Årsberetning 2007 - Dansk Røde Kors

drkvia.inforce.dk

Årsberetning 2007 - Dansk Røde Kors

2007

Dansk Røde Kors’ asylarbejde


Udgivet af

Dansk Korde Kors’ asylafdeling

Sandholmgårdsvej 40

3460 Birkerød

Tlf. 35 43 22 44

Fax 35 43 24 44

asyl@redcross.dk

www.asylum.redcross.dk

Redaktion:

Henrik Ravn (ansv.)

Mai Rasmussen (red.)

Niels Bjørn

Annette Haugaard

Foto:

Mikkel Østergaard, Ulrik Jantzen, Jens Burau, ICRC,

Citigroup, Dansk Røde Kors’ asylafdeling

Layout:

Jens Burau (supergreen.dk)

Tryk:

PE offset & reklame A/S, Varde

Redaktionen afsluttet primo marts 2008

InDholD

SIDe 4 FororD

De afviste asylansøgere har brug for afklaring på

deres situation.

SIDe 5 StatIStIk

1.671 personer boede på asylcentrene ved slutningen

af 2007. Find også andre nøgletal på asylområdet.

SIDe 6 GratIS løFter tIl oFre For menneSkehanDel

Røde Kors’ særlige indsats overfor handlede kvinder

får ingen midler fra regeringens handlingsplan.

SIDe 10 arbejDe er Det beDSte

At få lov til at arbejde er det springende punkt i en

værdig og meningsfuld hverdag for asylansøgere.

SIDe 16 bereDSkabet I Irak-aktIon

Effektivitet og diskretion var i højsædet, da 372

irakere med tilknytning til de danske styrker blev

evakueret.

SIDe 28 børneneS hverDaG Gør onDt

Videnskabelig undersøgelse dokumenterer, at hvert

tredje asylbarn viser tegn på psykiske problemer.

SIDe 32 Skolen er omDrejnInGSpunktet

Flere asylbørn kommer i folkeskole. Samtidig specialiserer

asylskolen sig til at møde helt særlige behov.

SIDe 38 GenSyn meD GrIbSkov

Børn og unge fra hele verden kom på besøg, da

centret inviterede til fest for tidligere beboere.

SIDe 40 enlIGe oG ISolereDe

En gruppe asylansøgere har svære sociale og psykiske

problemer. Særlige tiltag gør deres hverdag

mindre smertefuld.

SIDe 44 herre I eGet køkken

Efter pres fra Røde Kors har en gruppe beboere i

center Sandholm igen fået lov til at lave deres egen

mad.

SIDe 46 alleS øjne på aSylområDet

Igen i 2007 besøgte mange danskere asylcentrene.

Også virksomheder kom på besøg – for at lægge

frivillig arbejdskraft.

SIDe 52 GenForenet aF røDe korS

Røde Kors-selskaber over hele verden hjælper børn,

forældre og andre familiemedlemmer med at finde

hinanden igen.

SIDe 54 aSylområDetS abC

Hurtig baggrundsviden om asylområdet.


når GenSyn Gør onDt

Gensyn er ofte en stor glæde. Men de er sørgmo-

dige i asylarbejdet, når man over flere år møder

de samme børn og voksne på landets asylcentre.

Så bliver man forstemt. De mennesker burde for

længst være begyndt på et afklaret liv udenfor

centrene. De har fået afslag på asylansøgning

men kan ikke sendes hjem. Derfor bor de stadig

på asylcentrene, og derfor lever de stadig i usik-

kerhed om, hvor deres fremtid ligger.

Lige siden 1994 er det igen og igen dokumen-

teret i videnskabelige undersøgelser, at der er en

klar sammenhæng mellem opholdstid og sygelig-

hed. Fra det daglige asylarbejde i skoler, klubber

og børnehaver er det en barsk erfaring, som ken-

des kun alt for godt.

Mange bukker under, udvikler psykiske lidel-

ser, og nogle opnår derefter en humanitær op-

holdstilladelse og kan forlade centrene.

Mens selve asylsagsbehandlingtiden til stor

glæde for alle er historisk kort, så producerer ’sy-

stemet’ sygdom blandt de afviste asylansøgere,

der lider under lange, usikre opholdstider. Trods

mulige humanitære opholdstilladelser tynger

usikkerhedens åg fortsat. For humanitær op-

holdstilladelse er tidsbegrænset og skal løbende

vurderes: Er mor stadig syg? Helbredelse medfø-

rer ophør og udrejse.

Det er naturligvis ikke for alle, at det er gået

så galt endnu. Adskillige asylansøgeres overle-

velsesstrategi fungerer, og de formår at holde

modet oppe. Børn, voksne og ikke mindst unge

tager i stort mål imod de tilbud om aktivering og

undervisning, som vi i asylafdelingen kan give

dem. Vi har styrket tilbudene, så alle børn nu kan

lære deres modersmål, så flere børn kan komme i

almindelig folkeskole sammen med danske børn,

så voksne asylansøgere kan få kompetenceafkla-

ring, erhvervs- og uddannelsesvejledning, og så

også afviste asylansøgere nu i nogen grad kan

komme i praktik og derved leve et mere aktivt

og værdigt liv.

Også på andre områder er der sket forbedrin-

ger. Alle familier får nu mindst to værelser på cen-

trene. Det er ikke overdådigt, men det giver mere

plads og rum til privatliv. Og vi har fået udvirket,

at beboerne på center Avnstrup og en stor del af

center Sandholms beboere nu selv må lave deres

mad. De levede tidligere på de nedværdigende

– og virkningsløse – madkasse- og kantineord-

ninger, som skulle motivere dem til at rejse ud af

landet. Desværre er det endnu ikke lykkedes at få

alle beboere i center Sandholm på ’selvhushold’.

En gruppe asylansøgere, som vi nærer en sti-

gende bekymring for, er de enlige mænd. Specielt

gruppen på ’tålt ophold’. Deres baggrund er ofte

kriminel, de har udstået deres straf men løslades

til center Sandholm, fordi de ikke kan udvises.

Netop fordi de ikke kan udvises, befinder de sig i

et ingenmandsland. Det kan bedst karakteriseres

som en tidsubestemt tillægsstraf.

Også i forhold til denne gruppe er behovet for

støtte stigende, og vi støtter, så godt vi kan. Vi

kan bare ikke løse selve problemet.

I 2007 blev vores beredskab efter flere års dva-

le sat på prøve, da Danmark evakuerede en stor

gruppe irakere, der havde arbejdet for de danske

styrker og myndigheder i Irak. I al stilhed og i re-

kordtempo lykkedes det at få etableret de nød-

vendige faciliteter og organisere modtagelsen.

Det blev ikke alene gjort effektivt, det skete også

med stor omsorg for detaljen og de kommende

beboeres behov. For eksempel var legestuen klar

til at byde de små børn indenfor, da asylansø-

gerne ankom, mens frivillige fra Ungdommens

Røde Kors var klar til at tage sig af de større børn.

Altsammen for at de nyankomne hurtigt kunne få

en så normal hverdag som muligt.

Den slags professionalisme og omsorg for op-

gaver og beboere, som de dedikerede ansatte

viser, gør mig stolt – også når der indimellem

blæser kolde vinde omkring os i Dansk Røde Kors

asylafdeling.

Personalets indsats gør en forskel i beboerrnes

liv, og det gør også de flere hundrede frivilliges.

Både de der er tilknyttet centrene gennem asylaf-

delingens eget frivilligarbejde, og de der gør en

indsats via andre organisationer, deres arbejds-

plads eller andre kanaler. De frivilliges arbejde

bliver værdsat hver dag, og det gør det også, når

de taler asylansøgernes sag.

Nu i begyndelsen af 2008 er vi i gang med

hjælpe 29 familier til at flytte fra asylcentrene og

til egen bolig. Familierne hører til blandt de, som

har levet i mange år på asylcentre i usikker ven-

ten på en afklaret fremtid. Deres sager er afviste,

men de kan ikke udvises, og et politisk forlig giver

dem nu mulighed for at flytte. Som for alle andre

asylansøgere, der egentlig skal udvises, gælder

det dog, at usikkerheden flytter med.

Naturligvis hilser vi enhver forbedring af asyl-

ansøgernes forhold og vilkår velkommen. Det kan

lindre i en presset situation, med egen bolig løser

ikke det egentlige problem. Det gør kun en afkla-

ring på, hvad fremtiden vil bringe.

StatIStIk

Ved slutningen af 2007 husede

Dansk Røde Kors 1.822

asylansøgere. De fleste kommer

fra Irak

Da 2007 tog sin begyndelse, boede 1.822 per-

soner på Dansk Røde Kors’ centre. Antallet af

indkvarterede gik både op og ned i løbet af året

i takt med at nogle fik opholdstilladelse og flyt-

tede til en dansk kommune, andre forlod landet

efter endelig afvisning af deres sag, og andre

igen kom til landet og begyndte en asylsag.

I løbet af året søgte 2.226 personer asyl, og

1.233 fik opholdstilladelse.

En særlig gruppe af 2007-beboerne er de 113

irakere og deres 259 familiemedlemmer, der kom

hertil på invitation fra Regeringen og Dansk Folke-

parti. Irakerne havde arbejdet for Danmark i Irak

og blev evakueret i forbindelse med, at militæret

trak sig ud af Irak i løbet af sommeren.

Staten betaler Dansk Røde Kors for at løse

asylopgaven. I 2007 blev de samlede udgifter på

281,2 millioner kroner.

Der kom De fra

Beboersammensætning ved slutningen af 2007

Irak .................................................. 553 personer

Iran .................................................. 164 personer

Serbien og Montenegro .................. 127 personer

Rusland ............................................ 125 personer

Afghanistan ....................................... 89 personer

Andre lande .................................... 764 personer

Inkluderet i tallet for Irak er 146 evakuerede

tolke med familiemedlemmer.

Kilde: Dansk Røde Kors´ asylafdelings

administration og Udlændingeservice.

Beboertallene er foreløbige.


6

GratIS løFter tIl oFre For menneSkehanDel

»Det skal sikres, at der fremover er en helheds-

orienteret indsats for ofre for menneskehandel.

Planen omfatter både forebyggende, støttende

og efterforskningsmæssige aktiviteter samt en

øget koordinering af samarbejdet mellem de so-

ciale organisationer og myndigheder.«

Der er hjælpsomme ord og handlekraftige ven-

dinger i regeringens Handlingsplan til bekæmpelse

af handel med mennesker 2007-2010. Men stik

imod forventningen er der foreløbig ingen penge

fulgt med til Dansk Røde Kors’ indsats.

»På ægte Røde Kors-vis har vi identifi ceret et

behov, og så er der blevet handlet uden at tænke

så meget på de sidste fi re kroner og 25 ører, som

skal til. For der er jo mennesker, som har behov

for hjælp,« siger advokat Anne Brandt Christen-

sen, som i 2007 var projektkoordinator for arbej-

det mod menneskehandel eller traffi cking, som

det også kaldes.

I løbet af de seneste to år er en ny gruppe duk-

ket op i asylsystemet: Kvinder der er blevet hand-

let – ofte til prositution – og som søger asyl, når

Med en ny handlingsplan vil en række ministerier

sætte hårdt ind mod menneskehandel. Men der er

foreløbig ikke fulgt penge med til Dansk Røde Kors

arbejde med kvinder, som er blevet købt og solgt

de bliver anholdt af politiet for at opholde sig ille-

galt i Danmark. Kvinderne bor for eksempel på et

af Røde Kors’ centre, og det er her, at personalet

skal få hverdagen til at hænge sammen på trods

af den manglende specialbevilling.

»Jeg har da været noget nedslået over det – og

undrende,« siger Lillian Vigslund, der er leder af

asylafdelingens kvindecenter.

Erfaringen viser, at kvinderne kan have for

eksempel et beskyttelsesbehov, som asylsyste-

met ikke kan honorere indenfor de nuværende

rammer. For eksempel slog resourcerne ikke til i

forhold til døgnbemanding.

»Den første handlede kvinde, som vi havde

her, turde ikke overnatte på centret. Det er umu-

ligt at dæmme op for, hvem der kommer i huset,

når vi ikke er på arbejde. Det kan være prositu-

tionskunder, bagmændenes spioner eller deres

madammer (kvindelige alfonser, red.),« siger Lil-

lian Vigslund.

Ligeledes har fl ere handlede kvinder været

bange for at gå på gaden alene.

»Men vi har slet ikke ressourcer til at ledsage

kvinderne. Nogle frivillige har været ledsagere,

men det er ikke forsvarligt – hverken overfor

kvinderne eller overfor de frivillige,« siger Lillian

Vigslund.

Afrikanere solgt til prositution

Der fi ndes ingen offi cielle tal for, hvor mange

udenlandske kvinder i Danmark der er blevet købt

og solgt af kriminelle bagmænd og bander. På

kvindecentret boede der ved udgangen af 2007

tre kvinder, som med sikkerhed er blevet handlet,

mens centrets personale formoder at fl ere andre

beboere er i samme situation. Alle kvinderne er

afrikanere, og de er sandsynligvis solgt til prosi-

tution.

Fælles for dem og alle andre handlede kvinde

er, at de er ofre for kriminalitet. For menneske-

handel er forbudt – og det er en verdensom-

spændende, kriminel forretning. På globalt plan

vurderes menneskehandel at være en af de tre

største kriminelle forretninger målt på omsæt-

Handlede kvinder har særlige behov, blandt andet for beskyttelse og

fl eksible tilbud om hjælp og aktiviteter i hverdagen. På asylafdelingens

særlige kvindecenter balanceres behovene med økonomien. Kvinderne på

billedet har ikke nødvendigvis forbindelse til menneskehandel.

offi ciel plan mod menneskehandel

Regeringens Handlingsplan til

bekæmpelse af handel med

mennesker 2007-2010 udføres

af Center Mod Menneskehandel,

CMM, som i perioden har 70

millioner kroner fra de såkaldte

satspuljemidler til rådighed.

Pengene bruges på at hjælpe de

handlede personer og at gå efter

de kriminelle bagmænd, ligesom

de skal forebygge menneskehandel

gennem oplysning i Danmark og

internationalt. Handlingsplanen

omfatter kvinder, mænd og børn,

som er ofre for menneskehandel.


ning. De to andre er illegal handel med våben

og narkotika.

Det er den kriminalitet, som handlingsplanen

og det regeringsnedsatte Center Mod Menneske-

handel sætter ind overfor. Dansk Røde Kors er en

af en række organisationer, som har rådgivet i

forbindelse med udformningen af planen.

Det daglige arbejde på centret for kvinder

handler i høj grad om at overvinde de handlede

kvinders mistillid.

»Kvinderne er utroligt sensitive i forhold til

vores kropssprog og om vi er fordømmende. I

kommunikationen med dem skal der være stor

tålmodighed og følsomhed overfor deres behov.

Kvinderne har oplevet svigt og grænseover-

skridende og ydmygende behandling, og de er

konstant opmærksomme på, om vi mener vores

indsats alvorligt,« siger Lillian Vigslund.

Hun og centrets øvrige personale tager så

meget hensyn til den enkelte kvindes behov som

muligt indenfor de begrænsede fysiske og pen-

gemæssige rammer. For eksempel bor handlede

kvinder som regel på eneværelser, nogle får ene-

undervisning i dansk, og en del møder knap så

firkantede krav som de andre kvinder, når det

gælder for eksempel de fælles rengøringsrutiner

og andre beboeropgaver. For det er erfaringen,

at handlede kvinder i ekstrem grad har brug for

individuelle løsninger.

»Det stemmer fint med handlingsplanen, som

fremhæver, at kvinden skal have det tilbud, der er

bedst for hende. Men lige nu ser det ud til, at alle

skal presses igennem det samme tilbud,« siger

projektkoordinator Anne Brandt Christensen.

Inspireret af andre kvinder

Dansk Røde Kors er ikke alene om at tage sig af

de kvinder, som opholder sig i Danmark efter at

være blevet handlet. Krisecentre og Reden Stop

Kvindehandel er andre bomuligheder. Efter en

ansøgning om asyl, hører en handlet kvinde til i

det almindelige asylsystem, og på et Røde Kors

center vil hun blive indlogeret på lige fod med

andre kvinder.

Anne Brandt Christensen mener, at centret

trods de begrænsede midler har den særlige for-

del, at de handlede kvinder der bor sammen med

andre kvinder, som ikke har noget med hverken

menneskehandel eller prostitution at gøre.

»Der har kvinderne mulighed for blot at være

kvinder, i et ikke-stigmatiserende miljø. Jeg tror,

det har positiv betydning for nogle af dem,« siger

hun.

Centerleder Lillian Vigslund er enig:

»Det her miljø kan være med til at inspirere

kvinderne til at leve på en anden måde, til at be-

gynde at tænke på, at der måske er en vej ud af

prostitutionen,« siger hun.

børn til salg

I flere år er arbejdet med

handlede børn blevet

varetaget på center Gribskov,

der huser såkaldt uledsagede

mindreårige. Et af Dansk

Røde Kors’ kardinalpunkter

er, at uledsagede børn

skal have en særlig

repræsentant, som kan

varetage barnets interesser

under sagsbehandlingen. Det

er nu blevet en del af den

officielle politik på området,

at handlede børn får en

personlig repræsentant.

Det daglige arbejde med

handlede børn på center

Gribskov fik ved udgangen af

2007 et hårdt slag, da statens

bevilling blev halveret fra 0,8

til 0,4 million kroner årligt.

SjælDne opholDStIllaDelSer

Der lugter brændt i beboerkøkkenet, hvor kø-

leskabe med hængelåse og køkkenskabe med

Ruko-låse sikrer kulinarisk privatliv. Et par kas-

sava’er – en rodfrugt, der i Afrika bliver brugt

som kartofler – er svedet sorte og damper af i

en stålvask.

Kun ganske få kvinder har fået asyl i Danmark,

efter at de er blevet købt og solgt af kriminelle

menneskehandlere

På et af Dansk Røde Kors’ centre bor enlige

asylansøgende kvinder, også de – oftest afrikan-

ske – kvinder som er ofre for menneskehandel. De

handlede kvinder søger asyl, angiveligt fordi de

frygter de bagmænd i hjemlandet, som handlede

dem i første omgang. Men selvom menneske-

handel rangerer på FNs top tre over international

kriminalitet, så vurderer udlændingemyndighe-

derne sjældent, at kvinderne har behov for den

individuelle beskyttelse, som asyl kan give. Dansk

Røde Kors har kun kendskab til, at to handlede

kvinder har fået asyl.

»Afgørelserne er truffet på meget, meget

konkret grundlag. Man har ment, at hjemstaten

ikke var i stand til at beskytte kvinderne, hvis de

vendte hjem,« siger Anne Brandt Christensen, ad-

vokat og i 2007 koordinator for Dansk Røde Kors

menneskehandelsprojekt.

Aktiv ventetid

Med handlingsplanen for 2007-2010 slår Regerin-

gen til lyd for, at handlede kvinders udsendelse

til hjemlandet forberedes bedre, end det tidligere

er sket. Anne Brandt Christensen er enig. Hun

er en af de fagpersoner, som mener, at der skal

gøres en aktiv og målrettet indsats for at ruste

kvinderne til et nyt liv – væk fra menneskehandel

og den prostitution, som ofte følger med – her i

Danmark eller i hjemlandet.

De kvinder, som ikke søger asyl, får en såkaldt

reflektionstid på 100 dage, før de sendes ud af

landet. Reflektionstiden skal ifølge regeringens

handlingsplan bruges til samarbejde med politiet

om indsatsen mod bagmændene, og til forbere-

delse af hjemsendelsen. Ligesådan kan kvinderne

få for eksempel juridisk og psykologisk hjælp.

De handlede kvinder, som søger asyl, bliver

ikke sendt ud af Danmark efter 100 dage men ef-

ter et afslag på deres asylansøgning. Dansk Røde

Kors mener, at kvinderne skal vises vejen ud af

prostitution allerede i løbet af ventetiden. For ek-

sempel ved at kvinderne lærer noget nyt, mens

deres asylansøgning behandles.

»Hvorfor ikke lære kvinderne noget, mens de

er her? Ellers ender de alt for let i den samme si-

tuation, når de er kommet hjem. Et helt alminde-

ligt sykursus kan gøre en forskel, det viser et ek-

sempel fra vores arbejde. En kvinde fik et kursus

og med hjælp fra en privat donation rejste hun

hjem med to symaskiner i bagagen. Hun har en

rigtig god forretning i hjemlandet nu,« siger Anne

Brandt Christensen.


10

uDDannelSe oG job Gavner

Målrettede forløb, der afklarer

asylansøgeres kompetencer, har sammen

med uddannelse og praktik vist sig at være

guld værd både for den enkelte asylansøger

og for det danske samfund

»Det har vist sig både menneskeligt og økono-

misk at være en rigtig god idé at få asylansøgere

i uddannelsesforløb,« siger Mette Schmidt, leder

af projektet Want2Work, som siden 2002 har af-

dækket asylansøgernes faglige kompetencer og

fundet de rette uddannelsesforløb til den enkelte

person.

»For asylansøgerne er det entydigt positivt at

få adgang til uddannelse og arbejde. Det gør en

kæmpe forskel psykologisk, at folk får lov at bru-

ge deres evner og får mulighed for at dygtiggøre

sig yderligere eller for at lære helt nye fag.«

Hun er overbevist om, at det også ud fra en

samfundsøkonomisk betragtning er det en god

idé at lade ventetiden gå med at arbejde eller ud-

danne sig.

»Når folk holdes borte fra arbejdsmarkedet,

visner deres faglige kompetencer hurtigt. En tom-

melfingerregel er, at for hver dag, et menneske

holdes passiv gennem en længere periode, tager

det to dages aktiv indsats efterfølgende, bare for

at komme på samme niveau som ved start,« siger

Mette Schmidt.

Sundt at arbejde

Det EU-finansierede Want2Work-projekt benyt-

ter sig af en trappetrins-model, hvor nederste

trin består af at lære sprog. Når en person taler

dansk på basalt niveau, fortsætter han eller hun

op ad trappen med tilbud om faglige kurser på

asylcentrene og derefter praktikophold og reelle

uddannelsesforløb.

Ambitionen har været at få asylansøgerne ud

på arbejdsmarkedet, for ifølge Dansk Røde Kors

er det afgørende, at asylansøgere og afviste asyl-

ansøgere, som ikke kan hjemsendes, får lov til at

arbejde. Den holdning bygger dels på hensynet

til asylansøgeres værdighed, og dels på flere un-

dersøgelser som viser, at det er sundest og mest

fornuftigt at lade asylansøgere arbejde i stedet

for at skulle tilbringe månedsvis af behandlings-

tid i passiv venten.

»Hvorfor ikke bygge asylansøgerne op som men-

nesker og styrke deres kompetencer og ressour-

cer, mens de venter, så de har mere at byde på,

når de vender hjem?” lød det fra lederen af Røde

Kors’ asylarbejde, Jørgen Chemnitz, når emnet

året igennem var til debat.

Sammenhæng mellem ventetid og sygdom

For netop passiv venten over lang tid gør asyl-

ansøgerene syge, det viser blandt andet en hol-

landsk undersøgelse fra 2005: Asylansøgeres

psykiske helbred forværres, jo længere de skal

vente på svar. Uvisheden er en stressende si-

tuation, der med tiden kan fremkalde angst og

nervøse lidelser. Samtidig er det omvendt vist, at

adgangen til arbejde modvirker den psykologiske

belastning. Senest viste en svensk undersøgelse

fra maj 2007, at de to væsentligste faktorer for, at

asylansøgere er velfungerende og har det godt,

er for det første klarhed over sagsbehandlingens

længd, og dernæst muligheden for at arbejde.

Tilsammen giver undersøgelserne klare indika-

tioner for sammenhængen mellem arbejde og

psykisk helbred, mener Mette Schmidt, der også

genkender tendensen fra Want2Works samar-

bejde med spanske asylmyndigheder.

»I Spanien får asylansøgere adgang til arbejds-

markedet efter kun seks måneder, og der ser man

slet ikke de psykosociale problemer blandt asyl-

ansøgere, som vi ser i Danmark,« siger Mette

Schmidt.

Må ikke arbejde i Danmark

Trods undersøgelser og positive, praktiske erfa-

ringer møder asylansøgerne og Want2Work en

afgørende forhindring i arbejdet: I Danmark må

asylansøgere ikke arbejde, og selv et praktikfor-

løb betragtes som et arbejde.

Flere asylansøgere har oplevet at stå med en

praktikplads på hånden uden mulighed for at

tage imod den. Nogle er derfor efterfølgende

begyndt på et nyt kursus- og uddannelsesforløb

Frisørskolen i

København er en af

de uddannelsesinstitutioner,

som tager

imod asylansøgere fra

Want2Work-projektet.

Want2Work slutter

I april 2008 er det slut med

Want2Work-projektet, der

siden 2005 har haft 1.200

deltagere på kursus og

hjulpet 150 i ekstern praktik,

hvilket vil sige praktik udenfor

Røde Kors. Projektet slutter,

fordi det EU-program, som

har sikret finansieringen,

lukker.

Want2Works metoder og

erfaringer føres videre i Dansk

Røde Kors’ asylafdeling

i skolerne og de øvrige

uddannelsestilbud. For

eksempel bliver alle 17 til

21-årige asylansøgere nu

kompetenceafklaret, og de

tilbydes målrettede kurser og

uddannelser.


1

– blot for senere at nå til samme mur, uden mu-

lighed for at komme videre i praktik og ud på det

danske arbejdsmarked.

Projektet er ikke formet til, at folk bliver i

systemet i årevis. Den oprindelige tanke var, at

asylansøgere kunne få gavn af kompetenceaf-

klaringen og uddannelsesforløbene, når de fi k

asyl i Danmark, og derefter kunne starte på job

eller praktik, eller at de kunne få en bedre start i

hjemlandet efter en afvisning. Men i praksis har

gruppen af asylansøgere ændret sig drastisk de

seneste år. I dag kommer ikke mange nye asyl-

ansøgere til Danmark. Til gengæld er de længe i

systemet, sådan som det for eksempel gælder de

afviste irakiske asylansøgere, som ikke kan sen-

des hjem. Med de lange opholdstider bliver den

manglende adgang til arbejdsmarkedet et større

problem.

Positive praktiske erfaringer

Asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet blev

et tema i valgkampen, da Statsministeren, dagen

før han udskrev valg, udtalte, at Regeringen ville

arbejde for at give de afviste irakiske asylansøge-

re mulighed for at arbejde. Det vakte positiv gen-

klang blandt andet i erhvervslivet, og i december

meddelte rengøringsfi rmaet ISS, at det gerne vil

ansætte alle asylansøgere.

Her kan erfaringer og principper fra Want-

2Work-projektet igen vise sig nyttige, for fra alle

sider omtales det som en succes. Fra uddannel-

sesinstitutionerne lyder det, at asylansøgerne har

været meget motiverede studerende, som har

haft nemt ved at fi nde praktikpladser. Og de kom-

muner, som har modtaget fl ygtninge, der i løbet

af deres asylsagsbehendling har været gennem

forløb hos Want2Work, melder positivt tilbage,

at de personer overraskende nemme at integrere,

fordi de fra første øjeblik ved, hvad de kan, og

hvad de vil.

Ved redaktionens slutning ultimo januar 2008 var der

ikke på politisk niveau fundet nye løsninger for at lade

asylansøgere og afviste asylansøgere arbejde.

I andre eu-lande arbejder asylansøgere

I 2002 vedtog EU, at asylansøgere skal have

adgang til arbejdsmarkedet efter højst 12

måneders sagsbehandling. De enkelte EU-lande

forvalter dog bestemmelsen vidt forskellig. Mange

lande giver asylansøgerne lov til at arbejde langt

tidligere end efter et år. I Spanien og Holland

sker det for eksempel efter seks måneder, mens

det i Finland og Grækenland sker efter kun

tre måneders asylbehandling. Og i lande som

Portugal, Letland og Malta har asylansøgere straks

ved ankomsten lov til at arbejde. I Sverige gives

adgang til arbejdsmarkedet, så snart det skønnes,

at sagsbehandlingen kommer til at strække sig

længere end fi re måneder, det vil sige senest efter

fi re måneder.

Nogle lande hæfter restriktioner og betingelser

til arbejdstilladelsen. I Holland er det eksempelvis

kun tilladt for asylansøgere at arbejde 12 uger

om året, og i Slovenien har man sat en grænse på

otte timers arbejde om ugen. De to lande er dog

de eneste, som sætter grænse for arbejdstidens

omfang. Enkelte andre lande har betingelser, som

at arbejdstilladelse gives, hvis en arbejdsgiver

ansøger på vegne af asylansøgeren.

Irland og Danmark har særstatus i EU, og begge

landet nægter asylansøgere arbejde. Herhjemme

betyder forbeholdet på det retlige område, at

EU-beslutninger på asylområdet ikke behøver

blive fulgt.

For at tiltrække højuddannet arbejdskraft har vi

i Danmark indført den såkaldte jobkortordning,

som giver asylansøgere lov til at arbejde indenfor

udvalgte fag. Det gælder dog kun de personer, som

står på jobkortordningens såkaldte positivliste, for

eksempel jordemødre, arkitekter, landinspektører,

jurister og maskinmestre.

Dansk Røde Kors bistår personer på jobkortordningen

med blandt andet godkendelse af

relevante eksamenspapirer og andre dokumenter.

Den unge mand i lyseblå skjorte bliver udlært skrædder

i foråret foråret 2008.


1

I 2007 slog Dansk Røde Kors

dørene op til et nyt hus, der både

klæder brugerne på til arbejdslivet

og byder lokalområdet indenfor

nyt huS ruSter aSylanSøGere tIl aktIvt lIv

Røde Kors’ nye hus på Frederiksberg samler ak-

tiviteter og fagområder – og ikke mindst styrker

det indsatsen for at asylansøgere kan leve et ak-

tivt liv. At ruste asylansøgerne til arbejdsmarke-

det er organisationens erklærede mål, og i huset

på H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg findes den

nødvendige faglige ekspertise.

»Der er perspektiv i at få afdelingerne til at ar-

bejde sammen, nu hvor vi bor sammen,« siger sko-

leleder Birgitte Steno.

Røde Kors Huset lægger etager til skolen for

unge og voksne, projektsekretariatet og psykotrau-

mecentret, mens Ungdommens Røde Kors bor

øverst og driver en café i stueetagen. Et nyt sam-

arbejde er indledt mellem psykotraumecentret og

skolen om såkaldt psykoedukation, i første omgang

til de unge og senere også til voksne.

»Forståelse for hvorfor man har indlæringspro-

blemer er et første skridt til bedre at kunne lære,«

siger skolelederen, og det er netop den forstålese,

psykoedukationen kan give.

Ligesådan peger bofællesskabet for skole, pro-

jek- og aktiveringsfolk i retning af forståelse for, at

asylansøgerne skal have et vist niveau af dansk, før

de bør sendes i praktik – simpelthen for at skåne i

forvejen ofte skrøbelige mennesker for et sprogligt

eller fagligt nederlag.

Flere kursister

Den daglige leder, Mads Carstensen, fremhæver

husets beliggenhed og de nyistandsatte etager.

»Ved at tage et nyt og flot hus i brug viser vi

beboerne, at undervisning og aktivering er vigtig,

at det har værdi,« siger han.

Og antallet af kursister er da også steget, siden

huset åbnede i september 2007.

»Det er min fornemmelse, at der er kommet mere

prestige i at gå i skolen nu,« siger skoleleder Bir-

gitte Steno, der fremhæver, at undervisningen

har fået et fagligt og pædagogisk løft. Blandt

andet er der nu tre danskhold, som retter sig mod

at gøre asylansøgerne klar til at komme i praktik,

der er oprettet alfabetiseringshold på dansk, og

ungeskolen er udvidet med engelsk, matematik

og PC-kørekort.

»Med det nye hus koncentrerer vi os benhårdt

om at klæde asylansøgerne på til at møde det eks-

terne uddannelsessystem. For eksempel gennem

erhvervs- og uddannelsesvejledning,« siger Mads

Carstensen.

Læs mere om psykoedukation på side 29.

loven begrænser

Et almindeligt arbejdsliv

er stadig lukket land for

asylansøgere. Det samme

gælder som oftest praktik og

endda danskundervisning.

Dansk lovgivning udstikker

restriktionerne – og

Asylafdelingen forsøger at

skabe rammerne for aktive

og værdige liv der, hvor det er

muligt. For eksempel kommer

asylansøgere i intern praktik

og aktivering på centrene, og

voksne analfabeter kan få lov

at lære at læse og skrive på

dansk, hvis de har børn, som

går i dansk folkeskole.

Voksenundervisning og kompetenceafklaring viser vejen til

arbejdsmarkedet og selvstændige, værdige liv i fremtiden.


Også på Sjælsmark Kaserne var personalet

i sving fra tidligt til sent for at gøre

klar til de evakuerede irakeres ankomst.

16

eFFektIvt oG DISkret

bereDSkab

Arbejdet gled hurtigt og

problemfrit, da Dansk Røde

Kors i al hemmelighed gjorde to

asylcentre klar på ni dage midt i

sommerferien 2007

18. januar

Udsendte danske soldater kalder det en »moralsk

forpligtelse« af sørge for sikkerheden for de ansatte

irakere, når de danske styrker senere på året trækker

sig ud af Irak. Forsvarsministeren afviser med henvisning

til, at der ville være tale om særbehandling.

»Jeg har sgu’ altid taget hurtige beslutninger, og

jeg var ikke i tvivl.«

Efter ti minutters telefonsamtale var Lars An-

dersen overtalt til at sige sit faste job op og køre

til Ebeltoft dagen efter for at begynde på et nyt

arbejde som teknisk medarbejder.

Det var ferietid, midt i juli 2007, og lederen af

Dansk Røde Kors’ asylarbejde i Jylland trak på sit

netværk for at skaffe det nødvendige personale

til at åbne to nye centre for de irakiske tolke, som

medierne havde talt højt og meget om i måneds-

vis. Af hensyn til irakernes sikkerhed gik der otte

dage, fra centerlederen fi k de første informatio-

ner om opgaven, før hun måtte sige en smule om

den.

24. februar

Soldaternes forening, Centralorganisationen for

Stampersonel, gentager opfordringen, som på dette

tidspunkt gælder 21 tolke.

30. februar

Udenrigsminister Per Stig Møller, Kons., lover at de 21

tolke ikke vil blive ladt i stikken.

»Alle havde en god forståelse for, at vi ikke

skulle snakke om detaljerne i opgaven, eller

hvem beboerne var,« siger centerleder Solveig

Vestergård.

Elleve dage efter ansættelsen af de første med-

arbejdere fl yttede de første irakiske beboere ind,

der var lavet vagtskemaer for døgnbemanding på

center Ebeltoft og center Thyregod, og skolen,

børnehaven og sundhedsklinikken var forberedt

til at løfte opgaven.

»Det giver et særligt kick at få sådan en lo-

gistik op at stå hamrende hurtigt, men jeg har

en tyrkertro på, at vi er gode til det, og derfor

er det vores pligt at gøre det,« siger Solveig Ves-

tergård.

tager imod og tager afsked

Dansk Røde Kors

asylafdeling er som

beredskabsorganisation

forpligtet til hurtigt at

kunne åbne og lukke

asylcentre afhængig af,

hvor mange beboere der

er. I 1999 indkvarterede

organisationen knap 3.000

fl ygtninge fra Kosovo og

åbnede 12 asylcentre på

otte uger. I 1992-93 modtog

organisationen cirka 20.000

asylansøgere fra borgerkrigen

i det tidligere Jugoslavien.

Dengang ankom der i

perioder fl ere end 1.000

mennesker om ugen.

Siden 1984 har

organisationen åbnet

og lukket mere end 350

asylcentre. I dag driver Dansk

Røde Kors seks centre og et

aktivitetshus.

30. marts

I Folketinget indgåes en bred, politisk aftale om den

danske tilbagtrækning i august. Som en del af aftalen

garanteres sikkerheden for de tidligere ansatte.

Opgaver står i kø

Lars Andersen var den første lokale medarbej-

der på center Ebeltoft. Rundt om ham myldrede

de elektrikere, malere og tømrere, som var ble-

vet hyret af asylafdelingens centrale sektion for

bygning og service, og som skulle få anstændige

boliger ud af de huse, der også tidligere havde

været asylcenter.

»Alle havde jo hørt om irakerne, så de smed,

hvad de havde i hænderne og arbejdede i døgn-

drift for os,« siger Lars Andersen om de første

ugers arbejde og de håndværkere, som blev hyret

af Røde Kors.

Flyttemænd kom med møbler fra Dansk Røde

Kors’ beredskabslager på Sjælland, administratio-

nen kom langsomt op at stå, og centret begyndte

at tage form. Lars Andersens første kolleger blev

rekrutteret fra vikarbureauer eller kom og arbej-

dede et par dage, mens de afspadserede på deres

faste job. Men efterhånden opstod en fast perso-

nalegruppe.

Enkelte ansatte var helt nye, andre havde lige-

som Lars Andersen tidligere været ansat i Dansk

Røde Kors og kendte til akutte beredskabsopgaver.

De var derfor ikke overraskede over effektiviteten,

sådan som skoleleder Henrik Bang Pedersen var.

Han fi k sin debut med modtagelsen af irakerne.

»I begyndelsen var jeg skeptisk over for den

stramme tidsplan, men mine erfarne kolleger

troede på det, og så var det jo bare om at løse

opgaverne, som stod i kø.«

På trods af sommerferien skaffede han frivil-

lige og kaldte medarbejdere på arbejde, så de

irakiske børn fra første dag kunne gå i en særlig

sommerskole.

3. april

Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, Venstre,

skriver i Berlingske Tidende, at det er et spørgsmål

om »borgerlig anstændighed« at hjælpe tolkene i

sikkerhed – også hvis det kræver, at de kommer til

Danmark. Dansk Folkeparti fastholder, at der må laves

ordninger for dem i Irak og ikke i Danmark.

Og mandag den 23. juli fl yttede de første 41 be-

boere ind på center Ebeltoft. Dagen efter kom an-

dre 40 irakere til center Thyregod, og inden ugen

var omme, var yderligere tre hold indkvarteret på

de to centre.

Betroet en speciel opgave

I december 2007 koordinerede Solveig Vester-

gård lukningen af center Ebeltoft fra sit kontor.

Der var kun ni beboere tilbage, og de skulle fl ytte

om få dage. Den første ansatte, Lars Andersen,

gik rundt i blå Kansas-dragt og samlede de ting,

der skulle afsted til center Jelling i stedet for at

komme på lager.

En uge tidligere holdt centrets beboere af-

skedsfest med følelsesladede takketaler og

ira kiske digte til personalet. På denne decem-

berdag fyldte minderne om festen mere hos per-

sonalet end trætheden fra den første måned.

»Det er fascinerende at blive betroet en så spe-

ciel opgave, så den tager man velvidende, at det

koster både nattesøvn og på hjemmefronten,«

siger skoleleder Henrik Bang Pedersen.

Centerleder Solveig Vestergård har arbejdet

med asylansøgere 22 år i Dansk Røde Kors, og

selvom hun i løbet af de to sommermåneder kun

holdt fri den ene dag, hendes mor fyldte 85 år,

så griner hendes familie, når hun siger, at det var

sidste gang, hun åbnede et asylcenter. Hun har

det ligesom Lars Andersen, der nu skal videre på

arbejdsmarkedet.

»Hvis der bliver behov en anden gang, så kom-

mer jeg igen.«

7. juni

Ifølge Berlingske Tidende har USA besluttet at give asyl

til 7.000 irakere, der har arbejdet for amerikanerne.

18. juni

TV 2 afslører, at en tolk, der arbejdede for

Udenrigsministeriet, blev dræbt af irakiske

oprørere i december 2006.

Fokus på sundhed

Det kolde, regnvåde Danmark

i august gjorde mange af de

evakuerede irakere forkølede,

fl ere gravide kvinder fødte

umiddelbart efter ankomsten,

og enkelte irakiske mænd

blev behandlet for alvorlige

fysiske krigsskader blandt

andet efter vejsidebomber.

Dansk Røde Kors gav de

evakuerede irakere samme

sundhedstilbud som alle

andre asylansøgere. Det

betyder, at deres helbred blev

kortlagt ved ankomsten, de

blev behandlet for akutte

eller smertefulde sygdomme,

børnene blev vaccineret

efter dansk standard, og

sundhedsplejersker fulgte

deres udvikling i tiden på

asylcentret. Derudover

har irakerne fået såkaldt

psykoedukation, som er

undervisning i, hvilke psykiske

reaktioner og symptomer, de

kan forvente i deres situation.

»Umiddelbart er der ikke

noget at mærke på gruppen,

men når man dykker ned

under overfl aden, har nogen

været i fængsel og måske

udsat for tortur, og mange

har forladt familiemedlemmer

eller børn derhjemme, fordi

afrejsen skete så hurtigt. Det

kommer de formodentlig til

at reagere på senere,« siger

Karen Margrethe Bjørn,

der leder Dansk Røde Kors

sundhedsarbejde i Jylland.

27. juni

Regeringen og Dansk Folkeparti indgår aftale »som

skal sikre, at ingen, som på en værdifuld måde har

bistået med den danske indsats i Irak, i den periode

hvor den danske bataljon har været en del af den internationale

koalition, bliver ladt i stikken, når den danske

bataljon hjemtages til august.« Aftalen fokuserer i

første omgang på tolke.


Fra den første besigtigelse den 3. juli og til den første

gruppe evakuerede irakere ankom den 20. juli, arbejdede

personalet professionelt og målrettet med at gøre

Sjælsmark Kaserne klar til at tage imod.

»Det var imponerende at se asylafdelingens beredskab

i aktion. Personalet er professionelt og erfarent, så det

kørte bare. Det krævede selvfølgelig et meget tæt og koordineret

samarbejde med Udlændingeservice, forsvaret,

lufthavnens sikkerhedsfolk og politiet. Samarbejdet var i

top, det var en fornøjelse.«

Jørgen Chemnitz, asylchef i Dansk Røde Kors.


Et Herkules militærfl y bragte en helt særlig last til

Danmark: Højgravide kvinder og nyfødte spædbørn. I en

container i fl yets last var der indrettet fødestue – men

ingen børn kom til verden under evakueringen.

Detaljen gør forskellen – og der blev tænkt på store og

små detaljer og behov, da Sjælsmark Kaserne blev gjort

klar til at tage imod de evakuerede irakiske tolke.


Y er en af de irakiske tolke, der i juli blev

evakueret til Danmark, fordi deres arbejde for

de danske myndigheder i Irak blev opfattet som

forræderi

De står hver dag ved det check-point, som adskil-

ler det internationale område fra resten af byen.

Skygger ham på vej til det irakiske udenrigsmi-

nisterium, når han henter papirer til den danske

ambassade, hvor han arbejder. Følger efter ham

til markedet, når han køber grøntsager og kød

til kantinen på arbejdet. Forfølger ham om afte-

nen, når han går hjem over broen og ser ligene af

dræbte landsmænd flyde forbi i floden.

Sådan er hverdagen for Y i Irak i månedsvis.

Hans forfølgere gør ham ikke noget, men en dag

ringer de:

»Du er en forræder, arbejder for besættelses-

magten. Og du ved, at vi ved det. Du får 14 dage

til at stoppe det.«

To uger senere ringer de igen og gør ham op-

mærksom på, at han nu kender konsekvensen af

ikke at adlyde deres ordre. Han skifter øjeblikke-

ligt job til et engelsk firma, som indkvarterer ham

20. juni

Asylafdelingens ledelse kaldes til møde i Integrationsministeriet

og bliver orienteret om den forestående

evakuering. I løbet af de næste uger holdes flere ’hemmelige’

møder om modtagelsen af de irakiske tolke og

deres familier. Blandt andet Udenrigs- og Forsvarsministerierne

og Udlændingeservice deltager i møderne.

Fra Irak tIl ny beGynDelSe på DjurSlanD

på arbejdspladsen, så han ikke behøver forlade

den beskyttede, internationale zone. I de føl-

gende måneder dør flere af hans venner, andre

forsvinder bare.

»Til sidst havde jeg en følelse af, at det var

sikkert, at jeg skulle dø en dag. Det var alene et

spørgsmål om tid, sted og årsag. Bare fordi jeg

arbejdede for danskerne og englænderne, som

man opfatter som fjenden.«

I dag har Y fået asyl. Han er en del af den

såkaldte »tolke-gruppe«, der blev evakueret til

Danmark i juli 2007. Men han kalder sig stadig

»Y« og har brug for anonymitet af hensyn til fa-

milien derhjemme, som har arvet truslerne mod

ham.

Hurtig afrejse

Det er søndag i slutningen af juli 2007, og han

besøger sin familie uden for byen. Fjernsynet er

3. juli

Det første ’hemmelige’ møde i Asylafdelingen for de

personer, som skal lede åbningen af modtagecentret på

Sjælsmark Kasserne og opholdscentrene i Thyregod og

Ebeltoft. Sjælsmark Kaserne besigtiges.

tændt i stuen, så alle hører, da tv-speakeren for-

tæller, at danskerne har »taget« de irakere, der

arbejder for de danske styrker i den sydlige Basra-

provins. Dagen efter ringer Y til sin tidligere ar-

bejdsgiver, den danske ambassadør, og spørger,

om han også kan få hjælp. Han bliver med det

samme kaldt til interview, og allerede to dage se-

nere får han besked på at aflevere sit pas.

»Det går stærkt, så pak dine ting og gør dig

klar, men sig ikke til nogen, at du skal til Dan-

mark.«

Beskeden fra sekretæren på den danske am-

bassade er klar. Y opfinder en historie om, at han

skal til Amman, hovedstaden i Jordan, for at få

opereret sin næse. Kun faderen ved besked, for Y

spurgte ham til råds, da han skulle vælge mellem

danskernes tilbud: At rejse til et andet land i re-

gionen, at finde et sikkert sted i Irak og få økono-

misk hjælp på op til 100.000 kroner til at etablere

6. juli

På Sjælsmarks Kaserne går arbejdet med at sætte i

stand og gøre klar i gang.

sig der – eller at søge om asyl i Danmark.

»Min far sagde, at mit liv jo ikke er pengene

værd, for hvis jeg er død, kan jeg alligevel ikke

bruge dem.«

Allerede om fredagen står Y i lufthavnen

sammen med den danske ambassadør. Via Græ-

kenland skal de rejse til Kastrup, derfra skal am-

bassadøren på ferie i hjemlandet, mens Y skal

begynde et nyt liv i et nyt land. Men flyet er over-

booket, og Y beder en ven, som er ansat i lufthav-

nen, om hjælp til at skaffe dem pladser. I løbet

af samtalen bliver Y’s dækhistorie afsløret ved et

uheld, og flere i køen omkring dem hører deres

sande destination. Fire dage senere ved alle i Y’s

hjemby, hvor han er rejst hen, og tre uger efter får

hans forældre trusselsbreve om, at de står for tur,

fordi Y ikke selv kan tage sin straf.

»Nu er jeg i sikkerhed, og det er jeg virkelig

taknemmelig for. Men min familie må flytte fra

sted til sted, og min søster er holdt op på univer-

sitetet. Det bekymrer mig meget.«

Gemmer sin baggrund

Y flytter til Dansk Røde Kors’ center Ebeltoft i

begyndelsen af august 2007. Her er en del andre

unge mænd i 20’rne og 30’rne, der har arbejdet

som tolke for de danske soldater i Irak. Nogle har

alvorlige fysiske krigsskader, andre har været i

10. juli

I Jylland orienterer leder Solveig Vestergaard personalet

på center Jelling om opgaven

fængsel og har måske været udsat for tortur. Alle

savner de nogen.

»Vi vidste, at vi alle var i samme båd. Vi blev

forfulgt, fordi vi fungerede som en bro mellem

irakere og danskere, og de fleste af os havde

forladt vores familier med få dages varsel. Nogle

havde endda efterladt kone og børn, som ikke

nåede at komme med.«

Y og de andre irakere får flere gange besøg

af danske soldaterkolleger fra Irak, som kender

deres fortid. Hos andre danskere møder de også

stor velvilje på grund af deres særlige baggrund,

men under et besøg i et indkøbscenter går de

forbi nogle landsmænd og den irakiske modstand

vender tilbage.

»De kunne høre, at vi kom fra Irak og sagde

vredt, at vi nok var de der tolke, der arbejdede

for Danmark. Så begyndte de at råbe, Saddam,

Saddam er en modig mand.«

Episoden var så ubehagelig, at Y har besluttet

at undgå steder med andre irakere nu, hvor han

har fået opholdstilladelse og er flyttet til en by

på Sjælland.

»Jeg er bange for, at min baggrund bliver kendt

i mit nye liv. Det er ok at fortælle til danskere,

men jeg vil nok prøve at undgå kontakt med an-

dre arabere et stykke tid. Jeg vil bare nyde freden

her i Danmark og få et nyt liv.«

11. juli

I det jyske bliver de første medarbejdere ansat. De begynder

på arbejde dagen efter. Også håndværkere bliver

hyret.

Sikkerhed i højsædet

Dansk Røde Kors har lagt

vægt på, at de evakuerede

irakiske asylansøgere reelt

kan opholde sig sikkert

i Danmark. Derfor bad

asylafdelingen om en

risikovurdering fra Politiets

Efterretningstjeneste.

Vurderingen lød på, at de

evakuerede burde leve

anonymt for at beskytte

familierne i Irak mod trusler.

Dansk Røde Kors besluttede

derefter at skærpe

diskretionen. For eksempel

blev pressen holdt på afstand,

fordi et foto måtte formodes

at kunne bringe den enkelte

eller familien i Irak i fare.

Det er også grunden til, at

billederne af de evakuerede

irakere i denne publikation

er slørede.

De særlige centre var

døgnbemandet med Røde

Kors-personale, alle gæster

blev registreret, og politiet

patruljerede dagligt.

20. juli

De første 200 evakuerede irakere ankommer med et

chartret fly til Københavns Lufthavn. Røde Korspersonale

modtager dem på landingsbanen sammen med ansatte

i blandt andet Udlændingeservice og politiet.


klar tIl Danmark på 5 måneDer

Turbo-undervisning i dansk sprog, normer,

sundhed og arbejdsmarked følger med de

evakuerede irakere ud i det danske samfund

»Hvordan betaler man skat?«, »Hvad er Dan-

marks vigtigste eksportvare?« og »Kan vi bruge

vores eksamensbeviser fra Irak?«

Spørgsmålene var målrettede og ambitiøse,

da 25 irakere i august 2007 besøgte Ebeltoft

Rådhus som en del af undervisningen på Dansk

Røde Kors’ lokale asylcenter. De velklædte mænd

og kvinder i byrådssalen blev fl øjet til Danmark

bare fem uger tidligere og kom i sikkerhed for de

trusler, som fulgte med at arbejde for de danske

tropper i Irak. I august var Udlændingeservice

kun lige begyndt at interviewe dem til behand-

lingen af deres asylsag, men irakerne havde høje

forventninger, lange uddannelser og solid er-

hvervserfaring med i bagagen. De havde allerede

21. juli

Tidligt om morgenen ankommer et militærfl y med højgravide

kvinder, nyfødte og familiemedlemmer til Københavns

Lufthavn. Igen er asylafdelingens personale klar

til modtagelse på landingsbanen. Indtil slutningen af

august ankommer fl ere særfl y med evakuerede.

stillet ind på fremtiden i det nye land.

»Vi vil ud og have et privatliv og spille en rolle

i samfundet. Vi har jo hørt, at Danmark mangler

tandlæger, læger og ingeniører, så det vigtigste

er at lære dansk sprog og levevis,« sagde en kvin-

delig irakisk tandlæge.

Sulten efter undervisning

Dansk Røde Kors’ særlige centre for evakuere-

de irakere besluttede man hurtigt at give de nye

beboere turboundervisning. De fi k samme tilbud

som andre asylansøgere, men i en komprime-

ret udgave. Personalet var fra begyndelsen klar

over, at der var tale om en aktiv og videbegærlig

gruppe.

23. juli

Første bus med 41 personer ankommer til center

Ebeltoft under stor mediebevågenhed.

De første evakuerede irakere ankommer med et chartret

fl y tidligt om morgenen den 20. juli. Klart til at byde velkommen

er blandt andet Dansk Røde Kors’ asylafdeling,

Udlændingeservice og repræsentanter for hæren.


6

»Det stillede store krav til os, ligesom det senere

blev en stor udfordring for de kommuner, som i

dag har fået nye irakiske borgere,« siger Dansk

Røde Kors’ asylchef Jørgen Chemnitz.

For de voksne betød det 20 timers undervis-

ning om ugen i dansk sprog og emner som de-

mokrati, uddannelse og dansk skik og brug. Vok-

senlærer på center Ebeltoft, George Rampestad,

valgte derfor at kombinere al klasseundervisning

med besøg på danske institutioner, og hans

sprogundervisning knyttede an til forhold i Irak,

som beboerne kunne forholde sig til.

»De har større forventninger end andre asyl-

ansøgere på grund af deres baggrund, og fordi

de er inviterede. De er topmotiverede, og jeg kan

mærke, at mange lærer sproget meget hurtigt,

fordi de er vant til uddannelse,« siger George

Rampestad.

På center Thyregod i Midtjylland boede de nye,

irakiske børnefamilier. De mindste børn på under

seks år begyndte med det samme i børnehave på

Dansk Røde Kors’ nærliggende center i Jelling, og

24. juli

Første bus med 40 personer ankommer til center

Thyregod. I løbet af den næste uge ankommer flere evakuerede

irakere til Ebeltoft og Thyregod.

dagen efter ankomsten stod lærere og frivillige

klar til at modtage de større børn i en særlig som-

merskole. Med sanglege, spil og tegning blev de

nye elever introduceret til de danske gloser.

»Vi oplevede en gruppe børn, som var meget

’sultne’ og undervisningsparate, og forældrene

bakkede virkelig op om skolen,« siger Henrik

Bang Pedersen, som leder Dansk Røde Kors

børne- og voksenskole i Jylland.

De voksne beboere på center Thyregod fik

dog også en overraskelse ved mødet med skolen.

Forældre blev undervist på hvert sit hold i løbet

af dagen, så enten far eller mor hele tiden var

hjemme til at passe de alleryngste.

»Mændene grinede og troede, det var vores

spøg, at de skulle passe børn. De tabte virkelig

underkæben, da de forstod, at vi mente det med

ligestillingen. De syntes, det var meget underligt,

men de passede faktisk deres børn – for nogle af

dem var det første gang nogensinde,« siger Karen

Margrethe Bjørn, der er stedfortrædende leder på

center Jelling.

31. august

De første får opholdstilladelse, det gælder 66 personer

på center Thyregod. Den 1. oktober overgår de til kommunen.

I løbet af 2007s sidste måneder får så godt som

alle de evakuerede irakere opholdstilladelse, og Dansk

Røde Kors’ aktiviteter bliver færre i samme takt.

Tror på fremtiden

Fem måneder efter ankomsten fik alle beboere

på center Ebeltoft asyl i Danmark, og i slutningen

af 2007 flyttede de til 22 forskellige kommuner.

Alle havde en mindre stak papirer med sig, som

beskriver, hvad de har lært og lavet under ophol-

det hos Dansk Røde Kors, hvordan deres helbred

er, hvilken uddannelse, erhvervserfaring og livs-

situation de tog med fra Irak, og hvilke mål og

forventninger de har for fremtiden. Dem er der

mange af.

»De har alle et svar på rede hånd, også dem

uden uddannelse har planer for tiden, der kom-

mer. Det ser vi ikke så tit hos andre asylansøgere,

for ambitionerne smuldrer væk i løbet af de man-

ge år, hvor de venter på en uvis fremtid,« siger

netværksmedarbejder Kirsten Forbes, der havde

ansvaret for de såkaldte overgivelsespapirer.

En af de unge mænd fra byrådssalen i Ebel-

toft er en ung ingeniør. Han har i dag fået svar

på mange af de spørgsmål, han stillede i august

måned, og ligesom andre uddannede irakere har

7. november

Dansk Røde Kors giver Sjælsmark Kaserne tilbage til

Forsvarsministeriet ved en afleveringsforretning.

han fået oversat sine eksamenspapirer til danske

forhold. Nu har han meldt sig ind i Ingeniørfor-

eningen i Danmark, IDA.

»Jeg vil meget nødig have penge af kommunen.

Jeg vil forsørge mig selv og være aktiv. Jeg for-

venter ikke, at jobcentret kan hjælpe mig. De vil

nok bare aktivere mig og give mig et rengørings-

job, så jeg får bedre hjælp af IDA, eller hvis jeg får

et netværk. Men jeg forventer, at min fremtid er

positiv,« siger han.

»Jeg kan lide den vestlige levevis, jeg kan en-

gelsk og er ingeniør, og den viden, vi fik hos Røde

Kors, er ekstremt værdifuld. Vi har lavet et cv, vi

ved hvordan man opfører sig til en jobsamtale, og

at man for eksempel ikke spørger om en kvindes

alder! Og så kan jeg lidt dansk, men jeg tror, det

går langsommere med at lære mere på sprogsko-

len end hos Dansk Røde Kors. Nu må jeg bare selv

tage ansvar for det.«

20. december

Flaget tages ned på center Ebeltoft, centret er klar til

lukning.

Irakerne evaluerer Dansk røde kors

Hvad synes du om den måde, vi modtog dig på?

Hvordan var den undervisning i dansk og danske

forhold, som du fik af Dansk Røde Kors?

Asylcenter Jelling er i gang med at evaluere den

særlige indsats overfor de evakuerede irakere.

Svarene skal bruges til at gøre Asylafdelingens

beredskab endnu bedre, så fremtidige særlige

grupper af asylansøgere kan få den bedst mulige

ankomst til og tid på asylcentrene. De foreløbige

resultater ser positive ud.

»Vi får ros for at have alting klar ved ankomsten

– fra værelser og internetforbindelse til

rengøringsmidler i skabene. Og for at have hjulpet

og støttet dem. Men nogle undrer sig over, at

de skulle vente i flere dage på at komme til hos

sygeplejersken og først derefter kunne komme til at

se en læge,« siger centerleder Solveig Vestergaard.

Evalueringen ventes færdig i begyndelsen af 2008.


DokumentatIon For pSykISke lIDelSer

Hvert tredie barn og ung på asylcentrene har det psykisk så dårligt, at de bliver syge af

det. Ny videnskabelig undersøgelse bekræfter Dansk Røde Kors’ bekymring

35 procent af alle børn og unge på mellem fire og

16 år på Dansk Røde Kors’ asylcentre viser tegn

på psykiske lidelser. Det er konklusionen på en

stor undersøgelse, som Københavns Universitet

lavede i 2007 på bestilling fra Dansk Røde Kors.

Børnene er kede af det, nervøse og svimle, og

de har ondt i ryggen, maven eller hovedet flere

gange om ugen.

»Vi vidste, at de har det rigtig dårligt, men nu

er det også videnskabelig dokumenteret,« siger

Jørgen Chemnitz, chef for Dansk Røde Kors’ asyl-

arbejde.

Børn på asylcentrene

lider blandt andet af

hoved- og mavepine,

og de er nervøse og

kede af det.

Organisationen har længe haft særligt fokus

på, hvordan børnene reagerer på de stigende

opholdstider, og på at nogle familier har boet

på asylcentre i op til fire år. Fagpersonalets be-

kymring er gennem de senere år blevet omsat til

handling, for eksempel ved ansættelse af social-

rådgivere på alle centre og forsøg med en udred-

ningsenhed, som undersøger sager om udsatte

børn. Enheden er senere blevet gjort til en per-

mament ordning. Ligesådan har Dansk Røde Kors

gennemført flere såkaldte screeningsundersøgel-

ser, der sammeholder fagpersonalets formodnin-

ger og erfaringer.

I den eksterne 2007-undersøgelse kortlagde

Institut for Folkesundhed 246 asylbørns psykiske

situation ved hjælp af spørgeskemaer til deres

lærere og pædagoger og ved at spørge de unge

selv. De 246 deltagere i undersøgelsen svarer til

95 procent af alle børn og unge i aldersgruppen

fra fire til 16 år.

Personalet svarer, at 31 procent af børnene har

tegn på psykiske lidelser, og 31 procent er også

belastede af det. Når de unge mellem 11 og 16 år

selv svarer, så vurderer hele 58 procent, at de har

tegn på psykiske lidelser. Det er et kendt fæno-

men i den type undersøgelser, at børn, forældre

og fagpersoner giver forskellige svar.

»Pædagoger ser børnenes adfærd, og forældre

er opmærksomme på symptomer, mens børn og

unge selv svarer ud fra deres følelser,« siger chef-

læge Ebbe Munk-Andersen fra Dansk Røde Kors.

Undersøgelsen Psykisk helbred blandt asylbørn i Danmark

blev offentliggjort i efteråret 2007.

Den kan læses på asylafdelingens hjemmeside

www.asylum.redcross.dk/sw79708.asp

Selvhjælp tIl

GlaDere lIv

Viden om stress og

traumer mildner

psykiske problemer

Far kan ikke sove om natten, mor græder hver

dag, og de to søskende kommer jævnligt op og

slås. Det kan være situtionen i hjemmet for asyl-

børn med psykisk syge forældre.

I 2007 satte Asylafdelingen fokus på at hjælpe

børnene til at få et godt liv, selvom familien har det

svært. Igennem psykoedukationsforløb fik børne-

ne hjælp til at forstå forældrenes reaktioner.

»Psykoedukation går ud på at give mennesker

følelsen af kontrol over deres eget liv tilbage. Det

hjælper mange, at de får en viden, som kan for-

klare dem, hvorfor de selv eller deres familiemed-

lemmer har det, som de har det,« siger psykolog

Dea Seidenfaden fra Dansk Røde Kors´ psykotrau-

mecenter.

Den psykisk dårlige stand kan skyldes traumer

eller de usikre fremtidsudsigter, som mange asyl-

ansøgere lever med, og som for de fleste udgør

en voldsom stressfaktor. Det er den slags, der bli-

ver undervist i: Viden om for eksempel stress og

traumer og om udløsende faktorer.

Psykotraumecentret håber at kunne arbejde

med hele familier i 2008, fordi erfaringen viser,

at det giver bedre resultater. Psykolog Dea Sei-

denfaden understreger dog, at selvom metoden

hjælper mange, så kan den ikke erstatte et egent-

ligt terapiforløb.

»En kvinde tror måske, hun er ved at blive

sindssyg, fordi hun får flashbacks og ikke kan

styre sine tanker. Med psykoedukation kan hun

blive bevidst om, at det er helt almindeligt for

mennesker, som er blevet voldtaget. Så ved hun,

at hun ikke er på randen af sindssyge, og hun kan

slappe lidt af. Men det fjerner jo ikke selve trau-

met,« siger hun.

I 2007 fik også de evakuerede irakere psyko-

edukation. Deres forløb var intensive og varede

blot et par dage. Andre forløb består af en ugent-

lig session i otte til 12 uger.

tradition for undersøgelser

Dansk Røde Kors’ asylafdeling har i mange år

undersøgt og fået undersøgt asylansøgernes

vilkår og hvordan, de påvirker dem. Den første

store undersøgelse var læge Helge Kjersems

Migrationsmedicin i Danmark. Den blev

offentliggjort tilbage i 1994 og lagde grunden

til den holdning, som senere har været i front i

asylarbejdet: Ingen bør leve i mere end et år i den

usikkerhed som en uafgjort asylsag betyder.

Ingen efterfølgende undersøgelser - fra Dansk Røde

Kors eller andre - har siden draget konklusionen i

tvivl. En svensk undersøgelse har siden vist, at der

for asylansøgere ikke er forskel på, om de bor på

et center eller udenfor. Det er usikkerheden, som

er afgørende.


30

Et liv som asylansøger gør det svært for 14-årige Shushanik at have

venner og fortrolige. Ligesom fremtidsplaner er et ukendt begreb

Det eneste, hun selv bestemmer over er tankerne.

I hovedet kan hun åbne og lukke for venskaber og

fortrolighed, og hun kan skubbe bekymringerne

og fremtiden væk. Men om aftenen kan hun ikke

falde i søvn.

»Jeg tænker på nu og her, så må jeg få det

bedste ud af det. Det er altid forfra igen, og jeg

kan alligevel ikke forandre det. Men man bliver

træt.«

14-årige Shushanik forlod Ukraine for ni år

siden med sine forældre og en storebror. Siden

har de været asylansøgere i fem europæiske

lande og fået en lillebror, så de seneste halvan-

det år i Danmark er blot endnu et sprog, endnu

en skole og flere potentielle venner, som måske

forsvinder igen.

Så lidt venner som muligt

»Et asylcenter er godt for mennesker, som ikke

har et hjem, men det er bedre, hvis man har et

normalt liv. Det ønsker alle sig.«

For Shushanik betyder »normalt« at bo i sit

eget hus, have sit eget værelse, mange venner,

»jeG beholDer Det InDenI mIG«

naboer, en far med et arbejde og en rask mor.

Forestillingen er helt forskellig fra hendes nuvæ-

rende hverdag i den lille lejlighed på asylcentret.

I stuen sover hun med sine to brødre, for mode-

ren har brug for forældrenes soveværelse hele

dagen.

»Min mor er syg, og far passer på hende. Jeg

tror, hun er blevet syg af alle de forandringer og

flytten rundt, men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke,

hvad der foregår i hende. Nogle gange tænker

jeg, at det kunne være min skyld. Hun ligger på

værelset og siger ikke så meget. Spiser sine tab-

letter. Far siger nogle gange, at vi skal prøve at

forstå hende. Han prøver også at sige, at vi skal

gå ud til vores venner, for han kan ikke lide, at vi

skal have det sådan.«

Venner er der mange af, siger Shushanik. Hun

er venner med alle de andre børn og unge på

asylcentret, og så er der bedsteveninden, som

hun går sammen med i klubben eller på bibliote-

ket, hvor de skriver sammen på Messenger. Men

ikke om, hvordan de har det.

»Hun har jo også sådan et liv. Jeg snakker ikke

så gerne om det. Jeg beholder det indeni mig.

Jeg kan godt sige det til far og mor, men de kan

jo ikke forandre det. Hvis nogen spørger mig, så

svarer jeg, men jeg går ikke til dem selv. Nogle

gange snakker jeg med Grethe (sundhedsplejer-

sken, red.) oppe på klinikken her på centret. Det

er det eneste. Alle, der bor her, kommer og går

igen, så det bliver aldrig til noget. Man prøver at

få så lidt venner som muligt, fordi man ikke ved,

om man kan blive. Hvis man flytter, så har man

ikke kontakt mere, og det er ikke så rart.«

Fremtiden er et brev med regninger

Russisk, tysk, armensk og dansk. Shushaniks

barndom har lært hende fire sprog, og i skolen er

hun nu ved at lære engelsk. Hun klarer sig rigtig

godt og skal snart begynde i en lokal folkeskole.

»Det er selvfølgelig flot, at jeg kan. Det hjæl-

per meget at gå i skole. Mine lærere er rigtig

gode, men jeg er ikke rigtig glad, for jeg ved

ikke, om jeg bliver længe nok til at få en uddan-

nelse. Jeg ved ikke, om jeg kan nå det. Engang

ville jeg være advokat, men så skal man arbejde

med asyl, og så vender det hele tilbage. Nu har jeg tænkt

på, at jeg måske skal arbejde i en bank. Når jeg får gode

karakterer, så tænker jeg på, hvad jeg skal være engang,

men derhjemme tænker jeg aldrig på det.«

Fremtiden er i det hele taget noget, Shushanik forsøger

at holde på afstand.

»Jo ældre man bliver, jo mere træt bliver man af det

her. Min lillebror på otte han forstår jo ikke så meget. Jeg

har ventet hele mit liv. Jeg venter på at få ophold, så jeg

ikke skal flytte og kan koncentrere mig om skolen og at

beholde mine venner. Jeg tænker faktisk på, hvad der skal

ske med os hver eneste dag. Når andre får ophold, så bli-

ver jeg selvfølgelig glad, men så tænker jeg også, hvornår

sker det for mig? Det samme når andre får negativ. Jeg må

bare styre tankerne, men hver dag før jeg går i skole, kig-

ger jeg, om vi har fået brev og om det måske er negativ.

Når man får ophold, så kan man bare tænke, at brevet

nok er regninger.«

Fremtiden kommer pr. brev

Udlændingemyndighederne

sender brev til asylansøgerne,

når deres sag er afsluttet.

Hvis ansøgeren får

opholdstilladelse, flytter

han eller hun og familien fra

centret og til en kommune,

hvor integrationsperioden

begynder med blandt andet

danskundervisning.

Er afgørelsen et afslag, i

daglig tale på centrene

ofte kaldet negativ, skal

asylansøgeren rejse til sit

hjemland. Sker det ikke

frivilligt, kan politiet eskortere

den eller de pågældende

personer til hjemlandet.

børnene må følge forældrene

Nogle asylansøgere flakker

om i Europa i kortere eller

længere perioder. I fagteknisk

tale kaldes disse personer for

funktionelle nomader. Det er

Dansk Røde Kors’ erfaring, at

mennesker fra denne gruppe

er blandt de asylansøgere, der

har det psykisk meget dårligt.

Nogle af de såkaldt

funktionelle nomader er

enlige, andre er familier med

børn. De voksne kan have

forskellige grunde til at ville

rejse videre fra et land til et

andet. Børnene har sjældent

noget valg: De må blot følge

med deres forældre.


3

aSylbørn er en GevInSt For FolkeSkolen

»Jeg vidste, at både lærerstaben og børnene her

på skolen ville byde asylbørnene velkommen, så

jeg sagde ja med det samme,« siger skoleleder

Hanne Reppien om sin reaktion, da hun i 2006

blev spurgt, om hun og Enghave Plads Skole i Kø-

benhavn ville modtage asylbørn.

De fl este børn fra asylcentre er begyndt at gå i

almindelige folkeskoler, hvor de deler hverdag med

danske børn. Til glæde ikke bare for børnene, men

også for skolerne

Siden har otte børn fra center Fasan og center

Kongelunden været gennem skolen. I dag er to

tilbage, et søskendepar som netop har fået op-

holdstilladelse. Familien vil gerne blive i Køben-

havn, så de to døtre ikke behøver skifte skole. For

de to piger er lige så glade for at gå på skolen,

som skolen er for at have dem.

»Morgenen efter, familien havde fået opholds-

tilladelse, stod den store pige på mit kontor og

fortalte glad: Hanne, vi har fået opholdstilla-

delse! Kan vi blive på skolen?« fortæller Hanne

Reppien

Asylområdet bliver levende

Hanne Reppien er fuld af beundring for asylbør-

nene, som hun kalder stærke, og fuld af stolthed

over, at de er blevet taget så godt imod af både

børn og lærere.

Ifølge skolelederen er omkostningerne ved at

åbne skolen for asylbørn, at det var en barsk

følelsesmæssig oplevelse for både hende selv,

lærerne og eleverne, da en bosnisk familie blev

tvangsudsendt efter afslag på asyl. Eleverne fi k

ikke sagt farvel til deres klassekammerat, som

blev hentet midt om natten og ekspederet ud af

landet.

»Jeg fortalte børnene om morgenen, hvad der

var sket, og det var selvfølgelig voldsomt for dem

at opleve. En enkelt brød sammen. Børnene var

jo blevet venner, og de havde knyttet sig til hin-

anden.«

Trods de følelsesmæssige omkostninger er

skolelederen begejstret for at have asylbørn i sine

klasser.

»Børnene på skolen i dag ved, hvad det vil sige

at være asylansøger. De kender eller har kendt

asylansøgere, og de har besøgt asylcentre. Det er

vævet ind i deres hverdag. De yngste asylbørn,

vi har haft, gik i 4. klasse, og fra den alder er det

fi nt, at børnene får noget at vide om den barske

virkelighed. Og det må man sige, de har fået,«

siger Hanne Reppien.

Asylbørn er velkomne på Enghave Plads Skole i København. De lærer de

andre børn om den barske virkelighed, mener skolelederen.

Fra center til folkeskole

Ved slutningen af 2007

gik omkring halvdelen af

skolebørnene på asylcentrene

i folksekole. Andelen svinger

en del året igennem, men

tendensen er klar: En god del

af børnene går i udeskole.

Sådan har det ikke været

altid. Omkring midten af

1990’erne fi k de første børn

lov til at gå i skole udenfor

centrene. I de første år

derefter lavede de enkelte

asylcentre aftaler – som regel

uformelle – med folkeskoler

i deres nærområde om

børnenes skolegang.

Efterhånden som fl ere

asylbørn er begyndt at gå

i folkeskole er aftalerne

blevet formaliseret. Derfor er

det heller ikke længere den

enkelte skoleleder, der indgår

aftalen med Dansk Røde

Kors’ asylafdeling. Det gør

som regel borgmesteren i den

pågældende kommune.

I 2007 blev der indgået

skoleaftaler med Hillerød,

Allerød, Ringsted, Lejre, Ny

Vejle og Nordfyns kommuner.


3

Asylskolen har pædagogisk, faglig og fysisk

speciale i at hjælpe og støtte de børn, som

ikke er fagligt eller socialt stærke nok til at

gå i folkeskole

SærlIG Skole tIl børn meD SærlIGe behov

Asylskolerne har speciale i børn med særlige behov. Med udgangen af 2007 driver

Dansk Røde Kors’ asylafdeling to skoler, en i Lynge på Sjælland og en på center Jelling i Jylland.

I takt med at mange asylbørn nu går i kommunale

skoler, bliver en gruppe med særlige behov til-

bage på asylcentrene: Børn som enten sprogligt,

fagligt eller socialt ikke vurderes gode nok til den

dansk folkeskole. For dem er det en forandring til

det værre, når de dygtigste kammerater forsvin-

der fra klassen.

»Det har en stærkt, afsmittende effekt, når

mindre dygtige børn går i skole med mere dyg-

tige. De ser op til dem og lærer mere. Den sidege-

vinst mangler vi i dag på asylskolerne,« siger Paul

Karoff. Han er leder af Dansk Røde Kors´ asylafde-

lings skoler på Sjælland og har det overordnede

ansvar for asylbørnenes skolegang.

»Den børnegruppe, vi underviser på asylsko-

lerne i dag, er en anden end for bare få år siden.

Vi er i dag reelt en specialskole, forstået sådan at

alle vores elever kræver en særlig indsats. Nogle

af dem er fagligt skarpe men har endnu ikke

sprog til at begå sig på dansk, andre er så påvir-

kede af deres families uafklarede situation, at de

har svært ved overhovedet at lære nyt. Derfor

er der behov for en helt anden intensiv, pæda-

gogisk indsats overfor de børn, der er tilbage,«

vurderer han.

Færre børn i hver klasse

Paul Karoff er i gang med at formulere linierne

for en sådan ny pædagogisk indsats. Et centralt

ønske er at halvere klasserne, så der bliver seks

elever i hver. Det vil give mulighed for at praktise-

re såkaldt relationel pædagogik, hvor det enkelte

barn gennem tæt kontakt til læreren føler sig tryg

og set og derved bliver i stand til at lære.

»Børnene har brug for en struktureret hver-

dag. Det er vigtigt for dem at vide på forhånd,

hvad der skal ske den dag, og at de er i kontakt

med en voksen, som de har tillid til, har styr på

tingene,« siger Maiken Riisholt, som er lærer for

4.-7. klasse på Lynge Skole.

Udover at indføre små klasser, er der planer

om at fokusere mere på fag som it-færdigheder,

der kan bruges uanset hvor i verden, børnene en

dag vil befi nde sig med deres familier.

Skolen er børnenes helle

To pædagogiske tiltag er allerede iværksat. Det

ene er ansættelsen af lærere, som har særligt an-

svar for børnenes trivsel. Det andet er at fl ytte

skolegangen væk fra asylcentrene. I august 2005

åbnede Røde Kors en skole i Lynge, og hver mor-

gen kører busser med børn fra de sjællandske

centre Sandholm, Gribskov, Fasan, Kongelunden

og Avnstrup op foran skolen. Den blev startet

som et forsøg og har vist sig at give meget po-

sitive resultater.

»Det har gjort en kæmpe forskel for børnene.

De får det godt af at komme væk fra forældrenes

svære problemer,« siger lærer Mia Jakobsen.

Den foreløbige erfaring er, at børnene blom-

strer op ved at komme væk fra de centre, de bor

på. På centrene tjekker mange børn i frikvarterer-

ne lige, om forældrene er ok. Hvis de er bekym-

rede for forældrene, bliver de ofte væk fra under-

visningen.Ved at fl ytte skolen ud af centrene, får

børnene et frirum, hvor de kan koncentrere sig

om deres egne liv og skolegang.

Mia Jakobsen var tidligere ansat på skolen på

asylcentret Avnstrup men var i 2005 med til at

starte skolen i Lynge.

»På skolen i Lynge er vi tættere på børnene.

Når der opstår konfl ikter, tackler vi dem her. Det

er helt tydeligt bedre for børnene, at der er klare

grænser for, at vi som lærere har ansvaret for

dem i skoletiden. De bliver trygge ved, at vi som

lærere har ansvaret for dem i skoletiden, og de

fi nder ro til at lære.«

trivsels-lærere

AKT-lærere er en forkortelse for adfærd,

kontakt og trivsel-lærere. De fi ndes også i

folkeskolerne, men der er stor forskel på,

hvordan og hvor meget de bruges i den

enkelte kommune.

I 2007 fi k hver asylskole en fuldtids AKTlærer,

fordi Dansk Røde Kors vurderer, at

deres arbejde er centralt for skolens kvalitet

og derfor prioriterer indsatsen.

AKT-læreren er bindeleddet mellem

eleven, familien, skolen, asylcentret og

det psykosociale team, der er en væsentlig

grundsten i arbejdet med asylfamilier. Det

psykosociale team tæller blandt andet

socialrådgiver og psykolog, og gennem

sin plads i det team har AKT-læreren

både adgang til viden om barnets

families situation, og kan bidrage til det

psykosociale team med informationer om

barnet. Er der ting at tage hånd om, kender

AKT-læreren til barnets familie og vilkår.

AKT-lærere blev introduceret i sommeren

2006. Det skete efter et forår med øget

bekymring over asylbørnenes vilkår.

Røde Kors inviterede Folketingets

integrationsudvalg på besøg, og den

efterfølgende opmærksomhed mundede

ud i en ekstrabevilling på 36 millioner

kroner. De blev brugt på AKT-lærere,

oprettelse af børnehaveklasser og

modersmålundervisning, og på at give

børnefamilier bedre fysiske vilkår på

centrene.


36

Nysgerrige blikke bliver sendt over hegnet til fri-

tidsklubben i Jellings skaterbane og moon cars.

Blikkene tilhører børn fra det nærliggende asyl-

center, og da klubbens leder Kurt Thomsen opda-

ger dem, går han til lederen af asylcenteret.

FrItIDShjem oG aSylCenter I poSItIvt

SamarbejDe En lokal aftale mellem den kommunale fritidsklub og

center Jelling har ændret tilværelsen for børnene på

asylcentret

»Hver gang jeg i tv eller radio hører om pro-

blemerne med integration tænker jeg, Hvor svært

kan det være?!« siger klublederen.

For ham skulle det vise sig ikke at være svært.

Resultatet af hans reaktion på de længselsfulde

blikke blev en aftale, der giver asylbørnene ad-

gang til klubben på lige vilkår med kvarterets

andre børn og unge. I dag køber asylcentret 30

pladser i klubben, og aftalen er fl eksibel nok til at

rumme perioder med både fl ere og færre børn.

Effekten af samarbejdet er både social og

sproglig, mener Henrik Bang Pedersen, som er

leder af skolen på center Jelling.

»Der sker en enorm sproglig afsmitning ved at

asylbørnene leger med danske børn hver dag. De

samler lynhurtigt en masse hverdagssprog op ved

at komme i fritidsklubben. Faktisk lærer de dansk

langt hurtigere end i modtageklasser på asylsko-

lerne,« fortæller han.

Daglig kommunikation

I hverdagen sørger pædagog Randi Laugesen fra

fritidsklubben for tæt kontakt til asylcentret. Hver

dag besøger hun skolen, før børnene kommer i

fritidsklubben.

»Jeg får at vide, om der er noget på færde med

familierne, som påvirker børnene. Hvis der er, de-

ler jeg det med mine kolleger i fritidsklubben, så

alle ved, hvis et barn har brug for noget særligt,«

siger hun.

Efter fritidspædagogens opfattelse er samar-

bejdet »kanon«, og selv om både fritidsklubbens

leder og lederen af center Jelling bruger andre

ord, er alle parter tydeligvis begejstrede for sam-

arbejdet.

»Ingen tvivl om, at samarbejdet er en stor beri-

gelse for vores børn. Og det er nemt for os at få til

at fungere, fordi vi bor så tæt på hinanden. Kurt

og jeg sætter os bare ned og snakker om tingene,

når der er noget at snakke om,« siger centerleder

Solveig Vestergaard.

Leder af fritidsklubben Kurt Thomsen peger på

vilje og lyst som de to afgørende faktorer for det

gode samarbejde. Om sine egne ansatte i fritids-

klubben siger han:

»De klør på med krum hals, for de kan mærke,

at de her reelt gør en forskel.«

Den oprindelige aftale er fem år gammel, og

den er siden fl ere gange blevet udvidet. Senest

er det besluttet, at asylbørnene kan komme med

svømmebussen, når den fragter fritidsklubbens

børn til svømmehallen.

aktiviteter til alle børn

Hvert Røde Kors-asylcenter

har sin egen fritidsklub,

som er for børn og unge på

mellem seks og 17 år.

Mange børn og unge

går også til sport eller

ander fritidsaktiviteter i

lokalsamfundet. Et centers

fritidskoordinator har

ansvaret for det samlede

tilbud til børn og unge,

og han eller hun er ofte

også bindeled til klub- og

sportslivet i lokalsamfundet.

Både socialt og sprogligt nyder asylbørn godt af at gå i fritidsklub med danske børn.


3

GenSyn meD GrIbSkov

I juni rejste børn og unge fra hele Danmark til Gribskov for at gense hinanden,

personalet og det sted, der var deres første hjem i her i landet. For første gang

holdt asylcentret gammel elev-fest

»Jeg blev så glad, da jeg fik invitationen til fe-

sten. Det var som at få brev fra min familie,« siger

19-årige Marie. Hun boede på center Gribskov i

halvandet år, efter hun kom 16-årig til Danmark

fra Rwanda uden sine forældre.

»Gribskov var mit første hjem i Danmark. Jeg

sagde ja med det samme,« siger hun.

Invitationen var til en fest arrangeret af centrets

personale, som var nysgerrige efter at finde ud af,

hvad der var blevet af de tidligere beboere, og om

de selv som fagpersoner havde gjort en forskel i

børnenes liv.

Asylcentret for uledsagede børn inviterede tidligere beboere til fest.

Initiativet skabte et helt specielt møde og en

ganske særlig dag. Alle samledes til en velkomst-

drik om eftermiddagen, og der var glad sludren

og grin i solskinnet, indtil buffeten stod klar.

Maden var lavet af en tidligere beboer, og senere

blev der danset og snakket. De, der var kommet

langt væk fra, overnattede på centret.

Gensyn med personalet

»Det bedste ved at komme tilbage og besøge

Gribskov var at se personalet igen og at være

sammen med nogle af de gamle venner, jeg ikke

havde set i lang tid,« fortæller Jimmy på 15, som

kom til Danmark fra Burundi som 11-årig og bo-

ede på Gribskov i halvandet år, før han fik asyl.

»Personalet var dem, jeg kunne stole på. Så

jeg blev glad af at være der. Jeg har god kontakt

med nogle af vennerne fra dengang. Vi besøger

hinanden i weekenderne, rejser rundt i landet for

at ses. Men andre har jeg ikke set, siden jeg flyt-

tede. Og jeg havde ikke været på Gribskov siden

jeg flyttede derfra.«

Maries og Jimmys glædelige gensyn er af den

slags, som personalet ikke kunne ønske sig bedre.

Begge fungerer i dag godt i danske rammer. Ma-

rie bor for sig selv i Frederikssund og er glad for

at gå i gymnasiet. Jimmy bor på et børnehjem og

trives fint med skolen og de mange timer, han

hver uge bruger på fodbold.

Den slags oplevelser og oplysninger er vig-

tige for kultur- og fritidskoordinator på centret,

Sirius Holmbye, som var med til at arrangere fe-

sten. Børnene på Gribskov er en særlig gruppe af

såkaldt uledsagede mindreårige asylansøgere,

altså børn og unge, som kommer til Danmark

uden nære voksne familiemedlemmer. Mange

knytter stærke bånd til personale og andre børn

på centret.

Der er aldrig lavet nogen undersøgelse af,

hvad børnene synes om tiden på centret, eller

hvad der sker med dem, efter de flytter derfra.

Men personalet var blevet nysgerrige.

»Vi ville vide, hvad der bliver af dem. De er jo

ofte børn uden store netværk og uden familier i

Danmark,« fortæller Sirius Holmbye.

Detektivarbejde

Men opgaven med at invitere børnene var ikke

nem. Det tog måneders detektivarbejde at op-

spore de børn, som boede på centret på tre til-

fældigt valgte tidspunkter i perioden fra 2003 til

2005.

»Det var et kæmpe arbejde,« fortæller Sirius

Holmbye.

»Vi fik hjælp fra blandt andet Udlændingeser-

vice til at opspore børnene. Når først børnene får

asyl, flytter de ud i kommuner over hele landet.

Nogle flytter ind hos plejefamilier, andre på bør-

nehjem, og er de gamle nok, kommer nogle til

at bo for sig selv. I alt inviterede vi omkring 100

børn, og 60 kom til festen,« siger han.

Ikke bare en fest

Sirius Holmbye fik snakket med en del af de gam-

le beboere, som alle virkede glade for at komme

tilbage for en dag.

»Det var en vigtig dag for os på Gribskov,«

siger han.

»Vi havde lavet et spørgeskema, som vi bad

børnene udfylde. Vi ville rigtig gerne høre alt om,

hvordan de havde det, og om det havde haft en

betydning for dem at bo på Gribskov. Men til fe-

sten havde de travlt med alt muligt andet. De var

glade og snakkede og dansede, og vi ville ikke

stoppe det med skemaet.«

I stedet lagde personalet en stak skemaer frem

til de, der havde lyst til at give kommentarer. I

løbet af aftenen skrev en del på skemaerne. Sva-

rene er endnu ikke behandlet systematisk, men

Sirius Holmbye har læst dem igennem, og ind-

trykket er klart:

»Børnene var meget glade for at komme til-

bage. At dømme ud fra skemaerne har de haft

en rigtig god tid på centret. Gribskov blev en er-

statning for familien for mange af dem. De føler

sig knyttet både til stedet, til personalet og til de

børn, de har boet sammen med.«

Svære minder om en uvis fremtid

Jimmy var en af dem, der var glad for at bo på

Gribskov, selv om han husker tiden som svær.

»Festen var en god dag, men det var også

hårdt at komme tilbage. Jeg gik rundt og så på

det hele, og det var som at komme tilbage til

dengang, jeg boede der. Dengang vidste jeg ikke,

hvad der skulle ske med mig. Jeg ville ikke be-

gynde at spille fodbold, for jeg vidste ikke, om jeg

skulle blive i Danmark. Det var en hård tid. I dag

har jeg fået asyl. Jeg er glad. Har et almindeligt

liv med gode venner. Jeg går i skole, og nu spiller

jeg fodbold,« siger han.

Marie tænker entydigt positivt om tiden på

asylcentret.

»Jeg elsker Gribskov,« siger hun.

»Det var mit første hjem i Danmark, og perso-

nalet blev ligesom mine forældre. At komme til

fest på Gribskov var ligesom at komme hjem til

familien til fest. Hvis der kommer en fest mere,

skal jeg helt sikkert med.«

Center Gribskov planlægger at afholde fester for gamle

beboere hvert andet år. Juleaften 2007 blev der taget hul

på de jævnlige gensyn, da flere tidligere beboere fejrede

højtiden på centret.

Smilene var brede og gensynsglæden

stor, da center Gribskov

holdt fest for tidligere beboere.


0

enlIGe enSpænDere

De har svært ved at omgås andre, de skaber mange

konfl ikter og lider under lang opholdstid. Center

Sandholm sætter fokus på en gruppe særlige mænd

»Do I have to kill people?« Vaslav slår melo-

dramatisk ud med armene en tidlig morgen på

kontoret i center Sandholm. Han er kendt for at

udtrykke sig voldsomt og fi gurerer også hyppigt

på listen over indberetninger som ophavsmand til

uro, hærværk og konfl ikter.

Netværksmedarbejder Gert Severin trækker

ham til side og får fortalt om endnu en nat, hvor

Vaslav skændtes heftigt med sine værelsesfæller,

som smed ham ud, fordi den tidligere vagabond og

periodiske alkoholiker snorker så afsindig højt.

Gert Severini og hans kolleger kender de enlige

mænd. Mange har boet så længe på asylcenter,

at de har haft rigtig mange forskellige værelses-

fæller. Det er i sig selv frustrerende, fordi disse

mænd har svært ved at omgås andre mennesker

og i det hele taget ved at indgå i sociale sam-

menhænge. En del har også et misbrug eller psy-

kiske problemer.

I sommeren 2007 blev elleve af mændene der-

for fl yttet til deres egen bygning i center Sand-

holm, og de fi k ekstra opmærksomhed. Og helt

afgørende har de fået eneværelser. Det var et af

mændenes største ønsker.

»De har fået deres eget område, hvor deres ad-

færd ikke generer andre,« siger Jannich Bisp, som

leder netværksarbejdet på center Sandholm. Ad-

skillelsen fra resten af centret er tilsyneladende

en hjælp i sig selv.

Social kontakt skal være frivillig

Vaslavs naboer er blandt andre Mohammed,

som er narkoman og svær at omgås og snorker

voldsomt højt, den bistre herre Igor, som tidli-

gere fremprovokerede øretæver ved uden blusel

at lufte sine racistiske meninger i fællesrummet,

og Mustafa som har sat sit liv i rigide systemer

og som tidligere vogtede nidkært over den lino-

leumsstregen på gulvet, der udgjorde grænsen

mellem hans egen, pinlige orden og værelsesfæl-

lernes kvadratmeter.

I dag får de alle lov at passe sig selv og de be-

gynder at lade personalet liste fællesaktiviteter

ind ad bagdøren indimellem.

»Man skal være varsom med at presse social

kontakt ned over hovedet på dem, det går galt.

De skal komme frivilligt, og det gør de faktisk så

småt i dag,« siger Gert Severini.

Om morgenen står enspænderne nogle gange

foran døren til kontoret for de praktiske og tekni-

ske medarbejdere. De vil med ud og løse håndgri-

belige opgaver på centret.

»Det er jo ikke nogen, som står op om mor-

genen og går på arbejde. Næh, de vågner om

morgenen og har nogle gange lyst til at gå på

arbejde, og så kan de være med på deres præ-

misser. Det fungerer, fordi de kan feje, gøre rent

eller gå til hånde sådan lidt for sig selv,« siger

Gert Severini.

I løbet af efteråret 2007 fi k han enspænderne

overtalt til at fl ytte til den nye såkaldte herbergs-

gang. Det krævede en del overtalelse, for mange

af dem bryder sig meget lidt om forandringer. De

lod sig overbevise blandt andet ved at få hjælp

med det praktiske og ved at Gert Severini lovede

dem værelser, som for eksempel ligger lige så tæt

på toilettet på den nye gang som på den gamle.

I dag er han mændenes kontaktperson og har ef-

terhånden vundet deres tillid.

»Jeg har fordelen af at være the good guy, som

hjælper dem til at få opfyldt deres ønsker,« si-

ger han.

Større behov for forebyggelse

Nogen tid efter fl ytningen kom de første mænd

til Gert Severini og bad om en cykel og et fi ske-

tegn, og det blev bevilget af center Sandholms

psykosociale team, der også afgør, hvem der har

mest brug for at bo på herbergsgangen. I dag

kører Mohammed selv ned efter sin metadon på

apoteket i Allerød, Igor tager på fi sketure med

sin langbølgeradio, der kan transmittere russiske

musikprogrammer, og en tredie er begyndt at gå

i skole og lære lidt dansk.

Medarbejderne er enige om, at det forstær-

kede fokus på enspænderne er en succes.

»Mændene henvender sig oftere på eget initi-

ativ til os medarbejdere i dag, og tonen er ændret

fra, »Giv mig lige« og »Jeg vil have« til smil og

langt større respekt,« siger Gert Severini.

Også netværksleder Jannich Bisp kan konsta-

tere, at færre konfl ikter i dag fører til deciderede

indberetninger, og for nylig formulerede en af

mændene, at han godt ved, at han ikke har ret til

at lave ballade, selvom han har det dårligt.

»Det fortæller os, at det er rigtigt at forebygge

frem for at løbe efter konfl ikterne for at klinke

skårene. Vi skal fi nde tid til at opsøge de cirka 20

andre mænd, som vi lige nu ikke har plads til på

herbergsgangen, og snakke med dem om deres

vanskelige adfærd, før det går galt. Ligesom vi

må give dem individuelle beskeder, fordi vi ikke

kan få dem til at komme til fællesmøder,« siger

han.

Beboernes navne er ændrede af redaktionen.

tid til de enlige mænd

11 mænd bor i dag på

center Sandholms særlige

herbergsgang. Personalet

på centret vurderer, at cirka

20 fl ere kunne have god

hjælp af at fl ytte dertil. For

ligesom børn kan udvikle

psykiske problemer i løbet af

opholdstiden, har også nogle

voksne asylansøgere brug for

ekstra hjælp. Det gælder for

eksempel nogle af de, som

endnu ikke har en endelig

afgørelse på deres liv efter

syv-otte år på asylcentre.

Dansk Røde Kors udviklede

i 2007 en standard for

arbejdet på hergergsgangen.

Blandt de særlige tiltag er,

at beboerne får eneværelse,

faste kontaktpersoner

og hjælp til at udføre det

praktiske arbejde med

rengøring, som beboerne står

for på alle asylcentre.

Læs også artiklen på side 42.


uD aF ISolatIonen

Efter tredje bank på døren, åbnes den. Først på

klem, så lidt mere, da manden i værelset ser, at

det er Margit Christensen, som har banket på.

»Kommer du i skole i dag?« vil hun høre.

Manden klør sig i håret. »Yes,« siger han lidt

tøvende.

Bag ham er rummet mørkt. Gardinerne er truk-

ket for, og kun et sparsomt brunt lys kommer gen-

nem dem. En tæt og tung varme presser sig ud

fra værelset.

Hver dag går Margit Christensen op og ned ad

gangene på center Kongelunden og banker på

dørene til alle de beboere, som enten skal i skole,

eller som hun ved måske slet ikke kommer ud af

sengen, med mindre hun banker på.

Kongelunden er et omsorgscenter, hvilket be-

tyder, at det huser asylansøgere, som er henvist

fra andre centre, fordi de blandt andet har psyki-

ske problemer. Centret har en anden personale-

sammensætning end de andre asylcentre og er i

stand til at tage vare på de beboere, der oplever

svære psykiske vanskeligheder.

Hul på skallen

I døråbningen til værelset på center Kongelun-

den bemærker Margit Christensen den tunge

varme.

Projekt Fokus hjælper de psykisk dårligste

asylansøgere til et mere aktivt liv

»Får du ikke hovedpine af al den varme?« spørger

hun. »Måske skulle du lige åbne vinduet en gang

og få noget frisk luft ind.«

Manden kigger sig tilbage ind i værelset, som

om han ikke var klar over, at det er mørkt og

varmt. Han nikker nogle gange, og efter en af-

tale om at ses i skolen få minutter senere, lukkes

døren igen.

For nogle beboere er banket på døren et bank

på selve den isolation, som de får skabt på deres

værelser over tid. I dag bor mange asylansøgere

i fl ere år på asylcentrene, og den lange ventetid

kan have ødelæggende betydning for deres psy-

ke. Blandt andet viser en hollandsk undersøgelse

fra 2005, at jo længere tid mennesker venter på

afgørelser på deres asyl- og appelsager, jo fl ere

udvikler svære psykiske lidelser som for eksempel

depression. Flere lukker af overfor omverdenen,

forskanser sig bag nedrullede gardiner og lukkede

døre. For dem kan alene tanken om at komme ud

og gå en tur være en uoverstigelig beslutning.

Har apatien først har sat ind, skal der en inten-

siv indsats til for at banke hul på den skal, som

beboeren – ubevidst – gør værelset til. Ved at

banke på igen og igen, kommer der små spræk-

ker i skallen, og fordi det er et menneske, som

banker, får den isolerede beboer en oplevelse af,

at der er et andet menneske, som vil ham eller

hende noget. Netop den menneskelige kontakt

kan blive første skridt tilbage mod et mere aktivt

og deltagende liv. Det er en tålmodighedskunst.

Trivsel og aktivitet

At bryde isolationen er en del af Dansk Røde Kors

strategi overfor nogle af de asylansøgere, som har

det allersværest. Populært sagt skal de hjælpes

til at komme ud af værelserne og for eksempel

ind i Røde Kors Huset på Frederiksberg til en kop

kaffe – og langsomt og med støtte fra personalet

kan de måske komme i gang med et kursus.

På omsorgscenter Kongelunden har projektet

Fokus gennem halvandet år skabt aktiviteter og

muligheder for, som projektleder Kasper Kock

formulerer det »blandt andet at udvide centret

som ramme, skabe meningsfulde aktiviteter, som

giver positive oplevelser og involverer folk til at

gøre noget aktivt.«

Fokus har med midler fra blandt andet Eg-

montfonden, AOK Foundation og Integrationsmi-

nisteriet sat en række aktiviteter i gang, der har

involveret de særligt dårlige familier. Aktiviteter-

ne spænder fra at tage på ture til IKEA for at be-

boerne selv kan indrette deres bolig, til fi sketure

på åbent vand og musikarrangementer.

Positive forandringer kræver tid og tålmodighed, når det handler om

psykist belastede asylansøgere. Modelfoto.

Fokus-projektet slutter med udgangen af 2007,

men resultatet af den vedholdende indsats gen-

nem en lang periode har blandt andet kunnet ses

ved, at børnene har fået bedre trivsel, forældrene

spiller en mere aktiv rolle i forhold til deres børn,

og fl ere kommer ud af centret og tager til for ek-

sempel Røde Kors’ voksenskole på H.C. Ørsteds-

vej på Frederiksberg.

»Vi kan ikke bevise, at bedringen alene skyl-

des Fokus-indsatsen, men vi er overbevist om, at

Fokus er den væsentligste del-årsag,« siger pro-

jektleder Kasper Koch.

»Det hele handler i virkeligheden om rum og tid.

Isolationen skal brydes, både den som fi ndes på

den enkeltes værelse, og den isolation som har

at gøre med hele centret som et isoleret sted i

forhold til omverdenen. Det sidste har de kultu-

relle aktiviteter hjulpet til med. Og så skal man

forvente, at forbedringer indfi nder sig langsomt.

Man skal blive ved over lang tid. Så begynder vi til

gengæld at se en positiv forbedring,« siger han.

På gangen på Kongelunden er Margit Chri-

stensens bankerunde forbi, men på vej mod

voksenskolen, hvor dagen fortsætter for fl ere af

beboerne, støder hun på en kvinde, som netop

har været hos sygeplejersken. Ikke for noget al-

vorligt, forsikrer kvinden. Margit Christensen be-

rører hendes arm, mens de to taler sammen, og

kvinden smiler og siger, hun lige skal tilbage på

værelset, så kommer hun i skole.


herre I eGet køkken

Irakiske Salaam Rassam drømmer om en dag at

åbne en restaurant. Men i de seneste to år har

hans familie været nødt til at spise andres mad

tre gange om dagen i cafeteriet på center Sand-

holm.

»Tit sad vi i kantinen, og så var min datter Me-

ena ikke sulten. Men lidt efter vi kom hjem, så var

hun pludselig sulten, sådan er det jo med børn,«

siger moren Zeena Rassam.

»Man var nødt til at være sulten efter uret og

ikke efter maven.«

I 2000 blev centrets køkkener for beboerne

sløjfet, da myndighederne besluttede at tage

alle penge fra de asylansøgere, som ikke forlader

Danmark, når de får endeligt afslag på asyl. Det

var et led i de ’motivationsfremmende foranstalt-

ninger’, som udlændingemyndighederne bruger

for at få afviste asylansøgere til at rejse hjem.

I dag kan familien Rassam igen selv bestemme

menuen og invitere gæster til en beskeden mid-

dag, for i august 2007 lykkedes det Dansk Røde

Kors at få ændret praksis, så de fl este beboere

på modtage- og udrejsecentret får udbetalt kost-

penge.

Ordning uden effekt

Zeena Rassam har boet på Sandholm i godt to

år, siden hun efter fem års adskillelse stødte til

sin mand sammen med deres nu ni-årige datter.

Efter pres fra Dansk Røde Kors

må de fl este beboere på center

Sandholm nu selv lave mad frem for

at spise i cafeteriet på faste tider

Familien har fået endeligt afslag på asyl, men er

en af de irakiske familier, der ikke ønsker at rejse

hjem på grund af sikkerhedssituationen i hjem-

landet. De kan ikke tvangsudsendes, fordi de ira-

kiske myndigheder kun vil tage imod landsmænd,

som vender frivilligt tilbage.

Dansk Røde Kors har længe ment, at det er

urimeligt at ramme beboerne og ikke mindst

børnefamilierne på maden – og at ordningen

tilsyneladende var uden effekt på de afviste

asylansøgeres hjemrejseplaner. En redegørelse

fra Rigspolitiet i efteråret 2007 viste da også,

at foranstaltningerne ingen effekt har på afviste

asylansøgere fra Irak.

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen sagde

dengang til Information:

»Billedet er det samme i forhold til andre na-

tionaliteter som Iran og Somalia. Vi kan drive folk

til truget, men ikke tvinge dem til at drikke. Der

er ikke salg i de frivillige hjemrejser.«

Efter lang tids pres fra asylafdelingen blev

beboernes køkkener i 2006 genindført i tre må-

neder som et forsøg på udrejsecentret Avnstrup.

Evalueringen var så positiv, at centrets cafeteria

blev nedlagt. I 2007 fulgte så center Sandholm.

Dog gælder cafeteria-ordningen fortsat for nogle

afviste asylansøgere – især enlige mænd – og

for personer, der er dømt til at skulle rejse ud af

landet. Også nyankomne asylansøgere og perso-

ner i den såkaldte åbenbart grundløs-procedure,

der kommer fra lande, hvor forholdene sjældent

fører til en opholdstilladelse, må gå i cafeteriet.

At selvhusholdet således kun er delvist, betegner

Røde Kors’ asylchef som »skuffende.«

Men familien Rassam får nu udbetalt penge

og kan derfor også bruge indkøbsturene som en

afveksling i deres hverdag, og husholdningsbud-

gettet giver samtidig mere selvbestemmelse i de-

res liv. Det ændrer dog ikke på, at deres situation

slider.

»Vi er blevet spurgt om, hvad vi ville synes om

at bo uden for asylcentret, men det vil ikke gøre

nogen forskel. Asylcentret er ikke roden til pro-

blemet. Roden til problemet er, at vi ikke kan få

opholdstilladelse, og at vi venter så lang tid på

svar. Vores hjerner går i stå. Vi smiler nok udven-

digt, mens vi fortæller om det, men indeni er vi

triste,« siger Zeena Rassam.

Flere asylansøgere kan nu igen lave deres egen mad i stedet for at gå i

centercafeteriaet tre gange om dagen. Efter pres fra Røde Kors har

myndighederne lettet presset på nogle af de afviste asylansøgere.

mad- og tøjpenge

Alle voksne asylansøgere får

et dagligt beløb, som de skal

dække beboerens udgifter

til for eksempel mad, tøj og

transport.

Asylansøgerne kan tjene

ekstra penge, hvis de får

undervisning eller har et

praktikjob.

Beboerne kan højst få 68

kroner om dagen, men den

ekstra tillægsydelse afhænger

af, at myndighederne endnu

ikke har givet endeligt svar

i asylsagen. I fase 1 og 3 får

man 7,62 kroner om dagen

for at være aktiv, i fase 2 får

man 26,64 kroner.

Læs om asylsagens faser på

side 54.


6

»Opløftende.« Det var et af de ord,

Kronprins Frederik brugte efter sit

besøg på center Gribskov.

Anne-Mette, Frederik, Helle, Naser og Bendt.

Både kendte og ukendte

oplevede asylansøgernes vilkår

med egne øjne i 2007. Centrene

byder gerne indenfor

I 2007 kom hundredvis af danskere på besøg i

Dansk Røde Kors’ asylcentre. Langt fl ertallet var

helt almindelige danskere, som kom til et åbent

hus arrangement eller selv havde arrangeret et

besøg. Men der var også prominente folk iblandt,

for eksempel Statsministerfruen, Kronprinsen og

lederne af Socialdemokraterne, Ny Alliance og De

Konservative. De kendte ansigter besøgte cen-

trene for selv at opleve asylansøgernes hverdag

og muligheder, og det samme gjorde hundredevis

af journalister, studerende og medlemmer af for-

skellige foreninger.

Andre gæster var mere formelle. Europarå-

det og kommunale forvaltninger kom for at føre

manGe GæSter på Centrene

tilsyn med beboernes forhold. Men fælles for

de formelle, de berømte, de politiske og de helt

almindelige gæster er, at de fl este kom for ved

selvsyn at se det, de havde hørt meget om – og

de tog hjem med en mere nuanceret viden om

beboernes situation.

Positive indtryk

TV2, Billedbladet og Frederiksborg Amtsavis.

Mediebilerne holder på parkeringspladsen, imens

partiledere, kongelige og andre prominente

gæster besøger asylcentret. Pressen er forment

adgang, også selvom Dansk Røde Kors selv har

inviteret, for besøgene skal ikke gøre reklame,

de skal gøre klogere: Gæsterne får chancen for


at stifte bekendskab med virkeligheden på et

asylcenter.

»Mere viden og flere fakta kan med fordel

supplere de mange følelser i asyldebatten, så

derfor ønsker vi, at så mange beslutningstagere

som muligt møder de mennesker og rammer,

det handler om. Uden at de samtidig skal posere

for medierne,« siger Dansk Røde Kors’ asylchef

Jørgen Chemnitz.

Naser Khader, Helle Thorning-Schmidt, Bendt

Bendtsen, Irene Simonsen, Margrethe Vestager

og Morten Østergaard var blandt de politikere,

der besøgte center Sandholm eller center Kon-

gelunden, mens Folketingets integrationsudvalg

besøgte centrene Avnstrup, Fasan og Jelling.

Senere satte asylansøgere på dagsordenen under

årets folketingsvalg. Statsministerens kone,

Anne-Mette Rasmussen, havde derimod ingen

politisk agenda, da hun besøgte Sandholm.

»Jeg går rundt og kigger som pædagog. Jeg

har ingen politisk kasket på. Det kan jeg godt

skille ad,« siger hun.

Invitationen var en reaktion på, at Anne-Mette

Rasmussen i 2006 udtalte sig offentligt om asyl-

børns vilkår i en bog: »….man kunne vel beskæf-

tige dem med et eller andet…det kan vel ikke

være så svært.«

Mødet med virkeligheden i asylcentrets bør-

nehave og fritidsklub ændrede hendes syn.

»Det var meget positivt. Der er virkelig noget

at beskæftige sig med, og overordnet har bør-

nene gode forhold. Pædagogerne skaber trygge

og rolige omgivelser med deres faglige tilgang

til arbejdet, og jeg må sige, at de ved meget om

hvert enkelt barn og har stor opmærksomhed på

hele familien,« siger hun.

Kronprins Frederik fik også et positivt indtryk af

forholdene for børn og unge, da han besøgte cen-

ter Gribskov. For Dansk Røde Kors spillede han

bordfodbold og spiste mad fra Afghanistan og

Pakistan med centrets beboere, der er under 18

år og søger asyl i Danmark uden deres forældre.

»Det er opløftende at se, at der kan gøres

noget for børn og unge – selvom det ikke altid ser

sådan ud,« siger han.

Ros til personalet

Forskellige instanser opsøgte også asylcentrene

på grund af den offentlige debat om beboernes

vilkår og kritiske situation. Europarådet skriver i

sin 2007-rapport fra besøg i center Sandholm, at

de danske myndigheder bør »…finde alternative

løsninger til asylcentrene, når det er umuligt at

hjemsende udlændinge, der har fået endeligt af-

slag på asyl.« Til gengæld havde repræsentanter-

ne fra Europarådet anerkendelse til Dansk Røde

Kors’ personale:

»…dybt engagerede medarbejdere gør deres

bedste for at give børnene kvalificeret undervis-

ning og omsorg.«

Allerød Kommune roste også personalet i rap-

porten om det pædagogiske tilsynsbesøg i center

Sandholm. Alle kommuner er forpligtet til at

kontrollere, om asylbørnene i lokalområdet har

ordentlige vilkår. I rapporten står der om pæda-

gogerne:

»….på meget fantasifuld, engageret og empa-

tisk måde arbejder [de] med at få det bedste ud af

de ressourcer og betingelser, der er til rådighed til

gavn for centrets børn, unge og deres familier.«

åbne centre

Asylcentre er ikke lukket land.

Beboerne kan frit komme og

gå som de vil, men centrene

er deres private bolig, og

andre skal derfor have en

aftale for at komme på besøg.

Det gælder også journalister

og fotografer, som kun må

tale med beboere og tage

billeder af asylansøgere,

som selv har sagt ja til at

medvirke.

Dansk Røde Kors’ asylcentre

holder typisk åbent hus

en gang om året, hvor alle

er velkomne. Efter ønske

fra beboerne har center

Sandholm dog ikke holdt

åbent hus de senere år.

vIrkSomheDer Donerer arbejDSkraFt

Som en ny tendens begynder virsomheder at tage

på arbejdsbesøg på centrene. I november lagde

40 bankansatte en lørdags håndgribelig indsats

på center Avnstrup

Ansatte i Citigroup på frivilligt arbejde på center Avnstrup.

»Det er godt at blive revet ud af dagligdagen og se

med egne øjne, hvordan et asylcenter er. Og at blive

mødt af mennesker, hvis liv ser helt anderledes ud

end mit,« siger Jørgen Ruben Andersen. Til daglig

er han jurist i bankvirksomheden Citigroup, men

denne lørdag i november er han mødt op på center

Avnstrup sammen med omkring 40 kolleger for at

give sin arbejdskraft for en dag. Selv er han i gang

med at bygge en telefonboks, der skal sættes op

omkring en telefon på en af gangene på centret.

»I hverdagen får jeg ikke tid til sætte mig ind

i flygtningepolitik. Men nu hvor jeg er her, finder

jeg pludselig ud af, at det jo handler om menne-

sker ligesom mig, som bare er havnet i en for-

færdelig situation. Det går ind i sindet, kan jeg

mærke,« siger han.

Hvis Jørgen Ruben Andersen og hans kolle-

ger får en personlig oplevelse eller endda en ny

indsigt med hjem, er det et skridt på vejen til at

udbrede kendskabet til asylpolitikkens praksis,

og netop det er et af Dansk Røde Kors mål i for-

bindelse med det frivillige arbejde.

Viser socialt ansvar

Et andet centralt mål er naturligvis det konkrete

resultat af velgørenheden, hvad enten den drejer

sig om arbejdstimer, gaver eller penge. I løbet af

en dag på center Avnstrup byggede de ansatte

fra Citigroup et bibliotek, et tøjlager og et fitness-

rum, og der var drageværksted for børnene.

Omvendt får virksomheden også selv meget

ud af dagen.


50

virksomheds-velgørenhed vinder frem

Flere og fl ere virksomheder har fået

øjnene op for muligheden for at bygge

en stærk intern identitet op ved at

donere medarbejdernes arbejdskraft

til velgørenhed. Tendensen dækkes af

betegnelsen Corporate Social Responsibility,

CRS, som forskningsleder på Center for

Corporate Social Responsibility Jonas

Eder-Hansen har forsket i på Copenhagen

Business School.

Eder-Hansen peger på fi re motiver,

som virksomheder kan have, til at give

medarbejdernes arbejdskraft væk til

velgørende formål.

Virksomheden får skabt en stærk intern

korpsånd. »Virksomhederne konkurrerer

med hinanden om arbejdskraft, og her

skaber det sammenhold og stolthed blandt

medarbejderne at lave velgørenhedsarbejde

sammen for en dag,« siger Jonas Eder-

Hansen.

Virksomheder kan bruge

velgørenhedsarbejde til at knytte stærke

bånd i et lokalsamfund, for eksempel ved at

donere arbejdskraft til et lokalt plejehjem.

Virksomheder kan brande sig på deres

velgørenhedsarbejde. Det gælder især

i forhold til andre virksomheder, men

kun i lille grad i forhold til den brede

offentlighed. »Virksomhederne ved godt,

at de skal passe på med at bruge det i

medierne, for en kritisk journalist vil ofte

kunne fi nde en mindre fl atterende historie

at fortælle om virksomheden også,« siger

forskningslederen.

Virksomhedens tilskyndelse til at gøre

det etisk rigtige og forsvarlige skal ses

i forhold til tidsånden. Altså at der i

ledelsen vokser en forstålese frem af,

at det forretningsmæssige ikke er en

isoleret ø. Det skal ses i sammenhæng

med medarbejdernes liv og det omgivende

samfund. Her kan arbejdskraft-donation

bygge bro.

Frivilligt arbejde på et asylcenter kan være en øjenåbner. »… det

handler om mennesker ligesom mig, som bare er havnet i en forfærdelig

situation,« siger Jørgen Ruben Andersen, jurist i Citigroup og på frivillig

arbejdsdag på center Avnstrup i november.

»Det giver virksomheden en intern gevinst ved at

vi tilbringer en dag sammen på denne måde. Vi

rystes sammen af det,« fortæller Mark Luscombe,

som er landechef i Citigroup Danmark.

»Men der er et større aspekt af det, som hand-

ler om, at vi gerne vil styrke virksomhedskultu-

ren. Vi vil gerne have medarbejdere, for hvem det

betyder noget at arbejde i en virksomhed, der

udviser socialt ansvar. Det er derfor vi ikke bare

udskriver en check.«

Mark Luscombe har valgt at tage sine to børn

med, og han lægger sin arbejdskraft i drageværk-

stedet, hvor fl ere og fl ere børn og voksne fra asyl-

centret kommer til i løbet af formiddagen.

De omkring 40 medarbejdere og chefer er

trukket i ens t-shirts med påskriften Global

Community Day. Ordet ’global’ skyldes, at den

internationale virksomhed Citigroup donerer

medarbejdernes arbejdskraft en dag om året over

hele verden. I Danmark får de ansatte en fridag

for deres medvirken. Men hvordan indsatsen be-

lønnes er forskelligt fra land til land.

Kræver arbejdstid

Birgitte Jensen fra bygning- og servicesektionen

i asylafdelingen har sammen med personalet på

center Avnstrup forberedt arbejdsopgaverne for

gæste-medarbejderne og kan afsløre, at det ikke

giver asylcentret en økonomisk gevinst at mod-

tage arbejdet fra Citigroup, for der bruges meget

arbejdstid på at planlægge dagen. Gevinsten for

Røde Kors skal fi ndes et andet sted:

»Efter i dag har vi 40 mennesker, som har fået

en stor oplevelse, og ved meget mere om, hvad

det vil sige at bo på et asylcenter og har fået ind-

blik i et område, som de måske kun kendte fra

avisoverskrifterne,« siger Birgitte Jensen.

»Mødet mellem mennesker gør en forskel, det

er helt tydeligt. Det er det vigtigste ved dagen i

dag.«

Også andre fi rmaer lagde arbejdskraft på asyl-

centre i løbet af 2007. Blandt andet brugte 120

ansatte i rengøringsfi rmaet Johnson Diversity en

dag i center Sandholm.

mange slags milde gaver

Danskerne giver både ting og tid til

asylarbejdet. Et eksempel er virksomheders

arbejdsdage, et andet er de frivillige som for

eksempel giver lektiehjælp eller arrangerer

kvindeaktivitetet eller legedage. Ved

slutningen af 2007 var der fl ere hundrede

aktive frivillige på de seks asylcentre.

Projektkoordinator Grusche Michelsen

vurderer, at potentialet er endnu større.

»Et nyt tiltag er at lave frivilligrum på

centrene, så de kan føle sig hjemme og som

en del af centrene,« siger hun.

Et andet elementer i den styrkede indsats

for de frivillige bliver løbende møder med

fagligt indhold – for de frivilliges indsats

sættes højt i Dansk Røde Kors. Både deres

håndgribelige indsats og deres funktion

som fortalere for asylansøgerne.

I 2007 gav private og fi rmaer også

gaver og penge. For eksempel gav

en butiksindehaver for 100.000

kroner økologisk børnetøj til center

Avnstrup, og fi lmfestivalen CphDox gav

afslutningsfestens overskud på 46.000

kroner til asylbørnene, ligesom blandt andet

Irma og medarbejderforeningen i SAS gav

legetøj i julegave til børnene på center

Kongelunden. Og Lego giver nu klodser ti

alle centre en ang om året.

Gavmildheden ser ud til at fortsætte i 2008,

hvor der også bliver doneret oplevelser. For

eksempel har er 673 asylansøgere inviteret

på sejltur i slutningen af april – i træskibe af

skonnertstørrelse.


5

Der er pres på Røde Kors’ eftersøgningstjeneste, som

skaber kontakt mellem pårørende i områder med krige

og katastrofer

meddelelser og kontakt

verDen I Flammer på 8 m 2

Det er gratis at sende en Røde Korsmeddelelse

eller få hjælp til at fi nde

pårørende, som kommer bort fra

hinanden på grund af krig, konfl ikt eller

naturkatastrofer. Krige og konfl ikter kan

dog være så voldsomme, at også Røde Kors

bliver forhindret i at udføre sit arbejde.

Eftersøgningstjenesten kan desuden

hjælpe med at få udstedt fængselsbeviser

af Den Internationale Røde Kors Komité.

De kan bruges til for eksempel at lave

identifi kationspapirer, som man bruger ved

asylansøgninger eller i forbindelse med

erstatningskrav.

Dansk Røde Kors’ eftersøgningstjeneste

kan kontaktes på tracing@redcross.dk eller

telefon 35 27 86 15.

Jordskælv i Indonesien, oversvømmelser i Paki-

stan, opstand i Myanmar, eksplosioner i Irak og

Afghanistan, uro i Somalia, tortur i Iran. Årets

krige og konfl ikter afspejler sig hurtigt og direkte

på jurist Anne Brandt Christensens kontor, når

pårørende i Danmark beder Dansk Røde Kors om

hjælp til at fi nde eller kontakte deres familiemed-

lemmer i verdens brændpunkter.

»Når telefonen ringer, får jeg et håndgribeligt

bevis på, at verden står i fl ammer, og at folk bliver

forfulgt. Jeg kommer meget tæt på folks tunge

skæbner og får tit beskrevet grusomheder ned i

mindste detalje, fordi folk håber, at jeg så bedre

kan hjælpe dem,« siger hun.

Bogstavelige fodarbejde

Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste hjælper mennes-

ker med at genskabe kontakten til familiemed-

lemmer, de er adskilt fra på grund af krig, fl ugt og

naturkatastrofer. Ifølge Genevekonventionen fra

1949 har alle mennesker mulighed for at sende de

såkaldte Røde Kors-meddelelser. Det er et kort,

åbent brev – og et vigtigt livstegn til pårørende

i områder, hvor postvæsen, telefonsystemer og

mobildækning er brudt sammen. På samme måde

kan organisationens verdensomspændende net-

værk hjælpe med at opspore kriksfanger or inter-

nerede og måske genforene familiemedlemmer,

der er forsvundet fra hinanden.

Begge opgaver kræver, at Anne Brandt Chri-

stensen får fl est mulige oplysninger, som hun kan

sende videre til sine kolleger i andre Røde Kors-

selskaber.

»Jeg beder folk om at give så præcise oplysnin-

ger som muligt, for at vi kan fi nde deres slægt-

ninge. Ofte kan vi jo ikke pejle efter husnumre og

vejskilte men må stile efter, hvilken farve huset

har, om det ligger i nærheden af en moske, og

hvornår og hvordan et barn for eksempel sidst så

sine forældre. Det bliver ofte til lange samtaler,

som er en rejse tilbage i folks ’mindeland’. Samta-

lerne kan vække glemte ting til live.«

Arbejdet er typisk en langsommelig affære,

som kan være svær at vente på, når man er i sorg

over tabet af sine pårørende eller føler skyld,

fordi en mor gled fra sine børn i tumulten under

en fl ugt.

»Nogle steder i verden er det et meget bog-

staveligt fodarbejde, hvor Røde Kors spørger sig

vej frem eller for eksempel tager ud og banker på

teltdugen i Afghanistan. Og det tager tid.«

Eftersøgningstjenesten er diskret ligesom alt

andet Røde Kors-arbejde, og Anne Brandt Chri-

stensen skal derfor samtidig være varsom med,

hvem hun involverer i arbejdet rundt om i ver-

den.

en, to, tre - familie

Dansk Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste

sikrer ind imellem meget rørende

genforeninger. Som dengang da en ung

mand kom alene til det særlige center for

uledsagede mindreårige og søgte asyl i

Danmark. Han fortalte kort tid efter, at

hans bror blev skilt fra ham under fl ugten,

og Dansk Røde Kors satte en eftersøgning

i gang. Den resulterede i, at Svensk Røde

Kors senere meddelte, at de havde en

dreng, som svarede til beskrivelsen. Efter

forhandlinger mellem myndighederne i de

to lande blev de to søskende genforenet

i Danmark. Måneder senere efterspurgte

Fransk Røde Kors to drenge, hvis far

det franske selskab havde kontakt med.

Billeder og data bekræftede, at det var

brødrene i Danmark. Dansk Røde Kors

Eftersøgningstjeneste fulgte drengene

til Frankrig – og til en meget rørende og

lykkelig forening af den splittede familie.

»Jeg ved aldrig, om det er offeret eller bødlen,

der er i telefonen, så derfor er det afsindig vigtigt

at beskytte de oplysninger, vi får. Tænk hvis jeg

kom til at give dem til de forkerte, så nogen blev

slået ihjel. Det bliver aldrig business as usual, for

alle har hver sin skæbne, som det nogle gange er

svær ikke at tage med hjem.«

Krig, krise og katastrofe kan splitte en familie ad. Røde Kors’ eftersøgningstjenestes

globale netværk kan bringe børn og forældre sammen igen.


5

aSylSaGen Fra a tIl Z

Alle mennesker kan søge asyl, og myndighederne afgør, om man får det eller ej.

Læs om asylsagen fra start til slut

Ankomst

Politiet har som regel den første kontakt med en

asylansøger i Danmark og interviewer ham eller

hende om rejseruten og for eksempel navn, alder

og nationalitet. Derefter undersøger politiet op-

lysningerne. Danmark behandler kun asylsager,

hvis en asylansøger ikke tidligere har søgt asyl i

et andet EU-land eller har opholdt sig i et andet

sikkert land.

Politiets undersøgelse kan vare op til seks må-

neder, og i den periode er asylsagen i fase 1.

Asylsagen begynder

Hvis Danmark skal behandle asylsagen, udfylder

asylansøgeren et omfattende spørgeskema, og

Udlændingeservice interviewer ham eller hende

om, hvad der skete i hjemlandet, og hvorfor han

eller hun søger asyl. Udlændingeservice undersø-

ger, om oplysningerne er sande eller sandsynlige

og skaffer viden om forholdene i asylansøgerens

hjemland. Danske myndigheder må dog aldrig

kontakte hjemlandets myndigheder, fordi asylan-

søgeren kan komme i fare, hvis han er flygtet fra

netop myndighederne.

Udlændingeservice afgør på baggrund af infor-

mationerne, om asylansøgeren får asyl i Danmark

eller ej. Sagsbehandlingen varer normalt et halvt

år, og i den periode er asylsagen i fase 2.

Nogle asylsager bliver hastebehandlet, fordi asyl-

ansøgeren ikke kom til Danmark for at få beskyt-

telse, eller fordi han kommer fra sikre lande som

for eksempel Polen eller Sverige. Dansk Flygtnin-

gehjælp skal altid godkende hasteproceduren.

I 2007 fik 947 personer opholdstilladelse efter

Udlændingeservices afgørelse. Af disse er 474

kvoteflygtninge.

Asylsagen slutter

Hvis Udlændingeservice afslår asyl, bliver sagen

automatisk sendt videre til Flygtningenævnet,

der forholder sig til oplysningerne en gang mere.

Flygtningenævnet består af en dommer, et medlem

indstillet af Integrationsministeriet og et medlem

indstillet af Advokatrådet. En advokat fører sagen

for asylansøgeren i Flygtningenævnet.

Asylsagen er fortsat i fase 2, når Flygtninge-

nævnet behandler den. Sagsbehandlingen varer

typisk tre måneder.

I 2007 fik 68 personer opholdstilladelse efter

Flygtningenævnets afgørelse.

Asyl og integration

Hvis man får asyl, bliver man anerkendt som

flygtning og må bo i Danmark. Flygtningen flytter

til en kommune, som Udlændingeservice vælger.

Det sker typisk en eller to måneder efter, op-

holdstilladelsen er givet. Dansk Røde Kors sender

en række relevante papirer til kommunen efter

samtykke fra asylansøgeren.

Danmark modtager også hvert år et antal

kvoteflygtninge, som begynder deres integrati-

onsforløb så snart, de kommer til landet. I 2006

modtog vi 474 kvoteflygtninge.

Humanitær opholdstilladelse

Integrationsministeriet giver i særlige tilfælde

humanitær opholdstilladelse til asylansøgere,

som fik afslag på asyl i Flygtningenævnet. Det

sker eksempelvis, hvis en asylansøger er alvorligt

syg. Personer med humanitær opholdstilladelse

flytter også til en kommune. Opholdstilladelsen

er midlertidig.

I 2007 fik 218 personer humanitært ophold.

Afslag og udrejse

Asylansøgere med afslag på asyl og humanitær

opholdstilladelse skal med det samme frivilligt

rejse tilbage til deres hjemland. Hjemrejsen skal

aftales med politiet. Hvis asylansøgeren ikke vil

forlade Danmark, kan politiet i yderste konse-

kvens eskortere ham eller hende til hjemlandet.

Asylsagen er i fase 3, når asylansøgeren skal

rejse ud af Danmark.

Kilde til statistisk materiale: Udlændingservice

Centertyper

Modtagecenter

Alle nye asylansøgere bor på center Sandholm i

de første uger. Dansk Røde Kors registrerer dem

som beboere og udleverer tøj, dyner og lignende.

Asylansøgerne får desuden tilbudt en samtale

med en sygeplejerske eller læge.

Opholdscenter

De fleste asylansøgere flytter ind på et opholds-

center, når myndighederne ikke længere skal

interviewe dem om asylsagen. Her bor de, indtil

sagen er endelig afgjort. Opholdscentrene er cen-

ter Jelling og kvindecentret, hvor der bor enlige

kvinder med eller uden børn. I Brovst i Nordjyl-

land ligger et kommunalt drevet opholdscenter.

I 2007 åbnede opholdscentre i Thyregod og Ebel-

toft for et par måneder i forbindelse med evaku-

eringen af de irakere, som havde arbejdet for de

danske styrker og myndigheder i Irak.

Cirka 35 asylansøgere boede i slutningen af 2007

i såkaldte anneksboliger, som er et værelse, en

lille lejlighed eller et mindre hus, som Dansk Røde

Kors lejer.

Omsorgscenter

Asylansøgere med alvorlige fysiske eller psykiske

problemer bor på center Kongelunden. Omsorgs-

centret har ekstra personale, som yder særlig

omsorg og tager sig af beboernes problemer eller

sygdomme.

Udrejsecenter

Asylansøgere flytter tilbage til center Sandholm

eller center Avnstrup, hvis de får afslag på asyl og

ikke frivilligt forlader Danmark.

Børnecenter

Hvert år kommer også børn og unge under 18 år

til Danmark uden deres forældre og søger asyl.

De bor på center Gribskov, hvor personalet støt-

ter børnene og skaber trygge rammer, imens

myndighederne afgør børnenes asylsag.

141.000 beboere på 350 centre på 23 år

Dansk Røde Kors åbnede det første

asylcenter i 1984 og har siden da taget

imod i alt 141.000 beboere på centrene.

I dag har organisatonen i alt seks centre.

Derudover ligger der et kommunalt center i

Brovst i Nordjylland.

Dansk Røde Kors har åbnet og lukket mere

end 350 asylcentre siden 1984.

asylgrundlaget

Man får asyl ud fra bestemmelserne

i udlændingeloven og i FNs

Flygtningekonvention. Det kræver, at man

er individuelt forfulgt på grund af sin race

eller religion eller sit politiske, sociale eller

etniske tilhørsforhold.

Man får ikke asyl, fordi man flygter fra for

eksempel vold i familien, menneskehandel,

fattigdom eller naturkatastrofer.

Dansk Røde Kors er ikke involveret i

asylsagen og kender kun beboernes

baggrund, hvis de selv fortæller om den.

Organisationen har ingen indflydelse på

myndighedernes afgørelser.

Så lang tid på centrene

Ved slutningen af 2007 boede en

asylansøger i gennemsnit på et center

i 1.194 dage, før han eller hun flyttede

til en dansk kommune efter at have fået

opholdstilladelse – eller rejste ud af landet

efter endeligt afslag.

De irakiske tolke og deres

familiemedlemmer, som blev evakueret

i 2007, boede dog kun på et center i

gennemsnit i 109 dage.

Opholdstiden opgøres fra

indkvarteringsdatoen og omfatter

sagsbehandling i alle de faser og instanser,

som den givne asylansøger går igennem.

Kilde: Udlændingeservice


56

lIvet på et aSylCenter

Bolig

Pladsen er begrænset, forholdene beskedne, og

Udlændingeservice bestemmer, hvilket center

asylansøgere skal bo på. Asylfamilier har typisk

to værelser på tilsammen omkring 40 kvadratme-

ter, mens enlige asylansøgere oftest bor sammen

med andre enlige af samme køn. Nogle deler

køkken og bad med andre, og alle asylcentre har

fælleslokaler med café, tv-stue eller lignende. På

værelset får hver person en seng, en stol og et

skab, og de køber ofte selv en brugt sofa, bord,

tv og andre ting for at skabe en hjemlig ramme

om hverdagen.

Børnenes hverdag

Børn vælger ikke selv at være asylansøgere, men

følger med deres mor og far. Dansk Røde Kors

forsøger at skabe normale rammer om børne-

nes hverdag. De mindre asylbørn på mellem to

og seks år kan gå i børnehave på asylcentret, de

større børn på mellem syv og 16 år går i skole hos

Dansk Røde Kors eller på en lokal folkeskole, hvis

de fagligt og socialt er rustede til det. I asylskolen

De går i skole og børnehave, gør rent og vasker tøj.

Men asylansøgeres hverdag er anderledes, for de

kender ikke deres fremtid

foregår undervisningen på dansk, og på skemaet

er blandt andet matematik, engelsk, dansk, idræt

og natur og teknik. Når skoledagen slutter, kan

eleverne gå i fritidsklub på centret eller dyrke

sport, spille musik eller lignende i en lokal for-

ening. Asylbørn kan også få modersmålsunder-

visning.

De voksnes muligheder

Voksne asylansøgere må ikke arbejde på tra-

ditionel vis, men de får tilbudt undervisning og

aktiveringsjob af Dansk Røde Kors. I løbet af de

første tre måneder får nye beboere et introkursus

om dansk sprog, kultur, traditioner og samfunds-

forhold, og derefter kan de tage andre kurser i

for eksempel engelsk og IT, ligesom de kan være

i praktik på asylcentret eller i en dansk virksom-

hed. Asylansøgere med afviste sager kan kun

fortsætte deres praktik i en virksomhed, hvis de

samarbejder med myndighederne om at forlade

Danmark. Hverdagen på et asylcenter er præget

af almindelige gøremål som madlavning, rengø-

ring, tøjvask, børnefødselsdage og nyheder fra

Det skal asylansøgere klare sig for

Alle voksne asylansøgere får et dagligt beløb,

som er fastsat af myndighederne. De kan tjene

ekstra penge, hvis de får undervisning eller har et

praktikjob.

Beboerne kan højst få 68 kroner om dagen, men

tillægsydelsen afhænger af, at myndighederne

endnu ikke har givet endeligt svar i asylsagen. I

fase 1 og 3 får man 7,62 kroner om dagen for at

være aktiv, i fase 2 får man 26,64 kroner.

Læs mere om asylsagens faser på side 54.

hjemlandet, men fremtiden er uvis for alle bebo-

ere og det giver både op- og nedture.

Sundhed og sygdom

Asylansøgere har hverken CPR-nummer el-

ler sygesikringskort, så de bruger Dansk Røde

Kors’ sundhedsklinikker. Ved ankomsten får alle

asylansøgere tilbudt en undersøgelse med en

sygeplejerske eller læge, og Dansk Røde Kors

opretter en journal på hver beboer. Asylansø-

gere bliver desuden undersøgt, hvis der er tegn

på sygdomme som for eksempel tuberkulose.

Sundhedsklnikkerne hjælper også beboere, der er

syge eller henviser dem til behandling hos læger,

psykologer, speciallæger eller på et sygehus. Men

det er politisk bestemt, at asylansøgere kun bliver

behandlet, hvis de har smerter, eller hvis sygdom-

men bliver værre uden behandling, ligesom de

kun får nødvendig behandling hos tandlæger.

Dansk Røde Kors har også sundhedsplejersker,

som følger de mindste børns udvikling og under-

viser i emner som kost, prævention og følger efter

krigsoplevelser.

7 prInCIpper

Dansk Røde Kors Asylafdeling er en del af den

internationale Røde Kors-bevægelse, som alle

følger syv principper.

Medmenneskelighed

Upartiskhed

Neutralitet

Uafhængighed

Frivillig tjeneste

Enhed

Almengyldighed

mISSIon

Det er Dansk Røde Kors Asylafdelings mission

at yde social og humanitær bistand i forbindelse

med asylansøgeres ophold i Danmark, imens

myndighederne behandler deres ansøgning om

asyl.

vISIon

Det er Dansk Røde Kors’ vision, at asylansøgere i

Danmark oplever en tryg, meningsfuld og værdig

ventetid og har mulighed for at fastholde ansva-

ret for deres eget og familiens liv. Asylansøgere

skal også bibringes en realistisk opfattelse af de-

res situation, så de bedst muligt er i stand til at

tage vare på deres fremtid, uanset om den ligger

i Danmark eller et andet land.

Generelle mål

Dansk Røde Kors Asylafdeling arbejder i det

daglige efter seks generelle mål.

Identitet: Asylansøgernes kulturelle og natio-

nale identitet skal bevares. Asylansøgernes so-

ciale netværk skal stimuleres, og den sproglige

identitet skal styrkes.

ressourcer: Asylansøgernes personlige ressour-

cer skal bruges optimalt, og hjælp til selvhjælp

skal være det gennemgående princip. De fysiske

rammer for asylarbejdet skal indrettes derefter.

Særligt udsatte: Organisationen skal prioritere

arbejdet med særligt udsatte grupper højt

– specielt børn og torturoverlevere. Asylafdelin-

gen skal arbejde for, at de fornødne ressourcer

er tilstede, så de særligt udsatte grupper får den

optimale omsorg.

Personalets ressourcer: Personalepolikken

skal fremme organisationens formål og målsæt-

ninger og sikre, at personalet har de fornødne

kvalifikationer.

Information og kommunikation: Dansk Røde

Kors Asylafdeling skal fremme en målrettet

informationsvirksomhed og stille sin faglige

ekspertise til rådighed, hvor det er relevant.

Samarbejdet med lokale Røde Kors-afdelinger

skal støttes og udbygges.

organisationsudvikling: Der skal foregå en

løbende evaluering og organisationsudvikling,

så organisationen tilpasser sig udviklingen i

opgaven og det omgivne samfund.


5

KØB VIDEN OG ERFARING

Dansk Røde Kors asylafdeling tilbyder tolkning på mere end 20 sprog og

dialekter, ligesom både flygtninge og indvandrere kan få hjælp på organi-

sationens psykotraume-center.

www.asylum.redcross.dk

PSYKOTRAUME-CENTER TOLKNING

Tlf. 35 27 87 09 Tlf. 35 27 87 51


60

WWW.aSylum.reDCroSS.Dk

More magazines by this user
Similar magazines