Dansk Folkeblad nr. 4 - 2003 - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

leder Sommerens morsomste føljeton har været de forargede skrig fra samfundets indspiste elite, når der er blevet rusket op i deres privillegier og sat spørgsmålstegn ved institutioner og monopoler. Ja, hvor har det dog været pinligt at høre på deres skingre råb: * Højesteret må ikke kritiseres! * Konventionerne må ikke kritiseres! * Danmarks Radio må ikke kritiseres! * DRs journalister må ikke kritiseres! * Morten Kjærum må ikke kritiseres! * Ole Sippel må ikke kritiseres! * Forskningen må ikke kritiseres! * Biskopperne må ikke kritiseres! * Salmebogskommissionen må ikke kritiseres! Og endnu mere pinligt, når de snøftende og flæbende kom løbende for at få hjælp fra alle mulige højere rangerende: * Statsministeren må gribe ind! * Folketingets formand må gribe ind! * DRs bestyrelsesformand må gribe ind! * Kulturministeren må gribe ind! * Kirkeministeren må gribe ind! * FN må gribe ind! * Beate Winckler må gribe ind! * Romano Prodi må gribe ind! * Paven må gribe ind! Kun Vorreherre er endnu ikke blevet anråbt. Det vil vi så til gengæld fra denne plads - i dyb gudsfrygt - tillade os at gøre, idet vi udtrykker et klart og rungende: Vorherrebevares! Vorherrebevares for et iscenesat dobbeltmoralsk klynkeri fra disse selvsmagere, der så alt-alt for længe har forvaltet et meningstyranni i landet. Hold op, hvor har de været forfærdelige i al deres krukkede hulhed. For er det dog ikke hult, når disse kulturradikale ikke finder sig i kritik? Var hele kulturradikalismen ikke netop officielt det kritiske opgør? Var det ikke netop det at kritisere alt og alle, skikke, traditioner, massemedier, monopoler, institutioner, der var selve kulturradikalismens sjæl? Fik vi ikke at vide, at vi allesammen skulle rende os i traditionerne? Var det ikke præcis det, det drejede sig om for de kulturradikale? Jo, såmænd var det så. Eller rettere: Sådan blev det i hvert fald pakket ind. Og i børnehaverne, i skolerne, i gymnasierne, på universiteterne fik vi allesammen at vide, at vi endelig skulle kritisere alt det, vi overhovedet kunne. Lige indtil de kulturradikale forbød kritik. Det skete i øvrigt klokken otte om aftenen, den 20. november 2001. Fra det øjeblik af kunne de kultur- 2 En demokratisk pligt at kritisere Højesteret Foto: ScanpixEn demokratisk radikale pampere nemlig ikke længere forvente at fortsætte deres meningstyranniske regimente. Dette uforglemmelige tidspunkt, hvor de ikke længere selv kunne forvente at forvalte alle skikkene, alle traditionerne, monopolerne, massemedierne og alle institutionerne. Fra og med klokken otte om aftenen, den 20. november 2001 var skikkene, traditionerne, monopolerne, massemedierne, institutionerne med ét blevet fredhellige, og måtte som sådan ikke længere kritiseres. Højesteret — ha, ha, ha! Vi føler på dette sted trang til at citere en rigtig kulturradikalist, Poul Henningsen, da han - overraskende fremsynet - udtalte: »Er moral godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt«. Men vi måtte altså blandt andet ikke kritisere en skrupskør afgørelse fra Højesteret. Højesteret — ha, ha, ha! Var det da ikke Højesteret, som engang stik imod Grundlovens ånd og bogstav bl.a. bestemte, at alle kommunister skulle interneres og at dødsstraf skulle indføres med tilbagevirkende kraft? Er det i øvrigt ikke Højesteret, som aldrig i Evighed kunne finde på at gå imod den til enhver tid siddende regering og håndhæve Grundloven, når det drejer sig om Danmarks forhold til Den Europæiske Union? Selvfølgelig må Højesteret kritiseres. Højesteret skal kritiseres, og bliver det i øvrigt som noget helt naturligt uge efter uge i Ugeskrift for Retsvæsen. Det er nærmest en demokratisk pligt at kritisere Højesteret, og det er denne pligt, Dansk Folkepartis leder i sommer på forbilledlig vis har varetaget. Hvad ingen i Dansk Folkeparti derimod kunne finde på, er at sidde Højesterets domme overhørig! På samme måde, som vi ikke kunne finde på ikke i et og alt at rette os efter landets love. Og se, dét er noget ganske andet. Og præcis det, hele denne hysteriske sommerdiskussion burde have drejet sig om: Som en selvfølgelighed at rette sig efter landets love i et og alt. Med et buk at bøje sig for Højesterets afgørelser. Lydigt og til punkt og prikke at følge myndighedernes anvisninger. I ærbødighed og respekt for det danske folkestyre. Og i dybeste modsætning til, når de kulturradikale tidligere opfordrede til civil ulydighed... Da vi engang har læst Bibelen, er vi ikke det mindste overraskede over, at hvis en præst virkelig vil fylde sin kirke hver søndag, skal han bare sige, at han ikke tror på Gud. Også dansen om Guldkalven i sin tid havde jo fine ratings...
nyhedsbrev Velfærdskommission, EU og indvandringen Sommeren har blandt andet været kendetegnet ved, at personer, der mildt sagt har deres på det tørre, har haft travlt med at fortælle, at nu er det på tide at gøre op med velfærden. Jeg mener, det var på Simon’s Golf Club i Hørsholm, at De Konservatives leder, Bendt Bendtsen (handicap 16,3), mellem 7. og 8. hul lige fik tid til at fortælle TV 2, at kontanthjælpen var alt for høj, og at man ikke skulle bilde sig ind, at der ville blive penge til hverken pension eller efterløn. Golfspilleren ville så lige samtidig sørge for, at topskatten og hele mellemskatten blev afskaffet. I øvrigt mente han ikke, at hverken jeg eller Dansk Folkeparti er ansvarlig nok til at være med til at lave sådant et statsmands-indgreb, for vi forstår ikke sammenhængene. Næh, lad så hellere Marianne Jelved komme til! Marianne Jelved, som ingen jo har henvendt sig til i et par år, blev ellevild over invitationen til at gøre mindrebemidlede danskere utrygge, og meldte sig straks som Bendt Bendtsens parlamentariske grundlag. Projektet lyder da også vildt spændende! De to partier har jo hele 25 mandater tilsammen - så nu mangler de faktisk kun 65 for at få flertal, og mon ikke de med den folkelige gennemlagskraft, de to ledere har, snildt henter dem ved næste valg... Men tilbage til velfærdssamfundet, som alle såkaldt ansvarlige er så optaget af at fortælle er i krise - nu fulgt op af beslutningen om at nedsætte en velfærdskommission. For det er ikke alene lederne fra tvillinge-partierne, De Konservative og De Radikale, der siger det - erhvervsledere har også bildt hinanden ind, at vi styrer mod afgrunden, hvis der ikke hurtigt bliver lavet dramatiske reformer. Har de mon fat i den lange ende, og er det os andre, der er uansvarlige? Hvad er det for et samfund, vi har fået skabt os her i Danmark? Er det værd at bevare - og kan vi overhovedet bevare det? Ja, for det første er et velfærdssamfund - eller et socialt samfund om man vil, jo ene og alene betinget af at der findes en følelse af samhørighed. Findes denne følelse ikke, er der i sagens natur ingen fælles ansvarlighed. Hvorfor skulle stærke mennesker ellers dele med dem, der er svagere? Samhørighedsfølelsen findes i en familie, blandt venner og bekendte - og i en stat, hvis indbyggere, man kan identificere sig med. Opløses staten, som EU har til Foto: Scanpix hensigt at gøre i forhold til Danmark, eller bliver staten gjort ligegyldig i og med at alle mulige og umulige mennesker, som ikke på nogen måde har bidraget til staten og som ikke har noget personligt forhold til staten, rykker ind - forsvinder også følelsen af fælles ansvarlighed. Derfor er det nødvendigt, at Bendt Bendtsen og de andre kloge forklarer os, hvad det er for en fremtid, de ser for Danmark. For jeg giver dem ret i, at skal EUintegrationen fortsætte og ende i en EU-statsdannelse - og skal fortsat i tusindvis af fremmede forsørges af Danmark, ja, så bliver vi nødt til at afskaffe de danske velfærdsgoder, som generationer har slidt for. For så bliver der ikke råd til det. Velfærd og asylpolitikken Den danske velfærd hænger således nøje sammen med EU-politik og med flygtninge/indvandrerpolitik. For det siger sig selv, at hvis vi fremover eksempelvis skal sørge for, at en polsk kvinde, som har arbejdet i en pølsevogn her i tre uger, tager børnepengene med sig hjem til Polen, ja, så koster sådan noget penge. Eller hvis vi fremover skal sørge for kontanthjælp, børnepenge, tandlæge, sygehusbesøg, pensioner, uddannelse og efterløn til titusindvis af mennesker, som ikke på nogen måde har bidraget til til den danske samfundskasse, ja, så findes de penge ikke. Og da især ikke, hvis Bendt Bendtsen samtidig nedsætter personbeskatningen, fjerner både topskat, mellemskat, afgift på biler og spiritus - og lemper erhvervslivets skatter. Nej, selvfølgelig hænger det ikke sammen. Og jeg gentager: Hvis det er dén fremtid, der lægges op til, så er jeg enig i, at vi er nødt til at gøre op med den fælles ansvarlighed. Så må alting efter bedste super-liberalistiske princip overlades til private forsikringsordninger, private sygekasser, private pensionsordninger o.l. Spørgsmålet er, om det er det, vi vil? Jeg mener det ikke, og har blandt andet af den grund den holdning, at vi ikke bør gå længere i EU-integrationen, og at der skal strammes endnu mere op på udlændingepolitikken. I et Danmark, hvor vi selv kan bestemme, hvem der går ind og ud, og som ikke er blevet en kommune i EU, vil vi sagtens i fremtiden kunne forsørge, støtte og hjælpe vore egne svage medborgere præcis på samme gode måde, som vi har haft tradition for herhjemme i mindst et halvt århundrede. I Dansk Folkeparti vil vi med entusiasme gå ind i arbejdet omkring velfærdskommissionen, idet vi altså understreger, at den debat nøje hænger sammen med EU-integreringen og stramningerne på udlændingeområdet. Vi må altså beslutte os til, hvilken vej, vi vil tage: Den usikre og ukendte vej mod EUs kyniske forsikringssamfund - eller den trygge og kendte vej, generationer af danske møjsommeligt har skabt - bygget på fælles ansvar og gensidig solidaritet. 3
Page 1: NR. 4. SEPTEMBER 2003. 7. ÅRGANG O
Page 5 and 6: hus Høgsbro - en af Venstres stift
Page 7 and 8: hele EU, en ukendt politiker som ka
Page 9 and 10: turister fra hele verden at vide.«
Page 11 and 12: medlemsstaterne. - Vi er fremkommet
Page 13 and 14: Nils Fanøe-Christensen, 15 - og en
Page 15 and 16: foto: Birger Storm Dagsorden - Dans
Page 17 and 18: Gæsten - er Dorthe Tilsted, 39, ca
Page 19 and 20: LANDSORGANISATIONEN Velkommen til 8
Page 21 and 22: Susanne Lindholm Nielsen Af Søren
Page 23 and 24: Pia Kristensen med sin mand, Christ
Page 25 and 26: Enhver større provinsby i Sverige
Page 27 and 28: Christian den Syvende. Kronprinsens

Dansk Folkeblad nr. 4 - 2003 - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?