Årsberetning 2004 - Dansk Røde Kors

drkvia.inforce.dk

Årsberetning 2004 - Dansk Røde Kors

2004

Dansk Røde Kors’ asylarbejde

1


DE 7 RØDE KORS PRINCIPPER

n Medmenneskelighed

n Neutralitet

n Upartiskhed

n Uafhængighed

n Frivillig tjeneste

n Enhed

n Almengyldighed

2

MISSION

Det er Dansk Røde Kors Asylafdelings mission at yde social og humanitær

bistand i forbindelse med asylansøgernes ophold i Danmark, mens myndighe-

derne behandler deres ansøgning om asyl.

VISION

Det er Dansk Røde Kors’ vision, at asylansøgere i Danmark skal opleve en tryg,

meningsfuld og værdig ventetid med mulighed for at fastholde ansvaret for

eget og familiens liv. Asylansøgeres skal også bibringes en realistisk opfattelse

af deres situation, så de bedst muligt bliver i stand til at tage vare på deres

fremtid.

GENERELLE MÅL

Asylafdelingen har seks generelle mål:

n Identitet: Asylansøgernes kulturelle og nationale identitet skal bevares.

Asylansøgernes sociale netværk skal stimuleres, og den sproglige identitet

styrkes.

n Asylansøgernes ressourcer: Asylansøgernes personlige ressourcer skal

udnyttes optimalt, og hjælp til selvhjælp skal være det gennemgående prin-

cip. De fysiske rammer for asylarbejdet skal indrettes herefter.

n Særligt udsatte grupper: Arbejdet med særligt udsatte grupper skal priorite-

res højt, specielt børn og torturoverlevere. Asylafdelingen skal arbejde for, at

de fornødne ressourcer er til stede, så disse grupper modtager den optimale

omsorg.

n Personalets ressourcer: Personalepolitikken i Asylafdelingen skal fremme

formål og målsætninger samt sikre, at personalet har de fornødne kvalifi ka-

tioner.

n Information og kommunikation: Dansk Røde Kors Asylafdeling skal fremme

en målrettet informationsvirksomhed og stille sin faglig ekspertise til rådig-

hed, hvor det er relevant. Samarbejdet med de lokale Røde Kors afdelinger

skal støttes og udbygges.

n Organisationsudvikling: Der skal foregå en løbende evaluering og organi-

sationsudvikling med det formål at tilpasse organisationen til udviklingen i

opgaven og det omgivne samfund.


INDHOLD

I en god sags tjeneste Side 7

Dansk Røde Kors’ Asylafdeling fejrede 20 års fødselsdag i 2004. Året

var præget af fyringer og centerlukninger, men nu skal blikket rettes

fremad mod at løse de samme opgaver for færre midler. Missionen er

stadig humanitært asylarbejde.

Hverdagen som asylansøger Side 19

Opholdstiden for en asylansøger på Dansk Røde Kors’ centre er blevet

længere og mere psykisk belastende. Voksenundervisning og psy-

kologhjælp skal ruste asylansøgerne til fremtiden, uanset om de får

afslag eller opholdstilladelse.

Asylcentret i børnehøjde Side 39

Dansk Røde Kors har altid sørget for at tage særlig hånd om børnene.

Livet som lille asylansøger er ikke let, men en hel stab af medarbejdere

står klar til at gøre opholdstiden så tryg som mulig. Især hvis foræl-

drene svigter.

3


SMÅ GLIMT AF SUCCES

Asylarbejdet er en svær balancegang, men

det er ikke umuligt – og det nytter!

Jeg mødtes for nylig med en række beboerrepræsentanter

fra Dansk Røde Kors’ asylcentre – mens vi

sad rundt om bordet, fyldte deres mellemværender

med myndighederne naturligvis meget, men jeg må

indrømme, at jeg samtidig blev både glad og en lille

smule stolt over deres udsagn om vores medarbejdere:

’De løber stærkt, de er venlige og behandler

os med respekt’, lød det fra én. ’Skolen og legestuen

er gode, ligesom vi får et godt sundhedstilbud’,

sagde en anden. ’Maden på cafeteriacentrene

er god og afspejler, at vi kommer fra mange forskellige

kulturer’, sagde en tredje.

Det er store ord fra mennesker, der har det svært.

Og de varmer – i en tid, hvor der til tider blæser

kolde vinde omkring os.

Mange har en mening om asylansøgere og deres

vilkår – desværre er denne mening sjældent præget

af et personligt kendskab til centrenes beboere eller

rammerne for arbejdet med asylansøgerne. Derfor

er det ofte enkeltsager og stærke udsagn, der stjæler

billedet i den offentlige debat.

På de næste sider forsøger vi at give et mere

nuanceret billede af de lyse såvel som mørke sider

af beboernes liv og vores udfordrende arbejdsplads.

Det er i dag mere end 20 år siden, vi påtog os

driften af asylcentre i Danmark. Længe inden havde

asylansøgere opsøgt Dansk Røde Kors for at få

hjælp og støtte i den vanskelige tid. Vores første år

var i høj grad båret af et brændende engagement

og ønsket om at gøre gode gerninger. Fyrtårnet for

os alle var organisationens humanitære principper

– hvor hjørnestenene i vores arbejde er:

Medmenneskelighed – at lindre og forebygge

lidelser

Upartiskhed – at yde hjælp uden skelen til race,

religion og nationalitet

At hjælpe dem først, der er i størst nød

Uafhængighed – at bistå regeringer med humanitært

hjælpearbejde uden at miste selvstyre.

Med driften af asylcentrene opnåede vi en viden

og indsigt, som vi brugte til at forbedre beboernes

4

vilkår i årene, der fulgte. Vi satte ambitiøse mål for

udviklingen af arbejdet. Mål, som mange på det

tidspunkt fandt urealistiske, og som myndighederne

behandlede med stor varsomhed – af både

politiske og økonomiske årsager. I de seneste år er

det lykkedes os at nå mange af de mål, vi satte os

den gang – og i dag har myndighederne adopteret

mange af vores målsætninger med nøgleord som

værdighed, tryghed og respekt.

I dag er børnene sikret en skolegang, der svarer

til niveauet i den danske folkeskole, de små kan

komme i legestue, og der er tilbud om sprogundervisning,

IT og meget andet til de voksne, så de

ikke blot har mulighed for at vedligeholde deres

kompetencer, men også kan erhverve sig nye i den

hårde ventetid. Dansk Røde Kors har taget initiativ

til at indrette særlige centre til uledsagede fl ygtningebørn,

nyankomne asylansøgere og til de syge og

traumatiserede. Vores vision om en aktiv asylperiode

er blevet til virkelighed og udgør en fast del

af vores aftale med de danske myndigheder. Det er


vi naturligvis meget tilfredse med – og det viser,

hvor meget vi kan opnå, når vi lægger hjerterne

og kræfterne i.

Det er imidlertid stærkt bekymrende, at hoved-

parten af beboerne på de danske asylcentre består

af mennesker, der har fået afslag på asyl, men som

af forskellige grunde alligevel ikke vil rejse hjem.

Disse beboere kan ifølge loven ikke længere mod-

tage den undervisning og aktivering, som er så

afgørende for at skabe struktur i en hverdag, der

smuldrer. I 2004 fi k op mod 85 % afslag på asyl.

Derfor står 2005 i de afviste asylansøgeres tegn.

Vores erfaringer fra et pilotprojekt for afviste

irakere viser, at målrettede kurser og aktiviteter

gør dem langt bedre i stand til at overskue deres

situation. Somme tider skal der ikke så meget til.

Et telefonkort til hjemlandet, en samtale om den

afviste asylansøgers muligheder, hvis han vender

tilbage, eller et simpelt sykursus kan fjerne nogle af

de mørke skyer over hovedet på dem, der føler det

som uoverskueligt at skulle vende hjem.

Det er vores håb, at de forslag, vi har udarbej-

det om kurser, psykologisk støtte og modersmåls-

undervisning til børnene i det kommende år, vil

blive genovervejet for denne meget udsatte gruppe.

Udover at være stærkt belastet af den lange opholds-

tid i ydmyge rammer, befi nder disse mennesker sig

også i en usikker situation, der ofte forsinker deres

beslutning om at vende tilbage til hjemlandet med

fl ere år. Sådan behøver det ikke at være.

Opholdstiden på Dansk Røde Kors’ asylcentre

er uacceptabel lang. Vi har for længst fremlagt

undersøgelser, der viser sammenhængen mellem

den lange opholdstid og beboernes sygelighed. Og

vi understregede endnu en gang problemerne over

for Udlændingestyrelsen, da man for nylig udar-

bejdede en rapport over den eksplosive udvikling i

sundhedsudgifterne. En kort opholdstid i asylsyste-

met og gode, grundlæggende bovilkår er centrale

for beboernes sundhed.

Vi må også med bekymring konstatere et sti-

gende antal tilfælde af omsorgstruede børn. Derfor

har vi opfordret kommunerne til at føre et generelt

tilsyn med børnene på asylcentrene og ikke vente

med at sætte ind, til alle alarmklokker ringer. Dansk

Røde Kors har et godt og konstruktivt samarbejde

med kommunerne, og vi sætter stor pris på at få

kigget vores initiativer og foranstaltninger efter i søm-

mene. Hvis det kan gøres bedre, skal det gøres bedre.

Uledsagede fl ygtningebørn er særligt sårbare,

og vi har bl.a. støttet unge drenge fra Rumænien, der

ender i Danmark som ofre for menneskehandel – den

såkaldte traffi cking. Opgaven er særdeles vanskelig,

men vi har draget nytte af vores mangeårige erfaring

med særlig støtte til børn og sikret os adgang til de

børn, der af myndighederne er anbragt på lukkede

institutioner. Vi har også i samarbejde med vores

internationale netværk arbejdet på at sikre en tryg og

sikker hjemrejse, hvis barnet udvises.

Det høje antal afviste beboere, der ikke tør eller

ønsker at medvirke til udrejse, har fået myndighe-

derne til at forsøge at motivere dem til udrejse på

forskellig vis. De bliver oftere fl yttet til centre, der

også huser politi og Udlændingestyrelsen, så der er

en kontakt med myndighederne. Det har i mange

år været Modtagecenter Sandholm og Avnstrup, og

det planægges nu at føje Center Sigerslev til listen

for at opnå tilstrækkelig kapacitet. På disse centre

har beboerne ikke mulighed for at forberede deres

egne måltider, men må spise i cafeteriet, og de øko-

nomiske ydelser er meget begrænsede. Den ind-

førte kontrol ved indgangen hindrer ikke beboernes

frie færden, men skærmer dem fra at blive opsøgt

af fremmede eller uønskede personer. Situationen

sætter alligevel beboerne under et stort pres og

stiller store krav til personalets medmenneskelige

støtte og indsats.

Når beboerne har det svært, har medarbejderne

det også svært. Jeg må desværre konstatere, at det

gennemsnitlige sygefravær i medarbejdergruppen er

5

steget. Derfor må vi i det kommende år også foku-

sere på initiativer, som kan forebygge udbrændt-

hed – og arbejdet er allerede godt i gang.

Det er vores faste overbevisning, at vi med vores

tilstedeværelse gør gavn. Vi medvirker til at lindre

beboernes menneskelige smerte og afbøder den

største nød, bl.a. ved at udlevere tøj til de børn og

voksne, der ikke længere modtager lommepenge.

Igennem vores dialog med myndighederne er det

også lykkedes os at skåne de beboere, som er ramt

af handicap eller alvorlig sygdom. Den mulighed

ville vi ellers ikke have haft. Derfor er vi her.

Debatten om fl ygtninge i Danmark kan være

hård – og fra det omgivende samfund lyder en til

tider skinger kritik af vores arbejde. Men beboer-

repræsentanterne har kvitteret for medarbejdernes

indsats med ros for deres hjælpsomhed, respekt og

omsorg. Beboerne har en mere personlig og nuan-

ceret oplevelse af vores arbejde, og det er trods alt

dem, der oplever Dansk Røde Kors’ asylarbejde tæt

på – og dem, det handler om!

I det kommende år skal vi fortsætte det vigtige

arbejde med at hjælpe de svageste, der kommer

hertil i afmagt og desperation. Vi skal ikke profi -

lere vores gode intentioner gennem dem, der er i

nød – vi skal hjælpe dem! Det er det, der giver os

troværdighed.

Jørgen Chemnitz

Chef for Dansk Røde Kors Asylafdeling


Dansk Røde Kors’ Asylafdeling fejrede 20 års

fødselsdag i 2004. Året var præget af fyringer

og centerlukninger, men nu skal blikket rettes

fremad mod at løse de samme opgaver for

færre midler. Missionen er stadig humanitært

asylarbejde.

I en god sags tjeneste

7


20 ÅR I DEN GODE SAGS TJENESTE

1984

04.08.1984 Næsseslottet 31.05.1986

01.10.1984 Kagerup 30.06.1986

16.10.1984 Kongelunden

04.11.1984 Skælskør 31.01.1987

08.11.1984 Holbæk 31.12.1995

15.11.1984 Middelgrunden 28.02.1987

18.11.1984 Kramnitze 31.07.1985

21.11.1984 Svaneparken 31.03.1996

01.12.1984 Koldkær 31.08.1985

02.12.1984 Solgården 28.02.1986

04.12.1984 Blokhus 01.07.1987

06.12.1984. Concorde 30.06.1987

07.12.1984 Kysthospitalet 30.09.1991

15.12.1984 Livø 20.05.1985

1985

01.02.1985 Søbæk 31.01.1986

01.03.1985 Kraglund* 01.02.2001

07.03.1985 Øsløs 31.05.1987

11.03.1985 Næsbydale 30.09.1985

11.08.1985 Fjerritslev 31.05.1987

01.09.1985 Sletterstrand 28.02.1986

08.09.1985 Fuglebakken 28.02.1987

01.10.1985 Agger 31.01.1987

02.10.1985 Marielyst* 20.10.2000

04.10.1985 Ho 31.01.1987

01.11.1985 Norröna* 29.04.1993

10.11.1985 Torup 30.09.1987

1986

02.01.1986 Sandholm

12.09.1986 Søndervig 31.05.1987

13.09.1986 Saxkøbing 30.06.1987

14.09.1986 Rødby 28.02.1987

15.09.1986 Padborg 28.02.1987

20.09.1986 Bangs Hotel 28.02.1987

20.09.1986 Lysholm 16.04.1996

21.09.1986 Kapelvej 25.09.1986

01.10.1986 Baltic 31.07.1987

02.10.1986 Bristolia 31.03.1987

03.10.1986 Winston Churchill 31.01.1987

1988

23.12.1988 Aalborg 31.12.1994

1989

27.09.1989 Randers* 19.12.2003

16.11.1989 Hyldtofte 31.05.1996

06.12.1989 Fredericia 15.11.1993

22.12.1989 Nakkebølle** 14.06.2002

1990

21.04.1990 Rødbyhavn 01.11.1996

01.05.1990 Odder 31.12.1995

15.06.1990 Ommestrup 26.08.1996

17.07.1990 Langerød 01.04.1992

01.08.1990 Brejning* 25.07.2002

10.08.1990 Snertinge 31.08.1995

19.08.1990 Fakse Ladeplads* 11.08.2004

01.09.1990 Ranum 30.11.1996

01.09.1990. Hobro 06.11.1996

01.10.1990 Magleby 20.11.1995

19.10.1990 Dianalund* 31.03.2004

1991

30.09.1991 Svenstrup 29.02.1996

21.11.1991 Fuglede 31.03.1996

26.11.1991 Tølløse 31.01.1997

18.12.1991 Assens 01.07.1996

27.12.1991 Christiansfeld 31.07.1996

1992

16.01.1992 Silkeborg 31.01.1996

01.05.1992 Ringsted 21.10.1996

08.07.1992 Grøngrøft* 19.12.2003

13.07.1992 Karup 31.03.1996

15.07.1992 Genner Strand 31.03.1996

30.07.1992 Kjellerup 31.07.1995

01.08.1992 Vejle 31.01.1994

07.08.1992 Brøns* 19.12.2003

12.08.1992 Rønde 01.02.1996

26.08.1992 Ribe 30.06.1997

8

21.08.1992 Østervold* 27.05.2002

01.09.1992 Gram 01.07.1996

01.09.1992 Auning 01.07.1996

08.09.1992 Nivå 07.11.1995

10.09.1992 Allerød 29.02.1996

11.09.1992 Brandstrup 31.03.1996

15.09.1992 Morup Mølle* 31.03.1996

15.09.1992 Højreby 20.12.1995

17.09.1992 Gentofte* 28.02.1995

18.09.1992 Ovtrup 21.06.1996

22.09.1992 Pallisbjerg 31.12.1995

24.09.1992 Frederiksberg 31.10.1996

05.10.1992 Søllested 22.08.1996

08.10.1992 Løgstør 01.04.1996

12.10.1992 Nexø 01.02.1996

27.10.1992 Vingsted 01.08.1993

28.10.1992 Hjallerup 31.03.1996

29.10.1992 Borre (Klintholm) 01.02.1996

30.10.1992 Fanø 26.10.1995

02.11.1992 Tranum 21.03.1993

06.11.1992 Sandvig* 16.04.2002

14.11.1992 Europa 30.09.1994

15.11.1992 Randbøldal 01.05.1993

20.11.1992 Åkirkeby 01.03.1996

30.11.1992 Thisted 22.09.1995

02.12.1992 Hampen 31.03.1993

04.12.1992 Helsingør* 01.11.2002

08.12.1992 Rude 30.03.1995

14.12.1992 Lyngby 06.03.1995

15.12.1992 Sletten 01.04.1997

18.12.1992 Strellev 01.06.1995

18.12.1992 Avnstrup

18.12.1992 Sigerslev

30.12.1992 Ollerup 01.07.1996

1993

27.01.1993 Fasanvej*

03.02.1993 Juelsminde 04.06.1993

07.02.1993 Holsted 31.08.1996

12.02.1993 Nykøbing Sj. 29.08.1996

18.02.1993 Hellerup 30.09.1997

17.02.1993 Hald Ege 27.01.1997

18.02.1993 Lind 10.05.1995

23.02.1993 Grenå*

25.02.1993 Øer 05.06.1993

01.03.1993 Kærnehuset 20.06.1994

01.03.1993 Nyborg 30.11.1995

02.03.1993 Terndrup 29.02.1996


06.03.1993 Jebjerg 30.04.1996

08.03.1993 Løjt* 18.05.2001

16.03.1993 Troldhede 30.04.1996

22.03.1993 Montebello 30.04.1995

29.03.1993 Gravenshoved 31.10.1995

05.04.1993 Sorø 07.03.1995

07.04.1993 Samsø 30.11.1996

07.04.1993 Hunseby 03.05.1995

08.04.1993 Ulsted* 30.06.2003

09.04.1993 Holmegaard* 31.05.2004

14.04.1993 Radsted 31.03.1996

15.04.1993 Ørslev 04.04.1995

19.04.1993 Årby 18.04.1995

24.04.1993 Skive 30.09.1996

24.04.1993 Tåsingegade 01.08.1996

27.04.1993 Gedser 30.04.1996

28.04.1993 Ellede 01.04.1994

29.04.1993 Trundholm 29.06.1993

01.05.1993 Svendborg 01.07.1995

01.05.1993 Hvide Sande 31.12.1996

01.05.1993 Randbøl 28.04.1996

12.05.1993 Køng 30.04.1996

21.05.1993 Middelfart** 01.01.1998

26.05.1993 Hagebro 30.04.1996

02.06.1993 Thyborøn 01.03.1995

02.06.1993 Vigsø Bugt 10.01.1994

05.06.1993 Ebeltoft*

09.06.1993 Jelling (teltby)*

12.06.1993 Lindholm 31.05.1996

18.06.1993 Hornsyld 31.08.1996

21.06.1993 Hjallese (teltby)** 14.05.1999

24.06.1993 Gedsted (teltby) 30.08.1993

25.06.1993 Næsbyhoved-Broby 27.09.1993

28.06.1993 Øster Kippinge 03.04.1995

28.06.1993 Veldbæk (teltby) 12.10.1993

30.06.1993 Nysted* 16.12.2003

02.07.1993 Næstved 31.12.1996

06.07.1993 Frederiksværk 30.08.1996

06.07.1993 Tønder 10.08.1996

15.07.1993 Birkerød 03.04.1996

29.07.1993 Brædstrup* 03.10.2002

01.08.1993 Ødsted 01.05.1996

05.08.1993 Ringkøbing 31.08.1996

30.08.1993 Blåbjerg 31.08.1996

31.08.1993 Ålestrup 29.03.1996

01.09.1993 Østbo 31.03.1996

27.09.1993 Sahara 31.12.1996

07.10.1993 Snoghøj** 01.02.1997

11.10.1993 Tjæreborg* 31.01.2003

15.10.1993 Klitgaard 01.06.1994

22.10.1993 Stubbekøbing* 01.06.2001

27.10.1993 Holeby* 01.09.2004

03.11.1993 Tørringlund 31.12.1995

11.11.1993 Fensmark 30.09.1995

16.11.1993 Sallingsund 30.06.1996

23.11.1993 Kolding 30.07.1996

24.11.1993 Kibæk 31.05.1996

02.12.1993 Frederikshavn*

07.12.1993 Sdr. Felding 15.08.1996

13.12.1993 Otterup 30.06.1996

30.12.1993 Gudme* 31.10.2002

22.12.1993 Galten* 16.09.2003

1994

10.01.1994 Hanstholm** 01.08.2001

17.01.1994 Nørre Snede 30.09.1996

18.01.1994 Brande 14.06.1996

01.02.1994 Støvring 02.01.1997

01.02.1994 Høve 21.10.1996

01.02.1994 Ulstrup 30.06.1996

04.02.1994 Nørre Nissum* 30.11.2002

07.02.1994 Nibe 30.09.1996

11.02.1994 Vivild 31.10.1996

15.02.1994 Engvej 01.08.1996

18.02.1994 Nørre Djurs 30.04.1996

04.03.1994 Them* 16.09.2003

01.04.1994 Billund 31.12.1996

05.04.1994 Ry 01.08.1996

27.04.1994 Rødhus Klit 23.06.1994

10.05.1994 Rønne 31.01.2004

20.05.1994 Stenlille 24.05.2004

27.05.1994 Krogen (teltby) 15.09.1994

20.06.1994 Kattrup 30.09.1996

22.06.1994 Vipperød* 31.01.2004

24.06.1994 Teglvænget 31.12.1996

11.07.1994 Hjørring 30.11.2002

25.08.1994 Visse 19.11.2003

01.09.1994 Arden 21.05.2002

24.09.1994 Rantzausgade 22.12.1995

01.10.1994 Tårnby* 28.09.2001

01.10.1994 Frydenlund 30.04.1996

11.10.1994 Marstal 01.08.1996

12.10.1994 Brovst** 31.07.2003

27.10.1994 Hadsund 27.10.2001

09.11.1994 Tinghøj 15.10.2001

08.12.1994 Søndersø 30.09.1996

9

09.12.1994 Kulturhuset

15.12.1994 Gjern 29.07.2003

20.12.1994 Nørhald* 31.01.2003

29.12.1994 Hashøj* 28.02.2004

1995

19.01.1995 Løgumkloster 31.03.1997

28.01.1995 Sundeved 31.12.1996

02.02.1995 Broby** 01.02.1997

15.02.1995 Helle* 31.11.2000

06.03.1995 Lundtofte 01.08.1996

20.06.1995 Egvad 01.07.1996

26.06.1995 Brørup 31.08.1996

05.07.1995 Farsø 10.06.2002

11.07.1995 Trehøje 30.04.1997

13.07.1995 Thyregod*

08.08.1995 Bramming 30.04.1997

10.08.1995 Ejby 31.03.1997

14.08.1995 Hinnerup* 16.07.2003

25.08.1995 Skibby

1999

15.05.1999 Råmosegård 27.10.1999

01.06.1999 Margretheholm 28.10.2002

22.07.1999 Næs 30.01.2004

2000

11.04.2000 Hvilested 01.09.2004

05.07.2000 Vesterborg 28.03.2001

10.07.2000 Lynæs 31.01.2003

10.08.2000 Gribskov

15.10.2000 Stensbæk 19.12.2003

2001

09.04.2001 Fanefjord 31.03.2003

27.04.2001 Holbæk (container) 27.06.2002

01.09.2001 Ulvshale 31.03.2003

*) Center/adresser har været åbnet og lukket

fl ere gange i perioden.

**) Center/adresser er overgået til anden operatør


FIRE SLAGS ASYLCENTERE

Modtagecentre

Alle nye asylansøgere bor på Center Sandholm i de

første uger. Her bliver de registreret som beboere

og får tilbudt en samtale med Dansk Røde Kors

sygeplejersker og læger. De fl este asylansøgere

fl ytter derefter til en afdeling af Modtagecentret

Avnstrup ved Roskilde. Her bor de, indtil myndig-

hederne er færdige med at interviewe dem i forbin-

delse med deres asylsag, hvorefter de kan fl ytte til

et opholdscenter.

Modtagecentret huser derudover asylansøgere,

der ikke frivilligt rejser hjem, når de har fået ende-

ligt afslag på asyl.

Opholdscentre

De fl este asylansøgere fl ytter fra modtagecentret

ud på et opholdscenter, hvor de kan bo, indtil deres

asylsag er endelig afgjort. Dansk Røde Kors driver

ved udgangen af 2004 tre opholdscentre med i alt

fem afdelinger. På Fyn driver Beredskabsstyrelsen

ét center med tre afdelinger, og i Nordjylland har

Hanstholm og Brovst Kommune hver ét kommu-

nalt asylcenter. Hvis det tager meget lang tid at

få afgjort sin asylsag, kan man søge om lov til at

bo i et såkaldt anneks. Det er et værelse, en lille

lejlighed eller et mindre hus på landet, som Dansk

Røde Kors lejer. I København har Dansk Røde Kors

desuden et særligt opholdscenter, kun for kvinder.

Omsorgscenter

Asylansøgere med alvorlige fysiske eller psykiske

problemer kan bo på Dansk Røde Kors’ omsorgs-

center Kongelunden ved København. Her ydes

særlig omsorg, og der er ekstra personale til at tage

sig af asylansøgernes problemer eller sygdomme.

Børnecentre

Hvert år søger børn og unge under 18 år asyl i

Danmark uden deres forældre. De bor på Center

Gribskov eller Center Skibby, hvor personalets

opgave er at støtte børnene og skabe trygge

rammer i den svære ventetid.

10

Dansk Røde Kors har

varetaget asylopgaven

for den danske stat siden

begyndelsen i 1984, men

nu er den gode sag kommet

på kontrakt.

Med den nye såkaldte

operatørkontrakt skal

staten selv bestille

konkrete opgaver, som

driften af et asylcenter

og voksenundervisning,

og afsætter midler til det

specifi kke formål. Det er

en ændring i forhold til

tidligere, hvor Dansk Røde

Kors fi k en samlet pose

penge til at varetage hele

asylopgaven og selv kunne

fordele midlerne imellem

de forskellige tilbud til

asylansøgerne.

Den nye ordning betyder

imidlertid, at staten bestiller

langt mere afgrænsede og

detaljerede opgaver end

før, og derfor har Dansk

Røde Kors i dag mindre

indfl ydelse på at prioritere

pengene på asylområdet,

som organisationen har

udviklet og varetaget

igennem i 20 år.

Operatørkontrakten mellem

Dansk Røde Kors og

Udlændingestyrelsen trådte

i kraft den 1. januar 2004.


Dansk Røde Kors’ asylcentre 2004

aktive centre

lukkede centre

Thyregod

Jelling

Frederikshavn

Holmegård 31.05.04

11

Ebeltoft

Grenå

Hashøj 28.02.04

Hvilested 01.09.04

Vipperød 15.02.04

Dianalund 31.03.04

Holeby 01.09.04

Rønne 31.01.04

Skibby

Gribskov

Sandholm

Fasanvej

Kongelunden

Avnstrup

Stenlille 31.3.04

Sigerslev 11.11.04

Fakse Ladeplads 20.08.04


ASYLSAGEN SKRIDT FOR SKRIDT

Alle mennesker har ret til at søge asyl – men det er

myndighederne, der afgør, om den enkelte asylansøger

kan få asyl eller ej

Politiet

Politiet har som regel den første kontakt med

en asylansøger, når han kommer til Danmark.

Asylansøgeren bliver interviewet om sin rejserute

og identitet, såsom navn, alder og nationalitet.

Når Rigspolitiets Udlændingeafdeling

har undersøgt personens rejserute og identitet,

beslutter Udlændingestyrelsen, om asylsagen

skal behandles i Danmark. Hvis asylansøgeren

tidligere har søgt asyl i et andet EU-land eller har

opholdt sig i et andet sikkert land, har det indfl

ydelse på afgørelsen, jf. Dublin-konventionen.

Denne procedure kan vare op til seks måneder.

Udlændingestyrelsen

I Danmark er det Udlændingestyrelsen, der

behandler asylsager. Asylansøgeren udfylder et

omfattende spørgeskema og interviewes om sine

oplevelser i hjemlandet og om, hvorfor han søger

asyl. Det kaldes asylmotiv. Derudover indhenter

Udlændingestyrelsen viden om forholdene i asyl-

ansøgerens hjemland og undersøger, om asylansøgerens

udtalelser er sande eller sandsynlige.

Danske myndigheder må dog aldrig kontakte

myndighederne i asylansøgerens hjemland, fordi

asylansøgernes sikkerhed kan komme i fare, hvis

de er fl ygtet fra netop myndighederne.

Herefter skal Udlændingestyrelsen afgøre,

om personen kan få asyl. Nogle asylsager bliver

hastebehandlet, fordi de umiddelbart tyder på et

afslag. Det gælder for eksempel asylansøgere fra

lande, der ikke har et anerkendt fl ygtningeproblem.

Dansk Flygtningehjælp skal dog sige god

for hasteproceduren.

Flygtningenævnet

Hvis Udlændingestyrelsen giver afslag på asyl,

bliver sagen automatisk sendt videre til Flygtningenævnet,

der fungerer som en domstol. Her

skal en juridisk dommer, ét medlem, udpeget af

integrationsministeren, og ét medlem, indstillet

af Advokatrådet, forholde sig til oplysningerne i

12

asylsagen. Asylansøgeren tildeles en advokat til

at føre sin sag. Flygtningenævnet skal, ligesom

Udlændingestyrelsen, bygge sin afgørelse på

ordlyden i udlændingeloven og FN’s konventioner.

Humanitær opholdstilladelse

Integrationsministeriet kan i helt særlige tilfælde

give humanitær opholdstilladelse til en asylansøger.

Det sker yderst sjældent og kun, hvis asylansøgeren

er alvorligt syg.

Asyl eller afslag

Når en asylansøger får asyl, bliver han anerkendt

som fl ygtning. Udlændingestyrelsen bestemmer,

hvilken kommune han skal fl ytte til for at blive

integreret. Hvis myndighederne derimod giver

afslag på asyl, får asylansøgeren omkring to uger

til at rejse frivilligt. Hvis asylansøgeren nægter,

kan politiet hente ham og i yderste konsekvens

eskortere ham med hele vejen til hjemlandet.


Hvad er en asylansøger?

En asylansøger er en

person, der er fl ygtet

fra sit hjemland og har

søgt om beskyttelse i

Danmark. Myndighederne

skal undersøge, hvorvidt

han kan opnå asyl og få

lov til at blive i Danmark.

Indtil afgørelsen træffes,

har personen status af

asylansøger.

En asylsag opdeles i tre

faser:

Fase 1 – Indrejsefasen.

Myndighederne afgør, om

asylsagen skal behandles

i Danmark. Det skal den

ifølge Dublin-konventionen

kun, hvis Danmark er

asylansøgerens første

indrejseland.

Fase 2 – Asylfasen.

Asylansøgeren afventer den

endelige afgørelse.

Fase 3 – Udrejsefasen.

Asylansøgeren har fået

afslag og skal derfor rejse

ud af Danmark. I 2004

fi k op mod 85 % af alle

asylansøgere afslag på

deres sag.

13


HVOR DER ER VILJE, ER DER VEJ

Dansk Røde Kors fi nder nye veje for at sikre,

at nedskæringer ikke rammer asylansøgerne

Når tiderne er hårde, må man tænke kreativt

for at få pengene til at række længst muligt. Og

det er netop det, Dansk Røde Kors har gjort. I

stedet for at lade sig diktere af de seneste års

nedskæringer har man lagt hovederne i blød for

at undgå, at besparelserne rammer asylansøgerne.

Løsningen hedder såkaldt indtægtsdækket

virksomhed (IDV) – og betyder, at aktiviteter,

der ikke længere er råd til, overgår til at være

selvfi nansierende. Det gælder blandt andet Kulturhuset

på Christianshavn, som fra den 1. januar

2005 skal tjene sine egne penge ved at sælge

kurser. Målsætningen er, at regnskabet skal gå

i nul.

’Vi gør, som vi hidtil har gjort, men nu er der

afregning ved kasse 1 – og der er på forhånd solgt

en del undervisning til asylcentrene. Vi har længe

gerne ville sælge mere – og nu må vi gøre det til

den store guldmedalje’, fortæller Karen Inger Thorsen,

der er leder af Kulturhuset.

Kulturhuset skal ikke give overskud og kan sam-

tidig fortsætte med at søge fonde til de kurser, som

asylansøgere benytter sig af. Nogle af Kulturhusets

fl agskibe er praktik og den individuelt tilrettelagte

danskundervisning.

’På Kulturhusets 10-års fødselsdag kom mange

tidligere asylansøgere, der har fået opholdstilladelse,

og fortalte, at når man har været her, er man

integreret, inden man kommer ud i samfundet. På

trods af den store mangfoldighed af mennesker fra

hele verden har vi stadig en dansk arbejdspladskultur

her – fl ere går direkte herfra og ud i job,

og de fortæller, at de komplimenteres på deres

sprog og gode forståelse for arbejdskulturen. Det

var bestemt en af de største gaver til fødselsdagen’,

siger Karen Inger Thorsen, der ser positivt på

omlægningen til IDV.

Mere opsøgende arbejde

Dansk Røde Kors’ tolkesektion har haft gode erfaringer

med omlægningen til IDV, som skete allerede

i 2001. Det giver nemlig en større fl eksibilitet, når

14

beboertallet – og dermed behovet for tolkeservice

– falder, fortæller Miriam Donde, der er leder af

tolkesektionen.

’Fordelen er, at vi kan udvide med IDV-kunder

udefra, hvis beboertallet går ned, blandt andet fra

kommuner og hospitaler. På den måde er vi ikke så

afhængige, og vi har mulighed for at bruge vores

kræfter, der hvor behovet er størst’, siger hun.

Foreløbig er ca. 8 % af tolkesektionens ydelser

IDV-ydelser – og sektionen modtager i gennemsnit

120 bestillinger udefra om måneden. Det skal ses

i lyset af de ca. 1.500 bestillinger om måneden

internt i Dansk Røde Kors.

’Det er meget fysisk opsøgende, når vi skal have

nye kunder. Vi bruger megen energi på at forklare,

at telefontolkning kan spare dem for transport og

kilometerpenge, som de ellers skal betale til tolkene’,

siger Miriam Donde, der har omkring 500

freelance-tolke tilknyttet.

Dansk Røde Kors’ Psykotraumecenter betyder

IDV-omlægningen, at kun to ud af ni medarbejdere får


løn fra Dansk Røde Kors. Den nye arbejdsgang har vist

sig at være en holdningsmæssig udfordring for medar-

bejderne, fortæller overlæge Ebbe Munk-Andersen.

’De er ikke vant til at tænke i penge, så det medfører

et vist pres på den enkelte, at de ikke skal bruge mere

tid på en opgave, end den, der er afsat. Hvis vi får en

opgave, der er estimeret til 10 timer, så skal det ikke

tage 20 timer’, siger Ebbe Munk-Andersen.

Ifølge ham kan Psykotraumecentret således fast-

holde den ekspertise, man har opbygget gennem

mange år, selv om store nedskæringer har tvunget

Dansk Røde Kors til at spare. Han fortæller, at Psy-

kotraumecentret kommer ud af 2004 med et balan-

ceret regnskab .

’Fordelen er, at vi er mindre afhængige af poli-

tiske forandringer. Det er ikke længere vigtigt, om

vi er en stor eller en lille organisation, men udeluk-

kende, om der er opgaver – og der er et stort behov

ude i kommunerne’.

Psykotraumecentret benytter sig dog også af

fonde, som søges fra projekt til projekt. Et eksem-

pel er dukketeatret for børn fra tre til seks år, som

har vist sig at være effektivt til at bearbejde bør-

nenes oplevelser, når forældrene ikke selv kan tale

med de små om dem.

’Dukketeatret indeholder elementer af det, bør-

nene har oplevet. Historien har karakter af et even-

tyr – der er et lille hus i skoven, en ond heks sætter

ild til det, og far og mor løber i hver sin retning og

bliver skilt fra hinanden. Det skal svare til børne-

nes oplevelser. Børnene er glade for det og råber til

skuespillerne, at de skal sige noget andet. Mange

forældre er overraskede over, hvor meget børnene

egentlig ved om det, der er sket’, siger Ebbe Munk-

Andersen.

15

Indtægtsdækket

virksomhed (IDV) betyder,

at visse Røde Kors-kurser

og -aktiviteter overgår til

at være selvfi nansierende

i stedet for at modtage

penge fra Dansk Røde

Kors. Omlægningen til IDV

er sket efter de seneste

års nedskæringer – og i

praksis fungerer det ved, at

eksempelvis Kulturhusets

kurser og aktiviteter nu

også sælges ud af huset.

Målsætningen er, at

regnskabet skal gå i nul

– salget af ydelser skal

således ikke nødvendigvis

give overskud. Formålet

med indtægtsdækket

virksomhed er at bibeholde

den erfaring og ekspertise

på området, som er Røde

Kors’ store styrke – på trods

af besparelserne.

I 2004 modtog

Psykotraumecentret

støtte fra blandt andet

Aase og Ejnar Danielsens

Fond, Egmontfonden,

Integrationsministeriet og

Socialministeriet.


LUKKETID PÅ STEVNS KLINT

Center Sigerslev drejede nøglen om sidste år – medarbejderne

havde længe frygtet en lukning, men det var også en lettelse

endelig at få klar besked

Vinden blæser ind fra havet og gennem asylcentret

på kanten af Stevns klint. Skyerne er mere

grå end hvide, og der er stille på centret. Kun få

har bevæget sig uden for husene. En beboer klipper

græs med sit barn på skødet. Få uger inden

lukningen er stemningen på Center Sigerslev en

smule melankolsk, men også afklaret.

’Vi må nok erkende, at vores Røde Kors-tid er

forbi’, siger Marianne Pedersen, der er social netværksmedarbejder.

Det er tredje gang, hun er med til at lukke sit

asylcenter ned. Først lukkede Fensmark, siden

Fakse Ladeplads og nu Center Sigerslev – og alt

tyder på, at denne gang bliver den sidste.

’Jeg fi nder aldrig en arbejdsplads som Røde

Kors – det tror jeg ikke. Den måde vi arbejder

og omgås hinanden på er meget anderledes. Det

har givet mig meget. Jeg skal stadig noget med

mennesker – hvis der er nogen, der vil have mig’,

smiler Marianne Pedersen.

Om kort tid skal papirklippene i hendes vindue

tages ned og gardinerne foldes sammen i kasser.

Center Sigerslev er det seneste opholdscenter på

Sjælland i den række af Røde Kors-centre, der

har måttet lukke efter nedskæringer og faldende

ansøgertal de sidste år.

Mette Larsen, der også er social netværksmedarbejder,

har været her lige siden starten i 1992

og er meget uforstående over for lukningen.

’Selv politiet ringede og spurgte: ’Hvorfor skal I

lukke?’ Det er svært at forstå, når alt, hvad asylansøgerne

skal, altså Sandholm etc., ligger på Sjælland.

Hvorfor lukker man så ikke et center i Jylland?

Så kunne man da spare transporten’, siger hun.

Netværksmedarbejdernes sidste tid på centret

går blandt andet med at forklare beboerne, at

nogle af dem bliver nødt til at fl ytte til Fyn og

Jylland.

Usikkerheden fjernet

På lageret rydder teknisk medarbejder Marianne

Moesby op og smider de ting ud, som

16

ikke længere skal repareres, for eksempel

madrasser med huller i.

’Vi har ikke haft lyst til at pakke selve centret

ned, mens beboerne stadig er her. Det gør

det lidt svært at sortere i, hvad vi skal tage, og

hvad vi ikke skal tage’, siger Marianne Moesby,

der trods lukningen føler, at den længe ventede

fyring har ført til en afklaring.

’Det har været positivt, at usikkerheden er

fjernet. Det har været modbydeligt, når det har

været enkelte, der er blevet prikket på skulderen.

Nu er vi alle i samme båd’, siger hun.

For hendes kollega Linda Jakobsen gik der

nogen tid, før reaktionen på fyringen kom.

’Først efter halvanden måned synes jeg, det var

noget skidt. Så måtte jeg tage fri i en uges tid.

Jeg tænkte: ’Hvad bilder de sig ind?’ Jeg synes

ikke, det er måde at behandle asylansøgere på,

at de skal til Jylland’, siger Linda Jakobsen, der

også er teknisk medarbejder.

Ifølge mange medarbejdere er stemningen


landt kollegerne utrolig støttende. Jobopslag

cirkulerer på e-mail og sendes ud, så snart en

medarbejder falder over et relevant stillingsop-

slag. Lars Brügger, der er uddannelses- og prak-

tikantvejleder på centret, har siden fundet et nyt

arbejde i Dansk Røde Kors’ Kulturhus på Christi-

anshavn. Han oplever, at situationen også påvir-

ker beboerne, som har haft svært ved at fokusere

på praktikken, siden lukningen blev offi ciel.

’Folk, der bor her, er mere interesserede i, hvad

der skal ske i deres liv fremover. Mange har fami-

lie og venner i København, så for dem handler

det meget om, hvor de skal fl ytte hen’, siger Lars

Brügger.

Andre medarbejdere frygter, at især børnene

vil føle sig rodløse, når de igen skal fl ytte center.

Helle Jørgensen, der er afdelingsleder og fejrer

sit 10-års jubilæum, er tilfreds med håndterin-

gen af lukningen. Hun peger blandt andet på

vigtigheden af, at medarbejderne fi k beskeden

samlet.

’Vi har set skriften på væggen længe, og der

har ikke været den helt store krise. Medarbej-

derne har været fantastisk gode – de kommer

og passer deres arbejde. Selvfølgelig bliver man

rystet, men så går man på med krum hals igen.

Man kunne sagtens forvente, at folk ville melde

sig syge, men vi har ikke haft sygemeldinger. De

møder op og klør på og prøver så vidt muligt at

hjælpe beboerne’, siger Helle Jørgensen.

Med lukningen af Center Sigerslev sættes der

punktum for mange af medarbejdernes Røde

Kors-tid. Det er afslutningen på en æra i deres

liv – en æra, mange af dem sent vil glemme. Men

det er også begyndelsen på et nyt liv. Uforudsi-

gelige begivenheder er måske det eneste forudsi-

gelige ved at arbejde i Dansk Røde Kors.

17

Men så skete der noget

uventet …

Den 11. november 2004

mødte medarbejdere fra

Samdrift Storstrøm op på

Center Sigerslev for at tage

fl aget ned og markere

samdriftens ophør. Men

så tikkede nyheden ind:

Center Sigerslev genåbner

nemlig som en afdeling

under Modtagecentret

sammen med Sandholm

og Avnstrup. Udover at

modtage nye fl ygtninge

skal Sigerslev også huse

beboere, der har fået

endeligt afslag på asyl.

For teknisk medarbejder

Marianne Moesby var det

en glædelig nyhed.

’Der var en lidt anspændt

stemning den dag, for vi

havde lukket hele centret

og skulle til at sige farvel.

Jeg er glad for at blive i

Dansk Røde Kors. Det er

mere end bare et job for

mig – og jeg fortsætter,

så længe jeg føler, jeg kan

gøre en forskel’, siger hun.

Også for social

netværksmedarbejder

Mette Larsen var det en

betydningsfuld dag.

’Vi var blevet kaldt

ind til en lukning med

pindemadder, og så sagde

leder af Asylafdelingen i

Dansk Røde Kors Jørgen

Chemnitz, at han havde

noget at fortælle os. Jeg

havde ikke fået søgt et

andet arbejde, så det tog

ikke lang tid at beslutte, at

jeg ville blive. Nu kan det

ikke gå hurtigt nok, inden

vi kommer i gang’, siger

Mette Larsen.

Efter beskeden om

genåbning blev fl aget

hejst igen på Center

Sigerslev. Samdrift

Storstrøm omfattede i

sin storhedstid centrene

Sigerslev, Nysted, Holeby,

Hvilested, Fanefjord,

Ulvshale, Fakse Ladeplads,

børneskolen i Store

Heddinge, Aktivitetshuset

i Nykøbing Falster og

Anneksafdelingen med op

mod 300 pladser.


FRIVILLIGT ARBEJDE FOR ALLE PENGENE

Ungdommens Røde Kors tager fl ygtningebørn på udfl ugter i

det danske samfund

Biografture, udfl ugt til brandstationen og julehygge

– det er ikke just hverdag for en asylansøger,

og det er nok derfor, at de månedlige

aktiviteter med de frivillige fra Ungdommens

Røde Kors er så populære på Center Sandholm.

23-årige Damir Zec har været frivillig i Ungdommens

Røde Kors i fi re år, og for nylig tog han

på udfl ugt med en fl ok børn og unge fra centret.

’Vi besøgte en brandstation, hvor de fi k lov til

at få en slags førstehjælpskursus. De prøvede

blandt andet at genoplive en dukke, og det var

de meget begejstrede for’, fortæller Damir Zec.

De fl este frivillige er studerende, der samler

erfaring eller point i forbindelse med studiet.

Derfor kan man altid melde sig ud af de frivillige

aktiviteter i eksamenstiden – og til igen, når der

kommer mere luft i kalenderen.

Aktiviteterne foregår normalt over et par timer

en søndag om måneden og har for eksempel

været en udfl ugt til Planetariet, en tur i biografen

eller, som i december måned, bare julehygge.

Et specielt håndtryk

Der kommer mellem to og otte frivillige til hvert

arrangement, og børnene spørger tit de frivillige

om lektier, de har for i skolen, og ord, de

hører på gaden og ikke forstår. Som frivillig skal

man også være omsorgsfuld og samtidig holde

en vis afstand, selv om børnene knytter bånd

– bånd, de viser ved at tage fat i én, når de skal

vise noget frem, de har tegnet eller lavet. Damir

Zec kommer jævnligt på Center Sandholm, og

børnene spørger efterhånden efter ham, hvis

han ikke dukker op til et arrangement. Forholdet

kommer til udtryk i børnenes helt specielle måde

at vise deres venskab på.

’I starten giver de hånden, men når man

kommer igen gennem længere tid, så udvikler

de et specielt håndtryk. Det er deres måde at

sige: ’Velkommen tilbage, jeg har savnet dig’ på.

Så skal man lige kunne huske alle de forskellige

håndtryk’, fortæller Damir Zec.

Han kom selv til Danmark som fl ygtning fra

18

Balkan, da han var barn, og for ham handler det

frivillige arbejde også om at betale tilbage.

’Jeg har selv siddet i den samme båd som de

børn, så jeg vil gerne sige velkommen til dem

– give dem en lettere hverdag og en forståelse

for det danske samfund. De unge er jo den generation,

der har størst chance for at integrere sig.

Jeg har fået noget for mange år siden, og nu vil

jeg hjælpe andre i samme situation’, siger Damir

Zec.


Opholdstiden for en asylansøger på Dansk

Røde Kors’ centre er blevet længere og mere

psykisk belastende. Voksenundervisning

og psykologhjælp skal ruste asylansøgerne

til fremtiden, uanset om de får afslag eller

opholdstilladelse.

Hverdagen som asylansøger

19


ET LIV I INGENMANDSLAND

Kun 2 ud af 10 fl ygtninge har udsigt til at få ophold i Danmark.

Den psykiske belastning sender fl ere asylansøgere i

terapi – og sundhedsudgifterne i vejret

Mød den nye asylansøger anno 2004. Han er en

ganske anden end for bare få år siden, hvor der

var omkring 80 % chance for at få asyl. I dag

forholder tallene sig lige omvendt. I 2004 fi k

85 % afslag på asyl – det betyder, at den nye

asylansøger lever i større uvished om sin fremtid,

samtidig med at han bliver boende på Røde

Kors-centret i længere tid end før. Det tærer på

psyken, og Dansk Røde Kors’ psyko-traumecenter,

der behandler psykisk syge asylansøgere,

mærker tydeligt effekten af de nye stramninger.

’Traumatiserede mennesker har behov for tryghed

og forudsigelighed. Når de lever i uvished

om, hvorvidt de bliver sendt hjem, er det med til

at aktivere traumerne. Forældrenes omsorgsevne

svækkes også på grund af ventetiden, og det

skader børnene. Vi kan se familier, som har været

her længe, gå mere eller mindre i opløsning, og

det bliver en trussel mod hele familien – ikke kun

den syge person’, siger Ebbe Munk-Andersen,

der er overlæge på psyko-traumecentret.

De fl este af hans patienter har fået endeligt

afslag på asyl og befi nder sig derfor i en situation,

hvor de føler, at de hverken kan blive i Danmark

eller vende hjem igen.

’Når en fl ygtning kommer hertil og søger asyl,

lever han i et ingenmandsland mellem Danmark

og hjemlandet. Men når han får afslag, lever han

i et ingenmandsland, hvor grænsen til Danmark

er lukket. Det bringer mange i panik’, fortæller

Ebbe Munk-Andersen om de fl ere og fl ere beboere,

der ikke kan få livet til at hænge sammen.

Et sikkert sted

Psyko-traumecentret forsøger at bringe patienterne

tilbage til et punkt, hvor de igen bliver i

stand til at overskue deres egen situation. Det

sker blandt andet ved at introducere ideen om et

såkaldt ’sikkert sted’, hvor patienten genoplever

en tryg og sikker erindring fra tidligere i sit liv.

’Vi beder patienten om at definere et trygt og

godt sted i sin barndom, fx et lykkeligt minde

20

på skødet af en onkel eller leg ved floden. Det

minder ham om, at ikke alt i verden er ondt.

De kan ikke overskue, hvad de skal gøre, når

de oplever angst eller panik, og så kan man

bringe det minde ind i sit liv, når alting skrider.

Det er udgangspunktet for en støttende

psykoterapi’.

En anden arbejdsmetode går ud på, at asylansøgeren

fortæller om sit liv, før han blev fl ygtning.

Ved at besvare spørgsmål om sin familie,

kultur og sit arbejde genoplever patienten sig

selv som et helt menneske og mindes om, at han

ikke bare er torturoffer eller asylansøger. Det

hjælper dem til at fi nde ind til sig selv igen og

forhåbentlig komme tilbage med noget af deres

oprindelige overskud.

’Det gør dem jo ikke raske, men det øger

følelsen af at blive forstået. Med Kirkegaards

ord må man møde mennesket, hvor det er og

begynde der. Først bagefter kan du føre det

hen til et nyt sted’.


Et trist gensyn

Der fi ndes en dokumenteret sammenhæng

mellem asylansøgernes lange opholdstid og den

psykiske belastning. Resultatet er mere syge

beboere og et stigende pres på sundhedsbetje-

ningen. Ifølge leder af Dansk Røde Kors’ Asylaf-

deling, Jørgen Chemnitz, kan opholdstiden pille

familier fra hinanden.

’Normalt bliver man glad, når man genser

nogen fra fortiden, men jeg bliver ikke glad,

når jeg har set folk komme hertil med energi

og omsorgsevne og møder dem senere som en

skygge af sig selv. De burde for længst have for-

ladt centrene og været ude i det danske samfund

eller tilbage i deres hjemland’, sukker Jørgen

Chemnitz.

’Det stigende antal indberetninger til kom-

munerne er en synlig og sørgelig konsekvens

af, at folk befinder sig længe i systemet. Famili-

ernes omsorgsevne falder, og det stiller højere

krav til medarbejderne i skolen og legestuen.

Det er en trist situation, og medarbejderne er

meget opmærksomme på de enkelte børn og

på, om de skal iværksætte tiltag’, siger Jørgen

Chemnitz.

Langt mellem succeserne

For at hjælpe de voksne asylansøgere har Dansk

Røde Kors også foreslået myndighederne at til-

byde repatrieringskurser, der kan give de afvi-

ste ansøgere overskud til at se virkeligheden i

øjnene.

’Beboerrepræsentanter har tilkendegivet, at

det ville være lettere for dem at vende blikket

mod hjemlandet, hvis de får en håndsrækning.

Modersmålsundervisning til børnene, der jo har

boet i Danmark i fl ere år, ville også være overor-

dentlig værdifuldt’, siger Jørgen Chemnitz.

Psykisk syge asylansøgere er ofte så ned-

slidte, at de sjældent giver nogen positiv respons

– om nogen overhovedet. Overlæge Ebbe Munk-

Andersen på psyko-traumecentret glædes dog

21

I 2004 steg

asylansøgernes forbrug

af sundhedsbetjeningen,

der både omfatter

asylcentrenes egne

sundhedsklinikker

samt speciallæger og

sygehuse. I dialogen med

myndighederne har Dansk

Røde Kors især fokuseret

på sammenhængen mellem

sundhedsudgifterne,

den lange opholdstid

og asylansøgernes

trange boligforhold.

Udlændingestyrelsen

har nu rejst sagen om de

stigende udgifter over for

Finansministeriet.

meget over de få patienter, der har overskud til

at takke ham for indsatsen.

’Der er langt mellem succeserne. Når de takker

os, er det som regel, fordi de har fået opholdstil-

ladelse, og det har jo intet med os at gøre. Mens

behandlingen står på, kan man have indtryk af,

at det ikke hjælper, men bagefter siger nogle:

’Du lyttede til mig, og du holdt mig i hånden

igennem hele forløbet’. Der skal ikke ret mange

af den slags tilkendegivelser til, før man synes,

det er besværet værd’.


DEN USÆDVANLIGE ARBEJDSPLADS

Samtaler og et stærkt sammenhold giver et godt psykisk

arbejdsmiljø hos medarbejderne på Center Sandholm

Beboerne på Center Sandholm klæder sig ofte på

med nerverne uden på tøjet. For de fl este er det

endestationen – punktet, hvor de har fået endeligt

afslag på deres asylansøgning og frygter for, hvor-

når udvisningen skal føres ud i livet. Det tærer også

Røde Kors-medarbejderne at være vidne til så

stor menneskelig frustration, og derfor har Center

Sandholm styrket indsatsen for at forbedre det

psykiske arbejdsmiljø. I dag tilbydes medarbejdere

blandt andet konfl ikthåndteringskurser og såkaldt

supervision, som er en samtale mellem medarbej-

derne, under styring af en psykolog.

Netværksmedarbejder Marcus Jones har været i

Røde Kors i 19 år – men selv med en masse erfa-

ring og rolig stemmeføring kan man ikke afværge

alle konfl ikter. Her hjælper supervisionssamtalerne

ham med at rydde mentalt op i hverdagen.

’Selv om vi taler meget med hinanden i det

daglige, er supervisionen en saltvandsindsprøjt-

ning. Det er godt at få vendt og drejet, hvad der

er sket, og være bevidst om, hvordan man har

håndteret det. Det er vigtigt at være tryg i situa-

tionen med beboerne, og denne tryghed smitter

af’, siger Marcus Jones.

Konfl ikter med beboerne opstår blandt andet

i afvisningssituationer, hvor Marcus Jones kan

komme i klemme, fordi han formidler reglerne på

Sandholm. Det er beboernes forhold, der skaber

fl est gnister.

’Jeg har lært at sige nej på rigtig mange måder.

Det kan eksempelvis handle om, at en familie

gerne vil fl ytte over i asyllandsbyen, hvor der er

eget bad. De er selv overbevist om, at netop de

opfylder kriterierne, og så står de der med tårer

i øjnene og et barn på armen. Det kan godt være

psykisk belastende at skulle afvise dem, for man

risikerer at opleve sig selv som lidt robotagtig’,

siger Marcus Jones.

Godt psykisk arbejdsmiljø

Flere Røde Kors-centre har benyttet sig af super-

vision i mange år, og i 2004 blev tilbuddet udvi-

22

det til at gælde alle medarbejdere, der har direkte

kontakt til beboerne i deres arbejde. Langt de

fl este medarbejdere har taget imod tilbuddet,

og for psykolog og superviser i Dansk Røde Kors

Lars Diemer ligger værdien af supervisionen i, at

man forebygger udbrændthed og højner faglig-

heden ved at refl ektere over problematikkerne.

På møderne samles en gruppe medarbejdere og

skiftes til at fremlægge en problematik, mens de

andre lytter, for bagefter at komme med deres

hypoteser, synsvinkler og overvejelser.

’Vi kalder det et refl ekterende team. Det

virker, fordi mødet skaber klarhed over proble-

matikkerne, og medarbejderne oplever, at de er

sammen om opgaven og kan bruge hinanden.

Det modvirker isolation. Medarbejderne får sat

ord på tingene, og det er vigtigt, når man arbej-

der med andre mennesker og er engageret i sit

arbejde’, siger Lars Diemer.

’Det er også vigtigt, at samtalerne foregår

konstruktivt, uden at medarbejderne kritiserer


eller dømmer hinanden. Jeg har indtil videre kun

hørt, at der er tilfredshed med modellen, og at de

er glade for tilbuddet’, siger Lars Diemer.

I dag er der 11 supervisere i Dansk Røde Kors

Asylafdeling, og tilbuddet om supervision skal

evalueres i 2005.

Sort humor – ja tak

Opholdstiden for en asylansøger i Danmark er

vokset voldsomt – med psykiske belastninger

til følge. Nogle beboere reagerer på afmagten

ved at vende deres frustrationer mod Røde

Kors-medarbejderne. Selv om det er yderst

sjældent, at det kommer til vold, har Center

Sandholm en helt fast procedure i tilspidsede

situationer, fortæller sikkerhedsleder Steen

Tøstesen.

’Vi skal sætte en grænse overfor beboerne.

Hvis vi bliver udsat for trusler og vold, så er der

nul tolerance. Den slags skal politianmeldes

– det er slet ikke til diskussion, og så bliver med-

arbejderen debriefet og får en samtale med den

psykosociale enhed’, siger Steen Tøstesen.

Gode kolleger er også en vigtig del af hverda-

gen for Marcus Jones, der daglig skal tage stil-

ling til beboernes små og store problemer.

’Den væsentligste grund til, at vi stadig holder

ud, er sammenholdet i vores gruppe. Vi ved jo

ikke, hvad der kommer ind ad døren, når dagen

starter, men vi er gode til at hjælpe hinanden og

trøste, når det er nødvendigt. Trygheden og til-

liden til hinanden er alfa og omega’.

Også sort humor er med til at få de hårde ople-

velser til at glide lettere ned.

’Vi laver selvfølgelig ikke sjov foran asylan-

søgerne, for det kan godt lyde makabert. Men

humor betyder meget i det her arbejde, og det

er befriende at kunne grine af det’, siger Marcus

Jones.

Ifølge sikkerhedsmedarbejder Hanne Møller

skal man som medarbejder også kunne håndtere

omverdenens syn på fl ygtninge.

’Nogle gange vil man helst undgå at tale om,

hvad man laver. Folk har to reaktioner – enten

siger de, at det må være hårdt, eller også at asyl-

ansøgerne bare skal hjem. Den bedste, jeg har

hørt, var en Røde Kors-medarbejder, der fortalte,

at han arbejdede i en import-/eksportvirksom-

hed’, smiler hun.

23

Mange afviste asylansøgere

mister motivationen til at

holde sig selv i gang, og

det stiller store krav til

personalet. Dansk Røde

Kors’ medarbejdere på

Center Sandholm lægger

mange ekstra kræfter i at

skabe mening i beboernes

hverdag, fortæller

regionschef Susanne

Lorentzen.

‘Det er en stor humanitær

udfordring at arbejde

med afviste beboere. De

har været her længe og

må hverken arbejde eller

modtage undervisning,

så vi prøver at skabe

meningsfyldte aktiviteter

for dem internt på centret,

hvor de kan have et

frirum og skabe netværk.

De oplever, at de gør en

forskel, når de fx ved,

at systuen skal åbnes

om morgenen. Det giver

struktur i hverdagen’, siger

Susanne Lorentzen.

Personalet opfordrer også

beboerne til selv at tage

initiativ og imødekommer

deres ønsker, hvis de har

forslag til en bestemt

aktivitet. For eksempel er

man pt. ved at oprette et

klubtilbud for børn mellem

11 og 14.

‘Det startede med, at en

gruppe piger bankede på

mit vindue og skrev søde

små breve og tegninger.

De gav udtryk for, at de

havde behov for en klub på

en meget ordentlig måde

– så beboerne ved også, at

det nytter at komme til os’,

siger Susanne Lorentzen.

I 2004 iværksatte

Asylafdelingen i

Dansk Røde Kors et

supervisionsprojekt, der

giver medarbejderne

mulighed for at melde sig

til forløb, der arrangeres

af organisationens

psykologer. Målet med

supervisionen er at højne

fagligheden – og samtidig

er supervision et vigtigt

element til forebyggelse af

udbrændthed.

I løbet af året modtog

fi re Røde Kors-centre

besøg af Arbejdstilsynet,

som lagde mest vægt på

rådgivning omkring det

psykiske arbejdsmiljø.

Dette område kræver

særlig opmærksomhed i

Dansk Røde Kors, der er

en organisation i konstant

forandring, og som har

medarbejdere med et stort

personligt engagement.

Det gennemsnitlige

sygefravær pr. medarbejder

i Dansk Røde Kors

Asylafdeling var i 2004

11 dage.


VASKEKORT OG VOKSENUNDERVISNING

Hverdagens praktiske problemer blev taget op på et møde

mellem ledelse og beboere. Ros til Dansk Røde Kors’ asylarbejde

og gensidig respekt prægede stemningen

En blæsende efterårsonsdag drog beboerrådsformænd

og -repræsentanter fra landets

asylcentre til hovedkontoret i København for at

mødes med leder af Asylafdelingen i Dansk Røde

Kors, Jørgen Chemnitz. På dagsordenen stod

hverdagens praktiske problemer samt de store

linier – og Jørgen Chemnitz kom ud fra mødet,

tilfreds med den konstruktive ånd, som mødet

var foregået i.

’Jeg hæftede mig ved den store ros til Røde

Kors-personalet, som beboerne oplever som

venlige, imødekommende, og som de har et godt

samarbejde med. De havde en uforbeholden ros

til medarbejderne’, siger Jørgen Chemnitz.

Asylansøgerne havde på forhånd indsamlet

erfaringer fra deres medbeboere på centrene

og fremlagde disse på mødet. Én påpegede problemet

med at købe vaskekort på centret for de

beboere, der er på nedsatte ydelser og derfor

kun har få midler til rådighed. Et andet ønske var

et fælles tv-anlæg med internationale kanaler på

de centre, hvor sådanne ikke allerede var opsat.

’Det er meget forståeligt og naturligt, at de har

et ønske om at få udenlandske kanaler. De kan jo

ikke forstå danske nyheder, så det er deres måde

at få informationer fra hjemlandet på, og det

problem arbejder vi på’, siger Jørgen Chemnitz.

’Men det altoverskyggende problem for dem

var deres sag. Ventetiden er lang og opslidende

– og det tager på dem’.

Ventetiden er værst

En beboer fra Center Skibby, Anan Aboarashed,

var også tilfreds, da han kom ud fra lokalet.

’Det var et godt møde. Vi talte både om det

gode, som skolen og sundhedsbetjeningen, og

det dårlige. Jeg kunne godt tænke mig mere

aktivering. Jeg er læge, men må ikke komme i

praktik, fordi jeg har fået afslag på asyl. Men

det generelle problem er ventetiden’, siger Anan

Aboarashed, der har været i Danmark i fi re år

med sine tre børn. Han foreslår også, at der

arrangeres udfl ugter og fodboldturneringer på

centrene.

For Leonie Beyene fra Center Fasan fylder ventetiden

mere end de rent praktiske problemer.

’Det er svært at koncentrere sig 100 % om

danskundervisningen, når jeg ikke ved, hvad min

sag ender med. Usikkerheden kan godt føles lidt

demotiverende’, siger hun.

24

En af de beboere, der ankom med et morgentog

fra Jylland, er Mustapha. Han er i færd med

at arrangere en middagssammenkomst på Center

Jelling, hvor han bor, for at holde modet oppe

hos de andre beboere og især hos børnene.

’Jeg er tilfreds, hvis det lykkes at arrangere

noget i centret for familierne og børnene, så de

for en stund kan glemme, at de er asylansøgere

og huske på, at de er mennesker. Så bliver jeg

glad’, siger han.

Dansk Røde Kors planlægger fl ere møder med

beboerrepræsentanterne i fremtiden for at lytte

til deres behov og se, om man kan fi nde løsninger.

For Jørgen Chemnitz viste beboerne sig i dag

at være konstruktive sparringspartnere.

’Beboerne var meget ydmyge i deres ønsker.

Det handlede ikke bare om at kritisere – de havde

også forslag til, hvordan man løser problemerne’,

siger Jørgen Chemnitz.


POSTEN, OG BEBOERNE, SKAL UD

37-årige Sulio Sukurica fra Makedonien er i aktivering som

chauffør på de jyske veje

’Jeg kan ikke lide at sidde derhjemme, så jeg vil

hellere være i aktivering end ikke at lave noget.

Men når nu jeg er chauffør og har papirerne, så

vil jeg selvfølgelig helst have et rigtigt arbejde

med løn’, siger Sulio Sukurica.

Han er fra Makedonien og beboer på Center

Jelling. Og i aktivering som chauffør. Denne

formiddag er han netop kommet tilbage fra Horsens,

hvor han har kørt nogle beboere til hospitalsundersøgelse.

’Jeg vil også gerne hjælpe

Røde Kors’, tilføjer han.

Han går ind på kontoret for at hente den post,

der skal leveres til Center Thyregod. Så henter

han sine to sønner, som han har med sig for at

oversætte, og sætter sig ind i Røde Kors-bilen.

Han fi nder nogle kørselspapirer frem og udfylder

dem på rattet med en kuglepen.

’Her afl æser jeg kilometertælleren og skriver,

hvad turens formål er’, siger han. Så folder han

papirerne sammen og svinger ud på vejen.

37-årige Sulio Sukurica arbejder stort set alle

hverdage og kører ud, når beboerne har gøremål

uden for byen, og når der skal leveres post til

nabocentret. Tjansen som chauffør er en af de

mere eftertragtede, da det giver en vis frihed at

sidde bag rattet og i det mindste styre en bil i

den retning, man ønsker – når man nu ikke har

mulighed for at styre sit eget liv.

’Jeg var buschauffør i Makedonien. Jeg har

kørekort til både bil, bus og lastbil. Da jeg kom

til Danmark, gik jeg til politiet med mine makedonske

papirer og fi k et dansk kørekort’.

Efter en køretur på omkring et kvarter drejer

han ind på gruset foran Center Thyregod, tager

den tykke A4-kuvert fra forruden og smækker

bildøren bag sig. Inde på kontoret afl everer

han kuverten og fortsætter ind i billardstuen.

Børnene kaster sig straks over billardbordet,

mens Sulio Sukurica tænder en cigaret og taler

begejstret med nogle af beboerne. Til børnenes

store fortrydelse bliver det kun et kort ophold. Så

sidder de i bilen igen og er på vej hjem til Center

Jelling.

Et godt samarbejde

Ifølge centerleder Solveig Vestergaard bruger

personalet mange pædagogiske ressourcer på at

motivere beboerne. På grund af de ringe chancer

for asyl er beboerne meget optagede af deres

situation.

25

’En god aktivering afhænger af et godt samarbejde

mellem medarbejdere og beboere. En af de

mere eftertragtede aktiveringsopgaver er at føre

tilsyn med beredskabscentrene (lukkede centre,

som står i beredskab i tilfælde af akutte behov)

i Jylland, og det bliver udført ganske tilfredsstillende.

Det samme gælder café- og oversættelsesarbejdet’,

siger Solveig Vestergaard.

Rengøringsopgaverne kræver noget mere

af medarbejderne. ’Jeg er helt sikker på, at når

rengøringen og vedligeholdet fungerer, så er

det medarbejdernes fortjeneste. Man skal være

nærværende og til stede, og der skal være et

respektfuldt samarbejde fra medarbejdernes

side, før det kan fungere’.

Sulio Sukurica er tilfreds med sin aktivering

som chauffør og vil helst ikke aktiveres i rengøringen

eller køkkenet.

’Jeg er ikke så god i køkkenet. Men jeg er professionel

til at lægge fl iser og lave badeværelser,

så det ville jeg også kunne’, siger han.

Da Røde Kors-bilen igen holder på parkeringspladsen

foran Center Jelling, forsvinder Sulio

Sukurica ind på sit værelse. Han skal have et lille

hvil efter dagens arbejde.


DER ER IKKE FLERE CENTRE TILBAGE AT LUKKE

Det såkaldte Rejsehold har rejst fra Bornholm til Jylland og

lukket asylcentre. Nu står holdet overfor sin sidste og sværeste

opgave: At nedlægge sig selv

Rejseholdet – navnet smager af gammel pizza,

skægstubbe og hårdkogte betjente, men Dansk

Røde Kors’ Rejsehold holder ikke til på Politigården.

Det startede som et aktiveringsprojekt

for asylansøgere – når et center lukkede, drog

Rejseholdet af sted, pakkede alt inventar ned og

læssede det i containere. Det er datid nu. Rejseholdets

sidste opgave bliver at pakke sit eget

center, Øster Toreby, sammen. Få måneder inden

de drejer nøglen om, har to af Rejseholdets medlemmer

travlt i den store lagerhal.

’Vi kører rundt og lukker centre. Og så skal vi

pludselig lukke os selv – det er mærkeligt’, siger

Jesper Christiansen, der har været med til at

lukke omkring 16 Røde Kors-centre siden Rejseholdets

start i 2002.

Den store lagerhal føles tom – rungende tom,

selvom børnestole, computerskærme, vaskemaskiner

og bordben er stablet langs væggene.

Her bliver inventar fra lukkede centre i hele

landet sat på auktion – og nu er det resterne af

Øster Toreby, der venter på den højestbydende.

Dermed slutter en hård, men god tid for medarbejderne.

’Det fungerede rigtig godt – det har været én

lang succeshistorie, fordi det var meningsgivende

for asylansøgerne, og vi mødte dem i øjenhøjde.

Vi lavede alle sammen det samme arbejde’, siger

Jesper Christiansen, der efter fl ere år i Dansk

Røde Kors efterhånden opfatter sig selv som fast

inventar.

Hans kollega Dannie Antonisen husker tydeligt,

da de lukkede centrene på Bornholm.

’Vi var af sted i en uge med 7-8 asylansøgere.

Der arbejdede vi fra kl. 07 om morgenen

til omkring kl. 21-22 om aftenen med at pakke

paller, sortere dem og dække dem med fi lm. Hvis

nogen siger, at asylansøgere ikke vil arbejde, så

skulle de se Rejseholdet’.

Skoleklokken ringer stadig

Der er ikke meget liv tilbage på Øster Toreby, der

26

er en serviceenhed med skole, kulturhus og sygeplejerske.

Hvis det ikke var for mekanikeren, der

reparerer gamle biler, og hans kunder, ville der

ikke komme andre mennesker end den lille håndfuld

medarbejdere, der skal lukke og slukke og

gøre Østre Toreby klar til afl evering. Skoleleder

Ann Dasseville er en af dem.

’Der er ikke så mange at skabe en stemning

med – de fl este er fyret eller på ferie, så her er

tømt for mennesker. Der er ingen aktivering til de

voksne, og tingene er pakket ned i kasser’, siger

Ann Dasseville.

Mens hun viser rundt på skolen, ringer skoleklokken

i den tomme bygning, uden at Ann

lægger mærke til det. ’Jeg hører den ikke længere’,

smiler hun.

På tavlen i en skoleklasse har nogen skrevet

’Orha har fødselsdag, og det har han jo i dag’. Nu

har børnene sommerferie, og efter den vender de

ikke tilbage – i hvert fald ikke til Øster Toreby.

Der er stadig træ i sløjdlokalet, snor og stofrester


i syværkstedet, gamle blade på avisredaktionen

og borde og stole i cafeen. Gymnastiksalens red-

skabsrum er stadig fyldt med måtter og basket-

bolde, men der er ingen til at spille med dem

længere.

Alt skal sælges

De skal også sættes på auktion i lagerhallen,

sammen med klaveret, der er blevet solgt to

gange for ti kroner men endnu aldrig afhentet.

Hvis det er svært at forestille sig omfanget af

auktionen på Øster Toreby, så tænk på alt det,

der fi ndes i et hjem. Skraldespande, saltbøsser,

tuschæsker, skuffer, spejle, gardiner, værktøj,

telefoner osv.

Udenfor kører Dannie Antonisen rundt i sin

gaffeltruck, og når det hele på et tidspunkt er

på plads i lageret og solgt til højestbydende, er

Rejseholdets sidste opgave løst.

’Og så er vi fyret. Så kommer det an på, hvad

vi fi nder af arbejde. Jeg har ikke søgt noget nyt

endnu – jeg trænger til ferie først’, siger han.

Inden da venter endnu nogle centerlukninger,

blandt andet på Fyn.

Centerleder Flemming Willumsen er skuffet

over lukningen og især over at skulle sige farvel

til dygtige medarbejdere.

’Når der er stormvejr, så er der to slags folk:

Dem, der sætter sig om bag en læskærm – og

dem, der sætter vindmøller op. De sidste kan vi

bruge i Dansk Røde Kors,’ siger Flemming Wil-

lumsen.

Men ikke længere på Øster Toreby – auktiona-

rius’ talerstol står klar for enden af lagerhallen.

27


SKØNHED KOMMER FRA KØKKENET

Asylansøgere lærer at starte deres egen forretning i hjemlandet

for små penge. I dag står der ’Hair and Beauty’ på menuen

28


Hvad har havregryn, tomater, agurker og yoghurt

med skønhedspleje at gøre? Det vil en håndfuld

kvinder snart fi nde ud af i Dansk Røde Kors’ Kul-

turhus. De er mødt op til den første dag i kurset

’Hair and Beauty’ på øverste etage i et lokale

med hyggelige skråvægge. Kvinderne skubber

bordene ind midt i lokalet og begynder at stille

bananer, gafl er og skåle fra caféens køkken

frem.

Pernille Bertelsen, der styrer kursets tre første

uger (og er fem gange danmarksmester i aero-

bics), har engagement nok for mange og fanger

hurtigt kvindernes opmærksomhed, da hun for-

tæller, hvordan man kan blande ansigtsmasker af

ingredienser, der fi ndes i ethvert køkken.

’Reglen er, at hvis du ikke vil spise det, så

lad være med at putte det i ansigtet. Hvis I kan

vænne jer til lugten af mad, så er det langt det

bedste at bruge. Er I friske på at prøve det?’,

spørger Pernille Bertelsen.

Det er de! Kvinderne moser jordbær og bana-

ner efter opskrifterne på tavlen og blander havre-

gryn og yoghurt sammen til klistrede masser. Der

er også duftolier – i tilfælde af rynkede næser.

En ny start

’Hair and Beauty’ er bare ét af de kurser, der

tilbydes under ’Start your own business’-pro-

grammet. Sammen med fx CV-workshops, mine-

rydderkurser og sykurser skal undervisningen

give asylansøgerne nyttige redskaber med hjem i

kufferten, hvis de får afslag.

’Det hele handler om muligheden for at blive

selvforsørgende. Kvinderne efterspørger selv,

om de kan købe brugte symaskiner, som de kan

tage med sig hjem. Så er vi inde på det rigtige’,

siger Karen Inger Thorsen, der er leder af Kul-

turhuset .

’Hair and Beauty’ er netop tiltænkt kvinder, der

risikerer at få afslag på asyl og derfor står over-

for at skulle starte fra bunden i deres hjemland.

Kirsten Gelting, der er projektkoordinator, fi k

ideen, da kvinder på asylcentrene udtrykte ønske

om kosmetolog- og frisørkurser. ’De skal vide, at

man kan starte en salon for få penge, hvis man

lærer lidt om klippeteknik og om, hvordan man

laver ansigtsmasker og plukker øjenbryn. Der er

jo lande som Afghanistan, hvor kvinder dårligt

kan færdes i det offentlige rum. Disse kvinder vil

kunne starte op inden for hjemmets fi re vægge’,

siger Kirsten Gelting.

Denne morgen kommer deltagerne blandt

andet fra Tyrkiet, Iran og det tidligere Jugosla-

vien – de yngste er kun 17 år. En kvinde har taget

sin lille datter med. Ikke alle forstår lige meget

dansk, men de klarer sig ved at oversætte for

hinanden og bruge deres sunde fornuft. Parvin

Dehkhoda (36 år) er fra Iran og taler ikke fl y-

dende dansk, men hun går til jordbærrene med

stor sikkerhed og er her for at starte sin egen

forretning.

’Jeg vil lære at lave masker, klippe hår og

plukke øjenbryn. Jeg har prøvet ansigtsmasker af

mad før – agurk er bedst’, siger hun.

Efter frokosten i Kulturhusets cafe skal kvin-

derne prøve maskerne på deres egen hud og

insisterer fnisende på, at de helst vil fotograferes

inden da. I løbet af kurset skal kvinderne også

besøge en skønhedssalon og lære lidt om kost og

massage. Pernille Bertelsen, der skifter mellem at

undervise på dansk og engelsk, gør sit bedste for

at give kvinderne det fulde udbytte af kurset.

’Forfængelighed er universel. Du behøver ikke

kunne læse for at fjerne hår. Hvis vi kan give dem

en viden, som har værdi for dem, og give dem lidt

gejst, så er jeg tilfreds. Ligegyldigt hvor mange

bekymringer de har, så får de et åndehul her,

hvor de kan få lov til at føle sig lækre. Det giver

en selvtillid, der har fået dem til at lyse op. Det er

helt vildt fedt at se’, siger Pernille Bertelsen.

29

Dansk Røde Kors’ Kulturhus

har specialiseret sig i

at udvikle og tilbyde

aktiviteter og kurser til

asylansøgere. Kurserne

er tilrettelagt, så

asylansøgeren får gavn

af forløbet, uanset om

han bliver i Danmark

eller vender tilbage til

hjemlandet.

Siden 2002 har

Kulturhuset varetaget

projektet Want2work,

der er delvist fi nansieret

af EU. Want2workprojektet

fokuserer på

fagkurser, som er rettet

mod arbejdsmarkedet,

samtidig med at det giver

en kompetenceafklaring

for den enkelte kursist.

Fagundervisningen tænkes

ind i en sammenhæng med

sprogundervisningen.

Der blev i efteråret

2004 bl.a. andet

afviklet kurser i dansk,

arbejdsmarkedsdansk,

engelsk, studieværksted,

CV-workshop på dansk

eller engelsk, pc-kørekort,

medie og journalistik,

førstehjælp, energi og

udnyttelse af naturlige

ressourcer, iværksætteri

etc.

Kulturhuset har eksisteret

i 10 år, og alle aktiviteter

udvikles i samarbejde med

asylansøgere, personale

fra Dansk Røde Kors og

husets mange danske og

udenlandske frivillige.


SKOLEBUSSEN KØRER HVER DAG

Handicappede beboere fra Center Avnstrup bliver kørt til

behandling af deres handicaphjælper. Han er en rigtig ildsjæl

– og på turen må der kun tales dansk eller engelsk

Muhammed sidder i sin kørestol på parkeringspladsen

foran Center Avnstrup. Han skal til

gymnastik og venter på, at Jeff får sænket liften,

så han kan komme ind bag i bilen. Da han er

kommet op ad rampen, spænder Jeff hans sikkerhedsbælte

fast.

’Jeg kører dem, hvis de skal til fysioterapeut,

tandlæge eller andre typer behandling. Bilen

her er indrettet specielt til handicappede, og så

hjælper jeg dem også med at komme ind og ud

af bygningen, hvis de ikke kan selv’, siger Jeff.

Han er ansat som handicaphjælper, og hans

opgave er at gøre livet lettere for Center Avnstrups

otte handicappede beboere, der hver

dag skal håndtere de fysiske besværligheder og

udfordringer, tilværelsen bringer. Dagens anden

passager, Ibrahim, kan selv løfte sig med armene

fra sin kørestol over på bilsædet, mens Jeff piller

hjulene af, klapper hans kørestol sammen og stiller

den ind i bilen. Da han har skrabet isen af

forruden, bakker Jeff ud og sætter kursen mod

Muhammeds fysioterapeut.

’Jeg kalder den skolebussen, for her må man

kun tale dansk. Eller engelsk. De fl este er Fase

3-beboere, så de må ikke længere modtage

danskundervisning’, fortæller 62-årige Jeff og

skruer op for varmen i den kolde bil.

’Hvor skal du hen i dag?’, råber han over skulderen

til Muhammed.

’Jeg skal til … gymnastik’, svarer Muhammed

langsomt.

’Jeg spørger dem om det samme hver gang’,

fortsætter Jeff.

’Det er ikke nogen svær samtale, bare nogle

simple sætninger, så de holder det ved lige’.

Læser mellem linjerne

Med Jeff får de handicappede beboere meget

mere end en almindelig chauffør. Som handicaphjælper

tager han sig også af at indrette beboernes

værelser og fx sænke skabe, så de selv

kan nå hylderne. Ifølge Jeff er beboerne ikke så

30

bevidste om, at en del af de praktiske problemer

i hverdagen faktisk kan løses, som for eksempel

spejle, der hænger for højt oppe på væggen.

Derfor skal han tit læse mellem linjerne, når det

handler om deres behov. Og det har han mange

års erfaring i.

’Jeg har selv haft en handicappet søn, så jeg er

vant til at sætte mig ind i handicappedes situation

og se, hvad der generer dem, selv om de ikke

siger det’.

Her stopper skolebussen, for Muhammed skal

ned ad liften og ind til gymnastik. Jeff følger ham

hele vejen ind og hilser på fysioterapeuten, før

han igen starter bilen og kører videre til næste

stop.

Center Avnstrup er indrettet i et gammelt

hospital, og derfor er der både elevatorer og døre

med let adgang for kørestole. Desuden har centret

en fast sygeplejerske, der kun tager sig af de

handicappede beboere. Ifølge Kirsten Schaumburg,

der leder sundhedstjenesten for Region


Sjælland, ligger handicapafdelingens styrke i at

være et helt unikt tilbud til beboerne.

’Her ved vi, hvor sårbare asylansøgere er, og

du kan næsten ikke fi nde nogen, der er mere sår-

bare end de handicappede. De er i forvejen mar-

ginaliserede og bliver samtidig belastet af deres

asylsag, så de har brug for megen psykisk pleje.

Vi har tålmodighed og forstår, hvor opslidende

det kan være at være asylansøger’, siger Kirsten

Schaumburg.

Hun kan se det i det daglige arbejde, hvor

meget de handicappede får ud af at have støt-

tepersonen Jeff i deres hverdag, som også tager

sig af hjemmehjælpsopgaver som tøjvask og

indkøb.

’Hvis de blev fordelt på centre i hele landet,

ville de ikke have så megen hjælp, som de

får her. Jeff yder en personlig omsorg, som

en almindelig taxachauffør ikke ville kunne

hjælpe dem med, hvis de fx skal på toilettet.

Så skal de have Jeff, som kender dem. Han

gør en masse ekstra, og når han fx tager dem

i svømmehallen, er det ikke bare underhold-

ning, men en del af behandlingen’, forklarer

Kirsten Schaumburg.

Fra fysioterapeuten kører skolebussen mod

Roskilde Bibliotek. Som journalist benytter Ibra-

him enhver mulighed for at komme til tastaturet,

og netop nu er han ved at skrive breve til aviser

og forsikringsselskaber.

’Jeg har brug for en computer, så jeg vil spørge,

om de har en gammel en, som de ikke bruger

længere’, siger Ibrahim.

Siden han er kommet på madkasseordningen,

har han ikke længere penge til at tage turen til

København for at skrive til Røde Kors-avisen

New Times. Nu tager han sin pose med frugt og

bevæger sig ned i kørestolen, som Jeff har sat

hjul på igen. Han vinker farvel og forsvinder ind

på biblioteket. Jeff spørger ofte beboerne, om de

har ærinder i byen, hvis han har plads i bilen, så

de kan lære området at kende.

’Jeg tog en arabisk kvinde med en dag. Hun

ville aldrig have kendt til biblioteket, hvis jeg ikke

havde taget hende med, og vi fandt endda nogle

bøger til hende på arabisk’.

Synlige resultater

Men det er ikke kun passagerne i Jeffs skolebus,

der får noget ud af turen.

’Det er et meget givende arbejde for mig, og

jeg har al den frihed, jeg kan ønske. Man kan

sige, at sundhedspersonalets arbejde er det rent

livsnødvendige, mens mit arbejde hjælper dem

igennem opholdet i Danmark – både psykisk og

praktisk. Det er en ideel situation for mig. Jeg får

synlige resultater, og jeg har blandt andet fundet

på at tage Muhammed i svømmehallen. Han kan

selvfølgelig ikke svømme, men han nyder virkelig

at være i vandet. Det vigtigste for mig er, at de

lærer landet at kende’.

Så er det blevet tid til at hente Muhammed

hos fysioterapeuten. Han har røde kinder, da han

igen sidder bag i bilen, og nu går turen tilbage

til Center Avnstrup. Men det er kun indtil senere

på eftermiddagen. Hvor Jeffs skolebus igen kører

ud – denne gang for at hente Ibrahim på biblio-

teket.

31


IRAKISKE SKOLELÆRERE MØDER DANSK ELEVDEMOKRATI

Repatrieringskursus forbereder lærere på at vende

tilbage til skolerne i Irak

Krigen i Irak har efterladt et mentalt genopbygningsarbejde

med at få irakerne til at

lægge fortidens traumer bag sig og vende tilbage

til hverdagen i et nyt Irak. Skolelærere

kan bruge deres stilling til at hjælpe børn og

deres forældre igennem den svære omstillingsperiode.

Derfor har Røde Kors tilbudt

repatrieringskurser til irakiske asylansøgere

med lærerbaggrund med fokus på at tackle

psykiske problemer hos eleverne.

’Der opstår nogle problemer, når børnene

kommer tilbage. De har haft svære oplevelser

– de oplever at blive hånet af lærerne, fordi de

ikke kan følge med i pensum, og nogle føler

sig nærmest mobbet, fordi de fl ygtede fra Irak.

Hvis lærerne er bevidste om det, kan de hjælpe

børnene ind i systemet’, siger undervisningskonsulent

Ulla Danstrøm, der stod for kursets

lærerdel.

Under det to uger lange kursus lærte de irakiske

skolelærere bl.a. om det danske uddan-

nelsessystem, folkeskoleloven og besøgte to

folkeskoler i København. Her stod de ansigt til

ansigt med en helt anden skolekultur.

’Skolelederen holdt et oplæg om forældresamarbejde

og elevdemokrati. Begreberne er fremmede

for irakerne – og de diskuterede internt og

var meget engagerede. Da de overværede undervisningen,

syntes de, der var en tryg og afslappet

stemning mellem lærer og elev’.

Desuden kom en skolebestyrelsesformand

og holdt oplæg, og næstformanden for Danske

Gymnasieelevers Sammenslutning diskuterede

elevdemokrati med de irakiske lærere. Her

blev kulturkløften afdækket, da næstformanden

klagede over de høje klassekvotienter på

28 elever.

’Irakerne brød sammen af grin. De er vant til

50-60 elever og syntes vist, det lød lidt forkælet.

Det virkede også mærkeligt på dem, at repræsentanten

arbejdede helt frivilligt’, siger Ulla

Danstrøm.

32

Lærer, ikke asylansøger

Deltagerne var meget nysgerrige efter at lære det

danske skolesystem at kende og spurgte til ting,

der virker som en selvfølge for en dansk skolelærer.

For eksempel undrede de sig over, hvordan

to skoler, der ligger ved siden af hinanden, kan

have forskellige undervisningsforløb, og at man

kan afholde eksamen, når landets elever ikke

nødvendigvis har beskæftiget sig med de samme

ting i løbet af året.

Det viste sig også hurtigt, at programmet ikke

blot vil komme de irakiske skolebørn til gode.

Skolelærerne selv blomstrede også op, fordi de

for en gangs skyld beskæftigede sig med deres

fag i stedet for deres asylsag.

’De syntes, det var dejligt at blive taget seriøst

som fagpersoner. Nu var de ikke asylansøgere –

men lærere. Det var et løft for dem, og de efterlyste

at komme i lærerpraktik og gøre sig nyttige’.

Kursets anden del var et psykosocialt program,

der gav deltagerne konkrete værktøjer til at


hjælpe traumatiserede børn. Blandt andet prø-

vede de øvelser af på sig selv, som viser hvordan

de kan tale med børnene om svære følelser.

Mia Antoni Stæhr, der er psykologisk konsulent

i Dansk Røde Kors, fortæller at en af øvelserne

var at farvelægge en tegning af en krop.

’Børnene tegner de forskellige følelser ind med

farver, og så kommer der mange ting frem. Bagef-

ter kan man tale med dem om, hvad de kan gøre

for at få mindre ondt i hovedet eller være mindre

bange – fx at de skal trække vejret dybt eller lære

dem afslapningsøvelser. De irakiske skolelærere

gik ind i det med liv og sjæl og var ikke bange for

at dele ud af deres egne oplevelser, selv om det

gik tæt på’, siger Mia Antoni Stæhr.

Skolelærerne var så begejstrede over at være

tilbage i deres fag, at en iraker på mere end 70

år skal til at undervise i modersmålsundervisning

på en Røde Kors-skole.

’Målet var at vise dem, at de som skolelærere

er vigtige ressourcepersoner. De var engagerede

og ville have meget mere. De ville også gerne

have ’kogebogsopskrifter’ med sig hjem, så nu

arbejder vi på en manual med specifi kke opskrif-

ter på, hvordan ikke-psykologer kan arbejde med

det her’, siger Mia Antoni Stæhr.

33


ET NYT LIV I DANMARK – OG

AFGHANISTAN

Ali fra Irak fi k asyl Danmark, mens Abdul Azim vendte tilbage

til Afghanistan, hvor han nu hjælper med at genopbygge

landet

Det var en novemberdag for lidt over to år siden

Dansk Røde Kors’ opholdscenter Avnstrup. Ali

fra Irak gik som sædvanlig hen for at tjekke, om

der var kommet post til ham. Han ventede inderligt

på et brev med en ganske særlig besked.

’Mit udlændingenummer stod på postlisten, så

jeg gik ind på kontoret og hentede brevet. Jeg

åbnede det og læste, at jeg havde fået asyl. Så

blev jeg meget glad’, fortæller han.

’Ali’ er et opdigtet navn, da han ikke ønsker

sin identitet offentliggjort. Hans rigtige navn er

redaktionen bekendt.

Det første, han gjorde, var at gå ind på sit

værelse og ringe til sin hustru, der befandt sig i

Jordan for at fortælle hende den gode nyhed.

’Jeg sagde til hende: ’Du kommer også snart’.

Hun havde ventet og ventet – og vidste godt,

at de fl este irakere fi k afslag, så hun blev også

meget glad’.

Ali er en af de ganske få irakere, der har fået

asyl i Danmark, men opholdstilladelsen var

kun den første lykkelige begivenhed. Få måneder

senere startede han sit nye liv i Danmark med at

blive ansat som læge på Hvidovre Hospital, og kort

efter sluttede hans hustru sig til ham fra Jordan.

Praktikplads gav job

Ali startede som praktikant på Hvidovre Hospital

under Want2Work-programmet, mens hans

asylsag var under behandling, og praktikken gav

ham fagligt indhold i ventetiden og en mulighed

for at være blandt ligesindede igen.

’I centret var jeg nødt til at være sammen med

folk fra mange forskellige lande og med forskelligt

uddannelsesniveau. Så da jeg kom på hospitalet

første gang, var jeg meget tilfreds med at

være sammen med folk fra mit eget fag. Også

selv om jeg ikke fi k løn’.

Samtidig begyndte han at gå til danskundervisning

i Dansk Røde Kors’ Kulturhus. Det hjalp

ham meget, men han var overrasket over, hvor

tålmodige hans kolleger på hospitalet var.

34

’Jeg talte dårligt dansk, og det er jo kedeligt

at tale med sådan en, men de var meget hjælpsomme.

I dag har jeg har ingen problemer på

hospitalet, for det er nemmere på medicinsprog.

Jeg taler også fl ydende engelsk. Men jeg er ikke

helt tilfreds endnu – det tager tid. Man skal kommunikere

og tale med folk hele tiden for at blive

bedre. Det er stadig svært at tale med gamle

mennesker’, siger Ali.

Praktikken endte med, at Hvidovre Hospital

tilbød ham job som urolog, hvor han arbejder i

dag. Men det længe ventede brev om opholdstilladelsen

indeholdt også en ekstra gevinst.

’Jeg havde ikke bare fået asyl, jeg skulle også

bo på Frederiksberg. Det betyder meget for mig,

at det er i storbyen’, siger Ali.

Blandt dem, der vendte tilbage til deres

hjemland, er Abdul Azim. I dag arbejder han

som IT-administrator på et nødhjælpsprogram i

Afghanistan. Under hans ventetid i Danmark tog

han en master-grad på IT-Universitetet, og efter


are en uge hjemme i Afghanistan var der gode

nyheder.

’Min ven introducerede mig for chefen for nød-

hjælpsprogrammet, og så fi k jeg jobbet på grund

af min uddannelse’, skriver 33-årige Abdul Azim

i en mail fra Afghanistan.

Dansk Røde Kors hjalp ham med at betale

bøger og transport til universitetet, og han blev

den første ikke-danske computerafdelingskoor-

dinator i Kulturhuset.

’Nu administrerer jeg IT-sikkerheden og net-

værket. Der opstår alle mulige problemer, som

jeg ikke lærte om på universitetet, så jeg modta-

ger stadig undervisning og lærer nyt hele tiden’.

35

I 2004 fi k op mod

85 % af alle asylansøgere

afslag. Der blev afgjort

fl est asylsager vedrørende

personer fra Irak,

Afghanistan, Eksjugoslavien

og Somalia.


EN VÆRDIG HJEMREJSE

Langt de fl este irakere får afslag på asyl i Danmark. Dansk

Røde Kors’ repatrieringskurser giver asylansøgerne nyttige

værktøjer med hjem i kufferten

Kun 2 % af irakerne fi k ophold i Danmark i 2004,

og derfor tilbyder Dansk Røde Kors nu som en

forsøgsordning repatrieringsworkshops, der skal

give de mange afviste asylansøgere en bedre

start på livet i hjemlandet. For Ann-Sofi e Bech,

der er projektkoordinator på repatrieringsprojektet,

er det vigtigt, at asylansøgerne kan drage

nytte af ventetiden i Danmark, selv om de ender

med at blive udvist.

’Vi har tænkt over, hvordan man ændrer voksenundervisningen,

så man kan bruge den –

uanset om man skal hjem eller blive i Danmark’.

Indtil videre gælder ordningen kun for irakere,

men der er ansøgt om at lade den gælde

for alle ansøgere med endeligt afslag på asyl. På

de enkelte workshops forsøger man at komme

asylansøgernes bekymringer i møde i forhold til

situationen i deres hjemland og deres usikkerhed

over, hvor de skal bo, og hvordan de skal få mad

på bordet. Her kan Dansk Røde Kors trække på

et omfattende netværk og formidle kontakt til

blandt andet genopbygningsprojekter i hjemlandet,

hvor de kan søge arbejde.

På repatrieringskurserne og under personlige

samtaler, der varetages af organisationen Care

4 You, som Dansk Røde Kors samarbejder med,

planlægges hjemrejsen praktisk og overskueligt

– trin for trin.

’Vi laver simpelthen en konkret plan for, hvad

de skal nå på dag ét i Irak, dag to osv. Med

udgangspunkt i den økonomiske støtte, de kan

få med fra staten, ser vi på, hvilke kontakter og

færdigheder de har. Vi har for eksempel afholdt

workshops om kollektivt landbrug, og hvordan

man starter en virksomhed op for små midler’,

fortæller Ann-Sofi e Bech.

Med denne information i baglommen kan irakerne

træffe en mere kvalifi ceret beslutning om,

hvorvidt de ønsker at rejse hjem frivilligt.

Opstramning af ansvarsdeling

En del voksenundervisning og aktivering (VUA)

36

er på grund af afslagene gået fra at være såkaldt

integrationsforberedende til repatrieringsforberedende.

Men det er ikke kun kurserne, Dansk Røde

Kors har tilpasset den høje afslagsprocent. Også

den organisatoriske del af VUA er under opstramning.

Hvor medarbejderne på centrene tidligere

har haft tendens til at overlappe hinanden, skal

det nu stå klarere, hvem der har ansvaret for hvad.

På den måde undgår man, at to medarbejdere

bruger tid på den samme opgave, fortæller Sven

Erik Larsen, der er antropolog og arbejder med

reorganisering af medarbejdernes ansvarsområde.

’Et klassisk problem er, hvad man gør, når

beboerne ikke gør rent i fællesarealerne. Det er

der ingen, der synes er sjovt. Efter min mening

er det bedste at overlade det til beboerrådet at

holde selvjustits.

Det bedste resultat opnås ifølge Sven Erik

Larsen, når ansvaret så vidt muligt overlades

til beboerne selv – og de bærende principper er

respekt og værdighed.


Netop det personlige ansvar er vigtigt, hvis

man vil klare sig godt som hjemvendt iraker. Her

hjælper det at indstille sine ambitioner efter rea-

liteterne, og hvad der faktisk kan lade sig gøre,

siger Ann-Sofi e Bech.

’En irakisk mand, som egentlig var restaura-

tør, bad om at komme på et sykursus. Han var

kommet frem til, at det var billigere at købe en

symaskine end en restaurant, når han skulle til-

bage’.

37


Dansk Røde Kors har altid sørget for at tage

særlig hånd om børnene. Livet som lille asylansøger

er ikke let, men en hel stab af medarbejdere

står klar til at gøre opholdstiden så

tryg som mulig. Især hvis forældrene svigter.

Asylcentret i børnehøjde

39


HJEM ER DER, HVOR MAN SELV BESTEMMER REGLERNE

Fire uledsagede fl ygtningepiger i Gribskov er blevet herrer i

eget hus

Det ligner et skovhus for enden af en helt almin-

delig vej med træer til begge sider. Mårum ligger

omkring seks kilometer fra Græsted og er langt

ude på landet, når man er teenager! Men for fi re

uledsagede fl ygtningepiger er skovhuset det tæt-

teste, de har været på at have et rigtigt hjem i lang

tid. Det ligger kun få meter fra resten af centret i

Gribskov, men det giver 17-årige Juliya Rezina fra

Hviderusland og hendes tre bofæller en sjælden

mulighed for at leve et normalt liv, hvor det er

deres egne regler, der gælder. Det ser man alle-

rede, når man banker på hoveddøren:

’No smoking inside the house

1. Please take out the shoes when you come in

2. Please noke the door before you come in

3. No boys and girls come after 9:30 only staff

Welcome everybody in The New house but Nobody

forget the ruels’

’Det er ligesom et hjem. Vi kan lave mad, når vi vil,

og gøre, hvad vi har lyst til’, siger Juliya Rezina.

Gulvene er i lyst træ, et maleri hænger i glas og

ramme i entréen, og en snoet trappe fører op til

stuen på første sal, hvor pigerne har både fjernsyn

og sofa. Der er ikke meget i huset, der minder om

et asylcenter, bortset fra at de fi re piger deler et

stort soveværelse i stueetagen, opdelt af et gardin

midt i rummet.

Venindernes sommerferie

Juliya er en smule træt, fordi hun har været

oppe til sent om natten med Anja Kogan, sin

værelseskammerat. Resultatet er knaldrøde og

orange striber i Anjas hår, der efter de pinlige

fnis at dømme ikke blev helt, som hun havde

håbet. Hun og Juliya mødte hinanden for syv

måneder siden, og i dag er de bedste venner. De

holder ikke op med at fnise i flere timer – nogle

gange overstadigt, andre gange usikkert. På

natbordet mellem deres senge står Pantene-

shampoo, deodorant og Nivea-creme, opstillet

40

efter højde. Nu har de sommerferie og plejer

den imponerende køkkenhave med radiser,

ærter og masser af andre grøntsager, som de

selv har dyrket.

’Vi sover længe, soler os og går på stranden. Vi

har også været i biografen og set ’King Arthur’,

men ’Troja’ var bedre’, siger Anja Kogan, der er

fra Abkhasien.

På hendes side af natbordet ligger der også en

pakke Marlboro Light. Hun prøver hårdt at komme

i tanke om, hvor længe hun har røget. ’Det kan

jeg ikke huske. Måske fi re år … siden jeg var 13,

tror jeg’.

Tiden venter ikke på nogen – og derfor er det

både surt og sødt, at Juliya har fået ’positiv’. ’Cen-

terdansk’ for opholdstilladelse.

’Jeg vil gerne tage hende med mig. Hun er alt,

jeg har her’, siger Juliya om Anja, der stadig ikke

kan holde op med at fnise. Ifølge hende selv er

Anja den eneste, hun har i hele verden.


På vej ud i livet

Så er der Arthur, en ung fyr fra Turkmenistan, der

også bor på centret og kommer på besøg i huset,

mens pigerne er ved at blive fotograferet. Han er

en god ven og kigger ifølge pigerne ikke ’sultent’

på dem, som nogle af de andre drenge. Arthur har

venlige blå øjne, bar overkrop og engangstatove-

ringer på armen. Han har heller ikke nogen fami-

lie, siger han.

Centerleder Gitte Nielsen etablerede skovhuset

som et anneks til centret i 2004.

’Jeg var derovre for at besøge pigerne i starten.

Der var de rigtig, rigtig glade og sagde ’It smells

like home’. De skrev endda et brev til Jørgen

Chemnitz, hvor de takkede mange gange – der

var næsten ikke det, de ikke ønskede ham tillykke

med. Pigerne begyndte at gå over i huset og ordne

køkkenhaven, allerede inden de fl yttede ind’, siger

Gitte Nielsen.

Juliya har kun nået at bo i skovhuset i omkring

en måned. I dag er hendes sidste dag, inden hun

fl ytter ud i det danske samfund for at starte et nyt

liv. Juliya sidder på sin seng med det lange lyse hår

samlet i en hestehale og sine ejendele pakket ned

i Røde Kors-fl yttekasser. På gulvet står stereoan-

lægget, tøjet, dukken og lysestagerne.

’Jeg er træt af at fl ytte. Jeg vil bare gerne tage

mine ting og stille dem ét sted’, siger hun.

Inden hun fl ygtede til Danmark, var hun i færd

med at uddanne sig til kordirigent på en musik-

skole i Hviderusland. Nu skal hun vælge, hvilken

vej hun vil gå i Danmark. Det er store beslutninger,

der skal tages i et ungt liv – og selv om der står

et helt apparat af kontaktpersoner parat, er man

stadig alene med sine tanker, når lyset slukkes om

aftenen.

Det er sjette gang, Juliya Rezina fl ytter nu, men

forskellen er, at denne gang er hendes asylsag

afgjort. Hun har fået opholdstilladelse – og hun

fl ytter ind i sit nye hjem, som sin egen herre. Her

gælder Udlændingestyrelsens regler ikke længere.

Kun hendes egne.

41

Børnecentret Gribskov er

modtage- og opholdscenter

for alle uledsagede

mindreårige asylansøgere.

Her bor børnene i trygge

rammer blandt andre fra

deres egen aldersgruppe for

at skabe en mere hjemlig

atmosfære. Centret kan

huse 40 børn og rummer

blandt andet egen skole og

et edb-værksted. De ældste

piger bor i et tidligere

skovløberhus med egen

køkkenhave på centret.

Desuden er bemandingen

på Center Gribskov højere

end på andre centre, fordi

beboerne er mindreårige.


EN MENINGSFYLDT FRITID SOM VOKSEN

REPRÆSENTANT

Jørgen Eckeroth er voksenrepræsentant for et uledsaget fl ygtningebarn.

’Det betyder noget’, siger han.

’Jeg har et spændende arbejde og har haft mange

oplevelser, men tingene havde nok bevæget sig

uden mig. Som voksenrepræsentant kan du gøre

en forskel for et meget sårbart menneske. Jeg er

den eneste, han har – den eneste, der interesserer

sig for ham, bortset fra Røde Kors-personalet. Det

betyder noget’.

Sådan lyder svaret fra 56-årige Jørgen Eckeroth

på, hvorfor han har valgt at blive voksenrepræsentant

for et uledsaget fl ygtningebarn. Da hans

børn fl yttede hjemmefra, og han fi k mere tid på

arbejdet, begyndte han at undersøge muligheden

for en meningsfuld fritid. Dengang var voksenrepræsentant-ordningen

kun ved at starte op, og

efter nogen tid blev han indkaldt til et informationsmøde.

Da han var blevet godkendt som midlertidig

forældremyndighedsindehaver, gik turen til

børnecenter Gribskov, hvor han blev præsenteret

for den dengang 16-årige David fra Burundi.

’Mødet gik godt, bortset fra at vi havde svært

ved at kommunikere. På det tidspunkt havde han

været i Danmark i tre måneder og talte kun meget

lidt dansk. Jeg taler meget lidt swahili’, smiler

Jørgen Eckeroth, der til daglig er økonom i SID.

Han kører til Grib Skov ca. to gange om måneden,

og i dag kan de tale en blanding af dansk

og engelsk. Den første tid var David afventende,

men efterhånden som weekendbesøgene skred

frem, og Jørgen Eckeroth sad med til møder med

udlændingemyndighederne, åbnede drengen op

og fortalte også om sine oplevelser hjemmefra.

Det slog Jørgen Eckeroth, hvor tillidsfuld og høfl ig,

drengen fremstod.

’Det kan godt overraske lidt, når man tænker

på, hvad han har været igennem’.

Man skal ikke være barnets far

Under sine besøg lærte han også Davids værelseskammerat

at kende. Det resulterede i, at værelseskammeraten

bad Jørgen Eckeroth om også at

være voksenrepræsentant for ham.

’På en af drengenes fødselsdag, tog jeg dem

42

begge med ud at spise på Jensens Bøfhus. David

sagde ’Det er første gang, jeg har været på restaurant

i mit liv’, fortæller Jørgen Eckeroth.

Det viste tydeligt, at selv den mindste ting kan

være en stor begivenhed i et fl ygtningebarns liv.

Jørgen Eckeroth betoner dog samtidig, at man

bør holde en professionel distance til børnene og

ikke overøse dem med gaver, selv om man kan

have lyst. Favorisering kan skabe jalousi blandt

de andre børn på centret, og det kan også sløre

repræsentantens rolle som den professionelle

voksne, der bisidder til møder i asylsagen.

’Man skal ikke være barnets mor eller far. Det

handler om barnets tarv – ikke om at man selv

har brug for selskab. En voksenrepræsentant skal

have overskud, og man skal også kunne håndtere,

hvis det ender med, at barnet ikke kan blive i Danmark’.

Den situation stod Jørgen Eckeroth pludselig

selv i for kort tid siden. Efter besked om udvisning

forsvandt David fra Danmark.


’Man må acceptere, at så er det det. Man kan

godt føle, at det er en forkert afgørelse, men det

er uhyre vigtigt ikke at læsse det over på barnet.

Man må bare se i øjnene, at der ikke er mere at

gøre’, konkluderer Jørgen Eckeroth.

Han fortsætter dog med at være voksenrepræ-

sentant for Davids værelseskammerat, indtil han

fylder 18 år. På det tidspunkt ophører voksenre-

præsentantens ansvar, da den unge bliver myndig

og ikke længere har krav på en værge. Han råder

andre, der overvejer at blive voksenrepræsen-

tanter, til ikke at lade sig afskrække af at være

midlertidig forældremyndighedsindehaver for et

fl ygtningebarn.

’Man skal ikke være juridisk ekspert. På informati-

onsmøderne bliver man orienteret om det, man har

brug for at vide, men man skal være interesseret i at

sætte sig ind i, hvordan asylprocessen fungerer’.

Jørgen Eckeroths oprindelige ønske var at lære

mere om de fl ygtninge, som de fl este synes at

have en mening om, men som få har personlig

kontakt til. Det ønske har han fået opfyldt. Men

Jørgen Eckeroth har også lært, hvad det vil sige at

betyde noget for et menneske, der føler sig alene

i verden.

’Har du tænkt på, hvor mange, der kan sige,

at de har gjort en forskel for et andet menneske,

som ikke er deres familie? Det er der ikke særlig

mange, der kan. Og det på trods af, at det måske

er det – mere end noget andet – der gør vores liv

til noget værdifuldt’.

43

En voksenrepræsentant

skal være fyldt 25 år, have

en ren straffeattest og

bo i Nordsjælland eller

hovedstadsområdet,

hvor Dansk Røde Kors

børnecentre ligger.

Personen skal godkendes

til opgaven af statsamtet.

I 2004 var 21 personer

på listen over frivillige

voksenrepræsentanter for

uledsagede, mindreårige

asylansøgere. Målet for

Dansk Røde Kors er at

have omkring 50 frivillige

tilknyttet ordningen

ved udgangen af 2005.

Har du lyst til at blive

voksenrepræsentant,

kan du henvende dig på

telefon 35 43 22 44. Du vil

herefter blive indbudt til et

informationsmøde.


VI ER BØRNENES STEMME

Bisidderne i Dansk Røde Kors hjælper fl ygtningebørn igennem

en svær tid – og børnene elsker dem for det

Kulden har lagt sig over Center Sandholm. Folk

trasker ud af bussen med frakken oppe om ørerne

og begiver sig op ad vejen til portvagten. Inde

på bisiddernes kontor er der lunt, og koordinator

af bisidder- og voksenrepræsentantordningen

Sophia Christiansen skænker kaffe fra kanden.

Hun er meget bevidst om, at hun er et varmt

hjørne i en kold tid for de uledsagede fl ygtningebørn,

der kommer til Danmark.

’Som bisidder skal man have et øje på hver fi nger

og kunne læse, hvad børnene fortæller mellem

linjerne. Vi hører nogle virkelig grimme historier.

Hvis et barn for eksempel har set sine forældre

blive dræbt, underretter jeg børnecentret, så de

kan tilbyde en psykolog. Børnene er bedre til at

bede om hjælp, hvis de mangler tøj, end hvis de

har ondt i sjælen’, siger Sophia Christiansen.

’På en måde er vi børnenes stemme. Vi giver

budskabet videre om deres sundhed, om deres

psykiske helbred – og sørger for, at de får den

bedste behandling’, siger hun.

Som bisidder er hun barnets første møde med

Dansk Røde Kors, og hun er med til alle de samtaler,

barnet skal igennem hos politiet og Udlændingestyrelsen.

Det starter som regel med en

opringning fra politiet i Kastrup Lufthavn, der som

det første skal fastslå barnets identitet.

’Jeg forbereder børnene på, hvilken type

spørgsmål politiet vil stille, og hvad formålet med

spørgsmålene er. Mange børn er jo bange for myndighederne

fra deres hjemland, og hvis spørgsmålene

bliver for nærgående, er det som regel rart at

blive mindet om midt i samtalen, hvad formålet

er. Så kan jeg bede om en pause’, fortæller Sophia

Christiansen.

Efter ID-afhøringen følger bl.a. aldersbestemmelse,

sprogtests og nationalitetstests.

Det er det hele værd

Dansk Røde Kors tog initiativ til bisidder-ordningen,

inden den blev et lovkrav i 1993. Da hendes

kollega Tomas Karlsbjerg startede som bisidder

44

for et år siden, skulle han lære at trække grænsen

mellem sit professionelle arbejde og den sympati,

der opstår for børnene.

’Lige pludselig sidder du alene med et barn på

12 år, og de historier, han fortæller, er ikke altid

for begyndere. De har oplevet urimeligt mange

brutale ting. Det er klart, man investerer med

hjertet, og nu har jeg lært at håndtere empatien,

så man ikke tager skade. Men alligevel tager jeg

noget med hjem. Når jeg for eksempel har fulgt et

barn under hele processen og ved, at han står til

at få et afslag i morgen, så tænker jeg altså på det

om aftenen’, siger Tomas Karlsbjerg.

Til gengæld er det det hele værd, når han tager

på besøg i børnecentret i Gribskov.

’Så snart jeg parkerer bilen, stormer børnene

hen til mig og råber ’Hej Tomas’ og giver mig

knus. Det betyder, at jeg er en god person i deres

tilværelse, og det er afregning ved kasse ét. Sådan

noget kan man leve længe på’, smiler han.

Balancen mellem det personlige og det profes-


sionelle kan være svær, når man arbejder med så

udsatte mennesker som fl ygtningebørn. Derfor er

det vigtigt for koordinator Sophia Christiansen,

at hendes kolleger ’tømmer lommerne’, inden de

tager hjem fra arbejde.

’Det kræver en meget stor disciplin. Hvis jeg går

til, hver gang et barn sendes hjem, så kan jeg jo

ikke arbejde. Vi kan ikke knytte os til alle, og det

må man indse fra starten. Man kan selvfølgelig

ikke undgå at tænke på, hvad de har oplevet, men

man skal ikke tage det med hjem. Det skal ikke

overtage din hverdag’.

Barnet har den samme bisidder hele vejen igen-

nem forløbet, da det er vigtigt at skabe kontinuitet

i barnets usikre liv. Udover at være barnets garant

for, at alt foregår, som det skal, sørger bisidderen

for, at samtalerne foregår i en tryg atmosfære. Det

er også deres opgave at have ørerne åbne for bar-

nets tilstand og underrette videre i systemet. Hvis

det for eksempel kommer frem, at barnet har fami-

lie i Danmark, gives der besked til den private ind-

kvarteringsordning. Sophia Christiansen mærker

helt tydeligt, at hun gør en forskel ved at give en

stemme til dem, der ikke kan tale for sig selv.

’Hver gang jeg går derfra, ved jeg, at jeg er med

til at skabe lidt lys for dem. De ved, at der ikke

kan foregå noget under samtalerne, som ikke skal

foregå, uden at vi protesterer. Vi oplever en stor

tillid, og jeg har kun haft positive oplevelser med

børnene’, siger Sophia Christiansen.

45


ET HJEM LANGT VÆK HJEMMEFRA

Uledsagede fl ygtningebørn kan bo hos herboende slægtninge,

mens deres sag behandles.

Som uledsaget fl ygtningebarn i Danmark er det

vigtigt at have en sikker havn. Hvis barnet har

slægtninge her i landet, sætter Røde Kors alle

kræfter ind på at etablere kontakt og undersøge

muligheden for, om barnet kan bo hos sin familie.

Ifølge Jens Dyhr, der er socialkonsulent med

ansvar for privat indkvartering, er børnene meget

glade for ordningen.

’De har et meget mere normalt liv, når de bor

hjemme hos deres familie. De går som regel i en

almindelig modtageklasse og kan deltage i fritidsaktiviteter

i kvarteret. Det er ikke så marginaliseret

og måske mindre stigmatiserende at bo hos en

almindelig familie. Det mener jeg giver en bedre

livskvalitet’, siger Jens Dyhr.

Dansk Røde Kors tog initiativ til den private indkvartering

i 1991, da fl ere uledsagede, mindreårige

asylansøgere fl yttede ind hos slægtninge i Danmark,

som ikke altid havde vilje eller evne til at gøre det

ud for en forælder. Med ordningen er der nu opsyn

med barnets nye hjem – ordningen betyder, at fl ygt-

ningebørnene orienteres om deres mulighed for at

bo hos eventuelle slægtninge i stedet for på et asylcenter,

og også politiet gør et stort arbejde for at

opspore slægtninge, når et fl ygtningebarn dukker op

i Kastrup Lufthavn med en krøllet lap papir i hånden

med et telefonnummer på. Herefter går Røde Kors i

dialog med kommunen, der skal godkende familien

som privat plejefamilie iht. reglerne i Serviceloven.

De private plejefamilier godkendes i ca. fi re ud af fem

tilfælde.

’Lige nu har vi omkring 20 fl ygtningebørn i

privat indkvartering, og det er mit indtryk, at

anbringelserne er bæredygtige. Det er ganske

få, der bringes til ophør på grund af konfl ikt

eller uoverensstemmelser mellem barnet og

slægtningene. Spørgsmålet er, om det er familiens

sympati, der virker, eller den professionelle,

faglige indsats. Det er min erfaring, at hvis man

kan kombinere de to typer indsats, så rykker

det virkelig noget og kan give barnet et bastant

udgangspunkt i tilværelsen som asylansøger,

46

uanset om det senere får opholdstilladelse eller

skal rejse hjem’, siger Jens Dyhr.

I dag er knap 20

uledsagede, mindreårige

asylansøgere indkvarteret

privat hos slægtninge eller

kontaktfamilier. Den yngste

er seks år. Sandsynligheden

for at fi nde herboende

slægtninge eller

kontaktfamilier er størst

for tamiler og langt lavere

for østeuropæere. Omkring

ét ud af fem børn, der

søger asyl, beder om at

blive indkvarteret privat.

De godkendte familier

modtager et tilsynsbesøg

i hjemmet hver tredje

måned. Siden Røde Kors

tog initiativ til den private

indkvarteringsordning

i 1991, er knap 500

børn blevet indkvarteret

hos slægtninge og

kontaktfamilier.


NÅR BØRN FALDER FRA HINANDEN

Medarbejderne på Center Skibby står klar til at

gribe børnene, hvis forældrene svigter

Centret ligger helt derude, hvor kragerne vender.

Men personalet på Center Skibby gør alt, hvad der

er menneskeligt muligt for at lede asylbørnene

på vej tilbage til et – efter omstændighederne

– normalt liv. Det gælder især børn fra de såkaldte

’bekymringsfamilier’, som lider under psykisk

syge og traumatiserede forældre eller voksne ledsagere.

’Der er børn helt ned til ni år, der henvender sig

til mig og siger, at de er bange for at gå hjem,

eller at de bliver slået. Det er rørende, for det er en

tillid, der viser, at børnene opfatter mig som en,

der hjælper’, siger Lillian Vigslund, der er socialkoordinator

på Center Skibby.

Lillian Vigslund er første led i det beredskab,

der står klar til at vende fl ygtningebørnenes hårde

vilkår til en forsigtig succes. Center Skibby har

siden 1997 specialiseret sig i at modtage uledsagede

fl ygtningebørn, der kommer til Danmark

med andre end deres forældre. Et tæt samarbejde

mellem centret og Skibby Kommune har

skabt gode resultater for centrets 160 beboere.

Afdelingsleder Michael Ehrenfels fortæller om en

bekymringsfamilie fra det tidligere Sovjetunionen,

som det lykkedes centret og kommune at hjælpe

i fællesskab.

’Jeg blev bekymret, fordi moren var psykisk syg

og traumatiseret, og hun var ikke opmærksom

på sine to døtre – en pige på 14 år og en på to

år. Den 14-årige pige havde forsøgt selvmord og

havde stået for omsorgen for sin lillesøster. Vi blev

meget hurtigt klar over, at vi måtte underrette

kommunen’, siger Michael Ehrenfels, der også

koblede en psykolog på familien.

Frivillig adskillelse

Han opfattede den ældste datter som mere og

mere selvmordstruet, og samtidig blev hun centrum

for uro og ballade på centret, der endte med,

at politiet blev tilkaldt. Her kommer Karin Overgaard,

der er leder af Børne- og ungeafdelingen i

Skibby Kommune, ind i billedet. På det tidspunkt

47

var der ikke fl ere muligheder for pigen i Røde Korssystemet,

og Karin Overgaard foretog en vurdering

af, hvad der vil være den bedste løsning.

’Vi bliver enige om at fl ytte den ældste datter

væk fra centret. Hun havde brug for at være på

et lille og struktureret opholdssted med faste

rammer, og vi sendte hende på en ren pigeskole

– alt foregik frivilligt med morens accept’, siger

Karin Overgaard.

Der bliver også skrevet en handleplan for moren

og den yngste datter, men i de tunge familier som

denne går det sjældent efter bogen. Den ældste

datter vendte ikke altid tilbage til pigeskolen, når

hun havde været på weekend hos sin mor.

I de tilfælde er Karin Overgaard kommet

kørende i en bil fra rådhuset og har fået kørt

pigen hele vejen til Sønderjylland, hvor hun har

haft svært ved at falde til det nye sted. Selv om

det går fremad med små skridt, er det stadig et

fremskridt, og det er det, der tæller, når det handler

om mennesker i så svære situationer. Nu har


familien fået besked om, at de har fået opholdstil-

ladelse, og det giver en ro, både hos moren og den

ældste datter. Karin Overgaard sætter stor pris på

samarbejdet med Røde Kors-centret.

’Man skal have følelserne med i arbejdet, men

man skal ikke lade sig overvælde. Vi har haft gode

diskussioner og refl ekteret meget over, hvordan

vi kan samarbejde om, at børnene har det bedst

muligt. Mennesker kan ikke sættes i kasser, så

man må også tænke utraditionelt’, siger hun.

Ifølge Røde Kors-personalet kører samarbejdet

med Skibby Kommune ekstra godt, fordi der også

er personlig kemi.

’Set fra et barneperspektiv sætter masser af

voksne deres ressourcer ind på at skabe de bedste

muligheder for barnet’, siger Michael Ehrenfels

om det samarbejde der, trods alle kulturelle og

administrative barrierer, nytter og gør en forskel

for børnene på Center Skibby.

’Det er vores held, at der er en Karin Overgaard’,

siger socialkoordinator Lillian Vigslund.

Det gode samarbejde med Skibby Kommune er

udtryk for et forbedret samarbejde generelt med

landets kommuner. Tidligere var det fx ikke alle

kommuner, der vidste, at de faktisk havde ansva-

ret for fl ygtningebørnene, men situationen i dag

har forbedret sig meget, fortæller Karen Louise

Christiansen, der psykosocial konsulent i Dansk

Røde Kors . Hun er netop vendt tilbage efter en

række besøg hos kommunerne.

’Vi var ude for at fremme samarbejdet, og

indtil videre har det været forbløffende positivt.

Det er vigtigt, at vi har et godt samarbejde, for

kommunerne har tilsynspligten med børnene. Jo

hurtigere de informeres om en sag, desto bedre

tilsyn kan de føre med barnet’, siger Karen Louise

Christiansen, der også roser kommunerne for at

være nærværende.

48

Center Skibby udvikler

netop nu et koncept for

familiebehandling for

truede og udsatte børn og

unge. Centret huser også

uledsagede fl ygtningebørn,

der kommer til Danmark

med andre voksne end

deres forældre og har

specialiseret sig i at vurdere

relationen mellem den

unge og ledsageren. I alt

er der plads til omkring

140 beboere på Center

Skibby, der er beliggende i

Hornsherred.


HER ER INGEN STANDARDLØSNINGER

Kreativitet er en af opskrifterne, når Røde Kors´ psykosociale

medarbejdere skal løse problemer hos asylbørnene

Psykiske og sociale problemer er snarere reglen

end undtagelsen på landets asylcentre, hvor

flygtningefamilier kan vente i flere år på den

endelige afgørelse i deres sag. Derfor har Røde

Kors styrket tværfagligheden via en hurtig

og helhedsorienteret indsats i et forsøg på at

opfange problemerne så tidligt som muligt i

forløbet. Som psykosocial konsulent igennem

19 år har Karen Louise Christiansen erfaret, at

den bedste løsning ikke altid er den, man kan

slå op i en håndbog.

’Her er ingen standardløsninger. Vi tænker ikke i

kasser – vi tænker kreativt og individuelt. Gennem

en koordineret, helhedsorienterede indsats ser

man både på de sundhedsmæssige, pædagogiske

og sociale forhold i barnets liv’, fortæller Karen

Louise Christiansen.

Hun mener, at netop den samlede tilgang gør

en forskel i asylbørnenes korte barneliv. Siden

indsatsen er blevet styrket og kvalitetsudviklet,

har såkaldte tværfaglige, psykosociale team

arbejdet på at stykke brikkerne sammen til et

samlet billede af de enkelte familiers ressourcer.

I hvert team deltager medarbejdere fra sund-

hedsklinikken, det sociale arbejde, legestuen,

skolen, aktiveringen og undervisningen efter

behov – og hvis en medarbejder er bekymret

over et barns trivsel, tages det op på et møde.

På den måde kan teamet belyse barnets situa-

tion fra alle vinkler, få et mere præcist billede af

problemet og finde frem til den bedste løsning.

Det er socialkoordinatorens ansvar at indhente

samtykke fra forældrene, inden et barn og dets

familie drøftes på et møde.

’Vi lægger os så tæt som muligt op af de kom-

munale tilbud, der fi ndes. Men vores værdi ligger

i en hurtigere reaktionstid, mindre bureaukrati, og

det faktum, at vi har færre led, som sagen skal igen-

nem, fordi vi er en samlet organisation og ikke skal

kommunikere med fl ere forvaltninger. Det er vores

styrke – og vi skal passe på ikke at miste den tvær-

faglighed’.

49

Vi arbejder i nutid

I 2004 var mere end hver tredje beboer på Røde

Kors’ asylcentre børn under 18 år. Når hverdagen

begynder at smuldre, kan en af løsningerne være,

at en netværksmedarbejder banker på og vækker

familien hver morgen, så barnet kommer i lege-

stue. En anden mulighed er at tilknytte en støt-

teperson – enten til barnet selv eller til at hjælpe

forældrene med det praktiske arbejde, så de får

mere overskud til barnet.

’Ofte er det barnet, der udløser bekymringen,

men det er sjældent barnet, der er sygt. Man kan

som medarbejder ikke holde til at se et toårigt

barn mistrives særlig længe. Der er simpelthen

ikke tid til at vente – og vi kan ikke lave en plan

for barnet, der går fem år ud i fremtiden. Derfor

er det meget vigtigt for os, at vi arbejder i nutid.

Vi kender ikke deres fortid eller deres fremtid, så

vi skal handle ud fra det, vi ser nu. Det skal helst

være noget, der virker ret hurtigt’, siger Karen

Louise Christiansen.


Hermed sætter hun fi ngeren på den udfordring,

der møder de tværfaglige psykosociale team hver

eneste dag. I sager om eksempelvis handicap-

pede børn kan teamet henvise dem til en offentlig

institution under kommunen eller amtet. I sager

med psykiske og sociale problemer er der hjælp at

hente i en social pulje, som fx kan bevillige penge

til en støtteperson. Men lige så vel som der ikke

fi ndes standardløsninger, når man arbejder med

omsorgssvigtede børn, fi ndes der heller ingen

facitliste. De tværfaglige psykosociale team har

styrket indsatsen over for de særligt sårbare bebo-

ere, men der kommer et punkt i meget vanskelige

sager, hvor kommunen tager over. Det gælder

blandt andet i sager om anbringelse af børn uden

for hjemmet. Her ligger antallet af anbringelser

under det samlede danske gennemsnit.

’Det er jo ikke fordi, at børnene på asylcentrene

har det bedre end danske børn, men mere fordi

kreativiteten til at fi nde andre løsninger er større.

Samtidig må vi hele tiden spørge os selv, om der

foretages for få anbringelser. Kreative løsninger

skal heller ikke blive en sovepude’.

Anbringelse er en af de mest dramatiske beslut-

ninger, kommunen kan træffe i et barns liv, og

spørgsmålet om, hvad der tjener barnet bedst, er

kontroversielt. Derfor oplever man som medarbej-

der i nær kontakt med børnene at blive følelses-

mæssigt påvirket af sagerne.

’Min væsentligste opgave er at være vagthund

over for børnenes forhold. De har behov for en

særlig indsats – og for, at vi bliver ved med at

sætte fokus på deres tarv’.

50

Der fi ndes et tværfagligt

psykosocialt team på alle

Røde Kors-centre. Teamet

skal sikre en koordineret og

helhedsorienteret indsats

over for mindreårige, unge

og voksne asylansøgere

med særlige behov.

Teamet varetager både

enkeltsager og sager af

mere generel karakter ved

hjælp af handleplaner.

Handleplanerne bruges

også i samarbejdet med

asylansøgeren.


MENNESKEHANDEL UDEN GRÆNSER

Uledsagede fl ygtningebørn kan være ofre for kriminalitet – de

kan være sendt til Danmark for at stjæle eller prostituere sig.

En hurtig indsats fra Dansk Røde Kors skal give børnene noget

at vende hjem til

Et uledsaget fl ygtningebarn søger asyl i Danmark

og bliver kørt op på børnecentret i Gribskov. Efter

et varmt måltid mad og en god nats søvn modtager

barnet et opkald på sin mobiltelefon og forsvinder

kort efter fra centret.

’Dette mønster gentager sig for et overvejende

fl ertal af de østeuropæiske drenge og afrikanske

piger, der kommer til Danmark – ofte kommer de

enten for at stjæle eller prostituere sig’, fortæller

juridisk konsulent i Dansk Røde Kors Ann-Sofi e

Bech.

’For det meste opholder de sig hos bagmændene,

mens de udøver de kriminelle handlinger.

En del søger først asyl, når de er blevet taget af

politiet – og så forlader de centret og bliver væk til

næste gang, de bliver taget’, fortæller Ann-Sofi e

Bech.

Hun er netop vendt hjem fra en rejse til Rumænien,

hvor hun har set på samarbejdet med de

lokale organisationer og mulighederne for børnenes

videre forløb i hjemlandet, hvis de danske

udlændingemyndigheder mener, der er tale om

såkaldt ’traffi cking’ – menneskehandel. I 2003

modtog Rumænien over 1.000 mindreårige retur

fra andre lande.

’Når et barn udvises, kontakter Udlændingestyrelsen

det pågældende land og undersøger,

om der fi ndes pårørende. Hvis der gør, eller hvis

barnet kan anbringes på en institution, sender

man dem hjem. Man skal forstå, at traffi cking

kan være et bedre liv – ikke et onde – for disse

børn. Hvis du får tøj, mad og gode forhold, så kan

det være bedre for dem at blive smuglet ud. Det

værste, der kan ske – som de ser det – er at blive

taget af politiet. Og her risikerer man jo ikke at

blive udsat for tortur. Man får endda varm mad.

For dem kan det være bedre end alternativet’, forklarer

hun.

Vigtigt at støtte

Hvis barnet forsvinder fra asylcentret gang på

gang, kan politiet frihedsberøve det i en særlig

51

afdeling på en lukket institution. Dansk Røde Kors

har stadig adgang til børnene. Og Dansk Røde

Kors slipper dem ikke, fordi de bliver taget af politiet.

Som en hjælpeorganisation kan Dansk Røde

Kors ikke tvinge en pige til at holde op med at

prostituere sig, da det er ikke er ulovligt. I stedet

arbejder man proaktivt ved at støtte og rådgive

pigen og sørge for, at hun ikke står alene. Hvis hun

beslutter sig for at ville ud, formidles kontakt til

Reden (støttegruppe for prostituerede kvinder),

såkaldte ’safehouses’ og organisationen Stop

Kvindehandel.

’Man skal have det meget slemt, hvis prostitution

et bedre alternativ. Det er svært for pigerne,

for de ser jo, at vi gerne vil hjælpe dem. Men når

de opdager, at vi ikke kan hjælpe dem til at blive

i Danmark, så vil de helst ikke have vores hjælp’,

siger Ann-Sofi e Bech.

Traffi cking er et stigende problem, og for at

komme det i møde blev der i 2003 oprettet et


fælles europæisk Røde Kors-samarbejde med

fokus på alle problemets aspekter, bl.a. forebyg-

gelse og reintegration af traffi cking-ofrene. Fore-

løbig er der etableret kontakt til Røde Kors og

Røde Halvmåne selskaber i 25 europæiske lande.

Ifølge Zsolt Dudas, der koordinerer indsatsen i

Dansk Røde Kors’ Internationale Afdeling, er det

vigtigt, at landenes handlingsplaner for traffi cking

også inkluderer børn og mænd, selv om kvinder

udgør den største del af ofrene.

’Der er muligvis tale om 1,2 millioner børn ud

af fi re millioner ofre hvert år. Og tallene er på vej

opad. Ifølge FN er traffi cking en meget lukrativ

forretning, der udgør mellem syv og ti milliarder

dollar’ , siger han.

Mund-til-mund

Den europæiske indsats skaber ressourcecen-

tre for de nationale selskaber og arbejder med

konkrete aktiviteter, bl.a. inden for oplysning

og uddannelse. Indsatsen skal køre som pilot-

projekt i et år og vil derefter blive taget op til

evaluering.

Ifølge Zsolt Dudas er det ofte venner eller endda

familie, der er de første bagmænd – og ude i de

enkelte lande tilpasser næste led af bagmænd sig

meget hurtigt til forandringer.

’Før foregik rekrutteringen mest igennem

annoncer. For nylig er det blevet mere via person-

lige kontakter og mund-til-mund-metoden. Det er

en meget fl eksibel forretning, som kræver fl eksi-

ble løsninger. Bagmændene er også begyndt at

behandle ofrene bedre, give dem lov til at beholde

fl ere af pengene osv., for at de ikke skal hoppe af’,

siger Zsolt Dudas.

Det er ikke altid let at hjælpe børnene til at

sige stop, hvis deres tilværelse som tyv eller pro-

stitueret er deres bedste alternativ. Som bisidder

i særlige sager mærker Ann-Sofi e Bech tydeligt

sin dobbeltrolle, da hun både sidder med i møder

med Rigspolitiet og også skal rådgive børnene om

deres situation.

’Deres første reaktion er ’Lad mig nu være’, men

afhængigt af hvor meget man mødes, får man et

fortroligt forhold, og så kan de godt se, det ikke

er sjovt at skulle dukke sig, hver gang der kommer

en politibil. I virkeligheden vil mange gerne hjem,

men det er svært for dem, fordi familien ofte for-

venter, at de skal komme tilbage med penge’, siger

hun.

52

Traffi cking er det

engelske begreb for

menneskehandel. Ingen

ved, hvor mange ofre

for menneskehandel der

fi ndes i Danmark, da der er

meget store mørketal, men

ud af de 132 uledsagede

mindreårige fl ygtninge,

der kom til Danmark i de

første 11 måneder af 2004,

formodes omkring 31 at

være ofre for traffi cking.

De 31 tæller fem piger fra

Nigeria, som menes at være

kommet til Danmark for at

prostituere sig, og omkring

26 østeuropæiske drenge,

som menes at være her for

at stjæle.

Menneskehandel er

betegnelsen for en

situation, hvor en person

– ved hjælp af tvang

eller trusler, bortførelse,

bedrag eller penge

– rekrutterer en anden

person for at udnytte denne

person til tvangsarbejde

i sexindustrien,

organdonation, underbetalt

arbejde eller andre illegale

aktiviteter.


53

Udgivet af

Dansk Røde Kors Asylafdeling

Dag Hammarskjölds Allé 28

Postboks 810

2100 København Ø

tlf. 35 43 22 44

fax 35 43 24 44

asyl@asylum.redcross.dk

www.asylum.redcross.dk

Redaktion:

Henrik Ravn (ansv.)

Mads Carstensen (red.)

Leny Malacinski

Fotos:

Mohammed Algamal, Nurali, Jens Burau, Vahid

Layout:

Jens Burau

Tryk:

Morsø Folkeblad

Redaktionen er afsluttet 12. januar 2005

More magazines by this user
Similar magazines