FOR BEDER • MALLIN G • AJSTRUP Fælles Fritids forårsprogram 20

Der har herhjemme gennem de senere
år udspillet sig en værdidebat i adskillige
landsdækkende medier. Set fra en
bestemt synsvinkel kan det synes vældig
fint med en sådan debat, hvis den er
et udtryk for, at vi nu efter længere tids
dvale er ved at vågne op og blive bevidste
om betydningen af vore værdier. Set
fra en anden synsvinkel kan debatten
imidlertid ses som et tegn på en begyndende
værdikrise, når vi tilsyneladende
nu har brug for at tale så meget om
vore værdier. Der er nemlig dem, der vil
hævde, at i det øjeblik vi begynder at forholde
os til værdierne, som vi forholder
os til alle andre genstande udenfor os,
ja, så er det i sig selv et alvorligt tegn på,
at vore værdier har forladt det sted, de
rettelig burde være, nemlig i menneskers
sind og hjerte. Nogle kulturiagttagere er
derfor gået så vidt, at de ligefrem taler
om, at vore fælles værdier er under
opløsning.
For nogle år siden udsendte sprogprofessor
Peder Skyum-Nielsen en bog
med titlen Arveguldet. Danskernes værdier.
Gennem mere end 16 år har Skyum-
Nielsen indsamlet tusindvis af mottoer fra
landets skoler, højskoler og højere læreanstalter
– mottoer, som er mejslet ind
over indgangspartier og i friser, og som i
en enkel og fyndig sentens udtrykker de
bærende værdier ved den pågældende
uddannelsesinstitution. Og ved hjælp af
disse mange mottoer har han kortlagt og
systematiseret de værdier, som gennem
de seneste 500 år har været de vigtigste
i opdragelse, undervisning og dannelse
i Danmark.
I sin bog påviser Skyum-Nielsen, hvordan
de danske værdier har udviklet sig
over tid. Og han mener, at vore værdier
i de seneste par årtier har gennemgået
en beklagelig udvikling. I sammenligning
med tidligere tider, hvor danskernes
værdier i højere grad bestod af
fællesskab, pligt og ansvar, så synes
nutidens samfund snarere at være på
vej mod en tilstand, hvor den individuelle
frihed udfolder sig uden hensyntagen til
De livsvigtige værdier
andre mennesker. Sædvanen tro er det
også hos Skyum-Nielsen især de yngre
generationer, der må stå for skud. Som
han i et avisinterview har sagt om dem:
»Mange lever i en egoforestilling om, at
det kun handler om deres egen status og
deres eget forbrug. De er ikke bevidste
om, at deres handlinger påvirker andre.«
Skyum-Nielsen peger altså på, at med
den stigende individualisering risikerer
det enkelte menneske at miste sansen
for, hvor vigtige vore værdibårne fællesskaber
er. Man må dog tilføje, at faren
for at miste denne sans næppe er forbeholdt
de yngre generationer.
Værdier er vigtige, ja, livs-vigtige – vigtige
for, at mennesker kan leve og blomstre
i fællesskab med hinanden. Det gælder
såvel i små som i større fællesskaber.
Og så længe det synes at gå godt i
vore fællesskaber, så længe mennesker
både lever og blomstrer op, skænker
vi sjældent vore værdier nogen større
opmærksomhed. Men hvis vore egne
små værdifællesskaber er i krise, eller
hvis nu sammenhængskraften i det store
nationale fællesskab er truet, så retter vi
straks vore øjne mod de værdier, vi står
i fare for at miste – måske i et håb om,
at de endnu kan reddes og fællesskabet
bevares.
Værdierne er altså livsvigtige, fordi de
giver livet værdi. Men når denne banalitet
februaer/marts 2011
er udtalt, må vi derefter stille spørgsmålet:
Hvor kommer livsværdierne dybest
set fra? Ja, kristendommens svar er jo, at
livsværdierne kommer fra ham, som ikke
alene er ophavsmanden til værdierne,
men til selve livet. På den allerførste side
i Bibelen læser vi ordene: »I begyndelsen
skabte Gud himlen og jorden.« Og
da Gud havde skabt himlen og jorden,
gik han derpå i gang med at skabe alt
det, himlen og jorden skulle indeholde:
sol, måne, stjerner, land, træer, dyr og
mennesker. Gud værdsatte hver eneste
bestanddel af sit skaberværk. Det hedder
i slutningen af den første skabelsesberetning:
»Gud så alt, hvad han havde
skabt, og han så, hvor godt det var« (1
Mos 1,31). Skaberværket er altså fundamentalt
set godt og fuld af værdi, simpelthen
fordi Gud i begyndelsen gjorde
den iagttagelse, at alt det skabte »var
såre godt« – som det hed i den gamle
bibeloversættelse. De fundamentale livsværdier
er derfor til stede i Guds skaberværk.
De er med andre ord til stede
mellem den himmel og jord, der danner
ramme om den menneskelige eksistens
– den eksistens, som vi er henvist til at
skulle dele med hinanden i større eller
mindre fællesskaber.
Vi må derfor ikke miste modet, hvis vi
nu og da synes, at vore egne små fællesskaber
eller det store nationale fællesskab
lider under en værdikrise. Nej,
vi skal derimod bevare modet og glæde
os over, at vi ikke behøver at genopfinde
vore værdier helt fra bunden – for netop
i bunden af vor tilværelse, i selve livets
fundament finder vi en gudgivet værdi,
der selvsagt er uberørt af vor aktuelle
værdikrise. Den kristne tradition bærer
vidnesbyrd om denne livets fundamentale
værdi. Og skulle vore fælles værdier
trænge til en revitalisering – hvad noget
altså tyder på – ja, så vil vi i kristendommen
kunne finde et væsentligt bidrag til
en styrkende vitaminkur.
Brian Ravn Pedersen
Nummer 1/2011 5