FOR BEDER • MALLIN G • AJSTRUP Fælles Fritids forårsprogram 20

Kirke & sogn
I dagens Danmark er det ikke et
problem, at de fleste mennesker
ikke er religiøse, men at de ikke vil
indrømme at de er det. Religiøse er
de fleste dog, må man tro. Hvordan
skal man ellers forklare den moralske
fornærmethed, der gennemsyrer
et moderne samfund som vores?
”Hvilken skandale! Hvor oprørende!
Hvor uansvarligt!” Sådan lyder det
igen og igen i medierne. Ulykker og
katastrofer, nød, lidelse og elendighed
er hovedemnerne. Og altid kan man
være sikker på, at der søges efter skyldige.
Jagten på syndebukke går hele
året rundt. Fornærmede anklager over
forfærdelige skæbner er uden tvivl
den væsentligste drivkraft i journalistikken
og den offentlige debat.
Men hvad bygger disse anklager så
egentlig på? Mon ikke akkurat noget
religiøst, en tyrkertro på, at tilværelsen
er forstandigt udtænkt og meningsfuldt
indrettet? Ville det dog ikke være
fornuftigt at regne med, at tilfældige
ulykker og lidelser nu engang forekommer,
og at man for så vidt ikke
altid behøver at anklage nogen for
dem.
Ubestrideligt vil et stort antal mennesker i
dag sige, at de ikke tror på Gud. Men om
de også mener, hvad de siger, kan man godt
tvivle på. Sagen er snarere, at de rent faktisk
- bare uden at ville indrømme det! - opererer
med et gudsbegreb, forstået på den måde, at
de nok i det mindste vil sige, at hvis Gud er
til, så er han god og kærlig. Når det kommer
til stykket, er det vel netop forestillingen om,
at Gud er god og kærlig, der får så mange
nu om stunder til at spejde efter menneskelig
ondskab bag enhver ulykke, nød og lidelse.
Mere ærligt ville det utvivlsomt være - i hvert
fald et stykke vej - at slå følge med en af
oplysningstidens store ånder, franskmanden
Voltaire. Han havde i sin ungdom troet,
at det var muligt at forene troen på Guds
almagt og godhed med erfaringen af uforskyldt
lidelse. Men han var blevet omvendt,
ganske bogstaveligt, da – d. 1. november
1755 – et jordskælv ramte Lissabon, og en
Francois-Marie Voltaire (1694-1778)
vældig flodbølge skyllede tusindvis af beboere
med sig i havet. Denne begivenhed blev
for ham det uomstødelige bevis på, at sådan
kunne en god og kærlig Gud umuligt nænne
at bære sig ad. Det var ikke bare inhumant,
men også uretfærdigt, og fra da af blev alle
teologer i hans samtid, der optrådte som
”Vorherres advokater”, genstand for hans
ætsende spot.
Således skrev han i 1764 i et værk, der er
blevet kaldt ”Oplysningens håndbog i vantro”:
”Hvis Gud vil forhindre det onde, men
ikke kan, så er det afmagt, hvilket er uforeneligt
med Guds natur. Hvis han kan, men ikke
vil, så er det ondskabsfuldhed, og det er ikke
i højere grad i overensstemmelse med hans
natur. Hvis han hverken vil eller kan, så er
det på én gang ondskabsfuldhed og afmagt.
Men hvis han både vil og kan, hvorfra stammer
så det onde i verden?”
Så vidt Voltaire, og han har selvfølgelig ret.
Hans argumentation er uden brist. Ja,
og det er den jo dog alligevel kun ud
fra en ganske bestemt forudsætning,
som han synes at dele med sine modstandere,
nemlig den, at mennesket er i
en sådan position, at det har mulighed
for at kende Guds ”natur og egenskaber”,
kigge ham i kortene og afgøre,
hvad han kan og ikke kan, hvis han
vil bevare den agtelse, der sømmer sig
for en ordentlig Gud. Men den forudsætning
gælder selvfølgelig ikke! Intet
menneske er begribeligvis i en sådan
position.
Hertil kommer også noget andet: Det
turde være oplagt, at Voltaire – og alle
”ateister” efter ham – ved det onde
først og fremmest forstår ”det, der gør
ondt”, altså den lidelse, der tilfældigt
rammer et menneske eller en gruppe
af mennesker. Men heroverfor kan det
nok være relevant at anføre, at kristendommen
slet ikke er et budskab om
det, der gør ondt, men derimod et budskab
til ”den, der gør ondt!”
Der er nu engang ulykker og lidelser,
som det er meningsløst at spørge om
Guds ”forhold” til: et handicap, en
degenerativ sygdom, et jordskælv, et mistet
barn, en kræftsygdom, en mineulykke, og alt
sådan noget. Og så er der andre, hvor man
ikke behøver at gå så vidt som til Gud for at
få en forklaring. Således er det jo ikke ualmindeligt
at spørge, hvordan Gud kan tillade
krig. Men har man skullet mægle mellem
ægtefæller, oplevet søskende i en skifteretssag
eller børn i en sandkasse, kan man nu
godt finde svaret noget nærmere!
Dersom det gælder spørgsmålet om det
onde, har kristendommen nok et svar. Det
er imidlertid ikke et forståeligt svar, men er
et kors, for tanken, følelsen og især for viljen,
som udtrykker, at kærligheden gør sin
gerning ved at sætte livet til. Sådan er Guds
vilkår i vores verden, og det er selvfølgelig
meget lidt tilfredsstillende som forklaring
betragtet. Men for den, der gør ondt, er det
intet mindre end et evangelium: et glædeligt
budskab.
Malthe Madsen
Nummer 1/2011 23