Årsberetning 2007 - Dansk Røde Kors

2007 

Dansk Røde Kors’ asylarbejde

Udgivet af 

Dansk Korde Kors’ asylafdeling 

Sandholmgårdsvej 40 

3460 Birkerød 

Tlf. 35 43 22 44 

Fax 35 43 24 44 

asyl@redcross.dk 

www.asylum.redcross.dk 

Redaktion: 

Henrik Ravn (ansv.) 

Mai Rasmussen (red.) 

Niels Bjørn 

Annette Haugaard 

Foto: 

Mikkel Østergaard, Ulrik Jantzen, Jens Burau, ICRC, 

Citigroup, Dansk Røde Kors’ asylafdeling 

Layout: 

Jens Burau (supergreen.dk) 

Tryk: 

PE offset & reklame A/S, Varde 

Redaktionen afsluttet primo marts 2008 

InDholD 

SIDe 4 FororD 

De afviste asylansøgere har brug for afklaring på 

deres situation. 

SIDe 5 StatIStIk 

1.671 personer boede på asylcentrene ved slutningen 

af 2007. Find også andre nøgletal på asylområdet. 

SIDe 6 GratIS løFter tIl oFre For menneSkehanDel 

Røde Kors’ særlige indsats overfor handlede kvinder 

får ingen midler fra regeringens handlingsplan. 

SIDe 10 arbejDe er Det beDSte 

At få lov til at arbejde er det springende punkt i en 

værdig og meningsfuld hverdag for asylansøgere. 

SIDe 16 bereDSkabet I Irak-aktIon 

Effektivitet og diskretion var i højsædet, da 372 

irakere med tilknytning til de danske styrker blev 

evakueret. 

SIDe 28 børneneS hverDaG Gør onDt 

Videnskabelig undersøgelse dokumenterer, at hvert 

tredje asylbarn viser tegn på psykiske problemer. 

SIDe 32 Skolen er omDrejnInGSpunktet 

Flere asylbørn kommer i folkeskole. Samtidig specialiserer 

asylskolen sig til at møde helt særlige behov. 

SIDe 38 GenSyn meD GrIbSkov 

Børn og unge fra hele verden kom på besøg, da 

centret inviterede til fest for tidligere beboere. 

SIDe 40 enlIGe oG ISolereDe 

En gruppe asylansøgere har svære sociale og psykiske 

problemer. Særlige tiltag gør deres hverdag 

mindre smertefuld. 

SIDe 44 herre I eGet køkken 

Efter pres fra Røde Kors har en gruppe beboere i 

center Sandholm igen fået lov til at lave deres egen 

mad. 

SIDe 46 alleS øjne på aSylområDet 

Igen i 2007 besøgte mange danskere asylcentrene. 

Også virksomheder kom på besøg – for at lægge 

frivillig arbejdskraft. 

SIDe 52 GenForenet aF røDe korS 

Røde Kors-selskaber over hele verden hjælper børn, 

forældre og andre familiemedlemmer med at finde 

hinanden igen. 

SIDe 54 aSylområDetS abC 

Hurtig baggrundsviden om asylområdet.

når GenSyn Gør onDt 

Gensyn er ofte en stor glæde. Men de er sørgmo- 

dige i asylarbejdet, når man over flere år møder 

de samme børn og voksne på landets asylcentre. 

Så bliver man forstemt. De mennesker burde for 

længst være begyndt på et afklaret liv udenfor 

centrene. De har fået afslag på asylansøgning 

men kan ikke sendes hjem. Derfor bor de stadig 

på asylcentrene, og derfor lever de stadig i usik- 

kerhed om, hvor deres fremtid ligger. 

Lige siden 1994 er det igen og igen dokumen- 

teret i videnskabelige undersøgelser, at der er en 

klar sammenhæng mellem opholdstid og sygelig- 

hed. Fra det daglige asylarbejde i skoler, klubber 

og børnehaver er det en barsk erfaring, som ken- 

des kun alt for godt. 

Mange bukker under, udvikler psykiske lidel- 

ser, og nogle opnår derefter en humanitær op- 

holdstilladelse og kan forlade centrene. 

Mens selve asylsagsbehandlingtiden til stor 

glæde for alle er historisk kort, så producerer ’sy- 

stemet’ sygdom blandt de afviste asylansøgere, 

der lider under lange, usikre opholdstider. Trods 

mulige humanitære opholdstilladelser tynger 

usikkerhedens åg fortsat. For humanitær op- 

holdstilladelse er tidsbegrænset og skal løbende 

vurderes: Er mor stadig syg? Helbredelse medfø- 

rer ophør og udrejse. 

Det er naturligvis ikke for alle, at det er gået 

så galt endnu. Adskillige asylansøgeres overle- 

velsesstrategi fungerer, og de formår at holde 

modet oppe. Børn, voksne og ikke mindst unge 

tager i stort mål imod de tilbud om aktivering og 

undervisning, som vi i asylafdelingen kan give 

dem. Vi har styrket tilbudene, så alle børn nu kan 

lære deres modersmål, så flere børn kan komme i 

almindelig folkeskole sammen med danske børn, 

så voksne asylansøgere kan få kompetenceafkla- 

ring, erhvervs- og uddannelsesvejledning, og så 

også afviste asylansøgere nu i nogen grad kan 

komme i praktik og derved leve et mere aktivt 

og værdigt liv. 

Også på andre områder er der sket forbedrin- 

ger. Alle familier får nu mindst to værelser på cen- 

trene. Det er ikke overdådigt, men det giver mere 

plads og rum til privatliv. Og vi har fået udvirket, 

at beboerne på center Avnstrup og en stor del af 

center Sandholms beboere nu selv må lave deres 

mad. De levede tidligere på de nedværdigende 

– og virkningsløse – madkasse- og kantineord- 

ninger, som skulle motivere dem til at rejse ud af 

landet. Desværre er det endnu ikke lykkedes at få 

alle beboere i center Sandholm på ’selvhushold’. 

En gruppe asylansøgere, som vi nærer en sti- 

gende bekymring for, er de enlige mænd. Specielt 

gruppen på ’tålt ophold’. Deres baggrund er ofte 

kriminel, de har udstået deres straf men løslades 

til center Sandholm, fordi de ikke kan udvises. 

Netop fordi de ikke kan udvises, befinder de sig i 

et ingenmandsland. Det kan bedst karakteriseres 

som en tidsubestemt tillægsstraf. 

Også i forhold til denne gruppe er behovet for 

støtte stigende, og vi støtter, så godt vi kan. Vi 

kan bare ikke løse selve problemet. 

I 2007 blev vores beredskab efter flere års dva- 

le sat på prøve, da Danmark evakuerede en stor 

gruppe irakere, der havde arbejdet for de danske 

styrker og myndigheder i Irak. I al stilhed og i re- 

kordtempo lykkedes det at få etableret de nød- 

vendige faciliteter og organisere modtagelsen. 

Det blev ikke alene gjort effektivt, det skete også 

med stor omsorg for detaljen og de kommende 

beboeres behov. For eksempel var legestuen klar 

til at byde de små børn indenfor, da asylansø- 

gerne ankom, mens frivillige fra Ungdommens 

Røde Kors var klar til at tage sig af de større børn. 

Altsammen for at de nyankomne hurtigt kunne få 

en så normal hverdag som muligt. 

Den slags professionalisme og omsorg for op- 

gaver og beboere, som de dedikerede ansatte 

viser, gør mig stolt – også når der indimellem 

blæser kolde vinde omkring os i Dansk Røde Kors’ 

asylafdeling. 

Personalets indsats gør en forskel i beboerrnes 

liv, og det gør også de flere hundrede frivilliges. 

Både de der er tilknyttet centrene gennem asylaf- 

delingens eget frivilligarbejde, og de der gør en 

indsats via andre organisationer, deres arbejds- 

plads eller andre kanaler. De frivilliges arbejde 

bliver værdsat hver dag, og det gør det også, når 

de taler asylansøgernes sag. 

Nu i begyndelsen af 2008 er vi i gang med 

hjælpe 29 familier til at flytte fra asylcentrene og 

til egen bolig. Familierne hører til blandt de, som 

har levet i mange år på asylcentre i usikker ven- 

ten på en afklaret fremtid. Deres sager er afviste, 

men de kan ikke udvises, og et politisk forlig giver 

dem nu mulighed for at flytte. Som for alle andre 

asylansøgere, der egentlig skal udvises, gælder 

det dog, at usikkerheden flytter med. 

Naturligvis hilser vi enhver forbedring af asyl- 

ansøgernes forhold og vilkår velkommen. Det kan 

lindre i en presset situation, med egen bolig løser 

ikke det egentlige problem. Det gør kun en afkla- 

ring på, hvad fremtiden vil bringe. 

StatIStIk 

Ved slutningen af 2007 husede 

Dansk Røde Kors 1.822 

asylansøgere. De fleste kommer 

fra Irak 

Da 2007 tog sin begyndelse, boede 1.822 per- 

soner på Dansk Røde Kors’ centre. Antallet af 

indkvarterede gik både op og ned i løbet af året 

i takt med at nogle fik opholdstilladelse og flyt- 

tede til en dansk kommune, andre forlod landet 

efter endelig afvisning af deres sag, og andre 

igen kom til landet og begyndte en asylsag. 

I løbet af året søgte 2.226 personer asyl, og 

1.233 fik opholdstilladelse. 

En særlig gruppe af 2007-beboerne er de 113 

irakere og deres 259 familiemedlemmer, der kom 

hertil på invitation fra Regeringen og Dansk Folke- 

parti. Irakerne havde arbejdet for Danmark i Irak 

og blev evakueret i forbindelse med, at militæret 

trak sig ud af Irak i løbet af sommeren. 

Staten betaler Dansk Røde Kors for at løse 

asylopgaven. I 2007 blev de samlede udgifter på 

281,2 millioner kroner. 

Der kom De fra 

Beboersammensætning ved slutningen af 2007 

Irak .................................................. 553 personer 

Iran .................................................. 164 personer 

Serbien og Montenegro .................. 127 personer 

Rusland ............................................ 125 personer 

Afghanistan ....................................... 89 personer 

Andre lande .................................... 764 personer 

Inkluderet i tallet for Irak er 146 evakuerede 

tolke med familiemedlemmer. 

Kilde: Dansk Røde Kors´ asylafdelings 

administration og Udlændingeservice. 

Beboertallene er foreløbige.

6 

GratIS løFter tIl oFre For menneSkehanDel 

»Det skal sikres, at der fremover er en helheds- 

orienteret indsats for ofre for menneskehandel. 

Planen omfatter både forebyggende, støttende 

og efterforskningsmæssige aktiviteter samt en 

øget koordinering af samarbejdet mellem de so- 

ciale organisationer og myndigheder.« 

Der er hjælpsomme ord og handlekraftige ven- 

dinger i regeringens Handlingsplan til bekæmpelse 

af handel med mennesker 2007-2010. Men stik 

imod forventningen er der foreløbig ingen penge 

fulgt med til Dansk Røde Kors’ indsats. 

»På ægte Røde Kors-vis har vi identifi ceret et 

behov, og så er der blevet handlet uden at tænke 

så meget på de sidste fi re kroner og 25 ører, som 

skal til. For der er jo mennesker, som har behov 

for hjælp,« siger advokat Anne Brandt Christen- 

sen, som i 2007 var projektkoordinator for arbej- 

det mod menneskehandel eller traffi cking, som 

det også kaldes. 

I løbet af de seneste to år er en ny gruppe duk- 

ket op i asylsystemet: Kvinder der er blevet hand- 

let – ofte til prositution – og som søger asyl, når 

Med en ny handlingsplan vil en række ministerier 

sætte hårdt ind mod menneskehandel. Men der er 

foreløbig ikke fulgt penge med til Dansk Røde Kors’ 

arbejde med kvinder, som er blevet købt og solgt 

de bliver anholdt af politiet for at opholde sig ille- 

galt i Danmark. Kvinderne bor for eksempel på et 

af Røde Kors’ centre, og det er her, at personalet 

skal få hverdagen til at hænge sammen på trods 

af den manglende specialbevilling. 

»Jeg har da været noget nedslået over det – og 

undrende,« siger Lillian Vigslund, der er leder af 

asylafdelingens kvindecenter. 

Erfaringen viser, at kvinderne kan have for 

eksempel et beskyttelsesbehov, som asylsyste- 

met ikke kan honorere indenfor de nuværende 

rammer. For eksempel slog resourcerne ikke til i 

forhold til døgnbemanding. 

»Den første handlede kvinde, som vi havde 

her, turde ikke overnatte på centret. Det er umu- 

ligt at dæmme op for, hvem der kommer i huset, 

når vi ikke er på arbejde. Det kan være prositu- 

tionskunder, bagmændenes spioner eller deres 

madammer (kvindelige alfonser, red.),« siger Lil- 

lian Vigslund. 

Ligeledes har fl ere handlede kvinder været 

bange for at gå på gaden alene. 

»Men vi har slet ikke ressourcer til at ledsage 

kvinderne. Nogle frivillige har været ledsagere, 

men det er ikke forsvarligt – hverken overfor 

kvinderne eller overfor de frivillige,« siger Lillian 

Vigslund. 

Afrikanere solgt til prositution 

Der fi ndes ingen offi cielle tal for, hvor mange 

udenlandske kvinder i Danmark der er blevet købt 

og solgt af kriminelle bagmænd og bander. På 

kvindecentret boede der ved udgangen af 2007 

tre kvinder, som med sikkerhed er blevet handlet, 

mens centrets personale formoder at fl ere andre 

beboere er i samme situation. Alle kvinderne er 

afrikanere, og de er sandsynligvis solgt til prosi- 

tution. 

Fælles for dem og alle andre handlede kvinde 

er, at de er ofre for kriminalitet. For menneske- 

handel er forbudt – og det er en verdensom- 

spændende, kriminel forretning. På globalt plan 

vurderes menneskehandel at være en af de tre 

største kriminelle forretninger målt på omsæt- 

Handlede kvinder har særlige behov, blandt andet for beskyttelse og 

fl eksible tilbud om hjælp og aktiviteter i hverdagen. På asylafdelingens 

særlige kvindecenter balanceres behovene med økonomien. Kvinderne på 

billedet har ikke nødvendigvis forbindelse til menneskehandel. 

offi ciel plan mod menneskehandel 

Regeringens Handlingsplan til 

bekæmpelse af handel med 

mennesker 2007-2010 udføres 

af Center Mod Menneskehandel, 

CMM, som i perioden har 70 

millioner kroner fra de såkaldte 

satspuljemidler til rådighed. 

Pengene bruges på at hjælpe de 

handlede personer og at gå efter 

de kriminelle bagmænd, ligesom 

de skal forebygge menneskehandel 

gennem oplysning i Danmark og 

internationalt. Handlingsplanen 

omfatter kvinder, mænd og børn, 

som er ofre for menneskehandel.

ning. De to andre er illegal handel med våben 

og narkotika. 

Det er den kriminalitet, som handlingsplanen 

og det regeringsnedsatte Center Mod Menneske- 

handel sætter ind overfor. Dansk Røde Kors er en 

af en række organisationer, som har rådgivet i 

forbindelse med udformningen af planen. 

Det daglige arbejde på centret for kvinder 

handler i høj grad om at overvinde de handlede 

kvinders mistillid. 

»Kvinderne er utroligt sensitive i forhold til 

vores kropssprog og om vi er fordømmende. I 

kommunikationen med dem skal der være stor 

tålmodighed og følsomhed overfor deres behov. 

Kvinderne har oplevet svigt og grænseover- 

skridende og ydmygende behandling, og de er 

konstant opmærksomme på, om vi mener vores 

indsats alvorligt,« siger Lillian Vigslund. 

Hun og centrets øvrige personale tager så 

meget hensyn til den enkelte kvindes behov som 

muligt indenfor de begrænsede fysiske og pen- 

gemæssige rammer. For eksempel bor handlede 

kvinder som regel på eneværelser, nogle får ene- 

undervisning i dansk, og en del møder knap så 

firkantede krav som de andre kvinder, når det 

gælder for eksempel de fælles rengøringsrutiner 

og andre beboeropgaver. For det er erfaringen, 

at handlede kvinder i ekstrem grad har brug for 

individuelle løsninger. 

»Det stemmer fint med handlingsplanen, som 

fremhæver, at kvinden skal have det tilbud, der er 

bedst for hende. Men lige nu ser det ud til, at alle 

skal presses igennem det samme tilbud,« siger 

projektkoordinator Anne Brandt Christensen. 

Inspireret af andre kvinder 

Dansk Røde Kors er ikke alene om at tage sig af 

de kvinder, som opholder sig i Danmark efter at 

være blevet handlet. Krisecentre og Reden Stop 

Kvindehandel er andre bomuligheder. Efter en 

ansøgning om asyl, hører en handlet kvinde til i 

det almindelige asylsystem, og på et Røde Kors 

center vil hun blive indlogeret på lige fod med 

andre kvinder. 

Anne Brandt Christensen mener, at centret 

trods de begrænsede midler har den særlige for- 

del, at de handlede kvinder der bor sammen med 

andre kvinder, som ikke har noget med hverken 

menneskehandel eller prostitution at gøre. 

»Der har kvinderne mulighed for blot at være 

kvinder, i et ikke-stigmatiserende miljø. Jeg tror, 

det har positiv betydning for nogle af dem,« siger 

hun. 

Centerleder Lillian Vigslund er enig: 

»Det her miljø kan være med til at inspirere 

kvinderne til at leve på en anden måde, til at be- 

gynde at tænke på, at der måske er en vej ud af 

prostitutionen,« siger hun. 

børn til salg 

I flere år er arbejdet med 

handlede børn blevet 

varetaget på center Gribskov, 

der huser såkaldt uledsagede 

mindreårige. Et af Dansk 

Røde Kors’ kardinalpunkter 

er, at uledsagede børn 

skal have en særlig 

repræsentant, som kan 

varetage barnets interesser 

under sagsbehandlingen. Det 

er nu blevet en del af den 

officielle politik på området, 

at handlede børn får en 

personlig repræsentant. 

Det daglige arbejde med 

handlede børn på center 

Gribskov fik ved udgangen af 

2007 et hårdt slag, da statens 

bevilling blev halveret fra 0,8 

til 0,4 million kroner årligt. 

SjælDne opholDStIllaDelSer 

Der lugter brændt i beboerkøkkenet, hvor kø- 

leskabe med hængelåse og køkkenskabe med 

Ruko-låse sikrer kulinarisk privatliv. Et par kas- 

sava’er – en rodfrugt, der i Afrika bliver brugt 

som kartofler – er svedet sorte og damper af i 

en stålvask. 

Kun ganske få kvinder har fået asyl i Danmark, 

efter at de er blevet købt og solgt af kriminelle 

menneskehandlere 

På et af Dansk Røde Kors’ centre bor enlige 

asylansøgende kvinder, også de – oftest afrikan- 

ske – kvinder som er ofre for menneskehandel. De 

handlede kvinder søger asyl, angiveligt fordi de 

frygter de bagmænd i hjemlandet, som handlede 

dem i første omgang. Men selvom menneske- 

handel rangerer på FNs top tre over international 

kriminalitet, så vurderer udlændingemyndighe- 

derne sjældent, at kvinderne har behov for den 

individuelle beskyttelse, som asyl kan give. Dansk 

Røde Kors har kun kendskab til, at to handlede 

kvinder har fået asyl. 

»Afgørelserne er truffet på meget, meget 

konkret grundlag. Man har ment, at hjemstaten 

ikke var i stand til at beskytte kvinderne, hvis de 

vendte hjem,« siger Anne Brandt Christensen, ad- 

vokat og i 2007 koordinator for Dansk Røde Kors 

menneskehandelsprojekt. 

Aktiv ventetid 

Med handlingsplanen for 2007-2010 slår Regerin- 

gen til lyd for, at handlede kvinders udsendelse 

til hjemlandet forberedes bedre, end det tidligere 

er sket. Anne Brandt Christensen er enig. Hun 

er en af de fagpersoner, som mener, at der skal 

gøres en aktiv og målrettet indsats for at ruste 

kvinderne til et nyt liv – væk fra menneskehandel 

og den prostitution, som ofte følger med – her i 

Danmark eller i hjemlandet. 

De kvinder, som ikke søger asyl, får en såkaldt 

reflektionstid på 100 dage, før de sendes ud af 

landet. Reflektionstiden skal ifølge regeringens 

handlingsplan bruges til samarbejde med politiet 

om indsatsen mod bagmændene, og til forbere- 

delse af hjemsendelsen. Ligesådan kan kvinderne 

få for eksempel juridisk og psykologisk hjælp. 

De handlede kvinder, som søger asyl, bliver 

ikke sendt ud af Danmark efter 100 dage men ef- 

ter et afslag på deres asylansøgning. Dansk Røde 

Kors mener, at kvinderne skal vises vejen ud af 

prostitution allerede i løbet af ventetiden. For ek- 

sempel ved at kvinderne lærer noget nyt, mens 

deres asylansøgning behandles. 

»Hvorfor ikke lære kvinderne noget, mens de 

er her? Ellers ender de alt for let i den samme si- 

tuation, når de er kommet hjem. Et helt alminde- 

ligt sykursus kan gøre en forskel, det viser et ek- 

sempel fra vores arbejde. En kvinde fik et kursus 

og med hjælp fra en privat donation rejste hun 

hjem med to symaskiner i bagagen. Hun har en 

rigtig god forretning i hjemlandet nu,« siger Anne 

Brandt Christensen.

10 

uDDannelSe oG job Gavner 

Målrettede forløb, der afklarer 

asylansøgeres kompetencer, har sammen 

med uddannelse og praktik vist sig at være 

guld værd både for den enkelte asylansøger 

og for det danske samfund 

»Det har vist sig både menneskeligt og økono- 

misk at være en rigtig god idé at få asylansøgere 

i uddannelsesforløb,« siger Mette Schmidt, leder 

af projektet Want2Work, som siden 2002 har af- 

dækket asylansøgernes faglige kompetencer og 

fundet de rette uddannelsesforløb til den enkelte 

person. 

»For asylansøgerne er det entydigt positivt at 

få adgang til uddannelse og arbejde. Det gør en 

kæmpe forskel psykologisk, at folk får lov at bru- 

ge deres evner og får mulighed for at dygtiggøre 

sig yderligere eller for at lære helt nye fag.« 

Hun er overbevist om, at det også ud fra en 

samfundsøkonomisk betragtning er det en god 

idé at lade ventetiden gå med at arbejde eller ud- 

danne sig. 

»Når folk holdes borte fra arbejdsmarkedet, 

visner deres faglige kompetencer hurtigt. En tom- 

melfingerregel er, at for hver dag, et menneske 

holdes passiv gennem en længere periode, tager 

det to dages aktiv indsats efterfølgende, bare for 

at komme på samme niveau som ved start,« siger 

Mette Schmidt. 

Sundt at arbejde 

Det EU-finansierede Want2Work-projekt benyt- 

ter sig af en trappetrins-model, hvor nederste 

trin består af at lære sprog. Når en person taler 

dansk på basalt niveau, fortsætter han eller hun 

op ad trappen med tilbud om faglige kurser på 

asylcentrene og derefter praktikophold og reelle 

uddannelsesforløb. 

Ambitionen har været at få asylansøgerne ud 

på arbejdsmarkedet, for ifølge Dansk Røde Kors 

er det afgørende, at asylansøgere og afviste asyl- 

ansøgere, som ikke kan hjemsendes, får lov til at 

arbejde. Den holdning bygger dels på hensynet 

til asylansøgeres værdighed, og dels på flere un- 

dersøgelser som viser, at det er sundest og mest 

fornuftigt at lade asylansøgere arbejde i stedet 

for at skulle tilbringe månedsvis af behandlings- 

tid i passiv venten. 

»Hvorfor ikke bygge asylansøgerne op som men- 

nesker og styrke deres kompetencer og ressour- 

cer, mens de venter, så de har mere at byde på, 

når de vender hjem?” lød det fra lederen af Røde 

Kors’ asylarbejde, Jørgen Chemnitz, når emnet 

året igennem var til debat. 

Sammenhæng mellem ventetid og sygdom 

For netop passiv venten over lang tid gør asyl- 

ansøgerene syge, det viser blandt andet en hol- 

landsk undersøgelse fra 2005: Asylansøgeres 

psykiske helbred forværres, jo længere de skal 

vente på svar. Uvisheden er en stressende si- 

tuation, der med tiden kan fremkalde angst og 

nervøse lidelser. Samtidig er det omvendt vist, at 

adgangen til arbejde modvirker den psykologiske 

belastning. Senest viste en svensk undersøgelse 

fra maj 2007, at de to væsentligste faktorer for, at 

asylansøgere er velfungerende og har det godt, 

er for det første klarhed over sagsbehandlingens 

længd, og dernæst muligheden for at arbejde. 

Tilsammen giver undersøgelserne klare indika- 

tioner for sammenhængen mellem arbejde og 

psykisk helbred, mener Mette Schmidt, der også 

genkender tendensen fra Want2Works samar- 

bejde med spanske asylmyndigheder. 

»I Spanien får asylansøgere adgang til arbejds- 

markedet efter kun seks måneder, og der ser man 

slet ikke de psykosociale problemer blandt asyl- 

ansøgere, som vi ser i Danmark,« siger Mette 

Schmidt. 

Må ikke arbejde i Danmark 

Trods undersøgelser og positive, praktiske erfa- 

ringer møder asylansøgerne og Want2Work en 

afgørende forhindring i arbejdet: I Danmark må 

asylansøgere ikke arbejde, og selv et praktikfor- 

løb betragtes som et arbejde. 

Flere asylansøgere har oplevet at stå med en 

praktikplads på hånden uden mulighed for at 

tage imod den. Nogle er derfor efterfølgende 

begyndt på et nyt kursus- og uddannelsesforløb 

Frisørskolen i 

København er en af 

de uddannelsesinstitutioner, 

som tager 

imod asylansøgere fra 

Want2Work-projektet. 

Want2Work slutter 

I april 2008 er det slut med 

Want2Work-projektet, der 

siden 2005 har haft 1.200 

deltagere på kursus og 

hjulpet 150 i ekstern praktik, 

hvilket vil sige praktik udenfor 

Røde Kors. Projektet slutter, 

fordi det EU-program, som 

har sikret finansieringen, 

lukker. 

Want2Works metoder og 

erfaringer føres videre i Dansk 

Røde Kors’ asylafdeling 

i skolerne og de øvrige 

uddannelsestilbud. For 

eksempel bliver alle 17 til 

21-årige asylansøgere nu 

kompetenceafklaret, og de 

tilbydes målrettede kurser og 

uddannelser.

1 

– blot for senere at nå til samme mur, uden mu- 

lighed for at komme videre i praktik og ud på det 

danske arbejdsmarked. 

Projektet er ikke formet til, at folk bliver i 

systemet i årevis. Den oprindelige tanke var, at 

asylansøgere kunne få gavn af kompetenceaf- 

klaringen og uddannelsesforløbene, når de fi k 

asyl i Danmark, og derefter kunne starte på job 

eller praktik, eller at de kunne få en bedre start i 

hjemlandet efter en afvisning. Men i praksis har 

gruppen af asylansøgere ændret sig drastisk de 

seneste år. I dag kommer ikke mange nye asyl- 

ansøgere til Danmark. Til gengæld er de længe i 

systemet, sådan som det for eksempel gælder de 

afviste irakiske asylansøgere, som ikke kan sen- 

des hjem. Med de lange opholdstider bliver den 

manglende adgang til arbejdsmarkedet et større 

problem. 

Positive praktiske erfaringer 

Asylansøgeres adgang til arbejdsmarkedet blev 

et tema i valgkampen, da Statsministeren, dagen 

før han udskrev valg, udtalte, at Regeringen ville 

arbejde for at give de afviste irakiske asylansøge- 

re mulighed for at arbejde. Det vakte positiv gen- 

klang blandt andet i erhvervslivet, og i december 

meddelte rengøringsfi rmaet ISS, at det gerne vil 

ansætte alle asylansøgere. 

Her kan erfaringer og principper fra Want- 

2Work-projektet igen vise sig nyttige, for fra alle 

sider omtales det som en succes. Fra uddannel- 

sesinstitutionerne lyder det, at asylansøgerne har 

været meget motiverede studerende, som har 

haft nemt ved at fi nde praktikpladser. Og de kom- 

muner, som har modtaget fl ygtninge, der i løbet 

af deres asylsagsbehendling har været gennem 

forløb hos Want2Work, melder positivt tilbage, 

at de personer overraskende nemme at integrere, 

fordi de fra første øjeblik ved, hvad de kan, og 

hvad de vil. 

Ved redaktionens slutning ultimo januar 2008 var der 

ikke på politisk niveau fundet nye løsninger for at lade 

asylansøgere og afviste asylansøgere arbejde. 

I andre eu-lande arbejder asylansøgere 

I 2002 vedtog EU, at asylansøgere skal have 

adgang til arbejdsmarkedet efter højst 12 

måneders sagsbehandling. De enkelte EU-lande 

forvalter dog bestemmelsen vidt forskellig. Mange 

lande giver asylansøgerne lov til at arbejde langt 

tidligere end efter et år. I Spanien og Holland 

sker det for eksempel efter seks måneder, mens 

det i Finland og Grækenland sker efter kun 

tre måneders asylbehandling. Og i lande som 

Portugal, Letland og Malta har asylansøgere straks 

ved ankomsten lov til at arbejde. I Sverige gives 

adgang til arbejdsmarkedet, så snart det skønnes, 

at sagsbehandlingen kommer til at strække sig 

længere end fi re måneder, det vil sige senest efter 

fi re måneder. 

Nogle lande hæfter restriktioner og betingelser 

til arbejdstilladelsen. I Holland er det eksempelvis 

kun tilladt for asylansøgere at arbejde 12 uger 

om året, og i Slovenien har man sat en grænse på 

otte timers arbejde om ugen. De to lande er dog 

de eneste, som sætter grænse for arbejdstidens 

omfang. Enkelte andre lande har betingelser, som 

at arbejdstilladelse gives, hvis en arbejdsgiver 

ansøger på vegne af asylansøgeren. 

Irland og Danmark har særstatus i EU, og begge 

landet nægter asylansøgere arbejde. Herhjemme 

betyder forbeholdet på det retlige område, at 

EU-beslutninger på asylområdet ikke behøver 

blive fulgt. 

For at tiltrække højuddannet arbejdskraft har vi 

i Danmark indført den såkaldte jobkortordning, 

som giver asylansøgere lov til at arbejde indenfor 

udvalgte fag. Det gælder dog kun de personer, som 

står på jobkortordningens såkaldte positivliste, for 

eksempel jordemødre, arkitekter, landinspektører, 

jurister og maskinmestre. 

Dansk Røde Kors bistår personer på jobkortordningen 

med blandt andet godkendelse af 

relevante eksamenspapirer og andre dokumenter. 

Den unge mand i lyseblå skjorte bliver udlært skrædder 

i foråret foråret 2008.

1 

I 2007 slog Dansk Røde Kors 

dørene op til et nyt hus, der både 

klæder brugerne på til arbejdslivet 

og byder lokalområdet indenfor 

nyt huS ruSter aSylanSøGere tIl aktIvt lIv 

Røde Kors’ nye hus på Frederiksberg samler ak- 

tiviteter og fagområder – og ikke mindst styrker 

det indsatsen for at asylansøgere kan leve et ak- 

tivt liv. At ruste asylansøgerne til arbejdsmarke- 

det er organisationens erklærede mål, og i huset 

på H. C. Ørstedsvej på Frederiksberg findes den 

nødvendige faglige ekspertise. 

»Der er perspektiv i at få afdelingerne til at ar- 

bejde sammen, nu hvor vi bor sammen,« siger sko- 

leleder Birgitte Steno. 

Røde Kors Huset lægger etager til skolen for 

unge og voksne, projektsekretariatet og psykotrau- 

mecentret, mens Ungdommens Røde Kors bor 

øverst og driver en café i stueetagen. Et nyt sam- 

arbejde er indledt mellem psykotraumecentret og 

skolen om såkaldt psykoedukation, i første omgang 

til de unge og senere også til voksne. 

»Forståelse for hvorfor man har indlæringspro- 

blemer er et første skridt til bedre at kunne lære,« 

siger skolelederen, og det er netop den forstålese, 

psykoedukationen kan give. 

Ligesådan peger bofællesskabet for skole, pro- 

jek- og aktiveringsfolk i retning af forståelse for, at 

asylansøgerne skal have et vist niveau af dansk, før 

de bør sendes i praktik – simpelthen for at skåne i 

forvejen ofte skrøbelige mennesker for et sprogligt 

eller fagligt nederlag. 

Flere kursister 

Den daglige leder, Mads Carstensen, fremhæver 

husets beliggenhed og de nyistandsatte etager. 

»Ved at tage et nyt og flot hus i brug viser vi 

beboerne, at undervisning og aktivering er vigtig, 

at det har værdi,« siger han. 

Og antallet af kursister er da også steget, siden 

huset åbnede i september 2007. 

»Det er min fornemmelse, at der er kommet mere 

prestige i at gå i skolen nu,« siger skoleleder Bir- 

gitte Steno, der fremhæver, at undervisningen 

har fået et fagligt og pædagogisk løft. Blandt 

andet er der nu tre danskhold, som retter sig mod 

at gøre asylansøgerne klar til at komme i praktik, 

der er oprettet alfabetiseringshold på dansk, og 

ungeskolen er udvidet med engelsk, matematik 

og PC-kørekort. 

»Med det nye hus koncentrerer vi os benhårdt 

om at klæde asylansøgerne på til at møde det eks- 

terne uddannelsessystem. For eksempel gennem 

erhvervs- og uddannelsesvejledning,« siger Mads 

Carstensen. 

Læs mere om psykoedukation på side 29. 

loven begrænser 

Et almindeligt arbejdsliv 

er stadig lukket land for 

asylansøgere. Det samme 

gælder som oftest praktik og 

endda danskundervisning. 

Dansk lovgivning udstikker 

restriktionerne – og 

Asylafdelingen forsøger at 

skabe rammerne for aktive 

og værdige liv der, hvor det er 

muligt. For eksempel kommer 

asylansøgere i intern praktik 

og aktivering på centrene, og 

voksne analfabeter kan få lov 

at lære at læse og skrive på 

dansk, hvis de har børn, som 

går i dansk folkeskole. 

Voksenundervisning og kompetenceafklaring viser vejen til 

arbejdsmarkedet og selvstændige, værdige liv i fremtiden.

Også på Sjælsmark Kaserne var personalet 

i sving fra tidligt til sent for at gøre 

klar til de evakuerede irakeres ankomst. 

16 

eFFektIvt oG DISkret 

bereDSkab 

Arbejdet gled hurtigt og 

problemfrit, da Dansk Røde 

Kors i al hemmelighed gjorde to 

asylcentre klar på ni dage midt i 

sommerferien 2007 

18. januar 

Udsendte danske soldater kalder det en »moralsk 

forpligtelse« af sørge for sikkerheden for de ansatte 

irakere, når de danske styrker senere på året trækker 

sig ud af Irak. Forsvarsministeren afviser med henvisning 

til, at der ville være tale om særbehandling. 

»Jeg har sgu’ altid taget hurtige beslutninger, og 

jeg var ikke i tvivl.« 

Efter ti minutters telefonsamtale var Lars An- 

dersen overtalt til at sige sit faste job op og køre 

til Ebeltoft dagen efter for at begynde på et nyt 

arbejde som teknisk medarbejder. 

Det var ferietid, midt i juli 2007, og lederen af 

Dansk Røde Kors’ asylarbejde i Jylland trak på sit 

netværk for at skaffe det nødvendige personale 

til at åbne to nye centre for de irakiske tolke, som 

medierne havde talt højt og meget om i måneds- 

vis. Af hensyn til irakernes sikkerhed gik der otte 

dage, fra centerlederen fi k de første informatio- 

ner om opgaven, før hun måtte sige en smule om 

den. 

24. februar 

Soldaternes forening, Centralorganisationen for 

Stampersonel, gentager opfordringen, som på dette 

tidspunkt gælder 21 tolke. 

30. februar 

Udenrigsminister Per Stig Møller, Kons., lover at de 21 

tolke ikke vil blive ladt i stikken. 

»Alle havde en god forståelse for, at vi ikke 

skulle snakke om detaljerne i opgaven, eller 

hvem beboerne var,« siger centerleder Solveig 

Vestergård. 

Elleve dage efter ansættelsen af de første med- 

arbejdere fl yttede de første irakiske beboere ind, 

der var lavet vagtskemaer for døgnbemanding på 

center Ebeltoft og center Thyregod, og skolen, 

børnehaven og sundhedsklinikken var forberedt 

til at løfte opgaven. 

»Det giver et særligt kick at få sådan en lo- 

gistik op at stå hamrende hurtigt, men jeg har 

en tyrkertro på, at vi er gode til det, og derfor 

er det vores pligt at gøre det,« siger Solveig Ves- 

tergård. 

tager imod og tager afsked 

Dansk Røde Kors’ 

asylafdeling er som 

beredskabsorganisation 

forpligtet til hurtigt at 

kunne åbne og lukke 

asylcentre afhængig af, 

hvor mange beboere der 

er. I 1999 indkvarterede 

organisationen knap 3.000 

fl ygtninge fra Kosovo og 

åbnede 12 asylcentre på 

otte uger. I 1992-93 modtog 

organisationen cirka 20.000 

asylansøgere fra borgerkrigen 

i det tidligere Jugoslavien. 

Dengang ankom der i 

perioder fl ere end 1.000 

mennesker om ugen. 

Siden 1984 har 

organisationen åbnet 

og lukket mere end 350 

asylcentre. I dag driver Dansk 

Røde Kors seks centre og et 

aktivitetshus. 

30. marts 

I Folketinget indgåes en bred, politisk aftale om den 

danske tilbagtrækning i august. Som en del af aftalen 

garanteres sikkerheden for de tidligere ansatte. 

Opgaver står i kø 

Lars Andersen var den første lokale medarbej- 

der på center Ebeltoft. Rundt om ham myldrede 

de elektrikere, malere og tømrere, som var ble- 

vet hyret af asylafdelingens centrale sektion for 

bygning og service, og som skulle få anstændige 

boliger ud af de huse, der også tidligere havde 

været asylcenter. 

»Alle havde jo hørt om irakerne, så de smed, 

hvad de havde i hænderne og arbejdede i døgn- 

drift for os,« siger Lars Andersen om de første 

ugers arbejde og de håndværkere, som blev hyret 

af Røde Kors. 

Flyttemænd kom med møbler fra Dansk Røde 

Kors’ beredskabslager på Sjælland, administratio- 

nen kom langsomt op at stå, og centret begyndte 

at tage form. Lars Andersens første kolleger blev 

rekrutteret fra vikarbureauer eller kom og arbej- 

dede et par dage, mens de afspadserede på deres 

faste job. Men efterhånden opstod en fast perso- 

nalegruppe. 

Enkelte ansatte var helt nye, andre havde lige- 

som Lars Andersen tidligere været ansat i Dansk 

Røde Kors og kendte til akutte beredskabsopgaver. 

De var derfor ikke overraskede over effektiviteten, 

sådan som skoleleder Henrik Bang Pedersen var. 

Han fi k sin debut med modtagelsen af irakerne. 

»I begyndelsen var jeg skeptisk over for den 

stramme tidsplan, men mine erfarne kolleger 

troede på det, og så var det jo bare om at løse 

opgaverne, som stod i kø.« 

På trods af sommerferien skaffede han frivil- 

lige og kaldte medarbejdere på arbejde, så de 

irakiske børn fra første dag kunne gå i en særlig 

sommerskole. 

3. april 

Tidligere Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, Venstre, 

skriver i Berlingske Tidende, at det er et spørgsmål 

om »borgerlig anstændighed« at hjælpe tolkene i 

sikkerhed – også hvis det kræver, at de kommer til 

Danmark. Dansk Folkeparti fastholder, at der må laves 

ordninger for dem i Irak og ikke i Danmark. 

Og mandag den 23. juli fl yttede de første 41 be- 

boere ind på center Ebeltoft. Dagen efter kom an- 

dre 40 irakere til center Thyregod, og inden ugen 

var omme, var yderligere tre hold indkvarteret på 

de to centre. 

Betroet en speciel opgave 

I december 2007 koordinerede Solveig Vester- 

gård lukningen af center Ebeltoft fra sit kontor. 

Der var kun ni beboere tilbage, og de skulle fl ytte 

om få dage. Den første ansatte, Lars Andersen, 

gik rundt i blå Kansas-dragt og samlede de ting, 

der skulle afsted til center Jelling i stedet for at 

komme på lager. 

En uge tidligere holdt centrets beboere af- 

skedsfest med følelsesladede takketaler og 

ira kiske digte til personalet. På denne decem- 

berdag fyldte minderne om festen mere hos per- 

sonalet end trætheden fra den første måned. 

»Det er fascinerende at blive betroet en så spe- 

ciel opgave, så den tager man velvidende, at det 

koster både nattesøvn og på hjemmefronten,« 

siger skoleleder Henrik Bang Pedersen. 

Centerleder Solveig Vestergård har arbejdet 

med asylansøgere 22 år i Dansk Røde Kors, og 

selvom hun i løbet af de to sommermåneder kun 

holdt fri den ene dag, hendes mor fyldte 85 år, 

så griner hendes familie, når hun siger, at det var 

sidste gang, hun åbnede et asylcenter. Hun har 

det ligesom Lars Andersen, der nu skal videre på 

arbejdsmarkedet. 

»Hvis der bliver behov en anden gang, så kom- 

mer jeg igen.« 

7. juni 

Ifølge Berlingske Tidende har USA besluttet at give asyl 

til 7.000 irakere, der har arbejdet for amerikanerne. 

18. juni 

TV 2 afslører, at en tolk, der arbejdede for 

Udenrigsministeriet, blev dræbt af irakiske 

oprørere i december 2006. 

Fokus på sundhed 

Det kolde, regnvåde Danmark 

i august gjorde mange af de 

evakuerede irakere forkølede, 

fl ere gravide kvinder fødte 

umiddelbart efter ankomsten, 

og enkelte irakiske mænd 

blev behandlet for alvorlige 

fysiske krigsskader blandt 

andet efter vejsidebomber. 

Dansk Røde Kors gav de 

evakuerede irakere samme 

sundhedstilbud som alle 

andre asylansøgere. Det 

betyder, at deres helbred blev 

kortlagt ved ankomsten, de 

blev behandlet for akutte 

eller smertefulde sygdomme, 

børnene blev vaccineret 

efter dansk standard, og 

sundhedsplejersker fulgte 

deres udvikling i tiden på 

asylcentret. Derudover 

har irakerne fået såkaldt 

psykoedukation, som er 

undervisning i, hvilke psykiske 

reaktioner og symptomer, de 

kan forvente i deres situation. 

»Umiddelbart er der ikke 

noget at mærke på gruppen, 

men når man dykker ned 

under overfl aden, har nogen 

været i fængsel og måske 

udsat for tortur, og mange 

har forladt familiemedlemmer 

eller børn derhjemme, fordi 

afrejsen skete så hurtigt. Det 

kommer de formodentlig til 

at reagere på senere,« siger 

Karen Margrethe Bjørn, 

der leder Dansk Røde Kors’ 

sundhedsarbejde i Jylland. 

27. juni 

Regeringen og Dansk Folkeparti indgår aftale »som 

skal sikre, at ingen, som på en værdifuld måde har 

bistået med den danske indsats i Irak, i den periode 

hvor den danske bataljon har været en del af den internationale 

koalition, bliver ladt i stikken, når den danske 

bataljon hjemtages til august.« Aftalen fokuserer i 

første omgang på tolke.

Fra den første besigtigelse den 3. juli og til den første 

gruppe evakuerede irakere ankom den 20. juli, arbejdede 

personalet professionelt og målrettet med at gøre 

Sjælsmark Kaserne klar til at tage imod. 

»Det var imponerende at se asylafdelingens beredskab 

i aktion. Personalet er professionelt og erfarent, så det 

kørte bare. Det krævede selvfølgelig et meget tæt og koordineret 

samarbejde med Udlændingeservice, forsvaret, 

lufthavnens sikkerhedsfolk og politiet. Samarbejdet var i 

top, det var en fornøjelse.« 

Jørgen Chemnitz, asylchef i Dansk Røde Kors.

Et Herkules militærfl y bragte en helt særlig last til 

Danmark: Højgravide kvinder og nyfødte spædbørn. I en 

container i fl yets last var der indrettet fødestue – men 

ingen børn kom til verden under evakueringen. 

Detaljen gør forskellen – og der blev tænkt på store og 

små detaljer og behov, da Sjælsmark Kaserne blev gjort 

klar til at tage imod de evakuerede irakiske tolke.

Y er en af de irakiske tolke, der i juli blev 

evakueret til Danmark, fordi deres arbejde for 

de danske myndigheder i Irak blev opfattet som 

forræderi 

De står hver dag ved det check-point, som adskil- 

ler det internationale område fra resten af byen. 

Skygger ham på vej til det irakiske udenrigsmi- 

nisterium, når han henter papirer til den danske 

ambassade, hvor han arbejder. Følger efter ham 

til markedet, når han køber grøntsager og kød 

til kantinen på arbejdet. Forfølger ham om afte- 

nen, når han går hjem over broen og ser ligene af 

dræbte landsmænd flyde forbi i floden. 

Sådan er hverdagen for Y i Irak i månedsvis. 

Hans forfølgere gør ham ikke noget, men en dag 

ringer de: 

»Du er en forræder, arbejder for besættelses- 

magten. Og du ved, at vi ved det. Du får 14 dage 

til at stoppe det.« 

To uger senere ringer de igen og gør ham op- 

mærksom på, at han nu kender konsekvensen af 

ikke at adlyde deres ordre. Han skifter øjeblikke- 

ligt job til et engelsk firma, som indkvarterer ham 

20. juni 

Asylafdelingens ledelse kaldes til møde i Integrationsministeriet 

og bliver orienteret om den forestående 

evakuering. I løbet af de næste uger holdes flere ’hemmelige’ 

møder om modtagelsen af de irakiske tolke og 

deres familier. Blandt andet Udenrigs- og Forsvarsministerierne 

og Udlændingeservice deltager i møderne. 

Fra Irak tIl ny beGynDelSe på DjurSlanD 

på arbejdspladsen, så han ikke behøver forlade 

den beskyttede, internationale zone. I de føl- 

gende måneder dør flere af hans venner, andre 

forsvinder bare. 

»Til sidst havde jeg en følelse af, at det var 

sikkert, at jeg skulle dø en dag. Det var alene et 

spørgsmål om tid, sted og årsag. Bare fordi jeg 

arbejdede for danskerne og englænderne, som 

man opfatter som fjenden.« 

I dag har Y fået asyl. Han er en del af den 

såkaldte »tolke-gruppe«, der blev evakueret til 

Danmark i juli 2007. Men han kalder sig stadig 

»Y« og har brug for anonymitet af hensyn til fa- 

milien derhjemme, som har arvet truslerne mod 

ham. 

Hurtig afrejse 

Det er søndag i slutningen af juli 2007, og han 

besøger sin familie uden for byen. Fjernsynet er 

3. juli 

Det første ’hemmelige’ møde i Asylafdelingen for de 

personer, som skal lede åbningen af modtagecentret på 

Sjælsmark Kasserne og opholdscentrene i Thyregod og 

Ebeltoft. Sjælsmark Kaserne besigtiges. 

tændt i stuen, så alle hører, da tv-speakeren for- 

tæller, at danskerne har »taget« de irakere, der 

arbejder for de danske styrker i den sydlige Basra- 

provins. Dagen efter ringer Y til sin tidligere ar- 

bejdsgiver, den danske ambassadør, og spørger, 

om han også kan få hjælp. Han bliver med det 

samme kaldt til interview, og allerede to dage se- 

nere får han besked på at aflevere sit pas. 

»Det går stærkt, så pak dine ting og gør dig 

klar, men sig ikke til nogen, at du skal til Dan- 

mark.« 

Beskeden fra sekretæren på den danske am- 

bassade er klar. Y opfinder en historie om, at han 

skal til Amman, hovedstaden i Jordan, for at få 

opereret sin næse. Kun faderen ved besked, for Y 

spurgte ham til råds, da han skulle vælge mellem 

danskernes tilbud: At rejse til et andet land i re- 

gionen, at finde et sikkert sted i Irak og få økono- 

misk hjælp på op til 100.000 kroner til at etablere 

6. juli 

På Sjælsmarks Kaserne går arbejdet med at sætte i 

stand og gøre klar i gang. 

sig der – eller at søge om asyl i Danmark. 

»Min far sagde, at mit liv jo ikke er pengene 

værd, for hvis jeg er død, kan jeg alligevel ikke 

bruge dem.« 

Allerede om fredagen står Y i lufthavnen 

sammen med den danske ambassadør. Via Græ- 

kenland skal de rejse til Kastrup, derfra skal am- 

bassadøren på ferie i hjemlandet, mens Y skal 

begynde et nyt liv i et nyt land. Men flyet er over- 

booket, og Y beder en ven, som er ansat i lufthav- 

nen, om hjælp til at skaffe dem pladser. I løbet 

af samtalen bliver Y’s dækhistorie afsløret ved et 

uheld, og flere i køen omkring dem hører deres 

sande destination. Fire dage senere ved alle i Y’s 

hjemby, hvor han er rejst hen, og tre uger efter får 

hans forældre trusselsbreve om, at de står for tur, 

fordi Y ikke selv kan tage sin straf. 

»Nu er jeg i sikkerhed, og det er jeg virkelig 

taknemmelig for. Men min familie må flytte fra 

sted til sted, og min søster er holdt op på univer- 

sitetet. Det bekymrer mig meget.« 

Gemmer sin baggrund 

Y flytter til Dansk Røde Kors’ center Ebeltoft i 

begyndelsen af august 2007. Her er en del andre 

unge mænd i 20’rne og 30’rne, der har arbejdet 

som tolke for de danske soldater i Irak. Nogle har 

alvorlige fysiske krigsskader, andre har været i 

10. juli 

I Jylland orienterer leder Solveig Vestergaard personalet 

på center Jelling om opgaven 

fængsel og har måske været udsat for tortur. Alle 

savner de nogen. 

»Vi vidste, at vi alle var i samme båd. Vi blev 

forfulgt, fordi vi fungerede som en bro mellem 

irakere og danskere, og de fleste af os havde 

forladt vores familier med få dages varsel. Nogle 

havde endda efterladt kone og børn, som ikke 

nåede at komme med.« 

Y og de andre irakere får flere gange besøg 

af danske soldaterkolleger fra Irak, som kender 

deres fortid. Hos andre danskere møder de også 

stor velvilje på grund af deres særlige baggrund, 

men under et besøg i et indkøbscenter går de 

forbi nogle landsmænd og den irakiske modstand 

vender tilbage. 

»De kunne høre, at vi kom fra Irak og sagde 

vredt, at vi nok var de der tolke, der arbejdede 

for Danmark. Så begyndte de at råbe, Saddam, 

Saddam er en modig mand.« 

Episoden var så ubehagelig, at Y har besluttet 

at undgå steder med andre irakere nu, hvor han 

har fået opholdstilladelse og er flyttet til en by 

på Sjælland. 

»Jeg er bange for, at min baggrund bliver kendt 

i mit nye liv. Det er ok at fortælle til danskere, 

men jeg vil nok prøve at undgå kontakt med an- 

dre arabere et stykke tid. Jeg vil bare nyde freden 

her i Danmark og få et nyt liv.« 

11. juli 

I det jyske bliver de første medarbejdere ansat. De begynder 

på arbejde dagen efter. Også håndværkere bliver 

hyret. 

Sikkerhed i højsædet 

Dansk Røde Kors har lagt 

vægt på, at de evakuerede 

irakiske asylansøgere reelt 

kan opholde sig sikkert 

i Danmark. Derfor bad 

asylafdelingen om en 

risikovurdering fra Politiets 

Efterretningstjeneste. 

Vurderingen lød på, at de 

evakuerede burde leve 

anonymt for at beskytte 

familierne i Irak mod trusler. 

Dansk Røde Kors besluttede 

derefter at skærpe 

diskretionen. For eksempel 

blev pressen holdt på afstand, 

fordi et foto måtte formodes 

at kunne bringe den enkelte 

eller familien i Irak i fare. 

Det er også grunden til, at 

billederne af de evakuerede 

irakere i denne publikation 

er slørede. 

De særlige centre var 

døgnbemandet med Røde 

Kors-personale, alle gæster 

blev registreret, og politiet 

patruljerede dagligt. 

20. juli 

De første 200 evakuerede irakere ankommer med et 

chartret fly til Københavns Lufthavn. Røde Korspersonale 

modtager dem på landingsbanen sammen med ansatte 

i blandt andet Udlændingeservice og politiet.

klar tIl Danmark på 5 måneDer 

Turbo-undervisning i dansk sprog, normer, 

sundhed og arbejdsmarked følger med de 

evakuerede irakere ud i det danske samfund 

»Hvordan betaler man skat?«, »Hvad er Dan- 

marks vigtigste eksportvare?« og »Kan vi bruge 

vores eksamensbeviser fra Irak?« 

Spørgsmålene var målrettede og ambitiøse, 

da 25 irakere i august 2007 besøgte Ebeltoft 

Rådhus som en del af undervisningen på Dansk 

Røde Kors’ lokale asylcenter. De velklædte mænd 

og kvinder i byrådssalen blev fl øjet til Danmark 

bare fem uger tidligere og kom i sikkerhed for de 

trusler, som fulgte med at arbejde for de danske 

tropper i Irak. I august var Udlændingeservice 

kun lige begyndt at interviewe dem til behand- 

lingen af deres asylsag, men irakerne havde høje 

forventninger, lange uddannelser og solid er- 

hvervserfaring med i bagagen. De havde allerede 

21. juli 

Tidligt om morgenen ankommer et militærfl y med højgravide 

kvinder, nyfødte og familiemedlemmer til Københavns 

Lufthavn. Igen er asylafdelingens personale klar 

til modtagelse på landingsbanen. Indtil slutningen af 

august ankommer fl ere særfl y med evakuerede. 

stillet ind på fremtiden i det nye land. 

»Vi vil ud og have et privatliv og spille en rolle 

i samfundet. Vi har jo hørt, at Danmark mangler 

tandlæger, læger og ingeniører, så det vigtigste 

er at lære dansk sprog og levevis,« sagde en kvin- 

delig irakisk tandlæge. 

Sulten efter undervisning 

På Dansk Røde Kors’ særlige centre for evakuere- 

de irakere besluttede man hurtigt at give de nye 

beboere turboundervisning. De fi k samme tilbud 

som andre asylansøgere, men i en komprime- 

ret udgave. Personalet var fra begyndelsen klar 

over, at der var tale om en aktiv og videbegærlig 

gruppe. 

23. juli 

Første bus med 41 personer ankommer til center 

Ebeltoft under stor mediebevågenhed. 

De første evakuerede irakere ankommer med et chartret 

fl y tidligt om morgenen den 20. juli. Klart til at byde velkommen 

er blandt andet Dansk Røde Kors’ asylafdeling, 

Udlændingeservice og repræsentanter for hæren.

6 

»Det stillede store krav til os, ligesom det senere 

blev en stor udfordring for de kommuner, som i 

dag har fået nye irakiske borgere,« siger Dansk 

Røde Kors’ asylchef Jørgen Chemnitz. 

For de voksne betød det 20 timers undervis- 

ning om ugen i dansk sprog og emner som de- 

mokrati, uddannelse og dansk skik og brug. Vok- 

senlærer på center Ebeltoft, George Rampestad, 

valgte derfor at kombinere al klasseundervisning 

med besøg på danske institutioner, og hans 

sprogundervisning knyttede an til forhold i Irak, 

som beboerne kunne forholde sig til. 

»De har større forventninger end andre asyl- 

ansøgere på grund af deres baggrund, og fordi 

de er inviterede. De er topmotiverede, og jeg kan 

mærke, at mange lærer sproget meget hurtigt, 

fordi de er vant til uddannelse,« siger George 

Rampestad. 

På center Thyregod i Midtjylland boede de nye, 

irakiske børnefamilier. De mindste børn på under 

seks år begyndte med det samme i børnehave på 

Dansk Røde Kors’ nærliggende center i Jelling, og 

24. juli 

Første bus med 40 personer ankommer til center 

Thyregod. I løbet af den næste uge ankommer flere evakuerede 

irakere til Ebeltoft og Thyregod. 

dagen efter ankomsten stod lærere og frivillige 

klar til at modtage de større børn i en særlig som- 

merskole. Med sanglege, spil og tegning blev de 

nye elever introduceret til de danske gloser. 

»Vi oplevede en gruppe børn, som var meget 

’sultne’ og undervisningsparate, og forældrene 

bakkede virkelig op om skolen,« siger Henrik 

Bang Pedersen, som leder Dansk Røde Kors’ 

børne- og voksenskole i Jylland. 

De voksne beboere på center Thyregod fik 

dog også en overraskelse ved mødet med skolen. 

Forældre blev undervist på hvert sit hold i løbet 

af dagen, så enten far eller mor hele tiden var 

hjemme til at passe de alleryngste. 

»Mændene grinede og troede, det var vores 

spøg, at de skulle passe børn. De tabte virkelig 

underkæben, da de forstod, at vi mente det med 

ligestillingen. De syntes, det var meget underligt, 

men de passede faktisk deres børn – for nogle af 

dem var det første gang nogensinde,« siger Karen 

Margrethe Bjørn, der er stedfortrædende leder på 

center Jelling. 

31. august 

De første får opholdstilladelse, det gælder 66 personer 

på center Thyregod. Den 1. oktober overgår de til kommunen. 

I løbet af 2007s sidste måneder får så godt som 

alle de evakuerede irakere opholdstilladelse, og Dansk 

Røde Kors’ aktiviteter bliver færre i samme takt. 

Tror på fremtiden 

Fem måneder efter ankomsten fik alle beboere 

på center Ebeltoft asyl i Danmark, og i slutningen 

af 2007 flyttede de til 22 forskellige kommuner. 

Alle havde en mindre stak papirer med sig, som 

beskriver, hvad de har lært og lavet under ophol- 

det hos Dansk Røde Kors, hvordan deres helbred 

er, hvilken uddannelse, erhvervserfaring og livs- 

situation de tog med fra Irak, og hvilke mål og 

forventninger de har for fremtiden. Dem er der 

mange af. 

»De har alle et svar på rede hånd, også dem 

uden uddannelse har planer for tiden, der kom- 

mer. Det ser vi ikke så tit hos andre asylansøgere, 

for ambitionerne smuldrer væk i løbet af de man- 

ge år, hvor de venter på en uvis fremtid,« siger 

netværksmedarbejder Kirsten Forbes, der havde 

ansvaret for de såkaldte overgivelsespapirer. 

En af de unge mænd fra byrådssalen i Ebel- 

toft er en ung ingeniør. Han har i dag fået svar 

på mange af de spørgsmål, han stillede i august 

måned, og ligesom andre uddannede irakere har 

7. november 

Dansk Røde Kors giver Sjælsmark Kaserne tilbage til 

Forsvarsministeriet ved en afleveringsforretning. 

han fået oversat sine eksamenspapirer til danske 

forhold. Nu har han meldt sig ind i Ingeniørfor- 

eningen i Danmark, IDA. 

»Jeg vil meget nødig have penge af kommunen. 

Jeg vil forsørge mig selv og være aktiv. Jeg for- 

venter ikke, at jobcentret kan hjælpe mig. De vil 

nok bare aktivere mig og give mig et rengørings- 

job, så jeg får bedre hjælp af IDA, eller hvis jeg får 

et netværk. Men jeg forventer, at min fremtid er 

positiv,« siger han. 

»Jeg kan lide den vestlige levevis, jeg kan en- 

gelsk og er ingeniør, og den viden, vi fik hos Røde 

Kors, er ekstremt værdifuld. Vi har lavet et cv, vi 

ved hvordan man opfører sig til en jobsamtale, og 

at man for eksempel ikke spørger om en kvindes 

alder! Og så kan jeg lidt dansk, men jeg tror, det 

går langsommere med at lære mere på sprogsko- 

len end hos Dansk Røde Kors. Nu må jeg bare selv 

tage ansvar for det.« 

20. december 

Flaget tages ned på center Ebeltoft, centret er klar til 

lukning. 

Irakerne evaluerer Dansk røde kors 

Hvad synes du om den måde, vi modtog dig på? 

Hvordan var den undervisning i dansk og danske 

forhold, som du fik af Dansk Røde Kors? 

Asylcenter Jelling er i gang med at evaluere den 

særlige indsats overfor de evakuerede irakere. 

Svarene skal bruges til at gøre Asylafdelingens 

beredskab endnu bedre, så fremtidige særlige 

grupper af asylansøgere kan få den bedst mulige 

ankomst til og tid på asylcentrene. De foreløbige 

resultater ser positive ud. 

»Vi får ros for at have alting klar ved ankomsten 

– fra værelser og internetforbindelse til 

rengøringsmidler i skabene. Og for at have hjulpet 

og støttet dem. Men nogle undrer sig over, at 

de skulle vente i flere dage på at komme til hos 

sygeplejersken og først derefter kunne komme til at 

se en læge,« siger centerleder Solveig Vestergaard. 

Evalueringen ventes færdig i begyndelsen af 2008.

DokumentatIon For pSykISke lIDelSer 

Hvert tredie barn og ung på asylcentrene har det psykisk så dårligt, at de bliver syge af 

det. Ny videnskabelig undersøgelse bekræfter Dansk Røde Kors’ bekymring 

35 procent af alle børn og unge på mellem fire og 

16 år på Dansk Røde Kors’ asylcentre viser tegn 

på psykiske lidelser. Det er konklusionen på en 

stor undersøgelse, som Københavns Universitet 

lavede i 2007 på bestilling fra Dansk Røde Kors. 

Børnene er kede af det, nervøse og svimle, og 

de har ondt i ryggen, maven eller hovedet flere 

gange om ugen. 

»Vi vidste, at de har det rigtig dårligt, men nu 

er det også videnskabelig dokumenteret,« siger 

Jørgen Chemnitz, chef for Dansk Røde Kors’ asyl- 

arbejde. 

Børn på asylcentrene 

lider blandt andet af 

hoved- og mavepine, 

og de er nervøse og 

kede af det. 

Organisationen har længe haft særligt fokus 

på, hvordan børnene reagerer på de stigende 

opholdstider, og på at nogle familier har boet 

på asylcentre i op til fire år. Fagpersonalets be- 

kymring er gennem de senere år blevet omsat til 

handling, for eksempel ved ansættelse af social- 

rådgivere på alle centre og forsøg med en udred- 

ningsenhed, som undersøger sager om udsatte 

børn. Enheden er senere blevet gjort til en per- 

mament ordning. Ligesådan har Dansk Røde Kors 

gennemført flere såkaldte screeningsundersøgel- 

ser, der sammeholder fagpersonalets formodnin- 

ger og erfaringer. 

I den eksterne 2007-undersøgelse kortlagde 

Institut for Folkesundhed 246 asylbørns psykiske 

situation ved hjælp af spørgeskemaer til deres 

lærere og pædagoger og ved at spørge de unge 

selv. De 246 deltagere i undersøgelsen svarer til 

95 procent af alle børn og unge i aldersgruppen 

fra fire til 16 år. 

Personalet svarer, at 31 procent af børnene har 

tegn på psykiske lidelser, og 31 procent er også 

belastede af det. Når de unge mellem 11 og 16 år 

selv svarer, så vurderer hele 58 procent, at de har 

tegn på psykiske lidelser. Det er et kendt fæno- 

men i den type undersøgelser, at børn, forældre 

og fagpersoner giver forskellige svar. 

»Pædagoger ser børnenes adfærd, og forældre 

er opmærksomme på symptomer, mens børn og 

unge selv svarer ud fra deres følelser,« siger chef- 

læge Ebbe Munk-Andersen fra Dansk Røde Kors. 

Undersøgelsen Psykisk helbred blandt asylbørn i Danmark 

blev offentliggjort i efteråret 2007. 

Den kan læses på asylafdelingens hjemmeside 

www.asylum.redcross.dk/sw79708.asp 

Selvhjælp tIl 

GlaDere lIv 

Viden om stress og 

traumer mildner 

psykiske problemer 

Far kan ikke sove om natten, mor græder hver 

dag, og de to søskende kommer jævnligt op og 

slås. Det kan være situtionen i hjemmet for asyl- 

børn med psykisk syge forældre. 

I 2007 satte Asylafdelingen fokus på at hjælpe 

børnene til at få et godt liv, selvom familien har det 

svært. Igennem psykoedukationsforløb fik børne- 

ne hjælp til at forstå forældrenes reaktioner. 

»Psykoedukation går ud på at give mennesker 

følelsen af kontrol over deres eget liv tilbage. Det 

hjælper mange, at de får en viden, som kan for- 

klare dem, hvorfor de selv eller deres familiemed- 

lemmer har det, som de har det,« siger psykolog 

Dea Seidenfaden fra Dansk Røde Kors´ psykotrau- 

mecenter. 

Den psykisk dårlige stand kan skyldes traumer 

eller de usikre fremtidsudsigter, som mange asyl- 

ansøgere lever med, og som for de fleste udgør 

en voldsom stressfaktor. Det er den slags, der bli- 

ver undervist i: Viden om for eksempel stress og 

traumer og om udløsende faktorer. 

Psykotraumecentret håber at kunne arbejde 

med hele familier i 2008, fordi erfaringen viser, 

at det giver bedre resultater. Psykolog Dea Sei- 

denfaden understreger dog, at selvom metoden 

hjælper mange, så kan den ikke erstatte et egent- 

ligt terapiforløb. 

»En kvinde tror måske, hun er ved at blive 

sindssyg, fordi hun får flashbacks og ikke kan 

styre sine tanker. Med psykoedukation kan hun 

blive bevidst om, at det er helt almindeligt for 

mennesker, som er blevet voldtaget. Så ved hun, 

at hun ikke er på randen af sindssyge, og hun kan 

slappe lidt af. Men det fjerner jo ikke selve trau- 

met,« siger hun. 

I 2007 fik også de evakuerede irakere psyko- 

edukation. Deres forløb var intensive og varede 

blot et par dage. Andre forløb består af en ugent- 

lig session i otte til 12 uger. 

tradition for undersøgelser 

Dansk Røde Kors’ asylafdeling har i mange år 

undersøgt og fået undersøgt asylansøgernes 

vilkår og hvordan, de påvirker dem. Den første 

store undersøgelse var læge Helge Kjersems 

Migrationsmedicin i Danmark. Den blev 

offentliggjort tilbage i 1994 og lagde grunden 

til den holdning, som senere har været i front i 

asylarbejdet: Ingen bør leve i mere end et år i den 

usikkerhed som en uafgjort asylsag betyder. 

Ingen efterfølgende undersøgelser - fra Dansk Røde 

Kors eller andre - har siden draget konklusionen i 

tvivl. En svensk undersøgelse har siden vist, at der 

for asylansøgere ikke er forskel på, om de bor på 

et center eller udenfor. Det er usikkerheden, som 

er afgørende.

30 

Et liv som asylansøger gør det svært for 14-årige Shushanik at have 

venner og fortrolige. Ligesom fremtidsplaner er et ukendt begreb 

Det eneste, hun selv bestemmer over er tankerne. 

I hovedet kan hun åbne og lukke for venskaber og 

fortrolighed, og hun kan skubbe bekymringerne 

og fremtiden væk. Men om aftenen kan hun ikke 

falde i søvn. 

»Jeg tænker på nu og her, så må jeg få det 

bedste ud af det. Det er altid forfra igen, og jeg 

kan alligevel ikke forandre det. Men man bliver 

træt.« 

14-årige Shushanik forlod Ukraine for ni år 

siden med sine forældre og en storebror. Siden 

har de været asylansøgere i fem europæiske 

lande og fået en lillebror, så de seneste halvan- 

det år i Danmark er blot endnu et sprog, endnu 

en skole og flere potentielle venner, som måske 

forsvinder igen. 

Så lidt venner som muligt 

»Et asylcenter er godt for mennesker, som ikke 

har et hjem, men det er bedre, hvis man har et 

normalt liv. Det ønsker alle sig.« 

For Shushanik betyder »normalt« at bo i sit 

eget hus, have sit eget værelse, mange venner, 

»jeG beholDer Det InDenI mIG« 

naboer, en far med et arbejde og en rask mor. 

Forestillingen er helt forskellig fra hendes nuvæ- 

rende hverdag i den lille lejlighed på asylcentret. 

I stuen sover hun med sine to brødre, for mode- 

ren har brug for forældrenes soveværelse hele 

dagen. 

»Min mor er syg, og far passer på hende. Jeg 

tror, hun er blevet syg af alle de forandringer og 

flytten rundt, men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, 

hvad der foregår i hende. Nogle gange tænker 

jeg, at det kunne være min skyld. Hun ligger på 

værelset og siger ikke så meget. Spiser sine tab- 

letter. Far siger nogle gange, at vi skal prøve at 

forstå hende. Han prøver også at sige, at vi skal 

gå ud til vores venner, for han kan ikke lide, at vi 

skal have det sådan.« 

Venner er der mange af, siger Shushanik. Hun 

er venner med alle de andre børn og unge på 

asylcentret, og så er der bedsteveninden, som 

hun går sammen med i klubben eller på bibliote- 

ket, hvor de skriver sammen på Messenger. Men 

ikke om, hvordan de har det. 

»Hun har jo også sådan et liv. Jeg snakker ikke 

så gerne om det. Jeg beholder det indeni mig. 

Jeg kan godt sige det til far og mor, men de kan 

jo ikke forandre det. Hvis nogen spørger mig, så 

svarer jeg, men jeg går ikke til dem selv. Nogle 

gange snakker jeg med Grethe (sundhedsplejer- 

sken, red.) oppe på klinikken her på centret. Det 

er det eneste. Alle, der bor her, kommer og går 

igen, så det bliver aldrig til noget. Man prøver at 

få så lidt venner som muligt, fordi man ikke ved, 

om man kan blive. Hvis man flytter, så har man 

ikke kontakt mere, og det er ikke så rart.« 

Fremtiden er et brev med regninger 

Russisk, tysk, armensk og dansk. Shushaniks 

barndom har lært hende fire sprog, og i skolen er 

hun nu ved at lære engelsk. Hun klarer sig rigtig 

godt og skal snart begynde i en lokal folkeskole. 

»Det er selvfølgelig flot, at jeg kan. Det hjæl- 

per meget at gå i skole. Mine lærere er rigtig 

gode, men jeg er ikke rigtig glad, for jeg ved 

ikke, om jeg bliver længe nok til at få en uddan- 

nelse. Jeg ved ikke, om jeg kan nå det. Engang 

ville jeg være advokat, men så skal man arbejde 

med asyl, og så vender det hele tilbage. Nu har jeg tænkt 

på, at jeg måske skal arbejde i en bank. Når jeg får gode 

karakterer, så tænker jeg på, hvad jeg skal være engang, 

men derhjemme tænker jeg aldrig på det.« 

Fremtiden er i det hele taget noget, Shushanik forsøger 

at holde på afstand. 

»Jo ældre man bliver, jo mere træt bliver man af det 

her. Min lillebror på otte han forstår jo ikke så meget. Jeg 

har ventet hele mit liv. Jeg venter på at få ophold, så jeg 

ikke skal flytte og kan koncentrere mig om skolen og at 

beholde mine venner. Jeg tænker faktisk på, hvad der skal 

ske med os hver eneste dag. Når andre får ophold, så bli- 

ver jeg selvfølgelig glad, men så tænker jeg også, hvornår 

sker det for mig? Det samme når andre får negativ. Jeg må 

bare styre tankerne, men hver dag før jeg går i skole, kig- 

ger jeg, om vi har fået brev og om det måske er negativ. 

Når man får ophold, så kan man bare tænke, at brevet 

nok er regninger.« 

Fremtiden kommer pr. brev 

Udlændingemyndighederne 

sender brev til asylansøgerne, 

når deres sag er afsluttet. 

Hvis ansøgeren får 

opholdstilladelse, flytter 

han eller hun og familien fra 

centret og til en kommune, 

hvor integrationsperioden 

begynder med blandt andet 

danskundervisning. 

Er afgørelsen et afslag, i 

daglig tale på centrene 

ofte kaldet negativ, skal 

asylansøgeren rejse til sit 

hjemland. Sker det ikke 

frivilligt, kan politiet eskortere 

den eller de pågældende 

personer til hjemlandet. 

børnene må følge forældrene 

Nogle asylansøgere flakker 

om i Europa i kortere eller 

længere perioder. I fagteknisk 

tale kaldes disse personer for 

funktionelle nomader. Det er 

Dansk Røde Kors’ erfaring, at 

mennesker fra denne gruppe 

er blandt de asylansøgere, der 

har det psykisk meget dårligt. 

Nogle af de såkaldt 

funktionelle nomader er 

enlige, andre er familier med 

børn. De voksne kan have 

forskellige grunde til at ville 

rejse videre fra et land til et 

andet. Børnene har sjældent 

noget valg: De må blot følge 

med deres forældre.

3 

aSylbørn er en GevInSt For FolkeSkolen 

»Jeg vidste, at både lærerstaben og børnene her 

på skolen ville byde asylbørnene velkommen, så 

jeg sagde ja med det samme,« siger skoleleder 

Hanne Reppien om sin reaktion, da hun i 2006 

blev spurgt, om hun og Enghave Plads Skole i Kø- 

benhavn ville modtage asylbørn. 

De fl este børn fra asylcentre er begyndt at gå i 

almindelige folkeskoler, hvor de deler hverdag med 

danske børn. Til glæde ikke bare for børnene, men 

også for skolerne 

Siden har otte børn fra center Fasan og center 

Kongelunden været gennem skolen. I dag er to 

tilbage, et søskendepar som netop har fået op- 

holdstilladelse. Familien vil gerne blive i Køben- 

havn, så de to døtre ikke behøver skifte skole. For 

de to piger er lige så glade for at gå på skolen, 

som skolen er for at have dem. 

»Morgenen efter, familien havde fået opholds- 

tilladelse, stod den store pige på mit kontor og 

fortalte glad: Hanne, vi har fået opholdstilla- 

delse! Kan vi blive på skolen?« fortæller Hanne 

Reppien 

Asylområdet bliver levende 

Hanne Reppien er fuld af beundring for asylbør- 

nene, som hun kalder stærke, og fuld af stolthed 

over, at de er blevet taget så godt imod af både 

børn og lærere. 

Ifølge skolelederen er omkostningerne ved at 

åbne skolen for asylbørn, at det var en barsk 

følelsesmæssig oplevelse for både hende selv, 

lærerne og eleverne, da en bosnisk familie blev 

tvangsudsendt efter afslag på asyl. Eleverne fi k 

ikke sagt farvel til deres klassekammerat, som 

blev hentet midt om natten og ekspederet ud af 

landet. 

»Jeg fortalte børnene om morgenen, hvad der 

var sket, og det var selvfølgelig voldsomt for dem 

at opleve. En enkelt brød sammen. Børnene var 

jo blevet venner, og de havde knyttet sig til hin- 

anden.« 

Trods de følelsesmæssige omkostninger er 

skolelederen begejstret for at have asylbørn i sine 

klasser. 

»Børnene på skolen i dag ved, hvad det vil sige 

at være asylansøger. De kender eller har kendt 

asylansøgere, og de har besøgt asylcentre. Det er 

vævet ind i deres hverdag. De yngste asylbørn, 

vi har haft, gik i 4. klasse, og fra den alder er det 

fi nt, at børnene får noget at vide om den barske 

virkelighed. Og det må man sige, de har fået,« 

siger Hanne Reppien. 

Asylbørn er velkomne på Enghave Plads Skole i København. De lærer de 

andre børn om den barske virkelighed, mener skolelederen. 

Fra center til folkeskole 

Ved slutningen af 2007 

gik omkring halvdelen af 

skolebørnene på asylcentrene 

i folksekole. Andelen svinger 

en del året igennem, men 

tendensen er klar: En god del 

af børnene går i udeskole. 

Sådan har det ikke været 

altid. Omkring midten af 

1990’erne fi k de første børn 

lov til at gå i skole udenfor 

centrene. I de første år 

derefter lavede de enkelte 

asylcentre aftaler – som regel 

uformelle – med folkeskoler 

i deres nærområde om 

børnenes skolegang. 

Efterhånden som fl ere 

asylbørn er begyndt at gå 

i folkeskole er aftalerne 

blevet formaliseret. Derfor er 

det heller ikke længere den 

enkelte skoleleder, der indgår 

aftalen med Dansk Røde 

Kors’ asylafdeling. Det gør 

som regel borgmesteren i den 

pågældende kommune. 

I 2007 blev der indgået 

skoleaftaler med Hillerød, 

Allerød, Ringsted, Lejre, Ny 

Vejle og Nordfyns kommuner.

3 

Asylskolen har pædagogisk, faglig og fysisk 

speciale i at hjælpe og støtte de børn, som 

ikke er fagligt eller socialt stærke nok til at 

gå i folkeskole 

SærlIG Skole tIl børn meD SærlIGe behov 

Asylskolerne har speciale i børn med særlige behov. Med udgangen af 2007 driver 

Dansk Røde Kors’ asylafdeling to skoler, en i Lynge på Sjælland og en på center Jelling i Jylland. 

I takt med at mange asylbørn nu går i kommunale 

skoler, bliver en gruppe med særlige behov til- 

bage på asylcentrene: Børn som enten sprogligt, 

fagligt eller socialt ikke vurderes gode nok til den 

dansk folkeskole. For dem er det en forandring til 

det værre, når de dygtigste kammerater forsvin- 

der fra klassen. 

»Det har en stærkt, afsmittende effekt, når 

mindre dygtige børn går i skole med mere dyg- 

tige. De ser op til dem og lærer mere. Den sidege- 

vinst mangler vi i dag på asylskolerne,« siger Paul 

Karoff. Han er leder af Dansk Røde Kors´ asylafde- 

lings skoler på Sjælland og har det overordnede 

ansvar for asylbørnenes skolegang. 

»Den børnegruppe, vi underviser på asylsko- 

lerne i dag, er en anden end for bare få år siden. 

Vi er i dag reelt en specialskole, forstået sådan at 

alle vores elever kræver en særlig indsats. Nogle 

af dem er fagligt skarpe men har endnu ikke 

sprog til at begå sig på dansk, andre er så påvir- 

kede af deres families uafklarede situation, at de 

har svært ved overhovedet at lære nyt. Derfor 

er der behov for en helt anden intensiv, pæda- 

gogisk indsats overfor de børn, der er tilbage,« 

vurderer han. 

Færre børn i hver klasse 

Paul Karoff er i gang med at formulere linierne 

for en sådan ny pædagogisk indsats. Et centralt 

ønske er at halvere klasserne, så der bliver seks 

elever i hver. Det vil give mulighed for at praktise- 

re såkaldt relationel pædagogik, hvor det enkelte 

barn gennem tæt kontakt til læreren føler sig tryg 

og set og derved bliver i stand til at lære. 

»Børnene har brug for en struktureret hver- 

dag. Det er vigtigt for dem at vide på forhånd, 

hvad der skal ske den dag, og at de er i kontakt 

med en voksen, som de har tillid til, har styr på 

tingene,« siger Maiken Riisholt, som er lærer for 

4.-7. klasse på Lynge Skole. 

Udover at indføre små klasser, er der planer 

om at fokusere mere på fag som it-færdigheder, 

der kan bruges uanset hvor i verden, børnene en 

dag vil befi nde sig med deres familier. 

Skolen er børnenes helle 

To pædagogiske tiltag er allerede iværksat. Det 

ene er ansættelsen af lærere, som har særligt an- 

svar for børnenes trivsel. Det andet er at fl ytte 

skolegangen væk fra asylcentrene. I august 2005 

åbnede Røde Kors en skole i Lynge, og hver mor- 

gen kører busser med børn fra de sjællandske 

centre Sandholm, Gribskov, Fasan, Kongelunden 

og Avnstrup op foran skolen. Den blev startet 

som et forsøg og har vist sig at give meget po- 

sitive resultater. 

»Det har gjort en kæmpe forskel for børnene. 

De får det godt af at komme væk fra forældrenes 

svære problemer,« siger lærer Mia Jakobsen. 

Den foreløbige erfaring er, at børnene blom- 

strer op ved at komme væk fra de centre, de bor 

på. På centrene tjekker mange børn i frikvarterer- 

ne lige, om forældrene er ok. Hvis de er bekym- 

rede for forældrene, bliver de ofte væk fra under- 

visningen.Ved at fl ytte skolen ud af centrene, får 

børnene et frirum, hvor de kan koncentrere sig 

om deres egne liv og skolegang. 

Mia Jakobsen var tidligere ansat på skolen på 

asylcentret Avnstrup men var i 2005 med til at 

starte skolen i Lynge. 

»På skolen i Lynge er vi tættere på børnene. 

Når der opstår konfl ikter, tackler vi dem her. Det 

er helt tydeligt bedre for børnene, at der er klare 

grænser for, at vi som lærere har ansvaret for 

dem i skoletiden. De bliver trygge ved, at vi som 

lærere har ansvaret for dem i skoletiden, og de 

fi nder ro til at lære.« 

trivsels-lærere 

AKT-lærere er en forkortelse for adfærd, 

kontakt og trivsel-lærere. De fi ndes også i 

folkeskolerne, men der er stor forskel på, 

hvordan og hvor meget de bruges i den 

enkelte kommune. 

I 2007 fi k hver asylskole en fuldtids AKTlærer, 

fordi Dansk Røde Kors vurderer, at 

deres arbejde er centralt for skolens kvalitet 

og derfor prioriterer indsatsen. 

AKT-læreren er bindeleddet mellem 

eleven, familien, skolen, asylcentret og 

det psykosociale team, der er en væsentlig 

grundsten i arbejdet med asylfamilier. Det 

psykosociale team tæller blandt andet 

socialrådgiver og psykolog, og gennem 

sin plads i det team har AKT-læreren 

både adgang til viden om barnets 

families situation, og kan bidrage til det 

psykosociale team med informationer om 

barnet. Er der ting at tage hånd om, kender 

AKT-læreren til barnets familie og vilkår. 

AKT-lærere blev introduceret i sommeren 

2006. Det skete efter et forår med øget 

bekymring over asylbørnenes vilkår. 

Røde Kors inviterede Folketingets 

integrationsudvalg på besøg, og den 

efterfølgende opmærksomhed mundede 

ud i en ekstrabevilling på 36 millioner 

kroner. De blev brugt på AKT-lærere, 

oprettelse af børnehaveklasser og 

modersmålundervisning, og på at give 

børnefamilier bedre fysiske vilkår på 

centrene.

36 

Nysgerrige blikke bliver sendt over hegnet til fri- 

tidsklubben i Jellings skaterbane og moon cars. 

Blikkene tilhører børn fra det nærliggende asyl- 

center, og da klubbens leder Kurt Thomsen opda- 

ger dem, går han til lederen af asylcenteret. 

FrItIDShjem oG aSylCenter I poSItIvt 

SamarbejDe En lokal aftale mellem den kommunale fritidsklub og 

center Jelling har ændret tilværelsen for børnene på 

asylcentret 

»Hver gang jeg i tv eller radio hører om pro- 

blemerne med integration tænker jeg, Hvor svært 

kan det være?!« siger klublederen. 

For ham skulle det vise sig ikke at være svært. 

Resultatet af hans reaktion på de længselsfulde 

blikke blev en aftale, der giver asylbørnene ad- 

gang til klubben på lige vilkår med kvarterets 

andre børn og unge. I dag køber asylcentret 30 

pladser i klubben, og aftalen er fl eksibel nok til at 

rumme perioder med både fl ere og færre børn. 

Effekten af samarbejdet er både social og 

sproglig, mener Henrik Bang Pedersen, som er 

leder af skolen på center Jelling. 

»Der sker en enorm sproglig afsmitning ved at 

asylbørnene leger med danske børn hver dag. De 

samler lynhurtigt en masse hverdagssprog op ved 

at komme i fritidsklubben. Faktisk lærer de dansk 

langt hurtigere end i modtageklasser på asylsko- 

lerne,« fortæller han. 

Daglig kommunikation 

I hverdagen sørger pædagog Randi Laugesen fra 

fritidsklubben for tæt kontakt til asylcentret. Hver 

dag besøger hun skolen, før børnene kommer i 

fritidsklubben. 

»Jeg får at vide, om der er noget på færde med 

familierne, som påvirker børnene. Hvis der er, de- 

ler jeg det med mine kolleger i fritidsklubben, så 

alle ved, hvis et barn har brug for noget særligt,« 

siger hun. 

Efter fritidspædagogens opfattelse er samar- 

bejdet »kanon«, og selv om både fritidsklubbens 

leder og lederen af center Jelling bruger andre 

ord, er alle parter tydeligvis begejstrede for sam- 

arbejdet. 

»Ingen tvivl om, at samarbejdet er en stor beri- 

gelse for vores børn. Og det er nemt for os at få til 

at fungere, fordi vi bor så tæt på hinanden. Kurt 

og jeg sætter os bare ned og snakker om tingene, 

når der er noget at snakke om,« siger centerleder 

Solveig Vestergaard. 

Leder af fritidsklubben Kurt Thomsen peger på 

vilje og lyst som de to afgørende faktorer for det 

gode samarbejde. Om sine egne ansatte i fritids- 

klubben siger han: 

»De klør på med krum hals, for de kan mærke, 

at de her reelt gør en forskel.« 

Den oprindelige aftale er fem år gammel, og 

den er siden fl ere gange blevet udvidet. Senest 

er det besluttet, at asylbørnene kan komme med 

svømmebussen, når den fragter fritidsklubbens 

børn til svømmehallen. 

aktiviteter til alle børn 

Hvert Røde Kors-asylcenter 

har sin egen fritidsklub, 

som er for børn og unge på 

mellem seks og 17 år. 

Mange børn og unge 

går også til sport eller 

ander fritidsaktiviteter i 

lokalsamfundet. Et centers 

fritidskoordinator har 

ansvaret for det samlede 

tilbud til børn og unge, 

og han eller hun er ofte 

også bindeled til klub- og 

sportslivet i lokalsamfundet. 

Både socialt og sprogligt nyder asylbørn godt af at gå i fritidsklub med danske børn.

3 

GenSyn meD GrIbSkov 

I juni rejste børn og unge fra hele Danmark til Gribskov for at gense hinanden, 

personalet og det sted, der var deres første hjem i her i landet. For første gang 

holdt asylcentret gammel elev-fest 

»Jeg blev så glad, da jeg fik invitationen til fe- 

sten. Det var som at få brev fra min familie,« siger 

19-årige Marie. Hun boede på center Gribskov i 

halvandet år, efter hun kom 16-årig til Danmark 

fra Rwanda uden sine forældre. 

»Gribskov var mit første hjem i Danmark. Jeg 

sagde ja med det samme,« siger hun. 

Invitationen var til en fest arrangeret af centrets 

personale, som var nysgerrige efter at finde ud af, 

hvad der var blevet af de tidligere beboere, og om 

de selv som fagpersoner havde gjort en forskel i 

børnenes liv. 

Asylcentret for uledsagede børn inviterede tidligere beboere til fest. 

Initiativet skabte et helt specielt møde og en 

ganske særlig dag. Alle samledes til en velkomst- 

drik om eftermiddagen, og der var glad sludren 

og grin i solskinnet, indtil buffeten stod klar. 

Maden var lavet af en tidligere beboer, og senere 

blev der danset og snakket. De, der var kommet 

langt væk fra, overnattede på centret. 

Gensyn med personalet 

»Det bedste ved at komme tilbage og besøge 

Gribskov var at se personalet igen og at være 

sammen med nogle af de gamle venner, jeg ikke 

havde set i lang tid,« fortæller Jimmy på 15, som 

kom til Danmark fra Burundi som 11-årig og bo- 

ede på Gribskov i halvandet år, før han fik asyl. 

»Personalet var dem, jeg kunne stole på. Så 

jeg blev glad af at være der. Jeg har god kontakt 

med nogle af vennerne fra dengang. Vi besøger 

hinanden i weekenderne, rejser rundt i landet for 

at ses. Men andre har jeg ikke set, siden jeg flyt- 

tede. Og jeg havde ikke været på Gribskov siden 

jeg flyttede derfra.« 

Maries og Jimmys glædelige gensyn er af den 

slags, som personalet ikke kunne ønske sig bedre. 

Begge fungerer i dag godt i danske rammer. Ma- 

rie bor for sig selv i Frederikssund og er glad for 

at gå i gymnasiet. Jimmy bor på et børnehjem og 

trives fint med skolen og de mange timer, han 

hver uge bruger på fodbold. 

Den slags oplevelser og oplysninger er vig- 

tige for kultur- og fritidskoordinator på centret, 

Sirius Holmbye, som var med til at arrangere fe- 

sten. Børnene på Gribskov er en særlig gruppe af 

såkaldt uledsagede mindreårige asylansøgere, 

altså børn og unge, som kommer til Danmark 

uden nære voksne familiemedlemmer. Mange 

knytter stærke bånd til personale og andre børn 

på centret. 

Der er aldrig lavet nogen undersøgelse af, 

hvad børnene synes om tiden på centret, eller 

hvad der sker med dem, efter de flytter derfra. 

Men personalet var blevet nysgerrige. 

»Vi ville vide, hvad der bliver af dem. De er jo 

ofte børn uden store netværk og uden familier i 

Danmark,« fortæller Sirius Holmbye. 

Detektivarbejde 

Men opgaven med at invitere børnene var ikke 

nem. Det tog måneders detektivarbejde at op- 

spore de børn, som boede på centret på tre til- 

fældigt valgte tidspunkter i perioden fra 2003 til 

2005. 

»Det var et kæmpe arbejde,« fortæller Sirius 

Holmbye. 

»Vi fik hjælp fra blandt andet Udlændingeser- 

vice til at opspore børnene. Når først børnene får 

asyl, flytter de ud i kommuner over hele landet. 

Nogle flytter ind hos plejefamilier, andre på bør- 

nehjem, og er de gamle nok, kommer nogle til 

at bo for sig selv. I alt inviterede vi omkring 100 

børn, og 60 kom til festen,« siger han. 

Ikke bare en fest 

Sirius Holmbye fik snakket med en del af de gam- 

le beboere, som alle virkede glade for at komme 

tilbage for en dag. 

»Det var en vigtig dag for os på Gribskov,« 

siger han. 

»Vi havde lavet et spørgeskema, som vi bad 

børnene udfylde. Vi ville rigtig gerne høre alt om, 

hvordan de havde det, og om det havde haft en 

betydning for dem at bo på Gribskov. Men til fe- 

sten havde de travlt med alt muligt andet. De var 

glade og snakkede og dansede, og vi ville ikke 

stoppe det med skemaet.« 

I stedet lagde personalet en stak skemaer frem 

til de, der havde lyst til at give kommentarer. I 

løbet af aftenen skrev en del på skemaerne. Sva- 

rene er endnu ikke behandlet systematisk, men 

Sirius Holmbye har læst dem igennem, og ind- 

trykket er klart: 

»Børnene var meget glade for at komme til- 

bage. At dømme ud fra skemaerne har de haft 

en rigtig god tid på centret. Gribskov blev en er- 

statning for familien for mange af dem. De føler 

sig knyttet både til stedet, til personalet og til de 

børn, de har boet sammen med.« 

Svære minder om en uvis fremtid 

Jimmy var en af dem, der var glad for at bo på 

Gribskov, selv om han husker tiden som svær. 

»Festen var en god dag, men det var også 

hårdt at komme tilbage. Jeg gik rundt og så på 

det hele, og det var som at komme tilbage til 

dengang, jeg boede der. Dengang vidste jeg ikke, 

hvad der skulle ske med mig. Jeg ville ikke be- 

gynde at spille fodbold, for jeg vidste ikke, om jeg 

skulle blive i Danmark. Det var en hård tid. I dag 

har jeg fået asyl. Jeg er glad. Har et almindeligt 

liv med gode venner. Jeg går i skole, og nu spiller 

jeg fodbold,« siger han. 

Marie tænker entydigt positivt om tiden på 

asylcentret. 

»Jeg elsker Gribskov,« siger hun. 

»Det var mit første hjem i Danmark, og perso- 

nalet blev ligesom mine forældre. At komme til 

fest på Gribskov var ligesom at komme hjem til 

familien til fest. Hvis der kommer en fest mere, 

skal jeg helt sikkert med.« 

Center Gribskov planlægger at afholde fester for gamle 

beboere hvert andet år. Juleaften 2007 blev der taget hul 

på de jævnlige gensyn, da flere tidligere beboere fejrede 

højtiden på centret. 

Smilene var brede og gensynsglæden 

stor, da center Gribskov 

holdt fest for tidligere beboere.

0 

enlIGe enSpænDere 

De har svært ved at omgås andre, de skaber mange 

konfl ikter og lider under lang opholdstid. Center 

Sandholm sætter fokus på en gruppe særlige mænd 

»Do I have to kill people?« Vaslav slår melo- 

dramatisk ud med armene en tidlig morgen på 

kontoret i center Sandholm. Han er kendt for at 

udtrykke sig voldsomt og fi gurerer også hyppigt 

på listen over indberetninger som ophavsmand til 

uro, hærværk og konfl ikter. 

Netværksmedarbejder Gert Severin trækker 

ham til side og får fortalt om endnu en nat, hvor 

Vaslav skændtes heftigt med sine værelsesfæller, 

som smed ham ud, fordi den tidligere vagabond og 

periodiske alkoholiker snorker så afsindig højt. 

Gert Severini og hans kolleger kender de enlige 

mænd. Mange har boet så længe på asylcenter, 

at de har haft rigtig mange forskellige værelses- 

fæller. Det er i sig selv frustrerende, fordi disse 

mænd har svært ved at omgås andre mennesker 

og i det hele taget ved at indgå i sociale sam- 

menhænge. En del har også et misbrug eller psy- 

kiske problemer. 

I sommeren 2007 blev elleve af mændene der- 

for fl yttet til deres egen bygning i center Sand- 

holm, og de fi k ekstra opmærksomhed. Og helt 

afgørende har de fået eneværelser. Det var et af 

mændenes største ønsker. 

»De har fået deres eget område, hvor deres ad- 

færd ikke generer andre,« siger Jannich Bisp, som 

leder netværksarbejdet på center Sandholm. Ad- 

skillelsen fra resten af centret er tilsyneladende 

en hjælp i sig selv. 

Social kontakt skal være frivillig 

Vaslavs naboer er blandt andre Mohammed, 

som er narkoman og svær at omgås og snorker 

voldsomt højt, den bistre herre Igor, som tidli- 

gere fremprovokerede øretæver ved uden blusel 

at lufte sine racistiske meninger i fællesrummet, 

og Mustafa som har sat sit liv i rigide systemer 

og som tidligere vogtede nidkært over den lino- 

leumsstregen på gulvet, der udgjorde grænsen 

mellem hans egen, pinlige orden og værelsesfæl- 

lernes kvadratmeter. 

I dag får de alle lov at passe sig selv og de be- 

gynder at lade personalet liste fællesaktiviteter 

ind ad bagdøren indimellem. 

»Man skal være varsom med at presse social 

kontakt ned over hovedet på dem, det går galt. 

De skal komme frivilligt, og det gør de faktisk så 

småt i dag,« siger Gert Severini. 

Om morgenen står enspænderne nogle gange 

foran døren til kontoret for de praktiske og tekni- 

ske medarbejdere. De vil med ud og løse håndgri- 

belige opgaver på centret. 

»Det er jo ikke nogen, som står op om mor- 

genen og går på arbejde. Næh, de vågner om 

morgenen og har nogle gange lyst til at gå på 

arbejde, og så kan de være med på deres præ- 

misser. Det fungerer, fordi de kan feje, gøre rent 

eller gå til hånde sådan lidt for sig selv,« siger 

Gert Severini. 

I løbet af efteråret 2007 fi k han enspænderne 

overtalt til at fl ytte til den nye såkaldte herbergs- 

gang. Det krævede en del overtalelse, for mange 

af dem bryder sig meget lidt om forandringer. De 

lod sig overbevise blandt andet ved at få hjælp 

med det praktiske og ved at Gert Severini lovede 

dem værelser, som for eksempel ligger lige så tæt 

på toilettet på den nye gang som på den gamle. 

I dag er han mændenes kontaktperson og har ef- 

terhånden vundet deres tillid. 

»Jeg har fordelen af at være the good guy, som 

hjælper dem til at få opfyldt deres ønsker,« si- 

ger han. 

Større behov for forebyggelse 

Nogen tid efter fl ytningen kom de første mænd 

til Gert Severini og bad om en cykel og et fi ske- 

tegn, og det blev bevilget af center Sandholms 

psykosociale team, der også afgør, hvem der har 

mest brug for at bo på herbergsgangen. I dag 

kører Mohammed selv ned efter sin metadon på 

apoteket i Allerød, Igor tager på fi sketure med 

sin langbølgeradio, der kan transmittere russiske 

musikprogrammer, og en tredie er begyndt at gå 

i skole og lære lidt dansk. 

Medarbejderne er enige om, at det forstær- 

kede fokus på enspænderne er en succes. 

»Mændene henvender sig oftere på eget initi- 

ativ til os medarbejdere i dag, og tonen er ændret 

fra, »Giv mig lige« og »Jeg vil have« til smil og 

langt større respekt,« siger Gert Severini. 

Også netværksleder Jannich Bisp kan konsta- 

tere, at færre konfl ikter i dag fører til deciderede 

indberetninger, og for nylig formulerede en af 

mændene, at han godt ved, at han ikke har ret til 

at lave ballade, selvom han har det dårligt. 

»Det fortæller os, at det er rigtigt at forebygge 

frem for at løbe efter konfl ikterne for at klinke 

skårene. Vi skal fi nde tid til at opsøge de cirka 20 

andre mænd, som vi lige nu ikke har plads til på 

herbergsgangen, og snakke med dem om deres 

vanskelige adfærd, før det går galt. Ligesom vi 

må give dem individuelle beskeder, fordi vi ikke 

kan få dem til at komme til fællesmøder,« siger 

han. 

Beboernes navne er ændrede af redaktionen. 

tid til de enlige mænd 

11 mænd bor i dag på 

center Sandholms særlige 

herbergsgang. Personalet 

på centret vurderer, at cirka 

20 fl ere kunne have god 

hjælp af at fl ytte dertil. For 

ligesom børn kan udvikle 

psykiske problemer i løbet af 

opholdstiden, har også nogle 

voksne asylansøgere brug for 

ekstra hjælp. Det gælder for 

eksempel nogle af de, som 

endnu ikke har en endelig 

afgørelse på deres liv efter 

syv-otte år på asylcentre. 

Dansk Røde Kors udviklede 

i 2007 en standard for 

arbejdet på hergergsgangen. 

Blandt de særlige tiltag er, 

at beboerne får eneværelse, 

faste kontaktpersoner 

og hjælp til at udføre det 

praktiske arbejde med 

rengøring, som beboerne står 

for på alle asylcentre. 

Læs også artiklen på side 42.

uD aF ISolatIonen 

Efter tredje bank på døren, åbnes den. Først på 

klem, så lidt mere, da manden i værelset ser, at 

det er Margit Christensen, som har banket på. 

»Kommer du i skole i dag?« vil hun høre. 

Manden klør sig i håret. »Yes,« siger han lidt 

tøvende. 

Bag ham er rummet mørkt. Gardinerne er truk- 

ket for, og kun et sparsomt brunt lys kommer gen- 

nem dem. En tæt og tung varme presser sig ud 

fra værelset. 

Hver dag går Margit Christensen op og ned ad 

gangene på center Kongelunden og banker på 

dørene til alle de beboere, som enten skal i skole, 

eller som hun ved måske slet ikke kommer ud af 

sengen, med mindre hun banker på. 

Kongelunden er et omsorgscenter, hvilket be- 

tyder, at det huser asylansøgere, som er henvist 

fra andre centre, fordi de blandt andet har psyki- 

ske problemer. Centret har en anden personale- 

sammensætning end de andre asylcentre og er i 

stand til at tage vare på de beboere, der oplever 

svære psykiske vanskeligheder. 

Hul på skallen 

I døråbningen til værelset på center Kongelun- 

den bemærker Margit Christensen den tunge 

varme. 

Projekt Fokus hjælper de psykisk dårligste 

asylansøgere til et mere aktivt liv 

»Får du ikke hovedpine af al den varme?« spørger 

hun. »Måske skulle du lige åbne vinduet en gang 

og få noget frisk luft ind.« 

Manden kigger sig tilbage ind i værelset, som 

om han ikke var klar over, at det er mørkt og 

varmt. Han nikker nogle gange, og efter en af- 

tale om at ses i skolen få minutter senere, lukkes 

døren igen. 

For nogle beboere er banket på døren et bank 

på selve den isolation, som de får skabt på deres 

værelser over tid. I dag bor mange asylansøgere 

i fl ere år på asylcentrene, og den lange ventetid 

kan have ødelæggende betydning for deres psy- 

ke. Blandt andet viser en hollandsk undersøgelse 

fra 2005, at jo længere tid mennesker venter på 

afgørelser på deres asyl- og appelsager, jo fl ere 

udvikler svære psykiske lidelser som for eksempel 

depression. Flere lukker af overfor omverdenen, 

forskanser sig bag nedrullede gardiner og lukkede 

døre. For dem kan alene tanken om at komme ud 

og gå en tur være en uoverstigelig beslutning. 

Har apatien først har sat ind, skal der en inten- 

siv indsats til for at banke hul på den skal, som 

beboeren – ubevidst – gør værelset til. Ved at 

banke på igen og igen, kommer der små spræk- 

ker i skallen, og fordi det er et menneske, som 

banker, får den isolerede beboer en oplevelse af, 

at der er et andet menneske, som vil ham eller 

hende noget. Netop den menneskelige kontakt 

kan blive første skridt tilbage mod et mere aktivt 

og deltagende liv. Det er en tålmodighedskunst. 

Trivsel og aktivitet 

At bryde isolationen er en del af Dansk Røde Kors’ 

strategi overfor nogle af de asylansøgere, som har 

det allersværest. Populært sagt skal de hjælpes 

til at komme ud af værelserne og for eksempel 

ind i Røde Kors Huset på Frederiksberg til en kop 

kaffe – og langsomt og med støtte fra personalet 

kan de måske komme i gang med et kursus. 

På omsorgscenter Kongelunden har projektet 

Fokus gennem halvandet år skabt aktiviteter og 

muligheder for, som projektleder Kasper Kock 

formulerer det »blandt andet at udvide centret 

som ramme, skabe meningsfulde aktiviteter, som 

giver positive oplevelser og involverer folk til at 

gøre noget aktivt.« 

Fokus har med midler fra blandt andet Eg- 

montfonden, AOK Foundation og Integrationsmi- 

nisteriet sat en række aktiviteter i gang, der har 

involveret de særligt dårlige familier. Aktiviteter- 

ne spænder fra at tage på ture til IKEA for at be- 

boerne selv kan indrette deres bolig, til fi sketure 

på åbent vand og musikarrangementer. 

Positive forandringer kræver tid og tålmodighed, når det handler om 

psykist belastede asylansøgere. Modelfoto. 

Fokus-projektet slutter med udgangen af 2007, 

men resultatet af den vedholdende indsats gen- 

nem en lang periode har blandt andet kunnet ses 

ved, at børnene har fået bedre trivsel, forældrene 

spiller en mere aktiv rolle i forhold til deres børn, 

og fl ere kommer ud af centret og tager til for ek- 

sempel Røde Kors’ voksenskole på H.C. Ørsteds- 

vej på Frederiksberg. 

»Vi kan ikke bevise, at bedringen alene skyl- 

des Fokus-indsatsen, men vi er overbevist om, at 

Fokus er den væsentligste del-årsag,« siger pro- 

jektleder Kasper Koch. 

»Det hele handler i virkeligheden om rum og tid. 

Isolationen skal brydes, både den som fi ndes på 

den enkeltes værelse, og den isolation som har 

at gøre med hele centret som et isoleret sted i 

forhold til omverdenen. Det sidste har de kultu- 

relle aktiviteter hjulpet til med. Og så skal man 

forvente, at forbedringer indfi nder sig langsomt. 

Man skal blive ved over lang tid. Så begynder vi til 

gengæld at se en positiv forbedring,« siger han. 

På gangen på Kongelunden er Margit Chri- 

stensens bankerunde forbi, men på vej mod 

voksenskolen, hvor dagen fortsætter for fl ere af 

beboerne, støder hun på en kvinde, som netop 

har været hos sygeplejersken. Ikke for noget al- 

vorligt, forsikrer kvinden. Margit Christensen be- 

rører hendes arm, mens de to taler sammen, og 

kvinden smiler og siger, hun lige skal tilbage på 

værelset, så kommer hun i skole.

herre I eGet køkken 

Irakiske Salaam Rassam drømmer om en dag at 

åbne en restaurant. Men i de seneste to år har 

hans familie været nødt til at spise andres mad 

tre gange om dagen i cafeteriet på center Sand- 

holm. 

»Tit sad vi i kantinen, og så var min datter Me- 

ena ikke sulten. Men lidt efter vi kom hjem, så var 

hun pludselig sulten, sådan er det jo med børn,« 

siger moren Zeena Rassam. 

»Man var nødt til at være sulten efter uret og 

ikke efter maven.« 

I 2000 blev centrets køkkener for beboerne 

sløjfet, da myndighederne besluttede at tage 

alle penge fra de asylansøgere, som ikke forlader 

Danmark, når de får endeligt afslag på asyl. Det 

var et led i de ’motivationsfremmende foranstalt- 

ninger’, som udlændingemyndighederne bruger 

for at få afviste asylansøgere til at rejse hjem. 

I dag kan familien Rassam igen selv bestemme 

menuen og invitere gæster til en beskeden mid- 

dag, for i august 2007 lykkedes det Dansk Røde 

Kors at få ændret praksis, så de fl este beboere 

på modtage- og udrejsecentret får udbetalt kost- 

penge. 

Ordning uden effekt 

Zeena Rassam har boet på Sandholm i godt to 

år, siden hun efter fem års adskillelse stødte til 

sin mand sammen med deres nu ni-årige datter. 

Efter pres fra Dansk Røde Kors 

må de fl este beboere på center 

Sandholm nu selv lave mad frem for 

at spise i cafeteriet på faste tider 

Familien har fået endeligt afslag på asyl, men er 

en af de irakiske familier, der ikke ønsker at rejse 

hjem på grund af sikkerhedssituationen i hjem- 

landet. De kan ikke tvangsudsendes, fordi de ira- 

kiske myndigheder kun vil tage imod landsmænd, 

som vender frivilligt tilbage. 

Dansk Røde Kors har længe ment, at det er 

urimeligt at ramme beboerne og ikke mindst 

børnefamilierne på maden – og at ordningen 

tilsyneladende var uden effekt på de afviste 

asylansøgeres hjemrejseplaner. En redegørelse 

fra Rigspolitiet i efteråret 2007 viste da også, 

at foranstaltningerne ingen effekt har på afviste 

asylansøgere fra Irak. 

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen sagde 

dengang til Information: 

»Billedet er det samme i forhold til andre na- 

tionaliteter som Iran og Somalia. Vi kan drive folk 

til truget, men ikke tvinge dem til at drikke. Der 

er ikke salg i de frivillige hjemrejser.« 

Efter lang tids pres fra asylafdelingen blev 

beboernes køkkener i 2006 genindført i tre må- 

neder som et forsøg på udrejsecentret Avnstrup. 

Evalueringen var så positiv, at centrets cafeteria 

blev nedlagt. I 2007 fulgte så center Sandholm. 

Dog gælder cafeteria-ordningen fortsat for nogle 

afviste asylansøgere – især enlige mænd – og 

for personer, der er dømt til at skulle rejse ud af 

landet. Også nyankomne asylansøgere og perso- 

ner i den såkaldte åbenbart grundløs-procedure, 

der kommer fra lande, hvor forholdene sjældent 

fører til en opholdstilladelse, må gå i cafeteriet. 

At selvhusholdet således kun er delvist, betegner 

Røde Kors’ asylchef som »skuffende.« 

Men familien Rassam får nu udbetalt penge 

og kan derfor også bruge indkøbsturene som en 

afveksling i deres hverdag, og husholdningsbud- 

gettet giver samtidig mere selvbestemmelse i de- 

res liv. Det ændrer dog ikke på, at deres situation 

slider. 

»Vi er blevet spurgt om, hvad vi ville synes om 

at bo uden for asylcentret, men det vil ikke gøre 

nogen forskel. Asylcentret er ikke roden til pro- 

blemet. Roden til problemet er, at vi ikke kan få 

opholdstilladelse, og at vi venter så lang tid på 

svar. Vores hjerner går i stå. Vi smiler nok udven- 

digt, mens vi fortæller om det, men indeni er vi 

triste,« siger Zeena Rassam. 

Flere asylansøgere kan nu igen lave deres egen mad i stedet for at gå i 

centercafeteriaet tre gange om dagen. Efter pres fra Røde Kors har 

myndighederne lettet presset på nogle af de afviste asylansøgere. 

mad- og tøjpenge 

Alle voksne asylansøgere får 

et dagligt beløb, som de skal 

dække beboerens udgifter 

til for eksempel mad, tøj og 

transport. 

Asylansøgerne kan tjene 

ekstra penge, hvis de får 

undervisning eller har et 

praktikjob. 

Beboerne kan højst få 68 

kroner om dagen, men den 

ekstra tillægsydelse afhænger 

af, at myndighederne endnu 

ikke har givet endeligt svar 

i asylsagen. I fase 1 og 3 får 

man 7,62 kroner om dagen 

for at være aktiv, i fase 2 får 

man 26,64 kroner. 

Læs om asylsagens faser på 

side 54.

6 

»Opløftende.« Det var et af de ord, 

Kronprins Frederik brugte efter sit 

besøg på center Gribskov. 

Anne-Mette, Frederik, Helle, Naser og Bendt. 

Både kendte og ukendte 

oplevede asylansøgernes vilkår 

med egne øjne i 2007. Centrene 

byder gerne indenfor 

I 2007 kom hundredvis af danskere på besøg i 

Dansk Røde Kors’ asylcentre. Langt fl ertallet var 

helt almindelige danskere, som kom til et åbent 

hus arrangement eller selv havde arrangeret et 

besøg. Men der var også prominente folk iblandt, 

for eksempel Statsministerfruen, Kronprinsen og 

lederne af Socialdemokraterne, Ny Alliance og De 

Konservative. De kendte ansigter besøgte cen- 

trene for selv at opleve asylansøgernes hverdag 

og muligheder, og det samme gjorde hundredevis 

af journalister, studerende og medlemmer af for- 

skellige foreninger. 

Andre gæster var mere formelle. Europarå- 

det og kommunale forvaltninger kom for at føre 

manGe GæSter på Centrene 

tilsyn med beboernes forhold. Men fælles for 

de formelle, de berømte, de politiske og de helt 

almindelige gæster er, at de fl este kom for ved 

selvsyn at se det, de havde hørt meget om – og 

de tog hjem med en mere nuanceret viden om 

beboernes situation. 

Positive indtryk 

TV2, Billedbladet og Frederiksborg Amtsavis. 

Mediebilerne holder på parkeringspladsen, imens 

partiledere, kongelige og andre prominente 

gæster besøger asylcentret. Pressen er forment 

adgang, også selvom Dansk Røde Kors selv har 

inviteret, for besøgene skal ikke gøre reklame, 

de skal gøre klogere: Gæsterne får chancen for

at stifte bekendskab med virkeligheden på et 

asylcenter. 

»Mere viden og flere fakta kan med fordel 

supplere de mange følelser i asyldebatten, så 

derfor ønsker vi, at så mange beslutningstagere 

som muligt møder de mennesker og rammer, 

det handler om. Uden at de samtidig skal posere 

for medierne,« siger Dansk Røde Kors’ asylchef 

Jørgen Chemnitz. 

Naser Khader, Helle Thorning-Schmidt, Bendt 

Bendtsen, Irene Simonsen, Margrethe Vestager 

og Morten Østergaard var blandt de politikere, 

der besøgte center Sandholm eller center Kon- 

gelunden, mens Folketingets integrationsudvalg 

besøgte centrene Avnstrup, Fasan og Jelling. 

Senere satte asylansøgere på dagsordenen under 

årets folketingsvalg. Statsministerens kone, 

Anne-Mette Rasmussen, havde derimod ingen 

politisk agenda, da hun besøgte Sandholm. 

»Jeg går rundt og kigger som pædagog. Jeg 

har ingen politisk kasket på. Det kan jeg godt 

skille ad,« siger hun. 

Invitationen var en reaktion på, at Anne-Mette 

Rasmussen i 2006 udtalte sig offentligt om asyl- 

børns vilkår i en bog: »….man kunne vel beskæf- 

tige dem med et eller andet…det kan vel ikke 

være så svært.« 

Mødet med virkeligheden i asylcentrets bør- 

nehave og fritidsklub ændrede hendes syn. 

»Det var meget positivt. Der er virkelig noget 

at beskæftige sig med, og overordnet har bør- 

nene gode forhold. Pædagogerne skaber trygge 

og rolige omgivelser med deres faglige tilgang 

til arbejdet, og jeg må sige, at de ved meget om 

hvert enkelt barn og har stor opmærksomhed på 

hele familien,« siger hun. 

Kronprins Frederik fik også et positivt indtryk af 

forholdene for børn og unge, da han besøgte cen- 

ter Gribskov. For Dansk Røde Kors spillede han 

bordfodbold og spiste mad fra Afghanistan og 

Pakistan med centrets beboere, der er under 18 

år og søger asyl i Danmark uden deres forældre. 

»Det er opløftende at se, at der kan gøres 

noget for børn og unge – selvom det ikke altid ser 

sådan ud,« siger han. 

Ros til personalet 

Forskellige instanser opsøgte også asylcentrene 

på grund af den offentlige debat om beboernes 

vilkår og kritiske situation. Europarådet skriver i 

sin 2007-rapport fra besøg i center Sandholm, at 

de danske myndigheder bør »…finde alternative 

løsninger til asylcentrene, når det er umuligt at 

hjemsende udlændinge, der har fået endeligt af- 

slag på asyl.« Til gengæld havde repræsentanter- 

ne fra Europarådet anerkendelse til Dansk Røde 

Kors’ personale: 

»…dybt engagerede medarbejdere gør deres 

bedste for at give børnene kvalificeret undervis- 

ning og omsorg.« 

Allerød Kommune roste også personalet i rap- 

porten om det pædagogiske tilsynsbesøg i center 

Sandholm. Alle kommuner er forpligtet til at 

kontrollere, om asylbørnene i lokalområdet har 

ordentlige vilkår. I rapporten står der om pæda- 

gogerne: 

»….på meget fantasifuld, engageret og empa- 

tisk måde arbejder [de] med at få det bedste ud af 

de ressourcer og betingelser, der er til rådighed til 

gavn for centrets børn, unge og deres familier.« 

åbne centre 

Asylcentre er ikke lukket land. 

Beboerne kan frit komme og 

gå som de vil, men centrene 

er deres private bolig, og 

andre skal derfor have en 

aftale for at komme på besøg. 

Det gælder også journalister 

og fotografer, som kun må 

tale med beboere og tage 

billeder af asylansøgere, 

som selv har sagt ja til at 

medvirke. 

Dansk Røde Kors’ asylcentre 

holder typisk åbent hus 

en gang om året, hvor alle 

er velkomne. Efter ønske 

fra beboerne har center 

Sandholm dog ikke holdt 

åbent hus de senere år. 

vIrkSomheDer Donerer arbejDSkraFt 

Som en ny tendens begynder virsomheder at tage 

på arbejdsbesøg på centrene. I november lagde 

40 bankansatte en lørdags håndgribelig indsats 

på center Avnstrup 

Ansatte i Citigroup på frivilligt arbejde på center Avnstrup. 

»Det er godt at blive revet ud af dagligdagen og se 

med egne øjne, hvordan et asylcenter er. Og at blive 

mødt af mennesker, hvis liv ser helt anderledes ud 

end mit,« siger Jørgen Ruben Andersen. Til daglig 

er han jurist i bankvirksomheden Citigroup, men 

denne lørdag i november er han mødt op på center 

Avnstrup sammen med omkring 40 kolleger for at 

give sin arbejdskraft for en dag. Selv er han i gang 

med at bygge en telefonboks, der skal sættes op 

omkring en telefon på en af gangene på centret. 

»I hverdagen får jeg ikke tid til sætte mig ind 

i flygtningepolitik. Men nu hvor jeg er her, finder 

jeg pludselig ud af, at det jo handler om menne- 

sker ligesom mig, som bare er havnet i en for- 

færdelig situation. Det går ind i sindet, kan jeg 

mærke,« siger han. 

Hvis Jørgen Ruben Andersen og hans kolle- 

ger får en personlig oplevelse eller endda en ny 

indsigt med hjem, er det et skridt på vejen til at 

udbrede kendskabet til asylpolitikkens praksis, 

og netop det er et af Dansk Røde Kors mål i for- 

bindelse med det frivillige arbejde. 

Viser socialt ansvar 

Et andet centralt mål er naturligvis det konkrete 

resultat af velgørenheden, hvad enten den drejer 

sig om arbejdstimer, gaver eller penge. I løbet af 

en dag på center Avnstrup byggede de ansatte 

fra Citigroup et bibliotek, et tøjlager og et fitness- 

rum, og der var drageværksted for børnene. 

Omvendt får virksomheden også selv meget 

ud af dagen.

50 

virksomheds-velgørenhed vinder frem 

Flere og fl ere virksomheder har fået 

øjnene op for muligheden for at bygge 

en stærk intern identitet op ved at 

donere medarbejdernes arbejdskraft 

til velgørenhed. Tendensen dækkes af 

betegnelsen Corporate Social Responsibility, 

CRS, som forskningsleder på Center for 

Corporate Social Responsibility Jonas 

Eder-Hansen har forsket i på Copenhagen 

Business School. 

Eder-Hansen peger på fi re motiver, 

som virksomheder kan have, til at give 

medarbejdernes arbejdskraft væk til 

velgørende formål. 

Virksomheden får skabt en stærk intern 

korpsånd. »Virksomhederne konkurrerer 

med hinanden om arbejdskraft, og her 

skaber det sammenhold og stolthed blandt 

medarbejderne at lave velgørenhedsarbejde 

sammen for en dag,« siger Jonas Eder- 

Hansen. 

Virksomheder kan bruge 

velgørenhedsarbejde til at knytte stærke 

bånd i et lokalsamfund, for eksempel ved at 

donere arbejdskraft til et lokalt plejehjem. 

Virksomheder kan brande sig på deres 

velgørenhedsarbejde. Det gælder især 

i forhold til andre virksomheder, men 

kun i lille grad i forhold til den brede 

offentlighed. »Virksomhederne ved godt, 

at de skal passe på med at bruge det i 

medierne, for en kritisk journalist vil ofte 

kunne fi nde en mindre fl atterende historie 

at fortælle om virksomheden også,« siger 

forskningslederen. 

Virksomhedens tilskyndelse til at gøre 

det etisk rigtige og forsvarlige skal ses 

i forhold til tidsånden. Altså at der i 

ledelsen vokser en forstålese frem af, 

at det forretningsmæssige ikke er en 

isoleret ø. Det skal ses i sammenhæng 

med medarbejdernes liv og det omgivende 

samfund. Her kan arbejdskraft-donation 

bygge bro. 

Frivilligt arbejde på et asylcenter kan være en øjenåbner. »… det 

handler om mennesker ligesom mig, som bare er havnet i en forfærdelig 

situation,« siger Jørgen Ruben Andersen, jurist i Citigroup og på frivillig 

arbejdsdag på center Avnstrup i november. 

»Det giver virksomheden en intern gevinst ved at 

vi tilbringer en dag sammen på denne måde. Vi 

rystes sammen af det,« fortæller Mark Luscombe, 

som er landechef i Citigroup Danmark. 

»Men der er et større aspekt af det, som hand- 

ler om, at vi gerne vil styrke virksomhedskultu- 

ren. Vi vil gerne have medarbejdere, for hvem det 

betyder noget at arbejde i en virksomhed, der 

udviser socialt ansvar. Det er derfor vi ikke bare 

udskriver en check.« 

Mark Luscombe har valgt at tage sine to børn 

med, og han lægger sin arbejdskraft i drageværk- 

stedet, hvor fl ere og fl ere børn og voksne fra asyl- 

centret kommer til i løbet af formiddagen. 

De omkring 40 medarbejdere og chefer er 

trukket i ens t-shirts med påskriften Global 

Community Day. Ordet ’global’ skyldes, at den 

internationale virksomhed Citigroup donerer 

medarbejdernes arbejdskraft en dag om året over 

hele verden. I Danmark får de ansatte en fridag 

for deres medvirken. Men hvordan indsatsen be- 

lønnes er forskelligt fra land til land. 

Kræver arbejdstid 

Birgitte Jensen fra bygning- og servicesektionen 

i asylafdelingen har sammen med personalet på 

center Avnstrup forberedt arbejdsopgaverne for 

gæste-medarbejderne og kan afsløre, at det ikke 

giver asylcentret en økonomisk gevinst at mod- 

tage arbejdet fra Citigroup, for der bruges meget 

arbejdstid på at planlægge dagen. Gevinsten for 

Røde Kors skal fi ndes et andet sted: 

»Efter i dag har vi 40 mennesker, som har fået 

en stor oplevelse, og ved meget mere om, hvad 

det vil sige at bo på et asylcenter og har fået ind- 

blik i et område, som de måske kun kendte fra 

avisoverskrifterne,« siger Birgitte Jensen. 

»Mødet mellem mennesker gør en forskel, det 

er helt tydeligt. Det er det vigtigste ved dagen i 

dag.« 

Også andre fi rmaer lagde arbejdskraft på asyl- 

centre i løbet af 2007. Blandt andet brugte 120 

ansatte i rengøringsfi rmaet Johnson Diversity en 

dag i center Sandholm. 

mange slags milde gaver 

Danskerne giver både ting og tid til 

asylarbejdet. Et eksempel er virksomheders 

arbejdsdage, et andet er de frivillige som for 

eksempel giver lektiehjælp eller arrangerer 

kvindeaktivitetet eller legedage. Ved 

slutningen af 2007 var der fl ere hundrede 

aktive frivillige på de seks asylcentre. 

Projektkoordinator Grusche Michelsen 

vurderer, at potentialet er endnu større. 

»Et nyt tiltag er at lave frivilligrum på 

centrene, så de kan føle sig hjemme og som 

en del af centrene,« siger hun. 

Et andet elementer i den styrkede indsats 

for de frivillige bliver løbende møder med 

fagligt indhold – for de frivilliges indsats 

sættes højt i Dansk Røde Kors. Både deres 

håndgribelige indsats og deres funktion 

som fortalere for asylansøgerne. 

I 2007 gav private og fi rmaer også 

gaver og penge. For eksempel gav 

en butiksindehaver for 100.000 

kroner økologisk børnetøj til center 

Avnstrup, og fi lmfestivalen CphDox gav 

afslutningsfestens overskud på 46.000 

kroner til asylbørnene, ligesom blandt andet 

Irma og medarbejderforeningen i SAS gav 

legetøj i julegave til børnene på center 

Kongelunden. Og Lego giver nu klodser ti 

alle centre en ang om året. 

Gavmildheden ser ud til at fortsætte i 2008, 

hvor der også bliver doneret oplevelser. For 

eksempel har er 673 asylansøgere inviteret 

på sejltur i slutningen af april – i træskibe af 

skonnertstørrelse.

5 

Der er pres på Røde Kors’ eftersøgningstjeneste, som 

skaber kontakt mellem pårørende i områder med krige 

og katastrofer 

meddelelser og kontakt 

verDen I Flammer på 8 m 2 

Det er gratis at sende en Røde Korsmeddelelse 

eller få hjælp til at fi nde 

pårørende, som kommer bort fra 

hinanden på grund af krig, konfl ikt eller 

naturkatastrofer. Krige og konfl ikter kan 

dog være så voldsomme, at også Røde Kors 

bliver forhindret i at udføre sit arbejde. 

Eftersøgningstjenesten kan desuden 

hjælpe med at få udstedt fængselsbeviser 

af Den Internationale Røde Kors Komité. 

De kan bruges til for eksempel at lave 

identifi kationspapirer, som man bruger ved 

asylansøgninger eller i forbindelse med 

erstatningskrav. 

Dansk Røde Kors’ eftersøgningstjeneste 

kan kontaktes på tracing@redcross.dk eller 

telefon 35 27 86 15. 

Jordskælv i Indonesien, oversvømmelser i Paki- 

stan, opstand i Myanmar, eksplosioner i Irak og 

Afghanistan, uro i Somalia, tortur i Iran. Årets 

krige og konfl ikter afspejler sig hurtigt og direkte 

på jurist Anne Brandt Christensens kontor, når 

pårørende i Danmark beder Dansk Røde Kors om 

hjælp til at fi nde eller kontakte deres familiemed- 

lemmer i verdens brændpunkter. 

»Når telefonen ringer, får jeg et håndgribeligt 

bevis på, at verden står i fl ammer, og at folk bliver 

forfulgt. Jeg kommer meget tæt på folks tunge 

skæbner og får tit beskrevet grusomheder ned i 

mindste detalje, fordi folk håber, at jeg så bedre 

kan hjælpe dem,« siger hun. 

Bogstavelige fodarbejde 

Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste hjælper mennes- 

ker med at genskabe kontakten til familiemed- 

lemmer, de er adskilt fra på grund af krig, fl ugt og 

naturkatastrofer. Ifølge Genevekonventionen fra 

1949 har alle mennesker mulighed for at sende de 

såkaldte Røde Kors-meddelelser. Det er et kort, 

åbent brev – og et vigtigt livstegn til pårørende 

i områder, hvor postvæsen, telefonsystemer og 

mobildækning er brudt sammen. På samme måde 

kan organisationens verdensomspændende net- 

værk hjælpe med at opspore kriksfanger or inter- 

nerede og måske genforene familiemedlemmer, 

der er forsvundet fra hinanden. 

Begge opgaver kræver, at Anne Brandt Chri- 

stensen får fl est mulige oplysninger, som hun kan 

sende videre til sine kolleger i andre Røde Kors- 

selskaber. 

»Jeg beder folk om at give så præcise oplysnin- 

ger som muligt, for at vi kan fi nde deres slægt- 

ninge. Ofte kan vi jo ikke pejle efter husnumre og 

vejskilte men må stile efter, hvilken farve huset 

har, om det ligger i nærheden af en moske, og 

hvornår og hvordan et barn for eksempel sidst så 

sine forældre. Det bliver ofte til lange samtaler, 

som er en rejse tilbage i folks ’mindeland’. Samta- 

lerne kan vække glemte ting til live.« 

Arbejdet er typisk en langsommelig affære, 

som kan være svær at vente på, når man er i sorg 

over tabet af sine pårørende eller føler skyld, 

fordi en mor gled fra sine børn i tumulten under 

en fl ugt. 

»Nogle steder i verden er det et meget bog- 

staveligt fodarbejde, hvor Røde Kors spørger sig 

vej frem eller for eksempel tager ud og banker på 

teltdugen i Afghanistan. Og det tager tid.« 

Eftersøgningstjenesten er diskret ligesom alt 

andet Røde Kors-arbejde, og Anne Brandt Chri- 

stensen skal derfor samtidig være varsom med, 

hvem hun involverer i arbejdet rundt om i ver- 

den. 

en, to, tre - familie 

Dansk Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste 

sikrer ind imellem meget rørende 

genforeninger. Som dengang da en ung 

mand kom alene til det særlige center for 

uledsagede mindreårige og søgte asyl i 

Danmark. Han fortalte kort tid efter, at 

hans bror blev skilt fra ham under fl ugten, 

og Dansk Røde Kors satte en eftersøgning 

i gang. Den resulterede i, at Svensk Røde 

Kors senere meddelte, at de havde en 

dreng, som svarede til beskrivelsen. Efter 

forhandlinger mellem myndighederne i de 

to lande blev de to søskende genforenet 

i Danmark. Måneder senere efterspurgte 

Fransk Røde Kors to drenge, hvis far 

det franske selskab havde kontakt med. 

Billeder og data bekræftede, at det var 

brødrene i Danmark. Dansk Røde Kors’ 

Eftersøgningstjeneste fulgte drengene 

til Frankrig – og til en meget rørende og 

lykkelig forening af den splittede familie. 

»Jeg ved aldrig, om det er offeret eller bødlen, 

der er i telefonen, så derfor er det afsindig vigtigt 

at beskytte de oplysninger, vi får. Tænk hvis jeg 

kom til at give dem til de forkerte, så nogen blev 

slået ihjel. Det bliver aldrig business as usual, for 

alle har hver sin skæbne, som det nogle gange er 

svær ikke at tage med hjem.« 

Krig, krise og katastrofe kan splitte en familie ad. Røde Kors’ eftersøgningstjenestes 

globale netværk kan bringe børn og forældre sammen igen.

5 

aSylSaGen Fra a tIl Z 

Alle mennesker kan søge asyl, og myndighederne afgør, om man får det eller ej. 

Læs om asylsagen fra start til slut 

Ankomst 

Politiet har som regel den første kontakt med en 

asylansøger i Danmark og interviewer ham eller 

hende om rejseruten og for eksempel navn, alder 

og nationalitet. Derefter undersøger politiet op- 

lysningerne. Danmark behandler kun asylsager, 

hvis en asylansøger ikke tidligere har søgt asyl i 

et andet EU-land eller har opholdt sig i et andet 

sikkert land. 

Politiets undersøgelse kan vare op til seks må- 

neder, og i den periode er asylsagen i fase 1. 

Asylsagen begynder 

Hvis Danmark skal behandle asylsagen, udfylder 

asylansøgeren et omfattende spørgeskema, og 

Udlændingeservice interviewer ham eller hende 

om, hvad der skete i hjemlandet, og hvorfor han 

eller hun søger asyl. Udlændingeservice undersø- 

ger, om oplysningerne er sande eller sandsynlige 

og skaffer viden om forholdene i asylansøgerens 

hjemland. Danske myndigheder må dog aldrig 

kontakte hjemlandets myndigheder, fordi asylan- 

søgeren kan komme i fare, hvis han er flygtet fra 

netop myndighederne. 

Udlændingeservice afgør på baggrund af infor- 

mationerne, om asylansøgeren får asyl i Danmark 

eller ej. Sagsbehandlingen varer normalt et halvt 

år, og i den periode er asylsagen i fase 2. 

Nogle asylsager bliver hastebehandlet, fordi asyl- 

ansøgeren ikke kom til Danmark for at få beskyt- 

telse, eller fordi han kommer fra sikre lande som 

for eksempel Polen eller Sverige. Dansk Flygtnin- 

gehjælp skal altid godkende hasteproceduren. 

I 2007 fik 947 personer opholdstilladelse efter 

Udlændingeservices afgørelse. Af disse er 474 

kvoteflygtninge. 

Asylsagen slutter 

Hvis Udlændingeservice afslår asyl, bliver sagen 

automatisk sendt videre til Flygtningenævnet, 

der forholder sig til oplysningerne en gang mere. 

Flygtningenævnet består af en dommer, et medlem 

indstillet af Integrationsministeriet og et medlem 

indstillet af Advokatrådet. En advokat fører sagen 

for asylansøgeren i Flygtningenævnet. 

Asylsagen er fortsat i fase 2, når Flygtninge- 

nævnet behandler den. Sagsbehandlingen varer 

typisk tre måneder. 

I 2007 fik 68 personer opholdstilladelse efter 

Flygtningenævnets afgørelse. 

Asyl og integration 

Hvis man får asyl, bliver man anerkendt som 

flygtning og må bo i Danmark. Flygtningen flytter 

til en kommune, som Udlændingeservice vælger. 

Det sker typisk en eller to måneder efter, op- 

holdstilladelsen er givet. Dansk Røde Kors sender 

en række relevante papirer til kommunen efter 

samtykke fra asylansøgeren. 

Danmark modtager også hvert år et antal 

kvoteflygtninge, som begynder deres integrati- 

onsforløb så snart, de kommer til landet. I 2006 

modtog vi 474 kvoteflygtninge. 

Humanitær opholdstilladelse 

Integrationsministeriet giver i særlige tilfælde 

humanitær opholdstilladelse til asylansøgere, 

som fik afslag på asyl i Flygtningenævnet. Det 

sker eksempelvis, hvis en asylansøger er alvorligt 

syg. Personer med humanitær opholdstilladelse 

flytter også til en kommune. Opholdstilladelsen 

er midlertidig. 

I 2007 fik 218 personer humanitært ophold. 

Afslag og udrejse 

Asylansøgere med afslag på asyl og humanitær 

opholdstilladelse skal med det samme frivilligt 

rejse tilbage til deres hjemland. Hjemrejsen skal 

aftales med politiet. Hvis asylansøgeren ikke vil 

forlade Danmark, kan politiet i yderste konse- 

kvens eskortere ham eller hende til hjemlandet. 

Asylsagen er i fase 3, når asylansøgeren skal 

rejse ud af Danmark. 

Kilde til statistisk materiale: Udlændingservice 

Centertyper 

Modtagecenter 

Alle nye asylansøgere bor på center Sandholm i 

de første uger. Dansk Røde Kors registrerer dem 

som beboere og udleverer tøj, dyner og lignende. 

Asylansøgerne får desuden tilbudt en samtale 

med en sygeplejerske eller læge. 

Opholdscenter 

De fleste asylansøgere flytter ind på et opholds- 

center, når myndighederne ikke længere skal 

interviewe dem om asylsagen. Her bor de, indtil 

sagen er endelig afgjort. Opholdscentrene er cen- 

ter Jelling og kvindecentret, hvor der bor enlige 

kvinder med eller uden børn. I Brovst i Nordjyl- 

land ligger et kommunalt drevet opholdscenter. 

I 2007 åbnede opholdscentre i Thyregod og Ebel- 

toft for et par måneder i forbindelse med evaku- 

eringen af de irakere, som havde arbejdet for de 

danske styrker og myndigheder i Irak. 

Cirka 35 asylansøgere boede i slutningen af 2007 

i såkaldte anneksboliger, som er et værelse, en 

lille lejlighed eller et mindre hus, som Dansk Røde 

Kors lejer. 

Omsorgscenter 

Asylansøgere med alvorlige fysiske eller psykiske 

problemer bor på center Kongelunden. Omsorgs- 

centret har ekstra personale, som yder særlig 

omsorg og tager sig af beboernes problemer eller 

sygdomme. 

Udrejsecenter 

Asylansøgere flytter tilbage til center Sandholm 

eller center Avnstrup, hvis de får afslag på asyl og 

ikke frivilligt forlader Danmark. 

Børnecenter 

Hvert år kommer også børn og unge under 18 år 

til Danmark uden deres forældre og søger asyl. 

De bor på center Gribskov, hvor personalet støt- 

ter børnene og skaber trygge rammer, imens 

myndighederne afgør børnenes asylsag. 

141.000 beboere på 350 centre på 23 år 

Dansk Røde Kors åbnede det første 

asylcenter i 1984 og har siden da taget 

imod i alt 141.000 beboere på centrene. 

I dag har organisatonen i alt seks centre. 

Derudover ligger der et kommunalt center i 

Brovst i Nordjylland. 

Dansk Røde Kors har åbnet og lukket mere 

end 350 asylcentre siden 1984. 

asylgrundlaget 

Man får asyl ud fra bestemmelserne 

i udlændingeloven og i FNs 

Flygtningekonvention. Det kræver, at man 

er individuelt forfulgt på grund af sin race 

eller religion eller sit politiske, sociale eller 

etniske tilhørsforhold. 

Man får ikke asyl, fordi man flygter fra for 

eksempel vold i familien, menneskehandel, 

fattigdom eller naturkatastrofer. 

Dansk Røde Kors er ikke involveret i 

asylsagen og kender kun beboernes 

baggrund, hvis de selv fortæller om den. 

Organisationen har ingen indflydelse på 

myndighedernes afgørelser. 

Så lang tid på centrene 

Ved slutningen af 2007 boede en 

asylansøger i gennemsnit på et center 

i 1.194 dage, før han eller hun flyttede 

til en dansk kommune efter at have fået 

opholdstilladelse – eller rejste ud af landet 

efter endeligt afslag. 

De irakiske tolke og deres 

familiemedlemmer, som blev evakueret 

i 2007, boede dog kun på et center i 

gennemsnit i 109 dage. 

Opholdstiden opgøres fra 

indkvarteringsdatoen og omfatter 

sagsbehandling i alle de faser og instanser, 

som den givne asylansøger går igennem. 

Kilde: Udlændingeservice

56 

lIvet på et aSylCenter 

Bolig 

Pladsen er begrænset, forholdene beskedne, og 

Udlændingeservice bestemmer, hvilket center 

asylansøgere skal bo på. Asylfamilier har typisk 

to værelser på tilsammen omkring 40 kvadratme- 

ter, mens enlige asylansøgere oftest bor sammen 

med andre enlige af samme køn. Nogle deler 

køkken og bad med andre, og alle asylcentre har 

fælleslokaler med café, tv-stue eller lignende. På 

værelset får hver person en seng, en stol og et 

skab, og de køber ofte selv en brugt sofa, bord, 

tv og andre ting for at skabe en hjemlig ramme 

om hverdagen. 

Børnenes hverdag 

Børn vælger ikke selv at være asylansøgere, men 

følger med deres mor og far. Dansk Røde Kors 

forsøger at skabe normale rammer om børne- 

nes hverdag. De mindre asylbørn på mellem to 

og seks år kan gå i børnehave på asylcentret, de 

større børn på mellem syv og 16 år går i skole hos 

Dansk Røde Kors eller på en lokal folkeskole, hvis 

de fagligt og socialt er rustede til det. I asylskolen 

De går i skole og børnehave, gør rent og vasker tøj. 

Men asylansøgeres hverdag er anderledes, for de 

kender ikke deres fremtid 

foregår undervisningen på dansk, og på skemaet 

er blandt andet matematik, engelsk, dansk, idræt 

og natur og teknik. Når skoledagen slutter, kan 

eleverne gå i fritidsklub på centret eller dyrke 

sport, spille musik eller lignende i en lokal for- 

ening. Asylbørn kan også få modersmålsunder- 

visning. 

De voksnes muligheder 

Voksne asylansøgere må ikke arbejde på tra- 

ditionel vis, men de får tilbudt undervisning og 

aktiveringsjob af Dansk Røde Kors. I løbet af de 

første tre måneder får nye beboere et introkursus 

om dansk sprog, kultur, traditioner og samfunds- 

forhold, og derefter kan de tage andre kurser i 

for eksempel engelsk og IT, ligesom de kan være 

i praktik på asylcentret eller i en dansk virksom- 

hed. Asylansøgere med afviste sager kan kun 

fortsætte deres praktik i en virksomhed, hvis de 

samarbejder med myndighederne om at forlade 

Danmark. Hverdagen på et asylcenter er præget 

af almindelige gøremål som madlavning, rengø- 

ring, tøjvask, børnefødselsdage og nyheder fra 

Det skal asylansøgere klare sig for 

Alle voksne asylansøgere får et dagligt beløb, 

som er fastsat af myndighederne. De kan tjene 

ekstra penge, hvis de får undervisning eller har et 

praktikjob. 

Beboerne kan højst få 68 kroner om dagen, men 

tillægsydelsen afhænger af, at myndighederne 

endnu ikke har givet endeligt svar i asylsagen. I 

fase 1 og 3 får man 7,62 kroner om dagen for at 

være aktiv, i fase 2 får man 26,64 kroner. 

Læs mere om asylsagens faser på side 54. 

hjemlandet, men fremtiden er uvis for alle bebo- 

ere og det giver både op- og nedture. 

Sundhed og sygdom 

Asylansøgere har hverken CPR-nummer el- 

ler sygesikringskort, så de bruger Dansk Røde 

Kors’ sundhedsklinikker. Ved ankomsten får alle 

asylansøgere tilbudt en undersøgelse med en 

sygeplejerske eller læge, og Dansk Røde Kors 

opretter en journal på hver beboer. Asylansø- 

gere bliver desuden undersøgt, hvis der er tegn 

på sygdomme som for eksempel tuberkulose. 

Sundhedsklnikkerne hjælper også beboere, der er 

syge eller henviser dem til behandling hos læger, 

psykologer, speciallæger eller på et sygehus. Men 

det er politisk bestemt, at asylansøgere kun bliver 

behandlet, hvis de har smerter, eller hvis sygdom- 

men bliver værre uden behandling, ligesom de 

kun får nødvendig behandling hos tandlæger. 

Dansk Røde Kors har også sundhedsplejersker, 

som følger de mindste børns udvikling og under- 

viser i emner som kost, prævention og følger efter 

krigsoplevelser. 

7 prInCIpper 

Dansk Røde Kors Asylafdeling er en del af den 

internationale Røde Kors-bevægelse, som alle 

følger syv principper. 

Medmenneskelighed 

Upartiskhed 

Neutralitet 

Uafhængighed 

Frivillig tjeneste 

Enhed 

Almengyldighed 

mISSIon 

Det er Dansk Røde Kors Asylafdelings mission 

at yde social og humanitær bistand i forbindelse 

med asylansøgeres ophold i Danmark, imens 

myndighederne behandler deres ansøgning om 

asyl. 

vISIon 

Det er Dansk Røde Kors’ vision, at asylansøgere i 

Danmark oplever en tryg, meningsfuld og værdig 

ventetid og har mulighed for at fastholde ansva- 

ret for deres eget og familiens liv. Asylansøgere 

skal også bibringes en realistisk opfattelse af de- 

res situation, så de bedst muligt er i stand til at 

tage vare på deres fremtid, uanset om den ligger 

i Danmark eller et andet land. 

Generelle mål 

Dansk Røde Kors Asylafdeling arbejder i det 

daglige efter seks generelle mål. 

Identitet: Asylansøgernes kulturelle og natio- 

nale identitet skal bevares. Asylansøgernes so- 

ciale netværk skal stimuleres, og den sproglige 

identitet skal styrkes. 

ressourcer: Asylansøgernes personlige ressour- 

cer skal bruges optimalt, og hjælp til selvhjælp 

skal være det gennemgående princip. De fysiske 

rammer for asylarbejdet skal indrettes derefter. 

Særligt udsatte: Organisationen skal prioritere 

arbejdet med særligt udsatte grupper højt 

– specielt børn og torturoverlevere. Asylafdelin- 

gen skal arbejde for, at de fornødne ressourcer 

er tilstede, så de særligt udsatte grupper får den 

optimale omsorg. 

Personalets ressourcer: Personalepolikken 

skal fremme organisationens formål og målsæt- 

ninger og sikre, at personalet har de fornødne 

kvalifikationer. 

Information og kommunikation: Dansk Røde 

Kors Asylafdeling skal fremme en målrettet 

informationsvirksomhed og stille sin faglige 

ekspertise til rådighed, hvor det er relevant. 

Samarbejdet med lokale Røde Kors-afdelinger 

skal støttes og udbygges. 

organisationsudvikling: Der skal foregå en 

løbende evaluering og organisationsudvikling, 

så organisationen tilpasser sig udviklingen i 

opgaven og det omgivne samfund.

5 

KØB VIDEN OG ERFARING 

Dansk Røde Kors asylafdeling tilbyder tolkning på mere end 20 sprog og 

dialekter, ligesom både flygtninge og indvandrere kan få hjælp på organi- 

sationens psykotraume-center. 

www.asylum.redcross.dk 

PSYKOTRAUME-CENTER TOLKNING 

Tlf. 35 27 87 09 Tlf. 35 27 87 51

60 

WWW.aSylum.reDCroSS.Dk

Årsberetning 2007 - Dansk Røde Kors

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?