31/07-2007 Laserdisken til Retten i Aalborg, processkrift vedr ...

10) Fortilfælde, hvor regeringen har fortolket loven forkert til fordel for videobranchen
Der er flere fortilfælde, hvor den danske regering har fortolket en lovbestemmelse forkert og
til fordel for den danske videobranche. Jeg har selv været sagsøger i to sager mod regeringen
(skatteministeriet og kulturministeriet), og i begge tilfælde fik jeg medhold. Det kan ikke på
forhånd udelukkes, at regeringen også denne gang har uret.
a) Sagen om de ulovlige afgifter på videoplader
Efter en anmeldelse blev det i 1993 pålagt min virksomhed at betale forbrugsbegrænsende
afgifter på importerede Laserdiscs. Skatteministeriet opkrævede ikke tilsvarende afgifter af de
videobånd, som blev udgivet af videobranchen herhjemme, så den fik således en konkurrencemæssig
fordel. Jeg anlagde sag med påstand om erstatning. Skatteministeriet anerkendte først
under sagens behandling, at afgiften var opkrævet i strid med EU-retten, men det afviste mit
erstatningskrav. Sagen sluttede den 15. juni 2000 med dom i Østre Landsret. Skatteministeriet
blev dømt til at betale erstatning på 750.000 kr plus renter og sagsomkostninger (bilag 15).
b) Sagen om den diskriminerende bekendtgørelse om mærkning af videofilm
På baggrund af Filmlovens bestemmelser om vejledende mærkning af videofilm udarbejdede
kulturministeriet og videobranchen en bekendtgørelse med regler, der besværliggjorde import
af film. Videobranchen anvendte reglerne som våben mod parallelimportører (bilag 16).
En række butikker blev politianmeldt, herunder mine butikker i Aalborg og København.
Politiet i Aalborg accepterede, at jeg ikke overtrådte Filmloven, men efter gentagne anmeldelser
blev der rejst tiltale mod mig i København (bilag 17). Jeg anlagde sag mod sagsøgte med
påstand om bekendtgørelsens ugyldighed (bilag 18). I modsætning til Skatteministeriet opgav
sagsøgte de diskriminerende krav, og jeg blev frifundet ved Københavns Byret (bilag 19).
c) Sagen om skolernes filmindkøb
Undervisningsministeriet erkendte fornylig, at det i 20 år har misfortolket ophavsretsloven i
forbindelse med skolernes visning af købte og lejede videofilm i undervisningen. Det kostede
skolerne et millionbeløb, fordi de af undervisningsministeriet var bragt i den vildfarelse, at de
var nødt til at købe særligt dyre videoudgivelser hos de danske videoselskaber (bilag 20).
I en årrække var der usikkerhed om fortolkningen af loven, men ingen tog det endelige
ansvar, ej heller kulturministeriet, som i 2003 henviste til, at “den endelige afgørelse af spørgsmålet
henhører under domstolene” (bilag 21).
Skolerne har ingen mulighed for at få deres tab dækket, men de kunne have sparet millioner,
hvis de for 20 år siden havde bragt sagen for retten for at få klarhed om lovens fortolkning.
Når en principiel sag når Højesteret, er resultatet ikke altid i overensstemmelse med den
etablerede praksis - i særdeleshed ikke videobranchens praksis. Således fandt Højesteret i 1999
i modsætning til videobranchens anvisninger frem til, at ungdomsklubber kunne spille musik
for større forsamlinger, uden at det sidestilles med offentlig fremførelse (bilag 20).
Konklusion
Der er ingen sammenhæng mellem sagsøgtes fortolkning og det af Mogens Koktvedgaard og
sagsøgte angivne formål. Jeg søger en mening og sammenhæng i loven. Den finder jeg i den
ene af de fortolkninger, men sagsøgte forfægter den anden af de to fortolkninger.
Skal jeg opgive specialimporten måske for om nogle år at konstatere, at det var på et
forkert grundlag? Jeg mener, at jeg - ligesom skolerne havde det - har en interesse i at få domstolens
afgørelse i denne sag. En autoritativ domstolsafgørelse er den eneste rigtige løsning.
- 8 -