Operaen - Optakt

· optakt · marts 2008 #03
Operaelskeren
Man skal være villig til at lade sig lokke og kunne se stort på
logik og forstand når den døende heltinde for fuld styrke og i
flere minutter rammer de høje toner. Der er tale om forførelse og
hengivelse, altså opera Af Nikolaj Ifversen
Brødrene Jørgensens musikforretning i hjertet af
Aabenraa var ramme om mit livs indtil da største
økonomiske og elektroniske investering. En Beomaster
900, to løse højttalere, en Beogram pladespiller
og som ”software” til sidstnævnte en god, kraftig
LP med Maria Callas. Året var 1965. Og for Callas
måtte jeg bøde 44 kroner. Dengang en formue.
Der skulle nu gå godt og vel et tiår før jeg med
ører, syn og ikke mindst hjerte begreb at opera er
mere end Maria Callas og det høje c. Meget mere.
Ungdoms dårskab
I ungdommelig indbildskhed troede jeg også at jeg
vidste noget om opera fordi jeg dengang kunne
skelne Mozart fra Wagner og i løftet stemning og
godt selskab kunne kaste mig ud i Sarastros arie fra
Tryllefløjten. Jeg havde lært den udenad ved at lytte
til Kim Borg. Men operakundskab er mere. Meget
mere.
For nu at skære ind til benet. Jeg er amatør, jeg
kan ikke synge, ikke spille noget instrument – ja, jeg
kan end ikke læse noder. Men opera er blevet ikke så
lidt af en passion. Og det på trods af at den form for
teater vel er den mest vanvittige måde at fortælle en
historie på. Den engelske adelsmand og samtidige
med Händel, lord Chesterfield, ramte vel egentlig ganske
rigtigt da han konstaterede at opera er smiger for
øje og øre, men på bekostning af forstanden.
På kant med troværdigheden
Handlingen i operaer kan være utrolig indviklet og i
øvrigt foregå i universer og tider som er os meget
fjerne. Og så er det selvfølgelig besynderligt at der
ikke bliver sagt et eneste ord i en opera, men alene
sunget. Når dertil kommer at for eksempel dødsscener
ikke kun kan strække sig over adskillige minutter,
men tillige at den døende til sidste åndedrag
synger i vilden sky – ja, så kan det for en førstegangs
tilskuer måske trække yderligere veksler på tålmodigheden.
Men hold ud. Fryden ved at finde venter.
Forført af Montserrat
Jeg husker for år tilbage hvordan jeg en aften foran
mit sort-hvide 19 tommer fjernsyn flød ud ved
en transmission fra La Scala af Bellinis
Norma. Montserrat Caballés spil og
stemme gav farve nok til mit lille
apparat. Det var forførelse.
Den velgørende forførelse beror
på hengivelse. Og det er måske
netop hvad opera i et vist omfang
fordrer af sit publikum - hengivelse.
For hvordan kan man
ellers leve med de
klicheer, ustandselige
gentagelser,
banale dramaer
eller usandsynlige og usandsynlig indviklede
historier operaer kan byde på?
Fællesskabet
Samvær med andre i fælles begejstring over opera er
en ikke uvæsentlig del af glæden ved denne
kunstart. Hvad man kan bruge af tid på at udveksle
erfaringer om opsætninger, solister, orkestre og
dirigenter kan grænse til det urimelige – især hvis
man skal tidligt op næste morgen. Og diskussioner
om fortolkning af forestillinger kan bringe én helt
andre forståelser af musik, tid og tilværelse.
Konen og jeg hoppede for et par år siden på at
købe en selskabsrejse. Vi havde ellers aldrig brudt os
om selskabsrejser. Dårlige erfaringer fra en enkelt
tur for mere end 30 år siden holdt os tilbage. Så det
skulle bare være en prøve. Hamburg. Tre dage i alt.
To operaer. Den flyvende Hollænder og Falstaff. Det
smagte af mere.
Selskabsrejser
Succesen kaldte altså på gentagelse. En lille uge med
rejseselskab til operafestival på middelalderborgen i
Savonlinna i Finland. Carmen og Tannhäuser og det
på en scene som næppe er meget mere end fem-seks
meter dyb. Besynderligt og dybt fascinerende. Og
hvor kunne de synge.
Vi var mange i bussen der var til hengivelse. En
broget flok med alle mulige
oplevelser. Nogle med megen
viden som der generøst blev
øst af. Euforiske og det uden
tømmermænd. Operaselskabsrejser
bare til
anbefaling.
At tilbringe en
langfredag i Semperoperaen
i Dresden med
Richard Wagners Parsifal
var for nogle år siden
påskegaven til os selv. Af de operahuse jeg har
besøgt rundt omkring i Europa, mindes jeg ikke et
hvor jeg har befundet mig så komfortabelt og med
så fuldbårent udsyn og akustik – og for at det ikke
skal være løgn, med en diskret, lydløs aircondition i
sæderyggen foran. Og hvad angår operaen – en ægte
wagnersk blanding af myter, kristendom og
sanselighed. Her skal hengivelse til, men så bliver
man også forført. Dresden – bare til anbefaling.
Tilbage til udgangspunktet
Når man nu har et – i hvert fald af og til – lidenskabeligt
forhold til opera så kunne et tilbud sidste
efterår fra Højskolen Østersøen i Aabenraa ikke bare
lægges til side.
”I passionernes vold” hed en uges kursus
afsluttende med en Tosca i Hamburg. Af sted, af sted
til Aabenraa.
Jeg var så også lige en tur forbi
hjørnet af Storegade og
Rådhusgade. Jo, den ligger
der stadig, musikforretningen.
Jeg blinkede
til den. Tænk, jeg
syntes den blinkede
igen. Men det er nok
den rene romantik og
fantasi. Det er der jo
så meget der er.
■
Tegning: Gitte Skov