Operaen - Optakt

10 · optakt · marts 2008 #03
Fugl Fønix i Venedig
I 1791 blev der i Venedig bygget et operahus på en brandtomt.
To gange siden er det brændt ned til grunden, senest i 1996.
Nu er det atter genopstået, denne gang forsvarligt brandsikret Af Claus Johansen
Et par japanere sejler i gondol, ellers er
Venedig helt fri for turister. Den
firkantede Marcusplads er forbavsende
tom, selv duerne holder sig væk. Det
meste har man i fred, kirkerne er kolde
og tomme. Hotellerne går ned på halv
pris, mange restauranter lukker indtil
karnevallet, men der er skam også et
par åbne hvor man kan nyde sardiner,
artiskokker, polenta, skaldyr, veneziansk
lever, risotto og mild norditaliensk
hvidvin til helt fornuftige
vinterpriser.
Vinterstille i Venedig
Venedig i januar må være et af verdens
fredeligste steder, og indimellem føles
det som et af de koldeste. Fugten
blæser ind under tøjet, vandet står lavt
i kanalerne og køler alt ned, og disen
pakker byen helt ind. Det er let nok at
finde operahuset, man går bare ud af
Marcuspladsen modsat kirken, og så er
det ligeud hele vejen som venezianerne
altid siger, hen til tæppehandleren
og til højre. Når man spørger om
vej, er svaret: ”Sempre diritto” ” - ligeud
hele vejen”, og det er løgn, men sådan
har venezianerne sagt i mange
hundrede år. Man skal omkring skarpe
hjørner, over et par broer, forbi en
barokkirke og ned ad en bred gågade
hvor et par sorte fyre sælger falske
mærkevarer. Kulden er frygtelig, så jeg
varmer mig på hjørnet med en Fernet
Branca og en espresso. Espressoen er
bare en mundfuld, Fernet Brancaen
fylder et tandglas. 12 kroner alt i alt.
Det er Venedig i januar. Vi skal skarpt
til højre henne ved tæppehandleren.
De sagde det jo: ”Ligeud hele vejen.”
Genopstået af asken
Så er vi fremme, den lille plads åbner
sig. Teaterbar på hjørnet, en dyr
restaurant og en kirke, og lige over for
den ligger det nye teater. La Fenice.
Nu fungerer teatret igen. Genopbygningen
er helt færdig, og teatret
ligner det det er: En nybygget kopi af et
operahus fra gamle dage. Hovedindgangen
og ydermurene omkring den
storslåede indgang er bevaret, og i det
store hele fra 1790-erne: Med romerske
søjler og trekantede frontoner over
vinduerne. Nykalket og imponerende
høj dominerer teaterfacaden igen den
lille lukkede plads som den har gjort
det siden Mozarts tid. Jeg var her for 20
år siden, for 10 år siden og for syv år
siden, sidste gang så jeg plankeværk
omkring en brandtomt med sodede
mure og gule kraner og tænkte at dette
var en umulig opgave, men nu kan jeg
se at jeg tog fejl.
Fenice betyder Fønix, den fugl som
genopstår af asken. Det gamle teater
blev nemlig bygget på en brandtomt i
1791. 45 år efter levede teatret op til
navnet og brændte ned igen, men
genopstod på et års tid. Fra 1837 blev
det et symbol på veneziansk opera og
selvstændighed indtil den frygtelige
nat i januar 1996 hvor et par bygningshåndværkere
lavede en lille sabotagebrand
der desværre løb løbsk for dem,
og nok en gang efterlod hele bygningen
som ruin.
Den store illusion
Vi bygger langsommere end de gjorde i
1836, men nu mange år og adskillige
milliarder senere er teatret efter indvielsen
i 2003 endelig færdigt, velfungerende
og klar til nye operaeventyr.
Jeg kender lokalerne, jeg var her
mange gange, men det er jo ikke de
gamle marmorsale, det ligner bare. Alt
er blevet så lækkert, så friskkalket og
nymalet. Men det var altså her gennem
den høje dør de gik ind: Mendelssohn
og Spohr, Verdi, Tjajkovskij og Wagner,
Rossini, og Callas og Stravinskij, det var
deres arbejdsplads, og man får bløde
knæ og må hele tiden huske sig selv på,
at det jo heller ikke passer mere.
Feniceteatret er en stor illusion, men
den virker.
Vi skal på en rundvisning, og vores
guide er en pæn ung mand i et meget
dyrt jakkesæt. Vi er omkring 20 mennesker,
de fleste er italienske pensionister
som ved det meste i forvejen, og de
nikker smilende til den lange historie
om komponisterne Paisiello og
Teatro La Fenices brand i 1836 – Foto: Lebrecht Music & Art