Årsberetning 2004 - Dansk Røde Kors

HJEM ER DER, HVOR MAN SELV BESTEMMER REGLERNE
Fire uledsagede fl ygtningepiger i Gribskov er blevet herrer i
eget hus
Det ligner et skovhus for enden af en helt almin-
delig vej med træer til begge sider. Mårum ligger
omkring seks kilometer fra Græsted og er langt
ude på landet, når man er teenager! Men for fi re
uledsagede fl ygtningepiger er skovhuset det tæt-
teste, de har været på at have et rigtigt hjem i lang
tid. Det ligger kun få meter fra resten af centret i
Gribskov, men det giver 17-årige Juliya Rezina fra
Hviderusland og hendes tre bofæller en sjælden
mulighed for at leve et normalt liv, hvor det er
deres egne regler, der gælder. Det ser man alle-
rede, når man banker på hoveddøren:
’No smoking inside the house
1. Please take out the shoes when you come in
2. Please noke the door before you come in
3. No boys and girls come after 9:30 only staff
Welcome everybody in The New house but Nobody
forget the ruels’
’Det er ligesom et hjem. Vi kan lave mad, når vi vil,
og gøre, hvad vi har lyst til’, siger Juliya Rezina.
Gulvene er i lyst træ, et maleri hænger i glas og
ramme i entréen, og en snoet trappe fører op til
stuen på første sal, hvor pigerne har både fjernsyn
og sofa. Der er ikke meget i huset, der minder om
et asylcenter, bortset fra at de fi re piger deler et
stort soveværelse i stueetagen, opdelt af et gardin
midt i rummet.
Venindernes sommerferie
Juliya er en smule træt, fordi hun har været
oppe til sent om natten med Anja Kogan, sin
værelseskammerat. Resultatet er knaldrøde og
orange striber i Anjas hår, der efter de pinlige
fnis at dømme ikke blev helt, som hun havde
håbet. Hun og Juliya mødte hinanden for syv
måneder siden, og i dag er de bedste venner. De
holder ikke op med at fnise i flere timer – nogle
gange overstadigt, andre gange usikkert. På
natbordet mellem deres senge står Pantene-
shampoo, deodorant og Nivea-creme, opstillet
40
efter højde. Nu har de sommerferie og plejer
den imponerende køkkenhave med radiser,
ærter og masser af andre grøntsager, som de
selv har dyrket.
’Vi sover længe, soler os og går på stranden. Vi
har også været i biografen og set ’King Arthur’,
men ’Troja’ var bedre’, siger Anja Kogan, der er
fra Abkhasien.
På hendes side af natbordet ligger der også en
pakke Marlboro Light. Hun prøver hårdt at komme
i tanke om, hvor længe hun har røget. ’Det kan
jeg ikke huske. Måske fi re år … siden jeg var 13,
tror jeg’.
Tiden venter ikke på nogen – og derfor er det
både surt og sødt, at Juliya har fået ’positiv’. ’Cen-
terdansk’ for opholdstilladelse.
’Jeg vil gerne tage hende med mig. Hun er alt,
jeg har her’, siger Juliya om Anja, der stadig ikke
kan holde op med at fnise. Ifølge hende selv er
Anja den eneste, hun har i hele verden.