Dansk Folkeblad nr. 4 - 2003 - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

gæsten Af Dorthe Tilsted Samfundsdebatten bærer i disse år præg af diskussion om ventelister på landets sygehuse. Den tilsyneladende mangel på interesse for nedbringelse af ventelisterne, medmindre der kommer penge på bordet, kan være svær at forstå. En skøn juli dag dette år sad jeg i en dejlig have under et æbletræ i det sydsjællandske. Det danske flag vajede mod den blå himmel, og insekternes summen blandede sig i de tilstedeværendes samtale. En af de stunder man kan prøve at lukke ind i sjælen for at gemme den til en grå og kold novemberdag. Jeg lukkede øjnene, fyldte lungerne med frisk landluft og koncentrerede mig om at skelne lydene fra hinanden. Min gæve bordherre til venstre fik mig tilbage til virkeligheden igen. Den virkelighed jeg selv lever i – sygehussektoren. Han fortalte, at han en dag havde siddet nede i den have, der hører til hans lejlighed. Der havde han talt med en sygeplejerske, der fortalte, at hun netop havde været på en weekendtur til Norge med sin afdeling. Der havde været lidt fagligt men mest af alt, havde det være en tur, der havde gavnet det sociale liv på afdelingen. Alle medarbejderne blev inviteret, men lægerne glimrede ved deres fravær. Bordherren, der selv er leder, havde svært ved at acceptere en sådan opførsel. Mange andre vil også ryste på hovedet og tænke, hvem de læger dog bilder sig ind, de er. Men læger er hverken arrogante eller ligeglade, men er igennem et livsforløb, som har stor betydning for både det sociale liv men også motivationen, evnerne og viljen til at nedbringe ventelister. Den sociale baggrund Mange læger er børn af lægeforældre, af andre akademikere eller mellemuddannede forældre, alle oftest offentligt ansatte. De er opvokset i en verden, hvor lønnen ruller ind på kontoen hver måned. Uanset om man som læge opererer 200 eller 400 patienter, om man som lærer underviser godt eller dårligt, om man som sagsbehandler får 10 procent eller 90 procent i arbejde osv. Dermed bliver den økonomiske forståelse og interessen herfor et område, som læger traditionelt ikke har med i bagagen. Mange læger starter på lægestudiet umiddelbart efter studentereksamen – eller i hvert fald kort tid efter. De skal i gang med at lære udenad, samle en masse viden, der hører til i hver sin kasse. De læser efter de angivne bøger og bliver grundigt eksamineret. 16 Lægers livsvilkår – en barriere for effektiv ledelse Studiet er præget af meget lidt selvstændigt initiativ, ganske lidt samarbejde og ingen undervisning i organisation, ledelse og økonomi. Efter endt studie tid starter en nomadevandring. Tre halve år med hver sit ansættelsessted (turnus tiden), hvorefter den egentlige speciallæge-
Gæsten - er Dorthe Tilsted, 39, cand. med., 1993 fra Aarhus Universitet og har derefter fungeret som læge ved flere sygehuse, 1998 Master of Public Health, 2002 Stifinder - www.pathfinder.dk - <strong>2003</strong> speciallæge i arbejds- og miljømedicin og selvstændig konsulent og foredragsholder om sundhedsforhold. Hun har påtaget sig en lang række faglige tillidsposter inden for lægestanden, har skrevet en række artikler af fagligt indhold, bl.a. til Ugeskrift for Læger samt fire børnebøger. Dorthe Tilsted modtog i 2002 prisen »Årets Aktive Kvinde«. uddannelse begynder. Herefter er ansættelseslængden varierende med normalt et halvt til et par år, indtil man efter 5, 10 eller 15 år er færdiguddannet afhængig af specialevalg. Undervejs skal man deltage i kurser, forske og lære nyt på hver ny afdeling. Altså har man nok at gøre med sig selv og sin egen uddannelse. Vilkår som er fundamentalt anderledes end for resten af medarbejderstaben i sygehussektoren, som ofte arbejder mange år på den samme afdeling. Hvad denne uddannelsesstruktur psykologisk set gør ved læger og konsekvenserne heraf, har man ikke beskæftiget sig ret meget med. Skilsmisse-, selvmords, misbrugs og ar- bejdsvilkårsstatistikker taler dog deres eget sprog. Arbejdslivet for nye læger er som Vesterhavets bølger. Man starter på hver afdeling uden socialt og tilstrækkeligt fagligt fundament. Man er jo kommet til for at lære nyt. Efterhånden som ansættelsestiden skrider frem, bliver man i stand til at udføre mere og mere uden supervision, og man begynder at kende afdelingens øvrige medarbejdere. Og netop som man rider ganske kortvarigt på bølgens top, så starter man forfra igen. Måske i en ny by, i et nyt amt. Klokken-15-læger Læger skal også ud at tage beslutninger, og hurtigt kommer de til at lede og fordele arbejdet. Baggrunden for at kunne dette må være ideen om, at læger er født med et naturtalent. For som det beskrives ovenfor, er det ikke noget, læger har lært. Lægers 1981 overenskomst har fået skyld for i høj grad at være barrieren for mere effektiv arbejdstilrettelæggelse. Men det viser sig, at overenskomsten kan gradbøjes stort set, som man vil. Men hvad var det så, der skete i 1981? Der skete det, at alle de læger, der arbejdede mange timer uden løn, pludselig fik en overenskomst med en normal arbejdsuge. En overenskomst, de var nødt til at overholde, for at få den implementeret. Lægerne fra dengang, kunne jo udmærket huske tiden fra før 1981 og havde vel fortsat en anden tilgang til livet som læge. Men alle os andre, der er født ind i denne 37-timers kultur, vi er i langt højere grad blevet ”klokken-15-slut” læger. Mange læger kommer ikke længere ind på en fridag for at uddanne sig, uden at få løn for det. En halv times overarbejde skrives på lønsedlen og al udviklingsarbejde skal helst foregå inden for de 37 timer. Det er ganske simpelt den kultur, vi er blevet opdraget i. Disse livsvilkår er beskrevet som noget af forklaringen på, hvorfor det går så trægt. Hvorfor der skal penge på bordet, før der sker noget. Men at det kan lade sig gøre at nedbringe ventelister uden ekstra penge fremgår af nedenstående historie om en venteliste der på eget initiativ blev afviklet af én person i dagarbejdstid uden ekstra betaling. En overlæge på neurologisk afdelings ambulatorium, Holstebro Sygehus havde en venteliste på 150 patienter. Det var alle patienter, der skulle til en ambulant undersøgelse for at få vurderet, om de led af en neurologisk sygdom (epilepsi, sclerose, rystesyge, nervebetændelse mm). Nogle af patienterne havde ventet op til et år og nogle af dem havde ukarakteristiske eller meget få symptomer. En del af patienterne blev derfor ringet op og spurgt, om de stadig havde behov for undersøgelse. De yngre lægers arbejdstilrettelæggelse blev ændret, så der blev plads til at se flere ambulante patienter, patienterne blev tildelt tid i ambulatoriet efter behov og ikke en standardtid og blev desuden hurtigere afsluttet, hvor det var muligt. Det betød, at ventelisten med de 150 patienter var væk efter tre måneder. 30 procent af patienterne var blevet afsluttet efter telefonsamtale og 55 procent på baggrund af ændret arbejdstilrettelæggelse blandt de yngre læger. Kun 15 procent blev afsluttet på ambulatoriedage efter normal arbejdstilrettelæggelse. Mangel på ledelse Tidligere på året holdt jeg foredrag om ventelisten. Her konstaterede jeg, at jeg havde fået meget stor opmærksomhed på grund af nedbringelse af den omtalte venteliste på Holstebro Sygehus. Foredragsholderen der kom efter mig sagde, at han ikke undrede sig over denne opmærksomhed, fordi hans erfaring var, at meget få læger tog ledelsesansvar. Han fortalte, at kun fire ud af 100 potentielle ledende overlæger til samtale kunne berette om tilfælde, hvor de havde haft ledelsesansvar. Spørgsmålet er så, hvordan vi får skabt et godt ledelsesmiljø. Ikke bare en god faglig ledelse men også en god organisatorisk ledelse med et stærkt økonomisk overblik. En ledelse, som både kan tilgodese den bedst mulige anvendelse af de økonomiske ressourcer, patienterne, uddannelse og medarbejderpleje. Det er min klare overbevisning, at her må dels mere uddannelse til på et tidligere tidspunkt og dels må den overordnede administrative ledelse erkende, at der skal hjælp til. De må ud i hverdagen og vide, hvad der foregår. Det nytter ikke med skivebordsberegning og papirnotater. Lederne på den enkelte afdelinger skal have redskaber, støtte og opbakning i hverdagen som supplement til den korte lederuddannelse de får. Ledende overlæger er igennem få måneders lederuddannelse, og det er ikke tilstrækkeligt. Er der nogen der i dybeste alvor mener, at en fabriksarbejder med en masse års ansættelse efter et par måneders uddannelse kan sætte sig i direktørstolen? For så har jeg taget grueligt fejl i mine betragtninger. 17
Page 1 and 2: NR. 4. SEPTEMBER 2003. 7. ÅRGANG O
Page 3 and 4: nyhedsbrev Velfærdskommission, EU
Page 5 and 6: hus Høgsbro - en af Venstres stift
Page 7 and 8: hele EU, en ukendt politiker som ka
Page 9 and 10: turister fra hele verden at vide.«
Page 11 and 12: medlemsstaterne. - Vi er fremkommet
Page 13 and 14: Nils Fanøe-Christensen, 15 - og en
Page 15: foto: Birger Storm Dagsorden - Dans
Page 19 and 20: LANDSORGANISATIONEN Velkommen til 8
Page 21 and 22: Susanne Lindholm Nielsen Af Søren
Page 23 and 24: Pia Kristensen med sin mand, Christ
Page 25 and 26: Enhver større provinsby i Sverige
Page 27 and 28: Christian den Syvende. Kronprinsens

Dansk Folkeblad nr. 4 - 2003 - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?