31/07-2007 Laserdisken til Retten i Aalborg, processkrift vedr ...

LASERDISKEN
Prinsensgade 38, 9000 Aalborg - Telefon 98 13 22 22 - Telefax 98 11 49 59 - e-mail: hk@laserdisken.dk
Retten i Aalborg,
sag BS 99-1411/2007
Processkrift vedr. afvisning
Hans Kristian Pedersen
Prinsensgade 29, 1 th
9000 Aalborg
mod
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1015 København K
Sagsøgtes svarskrift med påstand om afvisning giver anledning til følgende kommentarer:
Påstand:
Sagen antages til realitetsbehandling og henvises til Vestre Landsret.
1) Sagsøgtes misforståelser
Det fremgår af sagsøgtes svarskrift, at sagsøgte har misforstået, hvad sagen drejer sig om, så
jeg vil være særlig omhyggelig med at forklare mig i dette processkrift.
Der er ikke tale om samme tvist som i den tidligere sag mellem Laserdisken ApS og
kulturministeriet. I nærværende sag bestrider jeg ikke infosoc-direktivets gyldighed, men jeg
søger at få det gennemført i dansk lov i overensstemmelse med formålet og EUs øvrige regler.
Anpartsselskabets sag ved EF-domstolen afklarede på fornuftig måde forholdet til konkurrencereglerne,
og på den baggrund er sagsøgtes EU-stridige fortolkning overraskende. Jeg
redegør for dette senere, men jeg understreger her, at hovedproblemet er sagsøgtes fortolkning.
Om den subsidiære påstand 1
Det er korrekt, at den første subsidiære påstand ligner påstanden i ApS’ets sagsanlæg. Sagen
blev imidlertid hævet af selskabet, og påstanden blev ikke bedømt af retten, så der er intet i
vejen for, at jeg ønsker rettens afgørelse. Men sagen havde også et helt andet indhold.
Realiteten i daværende sag var spørgsmålet om infosoc-direktivets gyldighed. Den subsidiære
påstand i nærværende sag handler om ophavsretslovens gyldighed. Jeg anerkender en
lov, der gennemfører infosoc-direktivet i overensstemmelse med EU-retten, men det er ikke det
samme som at anerkende en lov, der fortolkes i strid med EU-retten. Selv om EF-domstolen
har godkendt gyldigheden af én fortolkning (nemlig fortolkning 1), har den ikke automatisk
godkendt gyldigheden af fortolkning 2, og det er baggrunden for den subsidiære påstand 1.
Manglende forståelse for en subsidiær påstand kan iøvrigt ikke begrunde afvisning af
hele sagen incl. sagens øvrige påstande. Sagsøgte må begrænse afvisningspåstanden til den
eller de påstande, som sagsøgte har reelle indvendinger imod.

2) Om afvisningspåstanden iøvrigt
Sagen handler heller ikke om, hvornår eneretten til at råde over et værkseksemplar konsummeres.
Der er enighed om, hvornår spredningsretten konsummeres. Uenigheden handler om,
hvad det betyder i praksis.
Når en lov kan fortolkes på flere måder, kan der være behov for at få afklaret hvilken
fortolkning, der er rigtig. I nærværende sag har jeg et behov for afklaring, fordi den ene fortolkning
medfører, at min virksomhed er lovlig, mens den anden fortolkning medfører, at min
virksomhed er ulovlig og strafbar.
Om de to fortolkninger
De to fortolkningsmuligheder følger direkte af ordlyden i infosoc-direktivets artikel 4, stk.1:
“Medlemsstaterne tillægger ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde enhver form
for spredning til almenheden ved salg eller på anden måde af deres originalværker eller
eksemplarer heraf.”
Infosoc-direktivet giver allerede i sin formulering tvivl om fortolkningen, men det er vanskeligt
at bestride, at ordlyden enten tillægger ophavsmanden en eneret til at tillade spredning
eller en eneret til at forbyde spredning.
En virkelighedsfjern teoretisk betragtning kan måske bibringe den fejlopfattelse, at der
ikke er forskel, men det er der i praksis. En realitetsbehandling med iagttagelse af lovens formål
og den øvrige EU-ret er derfor nødvendig, for at retten kan fortolke loven korrekt.
3) Virkningen af de to fortolkninger
For at anskueliggøre forskellen på de to fortolkninger i praksis har jeg opstillet et skema med
virkningen af de to fortolkninger set fra forskellige typer af rettighedshavere og fra borgerne
og samfundet.
Med “specialimport” menes der import fra tredjelande af værker, der ikke udgives i
Danmark, og med “parallelimport” menes der import fra tredjelande af værker, der tillige
udgives i Danmark af en dansk rettighedshaver.
Nationale rettighedshavere:
Dermed menes en dansk ophavsmand, der sælger eller får et værk udgivet i Danmark,
f.eks. en dansk forfatter eller musiker, der får udgivet en bog eller en CD-plade.
Lokale rettighedshavere i tredjelande (specialimport):
Dermed menes en ophavsmand i et land udenfor EØS-området, der sælger eller får et
værk udgivet i sit eget land. Det kan være en australsk aboriginal, der sælger boomeranger
til turister, eller en forfatter i Argentina, der får en bog udgivet i Argentina.
Multinationale rettighedshavere (parallelimport):
Dermed menes rettighedshavere til et værk, der er så kommercielt og efterspurgt, at der
er basis for separate udgivelser både indenfor EØS-området og udenfor EØS-området.
Multinationale rettighedshavere kan både være succesfulde EU-borgere, f.eks. J.K.
Rowling, der udgiver Harry Potter-bøger både i UK og i Indien, eller Michael Jackson,
der udgiver CD-plader både i USA og i EØS-området.
Borgerne/samfundet:
Der ses på det samlede kulturudbud, som borgerne i samfundet har adgang til.
- 2 -

Nationale
rettighedshavere
Lokale rettighedshavere
i tredjelande
Multinationale
rettighedshavere
Borgerne/
samfundet
Fortolkning 1
“en ret til at forbyde”
Ingen ændring
(fortsat konsumption)
Ingen ændring
(fortsat fri adgang)
NYT: Ret til at forbyde
parallelimport ved udøvelse
af den nye eneret
Ingen ændring
(kulturudvalget bevares)
4) Vurderingen af de to fortolkninger
I direkte modsætning til sagen mellem Laserdisken ApS og sagsøgte er udgangspunktet i nærværende
sag, at infosoc-direktivet er gyldigt og implementeret i ophavsretsloven.
Det handler altså ikke om, hvornår spredningsretten konsummeres, men om at afklare
den praktiske virkning af regional konsumption af spredningsretten for de berørte aktører.
Retten kan ikke afgøre sagen uden samtidig at besvare følgende spørgsmål:
a) Hvilken fortolkning giver mening?
b) Hvad er sammenhængen med lovens formål?
c) Hvordan er forholdet til den øvrige EU-ret - herunder konkurrencereglerne?
a) Hvilken fortolkning giver mening?
Det må udelukkes, at der med “ret til at tillade” spredning menes en ret til at udgive værket.
Enhver forfatter har ret til at udgive en bog, han har skrevet. Det havde han også ret til, før der
eksisterede en spredningsret eller en ophavsret i det hele taget. Retten til at udgive et værk
konsummeres heller ikke, selv om bogen udgives i EØS-området.
Hvis “ret til at tillade” skal forstås sådan, at eksemplarer af værket ikke må sælges uden
rettighedshaverens tilladelse, vil reglen for en rettighedshaver i et tredjeland reelt betyde “en
administrativ pligt til at udstede tilladelse som betingelse for at få adgang til EØS-markedet”.
Mens enhver rettighedshaver hidtil har kunnet regne med, at hans udgivne eksemplarer
via markedskræfterne distribuereres derhen, hvor der er et behov, kræves det nu særligt af den
lokale rettighedshaver udenfor EØS-området nu, at han udsteder en tilladelse til enhver, der vil
sprede eksemplarerne. Da han næppe har udgivet sit værk med andet formål end at sprede
eksemplarerne, vil regional konsumption for ham og hans forhandlere være en meningsløs
byrde med den praktiske virkning, at han mister EØS-området som afsætningsområde.
Jeg uddyber dette synspunkt i senere afsnit, men jeg mener som udgangspunkt ikke, at
det giver mening at kræve af netop rettighedshavere udenfor EØS-området, at de skal udstede
dokumenterbare tilladelser som betingelse for at få adgang til at afsætte deres varer i EU.
- 3 -
Fortolkning 2
“en ret/pligt til at tillade”
Ingen ændring
(fortsat konsumption)
NYT: Administrative
krav skal opfyldes,
før salg i EU er tilladt
NYT: Parallelimport er
forbudt. Områdebeskyttelse
kan opnås ved passivitet
NYT: Kulturudbuddet
indskrænkes

“En ret til at forbyde spredning” er derimod en meningsfuld forskel på regional konsumption
og international konsumption!
Ved international konsumption har rettighedshaverens eventuelle forbud mod spredning
af udgivne eksemplarer ingen retskraft, men ved regional konsumption får rettighedshaveren
via den særlige eneret en mulighed for at forbyde spredning, når det gælder eksemplarer, han
har udgivet i et tredjeland.
Og det stemmer præcist med lovens formål, som eksperterne forklarede Kulturudvalget.
b) Hvad er sammenhængen med lovens formål?
I oktober 2002 frygtede jeg på baggrund af lovens formulering, at loven ville ramme specialimporten,
og at de multinationale rettighedshavere ville bruge loven til at områdebegrænse EU
eller Danmark i et område, hvori de kan prissætte varerne uden at tage hensyn til situationen
på verdensmarkedet. Det vil naturligvis medføre et mindre vareudbud og højere priser.
Det er baggrunden for pressemeddelelsen, der er fremlagt som bilag 3. Jeg fik tillige
fremstillet en illustration af Fort Europa, som viser en amerikansk producents anvendelse af
områdebegrænsningen til at tage kunstigt høje priser for CD-plader i EU (bilag 14).
Som det fremgår af førstebehandlingen i Folketinget (bilag 4), ønskede ordførerne ikke
at gennemføre dette i Danmark. De blev enige om at indkalde til et ekspertmøde for at undersøge
lovens formål og konsekvenser nærmere.
Kulturministeriet redegjorde for Danmarks modstand og for EU-flertallets motiver til at indføre
regional konsumption i et notat (bilag H). På side 5 er beskrevet et eksempel, der går ud
på at beskytte en britisk forlægger mod parallelimport af billige eksemplarer fra et tredjeland.
På ekspertmødet den 13. november 2002 var professor Mogens Koktvedgaard indbudt
til at redegøre for problemstillingen omkring parallelimport. Han indledte med at afvise min
udlægning af loven, og han beroligede i stedet Kulturudvalget med ordene:
“Det er også over for mange politikere fremstillet som om, vi står over for en national
tragedie, idet der er vedtaget nogle regler på EU-plan, som vi nu skal implementere, og
det er så og så frygteligt for landet. Jeg vil gerne nedtone debatten ved at sige, at det
spiller en meget, meget beskeden rolle her i landet. En meget beskeden rolle.”
Mogens Koktvedgaard tog i sin forklaring udgangspunkt i en engelsk forfatter - ikke en dansk
forfatter - for forudsætningen for lovens anvendelse er netop, at der er tale om et værk, der
efterspørges både indenfor EØS-området og udenfor EØS-området.
Mogens Koktvedgaard lagde vægt på, at den engelske forfatter skal kunne leve af det,
han kan tjene på det engelske marked, men hvis forfatteren af sit gode hjerte gør bogen tilgængelig
på det indiske marked til en særlig lav pris, fordi inderne ikke har så mange penge,
risikerer han, at det engelske marked - som han altså skal leve af - torpederes af billige bøger,
der importeres fra Indien. Politikerne ønskede at give forfatteren mulighed for at undgå dette.
Det er ikke muligt med international konsumption, der tillader fri import fra Indien til EU.
Som bilag 8 har jeg tidligere fremlagt 3 siders referat fra ekspertmødet, nemlig Johan
Schlüters indlæg. Som side 4 og 5 fremlægges tillige Mogens Koktvedgaards indlæg.
Der er således en god sammenhæng mellem fortolkning 1 og det af Mogens Koktvedgaard (og
kulturministeriet) beskrevne formål: at beskytte en engelsk forfatter mod parallelimport ved at
tildele ham en særlig ret til at forbyde en eventuel skadelig parallelimport.
På intet tidspunkt er der derimod angivet et formål, der vedrører specialimport eller
krav til tredjelandes lokale rettighedshavere for at få adgang til EU-markedet (fortolkning 2).
- 4 -

c) Hvordan er forholdet til den øvrige EU-ret - herunder konkurrencereglerne?
I modsætning til sagsøgte har jeg taget Kommissionens forklaring ved EF-domstolen til efterretning.
Jeg anerkender, at der er den fornødne overensstemmelse mellem infosoc-direktivet og
konkurrencereglerne, så længe de anvendes i overensstemmelse med det ophavsretlige formål
og tager udgangspunkt i retten til at forbyde spredning, jfr. Kommissionens indlæg (afsnit 12):
“Udgangspunktet er således, at ophavsmanden kan modsætte sig enhver spredning af
hans værker.”
Retssagen var baseret på en tilsyneladende modstrid mellem infosoc-direktivet og kommissær
Mario Montis opfattelse af konkurrencereglerne, som han gav udtryk for i en tale i Stockholm
den 11. juni 2001 (bilag 12):
“Whilst I naturally recognise the legitimate protection which is conferred by intellectual
property rights, it is important that, if the complaints are confirmed on facts,
we do not permit a system which provides greater protection than the intellectual
property rights themselves, where such a system could be used as a smoke-screen to
allow firms to maintain artificially high prices or to deny choice to consumers.”
Kommissionen forklarede i det skriftlige indlæg, at aftaler om tekniske opdelinger af verdensmarkedet
skal overholde konkurrencereglerne, men at det ikke påvirker det politiske valg af
konsumption. Udøvelsen af eneretten til at forbyde spredning skal ligesom udøvelsen af andre
enerettigheder også overholde konkurrencereglerne. Jeg havde overset forskellen på enerettens
eksistens og enerettens udøvelse. En enerets eksistens anfægtes normalt ikke af EF-traktaten,
men udøvelsen kan begrænses af konkurrencereglerne (jfr. EU-karnov 1993, side 611).
Det betyder, at når et forbud mod parallelimport nedlægges for at opnå den tilsigtede
ophavsretlige beskyttelse, er det ok med konkurrencereglerne, men det tillades ikke, at et forbud
bruges som middel til at opretholde kunstigt høje priser eller at fratage forbrugerne et valg.
Forstået på den måde giver både Mario Montis tale og infosoc-direktivet god mening.
Problemet med sagsøgtes fortolkning af ophavsretsloven i forhold til konkurrencereglerne er,
at multinationale rettighedshavere kan afskærme EU-markedet uden at udøve en eneret, der
kan anfægtes med konkurrencereglerne.
Konkurrencereglerne er direkte anvendelige og kan påberåbes af borgerne ved domstolene,
men sagsøgte afskærer borgerne fra at anvende konkurrencereglerne ved at tillade rettighedshaverne
at etablere en områdeafgrænsning ved passivitet. De opnår fordele uden at skulle
udøve en eneret, der kan anfægtes. Til gengæld betaler rettighedshaverne i tredjelande en høj
pris, fordi de til gengæld - og i modsætning til tidligere - forpligtes til at agere for at få adgang
til det beskyttede område.
Problemet er aktualiseret af Konkurrencestyrelsens redegørelse 2005, der fremlægges som
bilag 13. Ophavsretsloven og sagsøgtes fortolkning af den afholder importører fra at købe film,
musik og spil fra tredjelande. Rettighedshaverne udnytter den manglende konkurrence til at
kontrollere det danske marked bl. a. ved at tage højere priser. Det er Konkurrencestyrelsens
konklusion, at adgangen til at importere fra tredjelande bør lettes.
Som bilag 14 fremlægges illustrationen “Fort Europa”, jeg fik lavet til Kulturudvalget.
På humoristisk måde viser den det skrækscenarium, jeg advarede mod. Mogens Koktvedgaard
og Johan Schlüter og senere Kommissionen gjorde det klart, at jeg havde misforstået sagen.
Men vi er tilbage ved udgangspunktet: Skrækscenariet er virkeliggjort, og stik mod alle politiske
løfter kæmper kulturministeriet for at bevare den mest restriktive og skadelige fortolkning.
- 5 -

5) Sagsøgtes misforståelser om de to fortolkninger
Sagsøgte ser bort fra infosoc-direktivets ordlyd og afviser på bemærkelsesværdig måde begge
fortolkninger med følgende bemærkning (midt på svarskriftets side 4):
“Udgangspunktet bør naturligvis være, at når der eksisterer en ret, bør den, der ønsker
at opnå økonomisk gevinst ved at udnytte retten, have ulejlighed med at kontakte rettighedshaveren.”
Sagsøgte beskriver virkningen af sin fortolkning set ud fra forhandlerens synspunkt og finder
det berettiget, at forhandleren skal ulejlige sig med at indhente rettighedshaverens samtykke,
når han vil tjene penge på værket. Sagsøgte finder det rimeligt, at en boghandler skal erhverve
rettighedshaverens tilladelse, når han vil sælge et eksemplar af en bog.
Selv om sagsøgte ser sagen fra forhandlerens side, er der stadig tale om fortolkning 2
jfr. stævningen. Sagsøgte overser den simple sammenhæng, at for enhver forhandler, der skal
ulejliges med at erhverve samtykke, skal rettighedshaveren ulejliges med at give samtykke.
Hvis en boghandler ikke lovligt kan sælge en bog uden rettighedshaverens tilladelse, er
det en samtidig konsekvens for rettighedshaveren, at han ikke kan tjene penge på udgivelsen
af sin bog via de boghandlere, der er villige til at sælge bogen, uden at han samtidig giver en
tilladelse til hver af dem. Det er to sider af samme sag. Der er ingen uoverensstemmelse mellem
sagsøgtes fortolkning og fortolkning 2, der i direktivet er formuleret “eneret til at tillade”.
Jeg opfordrer sagsøgte til at overveje, om sagsøgte fortsat vil bestride, at infosoc-direktivets
artikel 4, stk. 1 også indeholder en “eneret til at forbyde” formulering, jfr. fortolkning 1.
Jeg anfægter ikke sagsøgtes ret til at forfægte fortolkning 2, men jeg opfordrer sagsøgte
til at anerkende, at fortolkning 1 også fremgår af infosoc-direktivet, og at den fortolkning
blev støttet af advokat Johan Schlüter i henvendelsen til Kulturudvalget (bilag 5).
6) Sagsøgtes teoretiske og virkelighedsfjerne anskuelser, nr. 1
Sagsøgtes tankegang tager udgangspunkt i en teori om, at en forhandler, der sælger et af en rettighedshavers
udgivne eksemplarer, udnytter rettighedshaverens åndsværk på en sådan måde,
at det bør forudsætte et samtykke, og at en sådan “ret/pligt” er til gavn for rettighedshaveren.
Sagsøgte opfordres til at forklare, hvad formålet med at udgive eksemplarer af et værk
måtte være, hvis det ikke er at videresprede eksemplarerne?
Jeg er selv rettighedshaver, idet jeg har skrevet og udgivet et antal bøger, som forhandles via
boghandlere. Jeg har aldrig opfattet de boghandlere, der sælger mine bøger, som andet end
samarbejdspartnere, der gør det muligt for mig at tjene penge på mine udgivelser.
Heldigvis har jeg udgivet mine bøger i Danmark, hvor der indtræffer konsumption. Alle
kan frit sælge de udgivne eksemplarer af mine bøger, så jeg skal ikke udstede en tilladelse, hver
gang en boghandler vil sælge et eksemplar af min bog. Jeg risikerer heller ikke at miste forhandlere,
som finder det for besværligt at ulejlige sig med at indhente mit samtykke.
Det giver simpelthen ikke mening at ulejlige tredjelandes rettighedshavere med et ønske
om at få samtykke til at gøre noget, som ubestrideligt er i deres interesse. Det fremgår af sagsøgtes
eget notat (bilag H), at de udenlandske rettighedshavere forventes at være positivt interesseret
i at øge deres omsætning, så hvorfor belaste dem med at kræve tilladelser?
Sagsøgte har naturligvis ret til at have sin holdning, men jeg bestrider, at det var lovgivers hensigt
at tildele netop rettighedshaverne i tredjelandene en særlig “ret” (som jeg opfatter som en
administrativ byrde) til at skulle give samtykke. Sagsøgte opfordres til at dokumentere dette
ophavsretlige synspunkt, for det var ikke fremme under lovforslagets behandling.
- 6 -

7) Sagsøgtes teoretiske og virkelighedsfjerne anskuelser, nr. 2
Sagsøgtes anskuelse fører til en anden af sagsøgtes virkelighedsfjerne teorier, nemlig at EU
indførte regional konsumption for at styrke rettighedshaverne i tredjelande på den beskrevne
måde, mens rettighedshavere i EU afskæres fra at opnå samme rettigheder, når de udgiver et
værk i EØS-området. Hvorfor afskaffede EU ikke konsumptionsprincippet helt, så alle rettighedshavere
- inklusive de europæiske rettighedshavere - får “ret til at tillade”?
Det er et faktum, at de lokale rettighedshavere, f.eks. mig og andre danske forfattere,
der udgiver bøger i Danmark, ikke nyder denne “beskyttelse”. Vi, der udgiver vores værker i
EU, må “finde os i”, at spredningsretten konsummeres, så eksemplarer af vores udgivelser kan
spredes frit. Den særlige “ret til tillade” gælder kun rettighedshaverne i tredjelande.
Sagsøgte opfordres til at dokumentere, at det er lovgivers formål med regional konsumption at
stille rettighedshaverne i tredjelande bedre end rettighedshaverne i EU ved at tildele en særlig
“ret til at tillade” kun til rettighedshavere i tredjelande.
8) Sagsøgtes teoretiske og virkelighedsfjerne anskuelser, nr. 3
Fra svarskriftets side 4: “Bestemmelsen i ophavsretslovens § 19 reducerer således ikke eneretten
til alene at være en forbudsret.”
Det ser ud som om, at sagsøgte ikke har opdaget, at regional konsumption i fortolkning
1 er væsentlig forskellig fra international konsumption, hvor rettighedshaveren ikke kan forbyde
parallelimport, og det ser ud som om, at sagsøgte har glemt, at det præcis var lovens formål
jfr. professor Mogens Koktvedgaard (bilag 8) og sagsøgtes eget notat (bilag H).
Det er misvisende at tale om at reducere rettighedshaverens eneret, når der i virkeligheden er
tale om at give rettighedshaveren en ny og særlig eneret, som lige præcis løser det problem,
som den engelske forfatter i eksemplet har med billig parallelimport fra Indien.
9) Sagsøgtes teoretiske og virkelighedsfjerne anskuelser, nr. 4
Det fremgår af sagsøgtes notat (bilag H), at sagsøgte går ud fra, at import fra tredjelande sker
direkte fra de udenlandske rettighedshavere. Det er ikke tilfældet.
Jeg kan positivt afkræfte, at det foregår på den måde for så vidt angår cd-plader, bøger
og dvd-film. Jeg har aldrig købt ét eneste eksemplar hos rettighedshaveren. Sådan fungerer det
ikke. De bøger, jeg selv har udgivet, distribueres til boghandlerne via DBK-distribution. Det
indebærer ikke overdragelse af rettigheder, og DBK kan ikke give samtykke på mine vegne.
I USA foregår salg af disse varegrupper altid via grossister. Selv verdens største kæde af dvdbutikker,
Blockbuster, køber hos en grossist. Hvis man skal indhente tilladelse, skal man altså
først finde ud af, hvem der er rettighedshaver, og derefter skal rettighedshaveren kontaktes, og
derefter skal rettighedshaveren sende en dokumenterbar tilladelse. Hvis forhandleren skal
undgå problemer, skal rettighedshaveren også give besked, når rettighederne overdrages.
De administrative omkostninger alene ved at skaffe tilladelse vil overstige værdien af
eksemplaret. En håndhævelse af loven i sagsøgtes fortolkning vil have én og kun én virkning:
Specialimporten vil ophøre! Rettighedshaverne i tredjelandene vil miste muligheden for at
tjene penge på deres værker i Danmark, og kulturudbuddet i Danmark vil blive reduceret.
Det er vigtigt, at retten lægger de korrekte faktiske omstændigheder til grund i sagen, og efter
at have læst sagsøgtes virkelighedsfjerne og misforståede svarskrift, forbereder jeg mig på, at
det kræver megen forberedelse at fastlægge de faktiske omstændigheder og nå til enighed om,
hvad de praktiske konsekvenser af de to fortolkninger er.
- 7 -

10) Fortilfælde, hvor regeringen har fortolket loven forkert til fordel for videobranchen
Der er flere fortilfælde, hvor den danske regering har fortolket en lovbestemmelse forkert og
til fordel for den danske videobranche. Jeg har selv været sagsøger i to sager mod regeringen
(skatteministeriet og kulturministeriet), og i begge tilfælde fik jeg medhold. Det kan ikke på
forhånd udelukkes, at regeringen også denne gang har uret.
a) Sagen om de ulovlige afgifter på videoplader
Efter en anmeldelse blev det i 1993 pålagt min virksomhed at betale forbrugsbegrænsende
afgifter på importerede Laserdiscs. Skatteministeriet opkrævede ikke tilsvarende afgifter af de
videobånd, som blev udgivet af videobranchen herhjemme, så den fik således en konkurrencemæssig
fordel. Jeg anlagde sag med påstand om erstatning. Skatteministeriet anerkendte først
under sagens behandling, at afgiften var opkrævet i strid med EU-retten, men det afviste mit
erstatningskrav. Sagen sluttede den 15. juni 2000 med dom i Østre Landsret. Skatteministeriet
blev dømt til at betale erstatning på 750.000 kr plus renter og sagsomkostninger (bilag 15).
b) Sagen om den diskriminerende bekendtgørelse om mærkning af videofilm
På baggrund af Filmlovens bestemmelser om vejledende mærkning af videofilm udarbejdede
kulturministeriet og videobranchen en bekendtgørelse med regler, der besværliggjorde import
af film. Videobranchen anvendte reglerne som våben mod parallelimportører (bilag 16).
En række butikker blev politianmeldt, herunder mine butikker i Aalborg og København.
Politiet i Aalborg accepterede, at jeg ikke overtrådte Filmloven, men efter gentagne anmeldelser
blev der rejst tiltale mod mig i København (bilag 17). Jeg anlagde sag mod sagsøgte med
påstand om bekendtgørelsens ugyldighed (bilag 18). I modsætning til Skatteministeriet opgav
sagsøgte de diskriminerende krav, og jeg blev frifundet ved Københavns Byret (bilag 19).
c) Sagen om skolernes filmindkøb
Undervisningsministeriet erkendte fornylig, at det i 20 år har misfortolket ophavsretsloven i
forbindelse med skolernes visning af købte og lejede videofilm i undervisningen. Det kostede
skolerne et millionbeløb, fordi de af undervisningsministeriet var bragt i den vildfarelse, at de
var nødt til at købe særligt dyre videoudgivelser hos de danske videoselskaber (bilag 20).
I en årrække var der usikkerhed om fortolkningen af loven, men ingen tog det endelige
ansvar, ej heller kulturministeriet, som i 2003 henviste til, at “den endelige afgørelse af spørgsmålet
henhører under domstolene” (bilag 21).
Skolerne har ingen mulighed for at få deres tab dækket, men de kunne have sparet millioner,
hvis de for 20 år siden havde bragt sagen for retten for at få klarhed om lovens fortolkning.
Når en principiel sag når Højesteret, er resultatet ikke altid i overensstemmelse med den
etablerede praksis - i særdeleshed ikke videobranchens praksis. Således fandt Højesteret i 1999
i modsætning til videobranchens anvisninger frem til, at ungdomsklubber kunne spille musik
for større forsamlinger, uden at det sidestilles med offentlig fremførelse (bilag 20).
Konklusion
Der er ingen sammenhæng mellem sagsøgtes fortolkning og det af Mogens Koktvedgaard og
sagsøgte angivne formål. Jeg søger en mening og sammenhæng i loven. Den finder jeg i den
ene af de fortolkninger, men sagsøgte forfægter den anden af de to fortolkninger.
Skal jeg opgive specialimporten måske for om nogle år at konstatere, at det var på et
forkert grundlag? Jeg mener, at jeg - ligesom skolerne havde det - har en interesse i at få domstolens
afgørelse i denne sag. En autoritativ domstolsafgørelse er den eneste rigtige løsning.
- 8 -

11) Om rette sagsøgte - ansvaret for EU-rettens gennemførelse
Det følger af EF-traktatens artikel 10 (tidl. artikel 5), at det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre
fællesskabsretten. Staten har ansvaret for at gennemføre infosoc-direktivet og herunder
at sikre, at de nationale gennemførelseslove er i overensstemmelse med de angivne formål
og EU-retten iøvrigt. Muligheden for at anlægge sag om traktatbrud står da også åben, jfr. dom
af 3. marts 1988 i sag 116/86, hvor EF-domstolen udtalte:
“Der foreligger traktatbrud, fordi en tvetydig lovgivning, hvorefter der over for de
berørte retsundergivne opretholdes en tilstand af uvished med hensyn til de muligheder,
de har for at påberåbe sig fællesskabsretten, i henhold til Domstolens faste praksis ikke
er en opfyldelse af forpligtelsen til at gennemføre et direktiv i national lov.”
Jeg har valgt den pragmatiske løsning at forsøge at få sagsøgte til at anerkende den fortolkning,
som opfylder formålet, og som også gør det muligt for de retsundergivne at påberåbe sig EUs
konkurrenceregler, når retten til at forbyde parallelimport bliver misbrugt.
Hvis sagsøgte havde svaret Per Clausens spørgsmål bekræftende og slået fast, at den
fortolkning, som Folketinget havde fået beskrevet af eksperterne, stadig er gældende, havde
der ikke været en tvist, men nu søger jeg blot at løse problemet på den mindst dramatiske måde.
12) Den praktiske håndtering af ophavsretsloven
Sagsøgte har ikke opdaget, at stævningen indeholder de ønskede forslag til, hvordan et forbud
mod parallelimport kan meddeles de berørte forhandlere. Jeg har arbejdet i bog-, musik- og
videobranchen som forhandler og rettighedshaver i snart 25 år og kan bekræfte, at det ikke er
et praktisk problem for et forlag at kommunikere sine budskaber til forhandlerne. Det sker i
praksis både via trykt informationsmateriale og via hjemmesider. Endelig kan en forhandler
altid spørge den danske rettighedshaver, hvis han er i tvivl om et forbud.
Hvis et forbud overtrædes, er det ikke anderledes end andre rettighedsovertrædelser,
som den forurettede kan påtale. Det er min erfaring fra videobranchen, at rettighedshaverne
fuldt ud er i stand til at informere og at påtale overtrædelser overfor forhandlerne.
Jeg bemærker, at sagsøgte ikke har forbehold, når det gælder de krav, der stilles til rettighedshaverne
i tredjelande om at meddele tilladelse til forhandlerne. Der er mangefoldigt flere, og
de bor langt fra Danmark og har ikke daglig kontakt til forhandlerne. Jeg mener umiddelbart,
at den administrative belastning for dem er endnu større.
Sagsøgte opfordres til at afklare, om sagsøgte mener, at det er vanskeligere for en dansk
rettighedshaver at meddele forbud til de danske forhandlere, end det er for en rettighedshaver
i et tredjeland at meddele tilladelse til de danske forhandlere?
Hvordan forestiller sagsøgte sig, at tredjelandes rettighedshaver skal holde styr på de givne tilladelser?
Der kan jo opstå et marked, der kan bære en dansk udgivelse, og rettighederne for
Danmark kan overdrages. Så skal alle, der fik tilladelse til at sælge, kontaktes, for nu er der i
Danmark en anden rettighedshaver, som måske ikke er interesseret i at tillade parallelimport,
og hans rettigheder krænkes, selv om der tidligere er givet tilladelse til at sælge videre.
Hvad så, hvis en rettighedshaver bliver træt af at udstede tilladelser? Måske har en rettighedshaver
pligtopfyldende givet tilladelse til en række forhandlere, indtil han synes, at der
er for meget bøvl med det. Det stiller forhandlere med tilladelse bedre i konkurrencen end dem
uden tilladelse. Skaber det ikke også problemer med konkurrencereglerne?
Jeg mener, at der er færrest problemer i enhver henseende, når en rettighedshaver i de
relativt få tilfælde, hvor forbud mod parallelimport er relevant, meddeler det på en hjemmeside.
- 9 -

13) Sådan kommer vi videre
Sagsøgte har i svarskriftet givet udtryk for ophavsretlige synspunkter, der ikke nødvendigvis
er opbakning til i Folketinget. Dem agter jeg at forfølge og orientere Kulturudvalget om.
På baggrund af sagsøgtes processkrift kan jeg imidlertid ikke udelukke den mulighed,
at sagsøgte slet ikke har forstået, hvad sagen handler om. Det ses ikke, at sagsøgte har set, at
de to fortolkningsmuligheder er reelle og hidrører fra infosoc-direktivet selv. Det ses ikke, at
sagsøgte har iagttaget, at advokat Johan Schlüter dengang udtalte sig til fordel for fortolkning
1. Det ses ikke, at sagsøgte har iagttaget den praktiske forskel på en “eneret til at tillade” og
en “eneret til at forbyde”. Måske er sagsøgte heller ikke klar over årsagen til, at Kommissionen
mener, at infosoc-direktivet ikke strider mod konkurrencereglerne.
Jeg foreslår, at sagen udsættes på, at parterne mødes og drøfter disse spørgsmål. Det virker på
mig som om, at sagsøgte har vanskeligt ved at sætte sig ind i, hvordan tingene sker i det virkelige
liv, og det kan jeg hjælpe med at forklare sagsøgte.
Jeg vil ikke udelukke, at det går op for sagsøgte, at der er to fortolkningsmuligheder, og
at sagsøgte så vil antage den demokratiske holdning, at den mest rigtige løsning skal vælges.
14) Anbringender
Til støtte for begæringen om sagens antagelse til realitetsbehandling gøres det gældende
- at sagen ikke handler om, hvornår spredningsretten konsummeres
- at sagen ikke er identisk med sagen mellem Laserdisken ApS og sagsøgte
- at sagsøgtes afvisningspåstand bygger på en misforståelse
- at sagen handler om, hvordan ophavsretsloven skal fortolkes
- at tvivl eksisterer, fordi der findes to forskellige fortolkninger
- at sagsøger er direkte berørt af loven og valget af fortolkning
- at sagsøger derfor har en retlig interesse i at få afklaret den rigtige fortolkning
- at sagsøgte er ansvarlig for den omhandlede lov og derfor er rette sagsøgte
15) Følgende bilag vedlægges dette processkrift
Bilag 8 Uddrag af referat fra ekspertmødet i Kulturudvalget, 13/11-2002 (side 4-5)
Bilag 13 Kapitel 5 i Konkurrencestyrelsens redegørelse 2005: Musik, film og konsolspil
Bilag 14 Illustration af Fort Europa: Billig parallelimport forbudt!
Bilag 15 Laserdisken mod Skatteministeriet, Østre Landsrets dom af 15. juni 2000
Bilag 16 Politiken: DVD-film beslaglagt, 27/7-2000
Bilag 17 Anklageskrift for overtrædelse af Filmloven, 19/5-1999
Bilag 18 Nordjyske Stiftstidende: Laserdisken vs. Loven, 9/2-2000
Bilag 19 Frifundet for overtrædelse af Filmloven, Københavns Byrets dom af 25/1-2007
Bilag 20 Ekko: Filmselskabets lange arm, 29/3-2007
Bilag 21 Ekko: Undervisningsministeriet fastholder praksis, 20/9-2003
Aalborg den 31. juli 2007
Hans Kristian Pedersen
- 10 -