Velfærd i Europa - SFI

KAPITEL 2
36
terårets topmøde for regeringschefer. Mere prominent kan sådanne bløde styringsinstrumenter
ikke placeres. Og en sådan placering har de sociale indikatorer endnu
ikke fået. Det skal dog ses i lyset af, at det først er inden for de sidste par år, at Ministerrådet
for beskæftigelse og sociale anliggender (nu også forbrug og sundhed) og
regeringscheferne er blevet enige om at iværksætte europæiske strategier for bekæmpelse
af social udstødelse og alle former for forskelsbehandling og på pensionsområdet.
Derfor er det endnu for tidligt at drage på erfaringerne fra indikatorerne i den
europæiske beskæftigelsesstrategi til at sige noget om perspektiverne for de nyere,
sociale indikatorer i EU.
Tre ting står dog klart
For det første er det svært at opnå enighed om, hvilke indikatorer der skal bruges
på det sociale område. Som det er fremgået har indkomstulighed – målt ved lavindkomst
under 60% af medianindkomsten på et givent tidspunkt og over en årrække,
gini-koefficienter, og forskelle mellem forskellige indkomstdeciler – en overvægt
blandt indikatorerne. For et land som Danmark kan sådanne mål være af større eller
mindre nytte, hvad angår det at informere om landets nationale velfærdspolitik.
Således udgør studerende og pensionister de to største grupper af lavindkomstgrupper
i Danmark. Målet af lavindkomst tager hverken højde for studerendes SU-lån
og deraf følgende øgede disponible indkomst eller for deres senere relativt høje indkomster
reflekteret i større livsindkomster end for befolkningen som helhed. For
de ældre tager målet ikke højde for deres adgang til gratis eller stærkt subsidieret
socialservice og sundhedsydelser.
Tilsvarende indvendinger mod indikatorernes anvendelighed vil sikkert blive ytret af
ansøgerlandene, når de indtræder i EU. For dem har relative fattigdomsmål nemlig
også begrænset nytte til belysning af den sociale situation. Det er nemlig ikke altid,
at det er muligt at imødekomme basale behov på fx 60 pct. af medianindkomsten,
hvis den ligger lavt. Der er absolutte fattigdomsmål af større anvendelighed. Igen i
en dansk kontekst ville sådanne absolutte fattigdomsmål i et vist omfang skyde ved
siden af målet, da den materielle fattigdom i Danmark for dem, der ”lever på samfundets
bund”, måske ikke er så presserende som den immaterielle i forbindelse med
misbrug, sindslidelser mv. Med andre ord er mål omkring indkomstulighed måske
af størst nytte, når velfærdspolitikken primært involverer overførsler og beskatning
af middelindkomstgrupper. Og mindre anvendelig, når velfærdspolitikken også involverer
serviceydelser (fx uddannelse, aktiv socialpolitik og sociale serviceydelser)
og er rettet mod enten særligt udsatte grupper eller befolkningen mere bredt.
VELFÆRD I EUROPA SOCIALFORSKNINGSINSTITUTTET