Om Tortur - udgivet 2002 - Dansk Røde Kors

46 tortur
ternes journaler og brudt fortroligheden mellem
læge og patient.
»Regeringen har direkte forbrudt sig mod
det princip. Jeg er meget påvirket af det,
fordi det var ude af mine hænder, at beskytte
fortrolige informationer. De har frataget os
fortroligheden, så der er ting, vi ikke længere
kan notere,« siger Dr. Aldemir, som nu skriver
sine patientjournaler på en måde, så kun han
selv kan læse dem.
I første omgang informerede centret ikke
patienterne om, at myndighederne havde
beslaglagt deres journaler.
»Vi forsøgte at skjule hændelsen for
patienterne, fordi de er traumatiserede.«
Men dagen efter ransagningen omtalte
medierne episoden, og dermed fik patienterne
kendskab til sagen. Konsekvensen blev
at nogle afbrød deres behandling.
»Nogle af patienterne stoppede med at gå
til behandling, fordi de frygtede repressalier
efter at deres journaler var blevet taget,« fortæller
Dr. Aldemir.
Hvor centret fra år 2000 til år 2001 oplevede
en tilgang i antallet af torturofre fra 128
til 175, er der siden ransagningen sket en nedgang,
så kun 44 torturofre i dag modtager
behandling gennem centret. Dr. Aldemir forventer,
at antallet vil falde mere endnu.
pkk
jette nørby andersen
straffen faldt
før dommen
I et nøgent og trøstesløst betonbyggeri i
udkanten af byen Diyarbakir bor 28-årige Abdullah
Yijit i en lejlighed sammen med sine
forældre og voksne søskende.
Broren viser ind i det værelse, hvor Abdullah
ligger på en briks med et tæppe over sig.
Han er lam i benene, og ligger ned det meste
af tiden, fordi det er den eneste stilling, hvor
han er fri for smerter.
For syv år siden tegnede hans tilværelse
helt anderledes. Dengang læste han til elektro-ingeniør
på universitetet i byen Adana. På
universitetet og i studentermiljøet forsøgte
han at rejse diskussioner om undertrykkelsen
af kurderne og deres mangel på politiske og
kulturelle rettigheder i Tyrkiet.
Men hans agitation for den kurdiske sag
fik en brat afslutning, da han en aften blev
anholdt af betjente fra anti-terrorstyrken.
Med en sæk over hovedet og uden anklage
blev han taget til stationen og forhørt, om
han var medlem af PKK. Ifølge Abdullah
det forbudte kurdiske arbejderparti, pkk, udkæmpede i 1980’erne og starten af
1990’erne en blodig kamp for kurdisk selvstyre i det sydøstlige tyrkiet. i 1999 blev
pkk’s leder abdullah Öcalan fængslet, og pkk styres nu af en komité af relativt
ukendte personer. pkk har opgivet den væbnede kamp og tager officielt afstand
fra terror. i 2002 besluttede pkk at ændre partiets navn til kongressen for frihed
og demokrati i kurdistan (hadek) og fortsætte sin kamp for kurderne med lovlige
midler. pkk står fortsat på usa’s og eu’s liste over terrororganisationer.
handlede han alene som kurder og ikke som
PKK-medlem.
Gennem 16 dage blev han tortureret med
prygl, hængt op i armene, udsat for elektriske
stød og for verbale ydmygelser. Tilsidst skrev
han under på et stykke papir, som han kun
kunne se bunden af.
I retten blev hans tilståelse læst op.
Han havde skrevet under på at være medlem
af PKK, at have organiseret flere drab, angreb
med molotov-cocktails og demonstrationer.
nægtede terror
Abdullah nægtede de alvorligste anklager om
at være ansvarlig for drab og bombe-
eksplosioner, men af frygt for at blive sendt
tilbage til antiterror-folkene tilstod han, at
han var medlem af PKK.
Under sit forsvar gav Abdullah en slags
politisk erklæring, som han husker ordret.
»De sidste ord, jeg sagde var, at jeg er
kurder. Og hvis det indebærer at være medlem
af PKK, så er jeg medlem af PKK,« siger
Abdullah.
Dommen lød på 12,5 års fængsel, men blev
reduceret til 9,5 år.
Mens han var i fængslet blev smerterne
efter torturen i antiterror-afdelingen værre.
En skade på rygsøjlen gjorde ham langsomt
lam i benene.
tortur i tyrkiet
Da han sidste år havde afsonet godt seks
år af sin straf, var hans tilstand så fremskreden,
at han ikke kunne være i fængslet
længere. I august 2001 blev Abdullah løsladt i
et år for at blive behandlet uden for fængslet.
Derefter skal han tilbage i fængslet.
Kun tre gange om ugen forlader han lejligheden
for at få en times behandling hos en
fysioterapeut, som rehabiliteringscentret for
torturofre i Diyarbakir betaler for.
Lægerne har sagt til ham, at han måske
kan komme til at gå igen, men det er ikke
sikkert.
»Jeg skal bevare mit håb om at blive rask.
Men selv hvis det er muligt, vil det tage flere
år,« siger Abdullah Yijit.
Han har forsøgt at lægge sag an mod sine
bødler, for selv om en retssag ikke kan ændre
ved hans situation, kan den måske være med
til at forhindre, at andre får samme skæbne.
Men sagen er blevet afvist af den nationale
sikkerhedsdomstol.
Navnet Abdullah Yijit er opdigtet.
Han har ansøgt præsidenten om benådning
og frygter, at hvis han står frem vil det skade
hans sag.
Hovedpersonens virkelige navn er redak-
tionen bekendt.
den tyrkiske menneskerettighedsorganisation the human rights foundation
of turkey, hrtf, anslår at omkring en million mennesker er blevet udsat for
tortur i de sidste 20 år. af organisationens årsrapport for 2001 fremgår:
at otte personer sidste år døde i politiets varetægt. en af dem var under 18
år. organisationens fandt 641 tilfælde af tortur, mishandling og umenneskelig
behandling. 1229 personer søgte behandling gennem hrtf.
af dem var 41 løsladt fra fængslet på grund af deres helbredstilstand.
“selvfølgelig er jeg ikke populær”
inge genfke har brugt hele sit arbejdsliv på at
kæmpe mod tortur og for dens ofre. og hun er
stolt over den internationale berømmelse hun
har fået for indsatsen. mest fordi hæderen
giver en indflydelse, hun kan bruge i kampen
mod tortur.
foto mads madsen
listen over international hæder for
tortur 47
hendes indsats mod tortur fylder en
hel side i cv’et. hun går ikke af vejen
for at bruge berømmelsen i sin
indædte kamp mod myndighederne
og for retfærdighed for ofrene.
inge genefke er ugleset i flere lande,
for når først hun bider sig fast i en
sag, giver hun ikke slip
Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet er kurdernes
uofficielle hovedstad. Den er ikke et
oplagt rejsemål for en dansker. Med mindre
man har en mission.
Det har Inge Genefke. Hendes lille kuffert
på hjul er fuld af papirer om hendes arbejde
med at bekæmpe tortur, behandle dens ofre,
og om den nationale og internationale hæder
hun har opnået for det arbejde gennem tre
årtier. Og så er der papirerne om den tortur,
der finder sted i Tyrkiet, og ikke mindst om
tyrkiske myndigheders chikane af de mennesker,
der arbejder med at behandle ofre for
tortur.
En af dem er advokat Sezgin Tanrikulu, der
har åbnet et behandlingscenter i Diyarbakir.
Men han har ikke søgt tilladelse til det, og
retsagen mod Sezgin er årsagen til, at Inge
Genefke nu er på vej til Diyarbakir. I sin egenskab
af æresgeneralsekretær for Internationalt
Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT
– en paraplyorganisation for omkring 250
rehabiliteringscentre verden over.
problembarnet tyrkiet
Inge Genefke bryder sig egentlig ikke om
Tyrkiet, men hun har alligevel været der
mere end tyve gange gennem de seneste tyve >