Årets Brandit - Brande Historie

38
Der er noget bagved!
Af Ingrid Husum
Det mener lille Dagmar i hvert
fald, hun spejder horisonten
rundt med sine små, røde evigt
rindende øjne efter noget, der
ligger bagved. Hvis Dagmar er
et livstykke, så er det et meget
tyndt et. Hun har så rigeligt at
gøre med at holde sig selv oppe.
Og som hun fryser! Vinter og
sommer er hun ligedan klædt
på; en falmet rød jakke, så lang,
at den når ned over gummistøvlerne,
et tørklæde bundet
fast under hagen, grå kjole og
ternet forklæde. Sådan går hun
derhjemme og sådan går hun
til Brugs.
Det sidste gør hun mindst to
gange om ugen. At cykle har hun
aldrig fået lært, biler er hun gal
på. Der skal gode argumenter
og langt bekendtskab til, hvis
man skal lokke hende ind i sådan
noget djævelskab og hun truer
med sine magre arme efter dem,
der kører om ved hende.
-Lille Dagmar er ikke som de
andre, siger de voksne. Det ved
børnene godt, men hun er ikke
en, de har lyst til at drille. På sine
gode dage keder Dagmar sig ikke,
hun snakker og hun griner. Det
er især hendes mange søskende,
hun fører lange samtaler med,
men hun går alene rundt og
tuller med at bære brændsel ind,
hente vand, skrælle kartofl er og
skælde ud på de mange katte,
der render om benene på hende.
Mens hun er på vej til Brugsen,
snakker hun også med sig selv;
det er dosmersedlen hun har på
”lystavlen” og læser højt. Den
er også det eneste hun læser.
Undtagen altså det, hun læser i
skyerne eller af himlens kulør. –
Der er noget bagved, siger hun,
Brande Jul 2011
bøjer det lille fuglehoved bagover
og plirrer med øjnene. Og så er
det lige meget om der ikke er en
sky i sigte. Måske har hun evenre
til at se mere end os andre?
Det ville der også være en vis retfærdighed
i, der er nok, hendes
evner ikke rækker til. Dagmar
bliver ikke skånet; hun hjælper
til ved alt forefaldende arbejde
derhjemme, og der forfalder både
stald- og markarbejde, spande at
vaske, bær at plukke og meget
andet. Dagmar deltager i det
hele. Altså hvis det passer hende!
Engang imellem er der slet ikke
noget, der passer lille Dagmar,
hun har sine ”tovlige dage”. Og
sært ser det ud, når hun går
til brønden, pumper to store
spandfulde vand, bærer dem op
på gårdspladsen og svinger dem
rundt under høje, skingre hyl!
At hun dog ikke bliver træt i de
tynde arme! Sådan kan hun blive
ved en hel dag! Men så er hun
også træt, for det varer længe,
før hun gentager forestillingen.
Når Dagmar remser sin indkøbsseddel
op i Brugsen, er der én
ting, der er helt sikkert; nederst
står der: Bolsjer! For 50 øre
blandede.
Det første nyder hun, så snart
hun er kommet rundt om hjørnet.
Det står hun og udsøger
sig der allerbedste, mens hun
samtidig holder kig med, om der
kommer nogen. Ingen skal kigge
i hendes bolsjepose! Nærmer der
sig børn eller hunde, er posen
lynhurtig nede i lommen.
Og så trasker hun hjemad, det
tager sin tid. Dagmar må af og til
stoppe og op se på skatten. Tage
et bolsje mere og holde øje med
hundene – og hvad der er bagved.
Uden for køkkenvinduet i det,
der engang var en have, står et
lille skævt træ. Det er hendes.
Hvert år i god tid før jul, pynter
hun det med et par krøllede
kræmmerhuse, en skæv stjerne
og nogle julehjerter, der er gået
op i fl etningen. Så er hun klar;
rundt og rundt hopper hun,
griner og hujer glad. Intet juletræ
kan give større glæde. Hun
tager et par ture rundt om det
hver dag. Efterhånden blæser
pynten af. Noget bliver fanget
og gemt, andet må fornyes næste
jul. Det kan godt vare hen til
fastelavn, før det sidste slipper
taget – julen varer længe…