Årets Brandit - Brande Historie

More documents

Recommendations

Info

0 Arne Ørtved, pensioneret sognepræst i Brande, har på opfordring af Brande Jul skrevet en julehistorie om sognets lærde præst, hans ølbrygning og den uhyggelige spådom. Julen i Brande i 1779 Af Arne Ørtved Den norske præst Pastor Clausen glædede sig ikke til det nye år; og derfor faldt arbejdet dobbelt tungt for ham her i december. Vi nærmede os det skæbnesvangre år 1780, - det år han frygtede. Og han skammede sig over det. Han var ellers ikke overtroisk. Tværtimod! Han var en praktisk mand. Just en præst efter den ny tids smag. Han kunne mere end sit Fadervor. Han havde prøvet mangt og meget her i livet. Han havde rejst, og han havde læst. Og det kom alt sammen hans sognebørn i Brande til gode. Præsten kunne lære dem mange udmærkede ting om jordens dyrkning og moderne landbrug på de magre jorde her på heden. Han brugte ofte en god del af sin prædiken på disse spørgsmål. Gerne den første del, mens kirkegængerne endnu var vågne; og da prædikenen aldrig varede under en time, kunne det godt blive til en del gavnlig lærdom for de fattige bønder. Nogle af de gamle klagede sig. Især konerne. De Brande Jul 2011 sagde, at der ikke var mange Guds ord i den præst; og det er troligt nok, at de har haft ret, men sådan var nu tidens stil for præster. De forstod sig ikke på at mane og helbrede og vende vinden og den slags. Det kaldte han sort lærdom, og så indførte han i stedet alle de nye skikke. Minsandten om han ikke også bildte sig ind, at han havde bedre forstand på ølbrygning end dem. Men hans øl smagte nu i hvert fald ikke nær så godt som deres, selvom man så heller ikke fi k så meget tyndskid og hovedpine af hans øl. Og man blev også hurtigt snurrig i hovedet af det. Jo, meningerne om pastor Clausen var delte i sognet. Nu havde han været her i 17 år, men mange havde ikke vænnet sig til ham endnu. Og det kneb med at forstå ham. Det var nærmest som om han sang i stedet for at tale. Han var fra Norge. Faderen havde været købmand i Kristiania; men da Niels Christian havde mere lyst til bogen end til handelen, blev han sendt til København for at stu-
dere. Der fi k han alle de moderne griller i hovedet, som faderen bestemt heller ikke var tilfreds med. Det var en hel lettelse, da han fi k embede langt fra hjemmet, først i en lille bygd ude vest på og senere i det allernordligste Norge, nemlig i Tromsø. Der kunne han ikke bruge meget af det, han havde lært i København. Jo, naturligvis alt det teologiske, men hvad med alt det praktiske? Hvad med folkeopdragelsen? Pastor Clausen gav ikke op. Naturligvis havde en mand, der kunne læse og skrive, noget at kunne give til sine sognebørn – også af rent praktisk art. Gud havde vel givet os mennesker forstand og fornuft, for at vi skulle bruge det. Var ikke Adam blevet sat til at give alle dyrene navne af Skaberen selv? En præst kunne betyde meget for sognebørnenes oplysning, så de bedre kunne blive i stand til at tage var på det liv, de skulle leve i kald og stand. Jo, præsten skulle både prædike og opdrage og undervise. Og det kunne man naturligvis også i Tromsø, selvom det var drøjt. Det var tunge folk at bakse med. Da det i de år farligt trak op til krig mod den gamle arvefjende Sverrig, blev pastor Clausen udnævnt til feltpræst. Det er ikke let at sige, om det var en forfremmelse eller det modsatte; men det betød i hvert fald, at han kom væk fra Tromsø. Feltpræsten kom vidt omkring; til hovedstaden København først og fremmest naturligvis, men også Sjælland og Fyn og Jylland kom han til. Og overalt sørgede han for at få hilst på biskoppen og andre, som havde indfl ydelse på embeders besættelse. Pastor Clausen fl ytter til Brande En skønne dag i 1763 kom den store og måske glædelige meddelelse: Han var blevet kaldet til sognepræst i Brande sogn inde midt på den jyske hede. Det var omtrent ligeså slemt som i Tromsø. Uden for lands lov og ret. En smuk og velholdt kirke var der dog; oven i købet med orgel! Det havde han ikke ventet! Den nye præst havde et par meget musikalske døtre. Også præstegården var rimelig velholdt, og så var haven berømt over det ganske land. 20 år før havde den navnkundige provst Risom anlagt en hel paradishave på skråningen syd for præstegården. Der var store løvtræer og græsplæner anlagt efter engelsk mønster. Og der kom ofte folk rejsende for at se den smukke have. Men ellers var præstegårdens jorde ikke noget at råbe hurra for. Det var magert sand det meste af det, og så nogle engdrag langs åen. En stor del lå hen i lynghede, som kunne bruges til græsning for får og ungkreaturer. Et rimeligt embede, hvis det blev drevet rigtigt. Pastor Clausen tog med energi og fortrøstning fat på arbejdet i Brande sogn. Det var et stort sogn at komme rundt i; og vejene var ikke de bedste. Og Clausen kom vidt omkring i dette landets største sogn, hvad areal angik. Han ville gerne lære både sognet og sognebørnene at kende. Og så var der hans landbrugsinteresser! Der lå allerede adskillige skrifter hjemme i præstegården, som pastoren havde hjemforskrevet om muligheden for at dæmpe sandfl ugten og få mest ud af de sandede jorde. Konfi rmandundervisningen og præstens lærestreg Også konfi rmandundervisningen tog pastor Clausen fat på med stor energi. Det var ikke engang 30 år siden, konfi rmationen var indført i landet, så der var ikke mange erfaringer med den nye undervisning for ungdommen. Det stod ringe til med kendskabet til landets religion; men Clausen gjorde, hvad han kunne. De fl este kunne ikke læse, så præsten fortalte bibelhistorie og læste op af Luthers lille katekismus. Så skulle konfi rmanderne gentage efter ham, sætning efter sætning, til de kunne det udenad. Det var en træg omgang. De var frygtelig tunge, de unge mennesker. De var trætte, når de kom og faldt ofte i søvn. Salmerne gik det bedre med, fordi de kunne synges ind i dem; og dem kendte de også hjemmefra. Hvert år til foråret kom overhøringen. Det var katastrofalt! Næsten ingen af dem kunne deres katekismus; og de måtte altså gå til præst et år til og måske et år mere, før de kunne blive konfi rmeret og få deres frihed. Ingen måtte tag plads uden for sognet, før de var konfi rmeret. Efterhånden blev pastor Clausen helt berygtet for sin konfi rmandundervisning; men det nyttede ikke noget at klage, for både provst og biskop var nødt til at bakke ham op. Men så fik de plagede konfirmander en overraskende hjælp ovenfra – fra Gud selv! Pastor Clausen skulle en tur til Norge for at besøge sine gamle forældre. Undervejs på rejsen blev det et forfærdeligt stormvejr, og de kom i havsnød. Da faldt pastor Clausen ned på knæ på det gyngende skibsdæk og bad Gud hjælpe dem frelste i land. Til gengæld lovede han aldrig mere at plage sine konfi rmander. De kom alle frelste i land; og fra den dag blev pastor Clausen betydeligt blidere over for konfi rmanderne. Alle fi k lov at slippe Brande Jul 2011 21
Page 2 and 3: Brande Jul 2011 Brande Jul er atter
Page 4 and 5: 4 EU-klimakommissær Connie Hedegaa
Page 6 and 7: 6 Uhre Brugsforening, som den så u
Page 8 and 9: 8 ikke lige kunne komme og hente de
Page 10 and 11: 10 Magna vejer kaffe af i 1965. sku
Page 12 and 13: 12 For bestyrelsesmedlemmerne var d
Page 14 and 15: Jan Glud Østergård kåret til ”
Page 16 and 17: 16 Brande Jul 2011 Storegade 27 Bil
Page 18 and 19: 18 Brande Jul 2011
Page 22 and 23: 2 gennem overhøringen første gang
Page 24 and 25: 24 1780 må da blive året, hvor pa
Page 26 and 27: 26 En ”gammel” og en ”ny” b
Page 28 and 29: 8 Igen i år havde Egon (Ina Bøged
Page 30 and 31: 30 Med rygsæk på ryggen og vandre
Page 32 and 33: 32 mange pilgrimme sidde ude og nyd
Page 34 and 35: 34 mødes vi til en øl på torvet
Page 36 and 37: 36 Disse tre skolepiger ser ud til
Page 38 and 39: 38 Der er noget bagved! Af Ingrid H
Page 40 and 41: 40 Brande Jul har bedt 34-årige Je
Page 42 and 43: 42 Hilsen fra Argentina ntina Peter
Page 44 and 45: 44 Året 2010 i glimt Den 9. januar
Page 46 and 47: 46 Året i glimt 2011 Ved årsskift
Page 48: året går på hæld... MERE DIG DI

Årets Brandit - Brande Historie

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?