Operaen - Optakt

More documents

Recommendations

Info

· optakt · marts 2008 #03 peter Ryom har gjort det igen Vivaldi-elskere støder hele tiden på hans navn, den danske forsker der nu har katalogiseret hele Vivaldis værk Af Claus Johansen Antonio Vivaldi eller ’den røde præst’. Han var nemlig rødhåret under parykken og arbejdet for kirken Da Peter Ryom udgav sin første Vivaldi-fortegnelse i 1974, skrev han en kærlig tilegnelse til sin kone. I 2007 har han 70 år gammel udsendt en stærkt udvidet fortegnelse over den italienske barokmesters værker. Også denne gang indleder han ridderligt med en tilegnelse til sin kære kone. Men der er gået 33 år. Konen er en anden, og det er fortegnelsen også. Spørgsmålet er om Peter Ryom stadig er den samme. Det ser sådan ud - og det var ment som en kompliment. Internationale enheder Peter Ryom er ikke den første som har forsøgt at få styr på Vivaldis efterladte musik. Men han er den eneste som har gjort arbejdet så grundigt og systematisk at hans numre helt naturligt er blevet internationale enheder. Bogstaverne RV siger med det samme fagfolk at her er tale om et værk der enten er komponeret af Vivaldi eller tilskrevet Vivaldi, og under alle omstændigheder registreret af Ryom (som klogt også har medtaget de tvivlsomme sager i sit katalog – hvem ved om vi får brug for dem senere?). Ud af det nummer som følger efter de to bogstaver RV, kan man med hans fortegnelse i hånden i øvrigt aflæse en del, f.eks. om besætning og toneart. Komponist og violinvirtous Antonio Vivaldi (1678-1741) var en gejstligt uddannet farverig person der brugte det meste af sit liv på at komponere og spille musik. Han forsynede italienske operahuse med pragtfulde forestillinger til karnevalssæsonen. Han skrev dyb og gribende katolsk vokalmusik til kirkerne i den venezianske republik som dengang dækkede et pænt stort norditaliensk landområde. Han leverede følsomme kantater og dertil bunker af vilde og blide sonater og koncerter for næsten alle 1700-tallets instrumenter. Han optrådte selv som violinvirtuos og underviste i Venedigs centrum på en musikskole for unge piger. Til dem og deres lærere skrev han mange hundrede værker i alle sværhedsgrader. Han udgav musik til amatørmusikere og skrev bestillingsværker til de professionelle. Han leverede musik til konger og fyrster i mange europæiske lande. Men hans stil var allerede gået af mode da han døde nærmest i glemsel, og der var ingen som tænkte på at bevare det kolossale værk samlet. Genopdaget Vivaldi røg aldrig helt ud af musikhistorien, hans musik blev bare ikke opført. Vi skal faktisk helt frem til tiden mellem første og anden verdenskrig før forskerne begyndte at samle de gamle noder ind fra alverdens privatsamlinger og biblioteker. Det var et detektivarbejde uden lige, og det er ikke færdigt endnu. Det store Vivaldi-boom kom da pladeselskaberne opdagede at De fire Årstider mm. i den grad talte til et moderne publikum. Hans musik viste sig at fungere både som underholdning og til fordybelse. Rytme, energi, gode melodier, teknisk overskud, seriøsitet og folkelighed på en gang, og dertil et italiensk temperament man ikke finder hos andre. Det er gået fremad for den venezianske komponist, men det er gået langsomt. Først i de senere år er Vivaldis pragtfulde kirkemusik blevet indspillet. Mange operaer venter stadig. Vi kender kun en brøkdel af instrumentalkoncerterne (manden skrev hele 38 koncerter for fagot og orkester!) og et blik i den nye fortegnelse er nok til at fortælle os at selv den der tror han kender en del til Vivaldi, kun kender en brøkdel. I Peter Ryoms nye værk finder man fra RV 751 og fremad en forbløffende liste over de mere end 60 værker som er dukket op siden Ryoms første fortegnelse. Den nye bog er ikke for enhver, så er det sagt. Men den er et uvurderligt katalog for forskere, bibliotekarer, særligt interesserede musikere, koncertarrangører og entusiaster. Med den i hånden får man oplysninger om værkerne, herunder om moderne udgaver, og en del informationer om hvor manuskripterne gemmer sig. Nyt i forhold til tidligere Ryom-fortegnelser er at vi nu langt om længe har fået operaer, kantater og kirkemusik med. Hver eneste lille arie er registreret. Begyndelsestakter (incipit) er noteret så identifikationen er på plads, og man lige får en anelse om hvad der venter. Man kan meget på en computer, men at en enkelt (ældre) mand har kunnet skrive alle de noder og registrere al denne musik, går over min forstand. Nu er det hele lagt til rette, så venter vi bare på at nogle modige koncertarrangører tør bruge materialet. Det ser ikke kedeligt ud. Dødseriøs systematiker At Peter Ryom kan være en glimrende folkelig formidler, ved enhver som har hørt hans radioudsendelser og foredrag der i øvrigt kan handle om meget andet end musik. Men han er først og fremmest en dødseriøs systematiker. Han sidder i den ene ende af en fødekæde som ender i koncertsale og pladestudier og i sidste led hjemme hos folk der kan lide at spille eller lytte til musik. Hvis han laver fejl i sin forskning, forplanter fejlene sig videre ud gennem cdcovers, radiopræsentationer, koncertprogrammer og populærformidling - i sidste ende til os alle. Det ved han godt, og han hader unøjagtigheder og Peter Ryom: Antonio Vivaldi. Thematisch-systematisches Verzeichnis seiner Werke Breitkopf & Härtel 2007. Pris 98 Euro lette løsninger. Orden i tingene, disciplin, systematik og en flid uden lige har altid været hans kendetegn. Manden har garanteret siddet med alle de originale Vivaldi-manuskripter i hånden (eller til nød med en mikrofilm), og det kan mærkes. Peter Ryom skriver intet han ikke kan stå videnskabeligt inde for, og han laver så godt som ingen fejl. I Danmark kalder vi elskværdigt den slags mennesker pedanter, nørder eller selvbestaltede eksperter. I andre lande bliver de kaldt intellektuelle. Ryom er en gammeldags intellektuel. Han har gået i skole i Frankrig og har beholdt den franske begejstring for klare definitioner og entydig systematik. Havde han levet for 500 år siden, ville han sikkert være endt som leder af et større klosterbibliotek. Her hos os kunne man trods hans doktorgrad og forskning i verdensklasse ikke drømme om at tilbyde ham det professorat han var selvskrevet til. Nu er det for sent, men det gør ikke så meget. Med sin nyeste fortegnelse har han sat et monument over både sig selv og Vivaldi. ■ peter Ryom – Foto: Ole Christiansen
Forår på italiensk, La Primavera, malet af Sandro Botticelli (1481-82) Fuglekvidder, venetiansk sommerhede, tordenbrag, hundeglam, jagthorn, fuldemandssøvn, geværskud, bondedans, knirkende frost - alt dette og meget mere er beskrevet i den klassiske musiks top-hit: Vivaldis Le Quattro Stagioni, på dansk De fire Årstider. Fire violinkoncerter hver ledsaget af et lille naivt digt som beskriver en årstid. Musikken er stiliseret og abstrakt, det er jo barokmusik. Men Vivaldi evnede at fremmane billeder, dufte og følelser igennem sit musikalske udtryk: musikken er derfor let at gå til, simpelthen fordi man faktisk hører gøgen kukke og hunden bjæffe. Med de ydre effekter, det rytmiske ”drive” og de smægtende melodier har koncerterne en vældig nutidig appel. De fire Årstider er ”programmusik”. Den klassiske bestseller Jeg er ofte blevet drillet med mine mange forskellige indspilninger af Vivaldis De fire Årstider. ”Kan du ikke bare forære dem væk og beholde en enkelt?” Svaret er: ”Aldrig i livet!” Af Claus Adam Jarløv Nogle siger at musikken er banal og forudsigelig – måske fordi den slet ikke ligner Bachs komplekse værker. Bach skrev til Guds ære – Vivaldi skrev til sine kunder. Koncerterne blev kort efter udgivelsen i 1725 spillet og hørt i stort set hele Europa. Men efter komponistens død skulle der gå et par århundreder før interessen for Årstiderne atter flammede op. I løbet af min ca. 50-årige levetid er markedet blevet bombarderet med læssevis af nyindspilninger - 212 for at være helt præcis! Pladeindspilningerne Plademarkedet fik færten af en sællert i midten af 50’erne hvor den spanske violinist Felix Ayo og det italienske kammerorkester I Musici for første gang lancerede Årstiderne på LP i ■ Den aristokratiske Giuliano Carmignola og The Venice Baroque Orchestra. Her er der tale om musikere der med næsten blæret virtuositet præsenterer os for Vivaldis program: stensikker rytmik, klokkerent, ufattelig smukt. Med al den norditalienske arrogance som både er tiltrækkende og lidt skræmmende for os nordboere. Carmignola har tidligere indspillet De fire Årstider som bestemt også er værd at lytte til, ikke mindst fordi der medfølger to yderligere cd’er med nogle af Vivaldis store koncerter. Og så er den rasende billig. Giuliano Carmignola, Venice Baroque Orchestra, 2000 Sony Classical SK 51352 (inclusive tre nyfundne violinkoncerter) Giuliano Carmignola, Sonatori de la gioiosa Marca, 1992, 1995 og 1996 Brilliant Classics 93091(3 cd’er inklusive en lang række af Vivaldis ‘store’ violinkoncerter) ■ Spillemanden Fabio Biondi og Europa Galante. Også her er en gruppe italienere samlet om et projekt de har helt inde under huden. Den rødnæsede sicilianer gør ikke meget væsen af sig, lige bortset fra et helt vildt violinspil. Hans gruppe følger ham fuldstændig som man hører de fineste bigbands gøre det. Der tages chancer, der spilles helt til kanten. Ikke altid kønt, men effektivt og til tider nærmest ophidsende: her er der tale om uvejr, hundeglam og skamløs poesi som man skal være meget åndsfraværende for ikke at høre. Fabio Biondi, Europa Galante, 2001 Virgin Classics (2 cd’er med alle 12 koncerter opus 8) ■ De tjekkede romere Det romerske ensemble Concerto Italiano har grebet sagen lidt anderledes an. Foto: Lebrecht Music & Art stereo. På trods af mange nyudgivelser genoptrykkes den fortsat. I 1968 lyttede jeg mest til Cream og John Mayall, men en dag fandt jeg alligevel på at lægge De fire Årstider på grammofonen. Jeg kunne sådan set godt lide musikken, der var forbavsende god gang i den; men det var så pænt, måske lidt kedeligt? Sjovt var det da når en violin lød som en pipfugl, og en bratsch gøede som en hund. Der er ingen tvivl om at den pæne Felix Ayo og hans band havde begået den første rigtige klassiske topsællert. Fremførelsespraksis I midten af 70’erne begyndte man at interessere sig for hvordan man egentlig fremførte musikken i barokken. De gamle instrumenter lød anderledes og kunne andre ting end de moderne. Og marts 2008 #03 · optakt · man spillede ikke bare det der stod i noderne; næh, solisten udsmykkede sin stemme med improviserede ornamenter. Der er kommet mere teater og større frihed i måden at spille barokmusik på. Af millionsælgerne kan jeg nævne Nigel Kennedy der i 1989 gav De fire Årstider en ordentlig en på frakken, og sammen med sit punk-image fik han mange yngre mennesker til at åbne ørerne for Viv, som man kalder Vivaldi i England. Bare skuldre og en indsmigrende tone har givet bidraget til at Anne Sophie Mutters tolkning af koncerterne landede på hundredtusindvis af pladehylder. Den japanske violinist Takako Nishizaki toppede ligeledes millionsalget med sin fyrige og prisbillige cd fra Naxos. Kort sagt: De fire Årstider er blevet et brand. ■ Hver koncert spilles af hver sin solist hentet fra gruppen. Det er sjovt at høre hvor forskelligt de spiller; det gynger, der sjæles, buldres og brages. Her er stemninger og dufte så man virkelig føler man er til stede i musikken. Musikerne bruger de gamle regler for deres musikalske udtryk, og alligevel lyder det helt nutidigt og nærværende. Lyt engang til den langsomme sats i ”Vinteren” – Ben Websters tenorsax kunne ikke gøre det bedre! Concerto Italiano, 2002 Opus111/Naïve 30363 ■ Den tyskklingende Den østrigske violinist Thomas Zehetmair og det svejtsiske Camerata Bern spiller såkaldt ”moderne violin”. For nogle år siden indspillede han denne cd sammen med et toptrimmet ensemble. Og hvilken indspilning: Zehetmair spiller alle fire koncerter som om de var ét sammenhængende værk. Oven i alle virtuoserierne er han fræk som få og slet ikke italiensk. Den indspilning kan jeg da ikke undvære. Thomas Zehetmair, Camerata Bern, 1996 Berlin Classics ■ En billig italiener Billig, ja, men på højde med de bedste. Enrico Casazza og hans gruppe Magnificat Communità har netop indspillet Årstiderne plus otte andre koncerter som hører ind under Vivaldis ”Opus 8” Her er det lige før de andre koncerter gør større indtryk. En fin indspilning; hvis du har 40 kr. i lommen, får du her en dobbelt-cd af nyeste aftapning. Enrico Casazza, La Magnifica Communita, 2006 Brilliant Classics 93155 (2 cd’er med alle 12 koncerter opus 8)
Page 1 and 2: MARTS 2008 #03 La Fenice 10 KLASSIS
Page 3 and 4: Operaen ud til folket Man behøver
Page 5: Kærlighedens vildveje Midt i marts
Page 9 and 10: Detalje fra maleri at Caravaggio (1
Page 11 and 12: Cimarosa på det første Fenice, om
Page 13 and 14: Musiker henrik hannisdal - Foto Tor
Page 15 and 16: ■ ONLINE SNAK OM MUSIK Invitation
Page 17 and 18: a Fiil længst t.h. og Jacob Heide
Page 19 and 20: Joachim holbek - Fotos: Omar Ingers
Page 21 and 22: CD TO SIDER AF hAYDN Skabelsen er e
Page 23 and 24: Nikolaj Znaider - Foto: Det Kgl. Te
Page 25 and 26: Det Jyske Ensemble Foto: Gert Laurs
Page 27 and 28: Sydlige jylland Kirkemusikalsk Mult
Page 29 and 30: Sankt peter, tegnet af Bronzino, Mu
Page 31 and 32: DR Ungdomsensemble. Foto: Agnete Sc

Operaen - Optakt

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?