Niels Henrik Arendts prædiken 3. søndag efter helligtrekonger ... - DR

Niels Henrik Arendts prædiken 3. søndag efter helligtrekonger 2011
At være optaget af alt det smålige ved menneskene, at rette blikket mod alt det, der kan
sættes en tyk streg under, det er i grunden at stirre sig blind og har ikke noget at gøre med at
se virkeligheden i øjnene, selv om vi kalder det sådan.
Men Paulus mødte Jesus og opdagede dermed sin egen blindhed. Det betød ikke, at han
pludselig blev grebet af en enfoldig naivitet i forhold til sine medmennesker. Det betød blot, at
han prøvede at se på dem med det samme blik, han selv var blevet set med. Han bildte sig
ikke ind, at mennesket kan gøre sig selv fejlfrit og derved lidt efter lidt forfine sit syn. Nej,
men han indså, at det medfølende blik ændrede både ham selv og den anden.
Det handler om at se på det andet menneske med den viden, at man selv er tilgivet, og det vil
sige at se på den anden i solidaritet, at vide sig nøjagtig lige så afhængig af overbærenhed,
som man kan se, at den anden er.
At have et køligt, neutralt blik på verden, det er at tro sig selv helt anderledes end de andre.
Det er at distancere sig. At handle vel mod sin fjende, det er at vide sig bundet sammen med
den anden. Det er at være solidarisk i den andens nød. Det er at føle sig selv ramt af den
andens fejl og mangler. Det er at indse, at den andens fejl ikke er noget, der gør os to
forskellige, men tværtimod er noget, der knytter os sammen.
Ditte Menneskebarn syntes aldrig, hun var mod andre, som hun skulle være, men netop i
denne følelse af egen mangelfuldhed kom hun til at genspejle den Herre, der ikke gav efter for
det onde, men overvandt det onde med det gode.
Hvor barmhjertigheden og tilgivelsen er, der er også himlen. Himlen er ikke, hvor mennesket
er rent og fejlfrit. Himlen er, hvor mennesket ved sig skyldig og medskyldig, men omfavnet af
medfølelse. Det handlede fortællingen om Ditte Menneskebarn om.
Nåede Ditte at blødgøre hjerterne? Har Jesus nået at blødgøre vore hjerter? Ellers er
muligheden der stadig. At se med barmhjertighed, i solidaritet, med medfølelse, med inderlig
forståelse og dyb samhørighed på sit medmenneske, det er at se på det med et klart blik. Og
sådan - fortæller apostlen - sådan ser Jesus på mennesket.
Det hed i teksten, at man skulle lade Gud tage sig af straffen. Det er jo et citat fra den gamle
del af Bibelen, og det kan godt misforstås, som om at Gud skal opfattes som en slags bøddel.
Men det skal selvfølgelig læses i lyset af de sidste ord: Du skal overvinde det onde med det
gode. For sådan er Gud.
Det betyder altså: Overlad realismen til Gud. Ham, der rækker brødet til den fattige. Ham, der
kysser de forslidte hænder og ligner dem ved sine egne. Ham, der ikke kender nogen afstand
fra dem, som livet har lagt tunge byrder på.
Gud ser ikke bare vores menneskelige virkelighed i øjnene med alt det ringe og usle, der nok
kan være at sige om den. Nej, han ser på vores menneskelige virkelighed med
barmhjertighedens øjne, med det klareste blik af alle, og derfor ser han dybere end alle dem,
der ser på os uden deltagelse. Fordi Gud aldrig ser på mennesket uden inderlig forståelse, er
Gud den store realist. Gengæld ikke ondt med ondt. Det er Guds realisme, og han indbyder os
til at se på hinanden på samme måde.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver
én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.