvis af artikler.« 

links 

Cat finder du på adressen www. 

unhchr.ch/html/menu2/6/cat.htm 

Cpt har adressen www.cpt.coe.int 

ophængning 

tegningen illustrerer præcist de opdagelser Cpt har gjort under inspektion på en 

politistation: i et lokale stod to metalskabe med en bjælke stillet op ad væggen. 

på gulvet lå nogle sorte tøjstrimler og på toppen af et af skabene stod udstyr, 

som blev brugt til el-tortur. 

godt jeg ikke blev sindssyg 

hun er næsten blind på det ene øje 

og har smerter i ben, ryg og skuldre. 

skaderne er følger efter den tortur, 

som g. kerkükli har været udsat for 

i irak. det var prisen for at være 

turkmener og politisk aktiv 

»I Irak var jeg en, der faktisk løste problemer 

for andre,« siger G. Kerkükli, og fortsætter: 

»Derfor blev jeg taget mange gange.« 

Det første man bemærker ved hende er 

den grå plet i hendes højre øje. Pletten fik 

hun som syv-årig. Hun husker ikke selv detaljerne, 

men hendes forældre har fortalt, at der 

på det tidspunkt var et oprør mod regimet, 

som soldater slog ned i hendes by Kirkuk i 

det nordlige Irak. Folk blev gennet sammen 

og G. Kerkükli blev ramt i øjet af en piskesnert. 

Siden har hun kun kunnet se meget 

lidt med det øje. 

»Sådan er man så uheldig som turkmener,« 

siger G. Kerkükli. 

Hun er en fin, spinkel kvinde i begyndelsen 

af 50’erne. Hun kom til Danmark som 

flygtning i 1993, og bor i dag i en lejlighed i et 

etagebyggeri i en dansk provinsby. 

Og hendes turkmenske baggrund er det, 

der har haft størst betydning for, hvordan 

hendes liv har formet sig. De omkring 2,5 millioner 

turkmenere udgør en minoritet i Irak. 

De er uden rettigheder og bliver undertrykt 

af både regimet og af landets kurdiske befolkning, 

der gennem årtier har kæmpet for 

selvstyre i Nordirak. 

»Turkmenerne må ikke tale deres eget 

sprog, de må ikke have egne skoler og ikke 

købe jord. Med mindre man skriver under på, 

at man støtter Baath-partiet (regeringspartiet 

red.),« siger G. Kerkükli. 

partimedlem 

Som 13-årig blev hun medlem af det ulovlige 

Turkmenske Nationalparti, der ikke havde 

selvstændighed, men udelukkende menneskerettigheder 

og velgørenhed på programmet, 

fortæller den lille kvinde. 

»Vi samlede ind til de forældreløse og til 

de fattige, som ikke kunne give deres børn en 

uddannelse,« siger hun. 

MIDDEL- 

HAVET 

ISRAEL 

EGYPTEN 

JORDAN 

TYRKIET 

SYRIEN 

IRAK 

SAUDI-ARABIEN 

tortur 19 

Men arbejdet for partiet fik alvorlige konsekvenser 

for G. Kerkükli, der ikke vil have sit 

rigtige navn frem, men insisterer på at bruge 

sit politiske kaldenavn – G. Kerkükli – der betyder 

”Jeg er Kirkuks datter”. 

G. Kerkükli, der kun har gået i skole i ni år, 

var taxachauffør i Kirkuk. Hendes mand var 

soldat i den irakiske hær og kun hjemme seks 

dage om måneden. Også han var hemmeligt 

medlem af Det Turkmenske Nationalparti. 

Selv var hun leder af en gruppe på 120 mænd 

i partiet, som alle var pacifister. Til trods for > 

Bagdad 

Kirkuk 

KUWAIT 

IRAN 

250 km 

Turkmenere

20 tortur 

som politisk aktiv turkmener blev hun tortureret 

af det irakiske sikkerhedspoliti. g. kerkükli lever 

nu et tilbagetrukket liv i danmark. 

foto lars Bertelsen 

“ de tog os om morgenen. slog løs på os og løslod os igen bagefter. 

nogle gange var vi flere, der blev taget ind i en hal som dyr og slået på samme tid. nogle gange blev vi taget alene med bind for øjnene. 

partiets fredelige formål blev medlemmerne 

ofte taget af det irakiske regimes sikkerhedsstyrker 

og afhørt. G. Kerkükli blev hentet 

mange gange og udspurgt om hendes forhold 

til partiet og dets støtter. 

»De tog os om morgenen. Slog løs på os 

og løslod os igen bagefter. Nogle gange var 

vi flere, der blev taget ind i en hal som dyr og 

slået på samme tid. Nogle gange blev vi taget 

alene med bind for øjnene.« 

Selvom hun blev tortureret, benægtede 

hun hver gang sit medlemsskab. 

»Når vi nægtede, blev vi løsladt. Hvis jeg 

havde sagt, at jeg var medlem, var jeg blevet 

henrettet,« siger G. Kerkükli. 

Hvis man bad sikkerhedsfolkene, om at 

vise barmhjertighed for Guds skyld fortsatte 

mishandlingen. Men hvis man bad om nåde 

for Saddam Husseins skyld, holdt de op, fortæller 

G. Kerkükli, der aldrig selv bad om nåde. 

»Nej, jeg var stædig og stolt,« husker hun. 

Veninden voldtaget 

En gang gav en officer hende en lussing, der 

var så hård, at hun faldt og slog hovedet mod 

et bord. 

»Jeg besvimede, og da jeg åbnede mine 

øjne, opdagede jeg, at jeg var blevet syet,« 

mindes G. Kerkükli og fører sine fingre op til 

panden, hvor arret er. 

En dag tog sikkerhedsfolkene også G. 

Kerküklis veninde med og voldtog hende for 

øjnene af G. Kerkükli. 

»Hun var ikke engang medlem af partiet, 

hun var bare turkmener. De skræmte mig 

med hende, og sagde, at hvis jeg fortsatte 

velgørenhedsarbejdet ville det også ske med 

mig.« 

Ved en lejlighed blev hun sat i iskoldt 

vand til livet. Præcis hvornår det skete, husker 

hun ikke længere. 

»De sidste to år har min hukommelse ikke 

været så god,« siger G. Kerkükli. 

Én episode – den værste – står dog helt 

klar i erindringen. Det var i 1989, da hun 

holdt en turkmensk fest og læste sine egne 

digte op. 

»Da festen var næsten slut, hentede sikkerhedspolitiet 

tre af os. En mandlig ven, en 

fra min mands familie og mig.« 

Igen blev de afhørt om partiet og dets 

formål. 

»Jeg sagde, at jeg ønskede et frit liv,« 

fortæller G. Kerkükli. Derefter fik både hun 

og vennen en indsprøjtning og besked på, 

at hvis hun blev spurgt om, hvad hun havde 

fået, skulle hun sige, at hun havde spist en 

forgiftet agurk. Efter en halv time blev hun 

kørt tilbage til sin bopæl. 

Kort tid efter kastede hun op og fik diarré. 

Der var blod i opkastet og i afføringen. Hendes 

nabo tog hende til hospitalet, hvor en 

turkmensk læge diskret hjalp hende. I tre 

dage fik hun drop, og lidt efter lidt fik hun det 

bedre. Selv i dag ved G. Kerkükli ikke, hvad 

hun fik sprøjtet i årerne. Hun var heldig. Hendes 

ven fik samme behandling og døde. 

Efter en måned blev hun igen hentet og 

fik besked om, at hun hver måned skulle 

underrette sikkerhedsfolkene om, hvor hun 

befandt sig. 

»Vi var som fremmede i min egen by…« 

siger G. Kerkükli, og bryder for første gang 

sammen. 

Vi holder en pause, mens hun samler sig, 

og fortsætter interviewet på lejlighedens 

altan, der er omgivet af glas og varm som i 

en udestue. G. Kerkükli halter på det ene ben. 

Det er en følge efter torturen. 

I det følgende halvandet år efter at hun 

havde fået indsprøjtningen, kom G. Kerkükli 

ikke meget ud, men meldte sig hver måned 

hos sikkerhedstjenesten. 

på flugt 

Da Golfkrigen var slut i 1991, gjorde kurderne, 

som i årevis havde kæmpet for selvstændighed, 

igen oprør. Opstanden blev imidlertid 

hurtigt slået ned af de irakiske styrker. 

»Der kom en helikopter med Saddams 

G. Kerkükli 

tortur 21 

folk. De kom for at slå oprøret ned, men kurderne 

var flygtet. Vi blev beskyldt for at have 

hjulpet kurderne. De kom ind i husene, hev 

folk ud og skød. 85 turkmenere blev taget 

med ved den lejlighed,« fortæller G. Kerkükli. 

Det var i slutningen af marts 1991, og 

samme dag flygtede hun, hendes mand og tre 

børn til Tyrkiet. 

»Vi gik i 27 dage, til vores fødder blødte og 

nåede Tyrkiet i april,« fortæller hun. 

Ved grænsen blev de modtaget af FN, der 

bragte familien til Ankara. I 1993 kom familien 

så til Danmark, hvor G. Kerkükli i et par 

år fik behandling på Rehabiliteringscentret 

For Torturofre, RCT. 

»Jeg kunne ikke sove om natten. Efter behandlingen 

på RCT blev det lidt bedre. Godt 

jeg ikke blev sindssyg,« siger G. Kerkükli, der 

i dag lever en beskeden og tilbagetrukket tilværelse 

og mest omgås sin familie. 

Hun beskriver livet i Danmark som »meget 

smukt«. 

»Når jeg sover, kan jeg hvile trygt. Jeg 

behøver ikke længere at tænke, at nu kommer 

de og tager mig med eller dræber min 

familie.« 


22 tortur 

ofrenes globale netværk 

tortur skal forebygges og ikke 

bare behandles, lyder fremtidsplanen 

fra den internationale paraplyorganisation 

for behandlingscentre 

for torturofre, irCt 

Efter 17 år som fortaler for behandling af torturofre 

verden over, vil det Internationale 

Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, nu 

favne bredere. De tror på, at tortur kan forebygges 

ved hjælp af dokumentation. For hvis 

man kan bevise, at der sker tortur i et land, 

så kan man også presse regeringen til at 

retsforfølge de ansvarlige og komme torturen 

til livs. 

Fremtidsønsket kommer fra manden, der 

taler ofrenes sag. Han er dansk, hedder Jens 

Modvig, er læge, 48 år og generalsekretær for 

IRCT. Kampen mod tortur på verdensplan tager 

nemlig sit udgangspunkt i det indre 

København. Fra det internationale hovedkvarter 

for IRCT, samles trådene i et globalt 

netværk af cirka 250 rehabiliteringscentre for 

torturofre. 

ekspertise giver muligheder 

Verdens første rehabiliteringscenter for torturofre, 

RCT, blev stiftet i 1984 af den danske 

læge Inge Genefke. Allerede året efter stod 

det klart, at der var et stort behov for at behandle 

i andre lande end Danmark, og den 

uafhængige internationale overbygning IRCT 

blev født. 

Dengang som nu drejer indsatsen sig først 

og fremmest om at få torturofre til igen at 

fungere som mennesker. Men de senere år 

har IRCT arbejdet med et bredere formål om 

international rehabilitation Council for torture Victims, irCt, blev 

stiftet i 1985 for at tage sig af internationale henvendelser til verdens 

første rehabiliteringscenter for torturofre, rCt, i københavn. irCt er i 

dag en uafhængig paraplyorganisation for omkring 250 rehabiliteringscentre 

over hele verden. 

også at satse på forebyggelse for at kunne 

være mere udadfarende i kampen mod tortur. 

For ICRT er det en logisk udvikling af 

gennem årene at have samlet ekspertise 

blandt andet i form af lægers dokumentation 

af tortur. 

»Ordentlig forebyggelse kræver ordentlig 

dokumentation. Du kan ikke forebygge 

tortur, hvis du ikke kan bevise, at den finder 

sted. Derfor er det et nøglebegreb for os,« 

siger Jens Modvig. 

»Vores magt kommer i høj grad fra samarbejdet 

med de nationale rehabiliterings- 

centre. Når de dokumenterer overgreb, lægger 

de et pres på regeringerne. Hvis det er for 

farligt for centret selv at kritisere, kan IRCT 

gøre det på deres vegne og udnytte effekten 

af, at vi som international organisation 

repræsenterer verdenssamfundet. På den 

måde er samarbejdet mellem det nationale 

center og IRCT meget stærkt – som en knibtang 

om torturen,« siger han. 

hjælp til retsopgør 

For at fastholde grebet har IRCT indledt direkte 

samarbejde med myndighederne i flere 

lande, der har et anstrengt forhold til tortur. I 

nogle tilfælde efter invitation fra regeringen 

selv, fordi de ønsker at blive slettet af den 

sorte liste over tortur-stater. 

I Mexico bistår IRCT og FN regeringen med 

irCt arbejder for rehabilitering af torturofre 

og forebyggelsen af tortur på 

verdensplan. irCt har konsultativ status 

hos fn, europarådet og osCe. desuden 

samarbejder irCt med en række mellemstatslige 

og uafhængige organisationer. 

at oprette et program, der blandt andet skal 

gøre læger i stand til at dokumentere overgreb. 

Desuden skal politi og dommere uddannes 

for at fjerne den brede accept af tortur 

i landet. Et lignende program findes også i 

Ukraine blandt andet med støtte fra det 

danske Udenrigsministerium. 

Det nyeste projekt er i Brasilien, hvor 

myndighederne dels skal lære at kunne dokumentere 

tortur, dels undersøge om landets 

eget forbud mod tortur faktisk bliver overholdt. 

Målet er fuldstændig at forhindre, at 

overgrebene kan finde sted. 

Bødler bliver siddende 

»Tortur gennemsyrer mange niveauer i et 

samfund, hvor man har brugt det som politisk 

magtmiddel. Det er ikke alene et spørgsmål 

om, hvorvidt der er demokrati. Landet 

skal også have styrken til at gøre op med sin 

fortid gennem et retsopgør. Det er tilsyneladende 

en uoverkommelig opgave for nogle 

lande, så der sidder stadig hulens mange af 

de gamle ansvarlige bødler i systemet,« siger 

Jens Modvig. 

Derfor ser han gerne, at IRCT udvikler sig 

yderligere til også at være en slags konfliktløser, 

som hjælper lande til at gøre op med 

fortiden og bilægge etniske stridigheder ved 

at rehabilitere ofrene fra begge sider i konflikten. 

link 

irCt har adressen www.irct.org 

»I Jugoslavien samarbejder centrene på 

tværs af etniske nationaliteter. Rehabiliteringscentrene 

i Serbien kan godt arbejde med 

centret i Pristina i Kosovo, fordi de har en fælles 

forståelse for, at uanset hvem der har begået 

torturen, så er der behov for at stå sammen 

mod den. Hvis den forståelse kan vokse 

i befolkningen, kan det påvirke folk højere 

oppe i systemet. Det er en model, vi arbejder 

videre med,« siger han. 

Som mange andre ikke-statslige organisationer 

– NGO’erne – har også IRCT et ømt 

punkt. Organisationen får sine penge fra 

forskellige fonde og via samarbejde med for 

eksempel FN eller det danske Udenrigsministerium. 

Men det konstante behov for penge 

til at åbne flere centre og lave forebyggelsesprojekter 

tvinger organisationen til at satse 

med omhu. 

»Vores største udfordring er, at vi har 

begrænsede midler. Selvom verden bevæger 

sig i den rigtige retning med hensyn til menneskerettigheder, 

så er behovet for rehabilitering 

fortsat så stort, at det næppe kan blive 

opfyldt. Og hvis vi ikke kan betale en ordentlig 

løn, tvinges lægerne til at tage almindelig 

jobs på hospitaler. Vi svækkes, hvis ekspertisen 

forsvinder, så vi gør, hvad vi kan for at 

skaffe ressourcerne. Men ansvaret ligger i 

sidste ende hos regeringerne, der siger nej,« 

siger Jens Modvig. andrew langkjær 

Hæng bødlerne ud 

amnesty international henter sin styrke fra 

medlemmerne i kampen mod tortur. 

organisationen har støtter over alt i verden, 

som i slovenien, hvor unge demonstrerer mod 

tortur i tunesien i juli 2001. 

foto amnesty international 

hvis torturen skal stoppes, må 

tortur 2 

bødlerne ikke slippe for straf. 

amnesty international, en af verdens 

største og mest anerkendte 

menneskeretsorganisationer, udstiller 

bødlerne med navn for at tvinge verdenssamfundet 

til at reagere 

Da Carmi Gillon blev udnævnt som Israels 

nye ambassadør i Danmark i juli 2001 blev 

det i praksis indledningen til en ny retning 

hos menneskeretsorganisationen Amnesty 

International. ”Naming names” var navnet 

på den nye politik i den godt 40 år gamle 

uafhængige organisation, og målet var at udpege 

bødler med navn i et forsøg på at presse 

regeringen til at stille dem for en domstol. 

Gillon havde som tidligere leder af den 

israelske efterretningstjeneste Shin Beth 

givet ordre til tortur mod palæstinensiske 

fanger, og så snart hans navn blev offentliggjort, 

krævede Amnesty International i Danmark 

den kommende israelske ambassadør 

stillet for en domstol. Kravet var nøje tilrettelagt 

sammen med det internationale hovedkontor 

i London, som det første forsøg på at 

få retsforfulgt en tidligere bøddel. Men til > 

link 

amnesty international i danmark har 

adressen www.amnesty.dk

24 tortur 

organisationens store fortrydelse afviste den 

danske regering at retsforfølge ham. Carmi 

Gillon beholdt sin diplomatiske immunitet, 

han blev ikke stillet for en dommer, og han 

blev ambassadør i Danmark. 

»Med Carmi Gillon-sagen opnåede vi ikke 

det endelige mål: at få ham i retten. Men det 

var en meget værdifuld sag for at vende holdningerne«, 

siger Lars Normann Jørgensen, 

generalsekretær i Amnesty International i 

Danmark siden 1992. 

straffriheden 

Han mener, at Gillon-sagen åbnede øjnene 

på folk og rejste væsentlige problemstillinger: 

Hvis man er menneskeretsforbryder, kan 

man så have diplomatisk immunitet? Skal 

tiden gøre, at man slipper fri? 

»Nej. Har man en gang begået eller beordret 

tortur – og Gillon har selv erkendt, at han 

gav ordre til tortur – så slipper man aldrig. Så 

er man et jagtbytte resten af ens dage,« fastslår 

Lars Normann Jørgensen. 

Amnesty International har da heller ikke 

opgivet ”Naming names” som måden at få 

bødler straffet for deres ugerninger. Hvis ikke 

regeringerne selv vil, må Amnesty International 

presse dem til at retsforfølge bødlerne, 

lyder argumentationen. Og Lars Normann 

Jørgensen forudser derfor flere lignende 

sager internationalt mod topfolk – så længe 

dokumentationen er i orden. 

»For os handler det alene om, at komme 

straffriheden for tortur til livs. Det at bødlerne 

slipper ustraffet afsted med tortur, er det 

største problem. Men dokumentationen skal 

være i orden, når vi sætter navne på dem,« 

siger han og understreger, at også bødler har 

ret til en fair retssag. 

»Du kan blive straffet for det, du har gjort, 

men du kan aldrig miste dine rettigheder. 

Det gælder bødlen, terroristen eller hvem 

som helst. Du skal have din straf, men først 

efter, at du har fået din retssag, hvor du har 

mulighed for at fremføre alle de formildende 

omstædigheder, der måtte være. Hvis landets 

egen lovgivning tillader brugen af tortur, kan 

det være en formildende omstændighed den 

dag, du skal dømmes. Men ifølge FN’s Torturkonvention 

er du stadig skyldig i tortur.« 

moderat fysisk pres 

Under den voldsomme debat i forbindelse 

med udnævnelsen forsvarede Carmi Gillon 

brugen af det han kaldte ”moderat fysisk 

pres” som legitimt, når der var tale om afhøring 

af terrorister. Under moderat fysisk pres 

falder metoder som frarøvelse af søvn i flere 

dage, at få hovedet rystet kraftigt frem og 

tilbage, tvangsmæssig anbringelse i anstren- 

gende stillinger, bundet på hænder og fødder 

- alle metoder som ifølge Lars Normann Jørgensen 

klart er tortur, som Tortur- 

konventionen definerer den. 

»Tortur er tortur. At kalde det moderat 

fysisk pres er at stikke folk blår i øjnene. 

Ingen samfundsforhold legitimerer tortur. 

Hverken krig, borgerkrig, eller at du er udsat 

for terror. Det er lige meget, om du selv udfører 

den, kunne have forhindret den eller giver 

ordre til den. Du kan dømmes i alle tilfælde,« 

siger han. 

Også mange danskere tog afstand fra 

moderat fysisk pres, da debatten rasede om 

ørene på den nye ambassadør – blot 14 procent 

bifaldt forhørsmetoden, viste en rundspørge 

foretaget af analyseinstituttet Sonar. 

Men tragedien den 11. september 2001, hvor 

terrorister styrede passagerfly ind i World 

Trade Center i New York og det amerikanske 

Forsvarsministerium i Pentagon, har ændret 

verden og danskernes holdning. En ny undersøgelse 

foretaget af Sonar har siden vist, at 

40 procent af danskerne går ind for brugen af 

mild tortur. 

kollektiv voldtægt 

Ifølge Lars Normann Jørgensen bærer politikerne 

et stort ansvar for, i hvilken retning 

den holdning vil gå fremover. 

amnesty international har over 0.000 medlemmer i danmark. organisationens øko- 

nomi og størstedelen af aktiviteterne – brevskrivning, emails, demonstrationer osv. 

– er baseret på medlemmerne. det sikrer uafhængighed i forhold til myndigheder, 

regeringer og virksomheder. organisationen ledes af en hovedbestyrelse, som medlemmerne 

er med til at vælge, ligesom de er med til at afgøre, hvad man skal arbejde 

for. 

»Terrorhandlingen den 11. september var 

en slags kollektiv voldtægt. Vi sad allesammen 

og så det ske gentaget igen og igen på 

tv, og det har påvirket os stærkt. Den følelsesmæssige 

reaktion tager overhånd, og så må 

politikerne og regeringerne ikke blive populistiske 

og spille på ubalancen. For så begynder 

de at slide på menneskerettighederne. Har 

man først lukket accepten af tortur ud af 

sækken – for eksempel når det drejer sig om 

terrorister – så er det pokkers svært at få den 

tilbage i sækken,« siger han. 

Lars Normann Jørgensen ser det samtidig 

som en vigtig opgave for Amnesty International, 

at være et modspil til de tendenser efter 

11. september, der ifølge generalsekretæren 

har fået nogle vestlige regeringer til at sætte 

spørgsmålstegn ved menneskerettighederne. 

»Nogle snakker om dødsstraf og tortur, 

når det blot drejer sig om terrorister. Men det 

er vigtigt, at vi over for både myndigheder og 

befolkning klart viser, at menneskerettig- 

hederne er noget, man skal beskytte. Vi skal 

hurtigst muligt tilbage på sporet, så der bakkes 

ubetinget op om rettighederne,« siger 

han. andrew langkjær 

tortur 25

26 tortur 

Bødlens bekendelser 

simon patroklos er skuespiller og far 

til en søn i begyndelsen af 20’erne. 

på overfladen er alt normalt. 

men 50-årige simon patroklos har 

en dunkel fortid 

»Jeg var torturbøddel. Ikke så meget på grund 

af det, jeg gjorde mod andre... mere fordi jeg 

undlod at gøre oprør. Den som tier, har også 

et ansvar.« 

Vi sidder i en højloftet dagligstue i en 

lejlighed i Athen. Gulvpladsen er trang, bastante 

møbler i mørkt træ står skulder ved 

skulder. Tunge gardiner omkranser vinduet 

ud til et af byens pænere kvarterer. Fra to 

lysekroner kaster et blegt skær sig i alle 

retninger og rammer fire vægge tapetseret 

med sorthvide fotografier af talrige teater- og 

dansescener. 

Ser man efter, går en af personerne igen. 

Han optræder i alle mulige positurer på væggene: 

Lige som i dette interview er Simon 

Patroklos også på sine stuevægge den ubestridte 

hovedperson. 

Han tænder den første smøg. Ordene om 

tavshed og ansvar får lov at hænge i luften. 

Simon ser frem for sig. Hans liv ruller baglæns, 

indtil vi når 1973. Det er længe siden, 

men scenen står skarpt i hukommelsen. To- 

get nærmer sig Larissa-banegården i Athen. 

Efter tre måneder i militæret i Korinth er en 

gruppe rekrutter udtaget til tjeneste i sikkerhedspolitiet. 

De unge mænd sidder spændte 

i kupeen. Ud af vinduet kan Simon se en velkomstkomité 

stå klar. 

Toget standser. Og så bryder helvede løs. 

mit livs værste mareridt 

»Soldaterne stormede ind. Uden varsel begyndte 

de at slå og sparke. De hev os op af 

sæderne og smed os ud af kupeen og ned på 

perronen. Jeg var chokeret. Jeg befandt mig 

pludselig i et virkeligt mareridt.« 

Rekrutterne blev beordret op på ladet af 

militærlastbiler, der var sendt i byen for at 

skaffe militærpolitiskolen KESA en ny sending 

’slapsvanse’. 

»Jeg havde langt fuldskæg dengang. Soldaterne 

skreg, hvorfor jeg ikke havde barberet 

mig. Uden at vente på svar begyndte de at 

hive skægget ud med en pincet«. 

For at slippe ud af de hysteriske soldaters 

ydmygelser, greb Simon desperat sit barbergrej 

i rygsækken. 

»Lastbilen bumlede af sted og jeg skar 

mig voldsomt i overlæben. Disse minutter er 

mit livs værste mareridt. Selv om jeg senere 

skulle se og høre langt voldsommere ting, var 

ankomsten til KESA det værste, for jeg var 

krig og kaos 

politisk og militært har årtierne efter anden Verdenskrig været 

en kaotisk tid for grækenland. 

under tyskland og italiens besættelse opstod blandt grækerne 

en af europas største og stærkeste modstandsbevægelser. 

modstandskampen var i alt væsentligt ledet af kommunister. 

især storbritannien og usa støttede med økonomisk og militær 

simon patroklos. i dag skuespiller, danser og far 

til en søn i 20’erne. i 197 del af militærjuntaens 

frygtede sikkerhedspoliti esa. 

»om jeg var en god soldat? ja... jeg var jo hundeangst 

og parerede ordre.« 

pr-foto 

aldeles uforberedt. Jeg troede, jeg skulle dø. 

Det virker næppe voldsomt at høre om i dag, 

men at stå i situationen var chokerende. Jeg 

blev med ét voksen og fra da ventede jeg mig 

intet godt.« 

Og de overordnede gjorde sig ingen 

anstrengelser for at give rekrutterne håb. 

Tværtimod. Holdet blev modtaget med ordene 

’Velkommen til Dachau’ med slet skjulte 

hentydninger til en nazistisk kz-lejr. 

ondskab på samlebånd 

Sikkerhedspolitiet ESA var en vigtig brik i 

den stærkt højreorienterede juntas regime i 

Grækenland i årene 1967-74. 

Og KESA var, som Simon Patroklos udtrykker 

det, »fabrikken, der producerede 

torturbødler og mordere.« Konceptet var lige 

så simpelt, som det var råt: Tre måneders 

umenneskelig behandling skulle gøre en flok 

’følsomme bøssekarle til mænd af den rette 

støbning’. 

»Den hårde træning blev kaldt kapsoni,. 

Det er græsk og betyder stroppetur, men er 

også betegnelsen for juntaens træningsmetoder. 

Vi kravlede mange kilometer på 

knæ ofte med geværet i strakte arme over 

hovedet. Eller fik ordre til flere timers hop på 

stedet. Men det værste ved kapsoni’en var 

de psykiske ydmygelser: Mens vi spiste kom 

hjælp højreorienterede grækere, som hen i mod krigens afslutning 

og i årene derefter modarbejdede grækenlands kommunister. 

striden mellem højre- og venstreorienterede grækere brød ud i 

lys lue og en borgerkrig hærgede grækenland i årene 1944-49. 

“ Vi 

så film om torturmetoder og teknikker til at knække en fange. 

filmene var amerikanske og vores lærere oversatte. 

Simon Patroklos 

simon patroklos fra dokudramaet ’din nabos søn’ af jørgen flindt 

pedersen, erik stephensen og ebbe preisler i 1981. i hånden holder 

patroklos et fotografi af sig selv fra 197 , da han gjorde tjeneste i 

det græske juntaregimes sikkerhedspoliti. 

juntaen tager magten 

1950’erne og 1960’erne blev desuden præget af de højreorienterede magthaveres 

kontroverser med kongehuset. 

et forsøg på en mere forsonlig linje over for kommunisterne kulminerede 

den 21. april 1967 med et militærkup ledet af oberst georgios 

papadopoulos. efter et mislykket modkup drog kong konstantin den 2. i 

eksil. 

militærjuntaen herskede i årene 1967-74 og slog med tortur og forfølgelse 

brutalt ned på sine kommunistiske fjender. papadopoulos erklærede 

grækenland som republik og indtog præsidentembedet. 

i 197 blev han afsat af lederen af sikkerhedspolitiet, dimitris ioannidis. 

de følgende år gled magten langsomt, men sikkert fra juntaen tilbage til 

det politiske system og grækerne har nu for alvor taget demokratiet til sig. 

foto fra bogen “din nabos søn”, nyt nordisk forlag, 1981 

tortur 27 

vores overordnede, flåede os op af stolene 

og stak os lussinger. Eller de ydmygede os 

ved at hælde vand i maden eller spytte os i 

ansigtet. Hvis en rekrut havde et fotografi 

af sin kæreste, fik han besked på at bolle 

med fotografiet, mens pigen på billedet blev 

hånet som luder. Nogle rekrutter, især de 

bløde eller følsomme fyre, risikerede også at 

blive voldtaget af de overordnede eller andre 

rekrutter.« 

Blå baretter og rigtige mænd 

Uddannelsen til torturbøddel byggede på 

udenlandske erfaringer. 

»Vi så film om torturmetoder og teknikker 

til at knække en fange. Filmene var amerikanske 

og vores lærere oversatte.« 

Rekrutterne måtte gerne tage noter, men 

der var strenge ordrer til rekrutterne om 

aldrig at fortælle, hvad de så på filmene og 

hvad der foregik på KESA-skolen. 

En af de berygtede fangevogtere og torturbødler 

var Michailis Petrou. Han blev senere 

idømt seks års fængsel for at have mishandlet 

andre mennesker. Den milde dom skyldtes 

ene og alene, at Petrou som et hovedvidne 

gjorde det muligt at stille højtstående officerer 

til ansvar for juntaregimets ugerninger. 

Under retssagerne sad Petrou skiftevis på 

anklagebænken og i vidneskranken, mens >

28 tortur 

Simon Patroklos fungerede som sekretær for 

militærdomstolen. 

»Men før retssagen kendte jeg Petrou 

som et vildt dyr. Han slog os med jernkæder, 

tvang os til at kravle på knæ hen over senge 

uden madrasser på og den slags«. 

Efter måneders ydmygende og nedværdigende 

behandling kunne en synligt stolt 

chef på KESA-skolen konstatere, at de førhen 

så uduelige tøsedrenge var forvandlet til rigtige 

mænd. På den store dag fik Simon og de 

andre en blå baret og et fast håndtryk og en 

æggende formaning: 

»I skal nu tjene jeres fædreland. Grækenlands 

sikkerhed er jeres ansvar. Nu er det jer, 

som giver ordrerne.« 

kom og smag magtens sødme 

Den blå baret var det synlige bevis på, at 

Simon Patroklos nu indtog sin plads i militærjuntaens 

frygtede sikkerhedspoliti ESA. 

De knapt så synlige tegn på måneders 

mishandling sad indvendig. 

»Om jeg var en god soldat? Ja...jeg var jo 

hundeangst og parerede ordre. Jeg deltog i 

nogle af teselskaberne.« 

I ESA var ’teselskab’ dækord for en slags 

opvarmning til den virkelig grove tortur. 

7-8 soldater stillede sig i rundkreds om en 

fange, som de skubbede i mellem sig, slog, 

kesa og esa 

“ jeg 

kesa – skole for militærjuntaens sikkerhedspoliti. 

eat/esa – betegnelsen for sikkerhedspolitiet. 

kapsoni – græsk ord for ’stroppetur’, 

men også brugt som synonym for 

brutal uddannelse på kesa-skolen. 

husker specielt en fange. han var så bange, at han krøb ned under sengen. 

hans øjne var som to store lamper af angst, mens han bønfaldt os: lad være... lad være... slå mig ikke. 

Simon Patroklos 

sparkede og hånede med skældsord. 

Også trusler som »kommunist... i aften 

skal du dø, « føg gennem luften. 

»Der var teselskaber næsten hver aften 

ved midnatstid eller senere. Det er, som om 

vildskaben kommer bedre frem på det tidspunkt 

af døgnet. Jeg ved ikke hvorfor, men 

menneskesjælen er mere åben for både det 

gode og det onde. Teselskabet fandt sted i 

lokaler, så ingen udenfor bygningerne kunne 

høre, hvad der foregik. Vi samledes nogle 

stykker. Blandt andre nogle nye, som gerne 

ville se vold. Og så blev fangen gennembanket. 

Senere kom den egentlige tortur. Fælles 

for torturbødlerne var ringe uddannelse og 

dårlig opvækst. Jeg er sikker på, at jeg selv 

blev udvalgt, fordi jeg er vokset op på børnehjem. 

Derfor har mine overordnede tænkt, at 

jeg kunne blive en god torturbøddel.« 

Men Simon blev ikke en god torturbøddel. 

Forsikrer han. Han lod sig ikke for alvor lokke 

af officerernes opfordring til at ’smage på 

magtens sødme’. 

had og ond energi 

»Jeg nøjedes med at råbe og skubbe. Jeg var 

nødt til at se det for at kunne skrive sandheden 

i min dagbog.« 

Simon Patroklos vil ikke komme sin rolle 

under teselskaber og anden tortur nærmere, 

end hvad han så. Nogle fanger blev banket og 

underkastet tortur hver dag, forklarer han. 

»Jeg husker specielt en fange. Han var så 

bange, at han krøb ned under sengen. Hans øjne 

var som to store lamper af angst, mens han 

bønfaldt os: Lad være... lad være... slå mig ikke.« 

Ifølge Simon Patroklos var en populær 

torturmetode i ESA den såkaldte ’orthostasia’. 

Fangen blev tvunget til at stå op i flere døgn 

i træk uden at måtte bevæge sig uden for en 

cirkel tegnet på gulvet. Falanga, betegnelsen 

for de meget pinefulde slag mod fodsålerne, 

var også meget benyttet. 

»Når ofret var blevet slået i timevis og 

fødderne var voldsomt hævet, blev ofret stillet 

i en balje med vand. Så revnede fødderne 

fuldstændig. Eller der blev hældt eddike på 

ofrets fødder – det gav samme effekt. Jeg har 

også set fanger blive voldtaget i endetarmen 

med knipler. Jeg har ikke oplevet fanger dø 

under torturen, men det må være sket. Jeg 

var ikke en del af det hold, som gjorde den 

slags. Men tro mig: Alt hvad den menneskelige 

hjerne kunne udtænke, fandt sted. Der 

var tale om opdyrkning af perversiteter, had 

og ond energi.« 

Vi skal huske ugerninger 

Efter tre måneder i ESA blev Simon overført 

til tjeneste i det militære hovedkvarter og 

dermed hørte teselskaberne og torturen op. 

Der var ingen fanger i hovedkvarteret. 

»Jeg havde nok for lidt ’volumen’ til at 

blive torturbøddel. Jeg var lille og spinkel 

den-gang og kunne ikke skræmme nogen. De 

fle-ste torturbødler var store og frygtindgydende. 

De bedste torturbødler var folk, som 

var vrede på livet, folk med mindreværdskomplekser.« 

Men Simon Patroklos forsøger på ingen 

måde at løbe fra et ansvar, tværtimod: 

»Selv om jeg var en lille fisk i det spil, betragter 

jeg mig alligevel som torturbøddel, 

fordi jeg blev på stedet uden at gøre oprør. 

Den som tier, har også et ansvar. Hvis du ser, 

at jeg slår andre og du ikke siger fra, er også 

du ansvarlig. Jeg var bange for at komme til 

at afsløre mig selv. Jeg frygtede, at ESA skulle 

opdage, at jeg beundrede fangerne for deres 

politiske modstandskamp.« 

Simon Patroklos har flere gange stillet sig 

offentligt frem og fortalt om sine oplevelser 

under militærjuntaen. 

»På den måde føler jeg, at jeg kan være 

med til at gøre noget godt. Måske kan jeg være 

med til, at vi husker på fortidens ugerninger... 

ellers vil de gentage sig. De døde dør, når 

vi glemmer dem.« 

henrik kastoft 

tolk: annemarie hede-andersen 

Hjælp til talebans ofre 

det afghanske folk er dybt traumatiseret 

efter 2 års krig og skiftende 

regimers overgreb. talebans brutale 

fundamentalistiske styre torturerede 

store dele af befolkningen og 

sendte hundredetusinder på flugt til 

pakistan. i flygtningelejrene arbejder 

den pakistanske menneskeretsorganisation 

saCh på at hjælpe de 

afghanske torturofre på fode igen 

Humayun sidder på traditionel vis med 

korslagte ben på en pude på gulvet. Hans 

blik flakker mellem en detalje et sted i det 

vævede tæppe og dr. Noreen Khalid ved siden 

af ham. Selv om den 25-årige afghaner har 

fortalt den kvindelige læge sin historie flere 

gange tidligere, er der fortsat passager i beretningen, 

som kræver al hans indre styrke at 

genfortælle uden at bryde sammen. 

Vi er i den fattige del af den pakistanske 

hovedstad, Islamabad. Solen bager ned over 

byen og affaldsbunkerne, hvor slumbørn kappes 

med geder og høns om de få nyttige ting 

i skraldet. Hus nummer 833 i Sektor I-10/4 er 

ejet af den pakistanske menneskeretsorganisation 

SACH, der betyder sandhed på urdu. 

Herfra arbejder en håndfuld ansatte i nonprofit 

organisationen for at hjælpe torturofre 

blandt afghanske flygtninge i Pakistan. 

Humayun Agram Zadas beretning begynder 

lige som utallige andres, der har siddet 

hos SACH i det samme rum på gulvet med 

korslagte ben: »Taleban-folkene kom om natten 

og tog mig med...« 

tortureret af taleban 

Da Humayun var 15 år gammel, arbejdede 

han som automekaniker for det kommunistiske 

styre under den sovjetiske besættelse 

af Afghanistan. Og han fortsatte på auto- 

saCh blev oprettet i 1994 af den 

46-årige sociolog khalida salimi. 

organisationens hovedformål er at 

rehabilitere torturofre i pakistan og 

arbejde mod brugen af tortur. samtidig 

driver saCh et krisecenter for kvinder, 

med plads til omkring 20 beboere. 

Bag et simpelt håndmalet skilt arbejder saCh 

under beskedne forhold i den fattige del af 

islamabad. 

foto andrew langkjær 

tortur 29 

værkstederne for mujahedin, der fulgte efter. 

I 1996 faldt Kabul så til de religiøse fundamentalister 

fra Taleban, og Humayun blev 

arresteret samme nat foran sin gravide kone. 

»Jeg sagde, at jeg kun var mekaniker ikke 

kommunist, men de var ligeglade. Min kone 

prøvede at stoppe dem, men hun blev brutalt 

skubbet væk,« fortæller Humayun. 

Han blev taget med til det berygtede 

fængsel Ghan Nizami uden for Kabul, som 

Afghanistans skiftende regimer har brugt til 

at forhøre fanger. Her blev han tortureret af 

Talebans bødler. 

»De hængte mig op med hovedet nedad 

og slog mig med en baseball-kølle under fødderne. 

De lagde mig på jorden, og mens nogle 

holdt mig udstrakt hoppede de andre på brystet 

af mig, indtil jeg mistede bevidstheden.« 

Hver dag de næste to uger blev han slæbt 

til forhørslokalet og fik mindst 10 slag med 

baseball-køllen. Humayuns fødder var til 

sidst så ødelagte, at han kun kunne kravle 

rundt i fængslet. 

»Mine fødder blev helt sorte og opsvulmede. 

Når jeg kravlede til og fra forhørslokalet 

eller toilettet trampede vagterne på min krop 

og mine fingre. Jeg tænkte tit på, at jeg ikke 

ville overleve. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs, 

og det eneste, der holdt mig live var 

tanken om min familie,« siger Humayun. >

0 tortur 

hundredtusinder af afghanske flygtninge bor i 

de støvede og beskidte lejre i grænselandet og 

uden for de store byer i pakistan. 

foto poul struve nielsen, irCt 

Soldaternes støvler ramte ikke kun den 

blottede ryg, men også hans nyrer, mens 

Humayun kravlede rundt i Ghan Nizamis 

korridorer, og hans tilstand blev gradvis 

værre. Efter en måned i fængslet blev han 

indlagt på et hospital i Kabul med nyresvigt. 

Hans familie solgte i mellemtiden alle ejendele 

og bestak en hospitalslæge til at lade 

ham undslippe. Derefter flygtede familien 

over grænsen til Pakistan. 

Det er et vigtigt led i behandlingen af torturofre 

at give dem mulighed for at fortælle 

deres historie. Det er det også for Humayun. 

For det er svært at få muslimske mænd til at 

fortælle om de overgreb, som de er blevet udsat 

for. Ofte føler de skam over det, der er sket 

eller de forsøger at glemme fortiden. 

Men pinslerne kan sjældent lukkes inde. 

Da Humayun mødte op hos SACH i Islamabad, 

led han af angstanfald, søvnløshed og 

depressioner, der også gik ud over resten af 

familien. Især konen var påvirket af oplevelserne, 

men Humayun holder igen med 

detaljerne, når snakken falder på hende. For 

nylig begyndte også hun psykologbehandling 

hos SACH. 

en katastrofe 

»Der er tale om normale mennesker, der udsættes 

for ekstreme situationer og har stærkt 

“ Vi har behandlet en kvinde, som led af stærke mareridt. hun havde set taleban-folk hugge hånden af en anden kvinde 

i en offentlig bus i kabul, blot fordi hånden ikke var tildækket. Noreen Khalid, læge i SACH 

behov for behandling. De har svært ved at arbejde 

og gennemføre almindelige dagligdags 

gøremål. De har også problemer med partneren 

og isolerer sig. Det er en katastrofe, for 

ofte er de familiens eneste forsørgere,« siger 

Noreen Khalid. 

Hun er læge i SACH og er vidne til de 

afghanske flygtninges lidelser. Sidste år undersøgte 

hun omkring 800 flygtninge på sin 

klinik og yderligere tusind navne står på ventelisten 

til behandling hos SACH. 

I organisationens journaler finder man rystende 

læsning om, hvad flygtningene er blevet 

udsat for, inden de kommer i behandling. 

Prygl, syrebrænding, vidne til andres tortur, 

fratagelse af søvn og mad, el-tortur, brændemærkning 

med cigaretter og voldtægt, som 

især rammer kvinderne. 

De fleste af flygtningene SACH behandler, 

kommer fra kummerlige forhold i slummen 

omkring Islamabad. Men der er flygtninge- 

lejre for afghanere over alt i Pakistan. Hver 

af dem rummer titusindevis af flygtninge fra 

det krigshærgede naboland, og tilsammen 

udgør de omkring to millioner mennesker. 

Men der er i virkeligheden mange flere, for 

omkring de større byer Karachi, Lahor og 

Islamabad bor atter hundredetusinder. De 

kaldes for ”de usynlige”, og deres nøjagtige 

antal kender ingen, for de er hverken regi- 

saCh fører en samarbejdspolitik med de pakistanske 

myndigheder. det vil sige, at organisationen undlader 

at kritisere forholdene åbent i flygtningelejre og 

fængsler og i stedet forsøger at påvirke embedsmændene 

gennem dialog. Blandt andet arbejder 

man på at få pakistan til at underskrive 

fn’s torturkonvention. 

streret af FN eller de pakistanske myndig- 

heder. Nogle flygtede illegalt hertil allerede i 

1979, da Sovjetunionen invaderede hjemlandet, 

mange er kommet i de mellemliggende 

år og atter andre er født og opvokset her. 

Derfor er der ingen videnskabelige undersøgelser, 

der dokumenterer, hvor mange af de 

afghanske flygtninge, der har været udsat for 

tortur, men der er ingen tvivl om, at omfan- 

get af problemet er massivt. Ifølge tal fra FN’s 

verdenssundhedsorganisation WHO lider 

hver tredje afghanske flygtning, der søger 

læge i Pakistan, af svære traumer efter krigshandlinger 

eller tortur. Hos SACH mener 

man, at WHO’s tal er stærkt underdrevne. 

hånden hugget af 

»Behovet for behandling er enormt. I ni ud af 

ti flygtningefamilier, der kommer til os med 

traumer fra krigen, har mindst ét medlem af 

familien også været udsat for tortur, og det 

rammer alle i familien,« siger Noreen Khalid, 

der understreger, at SACH også hjælper folk, 

der har overværet mishandling af andre, selv 

om det ikke opfattes som tortur i traditionel 

forstand. 

»Vi har behandlet en kvinde, som led af 

stærke mareridt. Hun havde set Taleban-folk 

hugge hånden af en anden kvinde i en offentlig 

bus i Kabul, blot fordi hånden ikke 

foto andrew langkjær 

tortur 1 

var tildækket. Er det ikke også en form for 

tortur?« spørger hun. 

SACH’s behandling er gratis og omfatter 

både medicin, psykologhjælp, fysioterapi og 

socialrådgivning. Rehabiliteringen er først og 

fremmest en form for krisehjælp, så torturofferet 

kan fungere nogenlunde normalt igen i 

det daglige. Typisk varer forløbet minimum 

seks-syv måneder, før man kan se resultater 

i behandlingen. I svære tilfælde kan behandlingen 

fortsætte i op til to år. En del af 

behandlingen handler om at få torturofrene 

ud af isolationen. Blandt andet holder organisationen 

forskellige kulturelle arrangementer 

og giver biografture – mærkeligt nok 

vil flygtningene helst se krigsfilm, fortæller 

Noreen Khalid. 

Som noget særligt giver SACH også små 

økonomiske håndsrækninger, så de behandlede 

flygtninge har mulighed for at etablere 

en lille forretning på et marked, hvor de kan 

leve af at sælge frugt eller lignende. 

Men flygtningene plages af andet end 

deres traumatiske baggrund. Det pakistanske 

politi jagter dem også – især “de usynlige” 

flygtninge er nemme ofre. 

»Mange af flygtningene bor her illegalt og 

lever i konstant frygt for politiet. De er flygtet 

fra tortur, men må nu leve med det pakistanske 

politis overgreb. Hvis du bliver arresteret > 

»Vores erfaring er, at åben kritik får 

myndighederne til at benægte alt og gå 

i defensiven. Vi har opnået bedre resultater 

ved at kontakte embedsfolk personligt 

og ændre holdningen indefra,« 

siger saCh’s leder, khalida salimi.

2 tortur 

“ det er utroligt vigtigt at behandle torturofre i afghanistan både fysisk og psykisk. 

som illegal flygtning i Pakistan, har du ingen 

rettigheder. Flygtningene fortæller os, at hvis 

politiet arresterer dig, får du bank og bliver 

frarøvet dine penge, hvis du har nogen,« siger 

Khalida Salimi, der er leder i SACH. 

skyggen af 11. september 

ofte er der tale om veluddannede mennesker, der er uundværlige for genopbygningen af afghanistan. 

så det skal lykkedes, inshallah – om gud vil Khalida Salimi, leder af SACH 

Den pakistanske regering havde ellers iværksat 

en omfattende politireform for at komme 

de tilfældige arrestationer og overgreb mod 

flygtningene til livs, men efter terrorangrebet 

på World Trade Center i New York 11. september 

2001 er skruen blevet strammet igen. 

»Når vi hører, at torturofre, vi kender, er 

blevet arresteret, ringer vi politiet op og bekræfter, 

at der ikke er tale om terrorister. 

Politiet kender os efterhånden og har tillid til 

os, så de løslader dem som regel straks. Men 

oplevelsen er dybt traumatisk for ofrene,« 

siger Khalida Salimi. 

Efterdønningerne fra selvmordsflyene i 

New York har også ramt SACH på penge-pungen. 

Organisationen er stærkt afhængige af 

penge fra forskellige fonde og organisationer 

for at kunne fortsætte deres arbejde med at 

rehabilitere torturofrene. Men i nogle tilfælde 

har blandt andet amerikanske hjælpeorganisationer 

skåret i støtten. 

»De siger, at de har ændret deres politik 

efter 11. september. Nu vil de i stedet fokusere 

støtten til organisationer, der arbejder mod 

terrorisme,« siger SACH-lederen. 

Khalida Salimis arbejde stopper imidlertid 

ikke af den grund. Senest har SACH oprettet 

et rehabiliteringscenter i Hari Pur – en lille by 

to timers kørsel vest for Islamabad. Projektet 

er støttet af NORAD, der er Norges svar på 

Danida, og OAK Foundation via IRCT, den 

internationale paraplyorganisation for rehabiliteringscentre. 

Omkring byen ligger 16 flygtningelejre 

med titusinder af beboere. To gange om ugen 

rykker lægen, psykologen og fysioterapeuten 

til Hari Pur. Ved hvert besøg venter mindst 

50 mennesker tålmodigt på dem uden for 

klinikken. 

håb for afghanerne 

Der er penge til driften af det nyåbnede center 

i et halvt år, og målet er at behandle 150 

personer. Khalida Salimi håber, at erfaringerne 

kan bidrage til at oprette flere satellitcentre 

i Pakistan og på sigt også i Afghanistan. 

»Vi vil gerne begynde et lignende projekt 

i Kabul. Målet er et rehabiliteringscenter, der 

ligesom SACH er uafhængigt af myndighederne. 

Vi vil stå for optræningen, men det 

skal være lokale organisationer, der skal stå 

for driften.« 

Indtil videre har møderne med Kabul- 

folkene ikke båret frugt, for situationen i 

byen er vanskelig, siger Khalida Salimi. 

»Men der er et stort behov for et center. 

Det er utroligt vigtigt at behandle torturofre 

i Afghanistan både fysisk og psykisk. Ofte er 

der tale om veluddannede mennesker, der er 

uundværlige for genopbygningen af Afghanistan. 

Så det skal lykkedes, inshallah – om 

Gud vil,« siger hun. 

For Humayun Agram Zada og hans kone 

og tre børn har SACH’s hjælp vist sig livsvigtig. 

Han kan ikke gå så langt ad gangen på 

grund af smerter i fødderne. Den ene nyre er 

ødelagt permanent og den andens funktion 

er nedsat. Til tider er han også bange for at 

forlade sit hus på grund af det pakistanske 

politi. Men han har efter behandlingen fået 

en ny selvtillid og hjælper med tolkearbejde 

og andre praktiske ting i SACH blandt andet 

i det nystartede rehabiliteringscenter i Hari 

Pur. 

»Jeg er håbefuld for fremtiden,« som 

Humayun selv siger. »Hvis der kommer fred 

og stabilitet i Afghanistan, vil jeg gerne vende 

tilbage. Det er der, jeg har min identitet.« 

andrew langkjær 

tre års 

helvede 

Ashiq Rasool arbejdede som journalist i den 

afghanske hær under det sovjetisk kontrollede 

regime i 1992. Samtidig havde han freelance-arbejde 

ved siden af, hvor han blandt 

andet skrev om kvinders rettigheder i Afghani-stan. 

I 1993 blev han overfaldet i sit hjem i 

Kabul af soldater under Taleban-lederen 

Mullah Omar og bragt til et primitivt underjordisk 

kompleks i Østkabul med 300 fanger. 

Her blev han holdt indespærret i tre år, indtil 

hans familie købte ham fri. 

Ashiq Rasools beretning er usædvanlig 

barsk. Dele af beskrivelserne er blevet bekræftet 

af personer, der har været i Talebans 

varetægt, mens andre oplysninger er umulige 

at få bekræftet. Her er, hvad Ashiq Rasool 

fortalte i et video-interview til SACH om de 

tre år i Talebans varetægt: 

Der var fem personer i alt. De stak mit 

venstre øje ud med en bajonet. De fyldte en 

kanyle med stærk syre og sprøjtede det ind i 

mit øre og ud over overkroppen. Derefter blev 

der strøet chili og salt på de åbne sår. Jeg mistede 

bevidstheden flere gange, og hver gang 

jeg kom til mig selv, gentog de proceduren. 

tortur på medfanger 

I løbet af de efterfølgende tre år fik fangerne 

ifølge Ashiq Rasool sjældent ordentlig mad 

og vand. Til tider kunne der gå flere dage 

og ofte bestod kosten af tørt brød og dårligt 

vand. De blev også tit tvunget til at drikke og 

spise deres egen urin og afføring. 

Han og de øvrige fanger blev også tvunget 

til at overvære tortur på medfanger. Han 

overværede, hvordan mennesker blev kogt 

levende. Derpå blev de døde kroppe enten 

smidt ud eller de øvrige fanger blev tvunget 

til at spise kødet. 

En dag blev alle fanger samlet til, hvad 

fangevogterne kaldte for en “markedsdag”. 

En fange blev hevet ud og hængt op på en 

slagtekrog. Derpå blev de øvrige fanger en for 

en tvunget til at udpege et stykke på det levende 

menneske, som derefter blev skåret af. 

Dette fortsatte til personen var helt parteret. 

Ashiq Rasool plages til stadighed over 

fangens skrig, inden han døde. Fangerne blev 

bagefter tvunget til at tilberede kødet og 

spise det. 

En dag blev fangerne gennet udenfor. Her 

så de et menneske hænge udspændt mellem 

ashiq rasool er frygteligt vansiret efter talebans tortur. 

Billedet er taget kort inden han fik opholdstilladelse i usa i 

1999. han har siden fået flere kosmetiske operationer, men 

foretrækker stadig at bærer baseball-kasket og solbriller, 

når han forlader sit hjem i st. louis. 

pasfoto udlånt af saCh 

ashiq rasool arbejdede som 

freelance-journalist og skrev 

blandt andet om kvinders rettigheder, 

da han blev overfaldet af 

taleban i 199 . 

foto saCh 

tortur 

to lastvogne. De blev tvunget til at overvære 

mennesket blive trukket fra hinanden. 

Ashiq Rasool beretter også om, hvordan 

fangevogterne flåede fanger levende. 

De pralede om, hvorvidt de var i stand til at 

gennemføre flåningen i et stykke eller måtte 

bruge flere forsøg. 

købt fri 

Efter tre år solgte hans familie alle ejendele 

og købte ham fri. Ashiq Rasool og hans kone 

samt seks børn flygtede til Quetta i Pakistan, 

hvor han gradvist kom sig. I 1999 fik han asyl 

i USA gennem FN. 

I det halve år inden afrejsen boede han 

på SACHs rehabiliteringscenter i Islamabad, 

hvor han kom i intensiv behandling. Her 

fortalte han samtidig sin historie. Han var 

stærkt vansiret, men nægtede at få en kosmetisk 

operation. Han ønskede at vente til 

efter, han var kommet til USA og havde haft 

lejlighed til at berette om sin skæbne. I dag 

bor han i St. Louis, Missouri med sin familie. 

andrew langkjær

Tortur i verden 

Tortur af børn 

Psykisk tortur 

Gennembankning — herunder falanga 

El-tortur 

Seksuelle overgreb 

Anden brug af tortur — herunder bl.a. leml stelse, 

fysisk udmattelse, oph ngning og br ndem rkning, 

samt uspecificeret brug af tortur 

Isolation 

Kilder: Amnesty International report 2001 . Human Rights Watch World Report 2002 

Latin-Amerika 

Argentina 

Bahamas 

Belize 

Bolivia 

Brasilien: 

Chile 

Den Dominikanske 

Republik 

Ecuador 

Guatemala 

Guyana 

Jamaica 

Mexico 

Paraguay 

Peru 

St. Lucia 

Uruguay: 

Venezuela 

Nordamerika Europa 

Central-Asien 

Sydøst-Asien 

USA 

Albanien 

Armenien 

Aserbajdsjan 

Bulgarien 

Georgien 

Italien 

Jugoslavien 

Makedonien 

Rumænien 

Rusland 

Spanien 

Tyrkiet 

Ukraine 

Afrika syd for Sahara 

Angola 

Burundi 

Cameroun 

D R Congo 

Elfenbenskysten 

Eritrea 

Etiopien 

Gambia 

Guinea 

Kenya 

Lesotho 

Liberia 

Malawi 

Mauretanien 

Mozambique 

Namibia 

Niger 

Nigeria 

Rwanda 

Sierra Leone 

Sydafrika 

Sudan 

Swaziland: 

Tchad 

Togo 

Uganda 

Zambia 

Zimbabwe 

Kasakhstan 

Kirgisistan 

Tadsjikistan 

Turkmenistan 

Usbekistan 

Mellemøsten/Nordafrika 

Algeriet 

Bahrain 

Egypten 

Iran 

Irak 

Israel, Gaza og Vestbredden, 

De Palestinænsiske 

Selvstyre 

områder 

Jordan 

Libanon 

Libyen 

Marokko 

Myanmar (Burma) 

Qatar 

Saudi-Arabien 

Syrien 

Tunesien 

Yemen 

Afghanistan 

Bangladesh 

Bhutan 

Kina og Tibet 

Fiji 

Indien 

Indonesien 

Japan 

Laos 

Malaysia 

Maldiverne 

Nepal 

Pakistan 

Filippinerne 

Sydkorea 

Salomonøerne 

Sri Lanka 

Thailand 

Vietnam 

tortur 5

6 tortur 

tortur er forbudt 

torturofrets retsstilling er svag, siger 

juraekspert. kun de færreste tortur- 

ofre vil nogensinde kunne gøre sig 

håb om et retligt opgør med tortur- 

bødlerne 

et utåleligt dilemma 

på samvittigheden har de mord, tortur 

og forbrydelser mod menneskeheden. 

alligevel bor de i et land, der 

tager afstand fra deres gerninger. for 

danmark er fanget i et humanitært 

dilemma. danmark skal ifølge fns 

flygtningekonvention give asyl til per- 

129 lande i verden har tilsluttet sig FN’s Torturkonvention. 

Det vil sige, at tortur er forbudt 

i disse lande, herunder Danmark. 

Men hvad med de resterende cirka 70 

lande? Betyder deres manglende underskrift, 

at tortur er tilladt i disse lande? 

»Nej,« siger Lars Adam Rehof, der er lektor 

ved København Universitets juridiske fakultet 

og ekspert i folkeret. 

»Torturkonventionen er en specialkonvention, 

der intensiverer forbudet mod tortur, 

men det forbud ligger i forvejen indeholdt i 

andre konventioner, som nogle af de pågældende 

lande er forpligtet til at overholde. 

Dertil kommer, at forbudet mod tortur kan 

siges at være alment gældende, uanset om en 

stat har skrevet under på det eller ej.« 

En underskrift på FN’s Torturkonvention 

forpligter ikke alene landet til at hindre, at 

tortur finder sted inden for landets grænser. 

Landet er også på visse betingelser forpligtet 

til at retsforfølge brugen af tortur andre steder 

i verden. 

Lars Adam Rehof mener dog, at landenes 

muligheder for at gribe ind over for hinanden 

er meget begrænset: 

»Landene udveksler hovedsageligt kritik 

gennem FN Torturkomiteens årlige redegørelse 

over medlemsstaters gøren og laden. 

Det er korrekt, at alle deltagende lande har 

pligt til at reagere, men det forekommer sjæl- 

soner, der bliver forfulgt i deres hjemland. 

men samme konvention siger, at 

personer ikke kan få asyl, hvis de har 

begået de omtalte forbrydelser. 

og det har de. den lille gruppe udlændinge, 

som i efteråret 2001 vakte forargelse 

og debat, da det blev kendt, 

at de har lov til at leve i danmark på 

dent, at en stat reagerer mod en anden.« 

Og når det kommer til det enkelte torturoffers 

kamp, er det i endnu højere grad op til 

den enkelte selv at klage. Rehof gør opmærksom 

på et af de få tilfælde, hvor et torturoffer 

klagede og fik medhold. Nemlig da Danmark 

indklagede Tyrkiet for tortur mod den danske 

statsborger Kemal Koc. Sagen endte med 

forlig mellem de to lande, mens Kemal Koc 

ved den Europæiske Menneskerettigheds 

Domstol i Strassbourg fik tilkendt en godt- 

gørelse på over 400.000 kroner. 

ingen undskyldning 

Men hvem bærer egentlig ansvaret for den 

enkelte udåd? Er det ham, som slår eller ham 

som giver ordren? Begge er skyldige, slår Lars 

Adam Rehof fast: 

»En torturbøddel kan ikke undskylde sig 

med, at vedkommende handlede efter ordre. 

Det er i strid med konventionen at udstede 

ordre om brug af tortur, lige såvel som det er 

forbudt at udøve tortur. Når det er sagt, er der 

for mig at se ingen tvivl om, at vi i det rets- 

lige opgør bør gå efter toppen. I dag er det de 

små fisk, som betaler, mens de store går fri.« 

Og skulle et torturoffer have mod på at 

forsøge at få retfærdigheden til at ske fyldest, 

er vedkommende oppe mod stærke kræfter. 

»Et af problemerne med tortur er, at torturbødlerne 

er dygtige til ikke at efterlade sig 

trods af deres dunkle fortid. den mest 

omtalte var en irakisk mand, der selv 

bekræfter, at han var øverste ansvarlig 

for saddam husseins hær i 1988, da 

iraks kurdiske mindretal blev udsat for 

en massakre og angreb med sennepsog 

nervegas. i dag bor han i sorø i et 

juridisk tomrum. han har fået afslag 

synlige spor på deres ofre. Det er almindeligt 

kendt, at torturen ofte finder sted i de første 

dage og uger efter tilfangetagelsen. Når fangen 

løslades eller stilles for en domstol, vil 

mærker efter tortur ofte være forsvundet,« 

siger Lars Adam Rehof. 

Desuden får ofret bind for øjnene, så det 

er umuligt at genkende torturbødlen ved en 

senere retssag eller ofrets familie bliver truet, 

så fangen ikke tør fortælle sandheden om, 

hvad der er foregået. 

Lars Adam Rehof savner bedre muligheder 

for at efterforske og dokumentere overgreb. 

Manglende dokumentation vil i praksis være 

ensbetydende med, at et offer ikke kan rejse 

en straffe- eller erstatningssag. Desuden så 

han gerne, at man bruger såkaldt delt bevisbyrde 

i sager om tortur. 

»Det skal være muligt, hvis der i en sag er 

overbevisende indicier. I dag er det sådan, at 

det er ofret og ofret alene, som skal bevise, 

at han eller hun er blevet udsat for tortur,« 

siger han. 

»I sager for Den Europæiske Menneskeretsdomstol 

er der dog en stigende tendens 

til at give staten bevisbyrden for, at der ikke 

er forekommet tortur, hvis offeret kan godtgøre, 

at han blev skadet, mens han var i politiets 

eller militærets varetægt. Det stiller 

klageren i en noget bedre situation«. 

henrik kastoft 

på asyl, men han må ikke sendes hjem, 

fordi han risikerer at blive forfulgt. han 

lever derfor på »tålt ophold«, en særlig 

dansk betegnelse opfundet for at få 

modsætningerne i flygtninge-konventionen 

til at mødes. i princippet kan man 

leve på »tålt ophold« hele livet. 

seniorforsker ved det danske Center 

“ tortur 

roser 

betyder enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten 

fysisk eller psykisk, bevidst påføres en person af en offentlig myndighed eller 

med dennes billigelse. FNs Torturkonvention, artikel 1, stk. 1. 

fns torturkomité om danmark 

Komiteen roser Danmark for i høj grad at 

værne om menneskerettighederne – ikke 

mindst torturkonventionen. Danmark får 

også anerkendelse for sin aktive rolle i bekæmpelsen 

af tortur. 

Komiteen hilser velkommen, at Justitsministeriet 

anbefaler at indføje torturkonventionen 

i dansk ret. Desuden bemærker komiteen 

med tilfredshed: 

- stramninger i brug af 

isolationsfængsling 

- cirkulærer fra Rigspolitichefen 

om anholdtes ret til lægeundersøgelse 

samt kontakt til pårørende, advokat 

og tolk 

- lovgivning om beskyttelse af 

asylansøgere 

- undervisning af politiet 

- rehabilitering af torturofre, som 

bor i Danmark, og 

- Danmarks øgede bidrag til FN’s 

fond for torturofre og støtten til 

de nationale rehabiliteringscentre. 

for menneskerettigheder, kim u. kjær, 

forklarer: »uanset hvor uønsket man er, 

så kan man ikke sendes tilbage til sit 

hjemland, hvis man risikerer forfølgelse. 

i praksis har danmark derfor opfundet 

begrebet »tålt ophold«, som betyder, 

at man får lov at blive, men uden hjælp 

fra det offentlige og uden Cpr-nummer. 

Bekymringer 

Danmark skal fortsat have fokus på en række 

områder. Torturkomiteen er bekymret for: 

- at dansk straffelov ikke indeholder en 

definition af tortur, og at tortur derfor 

ikke i sig selv er en strafbar forbrydelse 

- mangelfuld adgang til at klage over 

beslutning om isolering af strafafsonere 

- forslag om at ændre udlændingeloven 

med henblik på øjeblikkelig udsen- 

delse af udlændinge, som ikke har 

fået opholdstilladelse 

“ ingen 

må underkastes tortur og ej heller umenneskelig 

eller nedværdigende behandling eller straf. 

Den Europæiske Menneskeretskonvention, artikel 3 

anBefalinger 

Torturkomiteen anbefaler Danmark 

at forbedre sin indsats på en række 

områder: 

- indføje torturkonventionen i 

dansk lov hurtigst muligt, 

- tortur indføres som en særlig 

forbrydelse i straffeloven, 

- Danmark fortsat undersøger 

virkning af isolering 

- indføre klageadgang over beslut- 

ninger om isolering af fanger, 

- sikre at den foreslåede ændring af 

udlændingeloven ikke modvirker 

anvendelsen af den individuelle 

klageadgang i henhold til 

konventionen 

Regeringen har ’noteret sig Komiteens synspunkter’, som det hedder. 

Danmark skal aflevere sin næste rapport til Torturkomitéen i juni 2004. 

man er tålt, men sat uden for samfundet.« 

danmark giver ikke kun husly til krigsforbrydere 

og torturofre som »tålt ophold«. 

også på landets asylcentre bor der 

anslået en lille håndfuld udlændinge 

med uhyrligheder på samvittigheden. for 

dansk røde kors, der driver hovedparten 

af asylcentrene, er det ikke noget problem, 

forklarer sekretariatschef, klaus 

høm. 

»røde kors bygger på princippet om, at 

alle har ret til hjælp uanset deres baggrund. 

Vi stiller ikke spørgsmål til eller 

ved asylansøgernes fortid. folk kan godt 

have begået handlinger, som vi tager 

66 lande om en straffedomstol 

tortur 7 

Den første permanente domstol med ubegrænsede 

internationale beføjelser til at 

retsforfølge forbrydelser mod menneskeheden 

blev en realitet i april 2002. 66 lande har 

godkendt Den Internationale Straffedomstol, 

herunder samtlige lande i EU, som har hovedsæde 

i Haag i Holland. 

Til forbrydelser mod menneskeheden hører 

systematiske angreb på civilbefolkningen, 

tortur, voldtægt m.m., og domstolen sikrer, at 

blandt andet statsledere, regeringsmedlemmer 

og diplomater kan retsforfølges for overgreb. 

Selv om en mistænkt person ikke bliver 

retsforfulgt i eget land, så kan personen 

stilles for straffedomstolen, så snart de er i et 

land, der har godkendt aftalen. 

120 lande har underskrevet statutgrundlaget 

for domstolen. Hverken USA, Rusland 

eller Kina er imidlertid med blandt de 66 

lande, der har endeligt tilsluttet sig den. USA 

frygter, at hvis de godkender domstolen, vil 

det føre til politisk motiverede anklager mod 

amerikanske statsborgere. 

afstand fra, men derfor skal de stadigvæk 

have hjælp, imens myndighederne 

undersøger deres asylsag,« siger han.

8 tortur 

foto Carsten snejbjerg 

traumer skal frem i lyset 

grundige samtaler og spørgeskema- 

er kan på et tidligt tidspunkt afsløre, 

hvor mange asylansøgere der er trau- 

matiserede efter tortur. men det sker 

ikke i dag, fordi dansk røde kors 

ikke får ressourcer til opgaven 

I dag er det uvist, hvor mange asylansøgere 

der har oplevet tortur, før de ankommer til 

Danmark. For Dansk Røde Kors undersøger 

det ikke. 

»Vi ville gerne gennemføre en mere grundig 

screening, men der mangler ressourcer 

til at gøre det,« siger psykolog Mia Stæhr i 

Dansk Røde Kors’ psykosociale sektion. 

Den grundige undersøgelse står højt på 

fremtidens ønskeseddel. Dansk Røde Kors 

har over for Udlændingestyrelsen beskrevet, 

hvordan screeningen kunne foregå i praksis 

og vurderet, at det årligt ville koste 1,1 million 

kroner, hvis alle asylansøgere fik tilbudt den 

grundige screening. Men der er endnu ikke 

bevilliget penge til opgaven. 

de udsatte bukker under 

Formålet med en screening er at nå gruppen 

af torturofre og identificere de personer, der 

har risiko for at udvikle PTSD, en post trau- 

matisk belastningsreaktion, der kan vise sig 

længe efter ankomsten til Danmark. 

Screening af asylansøgere kan dermed 

hindre, at traumer efter tortur udvikler sig til 

mere alvorlige lidelser. 

»Det er vigtigt at finde de særligt udsatte 

personer på et meget tidligt tidspunkt, for 

det er dem, der bukker under. I forvejen er 

asylansøgere i en belastet situation, fordi 

deres fremtid er uvis, og når det kombineres 

med en tidligere torturoplevelse og en særligt 

udsat personlighed, så vil denne person 

let blive syg,« siger Ebbe Munk-Andersen, 

overlæge i psykiatri hos Røde Kors’ psyko- 

sociale sektion. 

De mest udsatte grupper er tidligere 

psykisk syge mennesker, unge, gamle, enlige, 

uuddannede samt mennesker uden et socialt 

netværk. Og ikke mindst folk, der har lidt et 

stort tab. 

I dag bliver alle asylansøgere tilbudt et 

sundhedsinterview, når de ankommer til 

modtagecenter Sandholm. Men formålet er 

primært at finde akutte og især smitsomme 

sygdomme som eksempelvis tuberkulose. 

Asylansøgerne bliver dog også spurgt, om de 

har været fængslet eller har været udsat for 

tortur. Sundhedspersonalet spørger desuden 

til symptomer, der er typiske for torturofre så 

som angst, depressioner og besvær med at 

sove om natten. Men svarene er usikre. 

»Vi er ikke sikre på, at de data, vi får ved 

samtalen umiddelbart efter asylansøgernes 

ankomst er helt korrekte. På det tidspunkt er 

asylansøgerne endnu ikke faldet til ro, det hele 

er meget nyt for dem, og man befinder sig 

typisk i en lykkerus, fordi man er nået frem 

efter flugten,« siger psykolog Mia Stæhr. 

kosovo-børn blev hjulpet 

Dansk Røde Kors har allerede konkrete erfaringer 

med, hvordan traumatiserede mennesker 

kan findes og sidenhen hjælpes til at 

håndtere deres fortid. Det er disse erfaringer, 

man gerne vil bruge i forhold til asylansøgere. 

Da Danmark i 1999 modtog knap 3000 kosovo-albanske 

flygtninge, forsøgte Dansk 

Røde Kors at fastslå, hvilke begivenheder 

fra krigen i hjemlandet, der havde haft indflydelse 

på flygtninge-børnenes tilstand. 

Samtidig blev de kosovo-albanske børn bedt 

om definere, hvilken form for sygelighed 

begivenhederne havde fremkaldt i deres liv: 

om de havde mareridt, søvnproblemer, var 

deprimerede, eller om de blev aggressive af 

de svære minder. 

Tre ud af fire af børnene viste sig at have 

symptomer på traumer. 

»Vi var ret forskrækkede over, at det var 

så højt et tal,« siger Ebbe Munk-Andersen, 

der er chef for Dansk Røde Kors’ psyko-sociale 

sektion. 

tortur 9 

Oplysningerne fik Dansk Røde Kors til 

at udvikle det såkaldte psyko-edukationsprogram. 

Det består af samtalegrupper med 

børnene og – for de mindste børns vedkommende 

– deres forældre. Sammen med psykologer 

kunne børnene fortælle hinanden, 

hvorfor de var i Danmark og dermed for 

første gang snakke med andre om, hvad de 

havde oplevet. 

»Det viste sig, at mange af børnene end 

ikke talte med deres forældre om det, fordi 

forældrene også var traumatiserede,« siger 

Ebbe Munk-Andersen. 

»Forældrene vidste ikke, at deres børn rent 

faktisk havde oplevet det, de havde: afrevne 

legemsdele, mennesker der var blevet skudt 

for øjnene af dem eller en bedstefar, der var 

blevet slæbt ud af et hus og skudt ned.« 

et fristed 

Næsten ingen af børnene faldt fra under forløbet. 

De opfattede tværtimod samtale-grupperne 

som et fristed. 

»Psyko-edukation er spændende, fordi 

man på den måde kan arbejde med store følelser. 

Og ingen børn bliver stemplet, fordi de 

går til psykolog, for alle får det samme tilbud 

– uanset om de er traumatiserede eller ej,« 

siger Ebbe Munk-Andersen. 

Psyko-edukation tog ikke traumerne fra de 

kosovo-albanske børn, men de oplevede, at >

40 tortur 

de ikke var alene med deres oplevelser, og 

forløbet gav dem et højere selvværd. De fik 

lettere ved at rumme symptomerne. 

»Derfor kalder vi ikke psykoedukation for 

behandling, vi kalder det forebyggelse,« understreger 

Ebbe Munk-Andersen 

et ekstra sikkerhedsnet 

Under forløbet med de kosovo-albanske børn 

viste det sig, at enkelte havde det så dårligt, 

at de havde behov for særlig behandling. 

Dermed fungerede samtalegrupperne også 

som en ekstra form for screening. Det er den 

erfaring Dansk Røde Kors ønsker at bruge 

i fremtiden. Screeningen skulle bestå af et 

spørge-skema suppleret med et struktureret 

interview 

på 30 minutter, hvor sundhedspersonalet 

taler mere grundigt med dem, der viser 

tegn på svær traumatisering 

»I første omgang vil vi gerne kunne tilbyde 

det til alle børn,« siger Ebbe Munk-Andersen 

og tilføjer, at det indgår i hans ønskeseddel, 

at psykoedukation også skal tilbydes 

voksne asylansøgere. 

»Vi vil gerne bruge tid på det, og eventuelt 

tage tiden fra noget andet, for vi har set, at 

det har en effekt.« 

Han understreger, at det ikke er store 

summer, der skal bruges, men at programmet 

kræver personale, og det koster penge, som 

for øjeblikket ikke findes i budgettet. 

ane nordentoft 

foto Carsten snejbjerg 

recept på hverdagen 

en meningsfuld dagligdag er den 

bedste medicin mod traumer, mener 

dansk røde kors. 

men organisationen hjælper også 

sårbare asylansøgere med psykologsamtaler 

og særlig støtte 

En fortid med krig, forfølgelse og død sætter 

sine spor. Dansk Røde Kors vurderer, ud 

fra opgørelser over asylansøgeres behov for 

behandling og støtte, at knap hver femte 

asylansøger lider af symptomer på traumer 

fra fortiden. 

Konsekvensen viser sig i dagligdagen 

på et asylcenter, i sine ekstremer er det den 

indesluttede kvinde, den voldelige mand eller 

barnet uden kammerater, der fungerer 

dårligt i skolen. 

Men behandlingen af traumer viser sig 

også hver eneste dag. Den er hele fundamentet 

i arbejdet på landets asylcentre: at skabe 

en almindelig hverdag. 

ugunstigt tidspunkt for terapi 

»En værdig og meningsfuld ventetid« hedder 

det i Dansk Røde Kors’ målsætning for 

asylarbejdet og udgør en del af recepten for, 

hvordan traumer kan håndteres. Bag ordene 

gemmer sig en tankegang om, at psykologsamtaler, 

besøg hos psykiatere og anden decideret 

behandling kan hjælpe traumatiserede 

personer til et bedre liv, men den bedste medicin 

er at gøre den traumatiserede i stand til 

selv at håndtere sin skæbne ved at skabe en 

hverdag så tæt på det normale som muligt. 

Chefen for Dansk Røde Kors‚ asylarbejde, 

Jørgen Chemnitz forklarer tankegangen sådan: 

»Asylansøgere lever med en usikkerhed, 

fordi de endnu ikke ved, om de må blive i 

Danmark eller skal rejse hjem igen, og dermed 

er det et ugunstigt tidspunkt at begynde 

en egentlig behandling af traumer. Man ved 

for eksempel ikke, om man kan nå at lukke de 

psykologiske døre, man åbner under terapi. 

Vi behandler derfor i højere grad symptomer. 

Hvis en asylansøger viser tydelige tegn på 

traumer får de tilbudt støtte og hjælp så som 

individuelle samtaler hos en psykolog eller 

psykiater,« siger han. 

I 2001 brugte Dansk Røde Kors alene på 

det område knap 10 millioner kroner. Der 

blev cirka 2000 gange givet penge til samtaler 

hos psykologer og psykiatere, ligesom der 

blev bevilget penge til særlige støtteordninger, 

special anbringelser på døgninstitutio- 

ner eller i familiepleje og til special-undervisning 

i skolen. 

det normale helbreder 

»Asylansøgernes uvisse situation begrænser 

behandlings-mulighederne, men samtidig er 

det uhyre vigtigt, at livet leves normalt inden 

for den parantes, som ventetiden udgør,« understreger 

Jørgen Chemnitz. 

»Den normale tilværelse har i sig selv en 

helbredende effekt, fordi det hjælper til, at 

man kan fungere og kapere sin situation. De 

fleste asylansøgere har levet et aktivt liv, før 

de kom til Danmark, og de ressourcer skal udvikles 

og holdes ved lige for, at man kan klare 

sig som mennesker.« 

I praksis betyder det, at hverdagen på et 

asylcenter skal ligne hverdagen i andre hjem. 

At man laver mad, vasker tøj og gør rent. 

At børn går i skole eller børnehave, og at de 

voksne er med til at bestemme, hvad der sker 

omkring dem. 

Men for de voksne er den store forskel, at 

de ifølge loven ikke må arbejde og dermed 

forsørge sig selv og føle, at de gør nytte i samfundet. 

Men der er forbedringer på vej. 

»Vi har opfattet signalerne fra den nye regering 

om, at asylansøgere skal være aktive i 

ventetiden. Det er en åbning, vi er i fuld gang 

med at praktisere. På asylcentrene er man 

tortur 41 

ved at udvikle egentlig produktions-arbejde 

så som gartneri og savværk, og vi fortsætter 

med at skaffe asylansøgere praktikpladser i 

danske virksomheder. Det har både et fagligt 

og et menneskeligt udbytte, fordi danskere 

og asylansøgere møder hinanden som kolleger 

og får afmystificeret, hvem de hver 

især er, samtidig med at asylansøgerne lærer 

dansk og bliver dygtigere til deres fag,« siger 

Jørgen Chemnitz. 

»Den personlige robusthed man får ved 

at have noget meningsfuldt at stå op til, for 

eksempel et arbejde, kan man ikke tage fra 

en person igen, og dermed er vedkommende 

blevet stærkere. Også til at håndtere sin egen 

fortid – uanset om den bliver i Danmark eller 

i hjemlandet.« 

annette haugaard

42 tortur 

du bliver aldrig hel igen 

en tværfaglig behandling er nødvendig, 

når de sværest traumatiserede 

torturofre skal rehabiliteres. helt 

raske bliver de aldrig igen, men de 

kan hjælpes til et bedre liv 

Kan du selv tage tøj på uden problemer? Kan 

du selv gå ud og købe ind? Kan du stå? Kan 

du sidde? 

Denne type spørgsmål er en del af den 

målestok, der bruges i Rehabiliterings- og 

Forskningscentret for Torturofre (RCT), når 

man fastslår, hvor langt et torturoffer er kommet 

i behandlingen. 

»Man kan måle, om folk kan udføre ganske 

simple aktiviteter. Kan du tage tøj på, kan 

du sidde, stå, gå, løbe, bære, altså almindelige 

dagligdags fysiske aktiviter. Flere har for 

eksempel opfattet, at de ikke selv kunne tage 

tøj på, men senere i forløbet synes de godt, at 

de kan,« siger Stine Amris, der tidligere har 

arbejdet som læge hos RCT og i dag er læge i 

den internationale afdeling, IRCT. 

ti år med smerter 

Et torturoffers vej til behandling i RCT går via 

den praktiserende læge, der henviser til centret. 

Her gennemgår klienten en visitations- 

omtrent 85 procent af de torturofre, 

der er i behandling hos rCt, 

er mænd. de fleste kommer fra 

mellemøsten. i gennemsnit er der 

gået ti år, siden de har været udsat 

for tortur. rCt behandler kun mennesker, 

der har opnået asyl i danmark. 

samtale, hvor RCT beslutter sig for, om han 

eller hun skal modtage behandling. Langt 

størstedelen af de, der henvises til behandling, 

kommer ind, mens nogle få må henvises 

til en anden form for behandling. 

Derefter skal klienterne igennem et forundersøgelsesprogram, 

hvor de kommer til 

forundersøgelse hos en læge, en psykolog, en 

socialrådgiver og en reumatolog. Desuden er 

der en forundersøgelse hos en fysioterapeut, 

inden behandlingen dér kan begynde. 

»Når man både har fysiske, psykiske og 

sociale problemer, kan det ikke nytte noget, 

at man kun giver for eksempel fysioterapi, eller 

kun giver psykologisk behandling. Derfor 

giver man en tværfaglig behandling,« 

siger Stine Amris. 

»For eksempel har kroniske smerte- 

patienter et enormt behov for psykologisk 

behandling. Toprturofres psykiske tilstand 

betyder utrolig meget for, hvordan smerteadfærden 

bliver, oplevelsen af det at have 

ondt.« 

Et typisk rehabiliteringsforløb indebærer 

cirka 70 sessioner fordelt på lægelig under- 

søgelse og behandling, fysioterapi, psykologbehandling 

og socialrådgivning. Forløbet 

varer i typisk 18 måneder. 

De mennesker, der er i behandling hos 

RCT, har i gennemsnit gået med deres psyki- 

ske og fysiske lidelser i ti år. Så lang tid går 

der fra de har været udsat for tortur til de 

kommer i behandling hos RCT. 

»Da man i dag ved, at jo hurtigere man 

kommer i behandling, jo større er chancen 

for, at man ikke får nogen alvorlige kroniske 

tilstande, er det ikke særligt hensigtsmæssigt,« 

siger Stine Amris om ventetiden. 

at måle behandlingen 

Endnu er der ikke lavet undersøgelser, der 

dokumenter effekten af behandlingen af 

torturofre. Men RCT vurderer det løbende, 

om klienten er i bedring i forhold til, hvordan 

han havde det, da behandlingen begyndte. 

»Det er svært at måle kvaliteten af den 

behandling man giver. Hvornår er psykologhjælpen 

blevet bedre – er det når man har ét 

stort mareridt i stedet for fem små, eller er 

det bedre at vågne tre gange end fem gange i 

løbet af en nat?« 

RCT opstiller nogle kriterier for hvornår 

behandlingerne skal afsluttes. For at kunne 

gøre det, skal der opstilles et behandlingsmål. 

»Hvis behandlerne sammen er blevet 

enige om, at denne klient skal kunne gå ned 

til børnehaven en kilometer væk, og det træningsmål 

har vi opnået i fysioterapien... så er 

behandlingen færdig,« siger Stine Amris. 

Et andet af de mål, RCT går efter er, at 

rCt råder over: en læge på fuld tid. 

en psykiater på fuld tid. 

en deltidspraktiserende læge 

fire psykologer/psykoterapeuter 

tre fysioterapeuter 

tre socialrådgivere 

en reumatologisk konsulent 

desuden har rCt sygeplejersker, tolke og sekretærer tilknyttet. 

klienterne genfinder troen på sig selv og får 

et håb tilbage om, at situationen kan ændres 

til det bedre. At de igen kan få tillid til andre 

mennesker eller komme til at fungere bedre i 

deres familier. Men de færreste af dem bliver 

nogensinde helt raske igen, og Stine Amris 

betegner dem som kroniske patienter. 

»Der er stort set ingen af dem, der genvinder 

hverken deres fysiske eller psykiske funktionsniveau, 

som det var forud for torturen. 

Målet med behandlingen er at give 

dem den bedst mulige livskvalitet under de 

givne omstændigheder.« 

jette nørby andersen og ane nordentoft 

rCt behandler mellem 50 og 60 klienter 

om året. Centret er overvejende finansieret 

af staten, og behandlingen på rCt 

er gratis for klienterne og de kommuner, 

der henviser dem til behandling. 

dansk jagt på beviser 

danske læger er på sporet af meto- 

der, der kan afsløre tortur selv mange 

år efter, overgrebet fandt sted. 

resultaterne kan få stor betydning 

for bekæmpelse af tortur 

og for behandling af ofrene 

Ny lovende forskning kan blive et vigtigt instrument 

i kampen mod tortur. Danske læger 

er ved at udvikle en metode, der kan dokumentere 

den særlige torturmetode falanga 

– slag under fodsålerne – der er en af de mest 

berygtede og udbredte torturformer. 

Mange torturofre søger først behandling 

flere år efter at overgrebet har fundet sted. På 

det tidspunkt er torturen svær at bevise, fordi 

de fysiske spor ofte er forsvundet. I dag kan 

lægerne derfor kun sige, at en person, som 

påstår at være tortureret, sandsynligvis taler 

sandt, hvis hans beretning og lidelser stemmer 

med den viden, lægen har om torturmetoder 

og symptomer. 

Nu har danske læger imidlertid opdaget, 

at man ved at scanne ofrenes fødder med ultralyd 

eller i en særlig MR-scanner kan se, at 

senepladerne i fødderne hos mennesker, der 

er blevet slået under fodsålerne, har ændret 

form. Det kan ses selv mange år efter at torturen 

har fundet sted. 

»Jeg har meget store forventninger til 

falanga-undersøgelserne, hvor vi har fundet 

meget karakteristiske forandringer i foden. 

Det er ikke noget man kender fra andre typer 

patienter,« siger en lægerne bag under- 

søgelsen, Stine Amris fra Det Internationale 

Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT. 

pres på regeringer 

Dokumentationen af tortur er særdeles vigtig, 

så man internationalt kan lægge pres på 

afslørende røntgenbilleder. det øverste røntgenbillede (1) er af en rask fod på 

en 46-årig mand. Billedet ovenfor (2a) viser foden på en 45-årig mand udsat for 

falanga. pilene viser tydeligt, hvordan senepladerne under foden er blevet misdannet 

og tykkere som følge af slagene mod fodsålerne. 

stater om at overholde menneskerettighederne, 

fastslår Stine Amris, og henviser til 

Tyrkiet, hvor EU kræver, at landet overholder 

menneskerettighederne, før det kan blive optaget 

i fællesskabet. 

Men ikke mindst er dokumentationen af 

tortur vigtig i forhold til det enkelte tortur- 

offer. 

»Hvis du er asylansøger, kan det være, at 

foto irCt 

din sag vil blive behandlet anderledes. Det 

kan også betyde, at du hurtigere kommer i 

behandling eller får den rigtige behandling 

fra starten,« siger hun. 

I alt er 22 torturofre blevet enten MR- eller 

ultralydsscannet og i alle tilfælde viste scanningerne 

de samme forandringer i vævet. 

Stine Amris understreger dog, at resultaterne 

skal følges op af nye scanninger af yderligere 

tortur 4 

et antal falanga-ofre før hun tør sige, at man 

nu kan dokumentere falanga. 

De danske foreløbige resultater af 

falanga-undersøgelserne er sammen med 

tyrkisk forskning på samme område banebrydende 

inden for dokumentation af tortur. 

Samtidig er undersøgelsen et eksempel på, 

hvordan teknologien kan hjælpe med at påvise 

tortur. Det siger Bente Danneskiold-Samsøe, 

der er forskningschef på gigtforskningscentret 

Parker Instituttet på Frederiksberg 

Hospital. 

»Det er godt at vi kan bruge de teknologiske 

landvindinger til at forfine vores teknikker, 

så vi får bedre muligheder for at opklare 

torturfølgerne,« siger hun, der sammen med 

Stine Amris har stået bag falanga-scanningerne. 

fremskridt i tyrkiet 

I Tyrkiet har den fremtrædende menneskerettighedsforkæmper 

og læge Veli Lök påvist 

skader efter falanga ved en metode, der kaldes 

knogle-scientigrafi. Metoden går ud på, at 

torturofrene får indsprøjtet en kontrastvæske 

i kroppen. På scanningsbilleder viser det sig 

at stoffet ophober sig de steder, hvor der er 

sket skader på knoglerne, selv mange år efter, 

at skaderne er sket. 

»Da torturbødlerne hørte det, holdt man 

op med at give falanga i det område i Tyrkiet,« 

siger Stine Amris, der har arbejdet sammen 

med Veli Lök. 

Desværre begyndte man i stedet at torturere 

fangerne med el, en torturform, som er 

meget svær at dokumentere, fordi de synlige 

spor forsvinder efter få dage, fortæller hun. 

Eksemplet viser netop, hvordan bødlerne 

arbejder. Som Stine Amris siger: »Man skal 

også vide, at torturmetoderne bliver udviklet 

netop med henblik på, at de ikke skal kunne 

bevises.« jette nørby andersen

44 tortur 

tyrkisk chikane mod ofre og læger 

Behandlingscentret for torturofre i 

diyarbakir i tyrkiet er en torn i øjet 

på myndighederne. sidste år blev 

patientjournalerne beslaglagt under 

en ransagning og to af centrets 

læger er blevet forflyttet til tjeneste 

langt væk fra diyarbakir 

I midten af marts er foråret kommet til Diyarbakir 

i det sydøstlige Tyrkiet – en by med 

omkring to millioner indbyggere, hvoraf omkring 

90 procent er kurdere. 

Pulsen i de støvede og solbeskinnede gader 

er rolig, og folk synes at have god tid. 

Selvom politiet er synligt på gadehjørner 

her og der, er der ingen umiddelbare tegn på, 

at området stadig er i undtagelsestilstand efter 

det forbudte kurdiske arbejderparti PKK’s 

kamp for selvstyre i 80’erne og 90’erne. 

Men Tyrkiet har en anden og mindre civiliseret 

side, end det øjebliksbillede der viser 

sig for en europæer på gennemrejse. Det 

beretter patientjournalerne på behandlingscentret 

for torturofre i Diyarbakir om. 

Centret, der hører under Human Rights 

Foundation of Turkey, HRFT, har til huse i en 

lejlighed i en af byens pænere kvarterer, nabo 

til et stort fornemt hotel og få minutters gang 

TYRKIET 

MIDDEL- 

HAVET 

SYRIEN 

fra byretten. Centret betaler for tiden for 44 

torturofres behandling. 90 procent af klienterne 

er politisk aktive kurdere, der beskyldes 

for at støtte guerillabevægelser som PKK og 

tortureres af politi eller sikkerhedsstyrker. 

Centret ransaget 

»Typisk er ofrene blevet hængt op i armene, 

slået under fodsålerne – falanga – og elektrisk 

tortureret,« fortæller en af HRTF centrets 

læger, Dr. Recai Aldemir. 

»Om vinteren bliver nogle højtryksspulet 

og derefter hængt op foran en ventilator. 

Diyarbakir 

IRAK 

sådan arBejder Centret 

hrtf centret behandler ikke selv torturofre. men centrets læger undersøger 

de mennesker, der henvender sig. når undersøgelserne bekræfter ansøgerens 

beretning, betaler centret for behandlingen hos specialister. Centrene er stort 

set den eneste mulighed torturofre har for at få behandling. ganske vist tilbyder 

det offentlige sundhedssystem gratis behandling, men kun hvis man har betalt til 

sygesikringen. det har de fleste torturofre ikke. torturofrene foretrækker desuden 

at blive behandlet i et sikkert miljø, hvor de har tillid til lægerne. 

250 km 

IRAN 

Kurdere 

Mænd kan få klemt deres testikler, og der er 

også eksempler på, at folk er blevet hængt op 

i benene og snurret rundt.« 

Selvom behandlingscentret, der får støtte 

fra EU og fra private bidragydere, udfylder 

et hul i det offentlige behandlingssystem, er 

det, som landets øvrige fem behandlingscentre 

for torturofre, en torn i øjet på myndig- 

hederne. 

I september 2001 blev centret ransaget af 

sikkerhedsfolk, som beslaglagde 365 patientjournaler 

og røntgenbilleder, alle aviser og 

magasiner, bøger og al medicinsk udstyr som 

tortur 45 

stetoskoper, blodtryksmålere og medicinprøver. 

En måned senere leverede Sikkerhedsdirektoratet 

for Diyarbakir de fleste af papirerne 

tilbage, men navnene på de patienter, 

der bliver behandlet gennem HRFT centret, er 

nu kendt af myndighederne. 

Samtidig besluttede de lokale myndig- 

heder i regionen at forflytte to af centrets læger, 

Recai Aldemir og Dr. M. Emin Yuksel. De 

er begge ansat i det offentlige sundheds- 

system ved siden af arbejdet for HRFT og blev 

sendt til tjeneste henholdsvis 75 og 82 kilometer 

fra Diyarbakir. 

forflyttet 16 gange 

Mens Dr. Yuksel ér blevet forflyttet og nu kun 

har mulighed for at komme på behandlingscentret 

i weekenderne, er Dr. Aldemirs forflyttelse 

endnu ikke sket. Derfor arbejder han 

fortsat på HRFT centret fire timer om dagen 

ved siden af sit andet arbejde. 

»Officielt skal jeg være på arbejde i Silvan 

(82 kilometer fra Diyarbakir red.), men jeg 

prøver at undgå det ved at bruge mine forbindelser,« 

siger Recai Aldemir, der synes at 

tage truslen forflyttelse ganske roligt. Måske 

skyldes det, at han i løbet af de seneste fire år 

er blevet forflyttet 16 gange. 

For ham er det langt mere alvorligt, at 

myndighederne har haft adgang til patien- > 

tyrkiet og kurderne 

tyrkiet er kandidat til medlemsskab af eu. men betingelserne for at blive 

optaget i unionen er blandt andet overholdelse af menneskerettighederne. 

det samlede antal kurdere i tyrkiet anslås til cirka 14, millioner, eller 

22 procent af landets samlede befolkning på 65 millioner. det er forbudt 

at tale andre sprog end tyrkisk i skolevæsnet, i politiske forhold og i radio 

og tv. officielt gælder forbuddet alle minoritetssprog i landet, men er reelt 

målrettet mod kurdisk.

46 tortur 

ternes journaler og brudt fortroligheden mellem 

læge og patient. 

»Regeringen har direkte forbrudt sig mod 

det princip. Jeg er meget påvirket af det, 

fordi det var ude af mine hænder, at beskytte 

fortrolige informationer. De har frataget os 

fortroligheden, så der er ting, vi ikke længere 

kan notere,« siger Dr. Aldemir, som nu skriver 

sine patientjournaler på en måde, så kun han 

selv kan læse dem. 

I første omgang informerede centret ikke 

patienterne om, at myndighederne havde 

beslaglagt deres journaler. 

»Vi forsøgte at skjule hændelsen for 

patienterne, fordi de er traumatiserede.« 

Men dagen efter ransagningen omtalte 

medierne episoden, og dermed fik patienterne 

kendskab til sagen. Konsekvensen blev 

at nogle afbrød deres behandling. 

»Nogle af patienterne stoppede med at gå 

til behandling, fordi de frygtede repressalier 

efter at deres journaler var blevet taget,« fortæller 

Dr. Aldemir. 

Hvor centret fra år 2000 til år 2001 oplevede 

en tilgang i antallet af torturofre fra 128 

til 175, er der siden ransagningen sket en nedgang, 

så kun 44 torturofre i dag modtager 

behandling gennem centret. Dr. Aldemir forventer, 

at antallet vil falde mere endnu. 

pkk 

jette nørby andersen 

straffen faldt 

før dommen 

I et nøgent og trøstesløst betonbyggeri i 

udkanten af byen Diyarbakir bor 28-årige Abdullah 

Yijit i en lejlighed sammen med sine 

forældre og voksne søskende. 

Broren viser ind i det værelse, hvor Abdullah 

ligger på en briks med et tæppe over sig. 

Han er lam i benene, og ligger ned det meste 

af tiden, fordi det er den eneste stilling, hvor 

han er fri for smerter. 

For syv år siden tegnede hans tilværelse 

helt anderledes. Dengang læste han til elektro-ingeniør 

på universitetet i byen Adana. På 

universitetet og i studentermiljøet forsøgte 

han at rejse diskussioner om undertrykkelsen 

af kurderne og deres mangel på politiske og 

kulturelle rettigheder i Tyrkiet. 

Men hans agitation for den kurdiske sag 

fik en brat afslutning, da han en aften blev 

anholdt af betjente fra anti-terrorstyrken. 

Med en sæk over hovedet og uden anklage 

blev han taget til stationen og forhørt, om 

han var medlem af PKK. Ifølge Abdullah 

det forbudte kurdiske arbejderparti, pkk, udkæmpede i 1980’erne og starten af 

1990’erne en blodig kamp for kurdisk selvstyre i det sydøstlige tyrkiet. i 1999 blev 

pkk’s leder abdullah Öcalan fængslet, og pkk styres nu af en komité af relativt 

ukendte personer. pkk har opgivet den væbnede kamp og tager officielt afstand 

fra terror. i 2002 besluttede pkk at ændre partiets navn til kongressen for frihed 

og demokrati i kurdistan (hadek) og fortsætte sin kamp for kurderne med lovlige 

midler. pkk står fortsat på usa’s og eu’s liste over terrororganisationer. 

handlede han alene som kurder og ikke som 

PKK-medlem. 

Gennem 16 dage blev han tortureret med 

prygl, hængt op i armene, udsat for elektriske 

stød og for verbale ydmygelser. Tilsidst skrev 

han under på et stykke papir, som han kun 

kunne se bunden af. 

I retten blev hans tilståelse læst op. 

Han havde skrevet under på at være medlem 

af PKK, at have organiseret flere drab, angreb 

med molotov-cocktails og demonstrationer. 

nægtede terror 

Abdullah nægtede de alvorligste anklager om 

at være ansvarlig for drab og bombe- 

eksplosioner, men af frygt for at blive sendt 

tilbage til antiterror-folkene tilstod han, at 

han var medlem af PKK. 

Under sit forsvar gav Abdullah en slags 

politisk erklæring, som han husker ordret. 

»De sidste ord, jeg sagde var, at jeg er 

kurder. Og hvis det indebærer at være medlem 

af PKK, så er jeg medlem af PKK,« siger 

Abdullah. 

Dommen lød på 12,5 års fængsel, men blev 

reduceret til 9,5 år. 

Mens han var i fængslet blev smerterne 

efter torturen i antiterror-afdelingen værre. 

En skade på rygsøjlen gjorde ham langsomt 

lam i benene. 

tortur i tyrkiet 

Da han sidste år havde afsonet godt seks 

år af sin straf, var hans tilstand så fremskreden, 

at han ikke kunne være i fængslet 

længere. I august 2001 blev Abdullah løsladt i 

et år for at blive behandlet uden for fængslet. 

Derefter skal han tilbage i fængslet. 

Kun tre gange om ugen forlader han lejligheden 

for at få en times behandling hos en 

fysioterapeut, som rehabiliteringscentret for 

torturofre i Diyarbakir betaler for. 

Lægerne har sagt til ham, at han måske 

kan komme til at gå igen, men det er ikke 

sikkert. 

»Jeg skal bevare mit håb om at blive rask. 

Men selv hvis det er muligt, vil det tage flere 

år,« siger Abdullah Yijit. 

Han har forsøgt at lægge sag an mod sine 

bødler, for selv om en retssag ikke kan ændre 

ved hans situation, kan den måske være med 

til at forhindre, at andre får samme skæbne. 

Men sagen er blevet afvist af den nationale 

sikkerhedsdomstol. 

Navnet Abdullah Yijit er opdigtet. 

Han har ansøgt præsidenten om benådning 

og frygter, at hvis han står frem vil det skade 

hans sag. 

Hovedpersonens virkelige navn er redak- 

tionen bekendt. 

den tyrkiske menneskerettighedsorganisation the human rights foundation 

of turkey, hrtf, anslår at omkring en million mennesker er blevet udsat for 

tortur i de sidste 20 år. af organisationens årsrapport for 2001 fremgår: 

at otte personer sidste år døde i politiets varetægt. en af dem var under 18 

år. organisationens fandt 641 tilfælde af tortur, mishandling og umenneskelig 

behandling. 1229 personer søgte behandling gennem hrtf. 

af dem var 41 løsladt fra fængslet på grund af deres helbredstilstand. 

“selvfølgelig er jeg ikke populær” 

inge genfke har brugt hele sit arbejdsliv på at 

kæmpe mod tortur og for dens ofre. og hun er 

stolt over den internationale berømmelse hun 

har fået for indsatsen. mest fordi hæderen 

giver en indflydelse, hun kan bruge i kampen 

mod tortur. 


listen over international hæder for 

tortur 47 

hendes indsats mod tortur fylder en 

hel side i cv’et. hun går ikke af vejen 

for at bruge berømmelsen i sin 

indædte kamp mod myndighederne 

og for retfærdighed for ofrene. 

inge genefke er ugleset i flere lande, 

for når først hun bider sig fast i en 

sag, giver hun ikke slip 

Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet er kurdernes 

uofficielle hovedstad. Den er ikke et 

oplagt rejsemål for en dansker. Med mindre 

man har en mission. 

Det har Inge Genefke. Hendes lille kuffert 

på hjul er fuld af papirer om hendes arbejde 

med at bekæmpe tortur, behandle dens ofre, 

og om den nationale og internationale hæder 

hun har opnået for det arbejde gennem tre 

årtier. Og så er der papirerne om den tortur, 

der finder sted i Tyrkiet, og ikke mindst om 

tyrkiske myndigheders chikane af de mennesker, 

der arbejder med at behandle ofre for 

tortur. 

En af dem er advokat Sezgin Tanrikulu, der 

har åbnet et behandlingscenter i Diyarbakir. 

Men han har ikke søgt tilladelse til det, og 

retsagen mod Sezgin er årsagen til, at Inge 

Genefke nu er på vej til Diyarbakir. I sin egenskab 

af æresgeneralsekretær for Internationalt 

Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT 

– en paraplyorganisation for omkring 250 

rehabiliteringscentre verden over. 

problembarnet tyrkiet 

Inge Genefke bryder sig egentlig ikke om 

Tyrkiet, men hun har alligevel været der 

mere end tyve gange gennem de seneste tyve >

48 tortur 

år. Behandlingen af torturofre i Tyrkiet er et 

hjertebarn for hende. 

Tyrkiet har tilsluttet sig de internationale 

konventioner mod tortur og forbudt det 

ifølge den tyrkiske lovgivning, men samtidig 

ser myndighederne gennem fingre med overgreb 

begået af dets egne politi- og antiterrorfolk. 

Sidst i 1980’erne hjalp Inge Genefke den 

tyrkiske lægeforening med at oprette Human 

Rights Foundation of Turkey, HRFT, der i dag 

driver fem behandlingscentre. Men altså ikke 

uden vanskeligheder. Inge Genefkes ærinde 

i Tyrkiet har ofte været at overvære retssager 

mod læger på centrene, der var anklaget for 

ikke at ville give myndighederne adgang til 

patientjournalerne eller for offentligt at kritisere 

myndighederne. 

Også centret i Diyarbakir, hvis leder nu 

skal for retten, har været udsat for betydelig 

chikane. I september 2001 ransagede politiet 

centret og beslaglagde 365 patientjournaler 

med torturofrenes personlige data. Dermed 

brød politiet et af de mest grundfæstede lægeetiske 

principper; fortroligheden mellem 

læge og patient. 

Det er baggrunden for at Inge Genefke, 

63 år og selv læge, er på vej til Diyarbakir, for 

at overvære retsagen mod Sezgin Tanrikulu. 

Hun er én af flere prominente repæsentanter 

for internationale organisationer – herunder 

Verdenslægeforeningen, der med deres tilstedeværelse 

vil vise de tyrkiske myndigheder, 

at verdenssamfundets øjne hviler på Diyarbakir. 

doktorater og priser 

Inge Genefkes person er ikke til at komme 

uden om, når emnet er tortur. Hun begyndte 

sit virke i Amnesty International for snart 

28 år siden, da hun dannede den første lægegruppe 

for at dokumentere tortur. I 1982 etab- 

“ det 

er så afskyeligt, og derfor bryder mange sig ikke om at høre det. 

men det synes jeg, man skal. Vi har en forbandet pligt til at høre om det, fordi det sker overalt i verden. 

og i dag med informationssamfundet, er vi forpligtet til at gribe ind. Inge Genefke, læge 

inge genefke er uønsket i tyrkiet, og 

sikkerhedsfolk følger hendes færden nøje, 

når hun er i landet. det dokumenterede hun 

selv med dette billede, som hun tog uden for 

retsbygningen i diyarbakir. 

foto inge genefke 

lerede hun verdens første rehabiliteringscenter 

for torturofre og siden den internationale 

overbygning IRCT. For denne indsats har hun 

både herhjemme og internationalt opnået 

et ry, som den måske mest berømte og anerkendte 

forkæmper for torturofre. 

Hendes cv fortæller blandt andet om to 

æresdoktorater fra universiterne i København 

og Bologna og om adskillige priser. I 

1999 blev hun kommandør af den franske 

æreslegion, og sidste år fik hun det franske 

senats guldmedalje - et stort smykke i guld 

og røde og grønne farver, som hun bærer i en 

kæde om halsen under hele turen til Diyarbakir. 

Inge Genefke er stolt af hæderen og sine 

internationale kontakter. Måske mest fordi 

den internationale anerkendelse giver IRCT 

en gennemslagskraft, som betyder, at hun og 

organisationen kan gøre en forskel, som nu i 

Diyarbakir. 

»Det, at vi er til stede har en meget væsentlig 

betydning, fordi vi gør centret kendt 

gennem vores store netværk. Vi er kendt af 

politikere i både EU, FN, i den amerikanske 

kongres og andre steder,« siger Inge Genefke. 

trøst 

Samtidig er de internationale organisationers 

tilstedeværelse ved retsagen en støtte for Sezgin 

Tanrikulu personligt. 

»Han vil vide, at vi holder øje med ham. 

Alene det er en stor trøst. Det har mange i lignende 

situationer sagt.« 

Selvom hun i dag bruger det meste af sin 

tid på fundraising til fordel for rehabiliteringscentre 

rundt om i verden - og diplomati 

af den mere opsigtsvækkende slags, som nu 

hendes ærinde i Tyrkiet - opfatter hun først 

og fremmest sig selv som læge, og hun forklarer, 

at den viden, som læger og sundhedspersonale 

i hele verden har samlet ved at 

studere tortur og dens virkninger er et stærkt 

kort i hænderne på læger og jurister, der arbejder 

på at bekæmpe tortur. 

»En af de vigtigste ting er, at vi har systematiseret 

den forskning og viden, der findes 

om tortur, som betyder, at vi i dag er i stand 

til at bevise tortur,« siger Inge Genefke, der 

anser tortur som det ondeste, man kan gøre. 

»Man tager et totalt raskt menneske. Og 

så nedbryder man det ved gud i helvede fysisk, 

psykisk og socialt. Man gør det bevidst 

og man ved, at vedkommende er nedbrudt 

for altid.« 

en forbandet pligt 

Inge Genefke taler hurtigt, bestemt og non 

stop. Om psykisk tortur af forældre, der må se 

på, at bødlerne klemmer deres børns fingre i 

døre, om fængselsceller på 80 x 60 centimeter 

og om seksuel tortur af fanger. Rædselsberetninger 

fortalt af ofre over hele verden, som 

hun har mødt. Mens hun fortæller, fastholder 

hun øjenkontakten, som for at sikre sig, at 

grusomhedernes alvor gør indtryk og bliver 

forstået. 

»Det er så afskyeligt, og derfor bryder 

mange sig ikke om at høre det. Men det synes 

jeg, man skal. Vi har en forbandet pligt til at 

høre om det, fordi det sker overalt i verden. 

Og i dag med informationssamfundet, er vi 

forpligtet til at gribe ind.« 

Selv føler Inge Genefke et stort ansvar 

for at give sin viden videre. Også selvom det 

betyder, at hun som her i Tyrkiet er ugleset af 

myndighederne for at råbe op om de krænkelser, 

lægerne fra rehabiliteringscentrene 

udsættes for. 

»Selvfølgelig er jeg ikke populær. Jeg er 

heller ikke ude på at blive det. Jeg skal kendes 

på mine venner og fjender. Og jeg har begge 

dele. Men jeg vil heller ikke kunne lides af 

sådan nogle mennesker,« siger hun med refe- 

“ en 

af de vigtigste ting er, at vi har systematiseret den forskning og viden, der findes om tortur, 

som betyder, at vi i dag er i stand til at bevise tortur Inge Genefke, læge 

rence til et par navngivne tidligere ministre i 

den tyrkiske regering, som hun betegner som 

torturbødler, fordi de har været ansvarlige for 

tortur. 

Der er altså årsager nok til, at de tyrkiske 

myndigheder godt vil holde øje med Inge Genefke, 

når hun er i landet. Det forventer hun 

også vil ske denne gang. Og hun tager ikke 

fejl. Få minutter efter landingen styrer to 

personer direkte mod hende, da hun venter 

på sin bagage. En i uniform og en i civil. De 

har en liste med en lang række navne. Blandt 

andre Inge Genefkes og hendes ledsager fra 

IRCT. De to bliver bedt om at sætte kryds ud 

for deres navne og opgive hvilket hotel de 

skal bo på. »For your safety,« som de siger. 

Sådan opfatter Inge Genefke det nu ikke. 

Hun lader sig bestemt ikke kyse af betjentene, 

og hendes pågående facon ophæver den 

skrøbelighed, som hendes spinkle skikkelse 

antyder. Bestemt – og ikke udpræget venligt 

- forklarer hun, at hun er læge, og skal besøge 

venner, som henter hende og sørger for indkvartering. 

Desuden bemærker hun, at hun 

finder denne velkomst meget usædvanlig. 

Hvis Inge Genefke mener noget, holder hun 

det ikke tilbage. 

filmer foran retten 

Retsagen mod advokaten Sezgin Tanrikulu, 

der står i spidsen for behandlingscentret, 

finder sted en tirsdag morgen i den civile ret 

i Diyarbakir. Sezgin er anklaget for at åbne 

et behandlingscenter uden tilladelse. For 

denne forseelse fik han en bøde på et beløb 

svarende til knap 200 kroner, men nægtede 

at betale den, da centret mente, at det ville 

være det samme som at acceptere påstanden 

om, at centeråbningen var ulovlig. Derfor er 

sagen nu kommet for retten. 

Uden for retsbygningen står to civilklædte 

personer og videofilmer alle, der går ind i 

retsbygningen inklusive Sezgin Tanrikulus 

støttegruppe af repræsentanter fra nationale 

og internationale organisationer. I alt cirka 

50 personer fra HRTF i Diyarbakir og fra 

hovedkontoret i Ankara, fra den tyrkiske lægeforening, 

fra lægeforeningerne i Norge og 

Sverige, fra Verdenslægeforeningen, fra menneskerettighedsgrupper 

og mange andre. 

Alle tager de opstilling på tilhørerpladserne 

i det lille retslokale, hvor der højst burde 

være plads til 30 personer. I rummet er også 

Sezgins 10-12 forsvarere, dommeren, sekretæren 

og andre tilhørere. Lokalet er tætpakket 

og varmen trykkende. 

Sezgin står op, mens dommeren, der ligesom 

alle forsvarerne har en rød kappe på, læser 

anklagen op. Anklagen er tilsyneladende 

udvidet med en påstand om, at centret også 

har opbevaret ulovlige artikler, hvilket Sezgin 

benægter. Han får også forklaret, at centret er 

blevet ransaget uden dommerkendelse. Den 

blev først udarbejdet to timer senere. 

Retssagen foregår på tyrkisk og varer 

halvanden time. Undervejs bliver nysgerrige 

ved med at strømme ind i lokalet, så døren til 

sidst hverken kan åbnes eller lukkes. Udfaldet 

på dagens retsmødet bliver, at eksperter 

nu skal undersøge om åbningen af behandlingscentret 

ligger inden for lovens rammer. 

Næste retsmøde skal finde sted en måned 

senere. Sezgin og de øvrige fra HRFT er optimistiske 

og regner med, at retssagen vil ende 

med frifindelse. 

Inge Genefke er imidlertid vred. Hun synes 

retssagen er helt absurd og kalder Tyrkiet 

for et »diktatur-land«. Bedre bliver det ikke af 

at gruppe mænd foreviger hende på video og 

foto, da hun forlader retsbygningen. 

Ikke overraskende trodser Inge Genefke 

sine ledsageres opfordring om at lade som 

ingenting. Hun finder sit kamera frem og 

foreviger demonstrativt de fotograferende 

tortur 49 

sikkerhedsfolk. Når de tyrkiske sikkerhedsfolk 

kortlægger hendes aktiviteter og færden 

i landet, vil hun også dokumentere deres 

metoder. 

Ved det næste retsmøde blev Sezgin Tanrikulu 

frifundet for anklagen om at have åbnet 

et behandlingscenter uden tilladelse. Det 

betyder, at Diyarbakir centrets læger fortsat 

kan diagnosticere torturofre og sende dem til 

behandling hos specialister. I sommeren 2002 

var der endnu ikke fastsat en dato for den 

første høring i anklagen om at centret skulle 

have opbevaret ulovlige artikler. 


50 tortur 

Besøg der redder liv 

et af de stærkeste våben mod tortur, 

mishandling og en skæbne endnu 

værre er de læger og delegater fra 

internationalt røde kors, som hver 

dag banker på døren ind til fanger 

Fra Taleban-soldaten i sin drønhede celle 

på Guantanamo-basen på Cuba. Til guerillasoldaten 

indespærret i en iskold detention 

i Tjetjenien. 

På en helt tilfældigt valgt dag kan antallet 

af besøg nemt komme op på 500-600. 

Siden 1918 har Røde Kors – eller rettere 

sagt Den Internationale Røde Kors Komité, 

ICRC – dagligt besøgt fanger overalt i verden, 

hvor der er krig og ufred. 

ICRC har et unikt mandat i kraft af Genèvekonventionerne. 

188 lande i verden har 

nemlig givet ICRCs medarbejdere ret til at 

hjælpe syge og sårede og besøge fanger. 

ICRC kom til verden i 1863. Datidens krige 

var blevet så brutale og omfangsrige, at det 

var tydeligt for enhver, at der var hårdt brug 

for den neutrale og humanitære organisation 

med base i Schweiz. Tiden var moden til at 

sikre et minimum af anstændighed og medmenneskelighed. 

kunsten at holde kæft 

ICRC-folk har mange steder i verden deres 

daglige gang i fængsler, arresthuse, detentioner, 

på politistationer og kaserner. 

Når Røde Kors-delegationen kommer på 

sit første besøg, kræver ICRC af den lokale 

chef fri og uhindret adgang til alle fanger, 

samtaler med fangen i enerum, mulighed for 

at registrere alle fangers identitet og ret til 

uden varsel at gentage besøg. 

Disse fangebesøg gør en verden til forskel. 

Fangevogtere og torturbødler opfører sig 

mere forsigtigt, når ICRC-folk slipper ind bag 

fængslernes tykke mure, taler med fangerne, 

noterer navne på papirblokke, overbringer 

breve til og fra fangens familie og inspicerer 

alle lokaler i fængslet. 

Men ICRC-folkene er meget bevidste om, 

at de bevæger sig på en knivsæg. I Røde Kors’ 

særlige mandat ligger, at uacceptable forhold 

så som tortur og mishandling af fanger bliver 

rapporteret til de ansvarlige, men ikke kommer 

ud til den brede offentlighed. Kun i ekstreme 

tilfælde vil Røde Kors overveje at bryde 

fortroligheden. Forklaringen er simpel: Hvis 

ICRC i tide og utide gik til offentligheden med 

sin viden, ville fængselsdørene hurtigt lukke 

sig til skade for fangerne 

Men der er en anden grund til, at det stille 

diplomati ligger ICRC på sinde: I visse fængsler 

og situationer kan det være direkte farligt 

for fanger at klage deres nød. I sådanne situationer 

råder ICRC fanger til at anonymisere 

deres kritik af forholdene eller helt at tie. 

at blive menneske igen 

Et centralt led i tortur er at udslette ofrets 

selvværd. Mange fanger benytter derfor den 

hele eller halve time sammen med Røde Korsmedarbejderen 

til at genfinde sig selv...så at 

sige at rette ryggen og føle sig som menneske 

igen. 

Forud for besøgene træner ICRC sine 

medarbejdere i at kunne kapere de meget 

ubehagelige og voldsomme beretninger fra 

fangerne. Erfaringer viser nemlig, at torturfanger 

har svært ved at tolerere samtaler 

med mennesker som er uvidende, skræmte 

eller overdrevent medfølende, når de lytter til 

fangens beretning. 

ICRC-medarbejderen skal også kunne fornemme, 

om det er bedst for fangen at tale om 

alt mulig andet end de uhyggelige minder fra 

torturkammeret. henrik kastoft 

samtale under fire øjne mellem en iCrC-udsending og en fange i liberia i 199 

575 Besøg om dagen 

formålet med at besøge fanger er: 

- at forebygge eller standse ‘forsvindinger’ og udenretslige henrettelser 

- at forebygge eller standse tortur og mishandling 

- at sikre bedre fysiske forhold når og hvor det er nødvendigt 

- at genskabe kontakt mellem fanger og deres familier 

i 2000 besøgte den internationale røde kors komitè 210.000 fanger i 

1680 detentioner i 68 lande. 

link 

iCrC’s adresse på nettet er www.icrc.org/eng/health_relief 

klik på ‘health services’ og få adgang til adskillige artikler på engelsk. 

foto luc Chessex, iCrC 

Mønsterland under anklage 

efter noget nær verdensrekord 

isolationsfængsler danmark nu langt 

færre personer end før. selv om 

meget af den massive kritik er 

dæmpet, blev 2002 samtidig året 

hvor menneskerettighedernes 

mønsterland for første gang blev 

indklaget for fn’s torturkomité 

Når de indsatte i fængslerne fik valget mellem 

isolation eller piskeslag, så valgte de altid 

pisken, har Sydafrikas tidligere præsident 

Nelson Mandela engang fortalt om ANC-fangerne 

under apartheid-regimet. 

Danmark har en årtier lang rekord som et 

af de lande i verden der isolationsfængsler 

flest arrestanter, herunder en yngre sjællandsk 

kvinde der i en sag om cigaretsmugling 

for et par år siden sad isoleret i 49 dage. 

49 dage, der kunne få de fleste til at foretrække 

pisk. 

Allerede efter kort tids indespærring på 

seks kvadratmeter døgnets 23 timer reagerede 

kvinden med stærke angstanfald, 

søvn- og koncentrationsbesvær, vægttab og 

klaustrofobi. 

Selv om kvinden af læger blev beskrevet 

som meget tæt på en psykose og beordrede 

isolationen stoppet, blev den opretholdt og 

kvinden modtog op imod 15 piller om dagen 

for at dæmpe angsten. 

langvarig kritik af danmark 

Omfattende lægeundersøgelser har gennem 

årene dokumenteret, at indsatte risikerer 

alvorlige pykiske skader ved indespærring de 

fleste af døgnets timer. FN har stået i spidsen 

for en række organisationer og politikere i 

ind- og udland, der i årevis har kritiseret Danmark 

skarpt for brug af isolationsfængsling i 

et omfang, der er fulstændig ukendt i forhold 

til de lande vi normalt sammenligner os med. 

Argumentet for at bruge isolationsfængsling 

er naturligvis, at de sigtede kan ødelægge 

efterforskningen ved at true vidner, aftale 

forklaringer med vidner og medsigtede eller 

få andre til at fjerne spor fra forbrydelsen. 

Men det argument afviser flere, blandt 

andre KRIM, Advokatrådet, Center for Menneskerettigheder 

– og formanden for folketingets 

retsudvalg, Anne Baastrup, SF, der alle 

helst så isolationsfængsling helt afskaffet. 

»Alle ved, at der er så mange andre måder, 

hvorpå en sag kan påvirkes,« siger Anne 

Baastrup, der i en lang årrække har deltaget 

i debatten om isolationsfængsling og foreslår, 

at man i stedet kunne sætte indsatte 

sammen to og to, så man undgår den totale 

isolation. 

Et længerevarende udredningsarbejde 

sluttede efter ni år med en anbefaling i 1998 

fra Strafferetsplejeudvalget om en række opstramninger 

i brugen af isolationsfængsling. 

Sammen med en række opsigtsvækkende 

sager, hvor folk blev psykisk invalideret af 

isolation, førte det i 2000 til, at folketinget 

greb ind. 

Mest er kendt er måske sagen om elitesvømmeren 

Peter Rohde, der for nogle år siden 

sad isoleret i 518 dage under mistanke for 

narkosmugling – og siden fik tilkendt en 

rekorderstatning. 

552 personer var isolationsfængslet i 2001 

mod 818 i 1999. Halvdelen af de 552 sad i 21 

dage eller kortere tid. Allerede kort efter 

stramningen, der kun i særlige tilfælde giver 

adgang til isolation mere end tre måneder, er 

der sket et markant fald i antallet af isolationsfængslede. 

ros med forbehold 

Politiet har ikke givet udtryk for at deres arbejdsvilkår 

samtidig er forringet, men bruger 

for eksempel flere ressourcer på at sprede 

anholdte i samme sag til arresthuse langt fra 

hinanden. 

Senest er der også kommet ros fra FN til 

Danmark for at have strammet op på brug 

tortur 51 

af isolation. Men 2002 blev også året, hvor 

Danmark for første gang blev indklaget for 

FN´s Torturkomite i sagen om den sjællandske 

kvinde der sad isoleret i 49 dage. FN har 

endnu ikke udtalt sig i sagen. 

Formanden for folketingets retsudvalg, 

Anne Baastrup, SF, glæder sig også over det 

markante fald i isolationsfængslinger herhjemme, 

men hun er stadigvæk utilfreds 

med, at der i princippet fortsat ingen tidsbegrænsning 

er på brugen af isolation, selv om 

der nu kun er ganske få, der sidder isoleret 

mere end tre måneder. Til gengæld er der en 

svag tendens til at isolation i flere tilfælde 

bliver brugt lige til stregen, viser tal fra Kriminalforsorgen. 

»Den manglende tidsbegrænsning og adgangen 

til isolation af unge under 18 år kunne 

jeg godt ønske mig ændret i den nuværende 

lovgivning,« siger Anne Baastrup, der også 

vil have et minimumsantal af besøg og andre 

rettigheder skrevet ind i selve teksten. 

Politikredsene samler i øjeblikket data til 

Rigsadvokaten, der skal give en redegørelse 

til Folketinget om udviklingen i brug af isolationsfængsling. 

kim serup rasmussen

52 tortur 

to års ventetid 

der er lang vej endnu, inden amterne 

kan leve op til deres forpligtelse til at 

tilbyde behandling til torturofre. på 

trods af, at der er to års ventetid og 

dermed et overvældende behov for 

behandlingspladser, er tilbudene stadig 

for få og for spredte 

Rapport efter rapport er gennem de seneste 

år mundet ud i enslydende konklusioner: Der 

er en massiv efterspørgsel på specialiserede 

behandlingstilbud til flygtninge, der har været 

udsat for tortur i deres hjemlande. Hele 

22.000 torturofre, der befinder sig i Danmark, 

har behov for en eller anden form for 

behandling. 

Alligevel kan et flertal af amter stadig 

ikke tilbyde flygtninge en behandling, der er 

tilrettelagt efter de behov, et torturoffer har. 

I stedet henvises patienterne til private institutioner, 

hvor der er lang ventetid og i mange 

tilfælde lang rejsetid. 

»Tilbudene er meget ujævnt fordelt,« siger 

Christian Nørregaard, overlæge i psykiatri på 

Hørsholm Sygehus og konsulent for Dansk 

Røde Kors. 

»Det overordnede billede er, at amterne 

ikke kan tilbyde en passende behandling af 

traumatiserede flygtninge, og at behandlingen 

indtil videre har været overladt til private 

organisationer.« 

Ventetiderne på de centre, der findes i dag, 

er lange. På det private Rehabiliteringscenter 

for Torturofre i Haderslev, RCT-Jylland, skal 

en flygtning vente omtrent to år på at kunne 

modtage behandling. Det samme gør sig gældende 

for RCT i København samt en række 

andre specialiserede institutioner. 

et flertal af amter har ingen særlige behandlingstilbud 

til flygtninge med psykosociale problemer. århus, 

Vejle, Viborg og nordjyllands amter samt københavns 

kommune har specialiserede tilbud. enkelte andre amter 

har det i varierende omfang, ligesom enkelte andre overvejer 

etablering af et specialiseret tilbud. 

»Ventetiden er et meget stort problem, 

fordi den er med til at fastlåse alle de oplevelser, 

som disse mennesker har været ude for. 

På den måde bliver det sværere at bearbejde 

og gøre noget ved,« siger Annemarie Gottlieb, 

psykolog og behandlingsleder hos Center for 

Traume og Torturoverlevende, CETT, i Vejle. 

»Oven i det skal de lære at mestre situationen, 

mestre familien, mestre det at være i 

et fremmed land. Det er et problem at være i 

et land, hvor man er minoritet. Det kan være 

direkte re-traumatiserende.« 

ofre i klemme 

En arbejdsgruppe under Sundhedsministeriet 

konkluderede i april 2001, at behovet for 

behandling er stort. Gruppen anbefalede i en 

rapport, at de tre privatejede centre, CEPAR, 

OASIS og RCT-Jylland, lægges ind under de 

offentlige tilbud og dermed åbnes op for behandling 

af alle, der har behov for det. Det vil 

imidlertid kræve en lovændring, og et forslag 

til en sådan druknede i det sidste folketingsvalg. 

Til efteråret 2002 bliver der taget stilling 

til, om forslaget skal fremsættes igen, denne 

gang med en helt anden mandatfordeling i 

Folketinget. 

»De hårdest ramte grupper skal tilbydes 

en tværfaglig tilgang. Det er folk, der har 

ondt over det hele, både fysisk og psykisk, 

og samtidig står det helt galt til med for 

eksempel deres familie,« siger Grete Svendsen, 

der gennem mange år har arbejdet som 

socialrådgiver og terapeut i både OASIS og 

Dansk Flygtningehjælp og desuden sad med 

i Sundhedsministeriets arbejdsgruppe. Hun 

peger ligeledes på behovet for en større social 

indsats, der omfatter patienternes børn og 

deres skolegang samt andre former for praktisk 

hjælp i hverdagen. 

»Nogle af disse mennesker kan godt nøjes 

med at gå til psykolog en gang om ugen, men 

det er dem der har det dårligst, der kommer i 

klemme. Dem er der ingen, der hiver op.« 

Men de færreste af de privatpraktiserende 

psykologer og psykiatere er klædt på til at 

give flygtningene en tilfredsstillende behandling. 

»Tortur nedbryder mennesker på alle niveauer, 

både fysisk og psykisk. De har blandt 

andet smerter, genoplevelser af torturen i 

form af mareridt og flashbacks. Dette giver 

en kontinuerlig belastning som kan udvikle 

sig til egentlig psykisk sygdom. Der er ofte 

brug for en helhedsindsats for at kunne 

hjælpe dem,« supplerer Annemarie Gottlieb 

fra CETT i Vejle. 

»Det er svært for en privatpraktiserende 

psykolog at skulle have en patient ti gange og 

skulle behandle det, vi kalder multiple trau- 

mer. Det er så omfattende en traumatisering, 

at man ikke kan løse det ved ti samtaler hos 

en psykolog.« 

lang rejsetid 

Samtidig er de lange rejsetider yderligere 

et problem for mange af de flygtninge, der 

trænger til behandling. De fleste behandlingsinstitutioner 

kan fortælle om patienter, 

der er steget af bussen på vej til behandling, 

fordi selve transporten var for uoverkommelig. 

Det gælder især patienter, der eksempelvis 

henvises fra Fyn eller Sydsjælland til 

centre i København eller Jylland. 

»Vi ved, at når en patient henvises fra Fyn 

til behandling i København, er det for hårdt 

for mange af dem,« fortæller Grete Svendsen. 

»Hvis man bor på Fyn eller Lolland-Falster 

er der op til tre timers rejse hver vej, og det 

kan man ikke byde folk, der er angste, deprimerede, 

ukoncentrerede og generelt har en 

stor utilpashed. De slår sig jo ikke ned i toget 

med en pose slik og en god bog og tænker: 

“Nu skal jeg rigtigt hygge mig”. Oven i det er 

behandlingen meget anstrengende, så det er 

svært at køre hele vejen tilbage med en masse 

tanker i hovedet,« siger Grete Svendsen. 

Værst ser det ud på Bornholm, hvor befolkningstal 

og geografisk beliggenhed gør, at 

de fleste traumatiserede flygtninge henvises 

til psykiatrisk hospital i Rønne – på samme 

måde som patienter i landets øvrige amter 

mange gange må modtage behandling på 

almindelige psykiatriske afdelinger eller hos 

privatpraktiserende psykologer og psykiatere. 

En løsning, der langt fra er optimal. 

»De psykiatriske afdelinger har ikke et ordentligt 

tilbud til traumatiserede patienter,« 

siger Ebbe Munk Andersen, overlæge i psykiatri 

i Dansk Røde Kors. 

»Disse mennesker er jo ikke sindssyge. De 

er invaliderede, men de er ikke sindssyge.« 

»Desuden har de psykiatriske afdelinger 

rigeligt at tage sig af med de klassiske, psykiatriske 

sygdomme,« tilføjer han. 

tilbud på vej 

Der er dog små tegn på, at det – om end langsomt 

- går i den rigtige retning med behandlingstilbud 

til traumatiserede flygtninge. 

I september 2001 åbnede nyeste skud på 

stammen, Center for Traume og Torturoverlevere 

(CETT) i Vejle. Centret blev til efter et 

ønske om et mere specialiseret tilbud fra 

kommunerne i Vejle amt. 

Centerleder Marianne Lauritzen fra CETT 

roser amtet for initiativet, der har været tre 

år undervejs, men stadig er i opstartsfasen og 

derfor kun behandler et lille antal patienter. 

Det specialiserede tilbud består i et tæt 

samarbejde mellem de forskellige faggrupper 

på centret. Psykologer, fysioterapeuter og afspændingspædagoger 

ligger inde med 

ekspertviden om hvad traumer er, og hvordan 

mennesker reagerer på dem. 

»Det er også en af vores opgaver fremover, 

at være sparringspartnere for sygehusansatte 

og andre, der møder torturofre,« siger centerleder 

Marianne Lauritzen. 

mangler 100 millioner 

På budgettet for år 2002 har amterne fået 

yderligere 35 millioner kroner i bloktilskud 

– penge, der skal bruges til en gradvis opbygning 

af tilbudene til torturofre. Målet er 

at dække en del af de blanke felter ind, der 

spreder sig over en stor del af landet, når det 

gælder tilbud til traumatiserede flygtninge. 

Men endnu er ingen af pengene brugt til behandling 

af disse mennesker. 

»Vi har fået de 35 millioner kroner ekstra 

i år, men ingen klare retningslinier for, hvordan 

pengene skal bruges,« siger fuldmægtig 

Michael Højer fra Amtsrådsforeningen. 

Foreningen har fremlagt beregninger der 

viser, at der skal bruges 135 millioner kroner 

til at dække hele Danmark ind, så derfor er 

der kun tale om en gradvis udbygning for de 

35 millioner kroner, der er kommet nu – selvom 

Michael Højer vurderer, at det hverken vil 

sundhedsministeriet skønner, at der findes 22.000 torturofre 

i danmark, der er traumatiserede og derfor har behov 

for behandling. tallet er formentlig højere, fordi de der har 

opnået dansk statsborgerskab er gledet ud af statistikkerne. 

tortur 5 

blive i 2003 eller 2004. For amterne afventer 

stadig et klart signal fra Christiansborg, inden 

de vil give sig i kast med at etablere nye 

behandlingstilbud. 

I et brev dateret den 28. maj i 2002 slår 

Sundhedsministeriet fast, at det er amternes 

ansvar at tilbyde en passende behandling 

til torturofre, når først de har opnået asyl i 

Danmark. Om ikke andet kan amterne gøre 

det ved at købe sig til en behandlingsplads på 

et af de private centre – hvor der altså er lang 

ventetid. ane nordentoft

54 tortur 

uhyret findes i os alle 

hvem kan få sig selv til at handle 

sådan, spørger vi os selv, når vi hører 

rædselsberetninger om tortur og 

krigsforbrydelser. 

det skræmmende svar er: 

det kan du og jeg, din bror, naboen 

og købmanden, siger henrik høegholesen, 

professor i social og 

personlighedspsykologi 

Hele landsbyer, der bliver plyndret, brændt 

ned og indbyggere, der fordrives. Nedbrudte 

og ydmygede flygtninge, der beretter om 

hvordan soldaterne først lemlæstede, voldtog 

eller dræbte tilfældige indbyggere. Rapporter 

om uhyrlige pinsler af fanger i fængsler. 

Når tv-reportager fra borgerkrige i Afrika, 

Balkan eller senest Afghanistan bringer disse 

ufattelige grusomheder direkte ind i vores 

dagligstuer, spørger vi os selv: Hvem er i 

stand til at handle så ondt? Det ubehagelige 

svar er desværre, at langt de fleste af os i 

bestemte situationer er i stand til at plyndre, 

pine, ydmyge og slå ihjel. 

Det siger Henrik Høegh-Olesen, der er professor 

i social- og personlighedspsykologi på 

Århus Universitet. 

Han har hjulpet politiet med at opklare 

mord ved at udarbejde psykologiske profiler 

på mordere, og han har, som led i sin forsk- 

ning, studeret seriemordere, der er fængslet 

for livstid. Derfor har han siddet 

ansigt til ansigt med ondskaben, og ved hvordan 

en psykopat og en sadist tænker. Men 

de er få, fastslår han. Og man skal ikke være 

psykopat for at begå de uhyrligheder, soldater 

begår i krig, eller som torturbødler begår i 

fængsler rundt om i verden. 

»Hvis du leder efter uhyret, vil du finde 

ham en meget sjælden gang. Men det virkelig 

uhyrlige i det her er, at det er dig og 

mig, der gør sådan noget,« siger den 44-årige 

professor. 

lydighedens dilemma 

Det skyldes at vi er hierakiske væsner, der har 

en rygmarvsagtig parathed til at gøre, hvad 

vi får besked på, forklarer han, og refererer til 

forsøget ”Lydighedens dilemma”. 

I Danmark blev forsøget lavet i 1970’erne, 

hvor folk var begyndt at sætte spørgsmålstegn 

ved autoriteter, men det er også lavet i 

mange andre lande. I eksperimentet fortæller 

man en forsøgsperson, at man skal undersøge, 

om straf fremmer indlæring. 

Personen, der skal være lærer i forsøget, 

ved ikke, at han selv er den virkelige genstand 

for eksperimentet. Eleven, som sidder 

isoleret i en boks, er i virkeligheden en skuespiller, 

der spiller forsøgsperson. 

Læreren læser nu først to stavelser af 

gangen: brev-bar, sylt-nul og andet vrøvl op 

for eleven i kassen, der har fået spændt elek- 

troder fast på hænderne. Derefter læser han 

kun den ene stavelse op, og eleven skal så 

huske den anden halvdel. Samtidig bestyrer 

læreren et panel med knapper, som han tror 

kan give eleven strøm fra 15 til 400 volt. Hvis 

eleven ikke husker det rigtige svar, får han 

stød. Hver gang eleven svarer forkert skal 

strømmen stige med 15 volt. Den virkelige 

forsøgsperson kan samtidig læse, hvor farlig 

strømmen er. 400 volt giver livsfarligt stød. 

Eksperimentet skal i virkeligheden vise, 

hvor meget smerte almindelige mennesker 

er parate til at påføre andre. Selvom mange 

har betænkeligheder ved fortsat at give 

eleven i boksen stød, især da han begynder 

at råbe, at det gør ondt og vil ud, fortsætter 

langt de fleste forsøgspersoner alligevel. Og 

de gør det, fordi deres professor, forsøgslederen, 

siger det. 

»Overalt i verden finder du, at 65 procent 

af ganske almindelige forsøgspersoner går 

hele vejen. De giver 400 volt livsfarligt stød. 

Og de gør det alene, fordi en venlig videnskabsmand 

i hvid kittel på et fint universitet 

fortæller dem, at de skal fortsætte,« siger 

Henrik Høegh-Olesen, og uddyber: 

»Det er et fuldstændigt uhyrligt eksperiment, 

der fortæller, at det, som ingen vil tro 

på, alligevel er et faktum. De her folk ville ikke 

gøre ondt. De var inderst inde imod at gøre 

det. Men de gjorde det, fordi en autoritet bad 

dem om det. Det er det, der vedligeholder alle 

mulige diktaturer i verden,« forklarer han. 

I forsøget er det helt almindelige menne- 

sker, der er parate til at begå onde handlinger, 

fordi de tror, det tjener et godt formål. I 

dette tilfælde at fremme indlæring. 

hovmodet og undermennesket 

Når soldater i krig forvandler sig fra almindelige 

familiefædre til bestialske voldsmænd 

og mordere, skyldes det, at der altid i krig 

føjes en ekstra dimension til autoritetens, 

officerens eller hærledelsens ordre om, at 

soldaterne skal plyndre, myrde og fordrive. 

Den ekstra dimension er, at det folk, soldaten 

bekriger, gøres til undermennesker. 

For at forklare os, hvordan ham, der var 

vores nabo i går, i dag kan blive til én, vi kan 

behandle, som vi vil, henter Henrik Høegh- 

Olesen meget pædagogisk hjælp i Det Gamle 

Testamente og fortællingen om Satan. 

Hvis Gud og Jesus står for godhed, lys, 

varme og kærlighed, er det ikke sådan, at Satan 

står for det modsatte; ondskab og mørke. 

Satan var en engel, der blev smidt ud af paradiset, 

fordi han ville være ligesom Gud. Satan 

er altså ond, fordi han begik hovmodets dødssynd, 

fastslår psykologi-professoren. 

»Hovmodet er den værste af de syv dødssynder. 

Fordi i hovmodet indser jeg ikke, at 

jeg begår alle de andre synder. Det er meget 

centralt i at forstå det onde. Det onde har hævet 

sig så meget over os andre, at det faktisk 

kan gøre med os, hvad det vil,« forklarer Henrik 

Høegh-Olesen, og fortsætter: 

»At hæve sig over sine medmennesker er 

den værste synd, fordi den åbner for alle de 

andre,« siger han og uddyber, nærmest rytmisk 

i sin opremsning: 

»Så bliver de midler til mine mål, så bliver 

de redskaber, som jeg kan bruge, til nød 

bliver de tåber, som jeg kan hjælpe, for jeg 

ved sgu bedre end dem. På alle måder bliver 

de undermennesker, som jeg kan gøre med, 

hvad jeg vil,« siger han og kobler behændigt 

myten om Satans hovmod til det konkrete 

barbari, som vi altså alle er i stand til at udføre. 

I krig er hovmodet nemlig en meget væsentlig 

faktor for, at soldater kan sætte sig ud 

over et af de allermest grundfæstede tabuer; 

at man ikke må slå andre mennesker ihjel. 

Det er det klichéen om, at sandheden altid 

er krigens første offer, fortæller os. 

»Dette er en floskel, som der virkelig er 

sandhed bag. For jeg kan ikke begynde at slå 

de andre ihjel, før propagandaen i lang tid 

har gjort dem til nogle helt andre, end de er,« 

fastslår han. 

ingen grænser 

»Hos os såvel som i den øvrige dyreverden 

er det både meget forkert og i virkeligheden 

også sjældent set, at man slår nogle af sine 

egne artsfæller ihjel. Hvis vi så alligevel skal 

gøre det, skal vi først have gjort den anden til 

et umenneske, og det er det, der næsten altid 

sker. At vi som kultur kollektivt begår hov- > 

Blå Bog: 

henrik høegh-olesen, 44 år. Cand psyk. og ph. d. professor i social- og personlighedspsykologi på århus universitet. 

har tidligere været ansat på aalborg universitet og på odense universitetshospital i voksenpsykiatrien og senere 

som ledende psykolog af den sundheds-psykologiske behandlingsenhed samme sted. henrik høegh-olesen har studeret 

seriemordere som led i forskningsarbejde og har hjulpet politiet med at opklare mordsager ved at udarbejde 

profiler på mordere. privatpraktiserende psykolog. 

tortur 55 

foto mads madsen

56 tortur 

modets dødssynd. At vi hæver os så meget op 

over dem, vi er i konflikt med, at vi kan gøre 

alt muligt ondt ved dem. Når det så først er 

sket, er der desværre ingen grænser for, hvor 

langt vi kan synke,« siger han og henviser til 

de pinsler, der fandt sted under Anden Verdenskrig 

og under krigene på Balkan. 

Pointen er, at når vi har tilbøjelighed til at 

indordne os i hierakiet og adlyde autoriteten, 

og krigspropagandaen, der fortæller, at de 

andre er blevet til umennesker, så er vi parate 

til hvad som helst. Hvis man så oven i købet 

har noget i klemme, fordi de måske har slået 

nogle af ens egne ihjel i konflikten, så er vejen 

banet for krigsforbrydelser. 

»Hvis hele min verden er taget fra mig af 

serberne, bosnierne eller hvem, det kunne 

være, de har voldtaget min kone, dræbt mine 

børn og forældre, jeg har mistet mit arbejde, 

alt hvad jeg ejer, og jeg er sat på flugt. Og nu 

står jeg her som soldat i hæren. Så behøver 

man ikke flere forklaringer.« 

Og stadigvæk vil der være nogle, som ikke 

vil være med, og som ikke er særligt gode 

bødler, understreger han. 

»Men mange vil under disse omstændigheder 

kunne være særdeles gode bødler uden 

nævneværdige skrupler.« 

de rene sadister 

Dermed har han også sagt, at alle mennesker 

ikke er lige tilbøjelige til at begå onde handlinger. 

“ hvis du leder efter uhyret, vil du finde ham en meget sjælden gang. 

men det virkelig uhyrlige i det her er, at det er dig og mig, der gør sådan noget. 

De, der har let ved at blive bødler, kan for 

eksempel gennem deres opdragelse være blevet 

mere autoritetstro end andre, mens andre 

igen er særligt disponerede for det. De er med 

andre ord født med psykopatiske træk, og er 

måske blevet til rene sadister. 

Det afslørede forsøget ”Lydighedens dilemma” 

blandt andet. Forsøgspersonerne 

– eller ’lærerne’ – havde kun fået at vide, at de 

skulle give eleven i boksen stød ved et forkert 

svar, men ikke hvordan det skulle gives. Og 

mens nogle gav stød meget kort for at begrænse 

smerten, holdt andre knappen nede i 

lang tid for at forlænge pinen hos eleven. 

»Du fandt også sadisten blandt de almindelige 

mennesker, der deltog i forsøget. De 

var på ingen måde påvirket af det her, men 

syntes tværtimod, det var sjovt og holdt 

knappen ned meget længere, end det var 

nødvendigt,« siger han. 

»Men det er jo undtagelsen, for der har du 

med et skadet væsen at gøre. En, der er blevet 

så ødelagt psykologisk i sit nervesystem, at 

det er fedt og pirrende og spændende, at du 

er min hule hånd, og jeg føler lyst ved at pine 

dig,« siger han og forklarer, at psykopater 

tendensielt har et mere ufølsomt eller hårdhudet 

nervesystem end normale mennesker, 

og at de derfor har behov for ekstra stærke 

stimuli for at få pirret deres sanser. 

Hvis et sådant individ så tilmed er blevet 

udsat for grove omsorgssvigt og misbrugt i 

sin opvækst, hvilket de som oftest er, og ikke 

har fået det liv, han ønskede, vil han have 

behov for at afreagere og hævne, at tingene 

ikke er lykkedes for ham. En sådan psykopat 

kan udvikle sig til sadist og føle glæde og 

vellyst ved af pine et andet menneske og 

derigennem få afløb for indestængt vrede og 

frustration. 

»En god sadist eller en god torturbøddel er 

ofte et menneske, der har grund til at afreagere 

aggressioner. Selv om du ikke er skyld i 

mine aggressioner, så forskyder jeg dem over 

på dig, som er ved hånden. Sådan nogle folk 

har ofte en masse i klemme. De er blevet plattet, 

misbrugt og forsømt. De er blevet snydt 

og de har billedligt og bogstaveligt talt fået 

tæsk, så her ligger der et konstant beredskab 

for at få afreageret,« siger Henrik Høegh-Olesen, 

der interviewet igennem bruger tonefaldet 

i sin stemme til at underbygge logikken, 

paradokset og – emnets alvor til trods – nogle 

steder også humoren i sine pointer. 

Vi bliver ikke bedre 

Henrik Høegh-Olesen 

Selv om menneskerettigheder spiller en stadig 

større rolle både i national og international 

politik, krigsforbrydere stilles til ansvar 

ved FNs krigsforbryderdomstole, og befolkningerne 

er bedre uddannet end nogensinde 

før, ser Henrik Høegh-Olesen imidlertid ingen 

tegn på, at menneskeheden skulle være 

blevet mere civiliseret og dermed mindre 

tilbøjelig til at torturere, plyndre, myrde og 

fordrive. 

»De rædselsberetninger, vi dagligt hører 

om, matcher til fulde dem, vi kender fra 

historien – hvis ikke de overbyder dem. Desværre 

er der ikke noget, der ser ud til, at det 

bliver bedre,« konstaterer han og peger på 

individualismen, som de vestlige samfund 

hylder på dette tidspunkt i historien, som et 

faresignal. 

»Hvorfor er seriemorderen den mest fascinerende 

figur i litteratur og på film,« spørger 

han, og svarer selv: 

»Det er han, fordi han på mange måder 

et det mest ekstreme og karrikerede udtryk 

af det moderne menneskes individualisme 

og selvtilstrækkelige egocentri,« siger han 

og peger på ekstreme individuelle sportsudfoldelser, 

som et eksempel på den enorme 

selvrealiseringstrang, der hersker i Vesten 

lige nu. 

Pointen er, at når den enkelte sætter sig 

selv før fællesskabet, så er vejen samtidig 

banet for en følelseskulde over for andre. Alligevel 

tør Henrik Høegh-Olesen ikke at sige 

hvor mange, der ville være parate til at give 

eleven 400 volt stød, hvis man udførte eksperimentet 

”Lydighedens dilemma” i dag. 

»Det vil jeg ikke gætte på. Formodentligt 

vil det være det samme i dag. Det er rigeligt, 

at der er 65 procent. Der er ikke noget, der tyder 

på, at det er faldet.«

Om Tortur - udgivet 2002 - Dansk Røde Kors

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?