LHC-nyt - Landsforeningen Huntingtons Sygdom

Indtryk fra
”6th International
Conference on
Unstable Micro
satellites and
Human Disease”
Fra 17.-22. januar deltog jeg i en konference,
der handlede om ”gentagelsessygdomme”,
hvortil HC hører. De sygdomme,
det drejer sig om, er alle arvelige og opstår
på grund af en forlængelse af et område i
et gen, som har gentagelser af f.eks. CAG,
som vi kender det for HC. Man kender
nu mere end 10 andre sygdomme, som
også skyldes forlængelse af en CAG sekvens,
men sekvensen ligger i andre gener
end HC genet. Derfor er der både mange
lighedspunkter mellem sygdommene, og
også en hel del forskelle. De rammer alle
sammen hjernens eller lillehjernens nerveceller,
og symptomerne, som for det meste
begynder i en ret sen alder, kan være både
neurologiske, motoriske og psykiatriske.
Desuden omfatter sygdomsgruppen en
Friedreichs ataxi, der giver mental retardering
fortrinsvis hos drenge og en muskelsvindssygdom
(Dystrophia myotonica).
For de to sidste sygdomme gælder at gentagelserne
består af henholdsvis CCG og
CTG, og de gentages op til flere tusinde
gange, altså meget mere end vi ser ved
CAG sygdommene.
For hele sygdomsgruppen gælder, at de
mekanismer, der fører til forlængelserne,
med stor sandsynlighed er de samme, og
det er derfor logisk, at sammenholde de
molekylærgenetiske og cellebiologiske resultater,
som er opnået ved undersøgelser
i forskellige laboratorier for de forskellige
sygdomme. Hvert andet år afholdes en in-
LHC-nyt nr. 1/09
ternational konference, hvor de sidste nye
resultater fremlægges og diskuteres. I år
blev mødet afholdt i Costa Rica, hvilket
betød, at de allerfleste deltagere kom fra
USA.
Hvorfor bliver disse gentagelser i DNA
længere? Spørgsmålet optog mange på
mødet, og mange indviklede tredimensionelle
DNA molekylemodeller blev fremlagt.
Når DNA’s to strenge åbnes, og der
skal bygges nye strenge som kopier af de
gamle, er der stor risiko for, at der sker fejl,
at molekylerne ”glider” i forhold til hinanden,
og risikoen for det er stor i områder
med gentagelser af sekvenser som CAG.
Dette kan ske i alle celler, som deler sig,
og nogle forskere mener, at der sker rigtig
mange af disse fejl i forskellige væv hos
patienter f.eks. med HC. Det giver meget
lange CAG sekvenser, som igen kan forklare
de skader, der ses i vævet. Klart er
det i hvert fald, at hvis man kan afsløre,
hvordan forlængelserne sker, vil det give
endnu en mulighed for at gribe ind og måske
finde en behandling.
Genterapi var også et vigtigt emne på
mødet, og flere indlæg handlede om HC.
Der var flere bud på, hvordan man kan
forhindre, at der bliver produceret forlænget
huntingtin hos HC patienter. I de
fleste tilfælde brugte man antisense teknik,
en teknik som vi selv arbejder med
(Wikipedia har en kort og klar forklaring
på antisense teknik, man kan finde den
via Google). Beverly Davidsons gruppe fra
USA har afprøvet en metode, hvor de indfører
antisense molekyler i transgene HC
mus og finder, at mængden af det forlængede
huntingtin reduceres med 60 %. Da
de samtidig finder, at musenes symptomer
aftager, er metoden meget lovende.
Alt i alt var det et spændende og inspireren
de møde. At det foregik i tropesol i et
ufattelig smukt land skal en mørke- og
kuldevandt nordbo bestemt ikke klage
over.
Lis Hasholt
7