Beskrivende radiografer i konventionelle røntgenoptagelser af det ...

Rapport Juni 2009
Opsamling i forhold til resultater
I forhold til de deltagende radiografers evne til at vurdere og beskrive frakturer i
ekstremiteter, viser data fra de to målinger før og efter uddannelsesintervention, at
radiografer har beskriverevner og at der sker en lille udvikling i projektforløbet.
Den samlede nøjagtighed omkring frakturdiagnostik stiger fra 89,7 i baseline til 91,9 ved
slutmålingen. Dette er en svag stigning på 2,2 point. Samtidig bliver intervallet for samtlige
radiografer mindre (fra 18,4 til 10,1). Hypotesen om at radiograferne har ens nøjagtighed
før og efter uddannelsesintervention kan forkastes – der sker en udvikling!
Data viser bemærkelsesværdigt at den gennemsnitlige sensitivitet faktisk falder fra 94,1
(gennemsnit: 2,8 FN us.) til 91,8 (gennemsnit: 4,1 FN us.). Dog er intervallet blevet en
smule mindre (fra 8,3 til 8). Det kan således fastslås, at radiograferne registrerer flere falsk
negative undersøgelser ved slutmålingen.
Det er en bemærkelsesværdi høj sensitivitet baselinemålingen repræsenterer, som er
konsekvensen af, at 6 af de 13 radiografer har en sensitivitet over 95! Det kan således
også konkluderes, at radiografer umiddelbart besidder faglige ressourcer i forhold til at
vurdere og diagnosticere frakturer.
Da P-værdien (Chi-test) ved de to målinger (0,865 og 0,953) er langt højere end grænsen
på 0,05, er det ikke rimeligt at forkaste hypotesen om samme sensitivitet for radiograferne.
Der er derfor ingen tydelig sammenhæng mellem erfaring i faget og evne til at opdage
frakturer - det er både radiografer med kort og lang anciennitet, der bidrager til det høje
gennemsnit i baseline og det lidt lavere i slutmålingen i forhold til sensitivitet.
I forhold til specificitet er gennemsnittet steget fra 85,6 til 92,0. Det er tydeligt, at den høje
sensitivitet i baseline har konsekvenser for specificiteten i baseline. Når der findes et stort
antal af patienterne med fraktur, er en naturlig konsekvens, at radiograferne også
diagnosticerer nogle patienter som falsk positive! Dvs. at der sker en overdiagnosticering i
baseline. Der sker dog et fald i antallet af falsk positive undersøgelser – fra et gennemsnit
på 7,3 til 3,9. Det kan konkluderes, at radiograferne bliver bedre til at skelne de raske fra
de syge, men at dette i slutmålingen har konsekvenser for sensitiviteten som falder!
Det ses endvidere, at radiograferne adskiller sig signifikant fra hinanden (p=0,000 for
begge målinger) og hypotesen om samme specificitet for radiograferne kan forkastes.
Der ses dog ingen tydelig og klar sammenhæng mellem ancienniteten og specificitet, men
en lille tendens til at radiografer med få års anciennitet klarer sig dårligere.
I forhold til den samlede nøjagtighed og sammenhæng med anciennitet viser data en pværdi
på 0,000 i baseline til 0,431 ved slutmålingen. Det er således indikation for at
anciennitet spiller en rolle og at radiografernes præstationer er forskellige, hvis de skal
beskrive undersøgelser uden forudgående oplæring og undervisning. Der ses en tendens
til at, radiografer med 2 år eller under 2 års anciennitet har en ringere evne til at vurdere
og diagnosticere frakturer uden uddannelsesintervention.
Derimod har ancienniteten ikke haft så stor indflydelse på beskriverkompetencer efter
gennemført uddannelsesintervention!
56